Hvis man vil have noget gjort...

[Deleted]

Må man gøre det selv!
Demek rullede med øjnene og trykkede et lommetørklæde tættere op omkring mund og næse. Hans isblå øjne skannede hele tiden sine omgivelser. Det gav en sær følelse at være tilbage i Dvasias, og endda så dybt inde. Sådanne steder havde været ham forbudt i hans barndom.
Den mørke skov virkede næsten til at være levende. Det meste var halvtåget og selv solens stråler formåede ikke at bryde særligt igennem. Grenene knirkede og skygger bevægede sig, mens en fugl i det fjerne skreg. Hesten som han red på var urolig. Dvasias stank efter Demeks mening. Hvis ikke af sumpgasser, så af pest, eller mangel på badefaciliteter. Selv den psykologiske stemning syntes han at kunne lugte. Hor, aggressivitet og kaos, dit navn er Dvasias. Demeks medansvarlige red ved hans side på et mulddyr. En meget ung mand, der med nervøse trækninger næsten trykkede sig op af Demeks side.
De nåede til et punkt hvor hverken mulddyr eller hest agtede at gå længere og Demek sprang ned i den våde jord for at hive dyret efter sig med magt.
”S-skal vi ikke vende om? Man siger jo at heste kan se ting som andre ikke kan se.” stammede følgesvenden.
Demek slap en kort latter. ”Nonsens! Der eksisterer ej den slags gespenster. Neeej, du vil blive her, og du vil fuldføre den opgave du har bevilliget i at fuldføre. Det er din PLIGT.” Hans stemme formørkedes delvist, som han understregede alvoren i sine ord. En udsending fra det procianske kongehus var blevet sendt af sted for at forhandle en fredstraktat angående en række sortelviske tilstedeværelser, som var blevet rapporteret i rebelgrupper omkring grænsen. Han var aldrig vendt tilbage og Demek havde derfor taget det som sin personlige opgave at investigere denne forsvinden og om nødvendigt tage over hvor denne slap. Det kunne da ikke være så svært, selv om sortelverne selvfølgelig var en bunke proletarer i snor? Vilde væsner indfødt i Dvasias mørke natur. Indfødte barbarer.
”Pfft.” Gad vide til hvilken grad de ville forstå hvad han sagde? Demek holdt sin sort behandskede hånd op i luften og stirrede frem for sig.
”Holdt… Det skulle være her?” Han anede en lysning og kunne længere fremme se en fæstning af en form.
”Du forholder dig i ro.” hvislede han. Han stirrede bagud. Nej da. Det var ikke hesten han snakkede til!
”Lad mig føre ordet.”

Hesten blev sluppet og Demek trådte de sidste meter hen mod porten, med hænderne hævet over hovedet. Skytter ventede langs murens kanter. Hans stemme var meget højlydt og fast. Det var tydeligt at han ikke bare var hvem som helst. Den sorte kappe blev svunget til side og afslørede de seks vinger på hans ryg. Han havde guldringe med ædelsten på fingrene og bar et par skindbukser og hvid silkeskjorte, der var så fine at han tydeligvis kun kunne være af adlen.
”JEG FORLANGER AUDIENS HOS JERES ØVERSTBEFALDENDE, SOM FØLGE AF DEN PROCIANSKE PROKLAMATION!”
Bag ham begyndte hans følgesven at trippe frem og tilbage af nervøsitet. Måske var det ikke så god en ide’ igen at komme ind i hjertet hos et helt dvasiansk folk og erklære sig som værende en højere prociansk enhed? Åh vel… For diplomatiet. Demek stillede sig klar, så han stod mere solidt på grunden. Hans arme blev lagt over kors.

[Deleted]

Visitten fra de to procianske borgere kom ikke som en overraskelse for Maerimydras mørkelvere. Intet kunne overraske dem på eller omkring deres eget land. Skjulte skytter havde de hist og pist i skoven, og derfor kom det dem hurtigt for øre, når der var en udefrakommende, som gjorde sin indtrængen.. og i dette tilfælde to procianere. Eftersigende en velstående herre med sin tjener. To ganske interessante indtrængere. Ufatteligt sjældent var det nemlig, at man så procianere i Dvasias, og endnu sjældnere i mørkelvernes del af skoven.
Længe havde en håndfuld mørkelvere fulgt de to mænds færd i skoven. De havde ligeså allerede sendt bud til Maerimydra om, at de var på vej. Derfor blev de to ryttere også mødt af en bevogtet mur, som de nåede byens rammer. Spændte buer og syleskarpe pile, pegede faretruende ned mod dem fra murens top. Som den velhavende herre ytrede sine ord, udvekslede murens elvere en række forskellige blik. Efter få sekunder valgte en af kvinderne at sænke sin bue. Tydeligvis hende der stod som den overordnede i denne forsamling. ”Accipe ae!” råbte hun ud på elvisk. Smukt var sproget uden tvivl, men hårde var ordene. Først kunne man meget vel have troet, at hun talte til ingen, men efter kort tid kunne man finde ud af, at det bestemt ikke var tilfældet. Ud fra skyggerne trådte en række mørkelvere pludselig. Overalt syntes de at være, som de med det samme omringede de to herrer. Alle kom de snigende med spændte buer. ”Rør Jer ikke,” beordrede en kvinde advarende på normal tungemål, som de kom helt nært. En kvinde kom og tvang Demeks korslagte arme om på ryggen, hvor hun stramt bandt dem, alt imens en anden kvinde tvang en pose over hans hoved. Samtidig med det, kom der to andre kvinder og rev tjeneren af hesten, inden han fik den samme behandling som Demek. Hurtigt gav de sig til at kropsvisitere de to mænd på må og få, som de fratog dem alle de våben de måtte besidde. De kunne trods alt ikke have, at fjenden var kampdygtig i deres egen by. ”Gå,” hvislede kvinden bag Demek, alt imens hun nu trykkede en dolk imod hans ryg, som et tegn på, at han ikke havde et valg. I mellemtiden havde byens porte åbnet sig for dem, og derfor varede det ikke længe før, at kvinderne jagede de to mænd ind, imens en anden kvinde havde taget sig af gangerne.
I en halv times tid vandrede flokken langs snoede stier og omveje, indtil de nåede byens midte. Den store herregård der husede racens leder. Fulde af hemmeligheder var mørkelverne, og derfor havde de sørget for, at de ej havde taget den direkte vej til centrum, da de ikke ønskede at risikere, at de udefrakommende kunne huske vejen. De kunne muligvis ikke se grundet bindet, men der var en risiko for, at de kunne huske ved hjælp af deres fødders gang. Derfor blev den mest besværlige rute taget i brug. ”Vedui’, Kahli,” sagde den forreste kvinde ærbødigt, som hele flokken af elvere og de to fanger havde trådt ind i herregårdens store sal. I respekt bøjede kvinden sit hoved, alt imens kvinderne bag de to fanger, pressede mændene ned på deres knæ, hvorefter de rev poserne af deres hoveder.
For enden af rummet – ved de store døre ud til den smukke have – stod Tatiana. Helt rolig og fattet stod hun, som hun stod med ryggen til forsamlingen og betragtede livet udenfor herregården. ”For et stykke tid siden gik det mig for øre, at to ryttere var på vej imod vor by. Procianere for at være helt præcis.. Dernæst fik jeg fortalt, at de kom frivilligt, og ønskede en audiens hos vor øverste. Så fortæl mig … hvem af Jer er så dumdristig at søge mig?” lød det fra hende med en isnende ro, alt imens hun drejede omkring og lod det gennemborende blik falde på de to knælende mænd.

[Deleted]

Der lød et bump, som den store engel blev tvunget i knæ. Posen blev omhyggeligt trykket ned omkring hans hoved og i næste øjeblik følte han hænder over alt på hans krop i jagten på våben. De fandt ikke noget særligt, for Demek havde ikke regnet med at våben ville blive nødvendigt, og hans største våben var en evne, og dermed ikke noget som kunne findes på ham fysisk. Han gjorde ikke modstand og sagde intet. Hans følgesvend der imod hylede nervøst og sprællede. Demek bed sine tænder sammen med en knasen. En genstand blev trykket imod hans ryg og tvang ham til at gå. Uanset hvad vidste han at det ville føre ham tættere på hvad der end var sket med tidligere udsending.
Efter det der føltes som en evighed blev han skubbet ned på sine knæ igen. De nye læderbukser var ved at blive slidt af den hårde behandling. Posen blev trukket af mændenes hoveder og Demek gispede efter vejret. Hans øjne lyste en anelse af foragt. Det var ikke just den behandling han havde forventet at få, som en embedsmand af hans standard. Han vinger var ikke blevet bundet, så i et øjebliks irritation slog han det imponerende vingefang imod en kvinde bag ham. Foran ham stod en kvindeskikkelse og kiggede ud af vinduet. Dumdristig? Måske lidt. Demek hævede et øjenbryn, men kvindens skarpe blik havde ingen effekt på ham. Hans følgesvend der imod osede af ængstelse og stirrede skiftevis på den høje engel og kvinderne omkring dem. Han åbnede langsomt munden og afslørede et sæt perlehvide tænder, men følgesvenden kom ham bjæffende i forkøbet.
”Ikke mig, ikke mig!” Demek vendte sig imod ham og knaldede tænderne sammen, som en bidsk hund. Af alle sekundanter skulle han lige vælge denne. Hans læber mimede lydløst ordet Stille inden han vendte tilbage til kvinden der ophøjede sig foran dem.
”Jeg! Det er blevet mig berettet at en af vore sendebude drog af sted for at diskutere et ærinde med Dem, men denne vendte aldrig tilbage. Det er blevet min opgave at se hvorledes og afslutte det han kom for.”
Pandehåret var faldet ned i Demeks ansigt og hans fingre krampede efter benkammen i hans lomme.

[Deleted]

Hvorfor to procianere havde vovet at søge hende, havde Tatiana stået og spekuleret over, indtil deres ankomst. Mulighederne var mange, for hun var ikke just perlevenner med Dvasias’ fjendeland. Hendes blå øjne faldt på begge mænd, som de begge sad på knæ for hende. Selv tornede hun sig autoritært op foran dem. Skræmmende, men flot så hun ud, som hun stod i sit stramme røde læder. Som en rustning fungerede buksedragten næsten, og den side blev også kun fremtonet, som en lang dolk hang ved hendes bælte. Hendes blonde lokker lignede derudover en lang pisk, som det som sædvanligt var blevet sat i en høj og stram fletning, som gik hende helt til lænden. Af fremtoning udstrålede hun derfor klart en selvbevidst og magtfuld kvinde. Som manden der måtte være tjeneren febrilsk sagde, at han ej var den skyldige i mændenes udflugt, udstødte hun et misbilligende fnys. Svækling! Den mand var allerede knækket. Den anden derimod … englen. Han forekom hende ganske fattet og diplomatisk. Desværre for ham, ville det formentligt ikke hjælpe. Hun fugtede let de lyserøde læber, inden de gled ud i et kynisk smil. ”Så det er det? Kedeligt for dig,” sagde hun fortsat med den rolige kynisme i stemmen. Hendes blik gled videre til hans vingefang. Interessant.. Seks vinger. Det var bestemt ikke det normale syn blandt engle. ”Hvis jeg var dig, ville jeg se at få mine vinger indenbords igen, inden jeg vil se mig nødsaget til at skære dem af. Det giver altid et utroligt grimt svineri, når man bliver tvunget ud i sådanne handlinger,” sagde hun roligt, og dog med den grummeste alvor. Blikket holdt hun alt imens fastlåst på englens ansigt, som hun ventede på, at han gjorde, som han fik besked på. Et valg havde han egentligt heller ikke, da han var to, samt ubevæbnet, hvor hun var bevæbnet, samt med utallige. Hun var ej heller den bedste at drive gæk med, som hun var alvorlig, samtidig med, at hun altid gik direkte til sagen. Derfor måtte han også hellere se at begynde på sin historie. Nysgerrig var hun nu også efter at høre den, for det var bestemt ikke hver dag, at mørkelverne frivilligt fik besøg af procianere. Faktisk fik mørkelverne aldrig besøg af nogen som helst. Derfor skulle dette i den grad nok gå hen og blive underholdende!

[Deleted]

”De kunne starte med at løsne mig op, Milady. Havde jeg i sinde at…” Tatiana trådte tættere på de to mænd. Lidt for tæt efter Demeks mening, for hans position gav en god udsigt til hendes to runde attributter i den stramme dragt. Han blev mundlam et øjeblik, men rystede så på hovedet for at genvinde fatningen.
”Jeg ville for længe siden have agtet at fly, hvis jeg havde det i sinde.” Hans isblå øjne søgte op mod hendes ansigt og skønt irritation og ømme håndled foldede han sine vinger tilbage igen. Kvinden som han havde ramt bag sig så ikke ud til at være påvirket særligt. Det var ikke hans ønske at gå hen og volde konflikt, da det kunne påvirke forhandlingerne. Hans ansigt bar ingen nervøse trækninger, heller ikke gjorde det nogle tegn på hans tanker, og tanker og indtryk var der mange af. Han koncentrerede sig.
”Hvis det behager Dem… Det er dog lettere at berette når man ej er trykket sammen, som et gement pakæsel.” For et stykke tid glemte han at han havde bragt en rystende tjener med. ”Jeg forsvinder ej, thi mine vinger er jordbundne.”

[Deleted]

Det at englen blev mundlam, fik Tatiana til at trække på smilebåndet. At det dog ikke havde skyldtes frygt, kunne hun selvfølgelig ikke vide, da hun ej var tankelæser. Hun nød dog at se englen tabe mælet foran hende. ”Det kunne jeg meget vel, men jeg kunne også lade være,” svarede hun kynisk igen. Nej, hun havde skam ikke i sinde at løslade ham. I hvert fald ikke lige nu og her. Det ville dog ikke gøre den største forskel, om han var bundet eller ej, da han alligevel ville blive skudt i det øjeblik, han gjorde sig en forkert bevægelse. At han sagde, at han havde fløjet, hvis han havde ønsket at flyve, hævede hun blot dovent det ene øjenbryn til. Det var meget muligt, men dumt ville det have været af ham. Sårbar ville han nemlig blot være i luften, og så var der det faktum, at det var dumt at komme fjendtligt og andet etnisk til Maerimydra. Hendes hoved gled en anelse på sned, som han fortsatte med, at han skulle slippes fri. Var han dum eller hvad? Hvis hun havde ønsket, at hans vinger var ude, havde hun sagt det, og nu havde hun altså sagt noget andet! ”Du kender mig tydeligvis ikke, engel, men når jeg siger noget, siger jeg det kun en gang, og det jeg siger, er ej til diskussion.” Hun rankede sig, så hun igen stod flot og stolt. De gennemborende blå øjne hvilede nu kun på englen, da det var blevet tydeligt for hende, at det kun var ham der skulle levere budskabet til hende, og ej hans tjener af et nervevrag. Hun foldede hænderne på ryggen. ”Lad os komme til sagen.. Hvad håber du helt præcist at opnå med denne fine visit? Det er tydeligvis ikke for at se vor flotte by.”

[Deleted]

Demek fnøs fornærmet og rynkede på næsen. Charmen så ikke ud til at virke så godt som den plejede. Den behandling var ham ikke just vandt, og han fik en stor lyst til at rette på sine fjer. Skønt den meget grove opførsel at, og at han havde lyst til at vrænge træk han sine smalle læber op i et lidt beregnende smil. Gentog madammen ikke sig selv? ”Virkelig? Det anede mig.”
Efter sortelverkvindens næste ordre var der et frosent øjeblik i tiden hvor der ikke skete noget. Hun stirrede koldt ned på ham, og han smilte slesk op til hende. Ikke et øjeblik blinkede han. Hans isblå blik søgte ligefrem hendes. Frem og tilbage studerede han hende. Små træk som kunne forekomme ved hendes øjne, hendes hals der sank en klump. Alt sammen noget der kunne afsløre hendes tanker, eller svagheder han ville kunne udnytte og prikke til, men foran ham stod en skabning der enten var yderst standhaftig, eller lige så stædig som ham selv. Hendes små bemærkninger morede ham og fik ham til at undertrykke en klukkende latter. Hvis han ville studere arkitektur ville han ikke sætte sine ben i en rotterede, som Dvasias, så troede hun virkelig ikke?
*Hvor nuttet. *

Endelig skete der noget og Demek rømmede sig.
”For nogle dage siden sendte vi et sendebud af sted for at forhandle med Dem. Det er mig berettet at denne aldrig vendte tilbage. Men jeg kan tænke mig til at han ikke er at finde i live længere. Enten er han faret vild et sted, eller også går jeg ud fra at en af Deres legetøj har fået fat i ham?” Der blev skævet til vagterne.

[Deleted]

Koldt smilede Tatiana blot til englen, som han flabet valgte at kommentere hendes ord. Nej, hun kunne bestemt ikke lide denne mand lige umiddelbart, men så igen … han var trods alt også en mand. Triste skabninger var de i de fleste tilfælde, og derfor skulle det ikke komme bag på hende, hvis denne her gang ej heller var anderledes. Meget kunne man trods alt heller ikke forlange af en procianer, og da slet ikke af en engel! Denne engel så dog ej helt normal ud, som han besad et par unikke vinger. Det højnede dog ikke hans værdi i hendes øjne.. Han var stadig bare en prociansk mand, og ikke videre en tiltalende en af slagsen. Frastødende så han i hvert fald ud med sit sleske smil på læben. Hun trak på skulderen til hans ord. ”En prociansk borger der bevæger sig ind på dvasiansk territorium munder som ofte ud i et dødsfald.. Om det så er for en mørkelvers hånd eller for en anden dvasianers er tilfældigt,” sagde hun kortfattet. Hendes svar glædede ham formentligt ikke, da det var meget vagt, men modspil havde han vel forventet, når nu han havde lagt turen forbi Dvasias. Og dog … han havde været dum nok til at søge hertil, så muligt var det, at han levede på en regnbue. ”Denne oplysning har du dog allerede leveret til mig, og det er min overbevisning, at du har mere på hjertet end at fortælle mig, at et sølle sendebud er forsvundet i vildmarken,” sagde hun i en kold, men endnu fattet tone. Hvad han lavede her, begreb hun dog ikke, da mørkelvere ikke samarbejdede med procianere. Om de overhovedet samarbejdede med andre end dem selv, var endda tvivlsomt.

[Deleted]

((Undskyld det langsomme svar. Jeg har haft lidt travlt. ))

Elverkvindens svar behagede ikke Demek. Han havde fisket, for hvis mørkelverne havde været årsagen til at han måtte drage ind i mørket var det ham højest upassende.
”Ja, det har jeg, Milady, men De besvarede mig ikke. Det lyder som intet De kender til?” Men sket var sket, og det kunne ikke laves om. For ham var den personen ikke vigtig, ej hellere hvordan han var afgået ved døden, eller ikke. Det nagede ham at det virkelig kunne være så svært at få en simpel opgave gjort. Man kunne da ikke forlange at han skulle være alle vegne? Kvinden virkede ikke til at være videre samarbejdsvillig, så det kunne nok ikke nytte at blive ved med at malke hende for informationer... Og hun virkede ikke som en autoritet der gik specielt meget op i diverse uskrevne reglementer.

”Meget vel. Der er observeret et stigende antal af mørkelvere i rebelgrupper omkring grænselandet ved Procias og Manjarno, ofte i form af sabotage ved muren og meget voldsmnt påstyr. Jeg vil vide om De har noget med dette at gøre."
Demeks smil forsvandt. Han stirrede udtryksløst op på kvinden foran ham, og hans øjne gjorde vidnesbyrd om at han var fast besluttet på at finde ud af hvad der foregik.

[Deleted]

Usandsynligt var det bestemt ikke, at en mørkelver havde kostet et prociansk sendebud livet. Hvad en procianer skulle lave her i Dvasias begreb Tatiana ej heller. De havde intet at sige her, og hvis de gjorde deres opdukken, var det i den grad på eget ansvar. Det følte hun bestemt ikke skyld over. Ej heller følte hun nogen skam over, hvad der ville hænde med denne engel og hans tjener, da de ligeså havde bevæget sig frivilligt hertil. ”Selv jeg kan ikke kende til alt i dette land. Verdenen er stor, min kære englen, hvis det endnu ikke er gået forbi din næse,” svarede hun med et sødladent smil på læben. Nej, hun havde ikke i sinde at være samarbejdsvillig, for hvorfor være samarbejdsvillig med fjenden? Hun vidste, hvor hun skulle satse, og det var bestemt ikke på denne mand. Det ville ikke bringe hende noget positivt.
At han nævnte mørkelvernes tilstedeværelse ved Procias’ grænse, fik ikke Tatiana til at ændre sin mimik. Faktisk så hun blot ligeså fattet ud, med sit falske sødladne smil. ”Som du selv sagde, engel.. mørkelvere er blevet set ved grænsen. Ikke i selve Procias. Sidst jeg tog et kig på loven, var det ikke os forbudt at færdes i Manjarno,” sagde hun i en rolig tone, men også til dels nedgørende. Manden sad tydeligvis ikke inde med nogen beviser for nogen overtrædelser, og derfor fandt hun allerede hans sag tabt. Dumt havde det været af ham at søge hertil, men det gik vel også langsomt op for ham? Selv vidste hun udmærket, hvad hendes folk gjorde sig ved landegrænsen. Faktisk vidste hun også, at en håndfuld færdedes på den anden side af grænsen.. Det vidste denne mand dog tydeligvis ikke, hvilket egentligt ikke forundrede hende.

[Deleted]

”Fnn! Jeg er imponeret. Og sikke et lederskab, sikke en… passion? Det er næsten tårevædende at De på trods af dette end ikke formår at holde styr på sit folk.” En kort, lav latter undslap hans smalle læber, så tav Demek kort.
”Jeg har undredes, og jeg har spurgt mig selv… Af hvilken interesse kunne mørkelvere have at færdes i Manjarno, så langt mod Vest? Det er en sjældenhed at noget herskab besidder en sådan mangel på engagement at de ikke ved hvor pøblen befinder sig og hvorfor. Det kunne… komme ud af hånd. De er ikke mangel på kløgt De besidder, det fornemmer jeg. Jeg ved at der er noget under opsejling. Jeg ved ikke hvad, men jeg agter at finde ud af det, og jeg VED at De kan give mig svaret. Hvad er det? Tyveri af ressourcer? Forhindring af skatter, eller forsyninger til folket?... Måske et attentat. Det er nok ikke frivilligt i vælger at flytte så tæt på kære naboer.”
Der var stille i rummet. Demek kunne fornemme hans egen stemme runge. Alle de andre var gledet hen i baggrunden, som en usynlig magt. Man vidste at de var der, men de havde intet at sige. Hans tjener var holdt op med at ryste som et espeløv og stirrede nu blot op på Demek med store øjne, som havde han for længst opgivet at følge med i samtalen.
”Jeg vil have… Procias vil have at hvad end det er for en rankespil I har sat i værk, vil I trække i snorene og holde Jeres bidske hunde væk.” Det kattevenlige smil gled tilbage over hans læber og hans hoved gled tilsvarende på skrå, som var han en kurrende due.
”Vi skulle kunne komme til en løsning. Vi er trods alt fornuftens væsner af vid. Jeg…” Han stoppede sig selv, som hvis han havde lavet en fortalelse. Det tegnede et tydeligere mønster af Demeks opfattelse af hans egen position og Procias: Det højeste af det høje. Han VAR Procias. Nej, han havde ikke talt med kongen og dronningen om hvordan denne lille udflugt skulle tegne sig, ej hellere at han havde overtaget opgaven. Han regnede med at han nok ville kunne få deres velsignelse til hans ideer. For hans- for Procias skyld. Altid Procias.
”Vi vil betale dem fyrsteligt for at I holder en retræte til denne hyggelige lille redde af jeres hjem.”[/font]

[Deleted]

Det eneste englen fik for sin spydige tale og sit hånlige grin, var mørkelvernes rungende tavshed. Morsomt fandt ingen af dem, men englen ville også sande, hvor forkert han havde trådt før eller siden. Mørkelverne var trods alt ej kendt for at være den mest gavmilde race. Derfor stirrede Tatiana også blot på ham med sit kolde blik. Han mente, at hun ej havde styr på sit folk? Han skulle nok sande andet med tiden. Hun vidste nemlig langt mere, end hvad hun lige umiddelbart gav udtryk for. Hun vidste bare bedre end at give fjenden alle sine oplysninger.
Tatiana lyttede igen til hans lange, og yderst kedsommelige, tale, inden hun lod tungen stryge over læberne, for at de derefter kunne glide ud i et falskt smil. ”Du har al for høje tanker om dig selv, min kære engel.. og for dit eget land, for den sags skyld,” begyndte hun i et hånende tonefald, alt imens hun fast trådte et skridt nærmere. Ja, denne mand havde i sandhed gjort en fejl ved at tænke for højt om sig selv, da det havde bragt ham hertil. ”Du og dit land er ynkeligt. At nogen af Jer overhovedet har retten til at eksistere, er mig en gåde. I forpester selve livet med jeres eksistens.. Videre begavet er I bestemt ej heller! Vader ind på min jord, og beskylder mig og mit folk for det ene og for det andet. Du burde vide bedre, engel, men du er måske vant til at få alt leveret på et sølvfad. Virkeligheden er dog anderledes, og du burde derfor være blevet hjemme i din trygge bolig, som din sølle tjener formentligt også tryglede dig om.” Mørkelvernes bag de to procianere lo hånligt ad de to mænd, og bifaldende af deres leder, hvilket kun nærede Tatianas kølige smil. At englen valgte at fortsætte sin selvophøjede tale, fik hende til at fnyse højlydt af ham. ”Du vil have dit, og du vil dat.. Jeg ser ingen grund til at trække mit folk, så længe de befinder sig på manjansk jord. Det kan hverken du, eller Procias’ regenter gøre noget ved.” Hun hævede det ene øjenbryn, som han begyndte at tale om fornuft. Det var næppe det rette sted at tale om fornuft, da det var de færreste udefrakommende, som fandt hende fornuftig. Derudover kunne han ej heller sige, at han var fornuften selv. I et kontrolleret tempo gled hun ned på hug foran englen, så de nu endte i øjenhøjde. Først lod hun sine fingre glide over hans kind i et strøg, hvilket helt kunne forekomme ildevarslende, når det kom fra hende.. Det var det dog også, som hun i det næste øjeblik borede sine negle ind i kæben på ham, som hun greb om den og hans hage. ”Procias vil tilbyde mig en fyrstelig sum for at tilbagetrække mit folk? Interessant.. men hvem siger, at vi mangler sådanne midler?” spurgte hun med faretruende ro i stemmen. Hendes hoved gled en kende på sned. ”Og hvad vil Procias tilbyde til gengæld for dig? …Hvis de da overhovedet opdager din udeblivelse.”

[Deleted]

For hvert nedladende ord om Procias der forlod matriarkens runde læber kneb Demek øjnene mere og mere sammen. Han gjorde et ryk, som for at rejse sig op, men han nåede ikke langt på grund af rebet, og han kæmpede med sig selv for at skjule så meget af foragt som ætsede sig ned gennem halsen på ham. Om det var fornærmelserne omkring hans hjemland, eller ham selv der bed mest var ikke til at udregne uden videre. Han satte trods alt en ære i sin opgave. Jo mere samtalen udvikledes, jo mere følte Demek at mulighederne begyndte at lukke.
Et større glimt af mistro kom til syne i englens isblå øjne. Elverkvinden gled ned på niveau med ham. Da hendes fingre strøg over hans kind rynkede han sine bryn. Hvad han kunne forvente sig af hende vidste han ikke. Han kunne måske have forberedt sig bedre og udspurgt sig om sortelvernes nuværende matriark, men endnu en gang kom hans arrogance og uendelige selvsikkerhed ham i forkøbet, og måske med et dårligere udfald end han havde beregnet. Det var tydeligt at han ikke forstod hvad hun lavede og tænkte så det knagede. En hilsen? De få sekunder føltes behageligt indtil hans hals undslap en dyb, mørk knurren og hendes negle trykkedes hårdt ind imod huden på hans kæbe. Det gav en brændende fornemmelse, som nogle af dem let penetrerede den og begyndte at danne små sår. Blev hun ved ville han begynde at bløde. Demek forsøgte at rykke bagud, men en vagt stod i vejen. Hans hvide tandsæt blottedes i smerte og vrede, men han fasthold noget forpint hendes blik. Det var nok en god ting, for det faldt muligvis ej i god jord at kalde denne kvinde for forpestede tøjte.
Han tog en dyb indånding. ”Jeg vil give dem tid til at genoverveje dette vanvid. Jeg ved ikke hvad De vil, men jeg finder snarest ud af det, og så vil De og Deres følgere fortryde at de afslog mit tilbud.”
Hendes stemme forekom ham sød som honning, men hun var som en slange der begyndte at bide til, og han sad fast i hendes greb…
Og han var begyndt at mærke det! Samtalen tog pludselig en hel anden drejning. I starten var han uforstående og stirrede stift og spørgende frem for sig.
”For mig…?” En sølv grumset dråbe af hans blod begyndte at løbe ned langs hendes håndryg. ”Hvad er De ude på?” Det sidste gled over hans læber som en snerren. Havde han været mere vild havde han bidt hende.
”Pfft! Selvfølgelig opdager de at jeg er væk. Hvem tror De jeg er? Jeg er Demek Nimanhra. Jeg er PRINS og retmæssig arving af den procianske trone.” Efter hans bog i hvert fald. Hans ansigtskulør begyndte dog at blegne da betydningen af hendes ord begyndte at gå op for ham. Ville hun vende bordet og bruge ham til sin egen fordel? Han havde snakket over sig. Og han følte grebet i situationen glide langsomt væk. Hans øjne begyndte at flakke rundt. På samme tid begyndte han at grine kort, krampagtigt og nervøst. Han følte sig kold. Flere små dråber af sølvblod var begyndte at danne små streger på mørkelverens hud. Han gispede. Fugt dannedes mod hans pande, og hans lyse pandehår faldt let ned over hans øjne.
”Det kan De ikke!”
Sandheden var at han selv vidste sin værdi, men hvad regenterne regnede ham for anede han ikke ud over hvad de viste. Og det skræmte ham, skønt han forsøgte at skubbe det bag en facade. Hvad enten det var lidt eller uanede mængder kunne begge dele ende galt.

[Deleted]

Overlegen følte Tatiana sig i allerhøjeste grad, som hun stod overfor englen. Synderligt vidensrig var han nemlig bestemt ikke, og derfor gjorde han kun sagen ufatteligt let for hende. Hans fald ville nemlig blive hans egen arrogance. Ja, arrogancen strålede ud af ham, som han havde troppet op foran hendes port, og derefter havde forventet, at hun blot ville smide håndklædet i ringen. Nej, så simplet havde det aldrig været at være omkring hende, men det sandede han vel også ligeså stille og roligt? Skadefuld trak hun på smilebåndet, som han knurrede ad hende i protest af hendes negle. ”Har jeg gjort dyret vred? Er du ikke vant til at blive sagt imod?” spurgte hun i en sødmefuld tone, skønt det var sikkert, at den var hoverende. Nu legede hun nærmest blot med ham. Grebet omkring hans kæbe, lod hun desuden kun forstærkes, som han direkte forsøgte at slippe fri. Skønt hendes negle borede sig dybere ind i hans kød, og hun langsomt kunne mærke, hvordan blod vædede hendes fingre, slap hun ham hverken med hånden eller med blikket. ”Lad vær med at kæmpe imod, kære engel, og sand realiteten i stedet.” Hun slap ham langsomt og kom tilbage op på benene igen. Som han leverede sin finurlige lille advarsel, gled en kold latter over hendes læber, og hun var bestemt ikke ene om det. Kvinderne bag de to mænd lo ligeså, som om de vidste noget, som mændene ikke gjorde. ”Truer du mig, engel? Mig og mit folk? Har du aldrig hørt, at det er dumt at true andre i vedkommendes hjem, og når man selv er i betydeligt undertal? Du mangler både dine manerer, og din forstand.” Dum fandt hun uden tvivl englen. Han havde nemlig tydeligvis ingen virkelighedssans. Det ville uden tvivl blive hans fald.. og det var hun egentligt også ligeglad med. Hun havde nemlig intet kært med denne mand. Hendes hoved gled en anelse på sned, som han forvirret begyndte at stille spørgsmål. Intet sagde hun, som hun blot så på ham med sit lille bedrevidende smil. Lige umiddelbart havde hun dog ingen forhåbninger med denne mand, da han var alt for uintelligent i hendes øjne. Det skulle dog vise sig, at hans dumhed skulle komme hende til gode, og som det skete, opstod der et glimt i hendes blå øjne. Hendes blik gled til mørkelverne bag ham, som hun smilede til. ”Jamen dog.. Vi har en kongelig i huset,” sagde hun, hvorefter mumlen øjeblikkeligt brød ud blandt kvinderne, over den fangst, som de tydeligvis havde gjort sig. Hun sendte Demek et koldt smil, alt imens hun frydede sig over hans tydeligvise nervøsitet. Nu lignede manden jo et ligeså stort et nervevrag som sin tjener! ”Demek Nimanhra, prins af Procias.. Velkommen til,” begyndte hun kynisk. ”Jeg håber, at du vil nyde dit ophold her.. eller mangel på samme. Jeg må erkende, at du formentligt må gå ned i standard i forhold til, hvad du er vant til.. men hvordan har du det egentligt med celler?”

[Deleted]

Et dyr? Ja Demek begyndte under alle omstændigheder at føle sig mere og mere som et. At han skulle underkaste sig fremmede magter og så endda af en kvinde var som at gnide yderligere salt i såret. Han havde håbet at han kunne hive en aftale hjem, men planen eroderede foran ham. De mange spørgsmål omkring hans egen intelligens og yderligere fornærmelser undgik han at besvare. Han havde lystet at nedstirre elverkvinden, men det var ikke just nemt fra hans position under hende. Efter hans hoved var det denne matriark der var den dumme idet hun afslog en mere demokratisk løsning, og måtte tage konsekvenserne her af, når han slap ud.
For selvfølgelig slap han da ud! Hun kunne da ikke bruge ham til noget nyttigt… kunne hun?
…
Om ikke andet til pynt i en celle.
”Det kan De ikke gøre. Det TØR De ikke. Hver sten vil blive vendt til jeg er fundet, og det vil ej være en mulighed for Dem at holde mig her, kvinde. Tænk Dem godt om…”
Nu sad han i saksen… Han havde været prins. Han skulle have været konge, men så trak Jason sig tilbage, og nu var han en pompøs stikirenddreng, der gik sine egne veje. Det sad som en bitter smag i hans mund, skønt han havde set det som en befrielse. Helt belæst var kvinden vidst heller ikke. Hvis han nu knuste hendes forhåbninger om at han var mindre værd kunne hun miste en grund til at holde ham i live. Måske var det ikke så dumt igen?