You will pay

[Sephiran Acheron]

Sephiran fornemmede hurtigt, at Kimeya var på området, for han kunne jo fornemme hans magiske kraft og energi. Han bed tænderne sammen, for lige nu var det da slet ikke den mand han ønskede at se. Ydmygelsen var for stor til det, men den måtte han jo tydeligt skubbe til side, for han blev nødt til at møde Kimeya i døren som han plejede. Han knyttede sin ene hånd, mens han blev siddende i stolen et øjeblik endnu for Kimeya var ikke tæt nok på døren endnu til, at han orkede at rejse sig. Hans ben summede af turen hjem, hvilket var en irriterende tanke, eftersom han nærmest ikke følte, at han kunne rejse sig nu hvor han var kommet ned at sidde. Han sukkede indædt, som han skubbede sig op at stå. Først i det øjeblik gik det op for ham, at han jo stadigvæk havde det primitive skovtøj på fra en tilfældig mand i Tiyannas lejr, hvilket direkte satte en ubehagelig følelse i ham. Hurtigt drejede han rundt på stedet for derefter at befinde sig på sit værelse, hvor han kom ud af tøjet og i sit eget, som han også hørte Kimeyas stemme da han var kommet ind i indgangshallen. Han smed skovtøjet under sit andet tøj, rettede på sit eget velhavende tøj med en pæn skjorte, bukserne, lædersko og en fin kappe. Han trådte ud fra sit værelse og foldede hænderne over ryggen, inden han afmålt gik ned ad trappen i et tempo således, at hans ben ikke direkte rystede under ham i det samme. Han havde ikke sovet endnu, men han var af flere grunde ret lysvågen lige i øjeblikket. "Kimeya!" hilste han med det selvtilfredse smil som normalt, hans velkendte smil om ikke andet og han nåede roligt bunden af trappen hvor han stoppede op. Han fik ud af øjenkrogen øje på ringen, han havde haft på tidligere og han gik hen og samlede den op, mens han let tog den i hænderne bag ryggen. "En ny genstand jeg afprøver på mine fanger," afværgede han med før Kimeya nåede at spørge, mens han roligt gik nærmere ham. Læderdragten var ikke noget han havde vænnet sig til, men det var ikke noget han kommenterede heller, det måtte Kimeya jo selv finde ud af. "Hvad bringer dig hid på dette tidspunkt? Jeg skulle lige i tøjet for at kunne møde dig præsentabelt jo," spurgte han roligt med en sagte stemme, hvor det lød på ham som om han havde ligget vågen i sin seng.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde brug for at komme lidt væk fra Faith. Han måtte finde en anden måde at gribe det hele an på, selvom det bestemt heller ikke var nemt for han. Han ønskede jo ikke at træningen skulle slå hende ihjel, men man var jo nødt til at gøre det nødvendige. Han blev stående i forhallen og afventede at Sephiran ville komme ham i møde. At manden var stormet op ovenpå, for at skifte tøj, var han et sted ganske ligeglad med, for han kunne mærke, at manden var vågen, og det var det, som han kunne og skulle bruge til noget, og ikke alt det andet. Han kneb øjnene let sammen. Dragten var efterhånden ved at være en ganske naturlig del af ham, og noget som han bar med sig så tydeligt stolt, og med den stolthed som Jaqia havde oplært ham med. Blikket gled i retningen af trappen, da han endelig fik øje på Sephiran. Hvis der var nogen som kunne fjerne hans fokus lidt, så var det hende, og det var noget som faktisk passede ham ganske fint i en situation som denne. Han rørte ikke så meget som en muskel. Han havde vel også bare brug for at se en gammel ven, snakke lidt ud og få bugt med de frustrationer, som han var tvunget til at bide i sig, som han gjorde igennem en normal dag.. Alle de ting, som Faith kastede i hovedet på ham, og alle de ting, som hun forsøgte at bilde ham ind.. Han kunne slet ikke have med det at gøre! Han nikkede kort, men tilfredst i retningen af ham, for det var uden tvivl noget, som faktisk passede ham selv ganske fint i længden, hvis han nu selv skulle sige det. ”Det passer mig fortrinligt. Det ligner ej heller dig, at tage imod mig i lasede pjalter. Jeg ved at det er sent.. Jeg vidste at du var vågen,” begyndte han ganske kortfattet. Siden hans træning af Jaqia, var han blevet en anden mand med en helt anden styrke, end det som han havde haft ellers. ”Tag et glas whisky med mig, min gamle ven,” opfordrede han. Hvis der var nogen, som han havde respekt for, så var det Sephiran.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste, at Kimeya havde ændret sig en del efter hvad end der var sket ham. Det var ikke noget han direkte bifaldt, men han skjulte det, for Kimeya var jo den eneste mand han stolede på og nærede respekt for, så på det plan så ville han da slet ikke dømme ham for det, for det var da noget Kimeya selv måtte rode med om ikke andet, så længe det bare ikke blev overført til ham. Han synes nu det var svagt, at Kimeya havde bukket under for Jaqia, men igen var det ikke noget han blandede sig i, han havde warlockernes interesse i sit bedste og hvis Kimeyas valg kunne hjælpe med det, så var han da tilfreds! Han trak morende på smilebåndet ved Kimeyas skjulte humor i hans ord og nikkede bare kortfattet, som han stoppede op foran ham. En gammel ven og en nærmere broder, end hvad hans bror af kød og blod var. "Jeg vil da ikke modtage dig i nærmest ingenting," svarede han morende, igen hentydende til, at han havde været i sin seng og bare ikke kunne sove, for han sov jo kun i sine underbukser trods alt. Derfor måtte han jo komme i tøjet. At han så i princippet bare havde skiftet tøj, det var ikke noget han udtalte sig om, for den ydmygelse skulle han for alt i verden holde væk fra Kimeyas viden, for det ville da kun give ham et uheldigt udfald! Han trak vejret roligt og nikkede let. "Selvfølgelig… Kom med ind i stuen," svarede han og gjorde en gestus ned ad gangen, der nærmest gik under trappearrangementet i indgangshallen. Han førte roligt an og nåede ind i stuen, hvor han gik hen til sit whisky-skab. Han tog to glas ud samt en flaske fin, velsmagende whisky og skænkede op. Ringen lagde han på bordet, da han i stedet tog glassene i hånden og han gik hen over gulvet og rakte Kimeya det ene. "Velkommen, på dette sene tidspunkt," sagde han med sit kendetegnende smil og tog en tår af sin egen whisky - noget der fik ham til at slappe af heldigvis!

[Kimeya Marvalo]

Det var måske svagt at Kimeya ikke havde kunne klare den behandling som Jaqia havde lagt ham under, men han kunne jo se, hvad det havde gjort ved ham i øjeblikket, og hvad han faktisk kunne udrette i den anden ende, og det var jo det, som gjorde det endelige udfald for ham. Det var også først nu, at han for alvor havde set hvad Jaqia kunne gøre for en mand som ham og for den race, som han skulle lede. Han kneb øjnene let sammen. Helt tilfreds med udfaldet var han nok heller ikke, for Faith var ikke med på den på den måde som han ønskede det, og det var i den grad også noget, som gjorde sit for hans vedkommende. Han vendte blikket direkte mod Sephiran. At han var oppe for at skifte, kun for at tage imod ham, var uden tvivl en morende tanke, men ikke noget som han gjorde noget yderligere ved, for det var der heller ikke ligefrem nogen grund til i hans øjne. ”Du har ikke noget, som jeg ikke har set før, Sephiran. Og jeg er ikke sart,” sagde han kortfattet. Om han var kommet ned i kåbe og med en tøs under armen, ville slet ikke gøre ham det mindste! Han så sig kort omkring. Et glas whiskey ville uden tvivl gøre frygtelig godt, og det var noget, som han også stod fuldkommen fast på, også for sin egen skyld. Han fulgte med ham ind i stuen. Kappen blafrede efter ham. Det var en del af den dragt, som han skulle bære, og nu hvor han følte, at han stort set konstant var i tjeneste, så tog han den faktisk yderst sjældent af, for hvorfor skulle han? Han lod Sephiran søge hen til skabet og finde en flaske frem og to glas, hvor han tog imod det, da det blev ham skænket. Han nikkede mod ham. ”Jeg gik ikke ud fra, at jeg forstyrrede, selv på denne sene aften,” sagde han endeligt, idet han igen vendte blikket mod ham. Hans mine var intetsigende og direkte kold. ”Du har været væk den sidste uge.. Hvor har du været?” tilføjede han, da han selv tog en god tår og nærmest tømte glasset.

[Sephiran Acheron]

Sephiran ville nok altid syntes, at det havde været svagt af Kimeya at miste sig selv på en måde til en kvinde som Jaqia, men hvis han så muligheder i det så måtte manden jo selv bestemme; han selv ville ikke gå i vejen, for de var trods alt som brødre, gode gamle venner og hinandens modgang som medgang. Kimeya var den eneste han nogensinde havde sat sin lid, tillid og loyalitet til og det sagde jo ikke så lidt for hans person, så derfor nægtede han også at svigte manden uanset hvad Kimeya så måtte vælge at gøre i sit liv. Kimeya var vel stadig derinde et sted bag det ydre, som han havde når han bar den dragt? Hvad Kimeya havde gang i for tiden det vidste han ikke, for han havde jo været væk den sidste uges tid så derfor skulle han jo lige opdateres ordentligt på tingene indenfor de næste par dage, for bagud orkede han ikke at være! Han smilede skævt som han selv mødte Kimeyas blik. Der var vel intet at være bange for? Han måtte jo bare finde på en anden forklaring hvis der blev spurgt ind til hans forsvinden. Han trak let på skuldrene; det var jo sandt nok, men dette tøj havde lagt øverst og derfor var det det, som var røget på - som om det jo også var det tøj, han havde haft på i dag. "Det ved jeg udmærket… Men når du ankommer i dit fineste tøj, så må jeg jo også gøre lidt ved mig selv," svarede han let igen. Egentligt syntes han ikke at dragten var særlig fin, men han agtede ikke at nedgøre Kimeya for det, for det kunne nok igangsætte en uønsket reaktion. Han tog roligt en tår af glasset, som han ellers hurtigt fik tømt og glasset lod han flyve hen på plads ved hjælp af lidt magi. Han foldede da hænderne bag ryggen og rystede så let på hovedet. "Du kan aldrig forstyrre mig, uanset hvad jeg så laver," svarede han stilfærdigt. Hans kolde mine antydede dog lidt, at der lå et eller andet under overfladen og det kom da også som et lyn fra en klar himmel. Han trak dog ingen mine, selvom hans tanker i det indre suste rundt, for hvor havde han været? "I Imandra… Min sidste tur blev lidt forkortet, da jeg tog en souvenir med hjem, så jeg tog af sted igen…" svarede han. Det var jo en delvis sandhed, for han havde jo været i Imandra; han var bare ikke frivilligt taget af sted igen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt at Sephiran synes det var svagt at give efter for Jaqia, men når man stod i det, som han havde stået i, så kom man på et tidspunkt til det punkt, hvor man ikke havde noget andet valg. Så lang tid manden ikke kommenterede det, så var det faktisk noget som passede ham ganske udmærket. Han blev stående uden så meget som en eneste følelse at spore i blikket. Det var bare.. en vane når han bar sit ’arbejdstøj’, kunne man vel godt kalde den. Han nikkede. Det var skam noget som han godt forstod, for den dragt, var uden tvivl det fineste, som han havde, og han ville aldrig komme til at gå udenfor, uden at bære den, det var helt sikkert! ”Du har ret..” endte han sigende. Han kunne godt lide at fremhæve sig selv, når han havde muligheden for det. Glasset tømte han. Lige hvad Sephiran havde lavet den sidste uges tid, vidste han ikke, men han havde til tider opsøgt huset her, men ej været i stand til at finde hans energi, og ej heller i Den Mørke Cirkel, for der havde han heller ikke ligefrem været. Han smilede let tilfredst. ”Og det er netop det jeg ved,” endte han ganske sigende, inden han igen vendte blikket mod ham. Han var blevet god til at spore løgne og den slags ved denne mand, også fordi at de kendte hinanden og havde gjort det igennem så mange år efterhånden. Han hævede sigende det ene bryn. ”Du lyver for mig,” bemærkede han som noget af det første. Den mand kunne naturligvis prøve, og han forstod sig faktisk også på, hvis der var noget, som han ikke ønskede at hans egen leder skulle høre, men de var som brødre og gode gamle venner, og her stod de så nu. Det var jo ikke fordi at Kimeya ønskede at det skulle gå ud på det. Ringen som havde ligget på gulvet, havde han set, og det var en ring, som kun var ham alt for meget kendt. ”Hvad har du lavet, Sephiran?” spurgte han denne gang langt mere kortfattet. Han fandt sig ikke i løgne!

[Sephiran Acheron]

Sephiran trak vejret roligt. Ydmygelsen var stadig som en uro i hans indre, men han måtte jo få den bekæmpet, selvom det var svært nu hvor Kimeya havde valgt at dukke op. Det hele blev skubbet til side, selvom han nærmest regnede med, at Kimeya kunne gennemskue det ret nemt. Ulempen ved at kende sin leder som en god gammel ven, var jo at de kunne gennemskue hinanden ligeså nemt som brødre også, hvilket jo både var en styrke og en svaghed mellem dem. I denne situation ville han dog ønske, at Kimeya ikke skulle vide om det, for det var virkelig pinligt og nedslående, at han havde siddet fanget i en lejr i en skov, fanget af en kvinde blot fordi hun havde allieret sig med en af hans egne ansatte og sat ringen om hans hals som et andet halsbånd. Han var magtesløs uden magien, men det var noget han i det skjulte ville arbejde på, for det andet kunne han ikke have med at gøre. Han nikkede let, selvfølgelig havde han ret, for han måtte jo bare støtte Kimeya i hvad end han nu gik og foretog sig, selvom han inderst inde syntes det var svagt og nedværdigende for racen; men hvis det kunne skænke dem en fordel, så gjorde det ham alligevel ikke noget, så længe det ikke var ham selv der var nærmere hjernevasket af en kvinde. Han nikkede kortfattet til de første små ord, for der var jo ikke så meget mere at sige, for nu var det spændende emne jo hvor han havde været. Imandra var ikke direkte løgnen, men det var jo grunden for hvorfor han havde været der. Han blev også gennemskuet ret nemt og det fik ham til at rynke brynene kort, hvor der kom en uskyldig maske på hans ansigt sammen med det kendetegnende smil. "Meget muligt… Men må man ikke have hemmeligheder, kære Kimeya?" spurgte han sagte og prøvede at aflede samtalen, selvom Kimeya spurgte ind til det igen. Hvad havde han lavet… hvad havde han lavet? Ja, det anede han mildest talt ikke, for han kendte intet til Imandra udover hvor bjerget og skoven så ud, for længere inde i landet var han jo ikke kommet. Han blev stående med hænderne over ryggen for ikke at afsløre noget med kropssproget, men hans hænder var knuget bag hans ryg. Han burde ikke lyve for Kimeya, men det var jo nærmest livs nødvendigt i denne situation, fordi den var så ydmygende! "Prøvet at… sætte mig ind i situationen i Imandra… Jeg har været ret optaget af Dvasias i så mange år, at jeg kender det til fingerspidserne, så jeg udvider min horisont," svarede han roligt. En løgn igen, men han turde ikke ligefrem sige sandheden i denne situation!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt at visse ting var sket, men det var nu bare sådan at det var. Han vidste at Sephiran løj for ham, og det var tydeligt, for han kendte jo efterhånden manden temmelig godt, og det var noget som han kun kunne understrege på denne her måde. Han kneb øjnene fast og kortfattet stemmen, inden han tog et skridt mod ham. Han var ikke meget for hemmeligheder, og bestemt ikke, når det var sådan her, at det gik for sig. ”Jeg har ikke noget imod hemmeligheder, kære Sephiran.. Men når man først holder hemmeligheder for mig.. som omhandler det, som i mine øjne, er småting.. Så ved jeg, at der er noget under.. Jeg er ikke dum,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme. Lige hvad manden havde lavet, og hvor han havde været henne, vidste han ikke, og naturligvis, var det også noget, som gjorde sit for hans vedkommende, for han kunne slet ikke have med den tanke at gøre, og specielt fordi at Sephiran, stod der som en mand, som han kunne stole på. Det var noget, som han gik ud fra om ikke andet, selvom det ikke ligefrem var noget som han så i denne situation. Han lod hovedet søge en kende på sned, som han kneb øjnene tydeligt sammen i stedet for. Manden forsøgte at skjule noget for ham, og han skulle skam nok finde ud af, hvad det var før eller siden, og det var noget som han stod fast på! Han kneb øjnene fast sammen. ”Der er noget, som du vil have, at jeg ikke skal kende til, Sephiran.. Og du burde vide bedre end nogen anden, at man ikke skal holde hemmeligheder for mig,” advarede han ganske kortfattet, inden han igen vendte blikket mod pejsen i stedet for. Den var tændt op. Ikke at det gjorde ham noget, selvom ilden i sig selv, fik ham til at tænke på Faith. Han ville give hende lidt mulighed for noget søvn, nu hvor han var her, og forhåbentlig kunne tænke på andet. ”Skænk op,” beordrede han endnu en gang og rakte glasset mod ham.

[Sephiran Acheron]

Sephiran fandt det på nuværende tidspunkt frustrerende, at have det broderlige og venskabelige forhold til Kimeya, for han vidste, at han ville ende med at sige det selvom han prøvede at fortælle sig selv, at han ikke skulle gøre det, men han ville gøre det. Han var loyal overfor denne mand af en grund, så han blev jo også nødt til at vise det om ikke andet, selvom Kimeya nok ikke ville være glad for det. Men han ville blive nødt til at sige det, for han ønskede heller ikke, at Kimeya skulle finde ud af det andre steder fra, hvilket jo også var en irriterende tanke, for det hele lukkede sig sammen om ham og tvang ham i sidste ende til at sige det. Han trak vejret roligt og blev stående upåvirket af, at Kimeya tog en skridt imod ham. Han nikkede stille, for det vidste han jo udmærket godt. "Jeg ved udmærket godt, du ikke er dum," svarede han sagte. Det velkendte smil var falmet fra hans læber til en mere sammenbidt mine, for det var jo uundgåeligt at sige det og modtage ydmygelsen endnu engang. Han frygtede ikke for Kimeya, for han vidste han havde lavet en kæmpe brøler i form af det hele, men han ville hade at skulle kæmpe sig vej op til Kimeyas højre side igen, for han ville sikkert blive sparket ned ad højderne for en periode! Han bed tænderne sammen, men holdt dog blikket mod Kimeya selvom han et øjeblik var fristet til at bryde øjenkontakten. Da Kimeya dog gjorde det, så så han også selv lidt væk, eftertænksomt. "Det ved jeg også godt," sagde han. Han følte sig en smule lille lige nu, hvilket var irriterende, for han var jo lige med Kimeya, det vidste han jo, men alligevel var Kimeya jo også lederen af racen, selvom de havde det mere specielle forhold. Han tog imod Kimeyas glas, vendte om på hælen og gik hen til sin skænk igen. Han hældte whisky'en op til ham i glasset, gik tilbage til ham og gav ham glasset tilbage. Han trillede let fingrene over hans ene lår let uroligt og gik hen til sin stol, hvor han satte sig. Han gjorde selv en gestus mod sofaen lige ved. Han kløede sig let i panden og lænede sig tilbage i stolen. "Udmærket," startede han. "Jeg tog en kvinde med hjem fra Imandra, da jeg fik fri efter din midlertidige forsvinden. Jeg lænkede hende på mit værelse, legede mine lege med hende som jeg plejede og hun blev lydig som en, jeg havde knækket. Men hun havde åbenbart allieret sig med en af mine egne ansatte, så da jeg slap hende fri, så overmandede hun mig da jeg sov… med ringen derhenne. Og hun tog mig med sig," endte han. Hans pande var rynket i frustration, ydmygelsen blussede i hans øjne og han var vred og ydmyget på samme tid. Han sad og kiggede ned i gulvet og havde ikke kigget på Kimeya på et eneste tidspunkt under fortællingen.

[Kimeya Marvalo]

Det ville være frygtelig, frygtelig dumt, at lyve for Kimeya, og det var noget som Sephiran var udmærket godt klar over, så meget vidste han da om ikke andet. Han kneb øjnene fast og advarende sammen. Han var ikke dum, og derfor var det i den grad også ufattelig dumt, at skulle rende rundt og lyve for ham, og det var det, som han uden tvivl også ønskede at understrege for ham på den måde, som der nu var at gøre det på. ”Hvis du ved det, så vil jeg på det kraftigste anbefale dig, ikke at fortsætte med at holde mig for nar,” endte han med en ganske kortfattet stemme, for det var da virkelig ved at irritere ham. Han var ikke just kendt som manden med den største tålmodighed, og derfor burde Sephiran ikke ligefrem rende rundt og teste ham af, for det var da slet ikke noget, som han ville få noget som helst ud af! Han søgte roligt hen til sofaen og satte sig ned, inden han fik glasset i hånden, hvor han tog en tår af det. Han betragtede Sephiran med en ganske fast mine. At han så langt om længe, ville fortælle ham det, var noget som passede ham fint. Han satte sig godt tilbage. Det skulle nok vise sig at blive en underholdende. Han afbrød ham ikke, også selvom det alligevel kom tydeligt bag på ham, at der var en kvinde, som faktisk havde formået at få skovlen under ham. Han rynkede tydeligt i panden. Og manden anså dem som lige? Nu måtte han da erkende, at han virkelig begyndte at tvivle på det! Han endte med at slå direkte ud i en latter efter en kort tid. Han kunne virkelig ikke lade være med det! ”Hvem var denne kvinde, Sephiran? En kvinde som virkelig formåede at få skovlen under dig? Jeg troede ikke jeg skulle høre den slags fra din side.. Jeg ved du er bedre end det.. Ja.. Jeg er skuffet.. virkelig skuffet.” Han behøvede ikke kigge på ringen, for han kunne udmærket godt sige sig, hvad det var for en slags, og det var næsten det, som overraskede ham en hel del at manden var faldt for den, og det var noget som han i den grad også kom til at understrege! Han synes virkelig det var ydmygende!

[Sephiran Acheron]

Det var jo ikke fordi Sephiran ikke ville fortælle Kimeya alt, men denne situation var bare ekstremt ydmygende. Han havde inderligt håbet, at han faktisk kunne narre Kimeya, men på det punkt kendte de jo hinanden alt for godt; ja faktisk lidt for godt når han havde været igennem en så ydmygende situation. Han var på lige fod med Kimeya, det stod han fast på, også selvom dette var en ret uheldig situation. Han var jo selv skuffet over sig selv, for hvordan han kunne have ladet det ske, det forstod han virkelig ikke. Han havde været så sikker på, at Tiyanna havde været knækket nok til at kunne slippes fri; han havde ikke kunne gennemskue skuespillet hos hende, som han ellers plejede at kunne på alle. Han bed tænderne sammen til Kimeyas ord, for det var han jo udmærket godt klart over, men han skulle jo nok også. Han vidste godt Kimeya ikke skulle testes på nogen måde, for han kendte jo også ham rigtig godt ligeså vel som omvendt. Han bed tænderne let sammen, som han fik givet whiskyen til Kimeya før han selv satte sig i sin stol. Fortællingen kom og han kiggede ikke på Kimeya på noget tidspunkt, for det var alt for pinligt. At Kimeya selv skulle grine, det gjorde det jo ikke bedre, for det gav ham lyst til at smadre et eller andet for at komme ud med frustrationen. Han kneb øjnene sammen og knyttede sin hånd så meget, at den blev fuldstændig hvid og at hans hånd helt summede af at være knuget så hårdt sammen. Han stirrede ned i gulvet, næsten med dirrende næsebor, for uroen voksede i ham. Han var så frustreret, at han var tæt på, at det skulle glippe for ham igen som overfor Myia, hvor han havde ødelagt møblementet i indgangshallen. "Hun hedder Tiyanna… bor i en skov," svarede han kortfattet. Mere vidste han jo faktisk ikke, andet end personligheden, men det hjalp jo ikke specielt meget. Og han ønskede jo faktisk ikke, at Kimeya skulle gøre hende noget, det var hans sag. Han fnøs dæmpet. "Ganske rigtigt. En af mine ansatte havde skjult ringen på mit værelse, så hun kunne bruge den imod mig, da jeg var faldet i søvn… Hun fik skovlen under mig," startede han og rejste sig op, som han vendte sig mod Kimeya. "Men du er selv under skovlen af en kvinde, noget jeg heller ikke troede om dig. Men jeg har ladet det være dit valg, hvis du virkelig tror det gavner," endte han fast. Selvfølgelig noget sagt i vrede, for normalt ville han have holdt det inde, men han kunne ikke klare alt den frustration der var ophobet.

[Kimeya Marvalo]

Det var dumt at fortsætte med at lyve overfor Kimeya, og det var noget som Sephiran burde vide, og det var noget som han stod fast på. Han kneb øjnene advarende sammen, også selvom han – som altid, fik sin vilje, og manden faktisk fortalte ham det, som han ville have. Selvom det ikke ligefrem var den form for historie, som han havde regnet med, men det var bestemt ikke noget som gjorde ham det mindste, for det passede ham særdeles fantastisk! Han vendte blikket mod ham. At han skulle grine, kunne han egentlig ikke gøre for, for det var noget som faktisk skete helt automatisk, for han synes virkelig at det var for sjovt, selvom det var tydeligt for ham at se, at det var en tanke som virkelig måtte gå ham på, så var det noget som han i princippet, var fuldkommen ligeglad med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvis han endelig skulle sige det. Navnet Tiyanna, sagde ham dog noget. Han lod hovedet søge let på sned. ”Tiyanna… Arh.. Den gamle grevinde i Procias,” sagde han endeligt. Det var da noget, som han havde hørt om tidligere! Han rejste sig roligt op i stedet for, da manden endte med at sige ham imod. Det var for det første, direkte utroligt, at kvinden havde formået at få skovlen under ham, når det var noget, som han burde have gennemskuet allerede for frygtelig lang tid siden! Men at påstå at Jaqia havde fået skovlen under ham, var noget som gjorde ham direkte arrig, for det var slet ikke sådan det hang sammen! Typisk en som ikke var kendt med hvordan og hvad han havde været igennem for at stå hvor han gjorde, og det var bestemt ikke fordi at Jaqia havde fået skovlen under ham! Han var hurtigt henne ved manden, hvor hånden lukkede sig fast om hans strube, inden han tvang ham ned at ligge i stolen. Agielen trak han hurtigt frem og lagde truende tæt ved hans hals lige så. ”Du har ingen anelse om hvad det kostede mig at stå her hvor jeg står, Sephiran… Jaqia har aldrig fået skovlen under mig, og det vil hun heller aldrig nogensinde få! Jeg er stolt af de muligheder jeg har fået, for at bringe racen til storhed.. Og jeg håber på din støtte..” advarede han fast. Manden havde smagt agielen en gang eller to før, og det kunne sagtens ske igen!

[Sephiran Acheron]

Sephiran hadede, at han havde været nødt til at fortælle den ydmygende historie, for det var noget han helst bare ville glemme. I aften var en dårlig aften Kimeya havde valgt at komme på, men det måtte han jo tage med når han stod tæt på manden. Den sidste uges frustrationer ramlede sammen nu og her og derfor kunne han ikke holde sig i skindet med de tanker han gjorde sig. Ligeså at Kimeya også skulle grine, gjorde jo ikke ydmygelsen bedre, for han vidste jo godt han havde skuffet, men han ville ikke trampes på lige nu, for det var hans humør slet ikke til ovenpå den sidste uge hos Tiyanna! Han rynkede panden, da Kimeya nævnte noget om, at Tiyanna havde været den tidligere grevinde i Procias. Så var det derfor, hun måske blev ved med at sige, at han ikke anede hvem han havde med at gøre? "Det… vidste jeg ikke," sagde han lidt overrasket. Så hun havde alligevel været af en god titel, selvom det selvfølgelig var i Procias. Men nu styrede hun jo en flok skovaber i Imandras skove, som dog ikke var specielt kloge, for han var jo kommet virkelig nemt ud derfra bare fordi han havde haft tøjet på! Han kneb øjnene sammen mod Kimeya, trodsigt om ikke andet, for de var jo lige og det kunne han da nok bevise igen hvis det kom så langt; det ønskede han dog ikke. Han havde sagt ham imod i frustration og det havde jo slet ikke været meningen at gøre Kimeya arrig, for han ville faktisk bare gerne kunne slappe af og køle sig selv ned, men sådan skulle det ikke være. Han stivnede let i kroppen, da han røg ned i sin stol igen, denne gang med nakken presset godt mod ryglænets kant, hvor han nærmest lå ned i stolen. Han strakte halsen let, som agielen lå meget truende lige ved hans hals; det våben kunne han ikke lide, for af alle smerter, var den virkelig den værste, for han kunne ikke gøre af den nogle steder som han kunne med alt andet. Kimeya og ham ville nok altid været uenige omkring Jaqia, men de var enige om en ting; racens stolthed, for warlocks skulle tilbage på toppen! "Du vil altid have min støtte," endte han kortfattet og så på Kimeya med sine isblå øjne, der strålede let af frustration og trodsighed. Han knyttede hænderne fast, inden han kastede en bølge af magi fra sig der ville skubbe Kimeya på af stand som et meget hårdt vindpust. Han rejste sig op igen og rettede på sin kappe. "Jeg ved, at du aldrig vil se på Jaqia som jeg gør, efter det du 'har taget imod' af muligheder… Men hvis vores situation af omvendt, ville du syntes nøjagtigt det samme som jeg," sagde han fast og kneb øjnene sammen. Der var jo noget rigtigt i det, det var han sikker på, men Kimeya så det bare ikke.

[Kimeya Marvalo]

At det var selveste Tiyanna Sephiran havde haft fat i, var uden tvivl en morende tanke. Den kvinde var nemlig ikke helt ukendt på nogen kanter. Han vidste, at hun havde været grevinde i Procias tilbage for mange år siden, da Jason havde været greve. Ja, det var et sted mærkværdigt hvor mange fra mørket, som faktisk endte i lyset, men det var jo tydeligt, at de ikke kunne klare mosten. Tiyanna burde.. specielt hvis man vidste, hvad hun egentlig kom fra. ”Der er meget om denne verden, du ikke er kendt med, Sephiran.. Tiyanna er royal. Hun er en direkte efterkommer af Inkarno af Imandra,” fortalte han sigende. Inkarno havde været en frygtet konge i frygtelig mange år inden hans død, for mange år tilbage, også selvom det ikke forundrede ham, at Tiyanna havde valgt at undlade at fortælle ham det. Han blev først for alvor sur, da han igen bragte Jaqia på banen, for han så ikke sig selv som Jaqia underdanig, og det vidste han godt, for den diskussion havde de haft adskillige gange tidligere! Agielen endte hurtigt tæt ved hans hals. Han havde mærket den før, og han vidste, hvad den var i stand til. Det mærkværdige var jo, at det var lige så ondt og smertende for Kimeya at have den i sin hånd, som det var for offeret at blive berørt af det. Han kneb øjnene let sammen. ”Det er dumt at få mig til at tvivle på det.. Og du ved at jeg ikke tolererer forrædere.. Mindst lige så meget som du gør,” hvæsede han med en direkte advarende stemme. At han blev puffet væk, var noget som han nu kun tog til sig, hvor han rettede sig op. Han blev dog stående med agielen i sin hånd. Han var kun ved at blive vred, og det var tydeligt at se! ”Du leger med ilden, Sephiran.. Du ved at jeg så nemt som ingenting kan tage dit liv nu og tro mig.. Jeg vil gøre det, hvis det kommer så vidt,” advarede han med en yderst kortfattet og intens stemme. Det gjorde ham vred, at det var sådan det blev fremstillet! Han anede ikke hvad det havde kostet ham at stå der hvor han gjorde nu!

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde altid været meget optaget af Dvasias og kom aldrig meget ud over landets grænser, så derfor var hans horisont ikke så bred, da han ikke vidste meget om de andre landes situation; for hvad skulle han bruge det til? Det var da langt vigtigere at kende situationen tæt ved sig, fremfor at kende til det i Procias, hvor han alligevel aldrig havde tænkt sig at sætte en fod, for det land var svagt! Så værnede han hellere om mørket her i landet. Men nu gav det jo så også lidt bagslag, for han havde da ikke anet, at Tiyanna faktisk var noget mere specielt som hun havde påstået. Han fik en let stram og endnu overrasket mine i ansigtet. Tanken kunne han dog godt lide, for det blev bare endnu sjovere at slå tilbage mod hende, når han næste gang kunne bruge det mod hende. Det var jo tydeligt hun var svag, når hun boede i skoven fremfor at indtage slottet, som var hendes retmæssigt! "Du ved jeg ikke bekymre mig om de andre lande, medmindre det truer Dvasias eller warlockernes situation og position…" afviste han kortfattet. Han ønskede ikke at kommentere på sine planer om Tiyanna, men hans tanker havde allerede planer, som han klart skulle tænke videre igennem når Kimeya var gået. Det var frygtelig længe siden, at han og Kimeya havde ramt et 'bump' på vejen, men om ikke andet så måtte det jo komme før eller siden og han var også sikker på, de nok skulle være stærkere sammen på den anden side. Han kneb øjnene sammen. Ham… en forræder?! Hvordan kunne Kimeya dog overhovedet sige det! "Så burde du også vide, at jeg aldrig vil foræde dig!" hvæsede han selv i forsvar, for han følte sig virkelig ramt af den beskyldning, for Kimeya var den eneste han nærede loyalitet og tillid til, så det kunne han aldrig foræde uanset hvad! Han kneb øjnene sammen mod ham, som han selv foldede hænderne over ryggen. Han trak vejret dybt, for noget af frustrationen var faktisk ved væk, at han nu vidste, at Tiyanna var af royalt blod. "Jeg mente ikke, at ramme dig på det punkt, Kimeya… Du ved hvordan frustration ophober sig i mig," sagde han fast. Agielen var den eneste smerte han ikke kunne lide, for han kunne slet ikke håndtere den, så han prøvede nu at undvige udenom.