You will pay

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde siddet nøgen i en uges tid i Tiyannas telt. Det blev ikke mindre ydmygende, men han fandt det sjovt alligevel at lade som om det var behageligt, fordi det var så dejligt provokerende overfor hende. Han overvejede, om hans folk ville være derhjemme eller ej, men igen, hvis de flygtede så ville de bøde med tortur og død så snart han fandt dem, hvilket jo kun ville være en leg for ham, så de kunne ligeså godt blive hvis de havde livet kært. Ringen var stadig placeret om hans hals, hvilket var irriterende da han næsten følte sig helt afkræftet af det, men snart skulle magien vende tilbage! Det var midt på natten da han ved et tilfælde vågnede og fornemmede, at hans hænder faktisk hvilede på jorden. De var ikke bundet længere, hvilket var noget af en overraskelse, eftersom der faktisk var liv i hans hænder efter den uges tid med de stramme reb. Han måtte smile tilfredst for sig selv, eftersom det faktisk var en bekræftelse for ham, at hendes liv var alt for primitivt, for rebene var vel blevet slappe? Noget magiske lænker aldrig ville blive! Da han ikke rigtigt kunne finde sit tøj, så lånte han i stedet Tiyannas kappe, som han svang om sig og den dækkede da nogenlunde. Han fandt også en kniv som han tog i hånden. Han listede ud af teltet og spottede en mand, som han fik trukket til side og truet med kniven uden, at han gav lyd fra sig og han tog hans tøj. Han skjulte sig under kappen og med tøjet på. Da han lignede en fra lejren, så fik han faktisk lov til at komme ud, så så langt så godt. Han forsvandt hurtigt op i bjergene og tog turen hjem…
… Da han nåede hjem var han virkelig træt i benene og han kom hurtigt op til huset. Han havde ikke fået hesten med sig, hvilket var voldsomt irriterende for ham, men den måtte han få tilbage på et andet tidspunkt. Han kom ind i huset og smækkede med døren. Tiyanna havde fået ham overbevist om, at Myia havde forrådt ham og det pissede ham virkeligt af. "MYIA!" tordnede hans stemme ud i huset, som han trak sin kappe af og smed på gulvet. Han knyttede næverne, for nu kunne han jo begynde sig i at tæske med næverne!

[Myia Destiny Flancker]

Der var gået en uge siden nogen havde set skyggen af Sephiran, og for en som Myia, var det faktisk noget som bekymrede hende. Ganske vidst, var der nogle, som havde valgt at tage den tur ud og stikke af, nu hvor de havde muligheden, men så lang tid at Samuel var der, så blev hun der naturligvis. Selv passede hun bare sit arbejde, hjalp til, hvor hun kunne gøre det, og dette var måden, at hun kunne gøre det på. I øjeblikket lå hun og sov. Det var jo langt ud på natten, og der havde jo været forholdsvis roligt i huset igennem den sidste tid, og det var uden tvivl noget, som faktisk passede hende selv ganske fint, for det var jo bare at nyde det, når man endelig havde muligheden for det. Hun lå i Samuels seng og med hovedet od hans bryst. Han passede om ikke andet, så rigtig godt på hende, også når Sephiran havde været ekstra hård. Hun sukkede dæmpet, hvor hun selv måtte ligge med et smil på læben, også selvom den behagelige søvn hurtigt blev afbrudt, da hun hørte Sephiran nærmest brøle hendes navn. Hastigt satte hun sig op, som havde hun været vækket af mareridt. Hun bed sig i læben.. Han lød vred, men det kunne jo også være fordi, at han var kommet til skade!
Hastigt forlod Myia sengen, for at få sin egen kåbe om sin krop og hurtigt komme ud af værelset inden Samuel ville vågne, også selvom han nok forstod sig på det hele, når hun var væk, og han vidste at hans bror var hjemme, for det var virkelig vigtigt, at han ikke vidste, at hun havde noget kørende med hans bror. Hun kom hurtigt ned af trappen, selvom det var tydeligt, at hun lige var vågnet og det hele, og var en smule desorienteret. Hun stoppede hurtigt op foran ham. ”Herre.. De er hjemme,” sagde hun med en nok tydelig begejstring i stemmen. Han havde jo aldrig været direkte slem overfor hende, og nu hvor hun ikke vidste, hvad han havde været udsat for, eller hvad hun selv havde i vente, så var hun faktisk glad for at husets herre, var kommet hjem igen.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde i starten ikke troet på, at Myia kunne forråde ham på den måde og begå forræderi, med alt hvad han jo faktisk havde skænket hende. Men Tiyanna havde formået, at få ham overtalt efter en uges tid og han var virkelig vred, for det lignede slet ikke hans kære engel at gøre sådan. Han holdt jo lidt af Myia på en underlig måde, fordi han følte han ejede hende, men det her skulle hun bøde for! Han kneb øjnene hårdt sammen i det han stod i forhallen og bare ventede på hun skulle komme frem, for hun ville med sikkerhed høre ham, hvis hun da var her endnu. Hendes begejstrede stemme gjorde ham direkte vred, for hun skulle ikke stå med det ansigt på overfor ham. Han vædede let sine læber og kneb de isblå øjne sammen mod hende, da han sendte hende et strengt smil. Det var ganske vidst ret sent på natten, ja faktisk næsten morgengry, men før huset stod op, så hun så jo lidt træt ud eftersom hun lige var vågnet. Han trak vejret dybt og så på hende, som han knyttede hænderne fast. Han trådte hen til hende, så han stod helt foran hende og greb fast fat i hendes hals med den ene hånd. Han havde ringen om halsen endnu så han ikke kunne udøve magi, men han måtte jo få hende til at tage den af, eftersom hun havde været medaktør i sagen! Han klemte til om hendes hals så hun ville føle sig kvalt, men han ville dog ikke lukke helt for hendes lufttilførsel, så hun ville ende med at besvime. Han så på hende med et strengt blik. "Ja, jeg er hjemme… Det undrer mig du er her endnu med det fjæs på," sagde han fast og skubbede hende op ad den nærmest væg. Han så ondt på hende, endte med at hamre sin frie hånd ind i hendes mave før han gav slip og lod hende falde sammen for fødderne af ham. "Hvorfor hjalp du den forbistrede tøs? Er du klar over hvad det gør med mit ry og rygte, at en tøs som Tiyanna har haft mig bortført? Det er forrædderi! Du ved hvad der sker med forrædderi, Myia!" sagde han vredt og tordnende, inden han endte med at sparke hende direkte i ansigtet.

[Myia Destiny Flancker]

Myia havde slet ikke nogen anelse om hvad hun havde i vente, og derfor kom hun stormende, da hun hørte at Sephiran brølede efter hende. Han lød vred.. og det plejede han slet ikke at gøre, når han råbte efter hende, og det var det som faktisk forundrede hende lidt, og samtidig gjorde hende.. lidt bange, og det var slet ikke noget som hun kunne lide. Hun stoppede hurtigt op foran ham, ikke lang tid efter at han havde råbt efter hende. Grebet som han lukkede om hendes hals, var noget som direkte overraskede hende, hvor hun hurtigt tog fat om hans håndled. Det var en typisk reaktion, når man blev ’angrebet på den måde’. Blikket faldt direkte til hans. Han var vred, men hun havde jo ikke gjort noget! Hun var faktisk glad for, at han var kommet hjem igen, så der kunne komme styr på det hele igen! ”J-jamen.. Herre..” Hun blev skubbet direkte op af væggen, hvor hun fik den knyttede næve direkte i maven, hvilket automatisk slog luften ud af hende, så hun røg direkte i gulvet. Hun tog sig til maven, alt imens hun virkelig forsøgte at få luft igen, selvom det var som om at det ikke rigtigt ville, som hun ville have det! Hans ord om at hun skulle have hjulpet Tiyanna, var noget som sårede hende, for hun kunne da aldrig drømme om at gå imod ham! Det turde hun ikke, og hun havde jo lært det på den hårde måde! Hun fik endelig luft igen, og hævede blikket mod ham. Tårerne meldte sig allerede. Hun ville da aldrig forråde ham! ”J-jeg gjorde ikke..” Hun nåede ikke at færdiggøre noget, før hun blev sparket direkte i hovedet, og røg om på ryggen med en tydelig blodig næse. Den var brækket. Hun blinkede med øjnene og gispede hulkende, da hun hurtigt tog sig til ansigtet. Han ville ikke lytte, så meget vidste hun da! ”Jeg gjorde intet.. J-jeg har intet gjort!” udbrød hun næsten skingert. Normalt ikke en tone, som hun ville tage i brug overfor ham, men han var da nødt til at vide det! Hun skubbede sig desorienteret op af væggen og satte sig. Det blødte tydeligt fra næsen og hun havde ondt. ”Jeg sværger.. jeg har intet gjort..” gentog hun skræmt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var lige nu blind for, at han var blevet snydt af Tiyanna og det slet ikke var Myia, men en anden. Han var oprevet og vred over, at være blevet så ydmyget af handlingen mod ham, at han var nødt til at rase ud på en eller anden og det blev nu hende. Han så vredt på hende og kunne se hendes lettere bange ansigt, selvom hun jo faktisk normalt var en af dem, der så frygtløst på ham, fordi hun jo var så loyal. Men bag det søde ydre var jo tydeligvis en anden og det var jo det som Tiyanna havde fået ham overbevist om. Men dertil, så kunne alt hans vrede fra den seneste uge også blive sluppet løs overfor hende. Han fnøs fast og lod hende bare falde for hans fødder, hvor han sparkede hende og ramte hendes næse så den begyndte at bløde og nu sad skævt. Hun kunne jo heale det bagefter om ikke andet, men for nu der så han virkelig bare rødt overfor hende. Hans læber spillede sig ud i hans velkendte overlegne smil, da hun påstod hun intet havde gjort, for det havde han jo også regnet med. "Bag dit søde ydre… Så er der jo tydeligvis noget helt andet. Dine ord betyder intet for mig Myia. Hvorfor gjorde du det?" spurgte han fast og knælede ned foran hende, da hun kom op at sidde ved væggen. Han greb igen fast i hendes hals og holdt hende på plads mod væggen, som hendes ryg stødte imod. Den anden hånd lod han stryge over hendes hår ganske kort, før han lod hånden pege på ringen om hans hals. "Du fjerner den her ring… Nu… Hvis du på nogen måder fortryder dit forrædderi og har dit liv kært!" hvislede han iskoldt hvor smilet blev erstattet af et stramt smil. Han slap hendes hals og så meget utålmodig ud.

[Myia Destiny Flancker]

Myia havde altid været Sephiran loyal, også fordi at hun vidste at det ville gøre utrolig ondt at gøre anderledes, og han stolede ikke engang på hende? Det var næsten det som gjorde mest ondt, for hun havde virkelig ked af, at det var sket ham! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Hun frygtede virkelig for hvad han ville gøre ved hende, for hun havde virkelig intet gjort! Hun havde aldrig nogensinde været i nærheden af hans soveværelse! Næsen var slået fuldstændig skæv og den var brækket, og selv hun vidste, at hun ikke kunne heale på sig selv, for.. sådan gik det altså ikke, og det gjorde virkelig ondt! Tårerne trillede ned af hendes kinder. ”Jeg sværger.. det var ikke mig.. det var ikke mig!” udbrød hun skingert, inden hun igen vendte blikket mod ham, da han knælede ned foran hende. Han var frustreret, og hun forstod det jo godt, hvis det var noget som han havde været udsat for den sidste uge. Grebet omkring hendes hals, fik hende til at gispe, hvor hun igen tog om hans håndled, næsten som hun forsøgte at tvinge ham til at slippe hende igen. Hun havde ondt, og det var bestemt ikke behageligt! At han truet hende stort set på livet, for det vidste hun jo at det var, hvis hun ikke fjernede den, så bed hun sig svagt i læben. ”Ikk’ gør mig noget..” tryglede hun næsten stille, inden hun trak sig ned på gulvet, da han endelig slap grebet omkring hendes hals. Med skælvende hænder, førte hun dem op til ringen, som hun med noget besvær, fik den løsnet og lod den falde direkte til gulvet igen. Det var først derefter, at hun trak sig tilbage til væggen. Hun kunne ærligt sige, at denne situation, gjorde hende bange for ham, og det havde hun ikke været igennem rigtig mange år, for han havde jo aldrig gjort hende noget! Før nu om ikke andet! ”Ikke gør mig noget..” gentog hun med en tryglende stemme. Hun ville gerne beholde sit liv!

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste jo godt, at Myia altid havde været ham loyal, men derfor stolede han aldrig rigtigt på hende, han regnede bare med at hun lystrede ham og stolede på ham. Men han stolede kun på én og det var Kimeya. Lige nu kunne han slet ikke se igenne med, at han var blevet snydt af Tiyanna, for han havde brug for at komme ud med noget af alt den indre frustration. Han kneb øjnene sammen, som han bare så vredt på hende, da hun igen prøvede at sige, at hun ikke var medskyldig. Han vædede tankefuldt læberne. "Hvem vil du så skyde skylden på? Det passer jo perfekt… Dit lille perfekte væsen… Du er måske endda bare så svag, at den tøs også fik dig blandet ind i sit spind… Men da skuffer det mig, at du ikke er mere loyal," svarede han fast. Han tænkte egentligt bare højt overfor hende, for sådan måtte det jo være om ikke andet! Han mærkede godt, at hun greb fat om hans håndled, men han holdt godt fast ved hendes hals indtil han bad hende få ringen af ham, hvor han gav slip. Han truede hende på livet, for hun vidste også det ikke bare var en tom trussel fra ham af, hvis hun ikke forbedrede sig betragteligt. "Det må vi jo se på," sagde han og kneb øjnene sammen mod hende. Så snart ringen slap hans hals, da hun fik den af, så smilede han igen sit velkendte og tilfredse smil. Han knyttede let hænderne som han mærkede magien komme til sin ret endnu engang, for det var virkelig en fantastisk følelse, den havde han manglet. Han rejste sig op og gik et skridt tilbage fra hende, mens han så ned på hende. Han havde ikke i sinde at dræbe hende, for hvem pokker skulle han så have til at heale ham, når han kom såret hjem? Og hun var jo stadig hans lille engel, lige nu var han bare så vred, at han havde brug for at komme ud over det. "Du skal nok overleve min lille engel…" lovede han hende. Men hvor tæt på døden han fik hende, det var jo så et helt andet spørgsmål og intet han lovede noget om! Han knyttede let hånden og fik smerten til at brede sig i hendes indre som en usynlig tortur og ukendt smerte.

[Myia Destiny Flancker]

Myia vidste godt at Sephiran ikke stolede på hende i den forstand, men han stolede vel på at hun ikke ville vende ham ryggen og være ham illoyal, for det var slet ikke noget som lå til hende! Det brændt i den blodige næse, også selvom hun vidste, at det ikke var noget, som hun kunne tage sig af lige nu! Hun vendte blikket mod ham. Var han så overbevist om at hun kunne gøre den slags?? Det var slet ikke noget som lå til hende! ”Jeg sværger, Sephiran! Jeg har intet med det at gøre! Absolut intet!” udbrød hun med en skinger stemme, som håbede hun at det var noget som kunne nå ind til ham. Desuden brugte hun stort set aldrig hans rigtige navn, men kaldte ham ved den titel, som han havde oplært hende til, for navnet var noget som gjorde det langt mere personligt, og det var jo heller ikke ligefrem meningen. Ringen fik hun endelig bakset af ham, også fordi at hun var bange for at skulle gøre noget som ville gøre ham mere sur. Ringen klingede mod gulvet, hvor hun direkte trak sig tilbage til væggen igen. Hun frygtede for, at han faktisk ville tage hendes liv, nu hvor han var så sikker på, at hun havde noget med det at gøre! Hvad den kvinde havde bildt ham ind, vidste hun ikke, men det var i hvert fald ikke sandt, og det var noget af det, som hun ønskede at understrege for ham! Som han rejste sig med det smil, så vidste hun kun, at der skulle til at ske noget. Det fik hende dog alligevel til at falde en smule til ro. ”T-tak He…” Hun tav da smerten begyndte at sprede sig i hendes krop. Hun havde oplevet den et utal af gange tidligere, men nu var det slet ikke noget som hun brød sig om! Hendes pupiller trak sig voldsomt sammen, da hun gik direkte i gulvet med kraftige rystelser. Hun klemte øjnene sammen. Hun ville heller ikke have, at Samuel skulle komme rendende, når han hørte hende! ”H-Herre!” udbrød hun med en mere panisk stemme, efterfulgt af skriget, for det var en tortur uden lige, og det gjorde virkelig, virkelig ondt! Hun havde jo intet gjort!

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste godt at Myia egentligt ikke var i stand til det, men for nu så troede han alligevel lidt på det, på grund af alle de ret overbevisende argumenter som Tiyanna var kommet med. At han så blev snøret endnu engang, det var ikke en tanke der slog ham ind for nu, for han havde en masse indædt vrede og had han skulle have ud og nu hvor Myia lå der og var beskyldt, så kunne han ligeså godt få rigtig afløb med det, ikke sandt? At hun så gjorde brug af hans navn, det fik hans øjne til at knibe sig vredt sammen, for det fandt han sig virkelig ikke i. Men det nåede alligevel lidt mere ind, fordi hun stak jo til ham ved at bruge hans navn fremfor titlen, som hun var pålagt af ham. "Vov ikke at bruge mit navn," hvislede han koldt til hende. Hun brugte også en skinger stemme hun normalt ikke gjorde, så måske var det slet ikke hendes skyld? Han fnøs let ad hende og så tydeligt ned på hende, da han kom op at stå. Ringen lå på jorden og han agtede at destruere den, når han var færdig med Myia. Han skulle uden videre så i seng for et par timer, eftersom han havde gået stort set hele natten for at nå hertil. Han så strengt på hende, da hun næsten troede, at han ville lade hende slippe uden videre tortur. Skriget sang i hans øre som sød musik og han stod i kort ekstase over det, fordi han elskede jo virkelig smerte og det onde, det beroligede ham uden tvivl. Han trak vejret roligt og foldede hånden ud, så den smertende forbandelse sluttede. Bare det at have magien tilbage i hans årer, som han kunne gøre brug af, det var han virkelig glad for! Han havde virkelig været nøgen uden den i tiden hos Tiyanna og han skulle virkelig indhente en hel uges forsømt brug af magien om ikke andet. Men han havde også nogle ideer til hvad han skulle den nærmeste tid, for han skulle udvide sin horisont, så Tiyanna ikke fik skovlen under ham igen. "Sværger du ved dit liv… At det ikke er dig, som har gjort det?" spurgte han fast og gik hen og knælede ved hendes side, mens han så strengt ned på hende. Han lagde hånden over hendes hals, men greb han ikke fat om den, men holdt den truende over hendes hals. "Og har du set noget mistænkeligt her i huset? Så du kan pege på en, der faktisk har gjort det?" spurgte han fast. Nu hvor magien var sluppet løs, kunne han bedre tænke.

[Myia Destiny Flancker]

Myia kunne slet ikke forstå, at det var hende som det skulle gå ud over, og eventuelt hvorfor det var hende som det skulle gå ud over, for hun havde virkelig ikke gjort noget som helst, så naturligvis gjorde det også noget ved hende! Hun gispede svagt, som hun lå der for fødderne af ham. Hvad han havde været igennem den sidste uges tid, havde hun ingen anelse om, og det var noget som skræmte hende, for det kunne næppe have været godt, sådan som han lod de mange frustrationer gå udover hende. Hun vendte blikket op mod hans skikkelse, som han stod der og ringen lå ved siden af hende. Den må have låst hans magi fast, for det lignede ham slet ikke at bruge næverne på den måde, som han nu havde gjort det. Næsen var fuldstændig blå og blodig af hans spark, og det havde uden tvivl gjort forbandet ondt! ”Undskyld.. Undskyld…!” Et sted så havde hun jo håbet, at det hjalp på hans overbevisning om hendes uskyld, selvom det nu heller ikke ligefrem havde virket sådan, og det var noget som gjorde hende ked af det. Smerten havde bredt sig til stort set hver en tænkelig del af hendes krop, og hun kunne intet gøre ved den! Skriget brød hendes læber, også selvom det slet ikke stoppede op på noget tidspunkt. Hun kneb øjnene fast sammen og forsøgte virkelig at vride sig fri af det, også selvom det ikke stoppet før han selv gjorde det. Hun kollapsede direkte ned i gulvet, hvor hun hev skælvende efter vejret. ”J-jeg beder dig, Herre..” hviskede hun med en dæmpet stemme, inden hun vendte blikket mod ham igen. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Hun havde virkelig ikke gjort noget! ”Jeg sværger ved alt jeg ejer og har.. Jeg har intet gjort.. Det var ikke mig..” gentog hun igen, for det var sandt! Hun havde virkelig intet gjort ved ham eller mod ham! Hånden som han holdt over hendes hals, fik hende til at trække sig helt sammen igen, for hun kunne bestemt ikke lide det! Tårerne trillede ned af hendes kinder, inden hun lod blikket falde i gulvet. Hun følte sig slet ikke værdig til at se på ham. Hendes krop rystede tydelig. Hun var virkelig bange. ”H-Helon var på Deres værelse.. før De forsvandt, jeg.. jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke, Herre… Det var ikke mig..” hviskede hun tydeligt skræmt.

[Sephiran Acheron]

Normalvis ville det ikke være Myia, som stod for tur når Sephiran skulle ud med sit inderste raseri, men det blev det denne gang. At hun intet havde gjort, det blev hun ved med, så han burde jo vel faktisk tro hende frem for Tiyanna, men Tiyannas argumenter havde bare været ret overbevisende. At det så var løgn skulle tidsnok gå op for ham, men for nu havde han bare så meget frustration i kroppen han skulle have ud! Da han havde brugt magien på hende så lettede det allerede trykket for ham som frustrationen havde ophobet i hans sind. Det hele var meget nemmere for ham nu han var fri med magien, for det andet var alt for indelukket og irriterende. Han kneb øjnene sammen mod hende, som hun igen sagde undskyld og han rullede bare med øjnene, mens smilet stadig lå på hans læber, for skriget havde tilfredsstillet ham betydeligt og han nød godt af det et øjeblik. Han trak vejret roligt, som han nu sad knælet over hende og lyttede til hendes ord. Hun lød alligevel selv meget overbevisende og hvis hun havde gjort det, så havde hun vel heller ikke stadig været her, havde hun? Hun var ham jo faktisk bare loyal, hvilket han jo værdsatte hende for her i huset! Han lyttede færdigt til hendes ord, for hun var jo tydeligt skræmt af hans handling og normalt udviste hun jo ikke frygten for ham. Da hun dog sagde Helon, så trak hans pupiller sig næsten sammen af den vrede der skød igennem ham, for selvfølgelig var det ham! Helon havde været den mest umulige og var jo stadig oprørsk fra tid til anden, hvilket kun gjorde ham virkelig vred. Han knyttede hænderne og rejste sig op fra hende og trådte væk, hvor han endte med at sende en besværgelse tværs af rummet så et maleri blev splintret sammen med et bord, der var i indgangshallen. "ARGH! Jeg burde have vidst!" råbte han hidsigt og trak vejret som en vred tyr. Han hidsede sig ned igen, fik et stramt udtryk i ansigtet og rettede sit tøj, som han trådte hen til hende igen, denne gang mere blidt. Han strøg hendes kind forsigtigt og holdt hånden over hendes næse, som han fik sat på plads; han havde lært enkle besværgelser til healing såsom at rette brækkede lemmer på plads, men mere rakte det heller ikke til. "Undskyld, min lille engel," sagde han og strøg hendes kind, som han tog hendes hånd for at hjælpe hende op at stå igen. Han var nu mere som han plejede overfor hende.

[Myia Destiny Flancker]

Myia var panisk i denne situation, for hun havde virkelig ikke gjort noget! Hun var faktisk bare glad for, at han var kommet hjem igen, for hun havde faktisk været bekymret for ham! Nu lå hun på gulvet.. Tæsket for hans fødder og hun havde det bestemt heller ikke særlig godt, og det var næsten det som skræmte hende mest, for den form for behandling, havde hun ikke oplevet, siden hun havde lært sin plads her at kende, og det var næsten det værste af det hele. Hun hulkede tydeligt, og vendte blikket væk fra ham, for hun følte sig slet ikke værdig til at kigge på ham. Hendes krop rystede, og hun lå krøbet helt op til væggen, næsten som var det et forsøg på at komme så langt væk fra ham, som det var hende overhovedet muligt. Hun vendte blikket igen op mod ham, da han rejste sig op og smadrede det hele, da hun havde givet ham navnet ’Helon’, så peb hun igen og trak benene mere op under sig, da hun var bange for, at han igen ville slå på hende, og det ønskede hun jo heller ikke ligefrem! Hun vendte sig mod ham, da han kom hende i møde igen. At han lagde sin hånd mod hendes kind, fik hende til at spjætte. Hun havde kun været ham loyal.. Hun havde aldrig gjort noget som helst, som ville indikere eller tyde på anderledes, og så var det den her behandling, som hun blev mødt af? Hun kiggede stadig ikke på ham, da det var noget, som hun slet ikke følte sig værdig til. Hun spændte kraftigt, da hendes næse blev sat på plads, selvom den stadig var blå og lilla efter hans spark. Hun gispede i et halvvejs skrig, for det gjorde jo ondt! Tårerne trillede stadig ned af hendes kinder, inden hun stille vendte blikket mod ham igen. Han undskyldte for hende? Det var hun jo heller ikke vant til at gøre. Hun bed sig svagt i læben og vendte blikket væk igen. Det var ukomfortabelt når han rørte ved hende nu. Det her havde virkelig sat en skræk i livet på hende! ”J-jeg.. jeg kunne aldrig gøre Dem noget ondt, Herre..” forsøgte hun. Hun havde altid været ham så loyal!

[Sephiran Acheron]

Da Sephiran sad ved Myia igen efter han havde ødelagt stort set hele møblementet i indgangshallen, så gik det jo op for ham hvor bange hun faktisk var blevet. Det var også en frustrerende tanke, for han havde jo altid holdt af hende på en mærkelig måde, fordi hun var speciel i og med hun var loyal, uden han skulle sætte hende på plads snart hver anden dag. Hun var begejstret når han var der og det kunne han jo godt lide et sted, fordi hun var så speciel i forhold til de andre. Han var irriteret over, at det hele var gået ud over hende og at han endnu engang var blevet snydt af Tiyanna. Ydmygelsen stak til ham igen og det var ærlig talt voldsomt frustrerende for ham, at han gang på gang blev taget ved næsen af hende. Men nu skulle det stoppe, han skulle nok komme tilbage til hende med en så stor kraft, hun ville fortryde alt hun havde gjort mod ham. Hun kiggede ikke på ham, hvilket var lidt nedslående, for hun havde da altid turde se ham i øjnene, for det havde han jo givet hende lov til. Hun spjættede ved hans berøring, så han trak hånden til sig fra hendes kind og tog fat om hendes hånd i stedet, hvor han hev hende op at stå. Hun græd, hvilket han faktisk ikke synes om. Han slap hende roligt og lod hende finde sin balance på stående ben. "Det ved jeg også godt," svarede han dæmpet og så på hende med en let rynket pande og et nærmest misfornøjet ansigt, for det havde jo ikke været meningen at gøre hende bange for ham. "Det har været en hård uge… Gå i seng, få noget salve på næsen… Hold fri i morgen," svarede han roligt og strøg hende over kæben i en strejfende bevægelse. For nu ville han ikke fortælle hende, at hun ikke skulle være bange for ham, for det var hun; og så ville hun kun af frygt svare ham. Han vendte siden til og gik selv ind i stuen, for han kunne ikke sove lige nu… hans hjerne summede endnu af frustration og tanker, han lige skulle have igennem systemet, før han kunne falde til ro. Han satte sig i sin stol. Han grublede også over det, at han nu havde gjort sin mest loyale i huset til en, der frygtede ham. Han skulle dog nok få det vendt rundt!

[Myia Destiny Flancker]

Myia var virkelig skræmt fra vid og sans udelukkende fordi at hun aldrig havde været udsat for noget lignende af det her! Hendes næse gjorde virkelig ondt, selvom hun var for opmærksom på ham, til at hun turde at gøre noget som helst, for det var slet ikke noget af det her, som hun havde regnet med, at skulle stå ansigt til ansigt med i det hele taget! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, for hun havde virkelig intet gjort! Hun peb svagt, da han tog fat i hende. Hun havde aldrig som sådan været bange for ham før, men nu hvor han havde gjort det her mod hende, så var det næsten som om at det bare var noget som skete helt af sig selv, og det var virkelig ubehageligt som intet andet i den anden ende. Hun lod ham hjælpe hende op at stå, hvor hun let nikkede til hans ord. Hun havde virkelig intet gjort, og hun stod fast på, at hun befandt sig i en situation og position, hvor hun ikke havde tilladelsen til at tilgive ham, for han kunne jo i princippet gøre som han ville, og hun måtte leve med følgerne af det, og det var skam også hvad hun havde i tankerne at gøre. Hun kom tydeligt skælvende op på benene. De føles næsten som de var ved at give efter under hende, selvom hun ikke ønskede at irritere ham yderligere, for han var åbenbart frustreret nok, som det var i forvejen. Hun bed sig i læben. ”T-tak, Herre..” afsluttede hun endeligt, inden hun roligt søgte hen mod trappen, selvom hun lænede sig op af væggen stort set hele vejen. Turen op af den, tog hende selv lang tid, og først da hun var helt sikker på, at han var væk og inde i stuen, så søgte hun ned mod Samuels værelse. Selv hun havde brug for lidt trøst i ny og næ, og lige nu, kunne hun i den grad godt bruge det!

//Out

[Kimeya Marvalo]

Det var måske ved at være sent, men det var noget som Kimeya bogstavelig talt var ligeglad med. For øjeblikket, så ville han give Faith et par timer med hvile, inden han igen ville køre hårdt på hende, og det var det som han havde i sinde at skulle gøre, ingen tvivl om det. Desuden, hvis der var nogen som altid fandt og havde tid til ham, så var det Sephiran, og han havde brug for at få tankerne afledt. Det store hus, kom han hurtigt frem til, hvor han stoppede op foran det. Han kneb øjnene ganske let sammen. Han kunne fornemme at manden var derinde, og tog han ikke meget fejl så var manden vågen, hvilket var noget som passede ham fuldstændig perfekt. Med den tætsiddende læderdragt, som var det eneste, som han nogensinde ville komme til at bevæge sig udenfor med, så var det fordi at det var den som gjorde ham stolt, da han også vidste, hvad han havde gået igennem, for at få den på, og for at gøre sig fortjent til at bære den. Han nåede endelig døren, hvor han dog ikke ventede på at blive budt indenfor, for han vidste at Sephiran ikke ville gøre andet end at byde ham velkommen i sit hjem, også fordi, at det ikke var her, han var særlig ofte. Han skubbede døren op og trådte indenfor. Stemningen kunne han lide, og den havde han altid synes godt om, det var helt sikkert. Han så sig omkring med en intetsigende mine. Der var virkelig intet af følelse at spore i ham længere, og specielt når han havde den beklædning på, som han havde. Den lod bestemt ikke meget til fantasien i hvert fald, og han var ligeglad. Alle muskler var tydelige at se, og den brede og ranke holdning. Uden tvivl en stolt mand. ”Sephiran?” endte han med en ganske kortfattet stemme, da han kort så sig omkring. Ja, han forventede at blive taget vel imod inden døre. Armene lod han søge utålmodigt over kors. Han var hellere ikke ligefrem kendt for at være en tålmodig mand, og det ville han nok aldrig nogensinde blive.