A rescue-mission

[Marcianus Darcy]

Marcianus satte sig modløst ned i cellen efter at have stået og revet i tremmerne nyttesløst, for de gav sig jo ikke en millimeter! Han sukkede fast, stadig med hænderne begravet i sit hår, mens hans pande hvilede i hans håndflader. Han havde ikke ligefrem regnet med at blive fanget igen inden de dårligt var nået væk fra huset, men han håbede bare at Valerio og Alice var sluppet væk for alvor, så det ikke havde været spildt, selvom han jo desværre ikke havde fået sin morfar med sig… og gad vide hvor hans mor var? Sikkert i huset nu for at holde Alex hen lidt endnu og vampyrerne der havde fanget ham og Marius, ville jo først alarmere Alex næste nat fordi de troede han var sammen med Cassie, så så langt, så godt. Han bed tænderne sammen. Hans morfar svarede ikke på hans undskyldning, hvilket gav ham en knude i maven, for han følte sig da kun som en kæmpe fiasko. Han lukkede øjnene sammen og sad blot stille i sin stilling, med albuerne hvilende mod hans knæ og hovedet i samme stilling som før. Han var frustreret, for han kunne jo se at hans morfar var træt og udmattet og faktisk snart lignede en, der var tæt på at give op og det kunne han virkelig ikke lide. Han sukkede og kneb øjnene i, som han overvejede hvordan han kunne have gjort det bedre, hvilket direkte fik ham til at sidde og gruble over det, hvilket også i sig selv var virkelig irriterende. Han endte med at lægge sig ned i stedet, fladt på ryggen og gloede op i loftet med åbne øjne. Han lå bare fladt og grublede, overvejede hvad han dog skulle sige til Alexander i morgen og hvad… straffen ville være for forsøget, ikke? Han sank en klump. "Jeg kunne… Nej det kunne jeg ikke… Men… Nej. Planen var god… havde bare ikke tænkt på, at Valerio ville storme af sted," lå han og snakkede usammenhængende for sig selv. Han lukkede øjnene og mærkede en blodig tåre ryge fra hans øjenkrog. Her blev han liggende og ville blive det, indtil Alex kom næste nat.

//Out.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde det bestemt ikke godt, og med den behandling som han havde været igennem den sidste tid, så var det vel heller ikke så underligt igen? Han kneb øjnene sammen. At ryge direkte i gulvet igen, var frygtelig hårdt, men det var noget, som han var nødt til at bide i sig for nu om ikke andet. Det var skam ikke fordi, at han ikke havde lyst til at besvare hans undskyldning, men han havde virkelig ikke energien, til at gøre noget som helst, og den tanke i sig selv, var næsten skræmmende for hans vedkommende. Gulvet var koldt og rummet var koldt, og det var noget som bed på Marius allerede med det samme, med det ellers så tydelige ubehag som intet andet i den anden ende. Han bed tænderne sammen, da han hævede hovedet fra jorden. Han var på nippet til at give op efterhånden, men nu hvor hans barnebarn endnu en gang var der, så var det slet ikke noget som han havde lyst til at vise på nogen som helst måde overhovedet! Han trak sig tilbage til sit lasede tæppe, ikke langt væk fra Marcianus og trak det om sig, selvom det gik forbandet langsomt, for han havde ikke kræfterne til bare at få det gjort. Han vendte blikket træt mod sit barnebarn. Han selv var bleg, han havde tydelige render om øjnene, og han havde det generelt ikke særlig godt, så det i sig selv, var heller ikke noget som sagde så lidt. ”H-hold modet højt, min dreng.. Det.. det skal nok gå.. De kom da ud, ikke sandt?” forsøgte han fortrøstningsfuldt, for løgn var det jo trods alt heller ikke i den anden ende. Nu som det var sagt, så var det vigtigt for ham, at understrege, at han var glad for forsøget, og at han ikke bare var en fiasko, for det var han altså slet ikke! Hans familie var det vigtigste for ham, og det faktum, at de havde gjort dette, for at komme ham til undsætning, var han virkelig glad for. Siddende der for et godt stykke tid, så tog søvnen endelig over til sidst. Han var for udmattet til at holde sig vågen.

//Out

[Deleted]

Hvad der skete nede i kælderen, var fuldkommen uvis for Alexander, da det var Cassie som havde hans fulde opmærksomhed – eller den kvinde, som han gik og troede, var Cassie, for han kunne virkelig ikke tænke rationelt lige for tiden. Ja faktisk, var han direkte elendig til at tænke i udgangspunktet. Lige for ham i øjeblikket, så var det faktisk utrolig vigtigt for ham, at hun havde det godt, og at hun kom godt til kræfterne igen, og det var noget, som han faktisk gerne ville understrege for hende, nu hvor der endelig var mulighed for det. Han lod hånden roligt stryge over hendes kind, da hun lagde sig i sengen, for det at hun kunne slappe af, og faktisk lod ham komme tæt på for en gangs skyld, var noget som uden tvivl lettede ham. Kunne han, så ville han lægge sig ned ved siden af, men han vidste hvor meget hun værdsatte solens lys, og nu hvor hun var hjemme, så var det ikke noget, som han ønskede at afholde hende fra. Han lod hovedet søge let på sned. ”Sov du blot..Jeg lægger mig i kisten, så du kan få noget sollys, når den vil stå op,” sagde han roligt. Han vidste hvor meget hun var glad for det, og hvor meget hun brokkede sig over det, når hun ikke fik nok af det, og nu hvor hun var hjemme, så agtet og ønskede han at give hende alt det, som hun havde brug for, og så håbe, at det ville få hende til at blive i den anden ende.
Som morgengry nærmede sig, og det lignede at Cassie lå og sov, så rejste Alexander sig roligt fra sengekanten. Kisten stod i det ene hjørne, også fordi at han ikke brød sig om, at den skulle stå helt ude i det åbne, da det faktisk var noget, som han fandt direkte ubehageligt. Han skubbede roligt låget op, inden han lagde sig ned i den, kun lige tidsnok til at undgå at solens lys ville komme ind af vinduet, og derved også ramme ham. Han lagde sig godt til, og håbede så inderligt, at se hende være hjemme igen, når mørket igen ville falde på.

//Out

[Deleted]

At Marius og Marcianus nu igen var i kælderen, det var Camryn heldigvis lykkeligt uvidende om, så hun forventede at møde dem hjemme. Hun håbede virkelig ikke, at hun selv skulle tage turen hjem til Procias, men hun havde lovet at tage af sted hvis de ikke var på mødestedet til mødetidspunktet. Lige nu spillede hun rollen som Cassie og hun holdt den vidst godt, eftersom Alex ikke havde betvivlet det på nogen måde, han var bare blændet af, at hun havde udseendet af den han elskede. Hun smilede forsigtigt til ham, selvom det gjorde lidt ondt i hendes ømme kind og øje hvor hun var blevet slået, for Marcianus havde virkelig ramt godt. Hun så på ham og gøs let under hans hånd, da han strøg hendes kind og hun skar en kort grimasse fordi det stak i hendes blå øjne. Hun var glad for, han trods alt ikke lagde sig ved hende. Hun fik lov til at sove, så det lod hun som om hun så småt gjorde efterhånden. "Tak," sagde hun forsigtigt til ham, som hun lagde sig under dynen og lidt om på siden, inden hun lod som om hun sov. Hun fornemmede at han flyttede sig og da låget blev klappet i, så ventede hun lidt endnu, før hun satte sig op. Hun rejste sig og listede hurtigt ud af lokalet, velvidende om at han ikke kunne komme ud på grund af lyset. Hun hastede til hans arbejdsværelse, hvor hun skrev en seddel med 'Undskyld, jeg kan ikke' og underskrevet med Cassie. Derefter så skyndte hun sig fra huset så hurtigt hun kunne og mod mødestedet. Da hun var langt nok væk fra huset, så transformerede hun sig tilbage til sin normale og velkendte Camryn form.

//Out.