A rescue-mission

[Marius Amalani Darcy]

Marius blev mødt af det kolde og hårde gulv, da han blev sluppet. Efterhånden, så var der ikke særlig meget liv tilbage i ham, og det var noget som selv var skræmmende for ham. Hans blik var sløret, og hans åndedræt var over den tid, som han havde tilbragt i Fyrstens kolde og klamme kælder, var blevet direkte tung. Hans krop rystede, og han var iskold. Det tydede bestemt ikke godt for den gamle greve af landet, men han kæmpede virkelig med alle de kræfter og al den energi, som han havde at gøre brug af.
Det tunge åndedræt kunne han nærmest se for sine øjne, så koldt, som det var ved at blive. Efter hans barnebarn og hans datter var blevet sendt ud og væk derfra, så havde han fundet en helt anden form for hvile, for han vidste og bad til, at de havde fundet et sted, hvor de var i stand til at finde roen som han ikke havde fundet, mens de havde været til stede. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik, kun lige tidsnok til at høre at døren ned til kælderen, gik i lås bag Fyrsten, som nok gik tilbage til arbejdet igen. Han trak sig stille tilbage til det ene hjørne, selvom det var tungt og det var hårdt for ham, for han var virkelig ved at være utrolig udmattet. Han trak tæppet om sig. Det var hullet, gammelt og laset, og det var svært for ham at finde varme i det hele taget. Vingerne var afklædte for fjer, de var matte dem som han havde tilbage, og han var for øvrigt frygtelig bleg at kigge på, så han lignede jo næsten døden selv. Han snøftede. Han var blevet syg, og hans hjerte var svagt.. Hvorvidt om han kunne overleve det, begyndte han jo faktisk at tvivle temmelig stærkt på.

[Deleted]

Det havde taget lidt tid at få hele planen på plads for redningen af Marius, men endeligt var den fastlagt og Camryn var klar på det. Hun skulle have sin far ud derfra og hvis der var chancen for det, ville hun og Marcianus også tage Valerio og Alice med, for de fortjente ikke at være i den kælder. Så snart mørket var faldet på havde de forladt Juniors hjem. Det havde været underligt at se og snakke med ham igen, men hun følte sig faktisk mere lettet end nogensinde… selvfølgelig efter et kæmpe skænderi om Marcianus, men bagefter var de bedre venner end de havde været i mange år. Et kort stykke fra Mansionet, havde Camryn skiftet form. Det var en perfekt plan mente hun selv, for hvis der hang et billede af en kvinde i Alexanders stue, så måtte det være den perfekte afledningsmanøvre. Hun lignede kvinden på billedet i pejsestuen, som efter rygter skulle være en hvis Cassie, som Marcianus havde overhørt nogle vampyrer snakke om, hvilket kun var perfekt. Hun havde efter tøjet på billedet selv fundet noget lignende tøj, så det hele passede og hun ikke bare lignede hovedet med hendes tøj. Hun fik Marcianus til at slå hende, selvom det gjorde ondt, men det var en del af planen; Det skulle se ud som om hun lige var blevet banket. Hun nærmede sig huset og følte sig rolig, for det måtte hun jo være, ikke? Hun skulle aflede det hele, så Marcianus fik tid til at komme ned i kælderen og redde dem ud han skulle. Hun trak vejret roligt og gik op til døren, hvor hun blot gik ind, mens hun smørrede det triste ansigt på, fordi det gjorde ondt med det blå øje hun havde fået. Hun skælvede let fordi det var køligt udenfor og hun løb hen mod trappen for at finde ham ovenpå. "A-alex," kaldte hun hjælpeløst og løb til stuen, hvor hun let 'snublede' ind over døren. Hun skulle have ham med derind, så han var afledt bag en lukket dør og så kunne Marcianus komme i kælderen når han så fri bane. "Hjælp," hviskede hun spillende, selvom hun faktisk selv lød meget overbevisende.

[Deleted]

Alexander havde smidt Marius i gulvet, efter endnu en mundfuld af hans blod, selvom det ikke var nær så delikat, som det havde været i starten, så derfor blev det sjældent til mere. Manden var ved at blive syg, og det var egentlig noget, som han var ligeglad med. Valerio i cellen ved siden af, var nærmest som et indskrumpet lig, som bare lå på gulvet. Der kom en lyd i ny og næ, og det var noget, som kun indikerede at han var ved at trænge ind i den tunge dvale. Han var ligeglad. Der var ikke meget følelse tilbage i ham, og den døde hen mere og mere for hver eneste dag, som måtte gå. Han søgte til sit arbejdsværelse oppe ovenpå, mens han tørrede den blodbane af sin mundvig. Han forsøgte om ikke andet, at holde sig mæt, og nu hvor han også skulle huse Valerie, så var det på tide, at komme lidt til kræfterne igen, så han kæmpede virkelig for det, også selvom det slet ikke var nemt, men det var vel forsøget som gav udtælling, og som faktisk var det vigtigste for ham?
Lyden af en stemme, som dog alligevel var ham temmelig velkendt, fik ham hurtigt til at stoppe op midt i det hele. Han så sig omkring, og inden han nåede at se sig om, faldt en kvinde over dørtærskelen. Kvinden var ham ekstremt velkendt, hvor det næsten virkede som havde det været en syngende lussing direkte i hovedet. At han i dette øjeblik, blev udsat for snyd og bedrag, var slet ikke en tanke som slog ham ind, da det var Cassie, som var det eneste som han havde øje for. Med vampyrens hastighed, var han hurtigt henne ved hende. Det var næsten som, bare synet af hende, var noget som vakte en direkte bekymring, som han ikke rigtigt kunne gøre det største ved. ”Cassie..? Fortæl mig.. Hvad er der sket?” Hurtigt havde han hende oppe i sine arme. Var hun kommet tilbage til ham? Var hun virkelig kommet tilbage?

[Marcianus Darcy]

Så snart Marcianus kunne høre at hans mors hjerteslag blev svagere, så forstod han det også som om, at hun var kommet nok ind i huset. Derfor listede han sig tæt på huset, heldigvis uden at blive set, og kunne høre hende bevæge sig rundt i huset, nøjagtigt som det skulle være. Vagterne havde været overraskede over at se Cassie og var derfor gået efter en blodsnack for at snakke det igennem og overveje mulighederne for hendes tilbagevenden; det hele gik jo helt perfekt efter planen og det kunne han virkelig godt lide. Han tog det som fri bane og listede ind i huset, hvor han med vampyrens hastighed og stilhed hurtigt var inde; der var dog stadig en vagt, der gik rundt og lynhurtigt var han henne ved vedkommende og dræbte ham på den måde, Alex havde dræbt en vampyr første gang han var blevet ført dertil. Han greb nøglerne fra ham og fik låst kælderen op, hvor han der tog fat i nøglebundet til cellerne og lynhurtigt var henne ved Marius. "Morfar… Jeg er her for at få dig ud," sagde han dæmpet og låste cellen op, hvor han hurtigt var inde ved ham. Han tog ham over armen, eftersom Marius så ganske syg ud og listede ud på gangen ned langs cellerne. Han tog det i et langsomt tempo tilbage hen mod Alice og Valerios celle, hvor han trak en lille pose op ad lommen som han kastede ind. "Få liv i ham… Jeg får jer ud herfra," bad han dæmpet ind igennem tremmerne, mens han fumlede med at låse cellen op med en hånd, da han havde Marius på den anden arm.
Alice så tavst på Marcianus. Hun var hundesyg, frøs og hostede meget. Hun havde også afgivet abort af et barn, hvilket dog kun havde været lettende. Hun tog skælvende om den lille pose, bandt den op og dryppede lidt af blodet ned på Valerios læber, så det forhåbentligt løb ind i hans mund og han vågnede op. Det krævede, at han havde styrke, hvis de skulle ud herfra.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var virkelig blevet syg, efter det korte ophold, som han havde haft der alene, for det var jo heller ikke fordi at Alexander havde været særlig mild ved ham, og det kunne han udmærket godt mærke. Som døren til kælderen gik op, knugede han automatisk mere omkring tæppet. Kunne det virkelig være Alexander der ville komme tilbage igen? Han var jo slet ikke kommet sig efter sidst! Han hævede blikket, selvom det var så træt og døsigt, at han næsten ikke kunne se noget, selvom stemmen som lød, var noget som gjorde ham rolig allerede med det samme. ”… Marcianus..? D-du burde ikke være her..” begyndte han. At han blev hævet, var noget som satte en sitren i ham. Han havde ondt og var øm stort set over det hele, også selvom han ikke sagde noget til det, som det var i den anden ende. At Marcianus, så var ude på at gøre noget for dem alle sammen, var noget som faktisk overraskede ham lidt, også selvom det jo kun tydede på, at han endnu havde det gode i sig, og naturligvis, var det en tanke som faktisk glædede ham. Han lukkede øjnene stille. Hvad hele planen gik ud på, og hvad den indebar, havde han ikke nogen anelse om, men den tanke om, at få lov til at komme hjem, var uden tvivl noget af det vigtigste og bedste for ham lige nu. Hans øjne forblev lukket, da han søgte til cellen ved siden af, hvor han vidste at Valerio og Alice lige så måtte være. ”H-hvor er Camryn?”
Valerio blev stadig liggende tungt på gulvet, og uden at røre sig, som han havde gjort igennem de sidste mange dage. Dvalen havde været frygtelig tung og hård for ham. Posen som blev kastet ind, var dog noget som fik ham til at bevæge fingrene. Duften af blod, var tydelig for ham, og så lang tid, at det ikke var Alices, så var det egentlig noget som passede ham fint. Som hun dyppede blodet mod hans læber, begyndte tungen stille og roligt med at arbejde, for at mæske blodet i sig. Øjnene åbnede han stille. De var blodskudte og det eneste man så, var rovdyrens lyst og sult. Han havde det bestemt ikke særlig godt!

[Deleted]

Camryn var bekymret for hvordan det hele skulle gå. Hun havde selvfølgelig indvilliget i planen, eftersom hun ikke kunne lade sin far være her og Marcianus ville heller ikke lade hans morfar være her, så derfor var de jo blevet enige om at risikere dette. Det kunne gå galt og blive meget værre, men hvis de ikke tog en chance, så ville de altid fortryde ikke at have gjort noget. Hun var usikker på hvordan kvinden var overfor Alex, så derfor havde de besluttet sig for at hun skulle være forslået, for så ville enhver da kunne blive rørt til tårer og søge til den der faldt dem først ind? Og så måtte det jo være en chance at tage, at denne kvinde selvfølgelig ville søge hertil, for hvis man var sammen med vampyrer og ikke selv var det, så havde man som regel intet andet. Hun så mod Alex da han var henne ved hende og det virkede slet ikke til, at han lugtede en lunte, så det beroligede hende da kun. Da han hev hende hurtigt op at stå, så blev hun også lettere svimmel efter slaget og hun lod let en hånd falde mod hans bryst som støtte, med hovedet kiggende ned mellem den. "Jeg ved ikke hvem de var," sagde hun dæmpet. Hun overvejede at pynte på historien så de blev endnu værre, men det var som Alex fuldstændig tabte facade bare ved, at hun lignede Cassie. "De kom ud af ingenting på vejen og overfaldt mig… jeg formåede at flygte, fordi jeg var hurtigere til bens end dem, men jeg fik et slag. Og jeg vidste ikke hvor jeg skulle tage hen, så jeg kom herhen," sagde hun stille og bed sig i læben. Hun løftede hovedet mod ham, hvor hele hendes ene øje var fuldstændigt blåt, sort, lilla og gult rundt om; Marcianus havde ramt godt. Hun håbede det gik godt for ham i kælderen, men hun holdt sig dog godt i rollen syntes hun.

[Deleted]

At Alexander blev holdt for nar netop i dette øjeblik, som en afledning fra at holde hans fokus på det, som han havde liggende i kælderen, var han slet ikke klar over, og det var Cassie som han så som det eneste lige nu. Han var hurtigt henne ved hende. At vide, at hun var blevet gennemtæsket, var slet ikke noget, som han kunne have med at øre, for den tanke i sig selv, var noget som gjorde ham direkte tosset! Han lagde hånden stille mod hendes kind. Hun var varm, som han kunne huske den, og det var virkelig rart for ham, med noget, som han faktisk ville og kunne anse som noget velkendt. Det var noget som gjorde ham til en helt anden mand, allerede fra starten af, og det var noget så befriende som intet andet, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han lod hende støtte af ind mod ham, hvor han vendte blikket mod hendes skikkelse. Han kunne jo godt se, at hun var blevet slået. Han rystede let på hovedet, for det var noget, som gjorde ham direkte tosset! ”Det skal du ikke tænke på nu, kæreste. Du er kommet hjem.. Og det vidste jeg, at du ville.. Jeg vidste det bare..” Det var ikke den hårde mand, som han var i øjeblikket, men den mand, som han faktisk ønskede at være overfor Cassie. At der så var ting ved dette, som slet ikke var, som de burde være, var slet ikke en tanke som slog ham ind i det hele taget, da det var glæden ved det hele, som han følte for øjeblikket, så det var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. Han nikkede. ”Jeg skal nok finde ud af, hvem der har gjort det her.. Kom med mig. Jeg lægger dig i din seng. Den står stadig uberørt,” sagde han med en ganske rolig stemme. Det var vigtigt for ham at understrege, at der ikke var noget ved det, som var anderledes, men derimod noget, som han virkelig desperat havde forsøgt at gøre til ting, som hun gerne ville have at det skulle være.

[Marcianus Darcy]

Marcianus kunne tydeligt se på sin morfar at han var syg. Han vidste også hvorfor, for eftersom han havde båndet til sin morfar, så vidste han faktisk at en anden havde næret på ham, fordi det kunne han mærke i sig som en ukendt vrede. Han smilede skævt ved Marius ord, men det var han nu ligeglad med, for nu ville han også gøre noget. Han var bestemt ikke Alex, han var bare en der prøvede at gøre det rigtige for sin familie, eftersom hans mors ikke kunne særlig godt uden ham og fordi han også gerne selv ville have ham med hjem. "Jo jeg burde," sagde han fast. Denne familie gik ud på at hjælpe hinanden, ikke efterlade hinanden. At Marius var nødt til at støtte til ham gjorde ham ikke noget, for han kunne jo bære meget og han ønskede bare at få ham i sikkerhed. Hvis han kunne have hjertebanken ville han nok have haft det, for det var ret spændende dette, men han var nødt til at gøre det. Planen ville han ikke dele med Marius, for folk havde lidt for gode ører i dette hus og det kunne jo spolere dem. Han vædede let sine læber og så på sin morfar, da han spurgte, mens han overvejede om han burde svare. "Hun er en del af planen," sagde han yderst dæmpet og hviskende i sin morfars øre, inden han holdt blikket ind mod Valerio og Alice. Valerio åbnede øjnene, hvilket kun var positivt og han fik åbnet cellen ind til dem, som han skubbede op. "Kom," sagde han dæmpet og fast, inden han begyndte at gå mod udgangen af kælderen.
Alice så mod Valerio da han vågnede og kunne næsten græde af lykke, for hun havde virkelig været bange for hans ve og vel! Hun hældte mere blod i ham og efterhånden havde han jo tømt posen, fordi han var så sulten. Hun bed sig i læben og skubbede sig op at stå på yderst skælvende ben, da hun var så syg som noget kunne være. Hun sagde stadig intet, men gjorde bare et lille tegn med hånden til, at han skulle komme med.

[Marius Amalani Darcy]

Marius brød sig slet ikke om det faktum, at familien skulle blandes yderligere ind i det her, men det var jo heller ikke fordi at han kunne gøre det største ved det af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han ønskede stort set kun at havs elskede familie skulle have det godt, og det havde de bestemt ikke når de var omkring Alexander, og derfor var han jo mere bange for, at det skulle gå galt. Selvom han nu måtte klamre sig til sit eget barnebarn, for bare at holde sig på benene, så var det pinligt nok i sig selv, men de hjalp vel hinanden, som de altid havde gjort det? Det var jo noget, som de altid havde stået for, og det var en tanke som faktisk også glædede ham. Der var ingen som stodsvage, og derfor ville han også meget gerne understrege for hans kære barnebarn, at han ikke var hadet på grund af hans racer, men nu hvor han vidste, hvad det var og hvad det betød, så var det måske meget nemmere, at gøre noget ved det, ikke sandt? ”D-det er f-farligt..” At han ville hjælpe dem alle sammen, var en tanke som kun glædede ham, for det beviste jo trods alt også, at der var det gode i ham, som han vidste, at der altid havde været der. Han fulgte dernæst med knægten ud. Jo hurtigere derfra, de kunne komme, jo bedre ville det uden tvivl også blive!
Valerio begyndte stille at vågne, og voldsomt sluge det blod, som han nu fik på læberne, for det var virkelig på tide, at få noget i den ellers så frygtelig tomme mave! Automatisk med det samme, så begyndte han at bevæge sine fingre og tæer, selvom det var krampende i sig selv. Han tømte posen, inden han vendte blikket mod Alice. Selv hun så ikke ud til at have det særlig godt, men hvis dette var deres snit til at komme ud, så var han ikke den, som ville takke nej til det. Han endte med at rejse sig ganske stille op, også selvom det var lettere vaklende. Det var bestemt ikke nok blod til at komme op på benene igen, men det var nok som det var lige nu. ”Vi må væk.. Kom..” Han tog fat i hende, inden han med vampyrens frygtelige hast, styrtede ud og forlod Corvento for altid.

[Deleted]

Camryn følte et sted for Alexander i det indre, for det var synd for ham at have mistet Cassie for alvor, men sådan som han var blevet kunne ikke retfærdiggøres med det savn, for man behøvede ikke blive så grusom og ond af den grund. Hun vidste dog bare at hun måtte herfra på et tidspunkt, men lige nu var hun faktisk ret fanget og det vidste hun jo; hun måtte jo flygte så snart solen stod op og håbe på at Marcianus havde fået Marius med sig til Junior, hvor de ville gemme sig for dagen, inden de sammen ville sætte kursen mod Procias, når hun sluttede sig til dem; hun havde jo også dagstimerne, det havde Marcianus ikke. Alex lugtede heldigvis ikke lunten og hun så blot på ham med et let blik, for smerten dunkede i hendes ansigt og det kunne da heldigvis påvirke hendes skuespil til det gode. Hun blev stående ind mod ham, støttende ind mod hans bryst, mens hun blot nikkede stille. Det var vel ikke underligt at man søgte til den man elskede når man var forslået og så ikke tænkte over alt det andet, vel? Hun trak skævt på smilebåndet, for han var slet ikke den hårde mand lige nu og det var næsten synd, at hun skulle forlade ham, for den onde mand ville jo bare komme frem igen når det var således. Hun trak blot vejret roligt og lod hovedet falde let mod hans skulder, for hun var faktisk træt, eftersom det jo var sent for hende her midt ud på natten. Hun slog tankerne væk om, hvis han nu gennemskuede det, men ville ikke tænke på det lige nu. Hun håbede bare stadig det lykkedes for Marcianus! "Okay, men jeg er stadig svimmel," sagde hun dæmpet og løftede hovedet let. Det kunne hun vel godt? Så måske få ham til at sidde der, til han gik i seng. "Vil.. du så sidde ved min sidde til du går i seng?" bad hun dæmpet, som hun gjorde tegn til at han måtte føre hende, for hun var svimmel af slaget endnu.

[Deleted]

Et sted inderst inde, så var Alexander slet ikke så hård en mand, som mange måske gik og troede. Han var en mand som havde mistet, og det var på baggrund af det, at han faktisk handlede som han gjorde for tiden. Han strøg roligt sin hånd mod hendes kind og tyssede let på hende. Han var virkelig glad for at se, at hun var kommet hjem til ham igen! Det var jo trods alt også det, som han havde håbet på igennem disse lange tider. Uviden om, at de faktisk spillede på hans største svaghed i livet, så gjorde han nok præcist det som de bad om, uden at vide, hvad der egentlig foregik dybt under fødderne på ham. Han vendte blikket sigende mod hende. At hun ikke havde det godt og var svimmel, var skam noget, som selv han kunne forstå, for hun var da temmelig godt forslået! Og den tanke i sig selv, var noget som gjorde ham direkte rasende at tænke på! ”Jeg skal nok sørge for, at vedkommende ikke kommer til at gøre den slags mod nogen igen, kære..” lovede han med en vred undertone, for det var noget, som gjorde ham direkte vred at tænke på! Han nikkede. Hvis hun havde det så skidt, så blev han selvfølgelig! Det glædede ham i det mindste også, at hun slet ikke virkede vred på ham eller noget i den stil, for det som han havde gjort dengang, var noget, som i udgangspunktet havde gjort hende direkte tosset. Han løftede hende roligt op i sine, armen, inden han bar hende direkte i retningen af sit eget soveværelse i stedet for. Der stod ganske vidst en kæmpe seng, men den brugte han stort set aldrig – Kun de få gange, når hun var på besøg ved ham, ellers sov han i kisten som stod i det ene hjørne, og så langt væk fra solen, som den overhovedet kunne komme. ”Du kan lægge dig her.. Jeg skal nok blive siddende i den tid jeg kan,” lovede han med en ærlig stemme, inden han roligt søgte hen til sengen og roligt lagde hende ned i dynerne.

[Marcianus Darcy]

Marcianus var glad for at være her, for indtil videre så gik det jo virkelig godt for ham med planen om ikke andet, så han håbede bare at de snart ville være ude herfra. Han støttede sin morfar, for han ville først løfte ham når de var nået op ad kælderen, eftersom han jo lige havde låst den anden celle op for Alice og Valerio. De fortjente at slippe fri, for ingen fortjente trods alt at ligge i denne kælder. Han rystede bare på hovedet. Måske var det farligt, men han nægtede at tage til Procias uden sin morfar, for det kunne han ikke klare. Man hjalp hinanden, for det var det han havde lært fra barnsben af, så derfor måtte Marius da også vide, at han aldrig ville give op på det? "Men hvis jeg ikke løber risikoen, så vil jeg fortryde det for evigt," sagde han dæmpet til ham som svar på det. På vejen ud fik han et flygtigt tak af Alice, som var det første hun havde sagt siden hun havde aborteret, hvilket jo var et godt stykke tid siden. Han sank en let klump og så blot efter dem som Valerio tog flugten, for den chance skulle de uden tvivl have. Da han nåede op i forhallen så trak han Marius op på sin ryg, så han kunne slå ben og arme omkring ham og han kunne løbe væk, for ellers slap de aldrig væk hvis vampyrerne fik færten af dem. Desværre havde Alice og Valerios flugt alarmeret nogle vampyrer, så da Marcianus satte fod udenfor, så var der én som råbte op efter ham og han satte i løb. I og med, at han havde sin morfar på ryggen, så sinkede det ham også i forhold til de andre vampyrer, selvom han virkelig kæmpede med at løbe alt hvad han kunne. Desværre indhentede to vampyrer dem og han måtte stoppe op. Den ene vampyr rev Marius ned af ham og holdt fast i ham, mens Marcianus gik i nævekamp med den anden. Han ville ikke give op nu, for nu var de næsten sluppet derfra og de skulle jo mødes med Camryn et bestemt sted, så de kunne flygte til Procias sammen. Han blev desværre overmandet af vampyren og vampyren strakte hans hals, så den var udstrakt til lige inden bristepunktet. "Dette kan vi ikke godkende… Desværre vil det være sjovere at smide dig for Fyrsten, så følg hellere med… eller morfar her mister vingerne," hvislede vampyren i hans øre. Marcianus så nedslået ud. Han havde fejlet. Han håbede bare, at hans mor nåede derfra og gik efter planen; at hun skulle og måtte tage hjem, hvis de ikke kom efter 1 nat. Vampyrerne førte dem tilbage til kælderen og kylede dem ind i en celle. Alice og Valerio var sluppet fra dem, men heldigvis havde de Marcianus og Marius. "Her kan I jo blive dagen over… Alex er optaget, men vi vil få ham til at tilse jer når han har hvilet," sagde den ene grumt. De forlod dem og lukkede og låste kælderen.
Marcianus fløj hen til tremmerne og ruskede i dem. Det var ikke fair, det hele var gået så godt og nu sad de fanget her igen! Han var virkelig nede over tanken og han gled ned at sidde. Hænderne begravede han i sit hår, som han frustreret rev let ud. "Undskyld morfar," sagde han dæmpet.

[Marius Amalani Darcy]

Marius hang mere eller mindre kun ind mod Marcianus, for han havde det bestemt heller ikke særlig godt. Han gispede svagt, da han så hvordan Valerio bare stormede direkte forbi dem, for at komme ud. Den frihed, var uden tvivl tiltrængt, og det var noget som han naturligvis ville unde dem, ingen tvivl om det. Han bed tænderne let sammen. Lige nu ville han bare gerne ud og hjem, selvom han helst ikke ville smutte nogen steder, uden Camryn, og specielt når han vidste, at hans datter var her i huset, så var det ikke her, som han ønskede at se hende! ”Det er meget muligt, men jeg vil ikke have, at nogle af Jer skal være her..” påpegede han med en ganske sigende mine, for det var jo heler ikke ligefrem fordi at der var nogen løgn i den anden ende. At de endelig nåede op i forhallen, var noget som faktisk passede ham selv ganske fint, også selvom de meget hurtigt blev opdaget. ”Marcianus..” forsøgte han, inden han direkte blev revet ud af hans greb. Selvom han virkelig forsøgte at gøre modstand, så var det forbandet svært, så træt og udmattet som han følte sig. ”S-slip!” endte han denne gang med en langt mere fast tone, da de tog fat i hans vinger, og holdt dem i en vinkel, at vingerne ville brække, hvis de fortsatte, så selv han forblev fuldkommen stille. Han bed sig i læben. Han var ked af, at han ikke var til bedre gavn end det her. Som de blev ført direkte tilbage til kælderen igen, og smidt ind i cellen, så blev Marius selv smidt direkte ned i gulvet. Han gispede smertefuldt, da han endelig ramte, for det var umuligt for ham at tage af, når en vampyr direkte kastede ham. Han hævede hovedet varsomt og så sig omkring, inden han vendte blikket mod Marcianus. Han havde forsøgt, og det var det, som faktisk var det vigtigste for ham. Han lagde sig ned på gulvet igen. Han var virkelig, virkelig træt, og han brød sig slet ikke om at være fanget i denne situation!

[Deleted]

Camryn måtte indrømme, at Alexander jo slet ikke var så hårdt som han var udadtil og overfor andre; men det var jo fordi han havde mistet denne Cassie, så hun havde det næsten dårligt med at skulle forlade ham, da det ville sætte ham tilbage til det onde, men hun måtte jo tilbage til Procias sammen med dem, hvis planen da var lykkes, hvilket hun inderligt håbede. Det sitrede let i hende da han strøg sin kølige hånd over hendes kind og hun sendte ham et roligt blik. Hun trak vejret roligt og pustede ud efterfølgende, for hun var faktisk ret rolig, eftersom hun følte sig ganske langt inde i rollen lige nu. De spillede på hans svaghed, men hun måtte ikke fortryde det, for han havde jo også været ondt mod hendes søn, der vel nærmest intet havde gjort? Hun nikkede dæmpet, da han sagde, at vedkommende skulle bøde; det skulle dog vise sig svært, eftersom det var Marcianus, men hun måtte jo spille med på det, at det var en fredløs der strejfede omkring her. "Okay," svarede hun stille, for at være neutral i sagen; hun brød sig ikke om at straffe nogle, men igen, hun måtte jo sige okay, eftersom hun jo skulle spille på, at én måtte tage straffen for at have slået hende. Hun lod sig løfte op i hans arme og lagde sig ind til ham, som han bar hende af sted og de endte i et soveværelse. Den store seng stod uberørt, for han sov vel ikke i den, men hun bemærkede også kisten der stod, så hun ville kunne liste sig væk ved solopgang forhåbentligt. "Tak," sagde hun dæmpet. Hun lod sig lægge ned i sengen, hvor hun trak dynen om sig. Det var rart at ligge ned, for hun var jo faktisk oprigtigt svimmel, hvilket var ubehageligt. Hun vædede sine læber og blev liggende, næsten bare ventende på, at solen skulle stå op, så han havde lagt sig i sin kiste.

[Deleted]

Hvad der skete nedenunder, havde Alexander slet ikke nogen anelse om. Lige nu var det Cassie, som havde hele hans opmærksomhed. Det var som om at alle sten i hans bryst, forlod det, så snart, at han havde set, at hun var kommet hjem. Cassie havde taget det valg at forlade ham, og det var der, at det for alvor var gået fuldstændig galt for ham, og det var slet ikke noget, som han kunne gøre for, for det var bare det dyriske som væltede ind over ham, og fik ham til at agere ligeglad, selvom det slet ikke var tilfældet. Han fik hende roligt hjulpet ind i seng, hvor han lagde hende ned i den i stedet for. Den som havde gjort dette ved hende, ville uden tvivl komme til at bøde for det! ”Jeg mener det Cassie, selvom det måske fremtvinger det mere groteske i mig, men ingen skal have lov til at gøre dig ondt,” påpegede han sigende. Det var om ikke andet, så en følelse, som han var begyndt at kunne føle og fornemme, selvom det ikke ligefrem, var noget som gjorde sagen meget bedre for deres vedkommende. Han frygtede nemlig, at hun ville forsvinde igen, og derfor ville han sidde vagt i den tid, som han nu kunne gøre det. Han strøg hende roligt over kinden, da hun lagde sig til rette. At det var Camryn som spillede på den største svaghed ved ham, var slet ikke noget, som han bed sig mærke i endnu. Han lod hovedet søge let på sned. Han turde ikke lægge sig ned ved siden af hende, for han vidste slet ikke hvordan hun ville have det med, at han ville ligge der, for det var ikke noget, som han havde fået lov til at gøre tidligere. ”Få dig noget søvn, kære.. Jeg sidder lige her og passer på dig,” sagde han med en ganske sigende stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke, om det var noget som man nu vile det eller ikke, så var det noget som faktisk betød utrolig meget for ham.