Worried sick

[Lestat De Lochér]

Det var en stille sen aften i det store mansion. Siden Thomas var blevet smidt ud, så lå der en anden fred i huset og det gjorde kun Lestat lettet og gav ham bedre tid til at være fuldt ved Jacquelines side. Han havde udnævnt Joshua til at være det nye overhoved for staben, fordi det var den mand, han stolede mest på af alle. Det havde vakt protester fra medarbejderne og én enkelt havde valgt at sige op, men alle andre havde nu accepteret det og viste, at deres kamp var færdig. De kunne ikke længere tillade sig at se ned på Joshua og Mirry, for nu var Joshua deres leder og havde retten til at få dem opsagt, i fællesskab med Lestat. Det hele så ud til at være faldet på plads, så det glædede ham kun og gav ham bedre lejlighed til at lade Joshua styre huset, mens han bare styrede sagerne i og fra soveværelset. Han sad i skæret fra det ene lille stearinlys i soveværelset ved bordet, hvor han sad og arbejdede på nogle papirer. Han havde et par små halvbriller på, for selv han måtte jo ty til de midler, når hans syn faktisk svækkedes, eftersom han ikke var vampyr længere. Han sukkede let, tog brillerne af som blev lagt ovenpå pergamenterne og gned sig let i øjnene. Han var ved at være træt efterhånden, så han valgte at rejse sig fra sin position og liste lidt rundt i rummet, for at ryste søvnen af sig. Han havde en masse arbejde foran sig endnu inden han kunne gå til ro og Jacqueline sov lige nu, så han havde roen til at få læst og skrevet. Han trak vejret roligt og gik hen og satte sig igen. Han tog brillerne på igen og kørte en hånd gennem håret, mens han greb fat om fjerpennen og skriblede sit navn nederst på siden. Han rullede den sammen og stemplede pergamentet med voksseglet, som han havde fået lavet til deres nye start på livet, sammen med deres våbenskjold m.m. Han trak vejret roligt og vendte blikket hen mod sin kære Jacqueline, der havde været syg den sidste tid af graviditeten. Man kunne bestemt ikke sige, at han ikke udviste bekymring, for han vogtede jo over hende. Bekymringen gjorde jo også selv ham syg, for han havde tabt sig siden hun havde lagt sig hen, selvom han prøvede at holde sig oppe for hendes skyld. Et svagt smil passerede hans læber, for nu håbede han bare at barnet snart kom, så Jacqueline kunne blive frisk.

[Deleted]

Det var ved at være en sen aften, og endnu en gang var Jacqueline faldt i søvn. Hun havde slet ikke energien til at holde sig vågen, når de nåede denne tid af aftenen. Hver gang hun spiste noget, så kom størstedelen op igen, og det var noget som selv skræmte hende, for hun havde jo heller ikke ligefrem lyst til, at det skulle ende med at gå galt for hende, når det kom til denne graviditet. Det var noget af det, som hun værdsatte mere end det som hun gjorde med noget andet! Hun trak vejret dybt. Hun nød at se Lestat med brillerne. Det gjorde ham så sofistikeret, og det var noget, som hun virkelig godt kunne lide, og det var noget som hun kommenterede hver gang hun fik muligheden for at se det. At han vogtede sådan over hende, var især en tanke, som hun godt kunne lide. Hun følte sig elsket, og det var noget som hun faktisk voksede på, og gav hende det mod, som sikkert skulle til, for at få hende igennem det. Benene trak hun en anelse op under sig, idet hun vendte sig i sengen. Barnet i det indre, voksede da som det skulle, det var da noget som hun godt kunne mærke, så mon ikke, at det skulle gå når alt endelig kom til alt?
Jacqueline kneb øjnene let sammen, inden hun faktisk slog dem op og så sig omkring. Mørket, men skæret fra lyset ved skrivebordet, var noget, som hun faktisk fandt behageligt, og det var noget som et sted også gjorde hende ganske rolig. Hun sank klumpen i halsen. Nej, det var ikke fordi at hun skulle kaste op denne gang, men det var virkelig ikke en behagelig følelse at sidde inde med på denne her måde. Hånden gled mod den ellers temmelig store mave. Den var virkelig ved at være i vejen nu, og hun glædede sig til at barnet ville komme, og de begge ville få en normal hverdag og deres liv tilbage igen! Hun prustede let, inden hun hævede hovedet en smule. Sengen føles våd.. Var det..? ”L-Lestat..” endte hun med en tydelig træt stemme. Det var ikke fordi, at det var noget, som hun havde energien til lige nu!

[Lestat De Lochér]

Lestat undslap et let suk da han havde holdt blikket rettet mod Jacqueline et øjeblik. Han var bekymret for hende, for han vidste at barnet vel snart måtte komme ud af hende. Hun var blevet godt rund og hun kunne ikke rigtigt selv komme op ad sengen. Han passede derfor godt på hende og stod på spring så snart hun kaldte. Han følte det var hans pligt som manden at vogte over hende og sikre sig, at alt gik som det skulle omkring fødslen - han havde jo været med til to førhen, så han vidste, at han ikke ville være helt ude af den. Han kneb øjnene let sammen igennem brilleglasset for at fokusere på bogstaverne på pergamentet og fik læst siden over, inden han igen fik skriblet sit navn ned satte seglet på ydersiden, da han havde foldet det pænt sammen som et brev. Let vædede han sine læber, som han lagde den hen i bunken til breve, der skulle ud af huset og han satte fjerpennen i sin holder igen. Han kløede sig eftertænksomt over håret, mens så op, for det var anstrengende at læse, så han tog ikke så meget ad gangen. Det med at synet blev dårligere, var vel bare en del af livet som den race han nu havde, så det tog han dog glædeligt med. Brillerne synes han udmærket om og Jacqueline kunne i hvert fald også lide dem, for hun synes altid at skulle kommentere dem, hvilket kun bragte smilet frem i den ellers bekymringsfulde tid. Han elskede hende inderligt og højt og forestillede sig, at det var dem, resten af livet - det ville han i hvert fald kæmpe for. Han tog en dyb vejrtrækning og kom til at tænke på arbejdet igen; når de var kommet godt over den første tid med en nyfødt, så ville han begynde at forberede sig på at sætte deres navn godt og grundigt på det meste, så folk i Imandra ville kende til dem. Han ønskede et stærkt familienavn til dem, hvor folk skulle vide hvem han var og hvad han stod for, og folk skulle kunne lide det og respektere det. Ja, den tanke kunne han godt lide. Da han hørte sit navn, så fjernede han brillerne, der blev lagt på stakken af pergamenter og han var hurtigt oppe at stå. "Ja, kære?" sagde han blidt og nåede hen til hendes side. Han satte hånden af i sengen for at knæle, men mærkede så en fugtig fornemmelse i hans håndflade. Han undersøgte lagenet nærmere og vidste straks, hvad der skulle ske. "Jeg er straks på sagen kære… Det er nu," sagde han, selvom lykken ikke skinnede helt igennem på grund af bekymringen for, om hun overhovedet kunne klare en fødsel? Han rejste sig og forsvandt hurtigt, for han fik tilkaldt Mirry, Joshua og en kvinde mere af staben, der havde stor erfaring med at agere som jordmoder. De havde alle tingene med; håndklæder, lagener, en balje vand og hvad mere der skulle bruges. Han knælede selv ved hendes side.

[Deleted]

Jacqueline elskede virkelig de briller som Lestat gjorde brug af, når han sad og læste. Det var noget som hun kunne bruge timer på at se på, hvis hun skulle være ærlig. Det klædte ham, og det fik ham til at se så sofistikeret ud. Nu var det dog ikke lige det, som hun havde i tankerne, da hun var blevet revet ud af søvnen. Det var nu det skulle ske. Det gjorde ondt, og det rumsterede i det indre. Det som hun faktisk frygtede mest, var at det ikke var noget, som hun havde energien til at gennemføre, for igennem den sidste månedstid, så havde det været stort set umuligt for hende at spise i det hele taget, uden at skulle kaste op igen, så hun frygtede jo faktisk at det ikke var noget som hun kunne gennemføre. Hun blev liggende i sengen og med hånden hvilende mod den temmelig store mave. Selv måtte hun erkende, at hun nu glædede sig til det var overstået, så de igen kunne stå sammen som noget stærkt. At Thomas var røget ud, havde hun fået begrundelsen på, og hun stolede blindt på at Joshua og Mirry kune tage sig af det derfra. Hun stolede nemlig også på Lestats beslutninger, når han tog dem.
Som Lestat knælede ved hendes side, så vidste hun godt, at det skulle være nu, og det glædede hende faktisk at han tog det så pænt, som det han nu gjorde det. Hun sank klumpen i halsen og vendte blikket mod ham, da han igen rejste sig, for at tilkalde Mirry og Joshua og en anden, som skulle hjælpe til. Hun vendte blikket mod ham. Et sted, så var hun virkelig bange for at hun ikke ville kunne klare det! ”Jeg ved ikke om jeg kan..” endte hun med en dæmpet stemme.

Joshua kom hastende, da ordren og beskeden lød. Han kom med en balje vand og en klud, som hvilede over kanten. Selv revet ud af søvnen for at være med til at stå der til synet af sin frues fødsel af barnet. ”Herre..” endte han med en rolig stemme, næsten som han bad om guide til hvordan og hvad han skule gøre herfra, for det var bestemt heller ikke fordi, at det var en situation som man ikke lige kunne sige, at han var vant til at stå i! Han vendte blikket i retningen af hende som hun lå der på sengen. Selv var han jo bekymret for hende, for det så bestemt heller ikke godt ud, hvis han selv skulle sige det!

[Lestat De Lochér]

Lestat var glad for at Jacqueline kunne lide hans brillelook, for han kunne selv godt lide det egentligt. Han følte det hørte til papirarbejdet og det at være handelsmand, og han kunne godt lide det image han fik med det. Dertil så syntes Jacqueline det klædte ham, så det gjorde ham kun sikker på, at det ikke bare var noget dumt noget. At hun blev revet ud af søvnen var jo klart når hun faktisk skulle til at føde i nat. Det var blevet senere end han havde troet, for da han havde hentet Mirry, Joshua og Yelena, så var gangen mørkelagt og gået til ro. Efteråret gjorde det jo tidligere mørkt og det gik stærkt efterhånden, så han kunne ikke rigtigt følge med, eftersom han jo vogtede over Jacqueline hele tiden. Han var hurtigt oppe med Jacqueline igen, mens han afventede dem han havde tilkaldt, hvor han satte sig ved hendes side og tog hendes hånd ganske blidt. Han sendte hende et forsigtigt smil, for han ønskede at støtte hende i dette og give hende troen. Men han vidste de nærede den samme frygt, selvom det ikke blev sagt højt, men han kunne se det i hendes øjne, som hun vel også kunne se det i hans. "Det ved jeg, du kan," sagde han forsikrende. Han smilede forsigtigt til hende, inden han vente blikket om mod Joshua, der kom hastende ind ad døren med en balje vand og en klud.

Efter Joshua kom Mirry selv luntende med en stak håndklæder og nogle tæpper. Så havde de nok til forskellige situationer, for det kunne jo være Jacqueline ville bruge et håndklæde til at tørre sved af panden eller lignende, eller at de skulle tørre op. Hun forventede dog at fødslen ellers ville gå godt, for hun troede på at Jacqueline var stærk nok, det var trods alt hendes frue. Hun bøjede let hovedet for dem begge, først mod Lestat og så mod Jacqueline efterfulgt af et: "Herre… Frue…" Hun lagde tæpperne på gulvet ved fodenden sammen med håndklæderne, hvorefter hun skubbede dynen op omkring Jacqueline, så den kunne varme omkring hendes arme og bryst, men fra midt maven og ned, der var hun fri af dynen. Yelena kom til som den sidste, som var den eneste i staben der faktisk havde forsøgt at støtte Mirry og Joshua siden de var kommet og som havde prøvet at stoppe resten af staben i at tale ned om dem. Hun knejsede let for Lestat og Jacqueline. "Herre, Frue," sagde hun efter hinanden, inden hun gik hen og placerede sig for enden af sengen. "Ligger De rigtigt, Frue? Har De nok støtte i ryggen? Måske er det en idé, at Herren sætter sig bag Dem som fuldt støtte. Jeg klarer det hernede," sagde hun og lagde det op til Jacqueline, hvordan hun ønskede det hele.

[Deleted]

Det var ikke sådan at Jacqueline havde regnet med at vågne, men det var vel ved at være på tide nu? Hun blev liggende på siden. Hun havde virkelig ikke energien til at sætte sig op, så hun vidste jo godt, at hun ville være tvunget til at skifte stilling. Dette var ikke nyt eller ukendt for hende, da hun jo faktisk havde sat en god gruppe børn til verden igennem sin tid sammen med Giovanni, selvom de nok alle sammen var blevet revet fra hende. Hun prustede ganske let og lukkede øjnene. Hun tvivlede virkelig på, om hun havde energien til dette, eller ej, og det var noget som hun faktisk fandt direkte frustrerende! Det gjorde ondt, at man gjorde sig de tanker om sig selv, også fordi at det slet ikke var noget som lignede hende i det hele taget. Hun vendte blikket stille mod Lestat, som knælede ved siden af sengen og Joshua, Mirry og Yelana som kom ind i værelset med deres materialer i hånden, som uden tvivl ville vise sig, at blive en nødvendighed. ”Jeg.. jeg håber virkelig..” Blikket gled i retningen af Yelena. Det var også hende, som havde hjulpet hendes andre børn til verden, så det var en, som hun faktisk stolede på – Og en af de få, som havde fået lov til at blive her, bare for selskabets skyld. Hun rystede på hovedet. Hun lå slet ikke godt nok til at kunne gøre det, og det vidste hun godt. ”Jeg.. jeg vil h-have Lestat bag mig..” endte hun. Hun havde brug for at mærke ham der, og vide, at han ville støtte hende igennem det, for det var virkelig, virkelig vigtigt for hende, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hun gjorde tegn til at ville sætte sig op, også selvom det var skælvende. Hun havde brug for al den støtte, som hun kunne få!

Joshua blev stående. Det var første gang, at han var udsat for en situation som denne. Efter Thomas var røget ud, var der kommet en helt anden ro på tingene, selvom han stadig havde svært ved det hele, og det at han nu styrede det hele. Han synes nu alligevel at det gik okay godt, og den lille gruppe, som havde valgt at blive tilbage, da nogenlunde respekterede ham. Han blev stående med baljen med vand og kluden på kanten, også selvom han bevidst stillede sig tættere på Lestat. Han ville uden tvivl få brug for det. Jacqueline så ikke ud til at have det særlig godt. Han vendte blikket mod dem begge to. ”Det skal nok gå..” forsøgte han opmuntrende, velvidende om, at han ikke havde krav eller retten til at sige noget som helst, men han tænkte højt. Han bad virkelig til, at det nok skulle gå!

[Lestat De Lochér]

Lestat vendte let blikket mod de tre hjælpere, der kom til. Han vidste Yelena var en, der havde her før hans tid, så han var jo kun glad for det, fordi Jacqueline så stolede på hende. Han så dog hurtigt tilbage mod Jacqueline, for han ønskede at stå der for hende hele vejen. Han havde selv hjulpet børn til verden; Jonas og Maggie. Men Junior havde han ikke hjulpet Elanya med, for han havde været i krig da han blev født. Så dette var faktisk kun hans tredje gang, men alligevel bevarede han roen for det, for han vidste jo hvordan det foregik og følte ikke for at gå i panik. Jo mere rolig han var, jo bedre effekt ville det jo også have på Jacqueline og han ønskede jo at lade en god følelse smitte af på hende. De kom bedst igennem dette sammen, det vidste han og derfor var han jo med hende hele vejen. "Og jeg tror på det," sagde han optimistisk. Han blev nødt til at være optimistisk og støtte, for han var altid støttepæl for hende, det havde han jo sagt fra start. Som hun gjorde tegn til at sætte sig op, var han lynhurtigt bag hende hvor han satte sig, så hun kunne læne ryggen mod hans bryst. Han tog begge hendes hænder og flettede sine fingre ind i hendes, som han ønskede at yde hende den optimale støtte. "Og jeg er her, elskede," sagde han dæmpet til hende og trak vejret roligt, kontrolleret og dybt.

Mirry trak selv vejret dybt og stod klar til at springe til, hvis nogle beordrede hende til noget, for hun havde ikke så meget andet at gøre. Yelena var jo vant til det hele og havde hjulpet Jacqueline før, for hun havde jo fået lov til at blive efter Giovannis død. Men hun kunne bedre lide Lestat, måtte hun jo selv indrømme og hun støttede hvordan han styrede huset her. Hun sendte dem et smil, for Lestat trådte jo hurtigt til med at sidde bag hende og det ville nok hjælpe hende meget. Hun spredte blidt Jacquelines ben i den rigtige bredde og skubbede hendes natkjole op, samt hjalp hende af med de våde trusser. Hun var klar, det kunne hun se på hende. "Når De er klar til at presse, Frue… Du kan bedst selv mærke hvornår," sagde hun med sin rolige, myndige stemme. Hun strøg sit hår tilbage og bandt et bånd omkring, så det blev holdt tilbage fra hendes ansigt.

[Deleted]

Jacqueline vidste slet ikke hvordan hun skulle komme igennem dette, hvis det ikke var fordi at hun havde Lestat ved sin side. Han var støttende på en helt anden måde, end det som Giovanni havde været i sin tid, og nu hvor han tydeligt gav udtryk for, at han troede på, at de skulle komme igennem det, så var det også samtidig noget, som smittede en smule af, og noget som hun virkelig godt kunne lide. Hun prustede endnu en gang. Det var virkelig ubehageligt at ligge der, og Yelena var en kvinde som hun faktisk stolede på, når hun bad hende om at gøre ting, for hun havde været der for hende igennem de andre fødsler, som hun havde været igennem. ”J-jeg håber du har ret..” Hun var slet ikke vant til at det faktisk gik så hurtigt. Da hun forsøgte at sætte sig op, og han tog pladsen bag hende, kunne hun da godt mærke, at han havde tabt sig, for han var blevet tynd. Hun bed sig svagt i læben. Den tanke kunne hun bestemt ikke lide, og det var hun bestemt heller ikke bange for at give udtryk for, for det var slet ikke sådan, at tingene skulle være! ”Du… du er blevet tynd..” bemærkede hun. Hun lod Yelena fjerne hendes trusser, hæve hendes natkjole og sprede hendes ben. Det kunne godt være, at det var en yderst sårbar stilling for en kvinde som hende i øjeblikket, men det var slet ikke noget, som hun tog sig af lige nu. Øjnene lukkede hun. Hun glædede sig virkelig til det var overstået. Hvor lang tid der egentlig gik, før den første presseve dukkede op, havde hun slet ikke styr på. Hendes tanker var helt andre steder. Hun spændte i absolut hele kroppen. Hun følte slet ikke, at det var noget, som hun havde energien til! Hun gispede let, inden hun holdt vejret, og pressede, alt hvad hun kunne. Det var virkelig ubehageligt, når hun havde det sådan!

Joshua havde troen og tilliden til, at det hele nok skulle gå, også selvom han slet ikke vidste, hvad pokker han skulle gøre i denne situation, for han havde jo selv ikke stået i en lignende situation tidligere, så naturligvis, var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han tog kluden i baljen og dyppede den godt i vandet, inden han vred den op og tørrede over hendes pande, da presseveen var overstået. Hun så bestemt ikke ud til at have det godt, og den tanke bekymrede ham virkelig, for han kunne slet ikke lide, at se hende på den måde. ”Du klarer det, Frue,” sagde han stålfast. Han holdt jo af hende, som han holdt af Lestat. I hans øjne, havde de reddet ham og Mirrys liv.

[Lestat De Lochér]

Lestat holdt troen stærk på at Jacqueline nok skulle klare sig igennem dette selvom hun havde lagt syg de 2 måneder, som det måtte være. Han ønskede det skulle smitte af på hende, for hvis hun troede i det mentale, så var det også nemmere for hende at holde kroppen med på 'legen'. Han ville stå som den stærke støttende for hende, for hun fortjente intet mindre end det, det mente han da slet ikke. Andre mænd, ville nok have gemt sig i deres arbejdsværelse og overladt det til de ansatte i en lignende situation, men der tog han altså selv affære. For hvis noget gik uventet, havde han da kun sig selv at bebrejde, fordi han havde været til stede. Og når de havde givet hinanden de ord foran en præst og Gud, så kunne han da ikke andet end sidde her med hende. "Det har jeg," sagde han optimistisk, som han fik sat sig til rette bag hende. Han trykkede let omkring hendes hænder, som han holdt, for så havde hun også noget at knuge omkring når veerne kom. Han lukkede kort øjnene og lod næsen let forsvinde ned i hendes hår, som han tog en rolig vejrtrækning sammen med hende. At hun så bemærkede, at han var blevet tynd, var jo ikke ligefrem det han havde ønsket. "Det skal du ikke tænke på, kære," sagde han blidt til hende for at feje emnet til side. Han havde tabt sig i takt med at hun var blevet sengeliggende, fordi bekymringen direkte gjorde så ondt i ham, at han havde mistet lysten til at spise så meget, når hun kastede det hele op. Nu ønskede han bare, at barnet kom ud, så de kunne komme ovenpå igen og blive friske. Han mærkede, at hun spændte i hele kroppen og derfor knugede han sine hænder om hendes. Hun pressede alt hvad hun kunne og taget i betragtning af hun måtte være energiforladt, så synes han alligevel hun klarede det flot. Han smilede taknemmeligt til Joshua, som stod klar med kluden på hendes pande, nu hvor begge hans hænder var optaget. "Du kan jo sagtens kære," sagde han opmuntrende ind i hendes øre.

Yelena holdt godt øje, i det hun kunne se sin Frue spænde i kroppen og dertil pressede hvad hun kunne. Dette var en af de hårdere fødsler hun havde oplevet med hende, men hun var sikker på, at hun kunne klare det. Eftersom dette ikke var første fødsel så var de da så heldige stillet, at barnet ville komme hurtigere ud, hvis der ikke var komplikationer. "Godt, godt… Et eller to mere, så tror jeg næsten barnet allerede er ude!" sagde hun, for hun kunne allerede se toppen af hovedet, så barnet lå da rigtigt om ikke andet. Hun tog en dyb vejrtrækning og afventede næsten ve med spænding, klar til at tage imod hvis barnet var klar til at komme ud allerede. Hun så kort mod Mirry. "Kom med et håndklæde," sagde hun blidt og Mirry reagerede straks, og gav Yelena et håndklæde. Yelena tog håndklædet og lagde klar, til at kunne tørre barnet. Hun havde også saksen med til navlestrengen.

[Deleted]

Det var et sted til Jacquelines held, at hun var den mentaldæmon som hun var, men ikke desto mindre, så var det alligevel vigtigt for hende, at få bekræftet, at han faktisk holdt af hende, og han ønskede at støtte hende igennem det, for det var virkelig vigtigt. At Lestat tog pladsen bagved hende, var slet ikke noget, som hun havde noget imod, for det var et sted også lettende for hende, at det var sådan at det var. Hun følte sig virkelig tryg omkring ham, og hun vidste, at han nok skulle gøre, hvad han kunne, for at hjælpe hende igennem det. Hun nikkede til hans ord, og knugede om hans hænder, nu hvor hun havde dem så stødt i sine. Hun ønskede ikke at han skulle gå derfra. Nej, nu var det sidste inden de skulle blive en familie, og derfor, var det også vigtigt for hende, at vide, at han var der med hende og for hende hele vejen, for det var nu, at hun selv havde brug for at vide, at han var der. Hun nikkede med en rolig mine til hans ord, inden hun tydeligt bed sig i læben. ”D-det skal jeg da.. Du er t-tynd.” Hendes stemme var anstrengende, og det var noget som faktisk gjorde hende tydeligt bekymret, for det var slet ikke sådan, at hun ønskede det! Slet ikke! Hun spændte fast i hele kroppen da hun forsøgte at presse til, alt det som hun kunne. Det resulterede i et halvvejs skrig, for det gjorde jo ondt, selvom hun var udvidet og det hele, og det var bare sådan at det måtte være i den anden ende. Den fugtige klud mod hendes pande, fik hende til at lukke øjnene ganske let. Hun prustede tydeligt og let. ”J-jeg prøver..” Blikket gled mod Yelena. Hun stolede på hende, når hun sagde, at hun var tæt på. Hun nikkede træt og lod igen hovedet glide mod Lestats skulder. At have hans duft i næsen, var noget som gjorde hende rolig, også selvom hendes krop allerede var til dels svedig af anstrengelsen, for det var virkelig hårdt! Igen spændte hun i hele kroppen, hvor hun pressede hvad hun kunne.

Joshua forsøgte virkelig bare at hjælpe, selvom han slet ikke havde nogen anelse om hvad pokker han skulle stille op i denne situation, og det var noget, som han virkelig var træt af, for han hadede, når han ikke vidste noget som helst! Han tørrede roligt Jacquelines pande og trak sig igen for at fugte kluden. Alene om det, kunne man bestemt ikke sige, at hun var, og det var vel et sted også lettende for hende? Tungen strøg han over læberne. Var hun allerede så langt henne? ”Vi… vi er her alle sammen..” forsøgte han trøstende. De var der jo alle sammen til at støtte hende.

[Lestat De Lochér]

Lestat var glad for hvordan det hele virkede til at gå. Nok var Jacqueline udmattet, men hun fandt alligevel en styrke til at skulle komme igennem og så holdt han troen oppe på, at det hele også skulle gå godt for dem. Han sad bag hende som den store støtte og han ville blive siddende der hele vejen. Han elskede hende inderligt og hvis han kunne være med til at give hende styrke, så var det ham også kun en glæde, at han kunne bidrage med den effekt. Det gjorde ham intet at hun knugede om hans hænder, for han holdt jo selv godt fast om hende nærmest i frygt for, at hun skulle glide væk, så det var betryggende for ham at hun knugede om hans hænder. Han trak vejret roligt, for det nyttede jo ikke noget hvis han fik en tung vejrtrækning også. Han prøvede også at indpasse sin vejrtrækning efter hendes, så hun ikke mødte modstand på den måde. Han bed sig let i læben og kyssede hende blødt i håret, som han blev siddende i samme stilling bag hende. Han sukkede let da hun blev ved med, at han var blevet tynd. "Du skal ikke tænke på det nu," ændrede han så, for lige nu havde de trods alt noget vigtigere i gang. Skriget nåede hans øre, men han tog ikke så meget af det, for han havde været med til fødsler før. Han var bare glad for, at han ikke skulle være i hendes situation. Han nikkede let og trak vejret dybt og afmålt bag hende, som hun lod hovedet glide mod hans skulder. Hun var ganske vist varm og svedig, men det var bedre end hvis hun var kold, så han priste sig lykkelig så langt da det tegnede godt. "Og du gør det fantastisk," sagde han dæmpet til hende. Han knugede om hendes hænder, da hun spændte igen og pressede alt det som hun kunne. Var det barn ikke snart ude?

Yelena holdt godt øje med barnet, der var ude til omkring skuldrene og hvis Jacqueline pressede hårdt nok, så kunne barnet faktisk være ude med det samme. Hun vædede let læberne uden at fjerne blikket, for det var jo ikke ligefrem noget hun ikke havde set eller oplevet før. Hun havde selv født børn, som hun desværre ikke så mere og hun havde jo hjulpet alle Jacquelines andre børn til. Men denne gang virkede det mere specielt, fordi Lestat sad som en støttepæl bag Jacqueline og det glædede hende. Da Jacqueline pressede igen, så endte barnet med at komme ud og hun havde hurtigt fat om det. Hun klippede navlestrengen eftersom Lestat var travlt optaget og svøbte barnet ind i håndklædet, hvorefter der straks kom et hyl - det fantastiske tegn på liv. "Det er en pige!" sagde hun begejstret og smilede til Jacqueline og Lestat. Hun rakte pigen ud mod Mirry, der forsigtigt tog imod, for hun havde aldrig holdt et barn. Mirry tog pigen i sine arme og smilede, som hun tog et tæppe og pakkede omkring barnet også, så det kunne holde sig godt varmt. "Hun er smuk," sagde hun betaget og så også mod Lestat og Jacqueline. Yelena kom dog hurtigt på bane igen, for det så ikke ud til at moderkagen var klar til at komme ud og Jacqueline virkede langt fra til at være færdig. "Jeg tror… der er et barn mere, Frue," sagde hun og så op mod Jacqueline, hvad hun selv kunne føle.

[Deleted]

Jacqueline kunne tydeligt mærke, at Lestat ikke var, som han plejede at være, og det var naturligvis noget, som gjorde hende direkte bekymret, og det var slet ikke noget, som hun kunne lide! Øjnene lukkede hun i, som hun tydeligt prustede. Det var ikke bare at trække vejret, men nærmest små hiv efter det, nu hvor de endelig var i gang. Yelena havde været en nær veninde igennem de sidste mange år, og nok et af de eneste selskab som hun havde haft, inden Lestat var kommet ind i hendes liv. Hun lukkede øjnene let, og gemte sig nærmest ind mod Lestat. Hans duft gjorde hende mere tryg og det var behageligt, at have ham siddende der, for det havde Giovanni ikke gjort, også selvom det slet ikke var den tid, som hun ønskede at skænke så meget som en tanke mere. Nej, det var noget som hun var færdig med for resten af sit liv, for det var slet ikke noget som gavnede hende mere, når hun nu havde fundet det bedste af det bedste, og noget, som hun slet ikke ønskede at slippe! ”D-det er h-hårdt..” hviskede hun med en dæmpet stemme, for det kostede hende virkelig frygtelig meget energi, og det var næsten ubehageligt! Hun pressede det, som hun kunne og da barnet forlod hende, så var det selv med et halvvejs skrig. Lyden af babyskrig fyldte hele rummet, inden hun selv faldt en kende mere til ro, også selvom hun kunne mærke, at hun slet ikke var færdig endnu. Skulle de have tvillinger..? Hun vendte blikket mod Mirry som kom til at stå med den lille pige i sine arme. ”P-pas på hende..” bad hun med en dæmpet stemme. Hun vendte blikket kort mod Lestat. Hun var virkelig ved at være træt! ”T-tvillinger.. Vi skal have t-tvillinger..” Hun lænede sig godt tilbage, inden hun igen klemte af alle kræfter i hans hænder, idet hun igen begyndte at presse. Hun ville have det overstået!

Joshua blev stående, næsten, som var han blevet forstenet af den situation som de befandt sig i, for han havde aldrig nogensinde været udsat for noget lignende! Hans hjerte slog fast mod hans bryst. Synet af den lille pige, som blev placeret i Mirrys arme, fik ham til at smile. Det klædte hende faktisk at stå der med en lille baby. Han vendte sig derefter mod Jacqueline og Lestat igen. Hun klarede det godt på trods af hendes tilstand, og det var jo ikke underligt, at hun virkelig var ved at blive træt. Han fugtede kluden endnu en gang, og tørrede den over hendes pande. ”De kan klare det, Frue,” roste han hende. Den lille pige var i alle fald skøn, så det var han også sikker på, at deres nummer to ville blive!

[Lestat De Lochér]

Yelenas sidste ord var noget som direkte gav Lestat store øjne, for det at de skulle have tvillinger, var jo intet de var forberedt på! Det satte dog alligevel en glæde i ham, for når de så havde overstået nu, så ville da jo have to perfekte børn. Så behøvede Jacqueline egentligt ikke føde flere, for det havde jo slet ikke været meningen at få børn; han følte det bare som en kæmpe gave. Han smilede stort og svandt kort ind i sine tanker, selvom han hurtigt vendte tilbage. Den lille pige i Mirrys arme, var hans datter og hun så jo sund ud. Hun græd friskt og det var jo kun et godt tegn, det vidste han jo trods alt. Nu skulle den næste lille også bare ud og når gråden der fyldte rummet, så ville det være glæde uden lige. Men nu hvor de ikke var helt færdige, så trykkede han fast omkring hendes hænder igen. Han sank en let klump og var glad for, at han havde en smittende effekt på hende. Når der var to børn, så kunne han jo godt se hvorfor det havde sengelagt hende, for det måtte jo være hårdere med to babyer fremfor ét. Han indåndede let hendes duft, hvor han selv kunne dufte det var blevet mere svedigt, men hun duftede nu stadig meget godt. Han trak vejret dybt bag hende og mødte Jacquelines blik, selv med den største glæde i hans øjne. Hun så træt ud, men det var jo også forståeligt, men snart var de jo færdige, det vidste han jo. "D-det er jo fantastisk," sagde han varmt til hende og lukkede let øjnene. Han modtog stødt hendes hænder, der klemte af alle kræfter omkring hans og hun pressede igen.

Yelena smilede, for hun var glad for at det hele gik godt, nu hvor Jacqueline jo havde lagt syg den sidste tid af graviditeten. Men det var jo forklarligt når hun skulle have tvillinger - igen endda. Hun tog selv hurtigt et nyt håndklæde nu hvor Mirry stod med armene fulde og hun lagde det parat. Fruen pressede igen og hun ventede i spænding på, at det næste barn skulle komme ud. Hvor lang tid der gik, vidste hun ikke, men det tog ikke mange minutter, jo nærmest kun sekunder, før næste pige fulgte og derefter moderkagen - Jacqueline var altså færdig. Hun klippede navlestrengen på det nyankomne barn og svøbte pigen ind i håndklædet og derefter et tæppe. "Endnu en pige," sagde hun kærligt og så på Jacqueline. Hun var glad på deres vegne. "Tillykke... I har nu to sunde piger," sagde hun fast og gik hen til Joshua, som hun rakte barnet til. Da han havde taget imod, så fik hun fjernet moderkagen fra sengen i et håndklæde. Hun hjalp Jacqueline med et samle hendes ben let og trak dynen ned over hende igen.

[Deleted]

Et sted så frygtede Jacqueline lidt, hvordan Lestat ville reagere, hvis han vidste, at de afventede tvillinger. Hun vidste, at hun havde anlægget for det, for sidst hun havde været gravid, havde det lige så været med tvillinger, men det havde bare ikke været så slemt, som det havde været denne gang. Det var et sted ikke særlig underligt, at hun var sengeliggende, for det havde uden tvivl været en forbandet hård omgang denne gang! Sveden piblede ned af hendes pande, og med en tydelig og voldsom sitren i hendes krop. Det gjorde ondt, og hun følte slet ikke at hun havde energien til at presse mere. Det gjorde ondt, og hun var virkelig træt! ”D-det er h-hårdt..” Glæden måtte vente til senere, for hun var ikke ligefrem i en situation lige nu, hvor det var en tanke, som hun kunne tænke meget over lige nu! Hun pressede flere gange, for at få den sidste ud, og idet at den slap og forlod hende, kollapsede hun direkte ind mod ham og med endnu et kraftigt gisp. Det sitrede i hele kroppen. Tøsen gav sig straks til at skrige, som sin ældre storesøster. De var begge sunde og raske. Jacquelines øjne gled i for en kort stund. Hendes krop var svedig, hun følte at hun kogte op, og hun var virkelig, virkelig træt! Hun sank klumpen og tvang øjnene op. Hun ville se dem. Hun ville se sine elskede små døtre! Hun slap skælvende Lestats hænder og rakte mod sine børn, som hun vidste at Joshua og Mirry nu stod med. ”Lad mig holde dem..” bad hun. Som det var lige nu, så var hun ikke i stand til at tage sig af dem, og derfor var afhængig af den hjælp som hun havde omkring sig.

Joshua vendte blikket næsten chokeret mod Yelena, da hun rakte den nye lille pige til ham. Han satte karet fra sig og kluden med, inden han tog imod den lille pige. Automatisk kom hans skuldre op til ørene, og han stod uden så meget som at røre sig. Den lille pige skreg lystigt op. Et sted var hun vel klar over, at det var forkert sted? Med rolige skridt, så søgte han hen til sengen, inden han yderst forsigtigt, lagde den lille pige på Jacquelines bryst. ”Tillykke med dem. De er virkelig smukke,” sagde han med en rolig stemme. Han mente det jo faktisk!

[Lestat De Lochér]

Lestat tænkte allerede i hvordan de kunne få lavet børneværelset nemmest om til to og han havde også en plan i sit hoved. Han havde hørt hende sige det, fordi hun havde født tvillinger før, men han troede da det ikke, at det kunne ske dem. Men det gjorde det og han var faktisk bare dobbelt så lykkelig, hvis det overhovedet var muligt for ham. Han nikkede let til hende som hun igen klagede over det var hårdt. Han kunne ikke forestille sig hvor hårdt det måtte være, for det var slet ikke en smerte eller udmattelse han kunne sætte sig ind i. Han nikkede let og kyssede hende blidt i håret. Han trak vejret afmålt for at holde koncentration ved lige og holde hende beroliget, for det virkede jo godt havde han fundet ud af. Da den nye pige kom, så måtte han selv slippe en tåre af ren glæde. Det var overstået nu, alle var i live og han kunne ikke være mere glad. Han var blevet far igen og det gav ham en velkendt varme, han huskede fra førhen. Han slap hendes hænder og mærkede hvor varmt det egentligt havde været. Han blev siddende bag hende, for så havde han godt udsyn til de små kære og han nød at sidde her med sin elskede. Han smilede taknemmeligt til dem alle og synes at Mirry og Joshua tog det utroligt pænt. Han vidste det havde været en førstegangsoplevelse for dem begge og de klarede det godt. Joshua havde været en stor støtte med kluden og Mirry havde taget det i stiv arm og taget sig godt af den første pige. Da Joshua kom hen med den sidstfødte, så smilede han bredt og gned sig i øjnene. Han var selv træt og mærkede tårerne presse på igen af glæde. "Hvor er det f-fantastisk," sagde han med en blød stemme og var helt varm indeni. Mirry kom hen med den førstefødte pige, som også blev lagt ved Jacqueline, så hun kunne have begge piger ved sig. "Tillykke," sagde hun selv helt blødt i knæene, for de var virkelig smukke. Han smilede taknemmeligt til Mirry og Joshua. "Tak… I må gerne gå," svarede han med et smil og så ned over Jacquelines skulder mod de to kære piger, der var faldet til ro hos deres moder. Han kyssede hende på siden af hovedet og lod armene falde omkring dem alle med en stor kærlighed. "Jeg er helt tom for ord… Har du nogen idéer til navne?" spurgte han og så eftertænksomt.

Yelena smilede varmt, da hun havde dækket Jacqueline til igen. Nu skulle de have ro og være sammen med børnene, indtil de for første gang skulle give dem tøj på, Jacqueline skulle amme når hun fik energien og det hele var jo bare idyllisk syntes hun. Hun så til, som Mirry tog Joshua med sig og gik, men hun ville dog blive, hvis Jacqueline fik brug for hende. "Har I brug for noget?" spurgte hun høfligt til dem.