Worried sick

[Deleted]

Jacqueline var virkelig ved at blive træt, og det var vel heller ikke så underligt, ovenpå et længere sygdomsforløb? Det var ikke fordi, at hun havde det særlig godt, og derfor kunne det godt være, at de ville være lidt mere afhængig af Yelena end det, som hun havde været førhen, men det var kun fordi at det denne gang var tvillinger, og svangerskabet ikke ligefrem havde været noget at prale af, men derimod noget, som hurtigt kunne have kostet hende livet. Følelserne var overvældende. Ikke bare det faktum, at hun nu var færdig med det, som man kunne kalde for det værste, men også fordi, at hun nu stod i den situation at hun igen skulle være mor, og denne gang, var det faktisk en tanke som glædede hende mere end det, som hun faktisk var i stand til at beskrive, og for hende, så var det virkelig lettende, at det var sådan at hun havde det, for det var virkelig vigtigt når det kom til hendes liv sammen med Lestat. Hænderne slap hans, idet hun rakte ud mod sine børn. Naturligvis ville hun gerne holde dem og mærke dem ved sig.. Mærke resultatet af det ellers så ekstremt hårde arbejde. Hun tog imod Lestats kys, hvilket kun fik hende til at smile. Det var takket være ham, at hun var kommet igennem det, for det ville hun ikke have været ellers. ”T-tusind tak for h-hjælpen, Joshua og Mirry,” sagde hun med en dæmpet og træt stemme, da hun vendte blikket mod begge sine elskede børn. De var virkelig smukke, og nu hvor de faldt til ro ved hende, så kunne hun for alvor finde den glæde, som hun ikke havde været i stand til at finde førhen. ”Jordens smukkeste børn..” sagde hun med en dæmpet stemme. Navne var ikke lige det, som hun havde i hovedet lige nu. Hun så blot til som Mirry og Joshua forlod soveværelset. De havde klaret det utrolig godt begge to, og hun var virkelig taknemmelig for deres hjælp. Hun trak vejret dybt, inden hun vendte blikket mod Yelena. ”Jeg kommer til at få brug for din støtte og hjælp igennem den første tid, til jeg genfinder min energi,” fortalte hun ærligt. Hvis der var nogen, som hun turde overlade den rolle til, så var det uden tvivl Yelena. Øjnene lukkede hun roligt i, inden hun vendte blikket mod Lestat. Hun kyssede hans kæbe. ”Jeg ved det virkelig ikke.. De er virkelig de smukkeste børn, som jeg nogensinde har set..” Hun var virkelig tom for ord.

[Lestat De Lochér]

Lestat priste sig virkelig lykkelig for, at Jacqueline havde overlevet, for han kunne jo ikke ligefrem benægte, at han havde følt frygten for det. Men han havde troet på det modsatte og støttet hende hele vejen, så det at hun stadig lå der og trak vejret godt mod hans bryst, gjorde ham kun lettet. Nok var hun træt, men nu var hun også igennem fødslen og de kunne kun se fremad med to sunde og raske piger. Han smilede som et fjog, for han kunne da ikke lade vær med alle de følelser, der væltede op i ham. Han skulle være far igen og denne gang, ville han på ingen måder fejle. Det var alt for de børn, alt for Jacqueline og sådan måtte det jo være, for han agtede ikke at miste flere børn. Han ville se dem vokse op, blive voksne og selv få børn, så han kunne være morfar og vide det. Sent havde han jo fået at vide, at han var farfar, og den glæde sad stadig i ham. Alt var en gave og det hele havde fulgt med Jacqueline, så han kunne ikke være mere glad og tilfreds. Han så mod sine børn, som han holdt armene omkring dem alle, for dette var virkelig fantastisk. Han vendte blikket efter Joshua og Mirry, da de smuttede ud af døren, for han var glad for de havde stået der og været der. De fortjente oplevelsen og de havde jo gjort det godt og taget det pænt. Han så igen ned på de to piger der var faldet til ro og vist allerede sov igen. De var virkelig jordens smukkeste børn, det måtte han da sige og det var virkelig fantastisk. "Det har de fra deres mor," komplimenterede han i hendes øresnegl og smilede stort til hende. Han havde ingen navne på tungen sådan umiddelbart, så måske de skulle vente til noget faldt dem ind fremfor at fremtvinge det. Han fjernede en tåre igen, for han kunne snart ikke holde dem inde af den lykke det strålede ud af ham. Han modtog Jacquelines kys og lukkede let øjnene, som han tog en dyb vejrtrækning. "Jeg ved det heller ikke," sagde han med et smil på læben.

Yelena foldede let hænderne foran sig og smilede til dem. Den lykke de havde, var noget som hun inderligt måtte misunde, men det var ikke noget hun satte imod dem. Hun var bare ked af, at hun ikke havde mulighed for at se sine børn. Men det gav hende lykke og lappede såret, at Jacqueline var så lykkelige med sine to nye piger. "Selvfølgelig, Frue," sagde hun og bøjede let hovedet. Hun gik hen til baljen med vand der stod endnu og vaskede hendes fingre og tørrede dem af i et håndklæde der var tilbage. Derefter tog hun båndet ud af sit hår og lod håret falde omkring hendes skuldre igen, nu hvor fødslen var ovre. Hun skubbede sig op at stå igen og sendte dem et smil. "Når De vil sove, så skal jeg nok lægge dem i seng," sagde hun til Jacqueline.

[Deleted]

Jacqueline havde klaret det, også selvom hun allerede vidste nu, at det var fordi, at Lestat havde været der. Støtten var noget helt andet, end det som hun havde været udsat for tidligere, så det var uden tvivl lettende. Begge piger var faldt til ro ved dem, og det var virkelig vigtigt for hende at de var sammen om det alle sammen, for ellers vidste hun da slet ikke hvordan hun ellers skulle klare det, for det var bestemt heller ikke fordi, at det var nemt i sig selv, og så meget vidste hun da udmærket godt. Den skønhed som begge piger tydeligvis måtte have, var bestemt ikke bare noget som kom fra hende, men i den grad også fra hendes elskede mand. Hun sukkede dæmpet. Selv var hun virkelig, virkelig træt, og kunne falde i søvn nu hvis det skulle være, selvom det nu heller ikke var noget, som hun kunne sige, var det mindste interesseret i lige nu. Hun ønskede at tænke over navne.. Det var slet ikke noget, som hun havde tænkt over i det hele taget. ”Det har de også fra deres flotte far,” sagde hun med en ærlig stemme. Tungen strøg hun over sine læber, inden hun lod hovedet søge tungt ind mod hans krop. Han var virkelig, virkelig træt. Hun nikkede til Yelena. ”Søg til dit kammer. Du behøver ikke sidde på sengekanten, til jeg falder hen,” påpegede hun med en træt stemme. Blikket gled igen mod de to små skabninger, som hun havde liggende på sit bryst. Børnene var for nu ganske rolige, og det var noget som faktisk passede hende ganske fint, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Kysset plantede hun på deres små hoveder, inden hun igen lagde sig til rette. ”Jeg kan godt lide navnet Soraya,” begyndte hun endeligt. Det var et navn som Giovanni altid havde skudt i sænk, men noget som hun igen alligevel vovede at trække en smule frem. Hun vendte blikket mod ham. Hun ville gerne høre hans ærlige mening om tingene, for hun ville heller ikke bestemme alt – som hun heller ikke ville lade ham om at gøre det naturligvis. ”Du har ikke nogen, som du har været glad for..?” spurgte hun videre, inden hun igen stille vendte blikket mod ham.

[Lestat De Lochér]

Lestat måtte smile, for han var så lykkelig og lettet som aldrig før. Det hele var fantastisk med Jacqueline, hvor de nu rigtigt kunne starte deres familie, når de to piger var kommet til. Det hele var en stor gave og han havde jo aldrig forestillet sig, at han kunne få dette som han havde nu. Han trak vejret roligt, for der var jo ingen andre følelser der beskrev det hele bedre. Det hele var idyllisk for dem, tilværelsen var ubeskriveligt god og han elskede det hele. De var sammen om dette og han ville stå der hele vejen, for hende og for hans børn, for der var ingen tvivl om at de var hans første prioritet. Han mente at pigernes skønhed kom fra hende, det kunne der vist ikke være tvivl om, men hun måtte vel mene det omvendt var han sikker på. Han følte sig faktisk selv træt, for det var jo udmattende at stå så stærkt og være så psykisk på, som han havde været. Han lo let ad hendes ord og kyssede hendes kind blidt, som hun nævnte, at de også havde skønhed fra ham. "Så må de jo blive de flotteste børn i Imandra," sagde han med et drilsk smil på læben. Hvis de begge synes hinanden var flotte, så måtte børnene jo blive de smukkeste i miles omkreds. Tanken gjorde ham nu ikke det værste, for han ønskede at hans børn skulle have de bedste chancer og det havde man jo, hvis man var smuk og havde et særpræg. Han lukkede armene trygt omkring sine piger, dem alle tre, og nød virkelig dette øjeblik. Det føltes virkelig godt at blive far. "Vi skal nok klare den i nat, Yelena," forsikrede han hende om, da hun lignede en der skulle til at spørge ind til det. Hun nikkede bare, nejede høfligt og listede ud af deres værelse og søgte mod sit eget kammer i stedet. Han smilede tilfredst, for mon ikke de kunne finde ud af at passe deres to piger selv i nat, uanset hvor trætte de så var. Han lod hovedet hvile mod hendes, mens han bare holdt øjnene mod de små piger. Han trak vejret dybt og lod hende bare lægge sig til rette, for han sad faktisk selv godt til at kunne støtte hende. "Det er smukt," sagde han som det første. Uden tøven, for Soraya lød som et virkelig godt navn. Specielt og passede lige ind i familien om ikke andet. Han pegede på den pige, der var kommet ud først. "Det skal være hende… Hun ligner en Soraya," sagde han og nikkede. Han så på den lidt mindre pige, der var kommet ud sidst, selvom de næsten var lige store. "Lenore," sagde han så, da det faldt ham ind, da han betragtede den lille pige.

[Deleted]

Med Lestat ved sig, var Jacqueline sikker på, at de nu godt kunne klare pigerne om ikke andet, så for den næste stund. Hun havde brug for at føle sig vel, og at være en smule sammen med ham, for det var der ikke rigtigt noget, som der havde været tid til igennem den sidste tid. Det ville uden tvivl blive de smukkeste piger i hele landet. Også fordi at det var deres. Der var ikke noget, som kunne beskrive det meget bedre end det, så det i sig selv, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Øjnene lukkede hun roligt i for en kort stund, inden hun tvang øjnene op igen. Kyssene og det at snakke sammen på den her måde, var ikke noget, som de havde gjort igennem et langt stykke tid nu. Hun havde jo også brugt mesteparten af tiden på at ligge og sove. ”Du får mange mænd at jage bort fra døren, skat,” sagde hun med en morende stemme. Pigerne var stort set allerede faldt i søvn ind mod dem, og nu hvor de lå der med både mor og far, så var det bestemt heller ikke fordi, at det var noget, som egentlig gjorde hende noget som hest, hvis hun nu endelig skulle sige det. Navnet Soraya var et navn, som hun altid havde været glad for, men aldrig havde fået lov til at kalde sin datter. En af de to, som hun havde bragt til verden tidligere. Ikke fordi, at det var noget som hun ønskede at snakke om, hvis hun ellers kunne blive fri for det. Meget af det, var egentlig noget ,som hun bare gerne ville glemme. ”Jeg er virkelig glad for, at du kan lide det. Så.. Soraya? Den ældste?” Selvom der måske ikke var mere end nogle minutter som skilte dem fra hinanden, så gjorde det ingen forskel for hende. Hun smilede let for sig selv, da han selv kom med forslaget ’Lenore’. Selv et navn, som lå rigtig godt på tungen. Hun lagde sig godt til rette ind mod ham og med en lettelse. De skulle blive en tæt lille familie, og det var et mål for hende. Ingen tvivl om det. ”Soraya og Lenore Gerardiaq De Lochér,” sagde hun med en stemme præget af ren og skær lettelse og glæde. Hun kunne virkelig godt lide den tanke!

[Lestat De Lochér]

Lestat tvivlede ikke på, at de kunne klare pigerne selv. I nat i hvert fald, for de ville forhåbentligt sove og lade deres moder få noget søvn, inden at de blev alt for krævende for Jacqueline. Heldigvis kunne de jo tilkalde Yelena, som han vidste ville stå der for Jacqueline og passe børnene om nødvendigt, som det med stor sandsynlighed blev. Han nød at være her så tæt på sin elskede, for de havde ikke haft meget tid sammen på grund af hendes sygdom. Han havde selvfølgelig passet hende og siddet ved hendes side, når hun havde været vågen, men hun havde jo sovet meget. Pigerne var det dejligste der kunne ske og de kunne nu rigtigt blive en familie, som han ønskede. Han ville ikke svigte denne gang, men gå hele vejen, for det var dette han havde valgt nu og det var dét, hans liv gik ud på. Hans piger skulle blive de stærkeste, smukkeste piger nogensinde og han ville stå der for dem som en beskyttende farmand. "Ja," sagde han med et lettere opgivende suk, selvom et morende grin fulgte bagefter. Tanken ville han ikke tænke på nu, for det ville uden tvivl blive frustrerende når hans piger blev store nok til at finde fyre, der kunne blive forelskede i. Nu var de så små og skrøbelige, og sådan ville han nok altid se dem. Pigerne sov godt ind mod deres mors bryst og han nød virkelig synet og følelsen. Navnet Soraya som Jacqueline var kommet med var jo et fantastisk og unikt navn som lød godt til efternavnet, så det kunne jo næsten ikke være bedre. "Ja, Soraya til den ældste," sagde han med en stolt stemme, for det var jo et virkelig godt navn synes han. Jacqueline godtog Lenore navnet og han smilede; Nu havde de jo også begge haft noget at sige til navnene. Han trak vejret roligt og glædede sig til deres kernefamilie, for det var en virkelig god tanke. "Det lyder fantastisk godt," sagde han blidt mod hendes øre. Han kom til at gabe mod hendes øre og sukkede, som han let rystede hovedet for at få det væk. "Skal jeg lægge dem over i seng? Den var beregnet til en, men stor nok til to," sagde han med et skævt smil. De havde begge brug for at sove indtil de små ville vågne op og kræve deres første måltid. Og børnenes seng var jo maks 2 meter fra deres seng.

[Deleted]

Jacqueline havde været ude for tvillinger før, så hun vidste udmærket godt hvor krævende de ville ende med at blive. Det eneste, som hun egentlig kunne håbe på, var jo naturligvis at de ikke ville være så krævende, som de sidste hun havde været tvunget til at opfostre, mens Giovanni havde taget sig af arbejdet. Hun ønskede faktisk, at dette skulle blive et fællesprojekt, og ikke noget, som hun skulle stå med alene, og det var noget som faktisk var noget som hun vægtede frygtelig, frygtelig tungt. Børnene virkede forholdsvis rolige, men selv hun vidste, at det hurtigt kunne vende, og det var det, som hun et sted var lidt bange for, for hun var virkelig træt, og virkelig udmattet, og det var også noget, som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun smilede let for sig selv. ”De store hjerteknusere i Imandra.. De er virkelig yndige..” Selv var hun virkelig betaget af de små piger, som lå og sov på hendes bryst. De var kommet godt til verden, og det hele var gået så fint, så det kunne heller ikke blive bedre. Soraya ville blive den ældste og Lenore ville blive den yngste. Selv måtte hun erkende, at det var navne, som hun virkelig godt kunne lide, så det i sig selv, var heller ikke noget som sagde så lidt. Smilet bredte sig let på hendes læber. ”Vi er blevet en familie, Lestat.. Vi har fået verdens to mest skønne døtre,” sagde hun med en tydelig lettet stemme, for den tanke i sig selv, var noget som virkelig gjorde hende glad. At han også var træt, forundrede hende ikke, også fordi at han virkelig knoklede, da hun havde ligget i sengen, og derfor have stået med det hele selv, samtidig med, at han skulle tage sig af hende, også selvom det slet ikke var noget, som hun brød sig om i det hele taget. Hun endte dog med at nikke. ”De.. de skal nok ned i sengen ja. De kan godt ligge der begge to,” sagde hun roligt. Hun ville jo også gerne ligge lidt der sammen med ham. Hun kunne jo næsten ikke huske hvordan det var at ligge og hvile i hans favn, så det var noget, som hun faktisk måtte erkende, at hun virkelig manglede og savnede. Uden tvivl! ”Jeg har brug for dig lidt på egen hånd..” sagde hun tydeligt træt. Han var ikke den eneste, som var træt her!

[Lestat De Lochér]

Lestat var sikker på, at han ikke havde fået tvillinger før, for han mente bestemt ikke nogle af hans børn havde en tvilling. Hvis en havde, så var det i hvert fald noget som han ikke vidste noget om. Han vidste hvor hårdt et spædbarn var, så at de nu havde to måtte jo kun betyde det dobbelt arbejde, som måske ville føles tre eller fire gange hårdere end normalt. Han ønskede at hjælpe Jacqueline med det, for han ville ikke have at hun skulle stå selv med det. Han vidste at Yelena ville stå der for Jacqueline ligeså, så der havde hun jo én ekstra at trække på, hvis han ikke kunne følge med. Han ville sætte arbejdet bagud de første måneder her, men han havde også en drøm om at plante deres navn på landkortet, så det måtte han også føre ud i livet når deres små piger var lidt større og mindre krævende. Men ellers var de hans førsteprioritering og han ville smide alt han havde i hænderne for dem, den næste tid og indtil de blev voksne og forlod reden. "Helt klart… Og mændene skal forbi mig først," sagde han med et morende smil på læben og så ned på de dejlige piger, der lå og sov ved deres moders bryst. De så dejlige ud i deres små tæpper og han glædede sig virkeligt til alle de første ting; første lyd, første ord, første kravl og første skridt. Han smilede stort og så virkelig bare frem til deres kernefamilie og fremtiden. Soraya og Lenore var perfekte navne til deres små perfekte piger og han kunne virkelig godt lide det hele. "Vi var en familie, da vi sagde ja til hinanden foran en præst… Nu er den bare udvidet," sagde han varmt til hende og nikkede. Han var enig i, at de havde verdens skønneste døtre; de var hele hans verden sammen med Jacqueline. Han trak vejret roligt, for han var faktisk ved at være træt og ved at falde lidt i dvale over at have siddet stille så længe. Han hjalp hende op at sidde og støttede hende, mens han selv kravlede ud bag hende og lod puderne støtte hende i stedet. Han løftede først Lenore op i sine arme, for han turde ikke bære dem begge på samme tid. Han bar hende hen i seng og fik hende ud af håndklædet og tæppet og gav hende sit første rigtige tøj på. Først en stof-ble og dernæst en natdragt. Derefter puttede han hende under dynen. Han kom hen til Jacqueline bagefter og kyssede hendes pande, inden han også løftede Soraya og bar hende hen til sengen. Han gav hende samme tur med at komme ud af håndklædet og tæppet, og gav hende også en stof-ble og en sød natdragt på. Han puttede Soraya under samme dyne som Lenore, blot i den anden ende, så de lå med benene mod hinanden i sengen. Han fjernede en tåre fra sin øjenkrog igen og gik tilbage til Jacqueline igen. "Så er de puttet," sagde han blød om hjertet. Han kravlede op i sengen, alt for træt til at tænke på at der var lidt snask i fodenden. Han tog hende ind i sin favn og lagde sig tæt med hende, for nu ville han bare sove så længe freden var her. Der gik ikke længe, før han sov.

//Out.

[Deleted]

Jacqueline var træt, men nu hvor hun kunne ligge og tænke over, hvad de egentlig havde bragt til verden, så kunne hun slet ikke lade være med at smile og finde den lykke frem, som stod så tydeligt ud af Lestat. Hun havde født tvillinger en gang tidligere, og måske at det var temmelig hårdt sagt, men det var ikke en tid eller et ægteskab, som hun ønskede at tænke yderligere over. Hun sukkede dæmpet og lagde sig godt til rette ved ham. De havde nu to fantastisk dejlige piger, at skulle tage sig af, og hun ønskede uden tvivl at gøre det så godt som muligt, og nu hvor det jo også var et fællesprojekt, hvori hun havde stået med børnene sidst under hendes forrige ægteskab – Før den opgave som hun var blevet sendt på om ikke andet. Hun kunne meget bedre lide det her. Smilet bredte sig på hendes læber. ”Se.. du får dit at se til, når vi engang står med teenagere,” påpegede hun med en drillende stemme, for løgn var det jo heller ikke ligefrem. I det store og hele, så var hun virkelig bare.. glad, og det var det eneste, som var det hun tænkte over lige i øjeblikket. Nej, det var lettelsen over at det hele var overstået, og de nu var en lille familie med noget så værdifuldt som to små børn. Soraya og Lenore.. Det var jo også de mest fantastiske navne til deres fantastiske piger. ”Du har ret.. Og nu kan vi endelig tilbringe mere tid sammen, uden at jeg skal ligge i sengen,” sagde hun roligt. Det krævede måske lidt hvile for hendes vedkommende, men hun kunne komme ud af sengen nu, og det var den tanke som hun trøstede sig med. Hun lod uden tøven Lestat rejse sig, så han kunne tage børnene og føre dem hen i sengen som stod lige ved. Lenore lod hun ham tage først. Selv morende over, at han ikke bare tog dem begge, men det var vel også frygten for at tabe dem? Kysset fik hende til at smile. ”Du gør det nu godt,” sagde hun morende, da han tog den sidste. Det var næsten.. underligt, at de nu var væk, men ikke noget som gjorde hende noget. Hun lagde sig selv godt til rette og lagde sig helt ind til ham, da han lagde sig i sengen ved siden af hende. ”Det her har jeg savnet..” hviskede hun træt. Hun kyssede roligt hans læber. Det varede dog ikke længe, før søvnen for alvor tog hende og rev hende med sig til drømmeland.

//Out