The view

[Sephiran Acheron]

Efterhånden var Dvasias blevet så ensformig og kedelig, at Sephiran var nødt til at søge ud over landets grænser. Han ønskede ikke at tage mod Manjarno, så han begav sig mod Imandra i stedet for. Han ville tage den gennem bjergpasset, for det var smukkest og det var længe siden, at han havde taget den tur om ikke andet. Nu hvor Kimeya var tilbage, havde Sephiran tilladt sig at bede om fri til at tage ud af Dvasias, fordi han virkelig havde brug for at se noget anden, inden at han endte med at springe noget i luften. Han havde passet warlock lederposten da Kimeya havde været borte, og havde ydmygt steppet til side og ladet ham overtage igen, så snart han var vendt tilbage. Kimeya var trods alt den eneste mand han var loyal for udover sig selv, og den eneste mand han stolede på udover sig selv.
Han havde taget turen på sin kastanjebrune stridshest og kom i fuld fart langs bjergstien, indtil han fandt en mere åben plads med en god udsigt, hvor han valgte at gøre hold. Han stillede hesten for sig selv, eftersom den var ret loyal og blev stående; ja han havde aldrig oplevet den var løbet fra ham, så det var aldrig faldet ham ind at binde den fast. Han satte sig ned på en sten. Det var cirka midt på eftermiddagen, så han havde tid nok til at gøre hold og stadig nå ned i byen, hvor han ville sove natten over. Han var ikke god til at overnatte i naturen, men havde dog før gjort det, fordi han havde været nødt til det. Han var ganske vist ikke højt oppe i et farligt område, men han var stadig over toppene på træerne og kunne se ud over skovområderne. Han var i en perfekt højde hvis han selv skulle sige det. Roligt tog han en dyb vejrtrækning, som han blot sad og stirrede nærmere ud i luften med et skævt smil på læben. Han var tilfreds lige i øjeblikket, glad for hvad han havde opnået med det hele. Mange warlocks var knækket og omgjort til at støtte Kimeya, så han kunne jo heller ikke være i bedre humør. Han kiggede let på sin hånd og dannede hurtigt en lille sort kugle, som han drejede rundt i hånden inden han lod den forsvinde igen. Han havde fred og ro lige nu, hvilket faktisk var skønt for en gangs skyld. Det ville dog ikke holde længe, for snart ville han nok få lyst til at brænde skoven ned eller noget lignende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var ikke særlig ofte at Tiyanna forlod skoven, og specielt siden at hendes hjemland havde taget den omvæltning som det havde. Der var ikke rigtigt nogen til at styre det mere, og et sted, så var tanken.. vel også skræmmende på sin egen særlige måde? Med hætten trukket over hovedet og buen i hånden og en pil på strengen, så bevægede hun sig lydløst over de mange sten og klipper, som udgjorde sig det store bjerg som lå ikke langt fra grænsen mod Dvaisas. For hende, så gjorde det ikke nogen forskel. Det var hendes liv, og det var hendes kald, at sørge for at der var ro i det her land. Det var hendes hjem, og hun havde svigtet det en gang tidligere, og det var slet ikke noget, som hun ønskede at lave om i det hele taget!
Lyden af en hest som kom travende henover stenene og den løse grus, fik hende dog hurtigt til at stoppe op. Hun så over sin ene skulder. I det fjerne, fik hun øje på en mandlig skikkelse. Hun kneb øjnene sammen. Hun var oplært i ikke at stole på nogen, og de mange ar og sår, som hun havde modtaget igennem de sidste rigtig mange år, var hende kun en stærk erindring, om hvorfor det forholdt sig, som det gjorde, og det var uden tvivl også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hånden og fingrene strøg over fjerene på pilen, som hun havde lagt klar på buen. Hun havde nu tænkt sig, at forsøge at finde noget spiseligt og bringe det tilbage til lejren, men det så da ud som om, at det var nogle helt andre ting, som hun skulle tage for sig i aften. Gemt i det buskads, som var på stedet, så var hun faktisk svær at få øje på. Hun havde jo elveren i sig, og det havde uden tvivl også sin fordel. Hun fulgte ham med blikket og hesten med, som bare blev stående. I sig selv, så var det ikke noget, som man så særlig ofte, men skulle man endelig tage det, så var hun jo meget dyreglad, og det fangede jo faktisk hendes interesse. Hun stolede dog ikke på manden, som var kommet på det ellers så smukke dyr. Buen spændte hun og rettede mod ham. For nu, så gjorde hun intet.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde ikke været udenfor Dvasias' grænser i mange år og han kunne fornemme, at Imandra i hvert fald havde ændret sig siden han havde været her sidst. Der var en helt anden stemning så snart han var kommet ind i landet, det var som om himlen var lysnet lidt og det hele var mere neutralt. Der hvilede en anden slags uro i dette land end Dvasias, men lige hvordan kunne han ikke sætte fingeren på, for han var ikke direkte inde i situationen i dette land. Det kunne han ikke bekymre sig hoved med, for han havde vigtigere ting. For nu var det bare en frihed at komme lidt væk og klare hovedet i et par dage, nu hvor han havde været fuldt beskæftiget i et godt stykke tid. Det var afslappende, men det ville ikke holde længe, for han ville hurtigt begynde at kede sig igen.
At her var andre, var ikke noget som Sephiran direkte opfangede. Han var ganske rigtigt en af de mægtigste warlocks, side om side med Kimeya, men en warlock besad jo ikke yderligere skærpede sanser som andre væsner. Elvere som et eksempel på det, som jo også kom i flere forskellige racer endda. Vampyrer havde jo også, men dem kunne han virkelig ikke fordrage! Det var godt at warlockerne var ved at komme godt tilbage nu hvor den eneste rigtige leder var på sin plads, og han kunne gøre sit for at støtte ligeså. Han vidste at vampyrernes leder var halvt gået gakgak, hvilket kun morede ham betragteligt, for det var den bedste nyhed i årevis. Næstefter at Kimeya var kommet tilbage, selvfølgelig. Det kunne han jo ikke benægte. Han kiggede let ud over skoven og tog en dyb vejrtrækning, mens han blot kiggede den samme vej i et godt stykke tid og sad som nærmere forstenet. Han var fordybet i et væv af tanker og den eneste bevægelse, var hans hånd, der af og til dannede en lille sort kugle. Han vædede let sine læber og vågnede stille op, som han endte med at rejse sig. Han vidste ikke han blev overvåget, for det ænsede ham ikke, at der kunne være andre heroppe; her var jo ret øde. Han strakte sig let og så hen på sin trofaste ganger, der blot stod med hovedet nede på jorden. Endeligt rykkede den sig, men ikke langt; den gik et par skridt hen imod et buskads som var på pladsen han var og stak snuden ned i den, hvor hesten selv fik et chok, for den fik jo faktisk øje på personen derinde. Den vrinskede og bakkede tilbage til sin sidste plads på stedet, men den løb heldigvis ikke sin vej. Han rynkede brynene og trådte hen til hesten, som han strøg over mulen. "Hvad er der da med dig?" spurgte han og så hen mod busken.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Imandra var Tiyannas hjem, og selvom der var en helt anden ro over det, så var det ikke fordi at man skulle vide sig sikker af den grund. Landet var korrupt, og det var noget som hun faktisk var ked af, for siden hun havde forladt Procias til fordel for stedet her, så var det ikke fordi at hun gik op på slottet og gjorde krav på tronen, som faktisk var hendes. Hun var ikke særlig feminin, og hun var bestemt heller ikke den type, som lod som ingenting. Nej, hun kæmpede sine kampe.. og hun kæmpede virkelig hårdt!
Tiyanna var en kvinde af en utrolig list, og hun var god til at slå koldt vand i blodet, så der faktisk ikke skete særlig meget netop nu. Hun holdt øje med manden, som havde valgt at betræde hendes land. Det var ikke en man som hun kunne siges, at have set før, og selv var hun ikke i tvivl om, at manden måtte være en warlock. Den mørke kugle indikerede det tydeligt. Selv en race, som hun havde i sig, men som aldrig var blevet trænet, så hun havde haft stor fokus på de andre dele af sig – Elveren specielt, som var den del af hende, som hun var stærkest knyttet til. At hesten så derimod var det væsen som skulle afsløre hendes tilstedeværelse, var faktisk en tanke som direkte irriterede hende, for hun vidste slet ikke hvilke intentioner denne mand måtte være af. Buen havde hun endnu spændt. Muskler havde hun, som kvinder normalt ikke havde, men det var nok fordi at hun levede et langt mere maskulint liv, end som så. Hun var ikke bange for at blive beskidt eller tage fat, hvis det var nødvendigt. Buen spændte hun denne gang helt, idet hun roligt gik ned i knæ, for at mindske muligheden for, at han ville få øje på hende, for det var slet ikke noget, som hun ønskede sig i det hele taget, hvis det var noget, som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. Hun trak vejret lydløst. Skulle hun..? Hesten stod i vejen for hende, til at hun turde gøre det, selvom det ville være så nemt at gøre det, men frygten for at ramme hesten, for hun var for dyreglad, til at ønske at der ville ske noget med det væsen. ”Flyt dig lidt..” mumlede hun næsten lydløst for sig selv. Hesten skulle da ikke straffes for noget som helst!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var ikke end mand, der direkte brød sig om at blive beskidt. Han var ikke en man så overnatte i skoven eller faldt over, siddende under et træ og sove middagslur. Det var han for god til, for han krævede en seng at sove i og et godt måltid, fremfor det primitive at sove udenfor eller finde sin mad i en busk. Det lå slet ikke til ham at være naturvenlig på nogen måde, for det tiltalte ham ikke direkte. Han var bedst til at sætte sig på hesten og ride igennem naturområderne, og så finde frem til et civiliseret bysamfund, hvor han kunne slå sig ned. Han havde dog intet imod at holde pause i naturen og heller ikke her, hvor der var mere øde. Skoven var slet ikke et sted for ham, der var for mange kryb og ulækre bæster. Han var mere til at klare det hele med magi; allermest til at ødelægge uden at rydde op efter sig. Det var nok hans speciale. Men man skulle ikke undervurdere ham på hans nøkker med at ødelægge, for han var en dygtig magiker i alt. Det var jo nok også det, der gjorde ham mere doven; han havde jo utallige muligheder med sin magi hvor han faktisk kunne stort set alt. Han så let på sin hest, der stadig stod med vibrerende næsebor og kiggede hen mod busken. Han viste ikke rigtigt hvad der foregik, men der måtte være noget i busken; et dyr måske? Det var hvad han ville sige til en start, for han troede ikke på at der kunne være andre mennesker heroppe. Det virkede usandsynligt at støde på et andet menneske her. Han trak vejret roligt og strøg hesten ned over halsen, inden han valgte at træde fra den og hen imod busken. Hesten vendte sig væk og fandt en græstot bag ham i stedet, så han nu stod alene på pladsen. Han dannede en sort kugle i sin hånd og så hen mod busken. Han var ikke bange eller hvad der lignede. Han synes bare det var ækelt, hvis der var et dyr i busken, for det eneste dyr han kunne sammen med, var hans stridshest. "Vis dig, bæst," skændte han af busken, uvidende om at det faktisk var en kvinde og ikke et dyr, der sad i busken.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Et sted vidste Tiyanna jo godt, at hun allerede var blevet afsløret, og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om, så hun var vel egentlig bare nødt til at gøre det, som hun fandt nødvendigt? For hende, så var det hele jo et spørgsmål om overlevelse, og intet andet, og derfor ville hun bestemt heller ikke tøve med, hvis det virkelig skulle vise sig, at være en nødvendighed. Buen spændt, hvor hun selv nærmest holdt vejret, for ikke at ende med at afsløre sig selv yderligere, for hun ønskede da slet ikke problemer på den her måde, hvis det da ellers var noget, som hun kunne blive fri for! Hesten havde jo stort set allerede afsløret hende. Denne mand var fremmed her i landet, og det var skam også en af grundene til, at hun valgte at reagere som hun gjorde, for hun tog bestemt ikke nogen chance, hvis det da var noget, som hun ellers kunne blive fri for. Det var jo derimod noget, som havde været tæt på at koste hende livet i forvejen, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Kuglen i hans hånd, tog hun som en direkte trussel mod hende, og det var bestemt heller ikke noget, som man kunne sige, at hun fandt sig i, for det gjorde hun da bestemt heller ikke.
At blive kaldt for et bæst, var bestemt ikke noget som Tiyanna fandt sig i, men hvad han ønskede, det skulle han naturligvis få. Hun slap buestrengen uden at tøve det mindste. Pilen susede igennem luften, forlod buen og søgte direkte mod den mand, som stod med den mørke kugle i hånden. Hurtigt kom der endnu en pil på strengen, bare i tilfælde af. Hun trak sig hastigt nogle skridt, for at aflægge sig en større afstand til dem, bare i tilfælde af, at han selv kunne finde på noget, for hun ønskede jo heller ikke ligefrem at komme for tæt på. ”Hvad du ønsker, det skal du få…” mumlede hun let for sig selv. For hendes vedkommende, så var hun jo også vant til at færdes ude og sørge for tingene på egen hånd, og det var også det som hun gjorde i denne situation. Den næste pil sendte hun af sted. Hun tog bestemt ikke chancen med en warlock!

[Sephiran Acheron]

Vinden kom let bagfra om Sephiran og rev i hans lange kappe og det kulsorte hår, der lå ned over hans nakke. Et skævt smil spillede over hans læber, for han kedede sig faktisk allerede lidt. Hvad end der var i busken, så kunne han jo så få noget sjovt ud af det om ikke andet. Han blev stående med kuglen i hånden, afventende for at det skulle komme frem; et dyr ville ikke forstå hans ord, men måske føle sig truet af hans adfærd og stemme. Han kneb øjnene let sammen, som han blot holdt et fast blik mod busken. Han kunne ikke fornemme hvad der var, men det var som om der slet ikke blev puslet i busken og et sekund føltes det som et stille, slowmotion øjeblik. Men det næste skete ret hurtigt. Han nåede ikke parere pilen, der kom mod ham, så den ramte plet lige i hans venstre lår hvilket fik en grimasse til at trække sig over hans ansigt, men det var også det hele. Han var hurtigt gået fra kedsomhed til vrede, og hans termometer var hurtigt røget helt op i det røde felt. Han dirrede af raseri, for han fandt sig virkelig ikke i at blive beskudt på den måde. Nu var han dog opmærksom på, at det var et menneske, som gemte sig i busken. Han ænsede knapt nok pilen videre, og han lod kuglen forsvinde i hans håndflade. Den næste pil opfangede han, da han nu lyttede efter buen, der vibrerede efter at være blevet sluppet. Han vendte hånden, så pilen standsede midt i luften mellem dem; dernæst vendte han pilen og sendte den direkte tilbage i busken, direkte ligeglad med hvor den ville ramme personen derinde: Ingen skulle beskyde ham uden at slippe godt fra det! Han afventede en reaktion på pilen, som han inderligt håbede ramte. Lysten til at nyde andres smerte lyste ud af ham, for nu skulle han have det sjovt, hvis personen ikke uheldigt blev ramt i hjertet af pilen. "Kom ud af busken," sagde han med en mørk, beordrende stemme; han fandt sig ikke i julelege! Blikket veg ikke fra busken, for han kunne ikke rigtigt koncentrere sig om det lettere lammede venstre ben, der var såret af pilen. Han stod bare med vægten mest på højre, i kampposition med frie hænder til at benytte sig af magi.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var alene og mod en warlock, hvis evner, hun endnu ikke var kendt med, så naturligvis, var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, for hun var jo heller ikke ligefrem ude på at skulle komme galt af sted, hvis det var noget, som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. Pilen som hun sendte af sted, var udelukkende for at holde vedkommende på afstand, for hun havde slet ikke nogen anelse om hvad han ville, eller hvad han var i stand til, men det var nu heller ikke ligefrem fordi, at man kunne sige, at hun var den som løb nogen chancer? De mange ar og sår, som hun havde på kroppen i forvejen, var jo et tydeligt tegn til, at det slet ikke var noget, som hun ville påtage sig, bare sådan uden videre. Pilen ramte.. Det var noget som hun hørte, også selvom hun hurtigt igen, sendte den næste pil af sted. Hun nåede kun lige at rette sig og gribe ud efter den næste pil, inden den gennemborede hendes skulder. Hun slap et smertefuldt gisp og tabte buen. Armen var jo ubrugelig med en pil siddende i den! Hånden greb om skulderen, inden hun igen hastigt gik ned i knæ i håbet om, at han ikke ville lægge mærke til at hun var der!
Tiyanna forsøgte at knytte næven, selvom det brændt i absolut hele armen, og det var noget som hun virkelig var træt af. Det gjorde hende jo direkte handicappet, for hun havde jo ikke noget magisk at forsvare sig med, for hun havde været alene om at øve og træne, hvad hun havde, og det var bestemt heller ikke fordi, at man kunne sige, at warlocken og de magikyndige i sig, var det som havde stået højst på hendes prioriteringsliste. Hun så sig omkring. Der var vel nogen veje, hvor hun kunne komme derfra og helst gerne så hurtigt, som det nu skulle være hende menneskelig muligt, ofr det andet, ville hun faktisk slet ikke! ”Du er ude hvor du ikke kan bunde, warlock! Vend tilbage til mørket!” endte hun med en fast og bestemt tone. Bange for ham, var hun bestemt ikke. Dette var slet ikke noget som hun ville have! Han skulle bare holde sig langt væk fra hende!

[Sephiran Acheron]

Sephiran følte sig overlegen i enhver kamp, for den eneste han havde kæmpet ligeværdigt med var Kimeya. Der var jo en god grund til at Kimeya og Sephiran havde det 'forhold' som de havde, og hvorfor Kimeya var den eneste som han viede sin loyalitet til. Han var ikke bange for noget så sølle som en pil. Han var blevet overrumplet en smule, men ikke synligt og nu tog han jo slet ikke notits af, at pilen sad i hans lår. Han var stadig fuldt i stand til at beskytte sig selv, ja, det ville han jo altid være, fordi hans magi var så stærk. Han kneb øjnene sammen og holdt blikket direkte mod busken, for intet kunne forstyrre hans koncentration lige nu; han skulle af med det væsen i busken hurtigst muligt. Han vædede let sine læber og holdt blikket mod busken, da pilen vendte tilbage. Den ramte, for han hørte et smalt gisp fra busken og han smilede tilfredst. Sådan skulle det være. Han fornemmede at noget røg ned på busken, da det raslede i bladene at væsnet tabte sin bue; godt, så kunne hun vist ikke bruge sin bue. Han trådte hen mod busken, selvom det var med humpende skridt. Det jog igennem hans venstre ben hver gang han gik, men han bed det nemt i sig; han havde oplevet værre smerte. Han stoppede op et par meter fra busken og lyttede til stemmen. Det var en myndig, kvindelig stemme; så det måtte være en moden kvinde. "Mig? Jeg tror mere det er dig," sagde han kynisk og smilede for sig selv, han kune ikke lade vær. Han knipsede med fingrene og busken gik i brand; ilden var dog magisk, så den forgreb sig kun på busken og ville ikke skade hende som sådan. Han ville bare have hende ud, så hele busken brændte ned omkring hende og lod hende sidde i det åbne. Han tog hende i blik, med et let løftet bryn, hvor han så hvor pilen havde ramt: Lige i hendes skulder. Det var jo perfekt, for så var hans teori rigtig om, at hun ikke kunne skyde med bue og pil. "Hvem er du?" spurgte han krævende, for han ønskede at vide hvem han havde med at gøre og hvem som havde beskudt ham!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Pilen satte sig direkte i Tiyannas skulder, og den tanke i sig selv, var noget som gjorde hende hidsig, for det gjorde hende stort set forsvarsløs! Hånden knyttede hun, også selvom det virkelig sved i skulderen og hele vejen ned i hånden. Buen lå for hendes fødder, og det var umuligt for hende at bruge den. Hun var en myndig kvinde, hun gjorde hvad der var nødvendig for at redde det som var tilbage af værdighed i Imandra, for det var bestemt heller ikke fordi at man kunne sige, at det var meget. Landet stod uden en leder, og efter Giovannis død, så var der endnu ikke rigtigt nogen ledende figur til at tage sig af tingene, og derfor var der stadig utrolig meget uro. Heromkring, så var man tæt på skoven, og derved også temmelig tæt på hendes lejr, som var noget som hun agtet at beskytte med alle de midler, som hun overhovedet var i stand til at tage i brug, for hun løb bestemt heller ikke chancen, hvis det var noget, som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. Hun bed tænderne sammen, inden hun bakkede. Hun fnøs af hans ord, også selvom det først for alvor gik galt, da han satte busken i flammer. Lyset skar hende direkte i øjnene. Hastigt endte hun med at bakke, hvilket kun resulterede i, at hun faldt over en større trærod og landede direkte i jorden. Automatisk tog hun af for faldet med den arm, som var gennemboret af pilen, så det virkelig skar igennem hendes krop og sind, for det gjorde virkelig ondt, men slet ikke nok, til at hun ville skrige! Med den frie hånd, greb hun ud efter kniven, som hun havde i sit bælte. Buen var naturligvis hendes foretrukkende våben, men nu havde hun jo ikke rigtigt andre alternativer. Det sitrede i hendes krop. At stå op mod en warlock af høj kaliber havde næsten kostet hende livet flere gange. Hendes far havde jo trods alt været en af de mere frygtede af slagsen. Voldtaget hendes mor – Og her var hun nu. Et resultat af det, aldrig været elsket eller noget som helst. ”Søg hjem til det mørke du kommer fra, og hold dig væk fra det her sted!” endte hun med en fast tone. Hun forsøgte at virke truende.. Og det plejede hun faktisk at være god til.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var fornøjet, men han var ikke helt tilfreds endnu. Nu hvor han havde fundet ud af, at det bare var en simpel mindreværdig kvinde, han havde med at gøre, så fik han kun mere lyst til at være grusom. Hun fortjente faktisk at dø for sin handling, men hun virkede ret spydig, så måske han faktisk kunne få lidt sjov ud af hende? Ligesom hvis man trak en kat i halen, det var også god underholdning. Eller bedre, hvis man sprængte noget i luften, ja det var sagen! Han ville dog ikke sprænge hende i luften, men han havde fået den idé, at han ville have hende med sig hjem. Hun kunne være en fin pyntegenstand i hjemmet for warlockerne. Han smilede kynisk, som busken forsvandt med flammerne og endte blot som sorte pletter på jorden, hvor der ikke stod noget tilbage. At hun så bakkede, faldt og tog fra med sin dårlige arm måtte jo kun more ham betragteligt. Han kunne se på hende, at det gjorde ondt, men hun gav dog ikke lyd på det. Han skulle nok få et skrig ud af hende før eller siden. Hun ville være god underholdning for alt den tid, han havde kedet sig den seneste tid. Han så mod hende, som hun greb ud efter en kniv. Det fandt han sig ikke i, så han pegede to fingre ad hende, bøjede dem i en fast bevægelse og tilkaldte kniven til sig i stedet, så hun ikke havde den ved sig. Hun skulle ikke have lov til at stikke flere ting i ham, for pilen i hans lår var nok. Det måtte han få en til at tilse, når han vendte hjem. Rejsen ville blive afbrudt tidligere end regnet, men han fik da en gave med hjem, så det gjorde ham ikke noget specielt. Han så tænksomt på hende, næsten legesygt, for han var ved at tænke over hvad han kunne finde på at gøre med hende. Ved hendes ord og truende adfærd, så måtte han direkte slå over i grin, hvor han selv måtte skære en grimasse, fordi det gik i benet med pilen i. "Hvem tror du, du er, tøs?" spurgte han med et grin og måtte næsten tørre tårer ud af øjenkrogen, fordi det morede ham så betragteligt. Han fattede sig dog og kaldte sin stridshest hen, som lydigt kom hen ved hans side. "Fjern frivilligt alle våben, hvis du har flere på dig. Eller jeg gør det med tvang," sagde han til hende i en rolig tone, men noget han dog mente. Han kunne ikke have at hun havde små kvine på sig, når han skulle have hende med på sin hest.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var alt andet end tilfreds i den her situation, for det var bestemt ikke på denne måde, at hun havde regnet med, at skulle tilbringe sin aften. Hun havde regnet med, at det skulle være jagten og så ringe byttedyret med sig hjem, hvis hun var så heldig at finde noget i det hele taget, og ikke kæmpe mod en warlock! Generelt skulle der en hel del til, før hun ville ende med at skrige, godet var jo egentlig noget, som hun var ganske godt tilfreds med i længden, hvis hun nu selv skulle sige det. Hun havde været igennem frygtelig meget for en kvinde af hendes alder at være, og det var bestemt ikke fordi, at man kunne sige, at det var nogen nem ting for hende, for det var det ikke. Det var hårdt at skulle fremstå stærk for alle dem på en gang, som hun var nødt til. Pilen som sad i hans lår, svækkede ham næppe nær så meget, som den som hun havde siddende i sin skulder, og naturligvis, var det noget som gjorde hende direkte rasende, for det gjorde hende jo handicappet! Kniven røg direkte ud af hånden på hende, da han gjorde det vip med hånden. Med andre ord, så var hendes sidste forsvar netop røget, og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om. Hun kneb øjnene let sammen. Det var bestemt heller ikke fordi, at det var noget, som skulle have lov til at virke afskræmmende på hende i det hele taget, for det gjorde det ikke. Hun havde været udsat for det, som hun ville sige, var langt værre end det! Hun knyttede næven. ”En som nægter at give op,” svarede hun spidst. Hvorvidt om hendes navn endnu var kendt i de andre lande, vidste hun ikke, men hun turde bestemt ikke tage chancen. Et sted kunne man jo faktisk af fødsel, kalde hende for prinsessen af dette land, selvom det slet ikke var noget som hun ville kaldes i det hele taget. Flere våben havde hun ikke på sig, og det frustrerede hende. Hun satte den friske hånd i jorden, inden hun forsøgte at skubbe sig længere væk fra ham. Denne mand, var slet ikke noget, som hun nærede det mindste form for tillid til, og han havde bestemt ikke givet hende grund til at skulle handle anderledes!

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne nemt se på kvinden, at hun var utilfreds, men det morede ham kun yderligere. Han mødte altid modstand, men han havde aldrig mødt en efter Kimeya, der kunne være på hans niveau, så derfor nærede han også kun respekt og tillid til den mand og ingen andre. Han vidste, at kvinden nok ikke lige havde regnet med at skulle blive ramt af en af sine egne pile, men det gjorde jo kun det hele bedre. Han følte sig tydeligt overlegent og det var også noget, hun sagtens ville kunne fornemme på ham, for det var jo ikke ligefrem noget han lagde skjul på. Han strøg let tungen over sine læber og sendte hende et skarpt blik. Det virkede ikke på hende som om hun faktisk havde flere våben på sig, for hun greb ikke ud efter et nyt, nu hvor han havde taget kniven fra hende. Han knipsede med fingrene og kniven forsvandt; hvorhen ville være en gåde for hende, men han ville ikke lade hende se, hvor han satte den hen. Det var jo alt for let at lege med folk, men det var til gengæld også virkelig sjovt for hans vedkommende. Han var ikke en man skulle kede, for det gik kun meget hurtigt galt for enhver, der stod i hans vej. Han trak skævt på smilebåndet med et overlegent glimt i øjet, for han så intet i den kvinde. Hun var en genstand, ikke noget værdigt i hans øjne. Han rullede øjnene, for hendes modstand begyndte faktisk snart at kede ham, eftersom han endnu ikke fandt noget specielt i væsenet; det viste jo bare at kvinder var svage om ikke andet. "Du begynder at kede mig," konstaterede han. Han formodede ikke, at hun ville vide hvad det betød, men det var slemt nok som det var jo. At hun skubbede sig tilbage, var dog noget som gjorde ham irriteret, for det var jo ikke ligefrem det han havde bedt hende om. Han vendte sin hånd mod hende, som han blot krummede fingrene en smule; det var ikke den største bevægelse, men det ville sætte en stærk smerte i hendes krop. Det ville være et ubehag hun ville være fanget i så længe, at han holdt besværgelsen mod hende og han smilede næsten på forhånd. Dette var noget af det bedste der fandtes. "Når jeg slipper det magiske greb over dig, så rejser du dig op og kommer herhen. Forstået?" sagde han beordrende. Han krævede at høre et ja fra hende, før han ville slippe besværgelsen.

[Tiyanna Direshade Acheron]

At blive leget med på den måde, var slet ikke noget som Tiyanna fandt sig i, og det var en tanke som i sig selv, gjorde hende direkte rasende! Alene den tanke om at hun ikke rigtigt kunne gøre nogen modstand, var en tanke som hun faktisk fandt skræmmende, men ikke noget, som hun ikke havde været udsat for tidligere. Hun vendte blikket trodsigt mod ham, for det var bestemt heller ikke fordi at hun var ude på at gøre som han ville have hende til, for det var slet ikke noget som hun ville få noget ud af, men det var måske hendes eneste alternativ i øjeblikket? Hun bed sig svagt i læben og vendte blikket væk fra ham. Hun havde ikke flere våben på sig. Det var heller ikke fordi at det var ofte, at man behøvede at gå rundt med et helt lager på sig af den slags. ”Jeg er heller ikke underholdning!” endte hun med en direkte fast tone. Hun forsøgte at trække sig over jorden, selvom det bestemt heller ikke gik som hun ville. Hun vendte igen blikket væk fra ham, da han hævede hånden. Den smerte som pludselig skød igennem hende, fik hende til at gispe af ren og skær overraskelse, for hun havde bestemt ikke lige set den komme! Hun spændte kraftigt i kroppen, også selvom hun tydeligt kunne høre hans ord. Tænderne bed hun kraftigt sammen, mens hun stadig forsøgte at komme derfra, selvom det var tydeligt for hende, at det slet ikke var hende nogen mulighed, og det var det som kun gjorde det hele meget værre, for hun var en leder.. hun lystrede ikke nogen som helst! Hun endte med at nikke, også selvom det var stærkt mod hendes vilje! ”Okay… OKAY!” endte hun med en fast tone. Magi var slet ikke noget som hun brød sig om, og da slet ikke, når hun ikke vidste, hvordan hun ellers skulle komme ud af denne situation, og det var virkelig en frustration uden lige for hende!

[Sephiran Acheron]

Sephiran nød at lege med folk, også fordi han ikke selv var nem at lege med, for få kunne nå under huden på ham. Kimeya kunne heller ikke nemt snørre ham, men han var den tætteste han havde på en, der formåede at drille ham. Han kunne fornemme, at det gjorde kvinden sur, men det gjorde jo kun det hele bedre. Han ville se om han ikke kunne drive lidt ud af hende, så hun ikke var så kedelig om ikke andet, men det ville tiden jo vise. Han grinte af hendes bemærkning med at hun ikke var underholdning. Det kunne godt være hun ikke havde lyst til at være underholdning, men fakta var, at det var hun. "Jo… jo det er du," sagde han med et skævt tilfredst smil. Hun havde fanget pointen, så det var jo altid noget. Hun virkede ikke tabt bag en vogn, så det gjorde ham kun lidt mere opstemt efter at få hende med sig. Han var sikker på, at de andre warlocks ville finde hende morsom og en fin genstand. Han vidste dog ikke endnu hvor hun ville passe bedst ind, men det ville han finde ud af når de ankom i Dvasias. Han så mod hende og fik en gnist i øjet, da hun spændte i kroppen og bed tænderne sammen. Han ville ikke have hende til at skrige endnu, ja måske var det sjove også i, at få hende til at blive tavs, for hun havde tydeligvis en lidt for skarp kommentar på de fleste ting. Han slap besværgelsen så snart hun havde sagt okay anden gang, for så var han da vist helt sikker på hendes ord. Han sænkede hånden og nikkede med hovedet, som tydeligt tegn på at hun skulle komme herhen. Hun måtte jo slæbe sig hen ad jorden, hvis hun ikke følte, at hun kunne stå på sine ben. Da hun var kommet hen til ham ved hesten sendte han hende et skarpt blik. "Op på hesten," sagde han let beordrende og stod klar til at løfte hende op, når hun satte foden i stigbøjlen. At hun nok ikke ønskede hjælp, det var han sådan set ligeglad med. Da hun var kommet op i sadlen, så svang han sig selv op med det højre ben og satte sig bag hende, som han greb fat i tøjlerne. "Gør det mindste modstand og jeg sværger, det bliver din død," advarede han skarpt til hende, for det tøvede han bestemt ikke med. Han vendte hesten og satte i gang.