I don't wanna go without you

[Marcianus Darcy]

Du bliver løsladt ved solnedgang… sammen med din kære mor.
Ordene rungede stadigvæk i hovedet på Marcianus. Han havde været stensikker på, at det var Marius og Camryn, der blev sluppet fri og at han så blev her. Han havde for pokker lovet at ville gøre alt, men det var åbenbart ikke sådan som Alex ønskede det. Han hadede tanken om det, for han kunne ikke klare tanken om hvis hans mor skulle miste sin far igen og falde tilbage i det… stadie hun engang havde været i. Alex havde netop forladt kælderen, for at de kunne 'sige farvel' inden at han ville kyle ham og hans mor ud ved solnedgang. Han sank en klump, som han sad klinet op ad det ene hjørne med hænderne omkring tremmerne, for ikke at skulle risikere noget hvor han var nået over i det sultne stadie igen, selvfølgelig lige i begyndelsen af fasen, så det var ikke så slemt, men han tog ingen chancer! Han bed tænderne sammen og så hen mod sin morfar, som han stadig delte celle med. Det var en frustrerende tanke at han havde tabt, for han ville gerne være 'manden' i familien. Han vidste lige nu ikke hvad han skulle sige, men han følte sig lidt svigtet på en eller anden måde og det irriterede ham grænseløst. Han havde lyst til at skændes med sin morfar, men hvad ville det nytte alligevel? Der lå mange ord lige på tungen, men for nu så sad han allerede og prøvede at tænke på hvordan de kunne lave en slags flugtplan. Måske kunne de jo ikke få Marius med lige nu, men de kunne jo vende tilbage med en plan og få ham med. Det var dog også lidt svært at fokusere helt lige nu, for han kunne dufte sin morfars dejlige duft og det var jo stadig hans blod han havde i kroppen. Det dirrede kort i ham af at tænke på det og han strammede frustreret grebet omkring tremmerne. "Det er ikke fair," sagde han i en dæmpet hvæsen og pressede ryggen op mod tremmerne, bange for at skulle springe på sin morfar når som helst, fordi han følte sig sulten. Men han ville ikke lige nu, så han håbede virkelig han kunne styre sig. "Det burde være mig der skulle blive her," skændte han for at prikke lidt til sin morfar. Han syntes ikke det var retfærdigt, for han havde jo racen til at passe ind her, det havde hans morfar ikke… og han var jo bange for hvad Alex ville med ham!

[Marius Amalani Darcy]

Ved den besked, som var kommet fra Alexander, så vidste Marius godt, hvad han kunne forvente sig af den kommende tid, selvom det slet ikke var noget, som han ønskede at tænke alt for meget på i denne tid. Han sad oppe af tremmerne henne ved Camryn, hvor han havde hendes hånd blodig i sin. Hans krop rystede, og han var kold, men det var vel heller ikke underligt, efter den behandling, som han havde været tvunget under? Så var det jo heller ikke ligefrem fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han sukkede let. Selvom det hele forløb sig, som han egentlig gerne ville have det, så.. var det bare ikke fordi at han kunne sige, at han var helt tilfreds med tingene. Nu hvor han var ved at være ås meget ved hægterne, at han kunne holde sig vågen, så kunne han også tage sig af sin datter lidt, og det var noget som passede ham fint.
For et kort øjeblik, så lukkede han øjnene. Marcianus søgte skænderiet, det kunne han udmærket godt høre, så det i sig selv, var heller ikke noget, som sagde så lidt igen i den anden ende. ”Jeg gider ikke diskutere det, Marcianus. Det .. det vigtigste for mig, er at I har det godt..” sagde han med en dæmpet stemme, for han var virkelig træt, så det i sig selv, var ikke noget, som sagde så lidt. Han trak vejret dybt. Han var ganske vidst i live, men det var kun så vidt, og nu hvor Marcianus var ved at blive sulten igen, så kunne det jo kun gå galt, og han frygtede lidt det tidspunkt. Knægten lagde desuden op til skænderiet overlagt, og det var slet ikke noget, som han ville finde sig i. Desuden vidste han, at det var ham som Fyrsten ville have fat i. Lige hvorfor, vidste han ikke, for det havde han aldrig fået muligheden for at få undersøgt, men mon ikke at det kom når Camryn og Marcianus var væk? De havde jo kun været lokkemad, for at få ham dertil. Vingerne var falmende i deres farve, og fjerene var begyndt at falde af, selvom det ikke gjorde tingene meget nemmere eller bedre for ham, for den sags skyld. ”Han gjorde det rette valg.. Jeg vil ikke se Jer komme til skade..” tilføjede han dæmpet, inden han igen vendte blikket mod Marcianus i den anden ende af cellen.

[Marcianus Darcy]

Camryn var glad for, at hendes far var i bedring, for det betød alligevel meget for hende at han var her, selvom omstændighederne jo var virkelig uheldige for dem alle. 'Dommen' som Alex var kommet med, var ikke ligefrem en der behagede hende, for hun ville jo have både sin far og søn med sig, for hun kunne ikke fordrage at skulle sige farvel til sin far igen og gå rundt og frygte, at hun aldrig skulle se ham igen… igen. Hun holdt hans hånd roligt gennem tremmerne, for det var rart at han nu sad henne på 'hendes side'. Hun kunne dog ikke lide at se Marcianus klinet op ad den anden side af hans celle, helt væk fra dem, men sulten var ved at indtræffe igen, det kunne hun jo fornemme. Så hun var lige nu bare glad for, at de faktisk slap ud i aften, så han kunne få noget føde og komme ovenpå igen. Hun trykkede let om sin fars hånd, mens hun trak sin kappe let om sig, for der var jo koldt nede i kælderen og det gav hende forfrysninger. Hendes næse var tilstoppet med snot og hun var ikke fuldt ovenpå, men jo heller ikke meget syg, bare lidt.
Marcianus søgte ganske vist skænderiet, men han vidste ikke hvordan han ellers skulle tackle det hele, så han vidste jo ikke hvordan han ellers kunne få afreageret overfor det hele, inden han ville blive smidt ud herfra. Det gav ham kun mere lyst til at diskutere, når Marius sagde, han ikke gad. "Men hvad hvis jeg har lyst til at diskutere det?! Jeg er bange for hvad han vil gøre mod dig," sagde han, hvor den sidste sætning var sagt lettere klynkende, for han kunne slet ikke lide tanken omkring det. Alex var en grum mand, det havde han da mærket på egen krop, ved at blive drevet så langt ud med sulten. Det var skræmmende for ham at finde ud af mere om sin egen race, for han var begyndt at tvivle på, om han turde tage hjem til Procias igen nogensinde, når han ikke kunne styre sig. At tvivle på sig selv, var faktisk virkelig deprimerende. Han havde set, at Marius var syg og han følte jo skyld for det, fordi han havde haft det så skidt siden han havde bidt ham."Han gjorde det helt forkerte valg! Jeg vil hellere se jer gå fri og så ende i dvalen... eller noget," svarede han fast og vendte blikket ned mod gulvet. Det gjorde ondt at se Marius' prægtige fjerpragt falme og miste fjer, det var ikke fair. Han knugede hænderne mere blege omkring tremmerne og prustede næsten, fordi han kæmpede mod sine vampyriske instinkter.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde det bestemt ikke godt, men så lang tid, at hans familie havde det godt, så var han ikke den som skulle klage. Han sad og knugede om Camryns hånd. Bare at lade hende vide, at han endnu var der, også selvom han tvivlede på, hvor lang tid det ville holde. Lige hvad fyrsten ville ham, havde han stadig ikke fundet ud af, hvis der overhovedet lå en mening bag det hele? Han sukkede dæmpet og lænede hovedet ind mod tremmerne. Han var virkelig glad for, at han havde fået afsat Emanuel på slottet, inden han var taget af sted! Lige nu var han klar over at Marcianus søgte skænderierne, selvom det slet ikke var noget, som han kunne sige, at han magtede lige for øjeblikket, og det var noget som virkelig frustrerede ham som bare pokker! Han sukkede tungt, og vendte blikket mod ham i stedet for. Han ville slet ikke tage den diskussion op med ham lige nu, og da slet ikke sådan, hvis det faktisk skulle vise sig, at være det sidste, som han fik set til sin kære familie. ”Kan du ikke bare stoppe? Han tog det rette valg, når det er mig han har været ude efter hele tiden!” Denne gang var det ham, som hævede stemmen, for han ville slet ikke høre snak om det!
Marius havde skam fuld forståelse for, at Marcianus var skræmt af, hvad hans dyr var i stand til, nu hvor han sad i situationerne, hvor han faktisk ville blive tvunget til at binde sine dyriske instinkter og faktisk indse sin sande natur, selvom han vidste, at det var svært. Han kunne jo godt selv huske sin tid som spide.. Selvom det var en tid med med Melody som han virkelig savnede, men vidste, aldrig nogensinde ville komme igen. Den tanke knuste ham virkelig. ”Det vigtigste for mig, er Jeres velbefindende, min dreng.. Hvad han gør ved mig, er jeg mere eller mindre ligeglad med. Jer derimod.. Jeg kan slet ikke klare den tanke.. I må af sted.. Find et sted og søge ly.. og få dig noget at spise,” sagde han med en dæmpet stemme. Han vidste at Marcianus ville blive draget af hans blod fremover, simpelthen fordi at det var det menneskelige som han havde fået, lige foruden sin mor. Der var vel et sted de kunne søge hen? Procias ville ikke blive aktuelt for hans del, før han igen fik det dyr og bæst under kontrol, så meget vidste han jo.

[Marcianus Darcy]

Marcianus mente jo ikke at skulle diskutere, men han kunne ikke lade vær med at søge det, fordi han jo var frustreret over hele situationen. Han var bange for hvad der skulle ske hans morfar, i den tid det tog dem at lægge en god plan og kunne gennemføre det. Hvad der var meningen med, at lokke Marius hele vejen hertil. Han hadede dog, at han selv havde været lokkemaden, men han vidste jo hans morfar ville beskytte dem for hver en pris… men den rolle ville han jo også gerne selv tage på sig, nu hvor han var blevet mere voksen og jo faktisk forstod langt mere om sin egen race, end før. Han var også mere lig sin race nu end før han var kommet her, fordi han havde fået menneskeblod. Det var en skræmmende tanke, fordi det var meget mættende, men det satte også gang i langt flere ting, end hvis han havde spist et dyr. Han viste tænder og hvæsede, da Marius spurgte om han ikke bare kunne stoppe og selv hævede stemmen. Han blinkede let med øjnene og lukkede munden i, for han havde da aldrig hvæset af sin morfar. Ja de havde faktisk heller aldrig skændtes rigtigt før her i cellen og det var virkelig frustrerende! Han vendte blikket væk og knugede hænderne omkring tremmerne, for han hadede virkeligt sig selv i øjeblikket, derfor havde han jo heller ikke lyst til at gå. Hans morfar var lidt som en blomst, der var ved at visne og den tanke kunne han ikke fordrage. "Han har taget det forkerte valg…" fastholdt han stadigvæk men med en mere dæmpet stemme. Han fnøs og kiggede på sin mor og morfar igen, mens han let blinkede med øjnene. Han lignede lidt en skræmt dyreunge, der alligevel ønskede at sidde hos sin familie, men ikke turde. Han turde bare ikke nærme sig dem, for han kunne jo ikke styre sig længere og han hadede den tanke. "Har det strejfet dig, at det er ligeså vigtigt for mig, at I har det godt?! Var, morfar? Jeg kan ikke… jeg hader den tanke, at du skal sidde her og… skrumpe ind," sagde han stille, først med en lidt hævet stemme, men stemmen blev mindre igennem ordene og var til sidst næsten bare en hvisken. Han vidste hvor de kunne søge hen, men han var ikke sikker på om hans mor var med på den, men det måtte hun jo bare bide i sig. "Vi skal nok finde ly," sagde han med et stille suk. Camryn bed tænderne sammen, for hun kunne ikke lide sådan som Marcianus var ved at blive på grund af Alex, så hun var glad for at hun fik ham med nu. Hun kunne bare ikke lide, at hendes far skulle sidde her, for hun vidste ikke om hun kunne klare endnu et farvel, for det frygtede hun jo at det blev. Hun lagde hovedet mod tremmerne og sukkede bag Marius, som hun knugede om hans hånd.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var glad for at fyrsten havde taget det valg som han havde, og så var han ligeglad med at Marcianus ikke var enig. Det var vel fordi at han var bange for ikke at se sin morfar igen? Man kunne jo heller ikke ligefrem benægte, at det ikke var noget som ville blive tilfældet, for det var jo ikke til at sige, hvad den mand egentlig var ude på, og det var næsten det, som var det mest skræmmende af det hele, selvom det liv, nu heller ikke var noget som skræmte ham det mindste. Knægten lagde op til diskussioner med vilje, og det var slet ikke noget, som han havde energien til lige nu, og det var noget som han uden tvivl forsøgte at markere for ham. ”Han tog det rette valg, og længere er den altså ikke..” endte han med en ganske kortfattet og bestemt tone, også mest for at lukke den af. Han knugede om Camryns hånd, også mest for at lade hende vide, at han endnu var der, og at han var omkring hende, og han ønskede hende det bedste, samt hendes beskyttelse, for det var virkelig det eneste, som han havde i hovedet lige nu. Han lukkede øjnene let. Det trættede ham virkelig, at knægten skulle snakke til ham på den måde, næsten som han gjorde noget forkert i at give fyrsten ret i sit valg, selvom det var noget, som han stod fuldkommen fast på. ”Jeg.. jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv, hvis der skete noget med dig, Marcianus. Du er mit barnebarn o-og som familiens overhoved, så er det m-mit arbejde at beskytte Jer,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme. At knægten hvæsede af ham, var ikke noget som han tog særlig tungt. Han vidste, at det var dyret som snakkede for ham, og ikke den knægt, som de havde forsøgt at opfostre på den måde ellers. Ly håbede han virkelig på, at de ville være i stand til at finde, for han ønskede dem bare ud og væk herfra, og gerne så hurtigt som muligt. Han valgte til sidst at give slip på Camryns hånd, kun for at sætte sig op i stedet for. ”K-kom her, Marcianus..” bad han endelig til sidst. Knægten skulle ikke sidde dernede og føle sig uelsket. Det var virkelig vigtigt for ham at understrege, at han gjorde det for deres skyld, frem for at han gjorde det for sin egen.

[Marcianus Darcy]

Marcianus brød sig ikke om det valg som fyrsten havde taget, for han ønskede det jo anderledes, fordi han ønskede at stå som den beskyttende for sin familie. Specielt fordi, at han kunne huske hvordan det havde været for hans mor, da morfar havde været borte sidst og han ønskede virkelig ikke at byde hende det igen, hvis han kunne forhindre det. Hun havde mere brug for sin far, end hun havde for sin søn, det måtte han jo se i øjnene, for han kunne ikke give hende det som hendes far kunne. Selvfølgelig var han også selv bange for, hvordan hans morfar skulle have det her, og at miste ham ligeså, men det var mest hans mor han satte først i den tankegang. Han vidste bare ikke hvordan han lige skulle reagere nu, fordi han følte sig magtesløs og derfor lagde han jo op til diskussion med overlæg. "Der er vi dybt uenige," svarede han selv kort for hovedet, for de blev aldrig enige på det punkt, for de ønskede jo tydeligt begge at stå som 'manden af familien'. Han sukkede let, for han kunne ikke lide tanken om at de skulle efterlade Marius her. Det gjorde ondt på ham, fordi hans morfar var den vigtigste mand i hans liv, men også fordi det også var den vigtigste mand i hans mors liv og fordi han jo havde levet med hende gennem sidste gang, han havde været væk. Det var bare svært at modargumentere helt lige nu, for han ville jo ikke sidde og rode op i det foran hans mor, det var en snak han skulle tage med sin morfar på et tidspunkt hun ikke var der. "Tror du jeg kan tilgive mig selv, hvis der sker dig noget? Nej, det kan jeg ikke… Det er jo ikke dig, der har le-." Han stoppede sig selv, for nu var han ved at begive sig ind på den snak, han ikke ønskede at tage foran hans mor, for hun vidste jo nok ikke hvor observerende han havde været. Han vendte blikket ned i gulvet og bed tænderne sammen, mens han bare sad og skumlede let med sine egne tanker, der snurrede rundt i hans hoved. Han så dog straks op, da Marius bad ham komme over til ham. Han rystede tavst på hovedet og trykkede sig mere op i sit hjørne, hvis han da kunne komme mere ind. Fødderne var stemt mod gulvet, for han turde ikke bevæge sig hen til sin morfar, af frygt for at sætte tænderne i ham. "N-nej," sagde han og rystede på hovedet, som han de hasselbrune øjne mod gulvet igen. Camryn smilede trist og trak sin hånd til sig - hun forstod dog godt hvad Marius prøvede på.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde skam forståelse for, hvad det var Marcianus gjorde, med ham lige nu og her, diskussion som han ville tage med ham lige nu og her, det var noget som han da godt kunne love ham! Han blev siddende så tæt på hans datter, som han nu kunne komme til det, og holdt hende i hånden. Han ønskede at være der for dem begge to, og lade dem vide, at han gjorde hvad han kunne, selvom det heller ikke var meget nemmere for hans vedkommende. En mor ville altid have mere brug for sin søn, end det som hun ville have brug for sin far, også selvom han var klar over, at det var ham, som holdt hende på jorden lige nu, og det var næsten det som skræmte ham mest. Camryn var blevet for afhængig af ham. ”Jeg er ikke ude på at tage den diskussion med dig,” sagde han med en tydelig træt stemme. Det var trods alt hans skæbne at komme her. Alexander havde taget hans datter og hans barnebarn, så naturligvis havde han reageret på det, og det var uden tvivl også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han vendte blikket mod sit kære barnebarn endnu en gang. Han havde ganske vidst ikke nogen anelse om hvad det var fyrsten ville gøre ved ham, men det var noget som han måtte tage til den tid. Han kunne jo heller ikke ligefrem gå og tænke på alt hele tiden, og dette var bestemt heller ikke noget undtag for hans vedkommende. ”Hvis der sker noget med mig, har det slet ikke noget med hverken dig eller din mor at gøre, min dreng. Jeg klarer mig.. Det har jeg jo trods alt gjort til nu, ikke sandt?” fortsatte han. Han ønskede faktisk at have sin dreng ved sig, og lade ham vide, at der ikke var nogen grund til at frygte ham, og at de støttede ham i at lære at genvinde den kontrol igen, for det var noget som de vel alle sammen ønskede? At se ham direkte trykket op af væggen i den modsatte side, var slet ikke noget som han brød sig om i det hele taget. ”Jo.. jo, kom herhen..” bad han endnu en gang. Hvis den knægt ikke snart rejste sig, så gik han altså selv derover!

[Marcianus Darcy]

Marcianus vidste ikke hvordan han ellers skulle få afløb på sine frustrationer lige nu end at starte en diskussion, så det var jo den vej han søgte. Han var splittet i det indre, fordi at alt det som hans mor og morfar havde opbygget for ham i Procias, var som revet fra ham på et splitsekund af Alex. Han hadede faktisk at lære mere om sin race, for det gjorde ham kun mere utryg omkring andre, når han vidste hvad han faktisk var i stand til. Ligeså var han jo nu også splittet, da han havde fået menneskeblod fremfor dyreblod, hvilket nok var den største omvæltning og det mest ødelæggende. Men den viden han lærte omkring sin race, var også skræmmende på ham. Ja faktisk var det hele bare ødelæggende for ham. Han sukkede let, for han var faktisk i tvivl om hans mor havde mest brug for sin far eller ham. Måske havde hun i det store og hele faktisk bare mest brug for dem begge, samlet, så derfor ville han måske ikke være nok… når de gik herfra og efterlod deres far og morfar? Men han vidste at hans mor var ekstremt afhængig af sin far, så han tog jo bare den plads han kunne hos hende. "Nå," sagde han bare kort og som en slags afslutning på det, for han vidste faktisk ikke hvad han skulle finde på mere. Han sukkede, for han hadede at sidde her. Det at vide, at han havde været lokkemaden, gav ham jo faktisk kun skyldfølelse for det hele. Hvis han aldrig havde sagt sit rigtige navn og havde turde være en mand fremfor en bange lille dreng, så havde Alex ikke vidst hvem han var og havde ikke kunne få Marius hertil. "Hvis jeg dog bare havde grebet det an anderledes, så havde du ikke været nødt til at tage hertil," sagde han. Han var faktisk nu direkte sur på sig selv, for han følte virkelig det hele lå på ham, og det kunne ingen af dem jo faktisk benægte. Han havde spillet sine kort forkert og derfor sad han i denne celle, sammen med sin morfar, som han havde spist af. "Det har jo netop noget med mig at gøre!" sagde han fast. Han vidste hans morfar sagtens kunne klare sig - problemet var jo, at Camryn ikke ret godt kunne klare sig uden ham. Han havde selv nemmere ved at kunne gå uden sin morfar end hans mor kunne, og det havde han jo bare måtte indrømme for sig selv, uanset hvor meget han elskede sin morfar. Han var bare blevet mere selvstændig, siden han havde været af sted selv. Han bed tænderne sammen og så hen på sin morfar igen, der bad ham komme derhen. Han slap forsigtigt grebet omkring tremmerne og var med vampyrens hastighed, henne ved siden af Marius. Han rykkede lidt til side, så der stadig var mellemrum mellem dem. "Hvad?" spurgte han og kom ved et uheld, til at vise tænder af ham, selvom han hurtigt lagde hænderne foran munden.

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste godt at Fyrsten kunne være en skræmmende and. I hans øjne havde Marcianus spillet sine kort rigtigt, for hvis fyrsten kunne gå hen og blive utålmodig nok, sagde rygterne jo, at han begyndte at slå ihjel, og den tanke om, at han skulle miste sit barnebarn, var virkelig dræbende! Det kunne godt være, at det var skræmmende for ham, men det var det jo for dem alle sammen. Han ønskede ikke at bruge sin energi på dumme diskussioner, når der var så mange andre måder at gribe sagerne an på, og det var deriblandt også sådan noget som han ønskede at understrege for ham. Han sukkede let og lukkede øjnene for kun et ganske kort øjeblik. Det var mange ting om det væsen som han var, som han tilsyneladende ikke havde været klar over, så det var ikke så underligt igen, at det var sådan han reagerede, selvom den tanke i sig selv, var noget som virkelig skræmte ham et eller andet sted, for han var slet ikke vant til, at se sit barnebarn på den måde. ”Med henblik på Alex, tror jeg bare du skal være glad for, at du i det hele taget, er i live, Marcianus.. Fyrstens rygte er ej så godt for tiden,” påpegede han sigende. Han var virkelig glad for, at han stadig havde ham ved sig, og stadig havde sin familie, som var så frygtelig splittet i forvejen. Han kunne bestemt ikke lide det.
At knægten pludselig var henne ved dem, var slet ikke noget som han havde noget imod. Det var slet ikke fordi at det var noget som skræmte ham, for han var vant til den hurtighed. Han vendte blikket mod ham, også selvom han endte med at hvæse alligevel. Han var ikke tæt nok på ham i hans øjne. Camryn havde måske brug for ham, men selv hun havde brug for at lære at blive selvstændig og uafhængig af sin gamle far. ”Du er bange for hvad du er blevet en del af min dreng.. Vi har klaret det en gang før, så det gør vi igen.. Kom nu herhen,” bad han endnu en gang. Han var slet ikke bange for knægten, og det var skam også det som han virkelig ønskede at understrege for ham. ”Gem det ikke. Det er og bliver en del af dig,” afsluttede han sigende.

[Marcianus Darcy]

Marcianus følte sig et sted narret, men han følte sig også ekstremt dum selv. Hvis han aldrig havde sagt hans rigtige navn, hvis han bare havde været stærk nok til at stikke en fuldstændigt overbevisende og uigennemtrængelig løgn, så var dette vel aldrig sket. Han var ganske vist endt i cellen uanset, men det havde ikke lagt op til at fyrsten skulle lokke Marius hertil. Skylden fyldte ham op igen og det var virkelig ubehageligt, for det gjorde ham helt dårlig og mere frustreret. Bare tanken om at alt dette kunne være undgået, hvis han bare havde været en tand modigere, var næsten ubærlig. Specielt med det, han så foran sig og det, at han havde næret på sin egen morfar. Han droppede dog at diskutere, for han ville jo hellere ikke ødelægge dette sidste øjeblik de havde sammen. Men han ville aldrig give op på sin morfar, så han ville ikke tænke på at tage tilbage mod Procias før hans morfar var med! Han sank let en klump og vendte blikket hen mod sin morfar og mor, for de sad jo egentligt ved siden af hinanden selvom de havde tremmerne imellem dem. Han havde en masse lige på tungen til at svare sin morfar imod på ordene omkring Alex, men han lod vær, for det ville ikke føre nogen vegne, for han havde slået koldt vand i blodet og ønskede nu ikke at diskutere alligevel.
Han kom ganske vidst hen til dem, men han rykkede stadig en meter væk fra sin morfar, for han kunne lige nu bare høre og se den store blodåre i halsen på ham og det var sværere at kæmpe imod end normalt. Han bed tænderne sammen og lod hænderne falde ned foran sig, mens han lyttede til sin morfar, der igen bad ham komme helt hen. Han vidste virkelig ikke om han turde, ja, han vidste snart ikke hvordan han ville tage at komme ud af denne celle, for der var intet han kunne klynge sig fast i lige umiddelbart. Han frygtede, at han ville springe på den første der duftede bare lidt ekstra godt og den tanke var skræmmende på ham selv. "Bange? Jeg er… skræmt til mit inderste. Jeg kan ikke se mig ud af det, nu hvor jeg først er kommet ind i det. Jeg tror ikke, jeg kan komme tilbage som jeg var," sagde han. Han rykkede sig ikke i første omgang, sad grove og tænkte igennem, om han burde eller ej. Men til sidst så rev det alligevel for meget i ham, så han kravlede helt hen til sin morfar og gemte sig ind til ham og lukkede øjnene. Hovedet lagde han mod hans skulder og armene gled omkring hans mave. "Hvis jeg kunne vælge… Ville jeg ikke være vampyr," sagde han dæmpet til sin morfar.

[Marius Amalani Darcy]

Marius frygtede virkelig for sit barnebarns fremtid, og det var slet ikke en behagelig tanke på nogen måde i det hele taget, men han stod fast på, at han ville have ham tæt på. Han var ikke bange for ham, og naturligvis ønskede han at hjælpe ham så meget som muligt, når eller hvis han selv engang kom ud herfra, for det havde jo været ham som fyrsten havde været efter. Alene tanken fik ham til at vende blikket mod Valerio og Alice som sad i cellen længst væk fra dem. Valerio havde ligget på gulvet i lang tid nu og uden at rokke sig, foruden de små hvæs der kom i ny og næ. Han var selv trængt derud, hvor dvalen måtte være det næste. Det var næsten uhyggeligt. Han vendte igen blikket mod Marcianus, som nu var kommet ganske tæt på, hvilket var noget, som han faktisk var ganske tilfreds med. ”Jeg forstår godt din frygt min dreng. Det er på vores skuldre, ikke at påvise dig, hvad du egentlig er, før nu,” påpegede han ganske sigende. Det var ikke en skyld, som han skulle tage på sig selv, når det var dem, som havde været omkring ham, og burde have forberedt ham på hvad det egentlig ville sige, at være en vampyr. At han kom helt tæt på, sagde han slet ikke noget til, hvor armene direkte søgte omkring ham og trykkede ham ind mod sig. Han var stadig knægtens morfar, og det ville han være for resten af sit liv, og han ville love ham for, at han ville gøre hvad han kunne, for selv at vende hjem igen, for det var jo slet ikke fordi at han var ude på at lade det her være hans endelige, hvis det var noget, som han kunne undgå. Han tak vejret dybt og lukkede øjnene let. ”Der er.. muligheder, så man kan lave det om, min dreng. Vi undersøger dem, så snart vi alle er ude herfra,” lovede han med en rolig stemme, inden han igen vendte blikket ned mod ham. Han var slet ikke ude på at skulle gøre ham skidt tilpas, men stadig vise, at de kunne være en familie, og at ingen af dem fortjente at være hvor de var lige i øjeblikket!

[Marcianus Darcy]

Marcianus var ikke bange for sin fremtid, for det var ikke direkte en bekymring for ham. Han var tålmodig, for det havde taget ham utroligt lang tid at blive gammel nok til at komme hjemmefra, så han følte han havde uendelig tid til det hele. Han vidste ikke rigtigt hvad han ville i sit liv, for han ønskede ikke at tænke i de baner, om han skulle overtage Herregården efter sin morfar. Han vidste jo godt, at hans morfar og mor ikke var bange for ham, men når han var bange for sig selv, så var det jo faktisk virkelig svært. Han tænkte ikke så meget over Valerio og Alice, men når han fik øje på dem, så så han at der stort set ingen bevægelse var over dem, end ikke Alice. De lå bare sammen på gulvet, for hun havde opgivet at komme i kontakt med ham, fordi han var så langt drevet ud i sulten. Hun følte med hende, fordi han jo vidste hvordan han selv havde haft det; hvilket sort punkt i hans liv! "Jeg ville hellere være uvidende end dette… Det er ikke jeres skyld overhovedet," sagde han bestemt, for der var han også uenig. Det var ikke deres skyld, for de havde jo prøvet at opdrage ham på bedste vis. Og det at holde vampyr-infoen ude, var kun noget han savnede nu, hvor han vidste alt for meget. Han faldt dog til ro, da hans morfars arme lagde sig omkring ham og han blev liggende ind til ham. Øjnene gled behageligt i og han glemte lidt sin sult, fordi han var i tryghed. Han ville ikke forlade Dvasias før hans morfar var med, det var sikkert og vist. Han rynkede panden da hans morfar nævnte, at der var muligheder på at lave det om. Men det forstod han ikke, for hvordan kunne man blive levende, når han jo ligesom var… død indeni? Han undlod at spørge ind til det og sad bare og nød det sidste øjeblik, for han kunne mærke på sine instinkter, at mørket snart faldt på udenfor. "… Jeg elsker dig, morfar," hviskede han dæmpet og trykkede sig ind til ham ganske blidt og forsigtigt. Der gik heller ikke længe, før at døren endte med at gå op ned til kælderen.
Hele 3 vampyrer kom gående ned i kælderen. Den ene låste op ind til Camryn og uden ord, gik han hen og tog fat i begge hendes arme og førte hende med sig. Hun gjorde modstand, så sig tilbage mod sin far, men bed i sig at kalde efter ham, for ikke at gøre det værre end det var. De 2 andre vampyrer, de åbnede ind til Marius og Marcianus. De hev Marcianus fra Marius ret brutalt og låste cellen igen, så Marius var tilbage alene. Marcianus selv kæmpede imod, men var ikke stærk nok i forhold til de to store vampyrer der hev ham. "Slip mig! SLIP MIG!" knurrede han efterfulgt at et hvæs i hovedet på den ene vampyr, selvom han blev ført ud af kælderen. Kælderdøren blev lukket efter dem og de blev begge ført til hoveddøren og helt ud på den anden side af lågen, hvor de først blev sluppet. "Hvis I ikke vender jer og går jeres vej, så dør Marius på stedet," advarede den ene, hvilket fik Marcianus til at bakke. Han tog sin mors hånd og førte hende med sig. Det var netop mørkt og de havde god tid. Han førte hende med sig, for han vidste lige hvor de var nødt til at gå hen.

//Out.