Surprise...!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Efterhånden var Faith bare blevet ligeglad med hvad pokker han snakkede om, hun lyttede ikke men lod ham i stedet tale om den såkaldte træning som hun vitterligt ikke forstod sig på. Hvad hun derimod ikke var så ligeglad med, var de kolde, klamme kældre som gjorde hende svag og utryg uden videre. Hun havde aldrig fungeret i den slags miljø, og skabte en indre uro. Hun havde et arbejde at tage sig af og lille Lucifer også selvom det primært var Evan der stod for ham i øjeblikket, men hun kunne ikke blive væk. Desperat sparkede hun fra sig, forsøgte at vriste sig fri af lænkerne, hvilket hurtigt viste sig at være en tabt kamp. ”Og hvorfor skulle jeg ikke kunne det?” spurgte hun sammenbidt og hang for nu bare slapt i de kolde lænker med et kraftigt bankende hjerte. De måtte være i Marvalo Mansion men hun mindedes ikke at have været hernede før, hvilket selvfølgelig udelukkende var fordi hun ikke kunne huske noget som helst. Hun hævede et dovent øjenbryn og himlede med øjnene af ham. ”Som sagt, Kimeya, så er jeg min egen herre, jeg har ikke tænkt mig at lystre dig som en lille hund. Uanset hvad du er blevet eller ej, så er det intet jeg ønsker at tage del i!” vrissede hun og og forsøgte igen at rive sin hånd fri, men endnu engang uden held. De flammerøde lokker føj omkring hendes ansigt, lagde sig ned over de blege skuldre. Den blide hånd over hendes kind fik hende på sit vis til at slappe af også selvom hun tvang sig selv til at trække hovedet den anden vej. ”Du røre mig ikke!” advarede hun hårdt, for hun ønskede ham slet ikke i nærheden… og så alligevel. ”Du kan lige vove…! Jeg ønsker ikke at huske noget om vores tid sammen, det var en fejl, den værste jeg nogensinde har begået, det eneste jeg ønsker er at stege dine indvolde og servere dem for de fattige!” udbrød hun denne gang med en blanding af vrede og direkte panik. Det var ingen hemmelighed at hun havde undgået sin hukommelse i frygt for hvilke glemte følelser der ville vælde op i hende, hun ønskede under ingen omstændigheder at elske Kimeya, for det var forkert og hun havde fået muligheden for at gøre op for det, det var ikke noget som han fik lov til at ødelægge!

[Kimeya Marvalo]

At Faith stod med ansvaret for en lille dreng, var Kimeya ganske enkelt fuldstændig ligeglad med, hvis han nu endelig skulle være ærlig. Han tænkte ikke tanken. Han vidste at hun intet kunne huske, og derfor, var det noget, som de var nødt til at gøre noget ved. Han betragtede hende med en ganske kortfattet mine. At se hende sparke sådan fra sig, som hun slet ikke ønskede at have ham tæt på, var uden tvivl noget af det, som morede ham mere, end det som noget andet måtte gøre det, og det var heller ikke noget, som han lagde det mindste skjul på i det hele taget! Han kuklo morende. ”Du finder ud af det,” lovede han roligt. For nu, lod han hende hænge der, også selvom der var ganske andre tanker, som han havde i sinde at bringe til live først. ”Der findes ikke noget stærkere end at være en del af den store elite..” For Kimeya selv, var det virkelig en stor ære, at få lov til at være næstkommandrerende af den ellers så lille gruppe, og det var noget, som han uden tvivl var forbandet stolt af, og hun skulle bestemt ikke have lov til at give udtryk for noget andet! Slet ikke!
Tanken om at lære at huske, var uden tvivl noget, som skræmte hende, og det var noget som direkte fik latteren til at bryde forbi hans læber, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Der var en styrke i at kunne huske tingene var en styrke. Der var ikke nogen, som kunne bruge noget som helst mod en, og det var også en af grundene til, at han selv havde taget det valg i udgangspunktet. ”Du frygter at kende til sandheden, kæreste.. Uden den, så kan jeg desværre ikke arbejde med dig.. om det som jeg skal arbejde med. Det ville være en skam.. Jeg har brug for.. din tillid.. Så hvorfor ikke starte ud med det, allerede med det samme?” Med de ord, så lod han fingeren søge fast til hendes tinding, åbnede for alle sluserne, og lod alle minderne om den fortid som de havde delt, den som de havde haft hver for sig, de mange handlinger som de havde været igennem hver for sig, med hinanden og for hinanden. Han lod hende kende til absolut det hele.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith hadede sig selv for at falde i hans fælde hver eneste gang. Han havde endnu engang formået at få skovlen under hende, men denne gang kunne hun ikke gennemskue hans planer og tanken irriterede og skræmte hende på samme tid. Hun havde utrolig meget at tage sig af i Appolyon, og tiden var bare ikke til at blive afholdt fra sit hjem og sine pligter på indtil videre, ubestemt tid. Hun kneb blikket sammen og opgav for en stund at kæmpe sig fri af lænkerne. De reagerede ikke på varmen, faktisk var det som om hun ikke kunne tage den i brug.. de måtte være magisikrede. ”Dine behov har aldrig været mine.. det eneste jeg ønsker er at varetage min plads som leder, og du burde koncentrere dig om det samme,” vrissede hun og sparkede frustreret ud efter ham velvidende om at hun næppe ville ramme, det var trods alt ikke særlig praktisk når man havde så korte ben som hun nu engang havde. Den kolde latter fik gåsehuden til at rejse sig, også selvom det nok ligeså meget var det kolde, fugtige klima i kælderen, hun havde ikke hørt den latter i årevis og selvom hun ikke huskede den, så rørte den et eller andet i hende hvilket var frustrerende.
”Rygter siger at vi klare os langt bedre uden hinanden Kimeya, hvorfor udfordre skæbnen? Uanset hvad du gør vil du aldrig vinde min tillid.. det vil ingen af din slags,” svarede hun med en tone som dryppede af direkte hån. Hun lagde bestemt ikke skjul på sin foragt overfor de kære warlocker, og tanken om at hun havde været så tæt på en var jo frastødende. Alligevel havde hun ikke synderligt meget at sige da uden videre lagde fingeren på hendes tinding og gav hende det hele. Hendes pupiller udvidede sig, enhver muskel i kroppen spændtes. For sig så hun alle de minder som havde været glemte, huskede alt de havde været igennem, huskede hvorfor hans latter vækkede de følelser i hende og hvorfor hans berøringer fik hende til at smelte. Den sidste time forsvandt derimod fra hukommelsen, muligvis fordi historien var så lang og overvældende. De grønne øjne fyldtes af tårer for en stund.. de var blevet slået ihjel, og Faith vidste pludselig at den mand som stod foran hende nu var den mand hun elskede.
Hun gispede og kom lidt tilbage til sig selv. ”… Kimeya? Hvad gør du?” spurgte hun ligefrem udmattet. Hun så sig omkring og var ikke i tvivl om hvor hun befandt sig, eller hvilke lænker hun var bundet med. Det var som at blive taget tilbage til en fortid, dog anderledes end den reelt havde været. Hun forsøgte at vride sig fri af lænkerne igen. ”Er jeg den eneste der ser ironien i dette?” spurgte hun med en skjult vrede og så på kæderne med et nærmest opgivende blik.

[Kimeya Marvalo]

Det var ikke ligefrem noget nyt, at Faith var ligeglad med tingene omkring sig. Dette ville måske tvinge hende til at være en kende fraværende fra lederposten igennem det næste lange stykke tid, men hvad der ville komme ud af det som et resultat derefter, ville blive så ekstraordinært, at selv hendes navn ville vække frygt igen – Som han vidste, at det ikke havde gjort i mange år. Hans blik udstrålede ikke nogen former for tanke eller følelse. Han så udelukkende sin opgave. ”Du har ingen anelse om hvilken styrke og hvilken frygt, du vil kunne sprede med dette, kæreste Faith.. Du tager virkelig fejl. Jeg er en frygtindgydende leder nu..” Hans stemme var fast og bestemt, for han vidste jo, at det var en sandhed frem for, at det var noget andet.
Faith kunne sparke og slå fra sig, alt det som hun ville, for hun ville ikke komme ned derfra, før han ville lade hende. Og nu hvor han havde opgaven så tydeligt i erindring i hans hoved, så kunne han da slet ikke lade være med at fryde sig bare en smule. Hun havde slet ikke nogen anelse om hvad han nu var i stand til. Han var stærkere end det som han havde været, nogensinde før. ”Vi er måske stærkest hver for sig.. hvem ved? Uden din tillid i denne sag, så kan jeg trygt love dig for, at du kommer til at hænge her i frygtelig lang tid,” sagde han med et kort træk på skulderen. Hånden lod han glide mod hendes tinding, idet han valgte at overføre hvert et minde og åbnede for sluserne, så hun selv var i stand til at finde de mange minder frem – på både godt og ondt.
Kimeya trak roligt hånden til sig igen. De tårefyldte øjne indikerede kun, at hun nu kunne huske det hele. Han nikkede med et tilfredst smil på læben. ”Du kan nu huske.. Perfekt.” Måske at det var rimelig ironisk at hun nu hang der foran ham, men at tage hendes liv, var slet ikke noget, som han var ude på. Han vendte blikket mod bordet med de mange torturinstrumenter. ”Ironisk eller ikke.. Du er blevet udvalgt til at blive en del af den dvasianske elite.. Stol på mig.. Så lover jeg dig, at du nok skal komme vel igennem det..” Han så ikke på hende under sin udtale. Han var i sit stille sind i færd med at finde ud af, hvad han skulle starte ud med.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith kunne virkelig ikke se det større formål med dette, det eneste hun var sikker på, var at det var slået fuldstændigt klik for ham, han talte i vildelse og noget i hans blik var forandret. Det var ikke varme og afsavn hun så, men derimod en styrke som mildest talt slog benene lidt væk under hende. De mange minder fyldte hendes sind, tvang hende til at huske det hele, det var overvældende at have det hele i hovedet. Kæderne raslede når hun blev urolig, lyden i sig selv, vækkede et hav af minder, det var ikke ligefrem første gang hun blev spændt fast. Et gammelt minde i samme situation, bundet til en væg dog med en anden mand foran sig.. Memphesto. Et gys løb gennem hende. ”Jeg vil kunne sprede? Kimeya jeg har ikke spredt andet gennem hele min tid som leder!” vrissede hun og himlede med øjnene. Det var næsten sandt. Gennem de sidste mange år ved ham, var folk, deriblandt hendes egne dæmoner begyndt at vise mistillid, og leve deres eget liv, yde selvtægt i høj grad og tanken havde ganske vidst frusstreret hende. På trods af kjolen, så trængte kulden igennem, det var slet ikke et klima hun følte sig tilpas i, hvilket han udmærket vidste, og hun havde svært ved at forstå hvordan han kunne gøre hende ondt bevidst. ”Tillid.. vi to har ikke ligefrem den bedste forhistorie med den slags, og jeg har ingen intentioner om at være så eftergivende, hvilket du burde vide efter alle de år,” påpegede hun irriteret. Et sted ønskede hun mest af alt, at han ville tage hende i favnen og trække hende ind til sig, på samme tid ønskede hun bare endelig at skærer de sidste bånd og vende tilbage til tilværelsen som en stærk, dæmonisk leder, det hun havde mistet efter hun havde mødt ham. Hun stønnede hæst og rev i kæderne, irriteret over at det ikke lykkedes at komme fri. ”Og hvis jeg ikke gør? Er du villig til at tage livet af mig? Efter alt vi har været igennem? Den sidste gang du brugte et torturredskab på mig, lå du grædende på dine knæ og bad mig om at tilgive dig..” påpegede hun sigende og huskede tilbage på den aften mens de stadig havde været et kongepar. Han havde altid gjort alt for at beskytte hende, og nu stod han der og så overvejende på de mange redskaber.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var en forandret mand, men selv i hans øjne, så var det jo til det bedre. Han var en mand, som nu besad styrken til at gøre en forskel, og det var deri frygten i hans øjne måtte ligge. Det var ikke bare tomme trusler nu. Folk skælvede i bukserne, bare de hørte hans navn. Han rystede let på hovedet. ”Siden hvornår har navnet ’Faith Jaceluck’ sidst vakt en skræmmende tanke hos nogen, Faith? Du fremstår selv med beskyldningerne om at vores tid sammen, gjorde dig svag.. gjorde os svage.. Det er der intet frygtindgydende i,” påpegede han ganske kortfattet. Hun kunne råbe og skrige alt det som hun havde lyst til, og det ville ikke få nogen betydning. Han havde gjort præcist det samme, da han havde hængt i hendes sted. Han vidste hvad hun skulle gennemgå, for han havde været igennem præcist det samme – endda overfor en, som han selv aldrig havde næret den største tillid til. Nu var sagen straks en anden, og det var noget, som han faktisk ønskede at få bekræftet for hende. ”Jeg var heller ikke Jaqia eftergivende.. Før jeg fandt ud af hvad hun mente, og hvad hun var ude på. Jeg kan kun håbe for din skyld, at det er noget, som går hurtigt op for dig,” påpegede han med en ganske kortfattet mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han vendte blikket kort i retningen af hende, inden han igen vendte sig mod de mange redskaber som lå på bordet. Det minde som hun rev op i, kunne han udmærket godt selv huske. Hvordan han var faldt på knæ og bad om tilgivelse. Han trak let på smilebåndet. Et gammelt minde, men dog noget, som han alligevel vægtede af en enorm betydning. ”Den Kimeya er død og borte. Jeg er stærkere end det nu.. Jeg ved hvad jeg gør.. Du skal bare stole på, at jeg gør det. Jeg er ikke ude på at tage dit liv, Faith.. Og det har jeg aldrig været. Min Herre har udvalgt dig til at blive en del af det, og det er noget, som du burde betragte, som en stor ære. Frygtelig stor endda. Lystrer du.. kan du nøjes med at hænge der for et par måneder.. Jo mere du kæmper imod, jo mere ondt vil det komme til at gøre.. Vi kan jo starte ud.. med at introducere denne..” Han tog fat om sin agiel. Hun kunne jo lige så godt lære smertens kerne at kende fra start.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Folk havde altid frygtet deres navne også selvom Faith jo nok desværre måtte erkende for sig selv at hendes ikke havde vakt megen frygt eller respekt gennem de sidste mange år. Tanken plagede hende, men at sige det højt var noget som hun nægtede! ”Vores tid sammen gjorde os svage, og det er noget jeg holder fast i. Tortur er ikke vejen frem men derimod en accept af at det er slut.. at vi aldrig var ment til at være så tætte,” påpegede hun. Det gjorde ondt på hende at sige nu hvor hun faktisk huskede det hele, men det var en tanke som hun havde gjort sig mange gange selv gennem de tider hvor alt havde været godt. Hvad end Kimeya havde været igennem ved Kimeya, så fandt hun sig ikke i at blive hængt op på den måde, hun havde ikke bedt om at blive en del af noget som helst! ”Det skal du bestemt ikke regne med. Det er et spørgsmål om tid før dæmonerne vil fatte mistanke, hvis jeg var dig ville jeg lade mig gå inden du kommer til at fortryde det,” advarede hun lidt vredt. Kort skævede hun til de mange redskaber.. hun vidste hvad det var, for hun var den som havde placeret dem der i sin tid under hendes mange eksperimenter. Hun skælvede uden selv at bide sig fast i det, men kulden havde hurtigt formået at tage et greb om hende, det var direkte generende. Faith hævede et slankt øjenbryn og så lettere opmærksomt på ham? ”Din herre? Jaqia? Det er det mest ynkelige jeg nogensinde har hørt! Siden hvornår er du begyndt at lade dig styrer som en marionetdukke?! Det er bestemt ikke den mand jeg kender eller forelskede mig i, der var engang hvor du kunne tænke selv. Skam dig,” vrissede hun og spyttede efter ham. Den mand som engang havde været hele hendes verden, havde ikke taget imod ordre fra en kvinde som kun havde skabt smerte når det kom til dem. Blikket faldt på agielen – et fremmede våben som ikke så ud af meget. ”Og det er?” spurgte hun mere eller mindre uinteresseret. Den så ikke ud af særlig meget og han burde vide at et par slag hist og her slet ikke ville være nok til at bringe hende ned, og da slet ikke hvis han ønskede at tage hendes liv, hvilket jo umiddelbart var den første indskydelse.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste godt, at hendes navn ikke vakte den samme gru og frygt, som det havde gjort for flere år tilbage, og hans navn var jo lige så. Nu havde han jo muligheden for at gøre noget ved det, og han ønskede at give hende det samme. Det var en enestående mulighed, som han ikke tillod, at hun sagde nej til, og det var noget, som han uden tvivl ønskede at markere for hende. Han vidste at de havde revet hinanden ned igennem de seneste mange år, men han var rejst fra asken. De menneskelige følelser, kunne man ikke ligefrem sige, at han var i den største kontakt med, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Du kan tro hvad du vil, Faith.. Men den viden, som du nu sidder inde med, vil uden tvivl komme til at komme dig rigtig godt til gode. Vi var svage sammen.. men svagere fra hinanden.. Højere magter giver os nu muligheden for at lave om på det.” Ringen gik han stadig med. Den havde end ikke Jaqia fået lov til at tage fra ham, og selvom man måske ikke kunne sige, at han bar den fordi at han var stolt på nogen måde, så var der alligevel minder bag den, som han slet ikke ønskede at give slip på, om det var noget, som han kunne blive fri for. Han vendte blikket mod hende efterfølgende. Grebet om hans agiel knugede han kraftigt. ”De bliver informeret på det vis, at de ikke vil komme og lede efter dig. Min træning tog måneder.. End ikke warlockerne søgte mig.. Se på det som en måde, at stige fra asken på, kæreste.. Du vil blive stærkere, end du har været nogensinde før,” sagde han ganske kortfattet. At hun reagerede sådan på Jaqia, forundrede ham ikke, for han vidste, at Faith om ikke andet, så hadede den kvinde, mere end det som han selv gjorde, så var det ikke noget, som han tog særlig tungt igen, når det nu endelig skulle være i den anden ende. ”Du undervurderer hende.. Hun er den eneste, som jeg med hånden på hjertet, kan sige, at jeg stoler på. Jeg er ikke hendes marionetdukke, men derimod en soldat og en del af eliten, som jeg for øvrigt, er næstkommanderende af.. Du ved slet ikke hvilken enestående mulighed det her er,” sagde han kortfattet. Hun undervurderede virkelig det våben som han stod med i hånden. Han vendte blikket kort mod det, og så mod hende. ”Lad os se..” Roligt førte han agielen mod hende og lod den komme i kontakt med hendes hofte. Han vidste at det ville gøre ekstremt ondt.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Der var ikke nogen stor frygt ved lyden af hendes navn, ikke som der havde været engang. Faith vidste inderst inde at hun havde ladet Kimeya gøre hende blød og gøre hende til en kvinde og uanset hvor meget hun havde elsket ham, så skammede hun sig også over det. Hun betragtede ham med bogstavelige flammer i blikket. Han gjorde hende vred, primært fordi hun så en mand som hun ikke havde set i mange år og det var ikke en som føjede hende som han havde gjort i sin tid. ”Jeg kan blive stærk uden din hjælp Kimeya..” vrissede hunhæst. Følelserne var et sted overvældende, nu hvor hun huskede det hele havde hun jo også en tanke om at han ikke kunne finde på at gøre hende ondt. ”Omkring hinanden går det galt og det ved du inderst inde,” påpegede hun stilfærdigt. Et gys gik igennem hende. Kælderen var iskold og det var noget som gjorde hende svag uden at gøre noget, det pissede hende mildest talt af! Ringen sad ligeså troligt på hendes finger som den gjorde på hans, hun følte ingen stolthed eller glæde ved den, men den havde forbundet hende til en del af den hun havde været. ”Ikke for dine hænder!” udbrød hun vredt. Hun ønskede at være stærkere, guderne måtte vide hvor brændende hun ønskede det, men han skulle ikke have lov til at røre hende! Vreden stod så stærkt i hende at hun så på ham med et næsten vanvittigt blik. ”Det er en løgn! Du har altid foragtet den kvinde Kimeya, DU var den som advarede mig mod at stole på hende og se hvor vi endte!! Du er hendes lille marionetdukke og det giver mig kvalme!” råbte hun. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig hastigt, hun var blevet lettere forpustet. ”Du vover ikke at røre mig!” hvæsede hun også selvom det ikke forhindrede ham i at berøre hendes hofte. Smerten skød gennem hende som et lyn, fyldte hendes krop. Hun vred sig under taget og forsøgte at kvæle skriget, til sidst direkte forgæves. Enhver muskel i kroppen var spændt, enhver blodårer spændt så kraftigt at de blev farvet mørkerøde og tydeligt sås på hendes blege hud. Kjolens stof hindrede den i at komme i direkte berøring, hun frygtede næsten hvordan det ville føles, og hun nærede ikke ligefrem et stort ønske om at prøve det. ”Få d-det t-t-til at st-stoppe,” fremstammede hun hæst.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ligeglad med hvilke tanker som Faith gjorde sig for ham, for hvorfor var det noget, som han skulle tænke på? Så det at hun var sådan overfor ham, var slet ikke noget som han tog så tungt igen, hvis han skulle være helt ærlig. Han kneb øjnene let sammen. Hendes navn vakte ikke den samme frygt, som det havde gjort før i tiden, men det var nu bare sådan at det måtte være. ”Det er noget som du tror. Dit navn vækker ikke frygt, Faith.. Og jeg kan hjælpe dig tilbage til det,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Han tog det nu ikke så tungt igen.. Hun havde slet ikke nogen anelse om hvor stort det her var, og hvor afgørende det kunne være for hendes fremtid, at komme i besiddelse af de evner, som han nu var kommet til. ”Jeg følger blot en ordre, kæreste. Hvad vi har skabt, såvel som hvad vi har ødelagt tilbage før i tiden, skal jeg ikke kunne sige,” sagde han ganske kortfattet, dog selvom han var klar over, at listen var lang. Den var frygtelig, frygtelig lang. Hun ville ikke formes i hans hænder, og det var nu heller ikke noget som han havde forventet at hun ville. ”Så er det jo fint, at det er mig der bestemmer,” sagde han med en ganske kortfattet tone.
Med henblik på alt det med Jaqia, så var det ikke noget som han ønskede at kommentere på. Han havde taget fejl, og det havde han fundet ud af på den hårde måde. Selvom han havde revet hendes liv til døden i sin tid, så havde hun vist sig at være en kvinde som han kunne lægge en lid til og faktisk.. stole på. Han stolede blindt på hende, og til nu havde hun ikke vist ham, at han ikke havde nogen grund til det. ”Hun har givet mig alle muligheder for at stille landet her stærkt! Hun har givet mig den energi, den kraft og den mulighed for at hæve warlockerne fra gruset og fra gløderne og atter blusse op. Tro mig Faith.. Selv jeg kan tage fejl, og jeg tog fejl af hende,” sagde han med en fast tone. At røre hende gjorde han med agielen, som han lod ligge mod hendes side. Han selv lagde den kraft i den, som han kunne. ”Skrig..” beordrede han kortfattet.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Raseriet flød i hendes årer, Faith kunne mærke det blive stærkere for hvert øjeblik der gik og hun kunne intet gøre ved det. Ilden var låst i hende, den brændte og hun kunne ikke lukke den ud på ham som hun ellers så brændende ønskede. Det var forkert at han tog hende under denne behandling, ham som engang havde nægtet at gøre hende ondt – bevidst vel og mærke for han havde gjort det mange gange. ”Jeg kan klare det på egen hånd, tak,” vrissede hun mere eller mindre udmattet, det var ikke nemt at blive drænet for energi på den måde, og ilden fortærede hende langsomt når hun ikke var i stand til at give slip. ”Men du ved det Kimeya, du ved det!! Der var engang hvor du elskede mig og nu dette?” spurgte hun med en langt mere sårbar tone, også selvom det var mere eller mindre bevidst. Hun gjorde et forsøg og appellerede til den mand som engang havde været villig til at gøre hvad som helst for hende. Skuespillet varede dog ikke længe, for ordene om at han var i kontrol gjorde hende vred. Hun rev i lænkerne.. han skulle bestemt ikke komme der og bestemme over hende, det ville hun ikke finde sig i! Det var kvalmende at han var blevet Jaqias lille køter, men det tændte hende til gengæld at se ham så.. bestemt og dominant, det var sådan han havde været dengang de havde mødt hinanden og det irriterede hende hvor meget det vækkede en varme i hende. ”Nej du gjorde ej! Den kvinde er en sæk og du ved det ligeså vel som jeg! Hun tog alt det fra os vi elskede, Kimeya og nu er du villig til at følge enhver ordre? Kan du ikke se at hun har hjernebasket dig?!” spurgte hun oprevet. Ordene blev dog hurtigt brudt af den ulidelige smerte han påførte hende. Enhver muskel i halsen var spændt, tydeligt at skriget blot prøvede at finde ud men uden videre held. Hans ordre fik hende blot til at kæmpe hårdere for ikke at skrige, en kamp som var direkte meningsløs i sidste ende for selvfølgelig kunne hun ikke lade være. Skriget brød hendes læber, rungede i de kolde gemakker. Alt for at stoppe det, hun kunne ikke udstå den smerte for meget længere, aldrig havde hun følt noget så gennemborende på trods af at hun før havde været udsat for alverdens torturmetoder.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste at Faith altid havde været en enerådig kvinde, men det ændrede ikke på det faktum, at han stadig elskede hende, men at det var ordren, som han satte først. Det var det som han havde været trænet op til igennem flere måneder nu, og det havde været.. umuligt for ham at gøre modstand. Jo mere modstand han havde ydet, jo mere ondt havde det gjort, og nu havde han lært at tackle det. Han hævede blikket. Følelser var han ikke just præget af i denne stund, men hun havde ret. ”Jeg ved udmærket godt, at vi har gjort rigtig mange ting for hinanden, Faith.. Hvorfor tror du ikke også at jeg gør det, som jeg gør nu?” spurgte han ganske kortfattet. Ja, han var blevet en langt mere bestemt mand, men han vidste jo også hvorfor han gjorde tingene nu. Visse ting havde forandret sig for deres begges skyld. Han havde lært at Jaqia var en som han kunne stole på, men det var et sted også fordi at han vidste, at hun ikke kunne undvære ham. For en gangs skyld, så følte han sig faktisk.. brugbar, og det var også en grund til at han handlede og gjorde som han gjorde i denne stund. Hun kunne sige hvad hun ville. Hun havde ingen anelse om hvad han havde gennemgået, og hvilke ting, der faktisk var gået op for ham, for det var ikke småting. Tvært imod, så var det faktisk rigtig mange! At høre hende omtale Jaqia på den måde, var noget som et sted gjorde ham arrig. Den kvinde havde givet ham alle muligheder! ”Jeg ved udmærket godt, hvilke konflikter vi har haft liggende med hende tilbage i vores tid, Faith, men den kvinde har i sandhed også givet mig alle muligheder til igen at lade mig hæves fra asken og atter blusse i brand.. Tro mig.. Hvis du ved hvad det her virkelig gør..” Han fjernede agielen, da han hørte hendes skrig. Et sted frydet tanken ham og et sted, så gjorde den ikke. Han greb omkring hendes kæbe, for at tvinge hendes blik mod sig. ”Gør dig selv den tjeneste, at tage imod. Jo hurtigere du stopper med at kæmpe imod, jo hurtigere er det overstået..” nærmest hvislede han. Han lænede sig frem, inden han kyssede hende direkte krævende. Han skulle nok få sin vilje!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Nu hvor Faith igen havde fået sin hukommelse igen, så var hun næsten skræmt ved tanken om hvor ligeglad Kimeya var med hende. Engang havde han gjort hvad som helst for at beskytte hende og nu var han den som gjorde hende ondt. Hun gøs.. det var virkelig koldt hernede, han burde vide hvor meget det trættede hende. Hun himlede med øjnene. Hvorfor blev han ved med at gentage sig selv? Hun anså ikke dette for at være for hendes skyld overhovedet! ”Du vover ikke at påstå at dette er for min skyld Kimeya. Jeg ved ikke hvorfor du gør det, eller hvorfor Jaqia har bildt dig ind at du gør det, men det er at vanære både jeg og det vi engang havde,” fastholdt hun vrissent. Kampen mod længerne havde hun opgivet, men de strammede om hendes spinkle håndled, det var en virkelig trættende stilling af stå i. Skriget havde brudt hendes læber og hun var nærmest lettet da han langt om læne fjernede våbenet. Svedperlerne havde allerede lagt sig på hendes pande, hun prustende tungt og forsøgte at få lidt ro på den skælvende krop. ”D-du er s-stærk no-nok uden h-hende,” fremstammede hun hidsigt. Det var ydmygende at skrige på den måde, aldrig havde hun følt sig så svag for hun burde sagtens have været i stand til at stå imod. Hans ord nåede hun ikke at besvare før hans læber mødte hendes i et krævende kys og lod en sitren brede sig i hele kroppen. Hun elskede at han kyssede hende på den måde også selvom det eneste han fik i gengæld var et halvkvalt støn. På samme tid skulle han bestemt ikke have lov til at komme så tæt på hende under disse omstændigheder, uanset hvor meget hendes krop reelt skreg på at komme ham tæt. Hun tvang sig selv til at se bort fra behaget og bed ham hårdt i læben. ”Gå til helvede Kimeya!” endte hun spydigt, og følte sig næsten stolt over ikke at være smeltet fuldstændigt som hun ellers ville have gjort normalt, og han tillid at kalde hende svag? Det hørte jo ingen steder hjemme!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste at Faith nu kunne huske hele historien, og det var ikke fordi at det gjorde ham noget. Dette var noget som han faktisk gjorde for hendes skyld, og det var noget, som han stod fuldkommen fast på, så det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle være i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod hende. Hun kunne forsøge at få ham til at skifte mening, og han kunne trygt love hende for, at det ikke ville hjælpe. ”Jaqia har givet mig alle muligheder til at komme tilbage på banen og tilbage til den styrke, som jeg for længst troede, at jeg havde mistet, Faith. Jeg vanære ej hvad vi havde, men jeg vender tilbage til det som vi havde.. Jeg føler en styrke, som jeg ikke har haft i flere år, og jeg er kun ude på at hjælpe dig til det samme,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Hun ville ikke kunne gøre det her uden hjælp, og det var det som han også var klar over, men det var vel næppe noget, som hun tog hensyn til i den anden ende? Var det? Han var ikke stærk uden Jaqia, og det var det som for alvor var gået op for ham. Han kunne ikke undvære de muligheder og remedier som Jaqia havde givet ham. Han rystede på hovedet. ”Der tager du fejl,” endte han kortfattet, da han fjernede agielen og fik den på plads i bæltet som var omkring hans liv. Selv trådte han hen til hende, kun for at tvinge hende i kysset, som i den grad også var direkte krævende, for han ville ikke noget andet! Han trak sig med det samme, da hun i stedet for, satte tænderne direkte i hans underlæbe og faktisk bed hul. Han smilede let for sig selv og hævede hånden, som han tørrede over sin læbe i stedet for. ”Du er bidsk, som jeg kan huske det..” Han knibsede og lod tjet forlade hendes krop, så hun hang der i absolut ingenting. Han vidste godt, hvad der gjorde hende svag, så det var op til hende, hvor lang tid at hun ville hænge der. Han trådte igen hen til hende. Hånden søgte roligt om hendes talje og tog en tur over hendes bagparti. ”Det skal vi nok få pillet af dig.. Enten er du stærk nok og overlever det.. ellers bukker du under og det tager dit liv..” Han tog igen fat i agielen og lagde den mod hendes nedre ribben. Han ville påføre hende den smerte.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Jaqia havde virkelig formået at hjernevaske manden og Faith brød sig ikke om det.. til gengæld så kunne hun kende ham igen, den mand der stod foran hende nu og så på hende med det kolde blik, det var den mand som i sin tid havde stjålet hendes hjerte, og hun havde et sted savnet den konstante spænding, den konstante hjertebanken når han var omkring. ”Du ved ikke hvad du snakker om,” konkluderede hun kortfattet. Det gjorde tilsyneladende ikke nogen forskel hvor vidt hun forsøgte at tale ham til fornuft eller ej. ”Det er dig som tager fejl Kimeya. Du er stærk, det har du altid været, du har ikke brug for Jaqia til at rejse warlockerne fra asken!” skældte hun i et sidste forsøg på at få ham til at indse det, også selvom han vel et sted havde ret? Hun havde forsøgt i årevis og det var ikke lykkedes hende at bringe dæmonerne frem heller. Det tilfredse glimt meldte sig i hendes blik da han endte med at trække sig, også selvom hun et sted havde nydt at smage på ham. ”Og vi ved begge at du ikke kan tackle mig,” hviskede hun triumferende. Smilet falmede dog temmelig hurtigt da tøjet endte med at glide af hende og efterlod hendes blege krop nøgen og blottet for ham uden mulighed for at beskytte sig. ”Du kan lige vove at røre mig…” advarede hun og forsøgte at undvige hans hænder, hvilket selvøflgleig var meningsløst eftersom hun hang der og ikke kunne stille noget som helst op. Hans hånd var kold og ru, og efterlod dog en varm følelse når han førte den rundt over hendes krop og ned over bagpartiet. Sukket lå lige på tungen, men hun nægtede at vise ham hvor meget hun nød det, så i stedet lod un de grønne øjne glide i skjul bag de efterhånden tunge øjenlåg, noget som hun bittert fortrød idet smerten skød igennem hende som et lyn igen. Hun spændte kroppen, svajede i ryggen og skød brystet frem som naturlig reaktion. Igen prustede hun, tvang skriget tilbage i struben også selvom det var så fristende bare at give slip.