Surprise...!

[Kimeya Marvalo]

Faith kunne forsøge alt det som hun ville, men det var ikke noget, som ville overbevise ham om noget helst, det var helt sikkert. Han var overbevist om andet, og han vidste, at han havde ret, og det var jo det, som han kunne se når han var ude. Folk var atter begyndt at frygte ham, og det var en fantastisk fornemmelse! ”Jeg tror det er på tide, at du ser virkeligheden i øjnene.. Du er ikke så frygtindgydende, som du ønsker at du var.. Og som du har været,” sagde han ganske kortfattet endnu en gang, da han vendte blikket mod hende. Det var måske frygtelig hårdt at sige det, men uden Jaqia, så havde han aldrig været den mand, som han var i denne stund. ”Hun fik mig til at indse de fejl, som jeg begik i min tid, og gav mig de remedier jeg skal bruge for at rette op på det.. Nu giver jeg det videre til dig,” endte han med en kortfattet stemme, for selv hun vidste vel, at han havde ret? At han havde ret i at det hele var helt ude i torvene, hvor man ikke rigtigt kunne gøre noget ved det. Han fjernede hendes tøj med et enkelt knips med fingrene, inden han trådte hende i møde i stedet for. Han lod hånden stryge over hendes bagparti. Han vidste at hun kunne lide det, om det så var noget, som man nu ville det eller ikke. Han smilede let for sig selv. ”Bestemmer du det, eller gør jeg?” endte han tonløst, idet han lagde agielen mod hendes nedre ribben i stedet for. Specielt fordi at han vidste at det gjorde ondt. Han vendte blikket mod hende. Hun spændte, forsøgte at tvinge skriget tilbage, også selvom han slet ikke ville lade hende slippe så nemt. ”Det gør lige så ondt på mig at holde den, som det gør ondt på dig at blive berørt af den, Faith.. Jeg kan lære dig at tackle det.. Jeg kan give dig den styrke, som den besidder.. du skal bare tage imod,” endte han med en fast tone. Den frie hånd strøg han over hendes side og videre over hendes bryst. Selv han skulle da have lov til at have sin sjov!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Selvom Faith ikke var meget for det, så måtte hun jo desværre sande at Kimeya havde ret. Hendes navn vækkede ingen gru, der var ikke mange som i det hele taget tog sig af hende mere og hun længtes efter at blive den kvinde hun havde været engang.. før børn havde gjort hende blød og før Kimeya havde overtalt hende til at fungerer som kvinde og mor frem for leder. ”Og hvis skyld er det?!” udbrød hun denne gang direkte vredt. Ja et sted var det en tavs tilkendegivelse af sandheden, men skylden hvilede på ham! Var det noget vidunder at hun ikke ønskede ham i nærheden? ”Jeg ønsker intet af dig, og slet ikke noget som er blevet givet til dig af Jaqia i udgangspunktet,” fortsatte hun og forsøgte at trække hånden til sig. Hun nægtede at hænge der, blottet for hans synd. Ironisk nok eftersom dette havde været hans opgave helt fra starten, det mindede hende om Memphesto lige foruden at dette næsten var værre end noget af det han havde gjort ved hende.. hun nød det Kimeya faktisk gjorde, det havde hun bestemt aldrig gjort med landets tidligere konge. Hun bed tænderne hårdt sammen og sendte ham et flammende blik.. en ting var at han havde kontrollen en anden ting var at minde hende om det, for hun kunne vitterligt intet gøre. ”Spar dig.. jeg skal nok vise dig hvem der bestemmer når jeg kommer ned herfra,” hun rev i lænkerne, deres raslen gav hende gåsehud men de gav sig ikke det mindste. Fra de nedre ribben bredte smerten sig hurtigt i hele kroppen, det var svært at bedømme hvor den overhovedet var kommet fra. Den blege krop endte hurtigt dækket i et tyndt lag sved, aå anstrengt som den var af at spændes på den måde. Hun trak vejret tungt og følte et sted bag alt smerten hans blide hånd vandre over hendes bryst. Hun ville stoppe ham, bande af ham, fortælle ham hvor meget hun afskyede ham, men talecenteret var fuldkommen lammet af smerten, han skulle bare ikke have lov til at berøre hende på den måde! Hun ønskede mere og var samtidig desperat efter at stoppe den ulidelige smerte. ”S-stop!” forsøgte hun svagt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var allerede nu klar over, at Faith ville blive en hård nød at knække, men ikke desto mindre, så var det en opgave, som han påtog sig, da det også var en ordre, som var blevet ham skænket af Jaqia. En kvinde, som havde givet ham alle muligheder til at komme tilbage til styrken igen og være den rette til at lede et helt folk, og det var noget som han uden tvivl også havde sine planer om at gøre! Han vendte blikket mod hende. Hun havde det hele i munden lige nu. Hun kunne jo ikke ligefrem stille noget op, og var det underligt, at det var en tanke, som faktisk tændte ham? Jaqia havde formået at ændre hele hans syn på ting, og hele hans måde at tænke på – til det bedre. Det var kun blevet bedre! ”Du ændrede dig.. Det er din skyld,” påpegede han ganske kortfattet. Hun kunne have ladet være med at forsøge at forandre sig for hans skyld. Han var skyld i hans egen placering i samfundet, som hun måtte være af sin. Han smilede let for sig selv. ”Blændet af had og raseri, kære Faith.. Det er ikke underligt at du ikke kan se hvilken fantastisk og enestående mulighed det her faktisk er,” påpegede han ganske sigende, da han igen hævede blikket mod hendes skikkelse. Det var virkelig utroligt, at nogle kunne være så blind! Han havde jo selv været det i sin tid, og han havde tydeligt fået øjnene op for den rene sandhed. ”Du kommer ikke ned herfra, før jeg siger at du gør det.. Du kan hænge frit her,” endte han ganske kortfattet og med en fast tone. Nærmest højtrøbende. Han lod agielen ligge mod hendes ribben. Han burde måske.. Hvis han skulle tvinge hende til at tage imod, så måtte han sætte skrækken i livet på hende først, og det vidste han godt. ”Stop..? Som du vil..” Han kyssede roligt hendes skulder. Det var jo ikke fordi at hun var så højt oppe. Han flyttede agielen direkte fra hendes ribben, til hendes bryst og hjerte, velvidende om, at den ville stoppe det. Han var jo nødt til at skræmme hende for alvor!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Kimeya kendte hende godt nok til at vide at hun ikke ville give sig uden videre, og slet ikke til hans tåbelige idéer! Desværre var der ikke meget hun kunne stille op, med magien bundet og hendes hænder i lænker, ja så var der meget lidt hun kunne gøre, og det frustrerede hende. Tillid havde aldrig rigtig været hendes specialitet og nu var hun fuldkommen henlagt i hans vold, han havde hendes liv i sine hænder og kunne gøre med det hvad pokker han ville. Det der irriterede hende mest, var at dette mindede hende om meget af hendes barndom, og hun hadede at føle sig så svag endnu engang. ”Nej det er din. Du gav mig intet andet valg end at ændre mig!” udbrød hun fast. Han begyndte virkelig at lege med ilden, desværre var det kun hende der følte varmen stige hende til hovedet. ”Du er den blinde her, du kan ikke se hvor meget Jaqia har hjertevasket dig, din ynkelige kujon!” råbte hun vredt. Det føltes så godt at være vred.. hun kunne mærke det sitre helt ud i fingerspidserne, og blandet med den voldsomme smerte, så fik det hende til at føle sig stærk og afkræftet på samme tid. Smerten gav hende tårer i øjnene. Af alt magt forsøgte hun at holde dem tilbage, men de gled lydløst ned over hendes blege kinder og ned over den slanke hals. De mange sten faldt fra skuldrene idet han fjernede agielen. For et kort øjeblik var hun faktisk overbevist om at han ville lade hende slippe. Efter smerten var hele hendes krop et sårbart og ret følelsespræget sted, så hans kys skød ligeså kraftigt igennem hende som smerten netop havde gjort. Hun tog sig selv i at sukke dæmpet og lukke øjnene idet han lagde agielen mod hendes bryst. Hun nåede ikke rigtigt at føle en smerte. Hjertet slog et enkelt hårdt slag mod hendes bryst hvorefter det stoppede… Hun åbnede øjnene og pupillerne udviddede sig for et kort øjeblik inden hun pustede den sidste luft ud og hang slapt i lænkerne.. praktisk talt død.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde lært at se verdenen på en helt anden måde, og det var også det som han ønskede at lære Faith. Der var den måde, som hun så den på, og den måde, som verdenen faktisk var på, og det var to helt forskellige ting. Han vendte blikket mod hende. Hun ville fortsætte med at give ham skylden? Ja, et sted så forundrede det ham ikke, for det var jo ikke ligefrem nogen nyhed, at det var sådan det var mellem de to. Han smilede let for sig selv. Tanken morede ham faktisk. ”Du tog valget og ændrede dig.. Det er din egen skyld!” fastholdt han med en fast tone. Hun kunne sige hvad hun ville om Jaqia, men han ville ikke være enig med hende, og det ville han aldrig blive! Den kvinde havde givet ham alle de muligheder og alle de ting, som han skulle bruge, for at kunne gøre noget ved det, og rette op på de fejl, som han havde lavet for mange år siden, og det var noget, som han uden tvivl var rigtig glad for! ”Jeg kan se realistisk på verdenen og tingene omkring mig.. Jeg ser de muligheder, som jeg ikke har set i rigtig mange år, og nu er det på tide, at du begynder med det samme,” endte han med en kortfattet stemme, for det var jo heller ikke ligefrem nogen tvivl om det. Han fjernede agielen fra hendes ribben og førte den direkte til hendes hjerte, velvidende om at det ville stoppe det. Hvis der var noget, som han vidste at Faith var bange for, så var det døden, så det var jo det oplagte at true med. Han rettede sig op, inden han førte agielen tilbage i bæltet om hans liv. ”Skal vi så se..” Fuldstændig upåvirket af at hans livs kærlighed hang død i lænker foran ham, så hævede han armene og fik lænkerne ned – Han slap hende dog ikke fri. Han var ikke dum. Han lagde hende roligt ned på resterne af hendes tøj, inden han kort strøg hende over kinden. Smuk var hun som hun lå der.. Nu fuldbyrdet den opgave som Memphesto havde sat på ham for mange år siden. Han lænede sig frem, hvor han ved hjælp af sin egen magi, pustede livet tilbage i hende, for at sætte gang i hendes hjerte igen. Hans blik forblev fuldstændig upåvirket.. Det var på tide, at hun lærte hvem der var bos, og det var ikke hende!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Måske man kunne sige at de begge havde en hvis form for skyld, men Faith havde aldrig været særlig god til at pålægge den sig selv, desuden så stod hun fast på at han havde tvunget hende til at ændre sig, hun havde elsket ham og været villig til at gøre det, noget som hun bittert kunne fortryde den dag i dag. ”Havde jeg ikke ændret mig, s-så havde j-jeg mistet d-dig og desværre v-var jeg for blind til a-at se at det nok ha-havde været det b-bedste,” fremstammede hun vredt. Der var et gran af sandhed i det men når det var sagt så havde han givet hende noget som hun aldrig selv havde fundet på egen hånd. Han havde givet hende en større mening med livet, vist hende hvordan det var at blive elsket også selvom hun ikke så kærligheden i hans blik mere. Hun nåede ikke at sige så meget emre før hendes hjerte blev stoppet af hvad end det var for et våben han bar og lod hende hvile slapt.
.. hvor lang tid der var gået vidste hun ikke, det kunne næppe være længe. Hun skød brystet frem og hev efter vejret. Hendes hjerte bankede som en sindssyg ivrig efter at fortsætte arbejdet hvor det havde sluppet. Hun så på ham med et rådvildt blik og overvejede at slå ud efter ham, desværre lystrede hendes krop ikke. Hun kunne ikke tro at han lige havde slået hende ihjel.. hun havde faktisk været død og nu var hun skrækslagen for at han kunne finde på at gøre det igen. ”D-du slog m-mig i-ihjel,” fremstammede hun tydeligt overrasket og så op på hans kolde ansigt. Det gik hurtigt op for hende at spillet havde ændret sig.. selvom han endnu berørte hende og udviste fysisk omsorg, så kunne han umuligt elske hende det mindste, hvilket ændrede hele perspektivet.. han var en fjende ikke en ven. Farven begyndte langsomt at vende tilbage til hendes kinder med en gnist af liv. Han havde hende virkelig i sin grundvold, han kunne tage hendes liv lettere end intet andet og følelsen af at være en fange ramte hende som den kolde mur, det gjorde hende faktisk bange. Endelig hævede hun armene og lagde dem omkring hans nakke hvilket kunne lade sig gøre på trods af hængslerne omkring hendes håndled. De tunge kæder faldt ned over hans krop da hun trak ham tæt på sin nøgne krop. ”En dag flår jeg dine indvolde ud Kimeya.. og så steger jeg dem på bålet og servere dem for grisene, det sværger jeg,” hviskede hun intenst i hans ører, før hun igen slap ham.

[Kimeya Marvalo]

Faith havde aldrig været god til at påtage sig skylden for hendes egne fejl, og det vidste Kimeya jo godt. Derfor morede det ham virkelig bare, at se hende på den måde, og at hun konstant skulle give ham skylden for det hele. Ja, det var jo egentlig ikke så underligt igen. Han smilede næsten hånligt. ”Auch..” begyndte han med en sigende mine, da han igen trådte op ved siden af hende. ”Og dog, så valgte du at ægte mig..” hvislede han tæt ind mod hendes øre, inden han lod agielen møde hendes bryst, og derved stoppe hendes hjerte, så hun hang slapt og død for øjnene af ham.
Kimeya vidste hvad han var i stand til, og dette var noget som han ønskede at understrege for hende. Det var ikke fordi, at det ville forvolde ham noget problem, at skulle gøre det igen, og det var det, som han ønskede at understrege. Et sted, var det jo denne opgave som Memphesto havde sat på ham for frygtelig mange år siden.. Og nu stod han her, og havde faktisk gjort, hvad der var blevet ham påbudt for så mange år siden. Han smilede let for sig selv, da hun endelig kom til sig selv igen, og endte med at vågne op. Han lod hånden stryge hende let over kinden, for han kunne jo heller ikke lade være. ”Opgaven som Memphesto satte mig på for frygtelig mange år siden, kæreste,” endte han ganske sigende. At hun så endte med at blive vred, var nu heller ikke noget, som han kunne sige noget til. Han lod hende kaste sine arme om hans nakke, og derved komme helt tæt på ham. Hvis der var noget som skræmte hende, så var det døden, og det vidste han. Det var derfor, at den var så.. oplagt for ham at bruge. Han vendte blikket mod hende. Hendes trussel, var ligefrem noget, som han kunne grine af, for han synes virkelig det var underholdende! Han vendte blikket mod hende igen, da hun slap ham. Han var fuldstændig upåvirket af det, som hun fortalte ham. Han havde lang vej igen, og det vidste han. Det var jo op til hende, hvor lang tid, hun ville komme til at hænge her. Han rejste sig roligt op. ”Var det en trussel, skat?” spurgte han ganske kortfattet, inden han fik hende hængt op på krogen igen ved hjælp af magi.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith ønskede ikke at erkende sine egne valg og det burde han efterhånden kende hende godt nok til at vide. Han havde forsøgt at ændre hende og hun havde ladet ham gøre det, hvilket næsten var det værste, alt sammen blot for at kunne kalde sig hans.. det var jo kvalmende, og det var noget hun først så nu hvor hun hang der i kolde lænker. Hans stemme var langt væk allerede idet han havde berørt hende med våbenet og stoppede hendes hjerte.
Selv efter han hade pustet livet tilbage i hende, var hun stakåndet og havde en følelse af at hjertet slog uregelmæssigt hvilket tog pusten fra hende. Han lod sig ligefrem til at morer sig ved synet af hende kæmpe sig tilbage til livet. Døden havde altid været hendes største frygt, måske lige foruden fangeskab og dette var e kombination af det hele, hvilket gjorde hende direkte panisk selvom hun ikke tillod det at komme til udtryk. ”Husker j-jeg rigtigt s-så fuldførte d-du den opgave for ma-mange år siden,” påpegede hun hæst. Det skræmte hende at være sådan i hans grundvold, at han stod med hendes liv i sine hænder og kunne gøre med det hvad pokker han ville. Der var ingen følelse at sporer, på trods af at hun så ham i øjnene. De følelser der engang havde været var der ikke længere, og det gjorde faktisk ondt selvom det nok var til det bedste. ”Je-jeg vil k-kalde det e-et løfte,” rettede hun og slap ham stille. Kroppen var tungere end bly da han med magi hævede hende og atter hang hende op på kroppen hvor blottet igen endte blottet for hans blik. ”D-drop det Kimeya.. slap m-mig fri,” bad hun atter og følte øjnene glide i, hun var faktisk blevet træt hvilket vel heller ikke var underligt? Hovedet hang slapt, de flammerøde lokker faldt ned over hendes blege bryst, skjulte hende en lille smule. Det hun frygtede med var næsten når han ville gå og lade hende hænge alene i mørket, tanken alene fik hende til at gyse, for det tog hende direkte tilbage til kælderen i de ni lange måneder hvor hendes far havde holdt hende skjult dernede gravid med sin egen lillebror, noget som hun aldrig havde nævnt for nogle.. end ikke Kimeya, og på stående fod virkede det nærmest heldigt.

[Kimeya Marvalo]

Hvad der var sket med Faith i hendes fortid, og hvad en kold og klam kælder gjorde ved hende, var ikke noget, som de havde snakket om, og nok aldrig kom til, og han kunne ikke være mere ligeglad. Det eneste ,som han så for sig, var hans opgave, og det var tydeligt, at dette ville blive en af de hårdere, selvom det nok ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, når det nu endelig skulle komme til stykket. Han kneb øjnene let sammen, da hun endelig slog øjnene op og vågnede igen. Han havde nu kraftigt understreget for hende, at det var ham, som sad med hele hendes liv i sine hænder, og det var faktisk en tanke som.. morede ham et eller andet sted. Det var næsten helt uhyggeligt. Han smilede let for sig selv. Han havde ikke fuldført den opgave som han burde, og det vidste han. Det havde jo selv kostet ham livet. ”Memphesto sendte Celina efter mig.. Bragte mit hoved til Memphesto for at understrege at mit arbejde ikke var godt nok.. Husker jeg ikke helt forkert, fik du hjælp af en warlock til at bringe mit hoved tilbage til min krop,” fortsatte han ganske kortfattet. De havde gjort meget for og med hinanden, og naturligvis var det også noget som gjorde sit for ham. Han glemte det ikke.. Og det ville han aldrig. Det var jo ting, som end ikke Jaqia kunne tage fra ham. Han fik hende op på krogen igen. Han ville give hende en pause. Han skulle heller ikke køre for hårdt på hende, for så vidste han da, at det ville koste hende livet for alvor, og det var han jo heller ikke interesseret i! Han vendte blikket mod hende. ”Jeg giver dig en time, Faith.. Hvil dig.. Før jeg kommer tilbage..” endte han med en ganske kortfattet stemme, inden han roligt trak sig, kun for at vende sig mod døren. Han var kendt med hendes frygt for at være alene.. frygten for mørket og frygten for kulden og frygten for kælderen.. Han ville bruge det hele mod hende.

//Out