Surprise...!

[Kimeya Marvalo]

Opgaven havde været klar for Kimeya og uden at tøve det mindste, havde han taget den lange tur i retningen af Appolyon. Den mørke læderdragt som han havde fået på, var en som han uden tvivl bar med stolthed, og som uden tvivl påviste de muskler og den kropsbygning som han var af. Der var bestemt ikke ladt meget til fantasien, og det var noget som passede ham fint. Ved hans side hang hans agiel. Et våben som han havde fået æren af at løfte og hæve og bruge i beskyttelsen af Dvasias, og det var noget som han uden tvivl agtet at gøre! De store og mange grotter, havde Kimeya kun fået lov til at betragte sig af et par gange indvendig, så et sted, var han næsten spændt på at se hvad dette møde ville bringe ham, selvom han dog vidste det allerede på forhånd; Han ville møde Faith, og han skulle bringe hende til Marvalo Mansion, så træningen kunne igangsættes. Hun skulle blive beæret over at få denne fantastiske mulighed for at blive til noget, som landet ville se op til!
Kimeya trådte indenfor. Hans blik strålede af intet andet end ren vrede, kulde og manglen på følelser. Dem havde Jaqia for længst revet fra ham, og specielt når han havde den dragt på, som han nu havde. Han var på arbejde.. Og han var en hård mand nu, i forhold til så meget andet, som han havde gjort igennem de sidste mange år. En blå flamme meldte sig i hans hånd, inden han så sig omkring. Han kunne høre dæmonerne omkring ham, hvilket næsten var noget som fyldte ham med en væmmelse! Men hvordan skulle han ellers få fat i hende? En mindre gruppe kom nede fra en af de mange gange. ”Hvad pokker laver du her?!” nærmest brølede den ene, hvilket fik de andre til at reagere. De høje brøl, havde nærmest kaldt andre til sig. Kimeya stoppede op. Det var jo næsten alt for nemt det her! Flammen lod han dø ud i hans hånd, idet han lod dem gribe ham. Alene den tanke om, at han skulle lade dem røre ved ham, fandt han virkelig ækel! Den eneste som skulle have lov til det, nogensinde, var Faith! Uden så meget som et ord, lod han dem føre ham ned igennem grotterne. For hans vedkommende, så var det virkelig for nemt. Han spændte i sine arme, idet at de langt om længe nåede Faiths huler dybt inde i Appolyon. Der troede han faktisk ikke at han havde været endnu. Armene blev tvunget om på hans ryg, og han blev tvunget i knæ, da de endelig trådte ind. Han sagde stadig ikke så meget som et ord. ”Vi fandt ham her luskende rundt i grotterne, Faith. Hvad skal vi stille op med ham?” spurgte den højere rangerede dæmon, som havde forårsaget tilholdet af den højtstående Warlock. De skulle bare vide hvad de havde i vente!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith sad mere eller mindre begravet i arbejde som hun havde gjort hele dagen. Bunken af pergamenter på skrivebordet var ikke blevet meget mindre siden sidst på trods af de mange timer hun havde været der. De gennemborende, grønne øjne søgte hen over pergamentet foran hende, mens hun læste den samme sætning gang på gang uden egentlig at læse den. Det kørte efterhånden rund i hovedet på hende. Levende lys ig form af stearin og fakler oplyste værelset og havde allerede bragt en varme som de fleste ville blive dårlige af, men som Faith selv følte sig styrket af. De flammerøde lokker hang frit omkring hendes slanke skuldre og badede sig i det varme, orange skær. Hun havde indrettet det tydeligt efter sine egne behov og lyster. Grottevæggene var ligesom mange andre steder, præget af smukke, dybe indgraveringer, savn om fortiden og om de forrige ledere som havde brugt selv samme værelse.
På trods af de færreste turde at forstyrre hende når hun sad begravet i arbejde som nu, så lagde hun hurtigt mærke til dæmonerne som trådte ind i hendes kammer, også selvom hun sad med ryggen til. ”Har jeg ikke sagt at jeg ikke vil forstyrres?” spurgte hun med en hård tone. Hun var ude af stand til at lyde direkte kold på grund af varmen i det indre, men hun var ikke til at lege med. Hun vendte sig dog alligevel roligt om efter at have sluppet sin blækpen. De grønne øjne faldt på Kimeyas skikkelse hvilket fik hendes hjerte til at slå hurtigere. Hun havde ikke set ham siden hun var stukket af en tidlig morgen efter deres tur i sengen. ”Kimeya..” endte hun tydeligt overrasket. Selvom der gik rygter om at de havde været sammen i virkelig mange år, så var hun ret sikker på at han aldrig havde betrådt disse kamre. ”Slip ham og forlad os,” bad hun uden at værdige dem et blik, det var rettet mod Kimeya. De gjorde øjeblikkeligt som hun sagde og slap ham for selv at forlade dem. ”Du er sandelig langt hjemmefra,” påpegede hun og lagde et ben over det andet uden at være truende overhovedet selvom hun var mere påpasselig end hun ellers ville have været, man vidste aldrig hvad manden kunne finde på. Kort så hun op og ned af ham og lagde hurtigt mærke til dragten som virkelig ikke overlod meget til fantasien.. hvorfor tændte den tanke en gnist i hende?

[Kimeya Marvalo]

Alene den fornemmelse af, at dæmonerne skulle have fat i ham, for at føre ham til Faith, var en tanke, som han uden tvivl bare måtte bide i sig, mest for sin egen skyld, om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være. Han fulgte dem, selvom han vidste, at han uden et problem, ville være i stand til at slå dem ihjel. Det var også det, som han havde mest lyst til! Han bed uden tvivl den lyst forbandet meget i sig, frem til de endelig stod i det lokale, hvor Faith tilsyneladende også var. Han spændte i armene, alt hvad han kunne, for ikke at ende med at gøre noget, som ville ødelægge det hele, for det var slet ikke noget, som han var fristet til på nogen måde. Smuk havde hun altid været, og nu hvor han havde den fordel, at han kunne huske det hele, så var det uden tvivl noget som passede ham ganske fint, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt.
Da dæmonerne endelig valgte at give slip, tog han hænderne til sig, kun for at rejse sig op. Der var måske ikke meget efterladt til fantasien og med den ekstremt hårde træning, som han havde været igennem, så var han blevet stærkere.. langt stærkere, end det som han nu lige ville give udtryk for måske. ”Elendige dæmoner..” hvæsede han let for sig selv, for den tanke i sig selv, var noget som gjorde ham direkte rasende. Han vendte blikket mod hende. Opgaven havde naturligvis været langt nemmere end det som han lige havde regnet med, men det sjove, var jo ikke engang begyndt endnu. Hun havde slet ikke nogen anelse om, hvad det her ville få af betydning for hende nu og i fremtiden, så naturligvis, var det også noget som gjorde sit. ”Jeg er ikke længere hjemmefra, end at jeg hurtigt kan komme hjem igen, kære Faith.. Det er dig jeg er kommet efter,” påpegede han ganske toneløst. Han kneb øjenen fast og dræbende sammen. Han kunne slet ikke fordrage den tanke om dæmoner. Og nu hvor han havde arbejdstøjet på, så var han ikke Kimeya, men.. noget andet. Han var den dræbermaskine som Jaqia kunne koste rundt med, hvis det var det, som hun ville. ”Så lad os få det overstået. Pak din bette taske og kom med mig..” afsluttede han ganske kortfattet.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det morede næsten Faith at se Kimeya stå der omgivet af dæmoner, også selvom hun udmærket vidste at han nemt ville kunne ryste sig af dem hvis han ønskede det, hvilket tilsyneladende ikke var tilfældet. Hun betragtede ham roligt uden at rejse sig, i stedet foldede hun blot hænderne over sine knæ og ventede til de øvrige dæmoner havde forladt dem. Hvilke intentioner han var kommet med vidste hun ikke, men det kunne være næppe være godt når han stod med den fremtoning. Hovedet lod hun søge let på sned. ”Hvad så Kimeya, er det en ny stil du prøver? I så fald må jeg sige at jeg uden tvivl fortrækker den gamle,” påpegede hun næsten hånligt. Det var ganske vidst en løgn for han var en utrolig flot mand, desuden var der noget i hans blik.. en kulde som hun ikke havde fornemmet i mange år, en dominans som overvældede hende en smule også selvom hun ikke ligefrem havde tænkt sig at lytte efter det. Hun hævede et slankt øjenbryn uden at virke synderligt interesseret i hvad han havde at sige. ”Ja det havde jeg næsten gættet, spørgsmålet er hvorfor?” spurgte hun lidt affærdigene. Han skulle bestemt ikke have lov til at hundse rundt med hende på den måde, og hun havde ingen intentioner om at følge ham nogle steder, den tanke var direkte naiv. Faith slog hovedet tilbage og kunne ikke holde den varme latter fra sine læber. Hvis han troede at hun faldt for den, så tog han i den grad fejl! ”Jeg har ingen planer om at følge med dig nogle steder, Kimeya. Jeg ved du er en af den slags mænd som ikke er vant til en afvisning, men gå til helvede med dig,” endte hun lidt mere alvorligt og hævede sin ene hånd som omgående brød i flammer. Hun fortrak ikke en mine, for hun følte ingen smerte ved det, og det havde hun aldrig gjort, han skulle bare vide at hun ikke ville have ham omkring sig. ”Smut nu.. så kan du måske gå herfra uden at få din kære, faste ende flamberet,” svarede hun ligeså kortfattet som han nu havde været. Hun gav ham chancen for at vende om, for i virkeligheden lystede hun ikke at gøre ham ondt, men det kunne trods alt blive nødvendigt. ”Så hvad bliver det til?” spurgte hun endeligt og betragtede ham en kende afvendtende.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var skam ikke ude på at prøve en ny stil af, men derimod blevet en del af det, som han nu var blevet en del af, og det var noget som vakte en stolthed i ham. Endnu en gang var han steget fra asken, og var nu blevet stærkere, end det som han nogensinde havde været før, og det var en helt befriende for ham. Han betragtede hende med en ganske kold mine. Der var intet af følelse eller tanke at spore. Det eneste som han så for sig, var den opgave, som han havde modtaget, og intet andet. ”Du vil hurtigt blive overrasket over, hvad jeg er blevet til, siden vi sidst sås, Faith,” sagde han med en ganske kortfattet mine. Han så slet ikke det spændende eller interessante i at lave den slags for hans vedkommende. Han smilede ganske tilfredst, også selvom det hurtigt døde hen igen og efterlod ham med en tydelig intetsigende mine. ”Det vil du jo meget snart finde ud af,” påpegede han med en ganske sigende og kortfattet mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Foreløbig var han upåvirket af hendes latter, selvom han faktisk.. nød at høre den. Selvom den måske var hånligt ment i henhold til ham, så vidste han jo udmærket godt, at det ikke var noget, som skete særlig ofte. Som det nu var sagt, så vendte han blikket ganske sigende i retningen af hende i stedet for. ”Du har slet ikke nogen anelse om hvor stor en gave det har været..” Om hun i det hele taget havde fået med sig, at han havde været væk i det som måtte være måneder.. underlagt Jaqias tortur og det hele, var han et sted også ligeglad med. Det havde uden tvivl gjort ham frygtelig, frygtelig stærk, og det var noget som virkelig gjorde ham stolt. Den dragt som han bar var noget som han gjorde med en stolthed uden lige. Med rolige skridt, så trådte han mod hende. Den flamme, som hun dannede i sin hånd, var ikke noget som han anså som en trussel.. Ikke i forhold til så meget andet, som han havde været igennem. ”Tror du virkelig, at jeg vil tage nej for et svar, kæreste? Og den der…? Tror du virkelig, at den er noget som helst?” spurgte han med en næsten.. kedelig stemme, for det var heller ikke ligefrem fordi at han tog det særlig tungt. Den blå flamme dannede han endnu en gang i sin egen hånd, inden han tog fat om sin trofaste agiel med den anden. Hun skulle bare vide, hvad han havde i vente for hende!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith havde været vidne til frygtelig meget gennem tiderne, men hun havde aldrig set ham i den beklædning han bar i øjeblikket, og hun havde svært ved at se hvorfor den nu var blevet nødvendig. Det så gosdt ud selvom ikke meget var efterladt til fantasien, den måtte hun give ham. Hun hævede et lidt dovent øjenbryn og blev blot siddende. ”Hvad du er blevet til? Du har altid formået at få alt til at lyde enormt Kimeya,” svarede hun lidt ligegyldigt. Ud over kulden i hans blik og den stærke autoritære udstråling, så lignede han jo sig selv og det var kun et par måneder siden hun sidst havde set ham. ”I det store og det hele betyder det ikke noget hvorfor du er her.. så lang tid du piller af inden mit humør ændres,” svarede hun en kende advarende. Hendes humør var bestemt ikke i top, og det gjorde det slet ikke bedre, at både hendes krop og sind reagerede på den måde så snart han var i nærheden selvom hun burde hade ham. ”Gave eller ej så er du sandelig ikke blufærdig,” påpegede hun blot og så uinteresseret ned på sine blege hænder. Den stærke stemme var noget som øjeblikkeligt havde vakt en form for spænding i hende, for der skete altid noget med ham omkring, hvilket ikke nødvendigvis var en god ting.. det var lidt foruroligende. Med flammen i sin hånd og ham der trådte tættere, rejste hun sig i en elegant bevægelse og med et dybt suk. ”Tror du jeg bryder mig om hvor vidt du tager nej for et svar eller ej? Desuden vil den her gøre langt mere ondt på dig end den der vil på mig,” tilføjede hun ligegyldigt. Blå eller ej, det var en flamme og ville ikke røre hende, til gengæld havde hun ikke set hånden på hvad end det var for noget han bar. Uden varsel slap hun flammen og kastede den mod ham. På vejen bredte den sig i flere og faldt til gulvet med den mening at lukke ham inde i en cirkel af flammer som han næppe ville slippe ud af, den var ikke ment til at ramme ham som sådan. Hvad pokker han ville med hende forstod hun ikke, men hun fandt sig bestemt ikke i at han bare dukkede op i den tro at han kunne kommandere med hende som han ønskede, hun var langt mere selvstændig end det.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde sin opgave i streng erindring i hans tanker, og han vidste, at han var nødt til at fuldføre den. Han stolede fuldt ud på Jaqia. Ja, han stolede vel blindt på hende? Han kneb øjnene let sammen. Hun tvivlede på ham og hans gøren her, hvilket slet ikke var noget, som han fandt sig i på nogen måde! Hans øjne skød lyn. Det efterlod måske ikke særlig meget til fantasien, men det var den mand som han var nu, og det var bestemt heller ikke fordi, at han havde nogen planer om at lave det om. Han var blevet stolt af den mand, som han var blevet til! ”Altid? Du som ej er i stand til at huske noget som helst, Faith.. Du er den som fremstår svagest af os. Jeg derimod.. Jeg gik igennem helvede for at stå hvor jeg står nu. Jeg er stolt af det.. Jeg er stolt af min træning og mine resultater,” endte han med en ganske kortfattet og bestemt tone, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han kneb øjnene fast sammen. Han anså ikke Faiths handling som en form for trussel, for det var der slet ikke nogen grund til. Hvad hun kunne gøre mod ham, var ikke noget som kunne gøre mere ondt, end hvad han allerede havde været udsat for. ”Jeg går ingen steder, uden at have dig med mig,” påpegede han ganske kortfattet.
Ringen af ild, som omringede ham, fik ham automatisk til at stoppe op, men ikke noget som han direkte anså som noget fjendtligt på nogen som helst måde overhovedet. Smilet bredte sig hånligt på hans læber. Troede hun virkelig, at det her, var noget som kunne holde ham ude? Så måtte hun så sandelig tro om igen! ”Jeg tror desværre du undervurderer mig, kæreste..” Han hævede hånden roligt over ilden og knyttede den. Næsten med det samme, så lignede det at ilden faktisk døde ud foran ham, og tillod ham at træde hen mod hende i stedet for. Denne gang, var det ham som dannede den mørke kugle i sin hånd, også fordi at han slet ikke kunne lade være. Han sendte den direkte mod hende. Ikke så meget som en advarsel – Nej. ”Du keder mig virkelig, Faith.. Er det her virkelig det bedste, som du kan komme på?” spurgte han næsten kedsommeligt. Det var jo ingen modstand!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith vidste ikke hvad pokker han var der for, men han havde tilsyneladende en helt bestemt ting i hovedet. Hun rynkede uforstående på panden og undrede sig over hvad pokker han snakkede om? Jo hun havde ganske vidst bidt sig fast i hans fravær særligt ved møderne på slottet, men han havde vel haft sit eget at slås med? ”Træning? Det lader til at du snakker i vildelse min kære, om ikke andet så har jeg ikke den mest fjerne idé om hvad du taler om,” svarede hun uinteresseret og viftede affærdigende med hånden. Et eller andet var gået galt i skallen på ham, men det kunne næppe forundre nogle, han havde altid været en speciel mand. Hun sukkede dæmpet og så på flammen i sin hånd. Selvom han selv stod klar med magien, så tog hun sig ikke synderligt af det, det ville trods alt ikke være første gang han ville gøre hende ondt, slet ikke med magi. ”Du har intet at bruge mig til, desuden er jeg ikke din lille marionetdukke, jeg lader mig ikke styrer, det burde du vide, rygterne siger trods alt at du skal have kendt mig i frygtelige mange år efterhånden,” hun hævede et slankt øjnebryn og betragtede som ilden bredte sig omkring hans skikkelse, ikke at det var den helt store trussel men derimod en advarsel om at han ikke skulle lege mere med den. ”Jeg ved hvad du er i stand til,” svarede hun lidt kortfattet og lagde hovedet på sned. Det hånlige smil irriterede hende, og på samme tid vakte det varmen til live i hende, hun følte sig stærk og afvæbnet på samme tid omkring ham, hvilket begyndte at være dybt frustrerende. Uden hun nåede at sige meget mere, ramte den sorte kugle hende med sådan en kraft at hun blev kastet tilbage mod grottens ru væg. Hun stønnede hæst og tog sig et par sekunder, inden hun igen så op og denne gang med direkte lynende øjne. ”Det… ville jeg ikke have gjort,” svarede hun dæmpet. Fra hendes håndflader som hvilede på jorden rejste sig en løbende væg af flammer der strøg mod ham med samme hast som hans kugle havde ramt hende. Efter at have været væk havde hun slet ikke genvundet sin fulde styrke hvilket hurtigt kunne blive et problem, men om ikke andet så var hun ikke blevet mindre dygtig, og hun måtte bare arbejde med hvad hun nu engang havde.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde en ganske særlig opgave i hovedet for den kære Faith, og han ønskede at gøre hende til den stærke dæmon, som han kunne huske fra den tid, hvor alt havde været godt. Det var jo så bare gået ned af bakke siden den gang. Han trak hånligt på smilebåndet endnu en gang. Det var slet ikke fordi at han kunne lade være. ”Træning er hvad der gør stærk.. Og det er en gave, at få lov til at opleve det på den måde. Du vil meget snart se, at det virkelig er en ære, at blive en del af det..” endte han med en ganske sigende stemme. Ilden som havde omringet ham, havde han valgt at fjerne. Han var stærk.. Nok stærkere, end det som han nogensinde havde været tidligere, så naturligvis, var det også noget, som gjorde sit for hans vedkommende, for løgn, var det jo trods alt heller ikke for hans vedkommende. ”Hvis du ikke kan stole på dig selv, hvem skal man så kunne stole på, kæreste? Med den gave, som jeg netop skal til at skænke dig.. Det er fantastisk..” Det var jo ikke en løgn. Han var virkelig glad for den gave, som Jaqia havde givet ham. Han havde en, som han vidste, at han kunne stole fuldstændig på, og som kunne hjælpe ham, hvis han bad om det, uden at blive fremstillet svag. Kuglen sendte han direkte efter hende. Hun kedede ham virkelig, og det var noget som kun frustrerede ham yderligere! Han troede ikke på, at hun vidste, hvad han var i stand til. Han lod hovedet søge let på sned. At hun rejste sig op igen, og kylede en hel søjle af en ild mod ham, fik ham til at dække ansigtet til med armene. I samme hastighed, som et blink med øjet, forsvandt han fra den plads, som han stod på, kun for at dukke op, siddende i hendes stol. Han var blevet stærk, og han var blevet hurtig, og det var noget som nok skulle gå op for hende før eller siden; Hun kunne ikke slå ham. Hun ville aldrig kunne slå ham! ”Du keder mig virkelig..” Fødderne slog han op over hendes bord og over hendes papirer, inden han igen vendte blikket mod hende. Var det virkelig det bedste, som hun kunne stille op?

[Faith Jaceluck Marvalo]

Årene var gået, Faith var blevet ældre og havde hvilet i døden gennem frygtelig mange år, så hun var blevet svag i forhold til hvad hun havde været engang. Endnu påvirket af sit hjerte mere end sin hungren efter magt og status.. efter eventyr.. og selvom hun intet huskede fra deres tid sammen, så følte hun sig svækket særligt med ham i nærheden. ”Du taler i vildelse, jeg ved virkelig ikke hvad du snakker om. Træning har altid været vejen frem, det kan vel næppe komme bag på dig?” endte hun med et hævet øjenbryn. Han gav virkelig ikke mening i sine ord, men det måtte trods alt være op til ham. ”Hvem har nogensinde påstået at jeg ikke kan stole på mig selv? Jeg nærer skam fuld tillid til mine egne evner,” svarede hun afvisende. Til en vis grænse var det sandt, men det var frustrerende at vide hvor meget hun engang havde været i stand til og hvor lidt hun egentlig kunne gøre nu. Den sorte kugle slog hende mere omkuld end ventet. Der var en kraft på den som hun ikke havde set megen til i mange år. Det skar i brystet men hun skjulte det bag det vrede blik da hun igen så op med uglet hår og en mindre flænge i panden. Den provokerende attutide og det han talte ned til hende på den måde, fik noget til at slå klik. Hun knyttede hænderne i vrede og lod flammerne løbe for en stund inden han forsvandt og satte sig i hendes stol på det der kun var nogle splitsekunder. Lettere besværet fik hun kæmpet sig tilbage på benene som skælvede en smule under hende. Med målrettede skridt gik hun hen til stolen for han sad, og placerede et ben på hver side af ham så hun kunne sætte sig i hans skød med et både legende og truende smil. Hun greb ud efter hans hals endnu med brændende hånd og uden at se væk fra hans øjne. Et sted nød hun at mærke ham tæt på også selvom læderet var i vejen.. han var warlock og un burde slå ham ihjel nu hvor hun igen havde chancen for at gøre det. ”Jeg beklager.. så lad os lege efter din pibe,” hviskede hun i hans ører. Blidt kyssede hun den varme hals og lukkede øjnene for at udnytte den varme som pludselig var blevet placeret i hende. I stedet for fysisk ild, koncentrerede hun sig om hans indre, udnyttede den varme det var at finde til at give ham et mindre hedeslag… på nøjagtigt samme måde som mange havde ladet livet i fortiden.

[Kimeya Marvalo]

Det var ikke en normal træning, som man kunne sige, at Kimeya havde været igennem, men derimod noget, som havde krævet helt andre ting fra hans side af. Til tider, havde det været en kamp for sin egen overlevelse, men han havde derimod også oplevet, at jo mere modstand han havde gjort, jo værre ville det uden tvivl blive, så det var bestemt heller ikke noget, som gjorde sagerne meget nemmere for hans vedkommende. Han lod hovedet søge en kende på sned. ”For den som ikke ved bedre, så vil prøvelse med sin egen magiske kunnen, være hvad man træner med, ikke sandt? Nogensinde været derude, hvor du bryder rammerne? Må sætte al lid til et andet individ for selv at overleve? Jeg stod imod.. Jeg overlevede Faith.. Nu er det din tur..” Hele scenariet, kunne man jo sige, at han havde kørende i hovedet. Han vidste hvad han skulle, men selve træningen, kunne han ikke sætte i gang før Faith kunne huske noget af det, og det var jo ikke ligefrem tilfældet i denne omgang. ”Kan du sige det, og faktisk mene det?” spurgte han med en ganske sigende mine. Den ild som hun kastede mod ham, var ikke noget som han tog tungere end det. Han forsvandt hurtigt, kun for at dukke op i stolen i stedet for, og med benene slået op på bordet – mere præcist over hendes dokumenter. Han smilede let for sig selv. Faith var virkelig kedelig. Det var da ikke ligefrem den form for modstand, som man kunne sige, at han havde regnet med i det hele taget! ”Jeg regnede virkelig med langt mere end det her..” At hun tog pladsen over ham, fik ham til at vende blikket mod hende. Grebet omkring hans hals, og den varme, som han pludselig følte indvendig, fik ham til at spænde musklerne. Hans hjerte begyndte for alvor at hamre mod hans bryst, selvom det virkelig var vigtigt, at han kunne holde sig på måtten i stedet for! Han kneb øjnene fast sammen. Sådan legede de bestemt ikke! ”Efter min pibe, siger du… Perfekt..” Han spredte benene en anelse, så hun ville være tvunget til at gøre nøjagtigt det samme. Hånden lod han stryge direkte til hendes underliv, som han strøg let. Han lagde ikke fingrene mellem hvad han egentlig ønskede sig mere.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Hvad Kimeya havde fordrevet tiden med var ukendt, men han gik tilsyneladende meget op i den hersens træning. Efterhånden var Faith ligeglad med hvad han snakkede om, så lang tid han selv forstod hvad det gik ud på, dog havde hun ingen intentioner om at gennemgå noget som helst i nærheden af ham. ”Jeg har været derude hvor kroppen ikke kunne håndtere mere… mere end én gang, jeg har brugt hele mit liv på at træne, men at sætte min lid til et andet individ og lægge mit liv i en andens hænder, det er noget der aldrig kommer til at ske. Man kan ikke stole på andre end sig selv, Kimeya, at du er overlevet det er i så fald ikke din egen fortjeneste men en andens og det er bare.. svagt,” afsluttede hun lidt hæst. Kroppen var stadig øm efter hans kugle men det var nu engang sådan det blev, hun var i stand til at bide det i sig for nu. I stedet tvang hun hans ben tilbage på gulvet og gled ned i hans skød, enhver undskyldning for at komme tæt på ham også selvom hun aldrig nogensinde ville erkende det overfor ham eller for sig selv. ”Det vedkommer ikke dig,” endte hun ligegyldigt og betragtede hans grå, kolde øjne. Langsomt lænede hun sig ind over ham med fingrene lukket omkring hans hals, brændende varm. ”Hvem siger at jeg har givet dig mit bedste?” hviskede hun dæmpet i hans ører. Det krævede enorm koncentration at varme ham indefra særligt med den styrke hun havde haft siden hun var kommet tilbage. Hans ord var bare en fjern baggrundsstøj der ikke rigtigt gav mening i hendes hoved. Hun havde mere eller mindre glemt hvordan man dansede efter hans pibe, det var en påmindelse hun fik af den varme bølge der brød gennem hende ved strøget over hendes underliv. Koncentrationen svækkedes øjeblikkeligt selvom hun af alt magt forsøgte at blive ved. Alligevel bukkede hun under og skubbede underlivet en smule mod ham. Hånden sneg sig i hans nakke hvor hun greb fat om hans lange lokker og trak ned med et hidsigt blik. ”Jeg burde tømme dig for liv og bruge dine knogler til at bål,” endte hun lidt vredt, inden hun tvang hans læber mod hendes.. ikke blidt eller varmt, nærmere grådigt og hårdt.. fyldt af den vrede som han havde formået at vække i hende. Hvis ikke det havde været for dragten så…

[Kimeya Marvalo]

Faith vidste da tydeligvis ikke hvad det var han ville og hvad han mente. Hun vidste slet ikke hvad der var nyt på den front, så naturligvis var det også noget som sagde en hel del for ham. Han havde været tvunget forbi det punkt, hvor kroppen ikke kunne klare mere. Tigge og bede Jaqia om at tage hans liv i stedet for, for det ville have været så mange gange nemmere, men det var bare ikke sådan at det var tilfældet for hans vedkommende. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. ”Du ved slet ikke hvad du taler om, Faith. Kald det svagt.. men der er en styrke uden lige i det.. Og det har gjort mig til den mand, jeg nu er i dag,” påpegede han med en ganske kortfattet og bestemt mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke, hvis han nu selv endelig skulle sige det. Selvom hans fødder røg i gulvet, og hun sad i hans skød, så var det slet ikke noget som gjorde ham noget. Han nød at have hende tæt på, selvom han have sin opgave i hovedet, som det eneste. Han havde jo ikke ligefrem andet valg.. Jaqia gav ham jo intet andet valg end det. Han vendte blikket roligt mod ende. Faith var irriteret, det kunne han så sandelig godt høre. Og nu hvor hun ikke vidste, eller kunne huske hvordan det var, at danse efter hans pibe, så måtte han jo vise hende det på nyt. ”Ramte jeg et ømt punkt..?” spurgte han med en tydeligt morende stemme. Hånden lod han strejfe hendes underliv, for han kunne da slet ikke lade være! Hvis hun ville danse efter hans pibe, så ville han da slet ikke lade være! ”Kæreste Faith.. Du vil ikke være i stand til at tage mit liv..” hviskede han hæst igen, idet han lod læberne møde hendes i det krævende kys. Det var måske ikke sådan, at han havde regnet med at få sin vilje, men det var da bedre at få den, end slet ikke! Armene søgte omkring hende. I takt med at han gjorde det, forsvandt han fra Appolyon med hende, og søgte direkte tilbage til sin egen kælder i Marvalo Mansion…

… Appolyons varme, blev hurtigt erstattet med kulden og mørket, da de landede midt i det gamle torturkammer, som fandtes dybt under Marvalo Mansion. Kimeya rejste sig hastigt, hvor han med sin egen magi, fik hævet Faith fra gulvet og tvang hendes håndled i de magisikrede lænker, så han vidste, at det ikke var noget som hun kunne gøre mod ham. ”Det var jo den nemme del..” endte han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han vendte sig mod hende og med et ganske tilfredst smil. Nu begyndte det sjove jo!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Kimeya havde altid været en ret viljefast mand, men denne gang havde Faith virkelig ikke en anelse om hvad pokker han forsøgte at fortælle hende. Han var blevet stærkere, javist det stod langt ud af ham, men hun kunne vitterligt ikke se hvorfor han blev ved med at spilde tiden på hende. ”Og hvilken mand er det helt præcist? Den eneste forskel jeg ser er en latterlig læderdragt,” påpegede hun med et lidt ligegyldigt tonefald. Hans hals var blevet mørket, ikke på samme måde som brystet men den var blevet rød af hendes hånd. Den stille kælen for hendes underliv gav hende en underlig lyst.. mere og hun hadede den tanke for de var født til at hade hinanden ikke til begær på den måde. ”End ikke tæt på,” svarede hun underligt anstrengt som afslørede at det på ingen måde var sandheden, han ramte bestemt et ømt punkt. ”Selvfølgelig kan det det,” svarede hun uden at gøre tegn til at det skulle være hendes plan. Hun kyssede ham hårdt og grådigt, mest fordi hun var vred og egentlig slet ikke burde gøre det. Inden hun fik muligheden for andet svandt de varme trygge rammer bort og hun endte i stedet i en klum, fugtig kælder. Lysforandringen fik hende til at trække sig. ”Hvad gør du?” spurgte hun næsten febrilsk. Mørket fik hendes hjerte til at banke og kulden gav hende øjeblikkeligt myrekryb. Magien tvang hende op i den kolde luft og holdt tiltstrækkeligt godt fast i hende til at hun kunne sparke fra sig så tosset hun ville og stadig ikke komme nogle vegne. Det var ikke ligefrem sådan hun havde tænkt sig at det skulle ende, og på sit vis følte hun sig både snydt og ydmyget. Lænkerne greb stramt omkring hendes tynde håndled. Man skulle næsten tro at de var lavet efter hendes mål. ”Jeg advare dig Kimeya.. slip mig fri!” udbrød hun hidsigt og forsøgte at kæmpe sig fri. Torturkælderen genkendte hun ikke, hvilket var klart så lang tid hun ikke huskede, men blodet på væggene og redskaberne på bordet bag ham.. det sagde lidt det hele, og hun havde bestemt ikke tænkt sig at lade ham røre hende med nogle af dem.. hun skulle virkelig havde slået ham ihjel da hun havde chancen. ”Der er enklere måder at slå mig ihjel på end dette,” påpegede hun vredt og forsøgte at danne ild hvilket på ingen måde lykkedes. Det var næsten mere smertefuldt at prøve, så hun lod hurtigt værre.

[Kimeya Marvalo]

Opgaven var det eneste som Kimeya kunne se for sig, og et sted, så var det måske uhyggeligt, men derimod også rart at få nogen guidelines at følge fra tid til anden, så det passede ham egentlig ganske fint. Faith forstod ham ikke, selvom det ikke forundrede ham det mindste, for det var jo typisk hende. ”Du skulle bare vide,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme. Han var en mand, som vidste lige hvordan han ville have sine ting, og dette var slet ikke noget undtag på nogen som helst måde i det hele taget. Han vendte blikket direkte mod hende. Hun ville aldrig være i stand til at kunne slå ham, og dette var bestemt heller ikke noget undtag for hans vedkommende. ”Du kan ikke slå mig ihjel,” påpegede han med en ganske sigende mine. Han kyssede hende brutalt i retur, inden han forsvandt fra Appolyon.
At se Faith reagere på den måde, da hun kom hængende op i lænkerne. Han havde sin opgave i hovedet, og det var det eneste, som han kunne tænke på lige nu. Han vendte blikket mod hende. At hun ville sparke ud efter ham og alt muligt, tog han sig heller ikke ligefrem af, for det var der heller ikke ligefrem nogen grund til. Han trak let på smilebåndet. ”Har du overhovedet hørt efter, hvad jeg har sagt til dig, Faith? Jeg er slet ikke ude på at slå dig ihjel. Tvært imod, så vil jeg give dig den selv samme gave, som jeg blev skænket. Hæng I.. Gør hvad jeg siger.. og jeg lover dig, at jeg ikke gør mere ved dig, end det som jeg fortæller dig.. Men først..” Igen trådte han hen til hende endnu en gang. Hånden hævede han og lod den stryge mod hendes kind. ”.. først skal vi have dig til at huse den tid, som du slet ikke ønsker at vedkendes.. Før end det, kan jeg ikke arbejde me dig,” begyndte han med en ganske sigende mine. Kælderen her var heller ikke ukendt for hende, så meget vidste han. Han lod hånden kort stryge hende over tindingen. At få hende til at huske, var jo en frygtelig.. nem opgave.