You make me so tired

[Alice Lairé-Jênan]

Dagene gik for Alices vedkommende ud og ind, for hun havde ikke særlig meget at give sig til længere. Efter hendes mislykkedes forsøg på at få en afklaring med Valerio, havde hun været låst inde på sit værelse, så Alex sikrede sig at hun blev der. Det var i sig selv straf nok for hende, for hendes værelse var ikke stort nok til at hun kunne udfolde sine danseevner, så hun sad eller lå det meste af dagen, hvilket kun gjorde hende træt og hun kunne nærmest fornemme hendes muskler svinde ind og hun hadede den tanke. Alex havde også besøgt hende oftere og taget hendes blod, endda i større mængder end normalt, så det gjorde hende jo også kun træt som bare pokker, fordi hun skulle bruge kræfter på at genskabe blodet, for nogle gange blev hun jo faktisk helt svimmel over det. Hun hadede tanken om det, men vidste jo også selv godt at hun havde voldet disse problemer for sig selv, hvilket kun gjorde det hele værre. Lige nu ville hun faktisk hellere ligge nede i kælderen i en celle eller blive smidt på porten, for hun blev virkelig ensom af at sidde på sit værelse dag ud dag ind, samt at Alex jo også kom på alle tidspunkter og hvornår han lystede… men Alex var bare ikke sjov mere, fordi hun var kommet på den forkerte side af ham. Hun havde taget sin slå-om kjole på, der nåede til knæene cirka og havde lange ærmer, som havde et bånd omkring maven. Hun sad foran sit spejl lige nu og redte sig hår, mens hun ikke kunne skjule et gab i ny og næ, for hun var stadig ved at komme til kræfter efter Alex' sidste besøg. Hendes øjne løb helt i vand over hvor træt hun følte sig, så hun følte sig kun helt dvask og magtesløs, fordi hun absolut intet havde at give sig til. Hun strøg børsten over sit hår et par gange til, inden hun lagde den fra sig og bare gloede på sig selv inde i spejlet. Hun trak vejret dybt og pustede let ud, for hun savnede jo stadig Valerio, selvom han havde afvist hende og det hele, men hun gav hans situation skylden og troede stadigvæk spinkelt på, at han holdt af hende på en eller anden måde, som en vampyr kunne. Hun strøg tungen let over sine læber og rokkede sig ikke fra stolen, for den var ret behagelig at sidde på lige for øjeblikket.

[Deleted]

Tilværelsen var blevet mørk og dyster for Alexanders vedkommende. Han var ikke en mand, som man skulle komme på tværs af. Det menneskelige forsvandt mere og mere for hver dag som gik, og til sidst, så vidste han godt, at han ville ende derude, hvor der stort set ikke ville være noget tilbage af ham. Den tanke skræmte ham faktisk, og derfor forsøgte han virkelig at holde så godt fast i det sidste som han havde, og specielt efter at Cassie var taget derfra. Velvidende om, at de ikke var gift, og at der faktisk ikke var noget, som holdt hende ved ham på den måde, som hun jo egentlig gerne ville have det, og det var næsten det værste af det hele. Skrigene fra kælderen, var døet ud igen, og den lille finger, som Alex havde fået med derfra, havde han lagt i en lille æske. Det skulle være hende en lærerstreg fra at handle mod hans ordre. Igen havde Valerio forsøgt at tage hende i forsvar, og det var bare ikke noget, som han skulle have lov til! Denne gang var det gået ud over hans ringefinger.. Han tog en anden finger næste gang, at det ville ske, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Døren ind til Alices værelse var det næste som han fik øje på. Om halsen havde han nøglen til hendes værelse, som han roligt fandt frem og placerede i låsen. Med et ’klik’, så gik døren op endnu en gang. Den lille æske havde han i sin hånd, ganske trygt, og uden at slippe den igen. Han ville gerne se, hvordan hun reagerede på det hele. Han vendte blikket direkte mod hende. Rummet var ikke særlig stort, og det var aflåst. Så var han i det mindste sikker på, at hun ikke gjorde ting imod det, som han bad hende om. ”Glimrende.. Du er her..” endte han ganske sigende. Men ikke desto mindre, så var det ikke fordi at han hun kunne komme nogen steder, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Æsken gik han roligt hen og lagde på hendes natbord, inden han igen vendte blikket mod hende. Han var blevet en langt mere hård mand, men det var jo også fordi at hun havde valgt at arbejde mod ham og mod det, som han havde bedt hende om, og det var slet ikke noget, som han fandt sig i.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice fornemmede, at jo flere gange Alex var ved hende, jo mere desperat virkede ham men bestemt også langt mere hård, end da hun først var kommet hertil. Hun havde fået med sig at hans 'mage' eller hvad hun havde været, ikke var her mere, og det gik jo kun ud over alle andre, når hans menneskelige side kun drønede mod nul, som jo kun gjorde ham mere og mere… ond ville hun vove at sige faktisk. Det skræmte hende lidt at han var så langt nede, for hun kunne ikke overbevise ham om, at hun ikke ville gå mod ham igen og få lov at komme ud herfra og det var jo frustrerende for hende, at hun skulle straffes så hårdt for én menneskelig fejl - men det menneskelig og følelsesmæssige forstod Alex jo selvfølgelig ikke, så der var håbet efterhånden helt væk fra hendes side. Hvad han havde foretaget sig, anede hun ikke, for hun havde kun sig selv og sit lille værelse, som slet ikke føltes så trygt som det havde gjort før. Hun bed tænderne sammen og sendte sig selv et blik i spejlet, der kun indikerede både træthed, ensomhed og hvad andre triste følelser, som kun gjorde hende nedtrykt. Hun følte lyset forsvinde fra sig, fordi hun følte hun faldt længere og længere ned i et hul, hun ramte ikke jorden, men hun kunne heller ikke komme op igen. Det gibbede let i hende da døren blev låst op med et klik og hun prøvede kort at forberede sig på at kunne kapere Alex lige nu, for hun var jo slet ikke ovenpå fra hans sidste besøg. Hun bed tænderne sammen og holdt blikket ind i spejlet, hvor hun kunne følge med i at døren gik op og i igen. "Hvor skulle jeg ellers være," sagde hun med et let suk og en opgivende tone, for hun fik jo ikke lov til at komme ud og hun hadede det jo. Men jo mere hun var indelukket, jo mere troede hun vel også på at det var hendes egen skyld, selvom hun prøvede at holde fast i tanken om, at det var det ikke. Hun fulgte æsken med blikket, for hun stolede ikke på Alex mere, så hun var meget mistænksom når han kom med ting, for han var jo stoppet med det siden hendes afvigelse med Valerio, der havde endt hende her. Hun ville faktisk hellere ligge i en celle i kælderen end sidde her på dette minimalistiske værelse! "Hvad er det?" spurgte hun stille og skubbede sig op at stå fra stolen ved spejlet. Hun gik hen til æsken og løftede den op, mens hun mistænksomt så mod Alex ud af øjenkrogen, inden hun let åbnede den. Hun lukkede den dog hurtigt igen, for det var da et direkte ækelt syn. Hun gik lidt i panik, kiggede sig rundt for hvor hun skulle ligge æsken og endte med at smide den fra sig på sit bord med spejlet. Hun dirrede let i hele kroppen, som hun lagde en hånd for munden, som let bævrede. Det kunne vel kun være éns finger: Valerios. "D-du har vel ikke… Vær sød at sig, det ikke er Valerios," bad hun direkte, for det var direkte klamt, ækelt og virkelig ødelæggende for hende.

[Deleted]

Alexander blev mindre og mindre menneskelig for hver dag som gik, og selv for ham, var det en skræmmende tanke, men ikke ligefrem noget, som han kunne gøre det største ved af den grund. Han vendte blikket direkte mod døren, som han fik op. Alice havde handlet mod hans ordre, og gemt det bag argumentet om tanker og følelser – de to ting, som han slet ikke forstod sig det mindste på, så et sted, så var det vel heller ikke underligt, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde det, selvom det nok var svært at forstå for en, som levede med det dagligt, for det var vel også svært at forstå, hvordan han kunne leve uden? Han gjorde tingene, som de faldt ham ind, og han vidste, at den afhuggede finger, ville skræmme hende, og specielt fordi at hun var så præget af de såkaldte følelser, som han slet ikke havde nogen anelse om hvordan han skulle tage hensyn til. Han trak lettere tilfredst på smilebåndet, også selvom alt af menneskelig følelse, allerede var væk fra hans øjne. Han var en kold og kynisk mand.. Der var ingen til at holde det menneskelige i ham mere, og Carmine var der heller ikke til at hjælpe ham ed at holde dyret under kontrol. Han frygtede et sted for hvor han ville ende, når det engang gik op for Kongehuset, og hvad konsekvenserne af det, ville ende med at blive. ”Lige hvor jeg vil have dig, for en gangs skyld,” påpegede han ganske sigende. Han fulgte hende med øjnene, som gik hen til æsken som lå på hendes natbord. ”Åbn den,” bad han ganske sigende, inden han igen vendte blikket i retningen af hende igen. At hun åbnede den, men smækket den sammen og kastede den fra sig, morede ham virkelig. Valerio var ved at løbe tør for energi nede i kælderen, så modstanden var desuden minimal. Den havde været så nem at fjerne. ”Hvis skulle det ellers være, Alice? Det må lære dig, fra at handle mod hvad jeg har bedt dig om.” Hans stemme var kortfattet, inden han med vampyrens hurtighed, pludselig stod bag hende. Den ene arm søgte omkring hendes liv. Hun var så varm i forhold til ham.. Men dog ikke Cassie.. Og det var det, som han altid bed sig fast i. Han manglede hende.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice var præget af følelser, det var hendes drivkraft og det som hendes liv drejede sig om, så det var jo både en undskyldning for hendes vedkommende, men jo også en sandhed, for hun kunne jo ikke gøre for det. Som Alex selv var drevet af sine instinkter, sult og lyst, som hun jo slet ikke forstod, så var hun drevet af sine tanker og følelser. Hun hadede altid når døren gik op og han kom ind, for det var en værre tid på dagen end når hun var alene, for hun brød sig jo ikke direkte om hans selskab mere. Hun prøvede dog at være mindst muligt modstander af ham når han var omkring hende, fordi hun jo håbede han kunne se bare et glimt af, at hun jo mente hun ikke ville gå mod ham igen og så lade hende komme ud herfra, for hun var ved at blive drevet sindssyg af, at hun ikke kunne få lov at danse og bare gik rundt og var træt hele tiden. Hun fnøs let af hans ord, for hun var da selvfølgelig hvor han ville have hende, når hun ligesom var låst inde i dette værelse. Hun havde normalt godt kunne lide dette værelse, fordi det havde været trygt, men nu føltes det jo direkte som et fængsel, hvilket hun virkeligt ikke synes om. Hun savnede tryghed som en stor ting i hendes liv, fordi det at hun gik rundt og var så usikker og udmattet hele tiden, det fik kun lyset til at forsvinde fra hende og den tanke skræmte hende faktisk. Hun plejede jo at holde fast i hendes lyse aura ved at danse, men når hun ikke kunne det, så var hendes tanker jo faktisk en ulempe, fordi hun jo kun havde sig selv og stilheden, så hun jo bare stod, lå eller sad. "Jeg er her da altid," svarede hun ham og forsøgte at sende ham et forsigtigt smil, selvom det hurtigt falmede. Hun prøvede at holde humøret bare lidt oppe, men det blev sværere og sværere. Hun bed tænderne sammen, da hun havde smidt æsken fra sig efter at have lukket den, for hun kunne da slet ikke lide det. Hun holdt tårerne inde selvom det virkelig var svært, men hun prøvede da om ikke andet. Armene lod hun falde ned langs siden som hun let knyttede sine hænder og vendte blikket mod ham, let trodsigt men også træt. "Har du ikke straffet mig nok, Alex? Jeg prøver virkeligt at være på din side 100 procent," spurgte hun dæmpet og så let væk fra ham. Hun gispede let forskrækket, da han med vampyrens hurtighed stod bag hende og med en arm omkring hendes liv. Hun trak vejret dybt og pustede let ud, som hun bare blev stående i hans arm...

[Deleted]

Alexander vidste, at han var en hård mand, hvad det her angik, så det i sig selv, var ikke noget som sagde så lidt. Desperat forsøgte han vel at finde noget, som han kunne erstatte Cassie, selvom han ikke fandt noget, som gjorde det så godt som hun gjorde. Den varme, den dans.. den måde at sige ham imod på.. Der var ingen som gjorde det som hans elskede Cassie, og nu hvor han vidste, at hun ikke ville vide af han mere, og det var noget som knuste ham, på en måde, som han slet ikke kunne finde ud af, for de ting med følelser og alt det der, var slet ikke noget som han kunne finde ud af i det hele taget! Han vendte blikket mod hende og med et let træk på skuldrene. ”Netop.. Sådan her ved jeg, hvor jeg har dig,” endte han med en ganske kortfattet og sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Jo mere han forsøgte, jo mere skuffede det ham, og det var jo heller ikke noget som han kunne have med at gøre. Han stoppede op lige bag ved hende, hvor han lod armen snige sig omkring hendes slanke liv, hvor han holdt hende tæt ind mod sig. Han kunne slet ikke lade være. Han indsnusede hendes søde duft.. Han nød virkelig af det, ingen tvivl om det. ”Jeg kan ikke stole på dig, Alice.. Du gør hvad du vil.. og du handler for dine følelser.. Det er ikke noget som jeg kan bruge til noget som helst..” Begge armene gled om hende. Det var slet ikke det samme, som når han gjorde det med Cassie.. Nu var det så også så sjældent at han overhovedet havde fået den mulighed for at komme så tæt på hende, at det gjaldt om at tage muligheden, når den endelig bød sig. Den ene hånd gled med det samme op over hendes bryst. Han var en mand af lyster, og det dyriske, og det var noget som skinnede så voldsomt igennem ved ham lige netop nu, uden at han kunne gøre det vildeste ved det af den grund. Han tog hårdt fat, kun for at føre hende i retningen af sengen i stedet for. Han ville markere hende på sidste vis, som han nu kunne.. nærmest desperat efter at se, om det nu var noget, som skulle hjælpe ham.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice vidste godt at Alexander var en hård mand, men det havde ikke rigtig gjort hende noget før nu hvor hun ligesom mærkede det på egen krop og sjæl. Det gjorde hende virkelig nedtrykt at være indelåst, fordi hun var vant til at have hele huset at bevæge sig rundt i, hvor hun kunne slå sig løs på alle tidspunkter af døgnet, og nu sad hun jo her og kunne ikke rigtigt holde sig i gang, fordi der var ingen plads til det. Hun kunne fornemme at Alexander søgte en form for trøst ved hende fordi hans mage var taget herfra som hun jo kendte til fra de andre vampyrer, og det var uden tvivl frustrerende for hende, fordi hun jo faktisk intet havde at sige til det, men hun følte kun et ubehag ved det. Han forstod jo ikke selv hvad det hele gik ud på, fordi han ikke forstod følelser og tanker, og det gjorde jo kun for hendes vedkommende, at det føltes som at føre hende mod afgrunden mere og mere. Hun sukkede dæmpet, for hun vidste jo godt han ønskede hende lige her, låst inde, hvor han kunne komme til hende på alle tidspunkter og vide hun var der. Han havde dog intet direkte mønster, så det overraskede hende hver gang han kom, også selvom det blev oftere og oftere, som de gjorde over tiden. "Jeg lavede én fejltagelse…" sagde hun dæmpet, for hun skulle jo nok være der for ham, hvis hun bare kunne få lov til at komme ud og danse, for det var jo hele hendes liv og omdrejningspunkt sammen med tanker og følelser, så det gjorde virkelig ondt at få det taget fra sig direkte. Hun følte hun blev straffet ekstremt hårdt og det var kun pinsomt for hende, at han kørte den mere og mere ud hele tiden, også med den finger, der nu var der. Hun prøvede dog ikke at tænke på den og fokusere lidt mere på Alexander, selvom hendes energi blev mindre og mindre til at skulle overskue hans besøg. Det gøs let i hende som hun fornemmede han indsnusede hendes duft, men hun blev bare stående, for hun var for træt til at trække sig fri. "Det var én fejl," gentog hun igen, for det mente hun jo og dem lærte hun trods alt også af jo, så fornuften kunne jo godt spille ind hos hende. "Tænk på hvordan vi havde det før… det glippede for mig, jeg vil gerne bevise for dig, a-" hun stoppede i sætningen, for hun mærkede hans ene hånde glide op over hendes bryst og det sitrede direkte i hele hendes krop. Han havde aldrig rørt hende intimt, altid ryg og mave, aldrig bryst… hvad var han ude på? "Jeg vil gerne bevise for dig, at jeg stadig er på din side, hvis du bare lader mig!" forsøge hun med en let fast tone, selvom det var som at tale til et døvt øre. Hun gispede let da han greb så hårdt fat i hende, som nærmest pustede luften lidt ud af hende og hun kunne ikke rigtigt gøre andet end at blive ført. Retningen var dog ikke ligefrem positiv, for det var sengen og det gjorde kun hendes mistanke større til hvad han havde startet med over hendes bryst. Hun kunne ikke kæmpe imod, da han var alt for stærkt, så hun fulgte bare med hen til sengen.

[Deleted]

Alexander var virkelig desperat efter at finde en erstatning, ligesom enhver anden ville gøre det, selvom hans måder at gøre det på, måske var temmelig.. voldsomme i forhold til hvordan så mange andre ville have gjort det, men det var virkelig ikke noget som han kunne gøre for. Uden Cassie, så gik det galt for ham.. Hun var den eneste, som faktisk kunne holde ham i ørene på den måde, at han faktisk ville få noget ud af det, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt. Han var ked af det, uden egentlig at forstå sig på, hvorfor han havde det som han havde det, og hvorfor han ikke forstod sig på det. Det var jo det som havde kostet ham Cassie.. Følelser var en forfærdelig ting, og det var det eneste, som han havde erfaret ud fra det. Det havde jo kostet ham, hans elskede Cassie, og den tanke i sig selv, var næsten noget, som han anså som det mest forfærdelige som nogensinde kunne ske ham. Det slog jo selv tabet af Carmine, også selvom han virkelig manglede manden lige nu. Han vendte blikket i retningen af hende. ”En fejl, som du så nemt kunne have undgået,” påpegede han med en ganske kortfattet og sigende mine, for løgn var det jo bestemt heller ikke på nogen måde i det hele taget. Hånden gled direkte mod hendes bryst, som han tog et godt tag omkring, kun for at trykke hende mere tæt ind mod sin favn. End ikke dette, var noget som han havde gjort mod Cassie, for han havde aldrig nogensinde fået lov, og når hun havde markeret grænserne, så var det faktisk noget, som han havde forsøgt at acceptere, ligesom han havde forsøgt at forandre sig for hendes skyld, men det havde bare aldrig nogensinde virket.. og det gjorde ham virkelig ked af det. ”Du skulle have tænkt dig om.. Det kan din slags jo,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme. Han tog fat om hende og førte hende hen til sengen, hvor han lagde hende ned, en kende brutalt måske, men det var jo ham. ”Du kunne bare have tænkt dig om.. Det var tider dengang måske.. men selv de tider er forandret..” Han lod hånden glide over hendes lår, som han trykkede mere fast omkring, før han kørte hånden op af det, for at få kjolen med sig op. Det var jo så dejlig nemt for ham.

[Alice Lairé-Jênan]

Nok ønskede Alexander at finde en slags erstatning for Cassie, det mærkede Alice jo kun tydeligt, fordi han hele tiden søgte til hende, men hun vidste også at hun ikke var tilfredsstillende nok, fordi han var jo virkelig hård ved hende om noget, og det kunne hun ikke forestille sig at han havde været med sin tidligere mage, eller hvad hun havde været for ham. Hun ønskede heller ikke at være hans erstatning, for uanset hvor åben hun prøvede at være når han kom, så vandrede hendes tanker jo altid tilbage til Valerio, som hun jo stadig savnede og følte kærligheden til om nogen. Det var jo selv forvirrende for hende, fordi hun aldrig havde elsket nogle før, men hun kunne også mærke hvordan det alt sammen drev hende mod Valerio i tankerne, så hun huskede jo kun sin mors forklaring på kærligheden fra da hun var barn. At Alex var ked af det, var dog ikke noget hun som sådan tænkte over, for hvis han ikke forstod sig på følelser, kunne han vel heller ikke føle? Eller så var det måske derfor han reagerede så kraftigt som han gjorde, fordi han jo kun kendte én måde og havde et ubehag i kroppen af det ukendte, som han ønskede væk eller 'stillet' på en måde. Hun bed tænderne sammen, for det var jo det samme svar hver gang hun prøvede at komme på den gode side af ham igen, når hun nævnte det var en fejl; hun kunne have undgået den. Ja hvis hun havde været vampyr eller et mørkt væsen kunne hun, men det var hun jo ikke på nogen måde og det var jo frustrerende at han slet ikke kunne se det på nogen måde og direkte dømte hende som hun jo faktisk havde været en af hans egne. Hun var jo ganske vist mærket af ham, men hun var jo ikke af hans race. Det sitrede i hendes krop som hans hånd trykkede sig mod hendes bryst, for det var direkte ubehageligt, for hun var jo aldrig blevet berørt der af nogen… i hele hendes liv. Hun var hårdt trykket ind i hans favn, for med hans styrke så havde hun jo direkte inden chancer overhovedet, og hun var endda også for træt til at prøve. "Vi er præget af mange følelser og mindre fornuft, Alex," påpegede hun for ham i en lidt mere desperat tone, da hun kunne fornemme hvor det førte hende med sengen. Hun røg ned i sengen som han lagde hende der, som hun lå på ryggen og så mod ham som han selv lå over hende. "Du søger mig jo hele tiden Alex… j-jeg vil gerne være på din side, men du lader mig jo ikke. Måske tiderne forandres, men vi kunne jo starte fo-" Hun tav som hans hånd gled over hendes lår og tvang kjolen op til hendes hofter sammen med underkjolen, så hun lå nærmere blottet for ham med underlivet. Hendes blik udtrykte frygten meget nøje og hun glemte helt hvad hun havde været ved at sige. Hun lod sin hånd falde mod hans på sit lår for at prøve at få ham til at stoppe. "A-a-alex, hvad er d-det du g-gør?" spurgte hun med en spinkel frygtsom stemme. Hun havde en idé om det, og den var direkte ødelæggende ligeså!

[Deleted]

Alexander var ikke ligefrem kendt med det kærlige og elskværdige, da han var skabt til gamle eksperimenter, som meget nemt kunne have kostet ham livet. Han kendte ikke sin far, som han heller ikke kendte sin mor, så han var jo heller ikke ligefrem kendt med det at skulle elske og holde af nogen. For ham, var det virkelig overvældende, at føle noget som helst, ofr han brød sig slet ikke om det. Det andet, var bare så mange gange nemmere. Ingen tvivl om det. Han var vant til smerte, at klare sig alene, og nu hvor Cassie havde krøbet under huden på ham, på den måde, så var det uden tvivl også meget svært for ham, at forstå sig på hvordan den slags fungerede, når han slet ikke havde haft noget i opdragelsen, som havde vist ham hvad der var rigtigt eller forkert, og udelukkende handlet på hans instinkter, for han havde jo aldrig nogensinde lært andet, så hvorfor skulle han dog gøre det nu? Han lod hånden hvile fast mod hendes bryst. ”Du kunne have fulgt en konkret besked, Alice.. Så var det her jo aldrig nogensinde sket.. Jeg kan ikke stole på dig, når du ikke kan følge hvad jeg beder dig om,” sagde han med en ganske kortfattet og bestemt tone. Det skuffede ham ganske rigtigt, og det var vel heller ikke så underligt igen, var det? Han frygtede for at miste flere, så et sted så låste han hende vel også inde, for at forhindre, at hun gik nogen steder, nu hvor han havde ladet Cassie gå? Han forstod sig ikke på det, og det var virkelig slemt nok, som det var i forvejen! Fornuft, tanker og følelser, var kun noget, som gjorde ondt værre. Det havde han nu erfaret på den hårde måde. Han tvang hende ned at ligge i sengen, hvor han lagde sig selv over hende. Han kunne mærke og høre hendes hjerte mod hendes bryst. Han elskede det.. Men det var bare ikke Cassie! ”Nej selvfølgelig ikke.. Jeg kan jo ikke stole på dig..” Hårde ord måske.. men det var dyret og bæstet i ham, som talte, og ikke ligefrem ham selv. Hånden kørte han helt op af hendes lår, så hun stort set blev blotlagt for ham. Trusserne tog han voldsomt fat i, kun for at rive dem i stykker i et kraftigt ryk med hånden. Så hun endte fuldkommen blottet for hans blik. Tænderne blottede han.. Nærmest som havde han været helt dyrisk over det. ”Nyd det..” endte han med en ganske kortfattet mine. Han fik revet sine egne bukser ned omkring hans hofter, inden han roligt lagde sig til rette over hende. Med et kraftigt ryk, skubbede han sig på plads. Hårdt og brutalt…

[Alice Lairé-Jênan]

Alice sank let en klump, for hun var træt i hele kroppen lige nu, så hun magtede jo nærmest ikke at overskue hans lege lige nu, for det tog på en energi hun jo slet ikke havde. Hvordan Alexanders fortid var det vidste hun ikke, for hun kendte jo faktisk intet til ham, de kendte jo kun hinanden i den periode hun havde været her og der var jo ikke ligefrem blevet delt fortider som sådan. De levede sammen i nuet, hvor det forandrede nu ikke var en hun brød sig om, men det var jo hendes egen fejl. Hun måtte vel bare se i øjnene det var hende, fordi det begyndte hun snart at tro på eftersom Alex stod fuldkommen fast hver gang hun prøvede at finde en smutvej ud eller væk. Han havde det svært, men det var da ikke fair så at ty til sin dyriske side med hende, for at straffe hende, for hun følte straffen var noget hård for hendes ene fejltagelse, for det var jo den eneste. Måske der bare ikke skulle mere til hos mørke væsner, fordi de var jo nok ikke tilgivende på samme måde som hun havde kendt fra sin barndom. "J-jeg ved det godt… u-undskyld Alex," sagde hun igen, for hun følte snart ikke at hun kunne undskylde nok, men det var jo som at tale til en døv. Hun sukkede let til hans ord, for hun kunne jo tydeligt mærke skuffelsen fra ham. Han måtte jo have nogle tanker et eller andet sted der gjorde hans handlinger. Hun lagde sig på sengen så godt hun nu kunne, for hun var jo bare blevet kastet ned i sengen, på en ret hård og dyrisk måde, for Alex var ret drevet af dyret lige nu. Hendes hjerte begyndte at hamre mere, fordi frygten steg i hende ved hans handlinger. Hun havde aldrig været nogen så tæt, aldrig været berørt og faktisk havde hun kun været rørt gennem dansen eller ved et biddet. Hun spændte let i underlivet da han bare rev hendes trusser af, for så var hun da sikker på hvor det endte. Det skælvede i hele hendes krop og tårerne pressede sig på, som fik hendes hals til at snøre sig sammen, så hun næsten ikke kunne få et ord ud. Hendes øjne endte blanke og hendes hjerte hamrede kraftigt og galloperende som 10 vilde heste. "N-nej," peb hun hviskende og grødet. Hun lagde sine hænder mod hans skuldre, men kunne jo ikke rykke en tomme på ham! Hun lukkede øjnene i og ønskede det hele skulle gå væk. Hun mærkede ham mellem sig og mærkede skriget blive fanget i halsen, så hun faktisk var fuldkommen tavs. Det var hårdt, brutalt og gjorde faktisk bare ondt på hende som intet nogensinde før. Hun spændte i hele kroppen og følte en kvalme trænge sig på sammen med væmmelsen og hadet. Endeligt brød hendes læber sig og skrigene og stønnene brød hendes læber, som tårerne også begyndte at løbe fra hendes øjenkrog. Det var virkelig smertefuldt!

[Deleted]

På grund af Alexanders opvækst, og den manglende kærlighed, som han havde oplevet, så var det vel heller ikke så underligt, at han havde svært ved at forstå sig på tingene? Og nu hvor Alice brugte følelser og tanker som en undskyldning, for at handle mod hans ønske, jamen så var det jo kun et tydeligt tegn på at han slet ikke kunne stole på hende, og det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Som det nu var sagt, så var det ikke fordi at han kunne gøre noget ved det, selvom han virkelig gerne ville det, så var det bare for abstrakt til at han kunne finde hoved og hale i det. Han kneb øjnene sammen. ”Skaden er allerede sket.. Jeg kan ikke bruge et ’undskyld’ til noget som helst..!” Denne gang hævede han stemmen. Trusserne fjernede han, som han tvang hans egne bukser ned, og hårdt og brutalt, trykkede sig på plads i hende. Skriget var næsten som sød musik i hans ører, og han nød af det. Han blottede tænderne og satte dem direkte i hendes hals, uden at stoppe.. Han var virkelig desperat..!

… Alexander gjorde det sidste faste tryk, inden han slap hende og trak sig. Han var ikke decideret udmattet, og han var et sted også fuldstændig ligeglad med hvor hård han havde været overfor hende, for i hans øjne havde det været.. tiltrængt, og ikke mindst fortjent. Han vendte blikket væk fra hende. Et sted var han jo ganske klar over, at det som han havde gjort, var frygtelig forkert, men ikke noget som han kunne gøre det største ved, som det var lige netop nu, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Lad det være dig en lærestreg, Alice..” Igen vendte han blikket roligt i retningen af hende, inden han næsten kælent lod hånden stryge over hendes kind. Han rettede sig op, inden han endnu en gang tog hans bukser på. Det var ved at være lang tid siden, at han i det hele taget, havde været tæt på nogen som helst, og det var noget, som han naturligvis godt kunne mærke, som det var lige netop nu. Han fnøs let. Det var slet ikke fordi at han var tilfreds.. Og han hadede virkelig at det var sådan at det var. ”Klæd dig på,” beordrede han med en fast tone.

[Alice Lairé-Jênan]

Alices bedste undskyldning var hendes følelser, fordi hun var opvokset med meget kærlighed fra sin mor. Så for hendes vedkommende var det vel heller ikke underligt, det var tanker og følelser hun tyede til når det kom til stykket? Nok forstod Alex det ikke, men han burde vel bare sige okay, ikke forstået, og så komme videre. Men nej, hun skulle straffes gang på gang og denne gang virkede som den ultimative straf, der ikke kunne være værre om noget andet. Hans hævede stemme gjorde at hun nu ikke åbnede munden og svarede igen. Hun skreg, fordi det gjorde virkelig ondt på hende så hård som han var, for det var da bestemt ikke en nydelse som hun jo altid havde drømt det måtte være, fordi det var at elske med en anden… dette var bare ondt og brutalt. Hun kunne ikke holde skriget eller stønnene inde, så de kom lidt efter hinanden som også snøft og hulken satte ind, som tårerne blev kraftigere. Hænderne lukkede hun omkring sengetøjet, mens hun knyttede sine hænder helt hvide og bare spændte i hele kroppen. At han så også bed hende, gjorde det jo ikke ligefrem bedre. Det fik det hele til at føles helt… svimlende.
… Alex gjorde sig endeligt færdig efter hvad der føltes som en evighed og da han trak sig væk så faldt hun direkte sammen i sengen. Hun havde lyst til at kaste op. Det snurrede og dunkede i hendes underliv, og hun anede ikke hvordan hun skulle gøre af sig selv. Hun var fuldstændig ødelagt og udmattet. Tårerne stoppede og hun lå bare tavs, hvor hendes pustende vejrtrækning var den eneste man kunne høre. Der lå blod på sengen fra at han havde bristet hendes mødom og revet den fra hende. Hun dirrede let og hostede helt af at have gråden galt i halsen. Hun drejede kinden væk fra ham, da han strøg den, for det skulle han ikke have lov til. Hun stirrede bare ud i luften. Hun følte sig tom. Følte alt var blevet taget fra hende, for hun følte sig også ekstremt træt. Hendes hjerte hamrede stadig kraftigt, både ovenpå det hele men også af at han havde bidt hende. Hans ordre nåede hendes øre og hun skubbede sig skælvende op at sidde, dernæst op at stå. Hendes blik og ansigt var tomt og knust. Hun gik let svimmelt hen til sit skab, mens hun prøvede at holde sig stående på benene der bare truede med at knække sammen under hende. Hun tog nogle nye trusser på og rettede underkjolen og kjolen på plads igen, der nåede ned under knæet på hende, for dem havde han jo kun skubbet op. Skoene havde hun stadig på, for de holdt hendes fødder varme når hun jo alligevel bare gik rundt alene på dette værelse. Hun vendte sig mod ham med matte øjne og lignede en, der var parat til at besvime hvornår det skulle være.

[Deleted]

Alexander havde skam været klar over, at det som han havde haft gang i, var ganske forkert, men ikke fordi at det var noget som han ville gøre det største med af den grund, og så var det jo bare sådan, at det måtte være i den anden ende. Han havde gjort sig færdig, også selvom den underlige følelse, som han havde i sindet, slet ikke var væk af den grund. Han var stadig lige så frustreret, som han havde været før i tiden, og det var noget, som virkelig måtte irritere ham som intet andet, for han vidste jo slet ikke hvad det betød! At hun så derimod trak sig væk fra ham, og ikke sagde ås meget som et eneste ord, så var det ikke noget, som han tog så tungt igen, for hvorfor skulle han dog gøre det? Det var der jo slet ikke nogen grund til, når det nu endelig skulle være. Han fnøs ganske kortfattet, inden han selv rettede sig op og fik tøjet på plads igen, og lod hende gøre det samme. Se, det var endda en ordre, som hun var i stand til at følge, og det var noget som faktisk passede ham ganske udmærket, så det i sig selv, var noget som passede ham fint. Han havde det bestemt ikke særlig godt for tiden, og det var noget som han gerne stod ved.. hvis han dog bare vidste, hvad det betød, for et gjorde han j heller ikke ligefrem.
Som Alice havde fået sig klædt på, så kunne han jo godt se, at hun stort set var ved at kollapse igen. Det menneskelige var så sygt og svagt, at han til dels, måtte være glad for, at han ikke var fanget, eller var en del af det, for det var da slet ikke noget, som nogen af dem, ville få noget ud af. ”Kom med mig,” endte han med en ganske kortfattet stemme, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at der var nogen form for følelse at spore ved ham. Han tog fat i hende og førte hende med sig ud af værelset, Når hun så gerne ville ud derfra, så kunne han jo altid afsætte hende et andet sted. Desuden vidste han at Valerio heller ikke havde det godt efterhånden. Selv han var afholdt meget fra at indtage nogen former for føde og med manglende tænder, kunne han jo heller ikke ligefrem sætte tænderne i noget som helst. Det gjorde han jo egentlig heller ikke selv meget for tiden, som han ellers ville have gjort det. Han førte hende ned i kælderen. ”Så kan du jo sige hej til din elskede kæreste..” endte han ganske kortfattet. Nøglen fandt han frem og tvang celledøren op, inden han skubbede hende ind og låste den derefter. Han forlod derefter kælderen. Han havde brug for at finde ud af, hvorfor han havde det som han havde!

//Out

[Alice Lairé-Jênan]

Alice hadede dette, for hun følte ikke at hun havde sig selv mere. For første gang i hendes lange livstid, så var hun blevet knækket. Noget som warlockerne jo end ikke havde formået, men det havde havde Alexander virkelig klaret godt nu. Hun havde fået alt taget fra sig, hun havde ikke mere tilbage at give og den tanke, gjorde virkelig ondt på hende. Hun følte sig som en tom skal med intet at give af, hvilket kun gav hende fornemmelsen af at være fortabt. Hun var aldrig blevet knækket, så det at Alex havde formået det, var næsten som han havde gjort det umulige. Hun havde ondt mellem benene, kvalme og svimmelhed, fordi han også havde bidt hende og taget blod fra hende… alt i alt var det jo bare en stor elendighed for hende! Hun havde intet at svare tilbage af, så hun forblev bare tavs og gjorde bare som han sagde. Hun havde intet grundlag for at kæmpe imod ham mere, for hun havde slet ikke styrken til det psykisk. Det var et kæmpe nederlag for hende at være blevet knækket og ødelagt psykisk, men sådan måtte det vel være. Hun havde det virkelig ikke særlig godt. Hun fik sig klædt på, selvom det var noget besværet, eftersom hun var tæt på at besvime. Hun var ganske vist svag, men han havde jo ligesom også frarøvet det hele fra hende nu. Hun nåede ikke rigtigt at gå selv, før han havde taget fat i hende og førte hende med sig. Hun gik snublende efter ham, men faldt dog ikke, da hun gjorde alt for at holde sig stående. En energi hun ikke havde blev tæret på, så det var utroligt hun faktisk ikke faldt. Hun følte det som ingen frihed at hun kom ud af sit værelse, for hun var alt for omtåget lige nu til det, og hun havde jo intet håb op at blive fri. Hun nåede kælderen med ham og blev skubbet ind i Valerios celle, hvor hun direkte faldt ned på maven så lang hun var. Hun orkede end ikke prøve at rejse sig, så hun blev bare liggende som hun var faldet. Den ene kind mod det iskolde gulv, benene strakt og armene let bøjet til hver sin side fra hende. Hun stirrede bare på gulvet og sin hånd der var i hans synsfelt, for hun orkede slet intet. Hun missede let med øjnene, fordi hun var så ekstremt træt. Hendes vejrtrækning var svagere end normalt, men hendes hjerte hamrede på livet løs for at genskabe det blod, Alex havde spist.