You make me so tired

[Deleted]

Valerio havde det bestemt ikke særlig godt, og det var jo ikke ligefrem fordi at det var nogen nyhed, at det skulle være sådan. Nu siddende i den lille celle for frygtelig lang tid, og uden nogen form for næring at få, men nu hvor han heller ikke havde nogen tænder, at bide sig fast med, så var det jo heller ikke ligefrem fordi at det var noget som gavnede ham i det store og lange forløb. Det sitrede i hans krop, og bare tanken om Camryn og Marius’ hjerteslag, i cellerne som var ved siden af, var mere end nok til at drive ham til kanten af vanvid, for det var bestemt ikke behageligt at høre, når man var ved at blive sulten. At Alice blev skubbet ned i kælderen, var noget som hurtigt fangede hans interesse. Den manglende finger reagerede han ikke så meget på, lige nu som han måske ellers ville have gjort det ellers. Han klamrede sig mere eller mindre ind til tremmerne, som udgjorde den bagerste del af cellen, bare for ikke at komme for tæt på igen, for det var jo aldrig til at sige, hvad manden ville tage fra ham næste gang!
Alice blev skubbet ind i cellen, hvor det nærmest gibbede i ham. Han kunne høre hendes hjerteslag, og det var noget som nærmest fik hans mave og indre til at slå knuder, for det var nok det mest ubehagelige, som han længe havde været ude for. Selvom hendes hånd lå indenfor hans rækkevidde, så tog han den ikke. Han var vel bange for, hvad han ville komme til at gøre ved hende? Han vendte blikket væk, hvor han trak benene mere op til sig. At sidde der som en forskræmt lille rotte, var slet ikke noget som han normalt ville have gjort det, men selv Alexander havde formået at sætte skrækken i ham på en måde, som han faktisk slet ikke brød sig om, for han kunne jo intet stille op med det! Han vendte blikket igen mod Alice, selvom han slet ikke rokkede sig. Han var mere grå og bleg, end hvad han normalt ville have været, og han brød sig slet ikke om det. Hans tænder løb i vand, men han vidste, at han ikke kunne sætte tænderne i hende.. Han havde jo slet ikke de remedier!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice tvang sit blik op fra sin hånd og over sin hånd, hvor hun fik øje på Valerio. Han så bestemt ikke godt ud, for hvis en vampyr kunne se blegere ud end normalt, så gjorde han det faktisk. Han så skræmt ud, som han sad der klynget op i hjørnet nær hende, med hænderne omkring tremmerne, som sidst hun havde forladt ham. De havde begge en skræk i kroppen fra Alexanders handlinger, og det var virkelig nedværdigende for hende at det var nået så meget ind til hende at hun var knækket psykisk. De havde begge været fanget lige længe, hvor de på hver deres måde var nået ned på samme bundpunkt, hvilket hun kun hadede. Tanken om den finger hun havde modtaget kom tilbage og gav hende kvalme igen, selvom hun holdt det i sig, for den lugt ville hun ikke kunne klare nu. Hun rykkede ikke kroppen en tomme, det kunne hun ikke, for det gjorde for ondt i hele hendes krop og hun var så træt, hun slet ikke orkede. Hun mødte hans blik, som han bare sad der og hun fjernede blikket igen, da hun blev nødt til lukke sine øjne. Hun tog en dyb vejrtrækning, mens hendes krop stadig rystede over det hele og hun for alvor mærkede den dunkende fornemmelse mellem hendes ben. Tankerne kom tilbage og hun genså det hele for sit blik, hvilket kun fik tårerne lydløst til at løbe igen. "V-v-val," hviskede hun dæmpet. Hun knyttede hånden foran sit ansigt med svag styrke, hvor den hurtigt foldede sig ud igen. Hun var ved at falde i søvn og hendes krop gjorde et lille spjæt, da hun overgav sig til søvnen og røg i en dyb og urolig søvn. Intet bekymrede hende nu, for alt var taget fra hende, og hun kunne jo ikke rigtigt bekymre sig, når hun intet kunne give overhovedet. Hun sov med dybe vejrtrækninger, på det kolde gulv, der nu syntes bedre end den seng hvor Alex havde taget det sidste fra hende.

//Out.