I want my family back!

[Marcianus Darcy]

Marcianus frygtede nok for grænsen, fordi han i princippet ikke turde prøve at komme over den, for hvis han kunne overfalde sin morfar kunne han jo overfalde en hver. Lige nu havde han en ekstremt lyst til mere menneskeblod men var heldigvis ikke draget af sin morfar, men han havde i hvert fald ikke lyst til dyreblod, så han turde jo faktisk ikke tage hjem til Procias et eller andet sted, fordi han jo frygtede for sig selv og hvad han var i stand til. Jo mere viden han fik om sin egen race, jo mere blev han bare irriteret og indadvendt, fordi det gjorde ondt at tænke på alt han var i stand til, som han jo slet ikke ønskede. Han så ned som Marius knyttede sine hænder, for det kunne han jo mærke i hele hans krop fordi det var en anstrengelse, og han sad jo helt op af ham. "Jo!" sagde han selv fast, for her var de tydeligvis uenige om det hele, men han ville ikke hjem hvis han vidste hans morfar var her. Hans mor havde haft det utroligt hårdt uden sin far, det huskede han tydeligt fra sin barndom, det sad tydeligt i ham, og det ville han ikke lade ske igen. "Enten skal vi alle hjem. Eller jeg ofre mig for familien," endte han igen, for han mente det helt seriøst at han ønskede det sådan! Han følte sig ikke specielt prociansk mere og hvis han måske kunne nå til en slags enighed med fyrsten, kunne han jo måske få lov til at bevæge sig rundt i Dvasias, og i Procias kunne han jo faktisk ikke gå udenfor en døren. Sandheden var jo at i Dvasias var han faktisk mere fri, hvis han da kunne komme ud af denne celle. Men uanset hvad, ønskede han at Marius og hans mor skulle hjem, der var han selv stædig! Han sukkede let, som han mærkede Marius jo heller ikke helt faldt til ro, men måske det var fordi han selv havde en uro i kroppen. Han prøvede at ro sig selv ned, en det var jo svært. Han lukkede selv øjnene og endte med at sidde helt stille, mere rolig. Han bed tænderne sammen ved hans ord. "Jeg hader mig selv," hviskede han dæmpet.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde slet ikke energien til at gøre det til en kamp med Marcianus, selvom han skam godt forstod, at han reagerede på den måde, som han gjorde, og specielt fordi at meget af det her, nok slet ikke var noget, som han var forberedt på, men ikke noget som han kunne gøre noget som helst ved bare sådan uden videre. Han trak vejret dybt og forsøgte at falde til ro, selvom det var svært, når han hidsede sig sådan op! Han var ikke sur på ham, og han ville bestemt heller ikke blive det på grund af noget som dette. Han sukkede næsten opgivende og rystede let på hovedet, også selvom det næsten kostede ham mere energi, end det som han lige kunne rumme til lige nu. ”J-jeg gider ikke diskutere det, Marcianus. S-selvfølgelig skal du med h-hjem,” sagde han med en kortfattet, og dog meget bestemt mine, som han nu kunne på trods af hans træthed. Han vendte blikket rundt omkring i cellen, som i sig selv, nok var det mest deprimerende, som han længe havde set, men det var jo ikke underligt, at de var ved at gå til af træthed, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være. Han lukkede øjnene endnu en gang. Han var så fristet til at sove, men det var da slet ikke noget, som kom på tale lige nu. Han vidste ikke hvordan det havde været for hans datter i den tid han havde været væk, men han ville sikre sig sin familiens beskyttelse, og det var vel ikke så svært at forstå, var det? ”Det er slet ikke dit job at gøre dig den form for ofringer.. Lad nu din gamle morfar om den slags..” endte han ganske sigende. Det var jo ikke fordi at han ville diskutere det, men den dreng gav ham jo heller ikke ligefrem noget andet valg! Han ville slet ikke høre noget om at han hadede sig selv, for det var slet ikke noget som han ville have! Han rystede på hovedet. ”D-du.. du er unik, min dreng. Glem ikke det..” Han forsøgte at sætte sig ordentlig op. Om han så skulle fortsætte på denne måde, frem til knægten var overbevist, så gjorde han det! Han skulle ikke hade sig selv!

[Marcianus Darcy]

Marcianus vidste godt at hans morfar nok ikke havde energien til at kæmpe imod hans stædighed, men de var jo lige stædige og man kunne jo sagtens sige, at det ikke ligefrem kom fra fremmede steder. Han reagerede jo som han gjorde af en grund og også fordi at han havde sin mor i tankerne hele tiden, for det var klart hende han tænkte på når han mente, at det skulle være hans morfar og mor der kom herfra, hvis de ikke alle tre kunne. Han sank en klump i halsen, fordi det var som blodet ikke rigtigt ville synke, fordi han syntes det var så frastødende at tænke på, det var hans morfars blod han havde i årene. Han prøvede at falde til ro, men når de var inde på denne diskussion, så kunne han ikke rigtigt lade vær med at diskutere igen, når de var stædige. "Jeg skal kun med hjem, hvis i begge kan komme med," svarede han dæmpet og med et let suk, for han ønskede jo ikke at diskutere, men han kunne ikke holde igen, for lige der var han virkelig sikkert i sin sag. Han åbnede øjnene let og så ned i gulvet ved siden af sin morfar, for han ville ikke møde sin morfars blik lige nu, for han følte jo faktisk kun han var lidt uduelig lige nu. Havde lige næret sig på ham, så han var så frygteligt træt at han var ved at dejse om, og så holdt han diskussionen kørende. Han bed tænderne sammen og knyttede let sin ene hånd, selvom han dog hurtigt faldt til ro i kroppen igen og ligesom holdt armene omkring sin morfar for at støtte ham. Både han og hans morfar ville jo beskytte familien, så det var jo lidt en hanekamp om noget, fordi de vist ikke var enige om hvilken mand, der bestemte. Nok ville han jo gerne have at hans morfar var overhovedet, men han ville hellere selv ofre sig end lade ham gøre det. "Nej, morfar," svarede han blot, for det ville han ikke lade komme på tale, uanset hvor meget de så skulle diskutere det den kommende tid. Han vidste han måtte forklare sin mors situation på et tidspunkt, men ville dog ikke gøre det foran hende, for hun ville sikkert nægte. Han sukkede, for han følte sig slet ikke unik lige nu, tvært i mod, så følte han sig fæl. Han hjalp sin morfar ordentligt op at sidde og støttede ham igen i hans nye siddende stilling. "Jeg er et udyr," mumlede han, for det følte han jo faktisk at han var.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var virkelig for træt til at tage den diskussion op, selvom det var tydeligt, at han ikke rigtigt havde noget andet valg, som det stod lige nu, og det var noget som et sted, også måtte drive ham selv til vanvid. Han sukkede ganske let, og lod øjnene for en ganske kort bemærkning glide i igen. Han kunne høre Camryn i cellen ved siden af, selvom det lige nu, var frygtelig vigtigt for ham, at vide, at hans kære familie havde det godt, og det var det eneste, som han faktisk gik meget op i. Camryn var nedprioriteret lige nu, og det var noget som han stod fuldkommen fast på, om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var. Han sukkede let. Stædigheden kom bestemt ikke fra fremmede, men noget som faktisk lå i familien. Han følte at det var hans ansvar som den ældste i huset, at passe på og beskytte sin familie, og det var så sandelig også det, som han havde intentionerne om at gøre! ”Din mor og dig, er de vigtigste for mig lige nu, Marcianus.. Lad mig nu bare gøre mit job som familiens overhoved..” Han vendte blikket mod ham, også selvom han meget hurtigt kollapsede mere ind mod ham. Han var for træt til selv at holde sig siddende, og det var næsten.. uhyggeligt, at det var sådan at det var. Han bed tænderne sammen. Han havde det bestemt ikke godt, men det var derimod slet ikke noget, som han ønskede, at den unge knægt skulle tænke mere over, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han lukkede øjnene igen. Han var virkelig, virkelig træt, og kampen om stædighed, var faktisk utrolig hård for ham! ”D-du er unik, min dreng.. Det er noget som du må huske. Ikke et monster.. et uhyre eller noget. Det.. det er du slet ikke..” Han sukkede tungt. Det var ikke fordi at han var tæt på døden som sådan, men fordi at det havde kostet ham absolut alt den energi, som han havde haft i sin besiddelse, så det i sig selv, var heller ikke noget som sagde så lidt. ”Jeg er nødt til at sove..” endte han med en tydelig træt stemme. Han nåede ikke at gøre meget mere. Øjnene var gledet i, kroppen var blevet slap, og han var faldt mere og mere ind mod Marcianus, hvor han bogstavelig talt bare faldt i søvn. Han var virkelig, virkelig udmattet.

//Out