I want my family back!

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde modtaget brevet fra Alexander, og havde ikke tøvet med at tage af sted. Emanuel havde han fået sat af ved Jason på slottet i Procias, for der vidste han, at den unge dreng var i sikkerhed. Efter tabet af Melody og nu hvor Yasmya var forvist til Manjarno, så var det vel heller ikke underligt, at han forsøgte at være der for den familie, som han havde tilbage? For han frygtede virkelig for, at skulle miste dem alle sammen!
Turen til Dvasias havde i sig selv, taget ham et par dage. Han havde rejst uden stop og stort set uden hvil. Det var da slet ikke noget, som han fandt nogen form for ro til i den anden ende, så naturligvis, var det også noget som gjorde sit. Det var gået fint over muren ind til landet. Det var nu heller ikke den mest bevogtede mur, hvis han skulle være helt ærlig, også selvom han naturligvis frygtede for, at han selv ikke ville være i stand til at vende hjem igen, så var han i princippet ligeglad, for det vigtigste for ham, var hans døtre og hans børnebørn, og det var uden videre tøven på nogen måde. Hans hjerte begyndte fast at hamre, da han så Corvento Mansion tårne sig i det fjerne. Selvom det var langt mere tøvende, end det som det havde været til nu, så søgte han i retningen af den mørke bygning. En ondskab hvilede omkring det, og det var jo lige før, man kunne mærke det, jo tættere på han kom.
Han nåede dog ikke langt, før han blev grebet bagfra. De kolde hænder, indikerede kun, at det var en vampyr, som havde fat i ham. ”Hvor er min familie?” spurgte han spidst, alt imens han spændte i kroppen. Han havde aldrig brudt sig om det væsen, men det havde jo alligevel været en del af ham, så han vidste hvad det faktisk indebar. Han blev først op til huset. Vampyren vidste tilsyneladende lige hvad han skulle gøre med ham. Dørene blev slået op, da de nåede dem. Selve stemningen og atmosfæren omkring huset, var kuldeskærende. Var hans familie virkelig her? De skulle slet ikke være her! ”Hvor er de?!” Denne gang hævede han stemmen, selvom det var noget som han gjorde yderst sjældent. Vingerne spredte han en anelse, som han forsøgte at gøre modstand, men vampyren var jo stærk. ”Ti’ da stille..” hvæsede han fast, da han førte Marius med sig mod kælderen. Marius’ hjerte begyndte for alvor at hamre mod hans bryst, men alt for familien.. altid alt for familien! Det tog ham ikke lang tid, at få øje på sin datter og sit barnebarn i hver deres celle. Synet chokerede ham.

[Marcianus Darcy]

Hvor lang tid der efterhånden var gået, det anede Marcianus ikke, for han havde været fanget her og afholdt fra føde, så efterhånden var han slet ikke sig selv. Der var gået omkring 5 uger eller derover og han var ekstremt sulten nu, så det direkte gjorde ham sindssyg, for han kunne ikke tænke på andet end at han manglede blod. Han var ikke direkte til at komme i kontakt med, for han var som et glubsk dyr, der kun tænkte på mad. Han hvæsede hvis folk prøvede at snakke til ham, inklusiv hans mor, for alt menneskelige var som forduftet som sulten havde taget til. Han gik af og til i ring, sad og kiggede ud i luften eller rumsterede måske lidt rundt i sin celle, men det var også det, for han kunne ikke tage sig sammen til noget. At hans morfar var på vej, det anede han ikke, men han havde stor hjemve i sig, fordi det hele her faktisk var direkte forfærdeligt om noget. Han følte sig uskyldig, fordi han jo ikke kunne styre sin sult, så han syntes ikke det var retfærdigt at sidde her. Han kunne høre helt oppe i forhallen, at en stemme snakkede og at der lød en hævet stemme. Det fik ham til at rejse sig op fra sin siddende position, hvor han kiggede rundt for at håbe på, at det ville komme ned til ham. Døren gik op ned til kælderen og der kom en vampyr ned med hans morfar, hvilket fik ham til at blive overrasket. Han strøg hen mod tremmerne og lukkede sine kolde hænder omkring én hver, som han kiggede med sine fuldstændig blodrøde øjne hen mod Marius. Da hans hjerte begyndte at hamre, så sitrede det i hele kroppen på ham, for han var jo ekstremt sulten. Han slikkede sig om munden som et sultent dyr og snusede nærmest i luften, for han ønskede faktisk at sætte tænderne i sin egen morfar. Camryn selv så på sin egen far, men kunne ikke finde ord, han burde jo ikke være der!

[Marius Amalani Darcy]

Marius var klar over, at det her meget vel, ville koste ham livet, men han var ligeglad. Når det kom til familien, som var noget af det mest værdifulde som man kunne have, så naturligvis havde han ikke tøvet med at tage af sted. Et sted så frygtede han vel for, at de allerede var.. væk? Hans barnebarn havde det godt.. nu var det jo hans datter og hans andet barnebarn, som han var nødt til at sikre sig, havde det godt, og som kunne tage hjem igen. Selvom vampyren nu havde fat i ham, så vidste han godt, at de havde planer med det hele, så var han virkelig ligeglad, for det hele gjaldt altså hans familie, og det var og blev det vigtigste! Det som dog chokerede han mest, var synet af Camryn og Marcianus, som uden tvivl slet ikke havde det særlig godt. Han spændte fast i hele kroppen, og med hans hjerte, som straks gik i gang med at hamre mod hans bryst. Ikke fordi at han var bange for hans barnebarn, for det var han ikke, men derimod fordi at han ikke var dum, og sagtens kunne lægge to og to sammen, når det kom til dette, for han ville da ikke ind til ham, når han havde det sådan! Fødderne satte han fast ned i jorden under ham, selvom det slet ikke var noget som stoppede vampyren i at gøre noget som helst. ”Håber du er klar til en genforening,” sagde han tydeligt og morende. Marius derimod, vidste at han var engel, og hvis Marcianus ikke havde fået blod, så… Han vekslede kort blikke med hans datter, som lå i cellen ved siden af, inden han igen vendte blikket mod Marcianus, som slikkede sig om munden, og nærmest bare.. ventede på at han blev ført til ham. Ikke fordi at han ikke ville, men han ønskede jo heller ikke ligefrem at stå i denne situation, for det var faktisk skræmmende for ham! ”Det kan du ikke mene..” endte han med en fast tone, inden han tydeligt bed tænderne sammen. Celledøren blev åbnet, og Marius blev skubbet ind med sådan en kraft, at han røg direkte i jorden og celledøren blev lukket igen. Han vendte sig direkte i retningen af Marcianus igen. Det her kunne jo næppe tegne godt!

[Marcianus Darcy]

Marcianus pustede let, for nu hvor det bankende hjerte var så tydeligt og stod lige foran ham, så rev det i ham som intet andet. Alt menneskelige var helt væk for ham, for sulten overdøvede det og han var jo trods alt snart ved at blive drevet til vanvid over at have været afholdt fra føde i så lang tid. Han blev stående op ad tremmerne med hænderne lukket omkring dem, for han var virkelig draget af duften af engel der også var kommet, for lyse væsner var jo noget der virkelig satte gang i sulten i ham. Han havde aldrig regnet med det var sådan her det ville ske for ham, men han havde ikke været modig nok til at sige fyrsten i mod, så han var jo selv gået ind i cellen her. Men hvis han ikke selv var gået ind, var han vel bare blevet tvunget ind, så det hele var jo i princippet uundgåeligt, når nu han først var fanget i spindet. Fyrsten var jo meget ældre end ham selv, så han ville jo aldrig have en chance. Han viste tænder, for han var så klar til at springe på sin morfar lige nu, for i øjeblikket så sammenlignede han jo ikke engleduften med sin morfar, det var bare et bytte han ønskede at sætte tænderne i, for han kunne virkelig ikke tænke klart. Hans øjne var helt opspilede, for hvis han kunne komme gennem tremmerne, så havde han klart gjort det. Han blev stående og næsten… smilede, da døren gik op ind til ham og at englen blev kastet på gulvet i hans celle, for det hele gik jo nøjagtigt som han havde ønsket i det indre. Han kneb øjnene let i, da celledøren blev lukket og låst igen, men han var jo slet ikke ude på at komme ud, han var nu optaget af Marius. Han var lynhurtigt med et sus henne ved sin morfar, der lå på jorden i hans celle og knælede ved hans side. Hans blodrøde øjne mødte Marius' og han slikkede sig igen over læberne, for han kunne virkelig ikke holde sulten ud mere. Han hvæsede let og viste tænder, som tungen fortsatte sin færd over sine hugtænder ganske hurtigt, som han ladede op til at skulle bide ham. "Lad vær med at kæmpe imod," brummede han let, men han mente det jo, for det blev kun nemmere for dem begge, hvis Marius bare lod det ske. Han lod sin hånd gribe fat i kæben på sin morfar, som han trak ham op at sidde og vendte hans hoved væk fra sig, så hans hals var strakt. Den anden hånd lukkede sig om skulderen, så han blev holdt i skak. Han kunne nærmest se blodåren på siden af hans hals dunke mod ham, hvilket kun var en glæde for ham. Han sænkede hovedet til sin morfars hals og bed de sylspidse tænder direkte ned i kødet på hans hals, i den store blodåre og gav sig til at suge blodet. Han spiste blodet ret grådigt, fordi han jo var så sindssygt sulten, mens øjnene gled i, i ekstase, for blodet smagte jo himmelsk!
Camryn sad og så til som det hele skete og udbrød med et hvin, da Marcianus direkte bed tænderne i sin egen morfar, hendes far. Hun skælvede helt i kroppen og kravlede selv hen til tremmerne ind mod. "M-marcianus, s-s-stop!" sagde hun med en skælvende stemme. Hun kunne dog ikke nå dem gennem tremmerne, så hun sad bare på sin side. Hun bed tænderne sammen og kiggede væk, som tårerne begyndte at løbe, for hun var jo bange for at Marcianus ikke ville kunne… stoppe.

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste godt, at det her var en situation, som han ville få svært ved at komme ud af igen, men hvad gjorde man ikke for familiens skyld? Hans hjerte hamrede mod hans bryst, og specielt, da han så hvilken tilstand hans kære familiemedlemmer befandt sig i, for det var bestemt heller ikke noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han følte vel et sted, at han havde svigtet dem? Han spændte fast i hele kroppen, også selvom han vidste, at dette ikke var noget, som han selv ville være i stand til at styre, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han vendte blikket direkte mod Marcianus, da han blev kastet direkte i jorden for øjnene af hans kære barnebarn, som nærmest så ud til at gå ud af sit gode skind af sult. Sulten var tydelig.. Han kunne jo se den, så kraftigt, som det stod i hans blik, og det var bestemt heller ikke noget, som han kunne se bort fra, og det var jo næsten det, som var det mest uhyggelige. Det gjorde dog ikke, at han frygtede for ham eller noget lignende, for det følte han stadig ikke, at han havde nogen grund til. Han satte hænderne i jorden, også selvom hans elskede barnebarn kom ham i forkøbet, og tvang ham op at sidde med et greb om kæben. Det strammede og det gjorde ondt. Hans hjerte slog kraftigt og fast mod hans bryst, som intet andet overhovedet. ”M-Marcianus, stop..” forsøgte han, selvom det var som talt for døve øre. Hans hoved blev tvunget til siden, og halsen blottet, hvor han inden alt for lang tid, havde sit eget barnebarn siddende.
Marius gispede kraftigt, da Marcianus bed sig fast og grådigt begyndte at tage for sig af hans blod. Han blinkede med øjnene, hvor han fast forsøgte at lægge armene mod hans overarme, for at skubbe ham fra sig, selvom det var en kraft og energi, som yderst hurtigt blev revet fra ham igen. Han hørte Camryns udbrud som en baggrundsstøj, men ikke noget, som han havde nogen mulighed for at reagere på. Han slog let med vingerne, som havde det været et forsøg på at skræmme ham, selvom det var en effekt, som heller ikke rigtigt hang ved på nogen måde. ”… S-stop… stop..” hviskede han, som han blev mere og mere træt. Det hele gik jo så hurtigt, at han slet ikke kunne nå at følge med i det! Vingerne søgte slapt ned mod gulvet til sidst, og det samme gjorde hans krop generelt, som den endte mere og mere slap i Marcianus’ arme. Han følte sig.. virkelig træt!

[Marcianus Darcy]

Marcianus følte det hele knude til i det indre, selvom det slet ikke kunne få ham til at stoppe med sin gøren, for han var bare så sulten at han ikke kunne holde det ud mere. Han kunne spise hvad som helst og han kunne ikke tænke på andet end blod, da det jo var det som han ligesom levede af og så holdt fyrsten ham fra føde, hvilket slet ikke var retfærdigt. Det hamrende hjerte var jo kun en drivkraft for ham, så han kunne da slet ikke holde igen når han nærmest kunne se blodet blive pumpet rundt i sin morfars krop for sit blik, for det var alt han så lige nu. Han var langt stærkere, så derfor ville hans morfar jo ikke have en chance overhovedet, hvilket dog lige nu slet ikke berørte ham, for han ville bare gerne have noget at spise, for ellers blev han snart sindssyg. At det hele sikkert var planlagt, det tænkte han slet ikke over, så det sagde jo heller ikke så lidt, at han slet ikke kunne tænke klart. Han var klart ved at gå ud af sit gode skind, og derfor var sulten jo også bare så ekstremt tydelig i hans blik og adfærd, så det var jo nemt at gennemskue. Jo kraftigere hjertet slog, jo mere fik han også bare lyst, så derfor spiste han jo også grådigt, fordi hans elskede morfar var en delikatesse for ham, da han jo var engel og lige nu havde kraftigt blodomløb i kroppen. Ordene hørte han slet ikke, de nåede ham i hvert fald ikke, for han var snart i tvivl om han overhovedet var Marcianus lige i øjeblikket. Han nød virkelig blodet, for det smagte jo ekstremt godt for hans sultne sjæl. Han rykkede sig ikke en tomme som Marius prøvede at kæmpe imod, for der var han jo heldigvis langt stærkere i forhold til, så han sad jo bare som en urokkelig sten. Hans mors hvin i baggrunden overhørte han fuldstændigt, men det sidste stop fra sin morfar, var noget han opfangede. Blodet faldt på plads i sin krop og han fik netop nok til, at han nu var frisk igen. Han lagde Marius på jorden igen og direkte sprang tilbage fra sin morfar med vampyrens smidighed og hastighed, hvor han kravlede helt op i hjørnet længst væk fra sin morfar. Hans øjne vendte tilbage til normal og alt menneskelige kom tilbage, for nu var jo mæt efter den lange tid. Han fik overblik på senariet og fik en ekstremt skyldfølelse, der satte et ubehag i hele hans krop, for… han havde jo lige næret på sin egen morfar, den mest elskede mandeskikkelse i hele hans liv. Det fik ham direkte til at græde på vampyrernes vis, hvor der løb en rande af blodtårer ned fra begge hans øjne, mens han bare sad og rystede. "Undskyld… undskyld… undskyld..." hviskede han for sig selv, som han lukkede hænderne omkring tremmerne, bange for at skulle springe på sin morfar igen.

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste, at han ikke stod nogen chance mod en som Marcianus, og specielt hvis de havde tvunget ham derud, hvor han slet ikke kunne styre sig selv, og det var jo noget, som de så tydeligt havde. Hans hjerte hamrede for hans liv mod hans bryst. Han gispede let, som han forsøgte, at tvinge manden af sig, selvom det var tydeligt, at han slet ikke havde nogen mulighed for det. Hans krop føles pludselig tung som bly, og han blev mere og mere slap, end det som han faktisk var i forvejen, og det var virkelig ubehageligt. Det begyndte at sortne for ham, inden han blev lagt ned og sluppet, da Marcianus gjorde sig færdig. Han gispede ganske svagt. Alene det faktum, at skulle bevæge sig, var virkelig hårdt nok i sig selv, og det var uden tvivl forbandet ubehageligt for ham. At høre drengen konstant søge om undskyldning, fik ham til at vende blikket mod ham. Sur var han ikke, for han vidste, at han slet ikke havde ment at gøre noget lignende af det her, og det var noget som uden tvivl også gjorde sit. Han bed tænderne kraftigt sammen. Bange for ham ville han aldrig blive.. om han så skulle tage hans liv, for han vidste jo, at det her, slet ikke var noget, som han jo egentlig havde lyst til at gøre, så det at vide, at han blev tvunget til det, var en tanke som han faktisk måtte finde skræmmende et eller andet sted. ”K-kom min dreng..” Hvor stor betydning han havde for den unge mand, vidste han jo godt et sted, for han var den eneste mand, som var omkring ham. Lige foruden for Carlisle som kiggede forbi i ny og næ, men det var jo heller ikke fordi at det var noget som man kunne sige, skete særlig ofte. Camryn kunne han høre pusle i cellen ved siden af, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af lige nu. Lige nu var det hans barnebarn som han satte først.. Han ville dog meget gerne have dem begge to med sig hjem igen, og helst så hurtigt som muligt, og specielt fordi at han vidste at det ville gå galt for den kære dreng igen, hvis han blev afholdt fra indtagelsen af føden!

[Marcianus Darcy]

Marcianus vendte sine hasselbrune øjne mod sin morfar, for nu var han jo tilbage til normal tilstand, som da han først var rejst hjemmefra. Han havde det ekstremt dårligt, for normalt levede han jo mest af dyreblod hjemme, da han ikke ville nære på sin mor længere, som da han havde været helt ustyrligt, og nu summede hele hans krop af engleblod. Han følte sig både utroligt mæt men også virkelig ubehageligt til mode, for det var jo helt uvant at have taget så meget menneskeblod. Han lyttede til sin morfars hjerterytme for at høre, om han havde kørt ham derud hvor det skulle overvejes at omdøbe ham, eller om han ville klare den, hvilket han dog håbede, han ville helst ikke omdøbe sin egen morfar til dette bæst, som han var. Han var virkelig ikke stolt af sin race på nuværende tidspunkt, for han følte sig ækel og skyldig som aldrig før, for han kunne slet ikke lide tanken om at det var hans morfars blod der nu var i hans krop fremfor sin retmæssige. Han stønnede nærmest fordi ubehaget var stærkt i det indre og han ikke følte for at kunne få vejret, selvom han jo slet ikke havde brug for luft, men det hele snoede sig sammen. Han kunne jo se på sin morfar at var hårdt for ham og han lå jo helt slapt der på gulvet og kæmpede med at holde sig vågen, hvilket jo kun gjorde det hele værre, for han var jo bange for at det skulle gentage sig, at han ville komme til at skulle nære på sin morfar igen, det ønskede han jo slet ikke på nogen måde. Han følte sig ekstremt skyldig, fordi det var ham så nært og fordi han jo virkelig elskede og holdt af sin morfar, der var den bedste skikkelse i hans liv sammen med hans mor. "Undskyld," peb han igen, for han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, det gjorde så ondt på ham at vide, at han havde suget blodet fra sin morfar som noget andet, for han var jo faktisk bange lige nu, for at hans morfar skulle hade ham! Han bed tænderne sammen og kiggede usikkert på sin morfar, som han knugede hænderne omkring tremmerne. Han bed tænderne sammen og søgte forsigtigt hen til Marius, hvor han satte sig ved hans side. Tårerne var stoppet, men hans kinder var helt røde af blodet der var løbet fra hans øjne. "Undskyld," hviskede han igen.
Camryn snøftede selv ved siden af, som hun bare sad let uroligt ved tremmerne mellem cellerne, for hun frygtede jo for sin far. Hun bebrejdede dog ikke sin søn, for han kunne da slet ikke gøre for det når det monster til fyrsten havde afholdt ham fra føde så længe!

[Marius Amalani Darcy]

Tanken om at Marcianus var afholdt så meget fra at indtage føde, så han kunne bevare det menneskelige sind, som de havde arbejdet så hårdt på at give ham, var virkelig ødelæggende for Marius, for han vidste godt, at det ville blive et helvede, når de først endelig kom hjem igen. Hans hjerte hamrede g slog for hans liv mod hans bryst, også selvom det slet ikke var så vågent og så friskt som det ellers ville have været, men han var stort set tømt, og han var på kanten til, at en omdøbelse, måske skulle have været en nødvendighed, også selvom han havde været en del af det væsen før, og det var slet ikke fordi at han havde lyst til at blive en del af det igen, så ville han faktisk hellere give sit liv, for at vide, at de var trygge og sikre, for det var virkelig det eneste, som han havde i tankerne lige nu, og det var skam også derfor, at han havde taget denne lange tur.
At se dem begge to græde, var slet ikke noget som Marius brød sig om, også fordi at han kun gjorde det her for deres skyld. Han havde jo ikke nogen derhjemme, foruden dem, og derfor ville han med glæde give sit liv for deres skyld, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han trak vejret dybt og sank klumpen som havde samlet sig i hans hals. Det var virkelig ubehageligt at ligge der! Han blinkede let med øjnene og vendte blikket mod Marcianus, da han endelig kom mod ham. Han ignorerede Camryn lige nu. Han måtte tale Marcianus til ro igen, og det var noget som han faktisk måtte anse som noget af det vigtigste. Han gispede endnu en gang, hvor han endte med at hoste. Han havde det bestemt ikke særlig godt. At det så derimod, var gået så hurtigt, var næsten det som faktisk skræmte ham mest. ”Det er ikke din skyld, Marcianus..” sagde han med en dæmpet, dog tydelig hæs stemme. Han lukkede øjnene træt. At det her var Alexanders mening med det hele, var svært for ham i det hele taget at forestille sig.. og så alligevel ikke. ”V-vi skal nok komme ud herfra..” Han forsøgte at vende sig, så han kunne komme op at sidde, selvom han ikke havde styrken til det. Han følte sig tømt for energi.

[Marcianus Darcy]

Marcianus skælvede i hele kroppen, for det dirrede helt i ham af alle de tanker der strøg rundt i hovedet på ham, for han kunne da snart ikke finde hoved og hale i det hele. Det var forvirrende for ham at han nu sad her mæt igen efter at have været så sulten. Han følte det ikke som om der var gået lang tid, for han havde følt at han havde været en helt anden i tiden med sulten, for han var jo blevet mere og mere dyrisk om noget og mindre og mindre menneskelig. Nu hvor han ligesom var frisk igen, så var det dyriske droppet og det menneskelige kom frem igen, som både hans mor og morfar havde kæmpet så hårdt for i alle de år. Det var skræmmende hvor hurtigt det kunne forsvinde, men heldigvis følte han sig da tilbage til normalen, selvom han var bange for at det skulle glippe igen. Lige nu der blev han slet ikke draget af det hamrende hjerte, for det gjorde ham kun bange og ked af det, at han sådan kæmpede for sit liv nu hvor han jo direkte havde været tæt på at tømme sin morfar for blod. Han bed tænderne sammen og så på sin morfar, som lå der og ikke kunne rejse sig op, på grund af ham. Han vidste at hans morfar havde været et mørkt væsen førhen, men han var det jo ikke mere, så det var jo direkte farligt, han var jo faktisk en fare der levede under taget, han burde aldrig komme hjem. Den tanke slog ham nu, for han burde jo bare blive her, hvor han ikke kunne komme til at bide nogen uønsket. Han sukkede let, som han gned blodet af i sit ærme, så han ikke så så forfærdelig ud i ansigtet. Han bed tænderne sammen, for han havde jo haft ekstremt hjemve, men nu følte han sig slet ikke værdig til at komme med hjem, for dette kunne jo ske igen, med det bæst han var. Han så på sin morfar, for han kunne ikke fokusere på sin mor lige nu, han var alt for bange og ked af det over sin morfar. Da han hostede, tog han lynhyrtigt fat i ham og løftede ham op i en stilling således, at han fik bedre luft ned i lungerne. Han støttede ham ligeså, for han ville jo gerne gøre det godt igen. "J-jo det er," sagde han stille og så væk, for han følte sig slet ikke værdig lige nu. Han hjalp sin morfar mere op at sidde og satte sig bag ham som støtte, for han ønskede trods alt at gøre noget rigtigt. "Ja vi skal," sagde han stille, for han havde jo selv en plan om ikke andet.

[Marius Amalani Darcy]

Marius kunne virkelig ikke give Marcianus skylden for noget af det her, og specielt når han vidste, at det hele var sket mod hans vilje. Han kunne jo bare have været blevet væk, men end ikke det, var noget som han havde nogen intentioner om, og det var sådan at han agtet at holde det, så det i sig selv, var der bestemt heller ikke nogen tvivler om overhovedet. Han gispede let efter vejret, for det var faktisk hårdt, når man lå der på det kolde og hårde gulv. Han ville hjem, men han ville have sin familie med sig, og det var vel også tydeligt for ham, at det ikke rigtigt ville være noget, som han ville få lov til bare sådan uden videre? At se drengen så ked af det, indikerede om ikke andet også, at han virkelig fortrød det, og derfor, kunne han virkelig heller ikke være sur på ham på grund af det, som var sket nu. Han hostede, også selvom det kun resulterede i et mindre chok, da Marcianus pludselig var helt henne ved ham, og fik ham op at sidde, også selvom det uden tvivl var lettende for ham, for det gav ham muligheden for at trække vejret langt mere frit, og det var en fantastisk fornemmelse for ham. Han lukkede øjnene lettende. ”M-meget bedre..” Automatisk lænede han sig tilbage. Selvom han netop var blevet bidt, og meget vel kunne have mistet livet, så var han ikke bange for hans elskede barnebarn. Hvorfor skulle han? Han vidste jo, at dette nok skulle blive en kamp uden lige, men han måtte jo bare gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt. Han havde jo ikke ligefrem noget andet valg. Han lukkede øjnene igen. Armene søgte slapt ned langs hans krop. Det var virkelig underligt at have det på denne her måde, og det var ikke engang fordi at han kunne styre det. Igen tvang han øjnene op. Han måtte ikke falde i søvn sådan her. Det som han var mest bange for, var jo at han ville dø i forsøget, men hellere det, og så sikre sig, at hans familie kunne komme hjem igen. Det var det vigtigste for ham. ”I skal hjem, koste hvad det koste vil, Marcianus.. Det.. det er det vigtigste for mig lige nu..” Hovedet gled mod hans skulder, som han åndede tungt ud. Han var virkelig, virkelig træt!

[Marcianus Darcy]

Marcianus kunne godt fornemme at Marius ikke gav ham skylden, men derfor gav han sig selv skylden, for han havde det virkelig dårligt med det. Bare tanken om det himmelske blod han havde taget fra sin morfar, gav ham en direkte grim smag i munden fremfor noget andet, for han kunne da slet ikke nyde af have taget det fra ham. Han vidste at fyrsten sikkert havde fået Marius hertil med vilje, nok på bud om at han havde hans barnebarn og datter her, så det var kun en tanke der gjorde ham sur, for det var slet ikke fair, det var jo udnyttelse! Igen kom det tilbage til at han følte, det var hans skyld, for hvis han aldrig havde sagt hans rigtige efternavn eller afsløret Marius var hans morfar, så var det her jo aldrig sket; han skulle bare lade vær med at være sådan en kujon, han måtte tage sig mere sammen fra nu. I og med han hurtigt opfangede hostet, så var han jo også lynhurtigt henne og løfte sin morfar op i sine arme, for han kunne ikke lide at det var forårsaget af ham. Det snurrede nærmest i hele hans krop fordi det var menneskeblod han havde indtaget fremfor dyreblod og det var jo faktisk virkeligt frustrerende på et plan, for han var bange for hvilke konsekvenser det kunne få i sidste ende og om han ville blive afhængig af menneskeblod fremfor det andet. Han dirrede let i kroppen og holdt godt fast om sin morfar som støtte, som han selv lænede sig tilbage, hvilket kun lettede ham lidt, for i det mindste var hans morfar da ikke blevet bange for ham, hvilket han også havde frygtet. Han frygtede en kamp for fremtiden nu hvor han havde mættet sig helt på et menneske, fremfor bare at tage en enkelt tår eller to, som da han var lille med sin mor. "Vi skal hjem… vi," svarede han og lagde selv vægt på 'vi', for han ville ikke herfra uden både sin mor og morfar, det skulle der ikke blive tale om, så blev han hellere her selv, for han var begyndt at tvivle på, om han nogensinde ville kunne komme ind i Procias igen, uanset hvor meget det smertede ham at hans hjemve måske aldrig kunne blive stillet. Han holdt godt fast i ham og støttede ham godt, mens han dog også agtede at holde ham vågen, bange for at hans morfar ikke ville vågne hvis han først faldt i søvn, og det var en skræmmende tanke. Han slog blikket let hen på sin mor, der sad mere roligt nu, men alligevel rystende. Det var først nu han rigtigt kunne registrere at hun var der, fordi sulten ikke havde sit styre over ham. Han veg dog ikke fra sin morfar. "Bliv hos mig," hviskede han bedende til Marius.

[Marius Amalani Darcy]

Marius trak vejret dybt. Han havde det bestemt ikke særlig godt, men ønskede bestemt heller ikke, at hans kære barnebarn skulle sidde der og have skyldfølelse for hvad han havde gjort, når han slet ikke havde haft nogen mulighed for at forhindre, at det skulle ske, og det var noget, som de nu kunne mærke nu. Han prustede ganske let, som han blev liggende op mod ham. Det burde slet ikke være sådan her, at det skulle være, men det var jo heller ikke fordi at han kunne gøre noget som helst, for at forhindre det på nogen som helst måde i den anden ende. Tungen strøg let over hans læber. Nu fandt han da ud af for alvor, hvad det ville sige, at være det væsen som han var, og det var slet ikke måden, som det skulle gøres på! Lige nu var det vigtigste for ham, bare at få hans familie hjem, og så var det i bund og grund ligegyldigt, hvor han selv ville ende, for det var ikke nær så vigtigt for ham, som det alt det andet måtte være, hvis han skulle være helt ærlig. Han sukkede dæmpet og vendte blikket mod ham. Han smilede let, men tydelig træt. ”Det vigtigste for mig, er at I kommer hjem..” fastholdt han. Alexander havde drevet ham hertil af en grund, og det var en grund, som han agtet at finde ud af før eller siden, men lige nu.. så følte han mest for at sove, og få hvilet sig. Det var vel heller ikke sidste gang, at Marcianus ville blive drevet derud, at han nærmest ville tømme ham for blod? Lige nu var det vigtigste bare, at han kunne understrege for ham, at han ikke var sur eller bange for ham eller noget lignende, da det også var noget, som han faktisk gik rigtig meget op i. Han vendte blikket let mod Camryn som sad trykket helt op af tremmerne lige ved, også mest for at understrege, at han under omstændighederne, var okay. De havde hinanden, så mon ikke, at det gik? Han strøg igen tungen over sine læber og med et dæmpet suk. ”Jeg er vågen, min dreng.. Forsøg at fald til ro..” bad han med en dæmpet stemme. Han var ikke sur, og ville bestemt heller ikke blive det på grund af det, som nu var sket. De skulle stå sammen!

[Marcianus Darcy]

Det gjorde ondt på Marcianus at høre på sin morfar, at han ikke havde det godt, for det var jo ikke sådan det skulle være, det var jo meningen han skulle passe på sin familie, ikke spise dem! Der var jo en grund til at han da han var yngre var stoppet med at nære på sin mor, for der satte han bremserne i og krævede noget andet, hvor de så havde fundet ordningen med dyr, for at holde ham mere menneskelig. Det hjalp dog kun hvis folk ikke kom til at bløde foran ham, for det var jo hvad der havde fået ham her i kælderen til at begynde med og hvor han virkeligt… hadede det som intet andet, for han kunne slet ikke lide alt dette. Han havde virkelig skyldfølelse, og uanset hvad så kunne følelsen ikke gå væk lige nu, uanset hvordan Marius så så på sagen, for han følte det så tæt i sig at han virkelig bare havde en grim smag i munden, ved bare tanken om hvis blod der nu var i hans krop. Det burde ikke være gået til sådan for nu havde han jo bidt både sin mor og morfar og det kunne han da slet ikke lide, for han levede jo med at have bidt sin mor, fordi han havde været lille og umulig da det var sket, men det var jo stadig irriterende for ham at have bidt hende, fordi tanken ikke var rar. Han ville derfor gerne have sin mor og morfar hjem, fordi de var jo alt for nemme ofre her fremfor i Procias, så han var bedre tjent med at blive tilbage og de så tog hjem, fordi han jo havde racen og det hele. Nok brød han sig slet ikke om racen, for det var skræmmende for ham at finde ud af hvad han egentligt var i stand til og det gav ham bare lyst til at springe i et hul og aldrig komme op igen! Han sukkede let og så på sin morfar med et trist blik, selvom tårerne heldigvis holdt inde, for det var jo ikke nemt for en vampyr at græde, men før havde det barer bristet for ham. "Nej. Det er dig og mor og mig, eller kun jer to… jeg er bedre tjent med at være her, jeg er af racen," fastholdt han, for det var i hans hoved et ret holdbart argument, eftersom han jo tvivlede på at kunne få lov til at komme ind i Procias igen nogensinde. Han blev siddende godt som støtte bag sin morfar, der lå i hans arme med sin fulde vægt, selvom det dog ikke føltes som noget med hans styrke. Han vidste ikke hvad fyrsten havde i tankerne, men godt kunne det ikke være, når dette nu var endt ud i dette. Nu var de dog samlet, så det var han dog glad for, uanset situationen. "Mhm… okay," sagde han stille og lukkede øjnene let i.
Camryn selv mødte sin fars blik og følte alligevel en lettelse, for det virkede som om han skulle overleve, så det var hun kun glad for. Hun bed sig let i læben og trak sig let væk fra tremmerne, som hun foldede sine arme omkring sine knæ, da hun satte sig på bagdelen.

[Marius Amalani Darcy]

Marius trak vejret dybt. Han var kommet lidt mere til sig selv, selvom han stadig var voldsomt træt og langt fra ved godt vel, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han tog særlig tungt. Han vidste at dette ikke var noget som Marcianus havde gjort med vilje, men derimod fordi at han var blevet tvunget til det, og det havde uden tvivl været Alexanders ønske at tage hans liv, og det var slet ikke noget, som han ville have med at gøre. Han knyttede næverne ganske let. Han ville slet ikke høre tale om at knægten skulle blive her! Han ville da aldrig nogensinde kunne finde hvile i løbet af en dag, hvis han vidste, at hans elskede barnebarn sad i en celle her, og blev drevet til vanvid! ”N-nej.. nej!” sagde han med en fast tone. Han var måske en del af racen, men det var da slet ikke fordi, at han havde nogen ønsker om at efterlade ham der. ”D-du er prociansk, Marcianus.. Du.. selvfølgelig skal du med hjem. Jeg lader ikke mit barnebarn sidde her..” fastholdt han med en tydelig stædig stemme, for det andet, var da slet ikke noget, som han ville høre tale om, om det var noget, som han ellers kunne blive fri for, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han havde det bestemt ikke særlig godt lige nu, men han ønskede bestemt heller ikke, at det var noget som hans barnebarn skulle tænke på, når det var ham som han jo faktisk var bekymret for.
Camryn i buret ved siden af, var ikke noget som Marius tog sig af lige netop nu, for han ønskede lige nu bare, at det var hans barnebarn som faldt mere til ro, og fik ind, at han ikke var sur eller utilfreds eller noget lignende, for det var meget vigtigt for ham, at det var noget som han vidste. Lige nu, var det virkelig bare vigtigt for ham, at hans kære barnebarn faldt bare en smule til ro, i stedet for det andet. Han lukkede øjnene let. Bare at bevæge sig, var en kæmpe kamp for ham, men han ønskede at få sit barnebarn til ro, før han gjorde noget andet. ”J-jeg er ikke sur, Marcianus.. D-det var ikke med vilje,” påpegede han ganske sigende og med en ærlig stemme. Han ville have dem hjem!