Welcome home, Honey!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Solen var ved at vise sig i det fjerne, da den var på vej op over horisonten, da de endelig kom over den procianske grænsemur. Salvatore hilste vagterne kun pænt på, hvor han gengældte det med et let nik. Det havde ikke været et problem. Fuglene sang oppe over dem, da de endelig ankom til Catalena, som skulle siges, at være et af de smukkeste områder i hele Procias, så naturligvis, var det her han ønskede at starte op med det. Han vendte blikket mod Jarniqa. Undervejs havde han lagt en kappe om hende, også fordi at han slet ikke ønskede, at hun skulle fryse og blive syg, for det var slet ikke noget, som han ønskede sig for hende.
Træerne var endnu smukke og grønne, selv på trods af, at det var ved at blive mere koldt i vejret, og efteråret var på vej, så var det ikke noget, som gjorde nogen forskel for ham, for han ønskede virkelig at se det. Floden løb smukt forbi dem, med deres kolde og rene vand. Armen lagde han roligt omkring hendes talje. Han forstod skam godt, hvis hun var ved at blive træt og det hele, for det havde jo også været en lang tur for hende, og specielt så ivrig som hun havde været, så kunne han godt forestille sig, at det lige så var vigtigt for hende, at komme hjem og få lov til at se hvordan det hele var nu, kontra hvordan det havde været, da hun var blevet tvunget derfra for tyve år siden. Han sendte hende et smil og vendte sig mod floden, hvor solens stråler, så tydeligt måtte afspejle sig, jo højere op på himlen som den kom. ”Igennem det sidste lange stykke tid, må jeg erkende, at det her nok er et af de mest smukke steder her i Procias,” forklarede han. Dyrene søgte ned til floden for at drikke, og det grænsede forholdsvis tæt op mod skoven hvis man søgte længere mod øst, end hvor de stod nu, men han havde jo lovet hende en rundtur, og den ville han meget gerne stå for, hvis det var noget som hun var frisk og oplagt til om ikke andet. Han trak armen roligt til sig, for at lade den falde over kors med den anden på hans bryst. Det var forholdsvis koldt om morgenen, men foruden det, så tog han det ikke meget tungere end som så. Han elskede virkelig at være herude, og det at dele det med hende, gjorde det kun til noget mere særligt, selv for ham.

[Deleted]

Med hjertet helt oppe i halsen havde Jarniqa vandret hele vejen fra Ityrial til Catalena. Nervepirrende og uvirkelig havde rejsen været for hende, for hun havde været på vej hjem efter 20 år i slaveri. Flere gange havde hun overvejet, om hun mon havde drømt, eller at kaptajnen ville opsnappe hende på halvvejen, men som hun havde set på den mægtige procianske grænsemur, havde hun endelig tænkt anderledes. Hun ville komme hjem! En afvisning fra vagterne havde hun uden tvivl frygtet, som hun endelig stod overfor muren, men intet problem havde der været, som hun havde været i følgeskab af manden Kenara. En person de uden tøven havde lukket ind – og hende med. Som hun havde trådt over den majestætiske grænse, havde hendes hjerte banket for fulde gardiner, imens hun havde betragtet sig af det overdådige Procias. Området omkring grænsemuren var måske ikke videre storslået i de flestes øjne, men i hendes øjne var det fabelagtigt. Hun var nemlig hjemme igen. Resten af turen til byen, Catalena, havde hun slugt i en mundfuld. Hendes ivrige blå øjne havde søgt lystigt omkring, som de havde slugt hvert et nyt syn. En anelse kæmpende var det dog gået hen og blevet, som hun havde gået igennem hele natten, og derfor var det ikke svært at gætte, at hun var gået hen og blevet en smule udmattet. Hun stoppede dog ikke op. Ej heller klagede hun, som hun ønskede at se det hele. Det kunne dog godt være, at hun burde se sig realistisk og tage den med ro. Tankerne fik hun dog igen afledt, som hun pludselig mærkede hans arm omkring sit liv. Det var en handling der fuldstændigt fjernede hendes fokus, som hun kraftigt kunne fornemme hans krop, samt det fik hendes hjerte til at slå en tand hurtigere, samtidig med, at hun svagt måtte skæve til den. Derfor måtte hendes koncentration omkring den smukke flod også kun være halv, indtil han gav sig til at tale. Tavst lyttede hun til, hvad han sagde, inden hendes uskyldige blå øjne faldt tilbage på den glinsende flod. Ja. Den var i sandhed smuk. Intet under, at det var et af hans foretrukne punkter i Procias. ”Ak ja. Jeg mindes ej, hvornår jeg sidst har set et syn som dette,” medgav hun oprigtigt betaget. Dybt interesseret i sine omgivelser betragtede hun dem, alt imens hun trak Kenaras lånte kappe tættere omkring sin krop, som han trak sin arm bort. Hun tog en dyb indsnusning af naturen, som hun blot ønskede at sanse det hele. Fantastisk var det også, som hun kunne høre skovens dyr, flodens klukken, samt grenes rislen, alt imens hun kunne lugte de forskellige ting. Hun smilede på ny, inden hun vendte blikket mod Kenara. Dette var mildes talt guddommeligt! ”Det var Catalena, ikke?” spurgte hun ham nysgerrigt. Han havde før fortalt hende, hvor de var på vej hen, men selv havde hun endnu problemer med geografien. Det var dog også kun fordi, at hun ikke var vant til at færdes i Procias. Hendes hoved faldt en kende på sned. ”Bor du her?”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Turen over muren, havde ikke direkte forvoldt noget problem. Salvatore var en kendt mand på egnen, så det var ikke fordi at folk stillede spørgsmål ved hans gøren og hans handlinger, når han havde en ude fra med over muren – som han havde haft i denne situation, så det i sig selv, var egentlig noget som passede ham ganske fint. Han førte hende direkte med sig til Catalena. Det var et af de smukkeste steder i hele Procias, hvis man spurgte ham, og specielt når man stod her, når solen stod op, og kunne se hvordan den spejlede sig i den blanke overflade af floden som løb stort set igennem hele landet. Det var den som sørgede for liv til skoven, til byerne rundt omkring, for den blev brugt til frygtelig mange ting, så det i sig selv, var heller ikke noget, som sagde så lidt i den anden ende. Armen havde han ladet søge omkring hende, selvom det var prøvende, da han vidste hvordan hun havde haft det med berøringer frem til nu, så det i sig selv, var naturligvis også noget som gjorde sit, for hans vedkommende. ”Det glæder mig, at du kan lide det,” sagde han med et stille smil på læben. Han slap hende roligt, så hun var i stand til at se sig lidt omkring. Skoven var sidste og endelige bestemmelsessted, men han ønskede naturligvis også at hun fik sig noget søvn på en eller anden plads, og han var temmelig sikker på, at der var et sted her i Catalena, hvor de kunne gøre det. Han nikkede til hendes ord. ”Det her er Catalena, ja. Kendt som en af de smukkeste byer og områder som findes her i landet. Specielt når årstiderne er rigtige.” Han kunne fortælle om den slags i evigheder, selvom hun for hans vedkommende, mest af alt, mindede ham om en, som bare gerne ville videre, selvom det virkelig var noget som uden tvivl måtte more ham, som intet andet i den anden ende. Han rystede let på hovedet. Man kunne ikke ligefrem sige, at det var her han boede, men det var ikke så langt herfra, kunne man jo så sige. ”Jeg bor ikke lige her, kan jeg vel fortælle dig. Jeg bor længere oppe nordpå. Forholdsvis tæt på de procianske skove i Banayad ved Den Magiske Cirkel,” fortalte han med en rolig stemme. Der var jo visse ting, som han endnu ikke havde fortalt hende, og det var naturligvis også noget som gjorde sit for hans vedkommende, for det var ikke alle, som han ønskede, skulle kende til hans hemmelighed, og specielt når det kom til hans liv, og hans arbejde. ”Det er noget, som du tidsnok skal få lov til at se. Jeg går ud fra, at vi følger floden en smule op nordpå.. Så kan du få lov til at se det,” tilføjede han.

[Deleted]

Harmoniske og smukke var omgivelserne omkring Catalena uden tvivl. Det kunne Jarniqa i hvert fald ikke sige imod, og ej heller ønskede hun det. Det var faktisk et sted præcist som dette, som hun havde savnet igennem længere tid. Derfor kunne hun ej heller lade være med at smile. Hun var virkelig hjemme. Kappen holdt hun let ind til kroppen med korslagte arme, alt imens hun selv vovede sig et par skridt omkring. Det hele så utroligt idyllisk ud. Det lignede på ingen måde hendes hverdag på The Cursed Baron. At hun end ikke skulle tilbage til skibet igen, forekom hende endnu helt surrealistisk, men hun havde ej heller været fri i et helt døgn endnu. Nu kunne hun dog ikke vente med at komme ud og nyde sin frihed! For en stund stod hun blot og betragtede det glinsende vand, der rindede igennem den store flod, og trætoppenes blide svajen. Det var uden tvivl det mest perfekte syn. ”Jeg kan kun sige, at stedet lever op til sit navn. Det forekommer mig utroligt idyllisk og ikke mindst smuk … og hvad mere kan man bede om?” lød det varmt fra hende. Hendes ord var ikke just et spørgsmål, men nærmere en konstatering for, at hun fandt det helt perfekt. Det var dog ikke Catalena der var hendes endelige mål, men skoven. Skoven var nemlig hendes hjerte, som det var hendes rigtige hjem. Selv spekulerede hun også over, om hun mon ville genfinde sin egen race. Nymferne. Længe siden var det, siden hun sidst havde været forenet med dem, så selv det måtte gøre hende helt spændt. At det hele syntes at more Kenara, anede hun intet om, som hun blot var sit eget glædestrålende jeg, der kun kunne fokusere på, at hun var blevet fri og igen var hjemme i Procias. Hun nikkede svagt med hovedet, som hun fik fortalt, at han boede i byen, Banayad. Det gav vel også mening, at han boede et magisk sted, når nu han var en varylblanding mellem en magiker og en animagus. Det var i hvert fald, hvad hun troede om ham. ”Og hvor ligger Banayad? Og er der ligeså smukt der, som der er her?” spurgte hun ham nysgerrigt, som hun ærlig talt ikke vidste meget om de forskellige locationer. I sin tid havde hun ej heller bevæget sig i byerne, men i skovene. Derfor måtte hendes viden omkring al det være ganske begrænset. Hun betragtede sig af ham. ”Vi tager bagefter til Banayad?” spurgte hun, som hun blot ønskede at være helt sikker på deres plan. Nysgerrig var hun skam også efter at opdage hele Procias, men hvis hun skulle være ærlig, så vidste hun ikke, hvor meget hun kunne klare igen. Hun var udmattet, og hun havde ondt i fødderne, men driften for, at hun var kommet hjem, holdt hende oppe. Sådan forløb det i hvert fald indtil videre. Hun gik dog ud fra, at Kenara måtte have det som hende selv, og derfor måtte han ligeså få brug for et hvil før eller siden.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At se Jarniqa blive så glad for bare at komme over grænsen til sit eget hjemland, var en glæde, selv for Salvatore, for han kunne langt bedre lide at se hende stråle, som havde hun været en sol her på jorden, end det stik modsatte, hvor hun derimod havde kigget usikkert og trist ned i jorden, og det havde været så tydeligt, at se i hendes ansigt, at hun bestemt ikke havde haft det særlig godt trods omstændighederne. Stedet her var ganske vidst kendt for at være et af de mest smukke, som var i hele landet, og det var uden tvivl også af en grund. Synet af dyrene som søgte fra skoven mod nord og ned for at drikke og græsse på engene som lå mere mod syd.. Det var uden tvivl et syn for guder, og det var ikke sjældent. Han smilede let for sig selv alene ved den tanke. ”Du har ret.. Det er også et af de steder, som jeg især holder mest af. Naturligvis er jeg også blevet rigtig glad for toppen af Banayad bjerget, og specielt når solen går op og ned. Det er virkelig flot, må jeg sige,” fortalte han glædeligt. Han forstod skam godt, at hun ville hjem, og at hun samtidig gerne ville vises lidt rundt, så hun havde noget at forholde sig til, så det måske ikke var for hendes skyld, at han gjorde det, em han havde nu heller ikke noget imod, at rende rundt og fortælle om tingene, som de var – af hvad han vidste og kunne sige om ikke andet. Han vendte sig mod hende. ”Banayad ligger lidt længere nordpå. En time herfra, vil jeg gå ud fra, hvis man går tjept til, selvfølgelig,” fortalte han ærligt, for han så ikke nogen grund til at lyve for hende. Desuden hvis hun ville se det hele, så var det jo også en oplagt måde at gøre det på, og han ønskede jo at vise hende så meget, som han nu havde muligheden for, inden deres veje for alvor måtte skilles, for det var jo slet ikke noget, som man kunne sige, at han havde synderlig meget lyst til. ”Jeg synes det er smukt deromkring. Den grænser lige op mod skoven,” tilføjede han lettere tænksomt. Han plejede som regel bare at gå hvor hans fødder førte ham, og uden egentlig at tænke på hvad der lå nord, syd, øst og vest for det, for det havde aldrig rigtigt været vigtigt for ham – før nu tilsyneladende. Han smilede let for sig selv. ”Vi går lige der hvor du ønsker vi skal gå. Men vi kan godt begynde at give os nordpå, så vi kan nærme os?” foreslog han, mens han roligt foldede hænderne over ryggen igen og bare roligt gav sig til at følge floden i retningen som den løb. Det ville føre dem tættere på Banayad og hendes hjem.

[Deleted]

Igennem de sidste 20 år havde Jarniqa haft den same drøm. En drøm om at vende hjem. En drøm om at opleve et sted som Catalena. Et frodigt, smukt og idyllisk sted. Nu var den drøm gået i opfyldelse. Udmattet var hun efter den utroligt lange gåtur, men alligevel spejdede hun lystigt omkring, som om hun havde i sinde at sluge hver eneste detalje på stedet her. Indtrykkene var mange og selv tvivlede hun på, at hun nogensinde kunne blive træt af dette sted. Stedet var jo som at være i paradis. Det var i hvert fald paradis i hendes øjne. Det var også at spotte i hendes helt strålende blik, som det lyste ved hvert græsstrå, hvert træ, hver en strøm i floden, og ikke mindst, hvert levende individ. Helt saglig måtte det gøre hende, men som fryden mødte hende, fulgte søvnigheden efter. Det var nemlig afkræftende at føle alt dette oveni den allerede fysiske udmattelse. Blikket vendte hun imod Salvatore. Selv vidste hun, at der fandtes bjerge i Procias, men om hun lige akkurat havde set Banayads, vidste hun ikke. Men det ville vel også komme nu? Hun havde i hvert fald i sinde at gå på opdagelse i hele Procias, nu når hun endelig var vendt hjem. ”Jeg har hørt, at en solopgang og –nedgang skulle være utroligt smukt fra en bjergtin. Det vil jeg nyde at se en dag,” sagde hun ærligt, som hun oprigtigt glædede sig til alt ved Procias. Det var dog også tydeligt at mærke på hende. Som hun fik fortalt, at Banayad lå nordpå og en time herfra, vendte hun automatisk sit blik i den retning. Selv begyndte hun at forestille sig en hel bjergby, hvordan det ville se ud, og hvordan folket ville være. Jo, det var også noget hun ville se frem til, selvom hun selvfølgelig mest så frem til skovene og de lå lige her … lige foran hende. Hun mærkede helt, hvordan hun helt fik lyst til at sprinte ind mellem alle budskaserne og stammerne, for aldrig at komme ud igen. Hun kunne sagtens være der i en evighed. ”Jeg vil med glæde se din hjemstavn.. Især når du har vist mig den umådelige godhed at føre mig hjem.. Jeg ved bare ikke, hvor hurtigt det vil gå, og jeg ønsker også at opleve dette sted,” lød det fra hende, som hendes blå øjne igen fandt hans ansigt. Han var en god mand. Det tænkte hun i hvert fald om ham. Hun kunne dog ikke lade være med at spekulere over, om han virkelig ikke ønskede noget af hende. Selv kunne hun nemlig ikke sige, om han havde talt sandt eller løjet, for kun kendte ham trods alt ikke. Hun havde blot ladt sit gode hjerte, og sit ønske om at komme hjem, stole på ham. Indtil nu havde det heldigvis også gået. Hun begyndte ligeså stille at følge hans skridt igen. ”Jeg ønsker blot at se det hele.. men samtidig ønsker jeg også, at jeg kan nå at nyde det hele.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det morede uden tvivl Salvatore, at der ikke skulle mere til, for at glæde denne kvinde, selvom han naturligvis var glad for, at han kunne gøre det for hende, som han nu havde gjort, for hvorfor skulle han være andet? Alene det faktum at føre hende hjem, når de skulle den samme vej, så var det jo ikke en sag som han følte, at han havde brugt tid på eller noget lignende. Desuden var det jo altid rart – selv for ham, at møde nye mennesker, også fordi at det ikke var noget, som han gjorde så ofte igen. Som regel, var han en som holdt sig for sig selv, og forsøgte at finde ud af tingene på egen hånd, så det skulle gå ganske udmærket når det kom til det alvorlige arbejde. ”Det er også det smukkeste ved landet her, hvis du spørger mig. Jeg tager ofte turen derop bare for at tænke.. og se, hvor smukt det er. Jeg vil gerne vise dig det, hvis muligheden skulle byde sig,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke i den anden ende.
Selvom der var meget at se, så var det nok også noget, som han kunne sætte tiden af til, og det var noget som han gerne ville stå fast på. Han smilede let for sig selv. Han krævede nu ikke noget som helst af hende, for hvorfor skulle han da gøre det? Han havde hjulpet en kvinde hjem igen, og på den måde, så skyldte hun ham vel en tjeneste? Den ville han da kunne indfri den dag, det faktisk skulle vise sig, at blive en nødvendighed, og det var naturligvis også noget som gjorde sit for hans vedkommende. ”Jeg vil med glæde vise dig det. Det er et smukt sted. Naturligvis er der nok gjort en hel del siden du var der sidst. Den Magiske Cirkel derimod – som er mit hjem, er blevet et smukt sted.” Han var glad for at snakke og uden tvivl også glad for at fortælle. Han begyndte bare at gå i retningen af nord, så de kunne komme i nærheden af hans hjemstavn, også selvom det var en forholdsvis længere rute, men han havde intet imod at dele den med hende. De grønne øjne gled mod hendes skikkelse endnu en gang. Han kunne ikke lade være. Smuk var hun, og sød uden tvivl også. Det var i hvert fald hans umiddelbare indtryk af hende. ”Vi har al den tid som vi har lyst til. Hvis du kan holde mig ud i længden.” Han blinkede drillende til hende.

[Deleted]

Om det hele var en smal sag for Salvatore eller ej, var ganske ubetydeligt for Jarniqas vedkommende. Hun havde nemlig den samme indstilling lige meget hvad. En stor taknemmelighed til denne mand. Han havde nemlig befriet hende for den ondskab hun havde levet under, og det var klart noget at være taknemmelig over! At han havde fulgt hende til Procias, fandt hun kun rart, for det betød ikke kun, at hun havde en guide, men at hun også havde selskab. Selv kendte hun ingen i Procias, og derfor ville hun gerne etablere sig nogle gode bånd. Hun ønskede nemlig, at hun kunne føle sig hjemme, som hun altid havde gjort i sine tanker. Det var nemlig ikke lidt hun havde tænkt over at vende hjem. Som han spurgte hende, om de en dag skulle betragte solopgangen eller solnedgangen fra en bjergtin, vendte hun blikket mod ham. Det lød næsten som om, at han inviterede hende ud… som et slags stævnemøde. Hun blinkede let med øjnene, alt imens en svag rødmen viste sig på hendes kinder. Følelsen af varmen omkring hendes ansigt, fik hende hastigt til at slå blikket forlegent væk igen, så hun i stedet betragtede sig af omgivelserne, som om hun aldrig havde set i hans retning. ”J-Jeg ved ikke, hvordan min hverdag vil komme til at se ud.. Ej heller, hvor jeg kommer til at færdes. V-Vi må vel se, hvad tiden byder os?” svarede hun en kende nervøst, skønt hun bragt forsøgte at holde følelsen borte. Faktummet var dog, at hun havde svært ved at forholde sig til hans ord, hvis det virkelig var en invitation … et stævnemøde … for hun havde dårligt nok oplevet godhed blandt en mand, og når det var kommet til det mellem en mand og en kvinde, havde de kun ønsket, at hun adlød ordre. Derfor fandt hun det ganske overvældende, at dette muligvis var en invitation, fordi han nød hendes væsen, og at hun rent faktisk selv måtte beslutte sig. Armene foldede hun foran sig, samtidig med at hun trak kappen tættere om sin krop. Det var alligevel besynderligt at være fri.. Det gjorde hende en kende usikker, skønt hun var ellevild over, at hun ikke længere var bundet. Blikket vovede hun igen i hans retning, som de diskuterede Banayad, samtidig med at de var begyndt at gå. ”Jeg tror, at en hel del har ændret sig, siden jeg sidst har været her.. Ikke kun i Banayad, men i hele Procias. Jeg var trods alt ikke så gammel igen, da jeg blev ført bort.. Men jeg vil med glæde se, hvordan Banayad og Den Magiske Cirkel har ændret sig.” Roligt fulgte hun hans rute, som de nu gik langs floden mod hans hjemstavn. Sikke en dag! En befrielse, og et gensyn med Catalena og Banayad på en og samme dag! Lang var dagen dog, og det eneste der holdt hende oppe, måtte umiddelbart være den store fornøjelse af at være hjemme og fri igen. Hun slap en blid latter ved hans drillende tone overfor hende. ”Jeg vil gøre mig et forsøg,” svarede hun drillende igen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

For Salvatore var det jo ikke ligefrem nogen stor ting at føre Jarniqa hjem, også fordi at han jo trods alt også skulle den samme vej før eller siden. Han havde ganske vidst gjort det tidligere end først antaget, men det gjorde ham nu heller ikke ligefrem noget. Han smilede for sig selv. At se hende så glad, var noget som uden tvivl gjorde det hele værd for ham, for det havde jo været en smal sag, at hjælpe hende i retningen af det her. Det kunne godt være, at det kom ti lat lyde lidt som et stævnemøde, så var det ikke noget som han selv tænkte over som sådan. Han rettede sig op, og med blikket i retningen af hende, som hun tydelig antog farve i kinderne. Det var jo næsten morende, selv for ham at stå og kigge på. Han smilede let for sig selv. ”Jeg tager det ikke som en afvisning, så naturligvis. Jeg har bare en fornemmelse af.. At vi før eller siden, ender på toppen af tinden under solens op- eller nedgang,” fortalte han med en let kæk stemme. Han var i godt humør, og det var da naturligvis, at udnytte det, så længe, som det nu måtte vare. Han var ikke ude på at tvinge hende til noget, hvis det ikke var noget, som hun havde lyst til, naturligvis. Banayad havde nok ikke ændret sig så meget, men det var der derimod temmelig meget andet som havde gjort igennem den sidste tid, og specielt i de år, hvor hun havde været væk, og han ville gerne give hende en fornemmelse af, at være ønsket på hjemmefronten. En tjeneste, var den anden vær, så før eller siden, kunne det jo være, at han ville få en tjeneste gengældt? Og det var sådan, at han ønskede, at det skulle være. ”Nu ved jeg naturligvis ikke hvad du oplevede sidst du var her.. eller hvordan tingene forholdt sig dengang, men visse ting har nok ændret sig meget. En bjergtind er og forbliver en bjergtind, så den er næppe meget anderledes. Den er bare.. smuk på denne tid af året. Og det skal da opleves. Den Magiske Cirkel derimod.. Nu ved jeg ikke om du har været i nærheden af den før..?” Han vendte blikket mod hende. Han kunne være glad for at snakke, og han vidste, at mange kunne have svært ved den, over længere tid. ”Glimrende! Sig til hvis jeg snakker for meget..” Han fortsatte nordover, for at komme tættere på hans egen hjemstavn. Det ville nok tage et stykke tid, men han gjorde det nu for hendes skyld, for hun ville vel også gerne se hvordan det var i Procias. Det var jo blevet hendes hjem atter en gang. I det fjerne, begyndte lys at melde sig. De nærmede sig stile og roligt.