Tell me how much you love me (wedding)

[Lestat De Lochér]

Sensommersolen steg op over horisonten, der kunne ses fra vinduet fra soveværelset hvor Jacqueline havde tilbragt natten selv. Ifølge traditionerne skulle de forlovede jo ikke sove sammen natten op til brylluppet, og det havde de fulgt, så de som sådan havde hver deres side af huset. De sidste uger havde bryllupsplanlægningen pludseligt gået stærkt og de havde haft mange jern i ilden, fordi der pludseligt var så mange ting de skulle have på plads inden den store dag. Alle tjenestefolk havde været i gang alle dage, folk gik sent i seng og stod tidligt op, for det tog faktisk meget tid at få alle de små detaljer på plads, helt fra hvordan det hele skulle sættes op i haven, at få fat på en præst, der skulle laves mad til gæsterne - også selvom det var et lille intimt bryllup - men folk skulle stadig spise, og tjenestestaben skulle også selv være med i festen fremfor kun at servicere. Dertil vidste Lestat af Xavier og hans kone ville komme, for efter han selv var kommet ind på handelsmarkedet, var der blevet etableret et samarbejde mellem Peula og Det Magiske Marked, så det hele skred faktisk godt frem med forretningen.
I de sidste uger havde de haft ansat ekstra gardnere, der skulle få styr på haven til den store dag; buske var blevet klippet pænt til, græsset klippet ned, blomster organiseret med mere, og alt i alt så så haven nu fantastisk ud ovenpå storblomstringen i sommerens løb. Hele morgenen blev der knoklet fra tjenestefolkenes side med at få sat det hele op ude i haven - stillet bænke op, så det dannede en gang mellem, hvor Jacqueline skulle gå ned ad når han ville se hende i dag. For enden var der en bue, hvor de skulle stå under og blive viet af præsten, der ville ankomme inden vielsen på eftermiddagen. Det var en meget spændende dag for Lestat, for dette bryllup føltes som noget helt specielt og fordi han nu kunne føle nervøsitet, så gik han rundt med sommerfugle i maven. Han var rastløst, ventede bare på at dagen skulle gå, for det var faktisk nervepirrende med alle de tanker der løb gennem hans hoved. Mest af alt tænke han og håbede inderligt bare, at intet ville gå galt, for han ønskede virkelig at de skulle have medvind fremover, når de nu allerede havde haft modgang.
Som dagen skred frem så nåede de også hen til tidspunktet, hvor Lestat endeligt kunne få sit pæneste tøj på, som var helt nyt købt ind til dagens anledning. Det var et sort sæt med hoser, skjorte, vest og det hele, for han ønskede det skulle være fint! Tøjet var sort, for han ville lade Jacqueline stråle i en farvet kjole… og han glædede sig virkelig meget til at se hende! Han fik hjælp af stabens overhoved Thomas med at klæde sig på, for det var jo hans job ligeså, at skulle stå der for ham. Men han havde dog gjort noget helt anderledes på selve bryllupsdagen, for Joshua var blevet hans forlover, for den unge mand var faktisk ret speciel om ikke andet, og selvom Thomas havde været utilfreds, så var det sådan det måtte være. Han vidste at Mirry også stod der for Jacqueline som brudepige på denne dag, så derfor passede det godt sammen at det skulle være Mirry og Joshua.
Endeligt så kom tidspunktet hvor Lestat var helt klar og han gik ned og stillede sig på sin plads under buen i haven, for lige om straks ville Jacqueline komme og han glædede sig ekstremt! Joshua stod ved hans side, mens de kunne se gæsterne ankomme for at sætte sig, og han hilste da også på dem som nu måtte komme, for det var jo en glæde at skulle dele denne dag med alle gæsterne. Præsten stod der også. Den resterende stab var også blevet klar og de indtog også deres pladser på bænkene… alt var klart, nu manglede bare den vigtigste gæst af alle.

[Deleted]

Den store dag var endelig kommet, og det var en som Jacqueline havde været spændt på. Den sidste aften havde de været fra hinanden, og de havde stort set ikke set hinanden hele dagen. Selvom det måske var en lille privat sammenkomst, så havde hun alligevel tilladt sig at sende nogle invitationer langs og inviteret nogle af hans egen familie. Sikkert nogle, som han ikke regnede med, ville dukke op, så det var hun selv temmelig spændt på. Mirry fremstod som hendes brudepige, også fordi at det var noget som hun faktisk ønskede. Alle af tjenestestaben, havde fået sin særlige plads at spille ved dette, og det var noget som hun faktisk havde det ganske fint med. Nu som det var sagt, så følte hun faktisk at hun havde fundet den mand, som hun skulle live lykkelig med, og det var noget som faktisk glædede hende, for hun kunne slet ikke huske hvornår hun sidst havde haft det sådan.
I og med, at hun havde været gift før, så var det ikke fordi at det var det hvide tøj, som hun ville giftes i igen. Nej, denne gang havde hun haft helt andre ting i tankerne, og hun havde forsikret sig, at Lestat på ingen måder havde fået den at se til nu, og det var noget som faktisk passede hende selv ganske fortrinligt. Hun ville se ham få hageslip, og se ha stå og måbe, når hun kom gående mod ham. Kjolen var smuk og blodrød og med de tydelige mørke og sorte aftegninger fra bunden af kjolen og hele vejen op over hoften og den slanke talje og videre over hendes højre bryst – Kun i den ene side. ”Hvordan sidder den, Mirry?” spurgte hun, som hun endnu en gang vendte sig foran spejlet. Hun havde fået noget sul på kroppen igen, hun strålede og hun havde det virkelig godt, så det var jo alt sammen noget, som hun kun tydede positivt. Håret var sat op med slangekrøller som lå over hendes ene skulder, så tog hun brudebuketten i sin hånd igen. Et sted ironisk, at det skulle holdes i den store have, men det var ikke noget som gjorde hende noget. Hun var rede.. Klar til at tage det skridt med en anden mand, og derved også bevise overfor Giovanni at hun for alvor var klar til at tage det skridt videre og tilbringe resten af sit liv, sammen med en mand, som hun faktisk følte, at hun kunne elske.. Og det var virkelig en forbandet rar fornemmelse, at sidde igen med. Hun smilede over hele femøren, inden hun forlod forberedelseslokalet, for at søge udenfor, så hun kunne stille sig for enden af altergangen, så de kunne komme i gang. Hun havde en rød farve i kinderne. Hun havde Mirry med sig. Den eneste brudepige, som hun faktisk havde for at skulle være helt ærlig. Automatisk knyttede hun næven omkring buketten i sin hånd. Var hun fin nok? Var der noget som hun havde glemt? Der var så mange ting, som hun pludselig havde i hovedet, selvom det vel bare var den typiske nervøsitet? Så håbede hun virkelig på, at han glædede sig, mindst lige så meget som det hun selv gjorde!

[Deleted]

De sidste par uger havde været hårde for Mirrys vedkommende, for de havde været utroligt hektiske med bryllupsplanlægningen og oveni så havde hun haft nogle ubehagelige sammenstød med overhovedet af staben, Thomas, der synes hun skulle behandles som den slave hun var… som han havde sagt til hende. Oveni det, havde hun for et par uger siden haft en dyb snak med Jacqueline angående alt seksuelle, kvindelige og hvad mere, som hun aldrig havde lært… den bevidsthed og selvbevidsthed, var noget som også fik det hele til at snurre rundt for hende. Det hele var ramlet oveni hinanden, og det gjorde kun det hele værre, fordi hun nu forstod. Men i dag ville hun dog ikke tænke på det, fordi i dag var en speciel dag for Jacqueline og Lestat… nogle folk, som faktisk ikke havde gjort andet end at hjælpe hende selv og Joshua, både med forståelse og videnskab, men også til et bedre liv. Men det var endnu meget svært for hende at give sig hen og stole fuldt på dem, selvom hun udviste taknemmelighed og til tider også lidt glemte at holde alle facader oppe overfor Jacqueline. Det var en stor ære for hende at skulle være brudepige, for det havde hun jo aldrig drømt om på nogen måde før i tiden, hun havde jo aldrig troet det kunne være muligt, taget i betragtning hvor de kom fra. Hun bar en yndig kjole i beige, fordi den skulle være neutral i forhold til Jacquelines smukke blodrøde kjole med det sorte mønster, der tegnede sig op ad den ene side. "Den sidder meget smukt, Frue," sagde hun og bøjede let hovedet for hende, for hun var jo stadig Jacquelines tætteste hofdame, hvilket også var en kæmpe ære i sig selv, for det havde hun heller aldrig troet i sine vildeste drømme. Hun smilede let, hvor smilet ramte hendes klare blå øjne. Hendes hår var løst i dagens anledning, hvor det hang naturligt ned omkring hendes skuldre. Roligt foldede hun sine hænder foran sig og trådte væk fra Jacqueline, da hun stod og vendte sig foran spejlet, mens hun bare stod og smilede og glædede sig til at se dem få hinanden. Hun fulgte efter Jacqueline udenfor, og stillede sig klar bare hende, hvor hun rettede let på hendes kjolen så alt var helt perfekt. Hun trådte tilbage for at kunne gå bagved op langs gangen mellem bænkene, hvor folk nu havde rejst sig op, for at skulle gøre det på rette måde.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det havde uden tvivl overrasket Junior meget, at skulle modtage invitationen til sin egen fars bryllup, og han havde slet ikke tøvet med at sende beskeden videre til Marcianus, som selv havde indvilget i at komme. En morende tanke, for han havde fået understreget at hans kære far, slet ikke vidste, at de ville være til stede. Selvom han ikke havde haft noget forhold til manden siden han havde været en ganske lille dreng, så var det ikke fordi at han var vred på ham eller noget lignende, og lige nu, ville han jo se, om manden i det hele taget lagde mærke ti ham. Bevidst havde han sat sig på en af de bagerste pladser, da han ikke vidste om han kunne tillade sig at komme højere op endnu. Den mørke kappe hvilede om hans skuldre. Han vidste at det var en lang vej for Marcianus, men han ville jo heller ikke snyde ham for at få lov til endelig at hilse på sin farfar.
Afventende at det hele skulle gå i gang, så havde han allerede fået hilst på det som vel var hans.. stedmor? Ja, tanken morede ham, selv på trods af det faktum, at han jo faktisk var en voksen mand nu, og at det naturligvis også var noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han blev siddende stille og roligt med hænderne i skødet. Ej havde han en gave med eller noget lignende, men bare, så håbede han, at han ved sin blotte tilstedeværelse, kunne glæde sin far, og samtidig gøre det klart for ham, at han ikke var sur på ham, for ikke at have været der dengang. Musikken gik endelig i gang, hvilket fik de værende til at rejse sig. Tog Junior ikke meget fejl, så sad Xavier og hans hustru længere oppe. Det var da en mand, som han havde set et par gange tidligere. I takt med alle rejste sig op og vendte sig mod Jacqueline, så gjorde Junior det samme. Blikket gled til hende, hvor hans smil heller ikke kunne undgå at brede sig mere. Smuk var hun uden tvivl, og den kære unge Mirry… Uanset hvor de havde fået hende, så virkede hun næsten lige så nervøs som bruden selv, hvilket næsten var noget som måtte more ham. Uden tvivl. Han foldede hænderne let foran sig og sænkede hovedet, ligesom alle andre gjorde. Man havde vel respekt for husets frue? Og sin kommende stedmor?

[Lestat De Lochér]

Lestat følte snart ikke at kunne stå for spændingen mere, for han ventede bare på at Jacqueline skulle vise sig i mellemgangen mellem bænkene. Han havde haft svært ved at sove i nat, fordi han havde glædet sig sådan til i dag, og så var dagen gået utroligt langsom med at stille alt op ovenpå alle forberedelserne i de sidste uger. Men nu var det jo bare at holde den sidste ventetid ud, for der var jo ikke rigtigt andet at gøre, nu hvor de stod her… og han glædede sig virkeligt! Det at Junior faktisk skulle have fået en invitation, det var han fuldstændigt uvidende om, så det skulle vise sig at han nok ville få noget af en overraskelse. Og det fik han også, for lige et splitsekund inden at Jacqueline kom, så fik han direkte øje på sin søn, for det kunne da virkelig ikke være andre! Det at se ham, var som at det stoppede hele verden og hans blå øjne var vendt direkte på sin søn, der havde valgt bagerste række på bænkene. Han trak vejret dybt og rev sig fra af sin korte drømmeverden, for pludseligt vidste han da ikke hvordan han skulle reagere, men faktisk så følte han en glæde i det hele taget og en lettelse… men alligevel også en frygt for, hvordan det skulle være at udveksle ord med ham efter vielsen. Han vendte hovedet mod Joshua der stod ved hans side og hviskede til ham: "Vil du ikke hente manden på bagerste række… derhenne? Han skal sidde foran, for han er min søn… Lestat Junior," sagde han til ham og smilede let.
Da musikken gik i gang, så vendte han selv blikket ned ad gangen og fik øje på Jacqueline, der stod der og direkte strålede som en rene Gudinde. Han måtte direkte måbe over synet, for hun var kommet så langt fra da de havde mødtes; hun var nu i virkelig god stand, kjolen var den smukkeste han havde set på hende nogensinde og hendes hår fik hendes ansigt til at stråle op, som var det bedste af det hele. Hendes smukke ansigt der nu stod der og viste sig, så han jo direkte måtte tabe kæben af bar glædelig forbavselse. Da han fik sig samlet, så kom det største smil dog på hans læber; han havde ikke øjne for andre end hende, for hun var det mest fantastiske der var sket for ham!

[Deleted]

Joshua stod ved siden af Lestat. Selv havde han stadig svært ved tanken om at skulle være forlover, men.. han kunne lide det. Efterhånden var han faldet utrolig godt til ved Lestat og Jacqueline. De var søde ved ham, såvel som mod Mirry, og det var alt sammen noget, som faktisk betød meget for ham. Han vendte sig mod Lestat, da han spurgte om han ville hente manden bag på bagerste række og få ham op foran. Ordene, var dog noget, som direkte overraskede ham en hel del, og det var noget som han faktisk.. var overrasket over, for hvad han vidste, så havde Lestat da ingen børn? ”… Naturligvis, Herre.. Jeg gør det med det samme..” sagde han, inden han roligt søgte ned bag rækkerne, for at lægge hånden på Juniors skulder, for at fange hans opmærksomhed. ”Herren ønsker dig foran på forreste række,” hviskede han. Det hele var jo trods alt allerede i gang, og han ønskede ikke at være med til at ødelægge noget som helst af det.
Jacqueline strålede som en sol uden lige. For en gangs skyld, så følte hun virkelig, at hun var.. glad og ikke mindst lettet. Hun følte endelig, at hun kunne komme ordentligt videre, og så med en mand, som hun.. elskede. Ja, det var virkelig en fantastisk fornemmelse! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, også selvom hun ved Lestats reaktion, ikke kunne gøre andet end at smile. Det var sjældent, at hun smilede sådan, men denne gang, så kunne hun slet ikke lade være med det! Med rolige skridt, så søgte hun op i retningen af alteret, hvor hun kunne se, at han stod. Selv Junior fik et smil med på vejen, for hun var virkelig glad for at se, at han var kommet. Lestat havde jo aldrig rigtig taget sig sammen til at tage turen til Dvasias, for at møde ham, så måtte hun jo trods alt hjælpe dem en smule på vej. Hun stoppede først op, da hun endelig nåede ham, og med det store smil på læben. Hun vendte sig mod ham og med det tydelige glimt i øjet. Hun var virkelig lykkelig allerede nu! ”Kan du lide den?” spurgte hun med en dæmpet stemme. Det kunne godt være, at selskabet var forholdsvist lukket, og kun med yderst få udefra, så var det slet ikke noget som rørte hende det mindste, for det glædede hende, at de i det mindste, kunne nyde en dag som denne sammen med dem. Det var faktisk det, som havde den største betydning for hende.

[Deleted]

Mirry så et par stykker af gæsterne som hun ikke kendte og kunne jo så derfor konkludere, at de trods alt havde et par andre, som ikke var tjenestestaben, og det glædede hende da om ikke andet at se, for hun vidste jo godt at Jacqueline og Lestat nok ikke havde meget andet, end hvad der havde her i hjemmet eller det som Lestat opbyggede gennem sit handelserhverv. Hun måtte smile stort, for hun var alligevel glad for det hele og glad på deres vegne, for hun ønskede dem den glæde, fordi hun kunne se den kærlighed de havde til hinanden i deres øjne. En anden side af sagen var så også, at Lestat ikke havde taget hende til sin seng som alle andre steder hun havde været… nej han havde givet dem rent tøj, deres eget værelse og alt i alt en god tilværelse, som hun følte sig tilpas i. Hun kiggede efter Joshua der kom luntende ned langs rækkerne, for at føre en mand op foran… hvorfor det anede hun ikke, men der skulle nok være en ganske god forklaring, som hun ville få på et tidspunkt når festen var i gang om ikke andet. Hun smilede blot let genert og slog blikket ned, så hun kunne holde øje med Jacquelines kjole. Da musikken gik i gang, så måtte hun kun vente til at Jacqueline kunne gå så hun selv kunne gå efter, og da hun begyndte at gå, så begyndte hun selv at gå efter, mens hun havde et genert smil på læben, for det var jo faktisk en ære for hende at være udvalgt som den eneste brudepige, det var en stor ting for hende! Da Jacqueline nåede Lestat, så tog hun sin plads på brudens side lidt tilbage, men stadig på en mere speciel plads end andre. Hun var meget spændt på hele dette, for det skulle jo nok vise sig at blive en rigtig god dag for dem alle, ikke?
Præsten selv gik i gang med at snakke de første ord, for der var jo alligevel lidt til at de skulle tilspørges.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde ingen anelse om hvordan hans kære far ville reagere på at han var der, kontra hvis han var væk, for der havde jo ikke rigtigt været noget forhold dem imellem, så naturligvis, var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Nu som det var sagt, så var han vel bange for, at han ville blive afvist? Han blev dog pænt siddende på sin plads bagerst på rækkerne, inden han vendte blikket mod den unge mand, som kom ham i møde. Ganske usikkert, men det var noget som han faktisk havde det ganske fint med. ”Selvfølgelig,” svarede han ærligt, inden han roligt rejste sig op og roligt sneg sig op på pladserne oppe foran, hvor han tog plads igen. Han sendte sin far et smil. Ikke fordi at han kunne lade være, for det kunne han slet ikke, nu hvor han stod i denne situation.
Hvem det var han giftede sig med, for det var ikke noget som han havde haft i sinde at blande sig i. Hans liv, var uden tvivl besværlig nok, som det måtte være i forvejen. Han måtte dog alligevel erkende, at kvinden som han skulle giftes med, var umådelig smuk, selvom der i hans øjne, slet ikke var noget, som kunne måle sig med hans elskede Cayla derhjemme, og det var noget, som han faktisk gerne stod fuldkommen fast på, om det var noget som man nu ville det eller ikke.
Joshua tog endnu en gang pladsen ved siden af Lestat. Han havde ringene i sin hånd, og knugede om dem, for ikke at miste dem. Han måtte alligevel erkende, at hun faktisk var begyndt at kunne lide at arbejde der, og det var noget som faktisk betød temmelig meget for ham. Han sendte Mirry et varmt smil. Han var virkelig glad for hende, og det faktum, at han havde fået lov til at beholde hende her sammen med sig, så var det ikke noget som kunne blive meget bedre. For nu og i denne omgang, så forholdt han sig tavs, til præsten færdiggjorde den typiske andel af talen, og i stedet for, henvendte sig til Lestat, om han ønskede at tage Jacqueline, som hos ham stod, til hans ægte hustru.

[Lestat De Lochér]

Det føltes et sted virkelig godt for Lestat at hans søn var her til at opleve denne dag, selvom han ikke helt vidste hvordan han skulle gå hen til ham bagefter og sige 'jeg er din far, du kan nok ikke huske mig, for jeg har forsømt vores forhold siden du var en lille dreng. Forresten, hvordan har du det?' Det var også af den grund, at han ikke havde kontaktet sin søn, fordi med så lang tid der var gået, så følte han bare ikke at han kunne tillade sig det! Han sendte Joshua et smil da han hentede Junior op foran, for var han her, så skulle han bestemt også have sin retmæssige plads på forreste række om ikke andet, for at se, at han havde fundet en han virkeligt elskede. Junior havde jo aldrig oplevet ham sammen med Elanya, så han var faktisk lidt nysgerrig omkring hvilke tanker Junior gjorde sig om det hele… og om det, at Jacqueline fik titlen som hans stedmor; en tanke som først havde slået ham nu da!
Musikken spillede og der var jo ikke et øje tørt, for Lestat var virkelig rørt over den skønhed som hans elskede udstrålede på vej op langs gangen. Hans hjerte hamrede, hvilket han stadigvæk ikke havde vænnet sig til på nogen måde, for det var virkelig urealistisk efter alle de år som vampyr; men det var også en befrielse at kunne være ude om dagen og det var noget som havde gjort det sidste for hans forhold til Jacqueline; den kvinde som han elskede med hele hans hjerte. Han gik Jacqueline i møde foran præsten og smilede varmt til hende, for han var virkelig lykkelig. "Jeg elsker den… Du stråler virkeligt, elskede," komplimenterede han med et ærligt smil og vendte sig så mod præsten, der begyndte på sine første lange tale og prædiken om alt med liv og død og kærlighed. Da præsten tilspurgte ham, om han ville tage Jacqueline til ægte hustru, så kom svaret helt uden tøven fra hans læber; "Ja!" efterfulgt af et kæmpe smil, inden at præsten gengældende vendte sig mod Jacqueline, der fik samme spørgsmål; om hun ønskede at tage Lestat, som hos hende stod, til hendes ægte mand.

[Deleted]

Det var allerede for længst gået op for Jacqueline, at Lestat havde set, at hans søn sad der. Det var ikke fordi, at han havde været den sværeste at opspore, men det skulle jo trods alt også have sine fordele, ikke sandt? Hun gik ham roligt i møde ved alteret sammen med Mirry. Selvom de måske ikke havde været der i særlig lang tid, så var det slet ikke noget, som gjorde nogen forskel for hendes vedkommende, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Hun smilede over hele ansigtet. Aldrig kunne hun huske, at lykken havde været så storslået før, og nu kunne hun jo også endelig vise Giovanni, at hun var klar til at komme det skridt videre, hvilket var noget, som hun faktisk havde haft brug for igennem de sidste år, for hun havde jo været helt nede i kulkælderen. At se hans reaktion på det hele, havde uden tvivl været det hele værd for hendes vedkommende, og det var noget, som i sandhed også måtte glæde hende meget! Kjolen var specielt udvalgt til dagens store hændelse. Nok en af de største, som hun overhovedet kunne forestille sig, og det var noget, som uden tvivl også betød utrolig meget for hende i længden, så det i sig selv, var ikke noget som sagde så lidt. ”Det glæder mig, du kan lide den,” hviskede hun med en dæmpet stemme, for det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at ødelægge noget. Hun vendte blikket kort mod præsten og så mod Lestat igen. ”Jeg sendte en invitation til din søn. Jeg formoder ikke, at det gør noget?” fortsatte hun, frem til præsten endelig nåede den vigtigste part i den ellers så lange tale. Nok den mest trættende tale, som hun kunne forestille sig. At høre ham sige sit ’ja’, var noget som for alvor fik hendes hjerte til at hamre mod hendes bryst, for hun vidste udmærket godt, hvad det betød. Hun vendte blikket mod præsten, og knugede automatisk mere om den lille buket blomster, som hun havde foran sig. Selv havde hun slet ikke brug for nogen tænkepause, for hun vidste allerede hvad det var hun ville. ”Selvfølgelig gør jeg det,” sagde hun med en stemme kun præget af en beslutsomhed og ærlighed, idet hun igen vendte sig i retningen af ham. Folket forholdt sig ganske rolig på pladserne, og med urolige Joshua ved sig, så henvendte præsten sig til ham. ”Ringene,” opfordrede han. Joshua vågnede straks til live. Han blinkede med øjnene og steppede let op ved siden af Lestat. Han rakte roligt begge ringene frem. Han havde passet godt på dem!

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne godt lure, at der var en som måtte have invitere hans søn og det kunne kun være en person og det var Jacqueline. Men faktisk gjorde det ham ikke noget, for hun gjorde jo bare den ene ting for ham, som han ikke havde modet til, af alle ting. Han var jo generelt en meget modig mand men lige når det kom til Junior så var han en kujon som intet andet og det var faktisk en irriterende tanke for ham. Han var bare glad for at hun havde taget initiativet på hans vegne, for det viste jo bare hvor godt de passede sammen alt i alt og han kunne jo ikke være mere glade overhovedet. Lykken var stor lige nu og han huskede ikke om han nogensinde havde følt det samme for nogen, for denne kærlighed med Jacqueline var helt unik som intet andet, for hun havde virkelig den helt særlige plads i hans bankende hjerte. Han smilede stort til hende, hvor hans mundvige slet ikke kunne falde til jorden for noget, for han var virkelig glad og hun strålede jo som en sol i det dybeste mørke. Han nikkede let til hendes første ord, mens han lyttede til hendes næste, mens præsten bare talte derudaf, og rystede så stille på hovedet. "Det gør det ikke," svarede han hende roligt, hvilket han bestemt også mente, for det gjorde ham intet. Han så afventede på præsten da han udspurgte Jacqueline om det samme spørgsmål, som han selv havde fået og han smilede stort, for han kunne jo slet ikke holde det inde! Han så mod Joshua, da han rakte ringene frem, for han havde passet godt på dem, hvilket kun glædede ham, for han følte faktisk at han kunne stole på Joshua og Mirry langt mere end nogle af de andre i staben og det sagde jo ikke så lidt. Han tog Jacquelines ring fra Joshuas hånd og vendte fronten mod Jacqueline, mens han så hende ind i øjnene. Han tog hendes hånd og placerede ringen mod hendes ringefinger, mens han talte: "Med denne ring, tager jeg dig, Jacqueline, til at være min ægte hustru. Bær den som et symbol på vores kærlighed og hengivenhed," sagde han kærligt til hende og han satte ringen på hendes finger. Når hun havde gentaget, så ville præsten snart afrunde vielsen og de ville være rette ægtefolk!

[Deleted]

Så lang tid Lestat ikke var sur på hende, for at tage den beslutning, så var Jacqueline egentlig ganske tilfreds. Hun vidste, at han havde været meget usikker vedrørende alt omkring sin søn, og så ville hun naturligvis gerne hjælpe ham lidt på vej. Selv stod hun jo i den situation, at hun havde mistet hele sin egen familie, og hun vidste hvordan det var, at stå der alene, og hun ønskede ikke at han skulle gøre det samme, og nu hvor hans søn gerne ville være der til den store dag, så var det kun noget, som gjorde det hele meget bedre for deres vedkommende, og det var noget som hun stod fast på. Smilet var slet ikke til at tage fejl af, for det gjorde hende virkelig glad, at se ham være og reagere på den måde, for hun havde jo heller ikke gjort det, for at være ond eller modbydelig, men at give dem begge det lille skub i den ene retning, frem for en anden. Buketten knugede hun direkte i hånden, som hun ventede på at præsten gjorde sit færdig, inden blikket gled mod Joshua. Hvis hun skulle være helt ærlig, så stolede hun langt mere på de kære engle, end hvad hun gjorde på den øvrige tjenestestab, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde højt, selvom det nok var noget, som hun var nødt til at tage op med Lestat før eller siden. ”Godt,” sagde hun med en rolig og dæmpet stemme, inden hun vendte blikket mod ringen, som han havde i sin hånd. Det var uden tvivl noget, af det smukkeste, som hun længe havde set, og så kraftigt som hendes hjerte var begyndt at hamre, så frygtede hun virkelig at hun ville dejse om før eller siden. Hun smilede let for sig selv, og gav Mirry hendes buket, inden hun tog den sidste ring og roligt omkring hans hånd, som hun trykkede ganske let om. Hun trak vejret dybt. ”Med denne ring, tager jeg dig, Lestat, til at være min ægtemand. Bær den som et symbol på min kærlighed og hengivenhed til dig,” gentog hun med en rolig stemme, inden hun trykkede omkring hans hånd endnu en gang og vendte blikket mod hans ansigt. Han strålede virkelig, og han var.. smuk. For en gangs skyld, så var det hende, som følte sig heldig, og det var uden tvivl noget af det bedste, som hun vidste af, for det var ikke ofte, at hun havde haft det på den måde. Præsten smilede for sig selv. ”Og hermed erklærer jeg Jer for rette ægtefolk at være. De kan nu kysse Deres brud,” afsluttede han, inden han let klappede bogen sammen som han havde i sine arme.

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne umuligt være sur på Jacqueline for at vise ham den vej, han ikke selv turde gå, for han synes faktisk at hendes beslutning var helt fair. Når han jo ikke gjorde som hun opfordrede, selvom han sagde han ville… så måtte hun jo tage fat i mere bestemt midler, så hun kunne hjælpe ham på vej. Han var usikker omkring sin søn, fordi det var så lang tid siden, så det at have den viden at Junior faktisk var her, det var en helt fantastisk tanke som intet andet, som han kunne beskrive, for det var jo en speciel følelse overfor ens kød og blod, som han følte… en anden plads i hans hjerte og det hele. Det var derfor han var ret smart opbygget, for den ene kunne ikke overtage den anden, for det var to forskellige 'målere', der optalte følelserne.
Ringene var nøje udvalgt af dem i fællesskab, for der skulle jo kun det bedste til om ikke andet og Xavier havde faktisk været med indover for at bestemme kvaliteten, så han kunne jo kun være manden taknemmelig, for han ønskede Jacqueline det bedste. Når de nu havde de gode muligheder for at leve i lettere luksus, så ville han jo også gerne give hende det. Han smilede til hende da hun tog hans hånd gengældende og lod den falde på hans finger, for nu var de virkelig nået dertil, hvor det var ægte som intet andet og han var virkelig lykkelig. Han følte sig virkelig ekstremt heldig over at have hende, for det var virkelig en fantastisk følelse. "Jeg elsker dig," hviskede han lige efter præstens afsluttende ord, inden at han lagde armene omkring hendes talje og trak hende hen til sig. Han satte læberne mod hendes i et dybt kys, hvor folk igen rejste sig op fordi det jo var slut og de var faktisk mand og kone, hvilket jo var en helt utrolig tanke! Han tog Jacquelines hånd og førte hende væk fra præsten og ned mellem bænkene, fordi de nu skulle i gang med festen, som jo foregik på den flotteste sensommer eftermiddag, hvilket jo var helt fantastisk. Om et par timer ville det dog være mørkt allerede, for det blev tidligere og tidligere nu.
Mirry tog imod buketten fra Jacqueline da den blev rakt til hende og smilede let, mens hun så dem blive forenet helt. Da Lestat førte Jacqueline ned mellem bænkene, så gik hun selv frem til midten og afventede at Joshua skulle stille sig ved hendes side, så de kunne gå ned mellem bænkene sammen efter brudeparret.

[Deleted]

For Jacqueline, var det her så ægte, som det overhovedet kunne blive, og det var uden tvivl også noget som gjorde sit for hende. Hun vidste at Lestat ønskede at få et forhold til sin søn, og det forstod hun skam godt, og så ville hun jo gerne hjælpe ham til det, og det virkede jo heller ikke ligefrem som knægten var sur eller indebrændt eller noget, som han sad der og smilte til dem begge. Hun vendte sig mod Lestat, da ringen var kommet på hans finger, og hun havde fået sin, for det føles.. virkelig rigtigt. Hun kunne slet ikke beskrive noget som helst, som bare kunne minde om det mest perfekte end hvad det her var. Hun sendte ham et smil, for hun kunne slet ikke lade være.
At præsten gjorde sig færdig og klappede bogen sammen, så måtte smilet alligevel kun brede sig så tydeligt på hendes læber, hvor hun lod ham tage om hendes talje, hvor hendes hånd gled let over hans underarm, inden hun lod ham kysse hende. Et kys som hun mere end glædeligt måtte gengælde, for det var virkelig og uden tvivl, noget af det bedste, som hun længe havde oplevet, så det i sig selv, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst som intet andet i den anden ende. ”Jeg elsker også dig, Lestat,” hviskede hun, inden hun hævede hånden, som hun kun lod den stryge over hans kind, inden hun tog hans hånd og fulgte med ham videre ned af alteret, som var stablet sammen til dagens anledning, inden hun vendte blikket mod Junior, som hun gjorde et let hovedkast mod, også for at få ham til at følge efter dem, for det var jo trods alt også det, som var meningen med det hele omkring dette. Hun smilede let for sig selv, inden hun tog fat om kjole og løftede den lidt, så den ikke bare blev trukket over jorden. Selv forventede hun naturligvis at Mirry fulgte efter hende. Hun kunne slet ikke begribe, at de faktisk var blevet gift, og nu havde hinanden.. Den tanke, var virkelig fantastisk! ”Det skal nok blive en rigtig god aften,” fortalte hun med et stille smil på læben. Hun fulgte ham ud på pladsen, hvor festen skulle afholdes. For en gangs skyld, så følte hun for alvor, at hun kunne komme videre.. Og det var virkelig en fantastisk dejlig fornemmelse for hende.

[Deleted]

Mirry var virkelig glad på Jacqueline og Lestats vegne, for hun kunne virkeligt se kærligheden i deres øjne når de så på hinanden og at det var som om, at de kun så hinanden i en verden helt for sig selv, hvilket hun kun syntes var virkelig romantisk. Hun var glad for at de for en gangs skyld var endt hos et par, der virkeligt elskede hinanden, så hun ikke blev den som skulle trøste manden, så det var kun lettende for hende om ikke andet, at kunne stole på familien i huset. At så en anden var efter hende var jo noget helt andet, men også noget som hun faktisk ikke havde turde sige til Joshua, fordi hun skammede sig ekstremt meget over det, efter at hun ligesom havde haft den alvorlige snak med Jacqueline, som havde åbnet hendes øjne på et helt ny måde… en måde hun selvfølgelig var taknemmelig for, men som bestemt også satte mange flere tanker i gang end det som det havde før. I dag ønskede hun dog ikke at tænke på det, fordi hun skulle fejre Lestat og Jacqueline, og hvis hun nu holdt sig lidt tættere på hende, så kunne hun føle sig lidt mere sikker i, at Thomas ikke ville røre hende i aften, for han ville jo ikke afsløre det for nogle heller, for det ville jo resultere i hans fyring om ikke andet… eller det håbede hun da det ville, men hun turde ikke tage chancen og fortælle nogle det. Hun smilede bredt som hun fulgte efter Jacqueline og Lestat som de forlod bænkeområdet, for hun skulle jo følge Jacqueline om ikke andet, hun var jo hendes personlige tjenestepige… hvis de havde været kongelige, havde hun vel nærmest være hofdame, hvilket jo faktisk var en beærende tanke at være den nærmeste tjenestepige til Jacqueline, som Joshua var det for Lestat. Hun smilede stille mens hun gik efter Jacqueline om til pladsen, hvor festen skulle være, hvor det hele stod fint og klart, hvor nogle af tjenestefolkene nu skulle hjælpe alle andre gæster først, inden de selv kunne sætte sig ned til festen. Hun gik roligt hen til brudeparret da de var stoppet op på pladsen og nejede høfligt for dem begge, med bukket hovede og øjnene slået ned mod jorden. Hun rakte buketten til Jacqueline igen. "Deres buket, Frue," sagde hun som det første med et roligt smil og trak vejret dybt og roligt, mens hun let vædede læberne. "Og må jeg ønske Eder et kæmpe tillykke med brylluppet… I har virkelig fortjent hinanden," afsluttede hun roligt, som hun nejede kort igen og stillede sig let til side, men alligevel stod i nærheden af Jacqueline, hvis hun skulle få brug for hende. Men nu kunne de andre gæster også få lov til at sige deres tillykke, inden der ville blive budt velkommen til bordet.