Tell me how much you love me (wedding)

[Marcianus Darcy]

Det strejfede Marcianus' tanker at denne Jacqueline jo måtte være… eller bliver hans farmor, hvis det for fremtiden faldt på plads med familieforholdene, for han ville jo aldrig komme til at kende hans fars biologiske mor, så på den måde kunne det jo kun være dagens brud der kunne få den titel. Han så let på sin far, som han havde fået pladsen ved siden af, for det var nu alligevel fornemt at sidde til bords her med dem. Maden kunne han sagtens dufte, men det tiltalte ham overhovedet ikke, det var slet ikke noget han ville indtage på nogen måde. "Tak fordi du inviterede mig med, far," endte han og nikkede let til sin far med et skævt smil på læben, mens han selv lyttede til den lette præsentation, som han havde svaret 'Sir Farfar' til efterfølgende, for det formelle var svært for ham at lægge, når det var sådan han var opdraget om ikke andet. Han nikkede let mod sin far og så på ham med de hazelbrune øjne. "Ja det har jeg, hun tog imod mig da jeg kom og lignede et forvirret barn, der var faret vild," endte han med et let morende smil på læben, for nu kunne han jo allerede grine over at han havde set så forvirret ud, som Jacqueline selv havde påpeget for ham. Han vendte blikket hen på sin farfar, der nu talte til ham og nikkede så let. Han vædede let sine læber, mens han let tænkte over om han skulle sige farfar eller Lestat… men hvis han kaldte sin far, for far, så måtte Lestat jo også være farfar! "Farfar går an… man kan vel ligeså godt gøre det rigtigt fra start," svarede han dæmpet og nikkede let, mens han selv bare var glad for, at være med til at gøre dagen god for Lestat og Jacqueline, for begge virkede glade jo. Han så let tilbage på sin far, inden han vendte blikket ud over forsamlingen - nok en lille forsamling til et bryllup, men det passede ham faktisk ganske gevaldigt. Maden blev endeligt serveret, som blev sat på et buffet bord i den ene side, hvor han blot let trak på skuldrene.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var selvfølgelig glad for at Marcianus var kommet, også fordi at han ønskede at etablere et forhold til den familie som han nu havde tilbage. Med henblik på hans kære afdøde moder, så var hun død og borte, og det var sådan, at han selv ønskede, at det skulle forblive, selvom han var ked af, at det var noget, som Marcianus, aldrig nogensinde ville få noget kendskab til, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det var da så lidt min dreng,” sagde han med et let smil. Det kunne godt være, at det ikke var helt retfærdigt, at han sad her og hans elskede kæreste sad derhjemme, men dette var altså en meget vigtig del for ham, og noget som han ønskede at få styr på og på plads, så hurtigt som muligt. Lige nu, var det jo glæden ved at de alle sammen var sammen, og at det faktisk forløb sig forholdsvis okay, alt taget i betragtning, og det var noget som han naturligvis var frygtelig, frygtelig glad for. Jacqueline virkede også som en kvinde, som havde noget mellem ørene. Ikke fordi at han ville sige det modsatte om hans egen moder, men der havde altid været et eller andet ved hende, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han ønskede at fortsætte med at køre rundt i. Det vigtigste for ham, var faktisk at vide, at hans far ikke havde glemt hende, for det var jo alligevel en tid som han havde delt sammen med hende.
Maden blev hurtigt serveret, og selv Juniors mave måtte knurre, selvom han slet ikke vidste, om han faktisk måtte spise med, men det var nu underordnet for ham. Han smilede let for sig selv. ”Det ser virkelig fantastisk ud, må jeg sige,” sagde han med en rolig stemme, tydeligt henvendt i retningen af Lestat og Jacqueline. Det kunne godt være, at selskabet i dagens anledning, var meget, meget lukket, men det var slet ikke noget, som gjorde nogen forskel for hans vedkommende, og det var også noget af det, som han ønskede at understrege tydeligt. Han blev roligt siddende, inden han vendte blikket mod Marcianus igen. De selv var kun ved at lære hinanden ordentlig at kende, men det var vel noget som gik i familien? At de var åbne overfor hinanden? Og det var i hvert fald en temmelig stor hjælp. ”Jeg er bare glad for, at du kom. Så du kan lære noget mere familie at kende,” fortalte han ærligt. Det var noget, som de sikkert alle sammen kunne have rigtig godt af.

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne godt lide at Junior havde inviteret sin søn med, for det viste jo bare at han jo faktisk havde et ønske om at lære sin far at kende, som han ønskede at kende sin søn. Det viste også bare at Junior gerne ville føre det videre i familien og han var jo kun glad for, at han fik chancen for at føle sig som lidt mere familie menneske igen, som var en nærmere glemt følelse. Han smilede til dem begge, mens han selv let tog fat i Jacquelines hånd, nu de sad der ved siden af hinanden som mand og kone. De delte det samme navn, hvor hun jo havde taget hans og ringene sad på deres fingre som bevis for det, så der var vist ikke så meget at komme efter, for det var jo bevidnet at de nu var sammen. Han nikkede til Jacqueline med et smil, han syntes bestemt der var kommet noget rigtig godt ud af at Junior var her. "Det er jeg sikker på… Det er starten på del 2, en ny bog," sagde han med et tilfredst smil, for han følte sig ekstremt godt tilpas i sin situation lige nu, så det var jo heller ikke så lidt. Han så på sin viv med skinnende øjne, hvor det kun var den rene glæde og lykke der stod ud af dem, for intet kunne ødelægge denne dag for dem, hans indre glæde var for stor til det. "Slet ikke min kære… Du har virkelig fået alt til at falde på plads," komplimenterede han med et smil og modtog hendes lette strøg mod hans lår. Han lænede sig let hen og kyssede hendes kind ganske kort, inden han selv vendte blikket let hen til Marcianus og Junior, hvor han selv kunne se ligheden mellem dem. Han nikkede roligt til knægten, der sagde at man vel ligeså godt kunne gøre det rigtigt fra start - det var jo så sandt, som han havde sagt det. "Helt i orden… Så kan jeg også nemmere vænne mig til det," sagde han og smilede let, som han selv så til at maden nu blev serveret, som jo kun skulle vise sig at være starten på aftenen. Han nikkede let til Junior og indåndede selv duften, som stadig var en nærmere vanesag for ham om ikke andet. "Tag for dig, min dreng," sagde han og smilede, mens han selv kiggede let ud over festen og så hvordan folk egentligt bare hyggede sig, hvilket han faktisk godt kunne lide.
I løbet af aftenen fik han snakket med hver og en, for det var et mål for ham når nu festen var så lille og intim. Han fik snakket mere med Junior og Marcianus, vist Marcianus lidt rundt også, samt at han følte sig mere og mere som en farfar, hvilket var en rolle han ønskede at kunne leve op til! Aftenen gik ganske hurtigt og da nogle af gæsterne, der tilhørte tjenestestaben, begyndte at gå ind, for at gå i seng, så tænkte Lestat selv at det også snart var på tide. Marcianus selv ytrede han måtte videre inden solopgangen var for tæt på, og det gjorde anledning til at han kunne følges med Junior. Han fik sagt godnat og på gensyn til sin søn og sønnesøn og bedt dem skrive eller komme igen, eller endeligt sende bud efter ham hvis det var nødvendigt - han ville være der for dem! Xavier og hans kone fik også stor tak for at komme og så snart at Lestat og Jacqueline var de sidste gæster, så førte Lestat Jacqueline med om til fordøren. Her løftede han hende op i sine arme, som en rigtig gentleman og bar hende over dørtærsklen ind i det store hus og hele vejen op ad trappen, til deres soveværelse. Her satte han hende ned. "Endeligt alene," sagde han blidt til hende og strøg hendes kind.

[Deleted]

Det glædede virkelig Jacqueline at se hvor godt det egentlig forløb sig, selvom hun nu glædede sig til at have Lestat lidt for sig selv lige. Hun savnede det vel, efter at de havde været en smule adskilt op til den store dag? Man kunne snildt sige, at der var længsel og savn, som skulle indfries! Hånden strøg hun roligt over hans lår. At se ham skinne og smile på den måde, og så vide, at hun deriblandt havde en del skyld i det, var næsten noget af det bedste af det hele, for hun kunne godt lide, at der skulle så lidt til for at gøre ham glad, og det var alt sammen noget, som faktisk betød utrolig meget for hende. Hun smilede let for sig selv. Det var heller ikke ligefrem fordi at man kunne sige, at hun kunne lade være med det. ”Det er jeg virkelig glad for, at du siger,” sagde hun med en ærlig stemme, for det var bestemt heller ikke fordi, at hun ville gøre noget, som han i princippet slet ikke ville have, men nu hvor han havde givet udtryk for at ville ønske at lære sin søn lidt at kende, så.. hvorfor ikke?
Som aftenen skred frem og gæsterne begyndte at søge hjemover, så tog selv Jacqueline den afsked med dem som hun følte for at give den – hvilket ville sige, at det nok nærmere var Xavier og hans hustru, samt Junior og Marcianus, som havde en længere tur bag sig, som de skulle tage sig af, og det var uden tvivl også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Selv fulgte hun mere end glædeligt med Lestat op på deres soveværelse. Endelig kunne de få lov til at have lidt fred for dem selv, og selv måtte hun erkende, at hun virkelig glædede sig til at komme ud af den ellers så trange kjole! Det var bestemt ikke særlig ofte, at det var sådan her hun havde det, men lige når det kom til ham, så kunne hun slet ikke lade være. At han skulle løfte hende, var noget som selv fik en latter til at glide over hendes læber, mens hun lagde begge armene om hans nakke, som hun nussede ganske let. ”Hvilken gentleman,” sagde hun morende, mens hun lod ham søge indenfor sammen med hende. Selve huset var måske stort, men stemningen var nu en helt anden, end det som den ellers havde været, og nu hvor de havde hinanden, så var hun slet ikke i tvivl om, at det nok skulle være godt. ”Endelig alene ja.. Jeg har set frem til denne aften,” sagde hun roligt. Hun tog roligt omkring hans hånd, kun for at føre ham hen til sengen. Hun havde virkelig brug for at komme ned og ligge lidt. Det havde jo været en lang, men dog fantastisk dag!

[Marcianus Darcy]

Marcianus var egentligt ganske tilfreds med at være kommet, for det var jo en helt ny verden for ham og han fik jo oplevet så mange spændende ting - ja sidst nat havde han jo endda set virkelig meget af Imandra, som han jo i starten slet ikke havde planlagt at komme til, inden at han havde sovet for dagen og nu sad her til bryllup hos sin farfar. Det hele var måske ganske overvældende, men han tog alt til sig som han kunne, for det var uden tvivl spændende det hele. Han smilede til sin far, for selvom det var nyt med ham også, så skred det ganske godt fremad og han var sikker på at de om noget tid ville have oparbejdet et forhold, de med god klang kunne kalde for et far-søn forhold. Nu hvor Junior faktisk stod lidt i hans egen situation, så morede det ham ganske vist at han skulle lære sin far at kende, men at hans far også skulle lære sin far at kende, det var noget værre noget. Det var dog kun en glæde for ham at opleve det hele, så han var bare glad for han fik chancen for det om ikke andet. Han nikkede let til sin far, der selv nævnte, han var glad for hans tilstedeværelse. "Godt… ja, det er jo spændende det her. Og så har jeg endda set Imandra," sagde han og smilede let, for han havde jo en enorm eventyrlyst så det sagde spar to. Let vendtes hassel øjnene mod hans farfar igen, der sagde at han selv skulle vænne sig til det, så det gjorde ham i og for sig slet intet, for så sad de da heldigvis i samme båd!
Som festen lakkede mod ende, så viste han også det var på tide at komme tilbage så han kunne finde et sted at overnatte for dagen, for det var jo et spørgsmål han skulle opklare hver nat, men han klarede det godt selv syntes han, for han var her jo endnu trods alt. Han takkede sin farfar og Jacqueline for en dejlig aften og lykønskede dem for fremtiden, inden han selv tog af sted med sin far.

//Out.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Aftenen havde forløbet sig, kun som man kunne drømme om. Hans far havde været åben for ham, og de havde fået sig en rigtig god snak, og det var rart at få styr på visse af de ting, som nu havde været en del af det hele. Det var rart at finde ud af lidt mere om hvor man kom fra, og i løbet af aftenen, så havde han jo også snakket med sin søn og Jacqueline, som de alle sammen var kommet rigtig godt overens, og så blev det bestemt heller ikke bedre. Med den voldsomme appetit, som lå i varulven, som nu også var blevet en betydelig stor del af ham, så kunne han jo heller ikke ligefrem undgå at lægge mærke til den slags. Han smilede let for sig selv. ”Du har fået set lidt mere sammen med din gamle far, end hvad du har gjort, hvis du var hjemme ved din mor, kan man vel sige. Jeg er bare glad for at du kom,” sagde han med en rolig, dog ganske ærlig stemme.
Selv nu hvor festen lakkede mod sin ende, og tjenestefolket søgte indenfor, så havde han også set at Xavier og hans kone også var taget hjem, så vidste han, også at det var ved at være på tide at de gjorde det samme. Desuden skulle Marcianus jo være fremme, inden solen ville stå op, og det var jo ikke nogen hemmelighed, for han ønskede jo heller ikke ligefrem, at der skulle ske noget med hans egen søn, for han følte lidt, at denne udflugt, måtte være på hans ansvar. Han selv gjorde og tog en afsked med sin kære far og stedmor, og takkede dem samtidig for en rigtig god dag, for det havde uden tvivl været fantastisk i hans øjne. ”Vi må se at få dig hjem og i sikkerhed,” sagde han roligt henvendt til Marcianus, idet han lod hånden falde mod hans skulder, inden de med de rolige skridt, forlod grunden, og derfor også lod dem nyde deres bryllupsnat i fred og ro. Han havde n sjov fornemmelse af, at det var noget, som nok skulle komme til at nydes i fulde drag.

//Out

[Lestat De Lochér]

Lestat var glad for at de nu var alene, for det hele var også meget at tage ind, selvom han virkelig var glad for hvordan at aftenen var forløbet, og det at han faktisk nu havde set sin søn og sønnesøn, det gjorde virkelig også noget for ham. Men nu ønskede han at det hele bare skulle dreje sig om Jacqueline, for dette var uden tvivl deres dag og han ønskede jo at skulle fuldbyrde dette ægteskab helt rigtigt, men bestemt også på bedste mandlige manerer om ikke andet. Det var også derfor han valgte at bære hende ind over dørtærsklen og helt op til soveværelset, før hun fik lov til at stå på sine ben igen. Bare selv at høre hendes morende latter var virkelig som sød musik i hans øre, det var der ingen tvivl om. "Intet mindre," sagde han med et skævt smil på læben, som han selv lod en arm falde omkring hendes slanke talje for at holde hende ind til sig, og ellers den anden hånd stryge over hendes kind et øjeblik, mens han bare så hende ind i øjnene. Hendes øjne glimtede i dag med en vildt tiltrækkende kraft, som han slet ikke kunne modstå som altid, for hun var jo det vildt fascinerende væsen som altid. "Det har jeg også," sagde han med en blød stemme og fulgte med hende over til sengen, hvor han stoppede op ved sengekanten. Han begyndte roligt at åbne hendes kjole, så hun kunne komme ud af den, for lige nu ønskede han hende så tæt som muligt, ovenpå sådan en lang og fantastisk dag - og ovenpå sidste nat, de ikke havde tilbragt sammen på nogen måde. Han fik taget hendes kjole af og lagde den pænt hen over stoleryggen på en af deres stole, for han ville jo ikke krølle hendes smukke kjole. Han sendte hende et smil, som han selv smed den yderste jakke og vesten, så han stod tilbage i skjorten og bukserne - skoene røg også af med det samme, for han var faktisk lidt utålmodig på nuværende tidspunkt. Han trådte hen til hende igen og løftede hende op på sengen, hvor han selv kravlede ind over hende og skænkede hende et blødt kys.

[Deleted]

Nu hvor dagen stille og roligt lakkede mod sin ende, så var det samtidig også muligt for dem endelig at være lidt sammen med hinanden, for det var uden tvivl også noget af det, som hun havde brug for efterhånden. Hun var glad, og ikke mindst utrolig lykkelig over at dette var det som skete, og det var noget, som helt klart også betød en hel verden for hende, og det var noget som hun meget gerne ville stå inde for. For en gang skyld, så følte hun virkelig, at hun havde taget det rette valg. At han så valgte at løfte hende op fra jorden og bære hende resten af vejen til soveværelset, var noget som uden tvivl morede hende meget, hvor hun heller ikke kunne lade være med at grine, for det var for morsomt i hendes øjne. ”Jeg har vel bare været utrolig heldig..” Hånden strøg hun roligt over hans kind, inden de nåede soveværelset, hvor hun roligt stillede sig. Her var stille, og det var faktisk rart, at få noget ro til hovedet, i hendes øjne, for det var noget af en lang dag, de havde været igennem nu! Hun smilede let for sig selv. Et sted var det jo også.. spændende. De havde ikke været hinanden tætte endnu, også fordi at hun havde ønsket, at det var noget, som skulle spares til denne dag, og derfor også gøre den langt mere.. spændende og intim, end det som den måske ville have været ellers. Begge opsat på at skulle igennem det på den rette måde, og derved fuldbyrde det, som de sammen havde startet. At få fjernet kjolen af ham, havde hun skam intet imod, hvor hun lod den forlade sin krop, hvor hun stort set stod blottet allerede, da det jo ikke rigtigt var til at have noget under en kjole. At han så selv smed tøjet med, var noget som kun fik smilet til at brede sig tydeligt på hendes læber. Hånden hævede hun, kun for at lade den stryge mod hans skæggede kind. Han var en flot mand.. Og hun kunne virkelig ikke undgå at føle sig ekstremt heldig, over at have en mand som ham. ”Se det her, er mere sagen for mig, må jeg sige.. Endelig kan vi indfri det,” sagde hun med en rolig hvisken, inden hun lod ham føre hende med sig hen til sengen, hvor hun mere end glædeligt lagde sig ned i lagnerne under ham, og gengældte hans kys. Hånden strøg hun let over hans nakke, kun for at trække ham tæt på sig. Det var ikke en selvtillid som hun normalt udviste, men hun havde virkelig brug for at have ham tæt på sig nu!

[Lestat De Lochér]

Det at det hele var næsten overstået, var alligevel utroligt for Lestat, for de havde brugt så længe på at planlægge det og nu lå der jo så her og manglede kun det sidste skridt for at have fuldbyrdet ægteskabet helt rigtigt. Han var virkelig ekstremt glad, for dagen var jo gået rigtigt godt og efter planen om ikke andet, så han kunne jo ikke andet være lykkelig og bare omfavne de mange glædelige følelser han følte for Jacqueline. Han følte virkelig at hun var den rette for ham og det var virkelig længe siden han havde følt det og skænket den mest specielle plads til en, men den var fuldt fortjent for hendes vedkommende. Han smilede varmt til hende og nikkede let, da hun sagde, at hun havde været heldig. "Jeg vil nu vove og påstå, at jeg har været den mest heldige," sagde han blidt til hende og modtog selv hendes strøg over sin kind, for han elskede når hun gjorde det, for han smeltede nærmest under hendes hånd hver gang. De havde ganske rigtigt ikke været helt tætte endnu, selvom de havde sovet i hinandens arme hver aften, men de havde jo været enige om at vente da han havde friet til hende, fordi at det gjorde det hele mere specielt og rigtigt, selvom det jo ikke var Jacquelines første gang om ikke andet. Han smilede varmt til hende, som han fik kjolen væk og selv smidt alt tøjet, da bukserne også røg i farten. Nøgne var de begge allerede, men det gjorde ham bestemt ikke noget, for det gjorde kun det hele lidt mere intimt og hyggeligt fra start. Han lagde sig godt til rette sammen med hende på sengen, hvor han lå over hende. "Jeg kan næsten ikke vente," hviskede han blidt til hende, inden han skænkede hende endnu et kys og denne gang holdt det længere. Han nød at hun tog fat om hans nakke, selv krævede lidt at han kom tættere på, for hun udviste en selvtillid som han virkelig godt kunne lide.

[Deleted]

Jacqueline måtte i sandhed erkende, at hun virkelig var spændt. For hendes del, så bestod det ikke bare i det intime, men fordi at det var noget, som de endnu ikke havde delt, men gemt til denne aften og denne ganske særlige anledning, og det var noget, som faktisk betød utrolig meget for hende, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Nu liggende stort set blotlagte begge to, så lagde hun sig roligt ned i sengen med ham over sig. Hun lod hånden stryge over hans faste og muskuløse muskulatur. Hun havde fundet en mand, som var stærk, var flot, og en som tog hensyn og som kunne beskytte hende, så var det jo en blanding af det hele oveni for hendes vedkommende. Hun vendte blikket mod hans øjne. Hendes egne skinnede af den rene lykke som hun følte. Endelig følte hun, at hun kunne give slip på Giovanni, og det var virkelig, virkelig rart for hende, og det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Jeg har virkelig ventet på denne aften, må jeg sige, min kære.. Endelig at få lov til at mærke det.. Og endelig lov til at indfri det, som jeg så længe har haft lyst til,” hviskede hun roligt. Kyssede fik hende til at føle varmen strømme igennem hele hendes krop, og som nærmest fyldte hende med en ny form for energi, som hun slet ikke havde følt nogensinde før. Hendes hjerte begyndte for alvor at hamre mod hendes bryst, so intet andet i den anden ende. Hånden lod hun lukke sig om hans nakke, kun for at få ham tæt på. Lige hvad det var hun gjorde, vidste hun ikke, men det var som om at det var en form for.. selvtillid, som hun slet ikke følte, at hun havde haft nogensinde før, at det næsten var skræmmende for hende. Øjnene lod hun roligt glide i. Gav sig fuldkommen hen til mørket, som omslugte dem, og ham for den sags skyld, som det eneste, som hun virkelig følte, at hun kunne sige, at hun var komfortabel omkring, og det var virkelig, virkelig rart! Den frie hånd tog en tur roligt nedover hans bryst og mave, hvor hun åbnede skjorten, så hun også kunne få den af ham. Hun ønskede at mærke ham hud mod hud, og specielt nu, hvor det var en længsel for hende, som skulle indfries!

[Lestat De Lochér]

Lestat havde ikke været tæt med nogen siden før Maggies fødsel og det i sig selv, var jo faktisk også længe siden nu, så derfor ville han også gemme denne stund til denne specielle aften som var bryllupsnatten, for at kunne fuldbyrde det helt og rigtigt. Det betød et sted noget for ham, at de først ville indfri det nu, hvor han dog også virkelig længtes efter at skulle gøre det. Mærke hende så tæt, føle hendes hud mod sin egen og bare give sig helt hen til hinanden som aldrig før. Hans øjne mødte hendes, hvor at han selv følte lykken blive fornyet med et enkelt blik fra hende, så at der ikke skulle mere til, det sagde jo også bare alt i for hans vedkommende. Han nød at mærke hendes hånd over hans krop, for han var jo stolt af den mand han var sammen med hende. "Jeg har også ventet… i længsel, elskede," hviskede han ømt til hende, som han lod kysset tage turen ned over hans kind, kæbepartiet og dernæst halsen, hvor han blidt placerede kyssene lidt tilfældigt på en pirrende måde. Hans hjerte bankede for hende i dette øjeblik og han tænkte slet ikke på andre end hende; alt andet var glemt nu, ingen bekymringer og bare glæde var der sammen med hende. Han lukkede øjnene i som han udforskede hendes hals med sine læber og lod bare mørket omslutte dem, så de kunne mærke det helt tæt på, for det var jo nærmest en sanseoplevelse i sig selv. Da hun havde åbnet skjorten, så trak han den af og smed den på gulvet, hvor han nu lå helt nøgen som hun selv gjorde, hvor han lod sin mave let mærke hendes, hvilket kun pirrede ham helt ekstremt, for han lystede det jo virkelig meget. Han fandt vej frem til hendes læber igen, som han lod sin ene hånd stryge ud over hendes arme, for at finde hendes hånd, så hans venstre hånd var flettet ind i hendes højre. Eftersom han ikke kunne vente mere, så endte han med at tage det sidste skridt for at de kunne indfri deres længsel til hinanden; han gjorde sin ankomst ved hende mellem benene og sørgede for, at hun var med ham hele vejen og at hun ville huske dette, som den bedste 'første' gang nogensinde, for han ville få hende til at nyde dette som intet andet.

[Deleted]

Jacquelines hjerte hamrede nærmest som for livet mod hendes bryst. De havde begge været enige i, at skulle gøre det her til noget ganske særligt, og noget som de kun ville dele med hinanden, så de havde ventet. Selvom det havde været med en længsel uden lige, og hun rigtig mange gange, havde fortrudt lige præcis det valg, så var det slet ikke noget, som hun kunne gøre ved nu. Det var på tide, at få det gjort, og selv hun måtte erkende, at det virkelig føles som frygtelig rigtigt, at gøre det på denne her måde. At vide, at han havde ventet mindst lige så længselsfuldt, som det hun selv havde, var noget som fik hende til at smile ganske let, og det var uden tvivl lettende for hende at vide. Hun havde været tæt på Giovanni så mange gange, så det i sig selv, havde jo ikke været noget særligt for hende igennem hendes forhenværende ægteskab, for det havde været en del af forpligtelsen. Alt havde vel bare været forpligtelser? Selvom hun havde elsket ham, kunne hun faktisk tvivle på, om han havde gjort det samme.
Tøjet forlod deres kroppe, og de trak den videre til akten. Følelsen eksploderede nærmest i hende. Akten i sig selv, havde været noget af det mest fantastiske, som hun længe havde oplevet, hvor hun også tydeligt gjorde sig færdig med arbejdet. Hendes krop badede så tydeligt i sved, også selvom det virkelig havde været stærkt og intimt, at hun slet ikke kunne beskrive det. Grebet om ham, slap hun roligt, som hun faldt mere afslappet ned i sengen, da trætheden så pludseligt havde meldt sig for hende. Hun pustede tungt ud. For hendes vedkommende, var det noget af det bedste, som hun længe havde oplevet, så det i sig selv havde virkelig været meget for hende, men det havde været fantastisk.. Uden lige! Hun vendte blikket mod ham og med det trætte smil. ”Du er fantastisk,” hviskede hun roligt mod hans øre, inden hun skænkede hans kind et ganske roligt kys. Hånden lod hun efterfølgende roligt stryge over hans kind og videre igennem hans hår. At vide at han nu var hendes og at de havde fuldbyrdet det hele, var virkelig det bedste af det hele. Nu var der jo for alvor slet ikke noget, som kunne skille dem ad!

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne ikke ligefrem påstå, at hans hjerte var dødt længere, for han kunne da tydeligt mærke det i hans bryst hvordan det bankede og hamrede, og det var jo faktisk noget som fik blodet til at løbe rundt i kroppen på ham. Nu hvor det endeligt var tid og at de kunne indfri deres længsel, så var han jo kun glad for at det hele føltes så ægte og rigtigt som det kunne, for han var ikke et sekund i tvivl om, at dette var det rette og rigtigt. Nok havde de nogle gange overvejet at bryde deres løfte om at vente til brylluppet, men nu var han glad for at de havde ventet, for det føltes jo kun meget mere spændende når de ikke havde været så tætte før. Han var bare glad for, at hun havde været ligeså længselsfuld som han selv havde, for alt mellem dem syntes at være en bekræftelse i deres forhold og nu ægteskab. Det var jo ikke fordi at være tæt på en kvinde var nyt for ham, for han havde jo trods alt tidligere børn, men dette føltes alligevel anderledes et sted. Denne nat var ikke en pligt på nogen måde, det var kun følelserne der bestemte hvad de skulle og ja, følelser var jo faktisk virkelig dominerende, efter han ikke var vampyr længere. Og nu kunne han jo oprigtigt sige, at han virkeligt elskede Jacqueline.
Akten var virkelig fantastisk mellem dem, deres kroppe arbejdede godt sammen og han kunne jo bare mærke hvordan en bombe sprang, som alle følelserne blev udløst. Hans bare krop var helt dækket af sveden fra at have lagt så tæt med hende, hvor han nærmest følte at han klæbede til hende - sveden var en usynlig magi, der holdt dem tæt sammen og han kunne virkelig godt lide det. Han pustede let, for der var jo faktisk meget arbejde i dette, men det var alt værd. Trætheden meldte sig, for ovenpå nogle hektiske uger med forberedelser og så brylluppet i dag, var jo alt sammen noget der gjorde dem trætte. Han rullede let ned af hende og sneg armene omkring hende, således at hun kunne ligge i hans arme. "Du er det bedste, der nogensinde er sket mig," hviskede han blidt og selv med et træt smil, hvor han lod øjnene glide let i. Han modtog hendes strøg over hans kind og hår, som igen satte et behageligt gys igennem kroppen på ham. Deres ægteskab var nu helt fuldbyrdet og det hele var jo bare godt, fantastisk og helt igennem det bedste. Trætheden tog hurtigt over, nu hvor de lå afslappede i sengen i hinandens arme og han faldt i søvn op ad hende.

//Out.

[Deleted]

Det hele var gået mod en ende, selvom det for Jacqueline, kun var en start på et helt nyt liv, og endda sammen med den mand som hun elskede og holdt af, og det var uden tvivl noget af det bedste af det hele. Hun badede i sved, og trætheden havde allerede for længst meldt sig, selvom det for hende, var yderst vigtigt at lade ham vide, helt præcist hvordan hun havde haft det med de forskellige ting, for det havde bestemt heller ikke altid været sådan for hende. Det var først nu hvor hun havde fået Lestat ind i sit liv, at hun faktisk følte sig.. værdig. At der var nogen, som kunne elske hende, selv på trods af de fejl og mangler, som man nu havde gjort og var igennem ens eget liv. Hun trak vejret ganske dybt og lod hånden stryge ham ganske let og roligt nedover hans kind. Hun elskede at mærke ham, og nu vide, at han var hendes ene og alene, var uden tvivl noget af det bedste af det hele. Hun smilede let for sig selv, som hun roligt lagde sig ind mod hans skikkelse. Hun kunne jo heller ikke ligefrem være andet end tryg i hans arme, og det føltes utrolig dejligt, at vide, at han var der til at passe på hende. At høre ham sige, at hun var det bedste som nogensinde var sket for ham, var noget som faktisk gjorde hende glad, i og med, at hun vidste, at han – ligesom hende, havde været gift tidligere, og havde børn fra tidligere ægteskab og det hele, og alligevel, så.. var hun det bedste som nogensinde var sket for ham? ”Mhmm.. Jeg kan lide, at høre dig sige den slags,” hviskede hun træt, inden hun igen lod øjnene glide i. Hun følte bare hvor tunge de faktisk var, og det var i sig selv, næsten helt uhyggeligt, at det skulle være sådan.
Som Lestat måtte glide hen i søvnen, så smilede Jacqueline lidt for sig selv, for hun kunne da slet ikke lade være. Hun kyssede roligt hans kind, inden hun selv lagde sig godt til rette ved ham. Det havde uden tvivl været en meget lang dag for dem begge, og det var jo også det som gjorde sit for deres del. De havde desuden også været adskilt for det sidste døgns tid. ”Jeg elsker dig,” hviskede hun med en dæmpet stemme, inden søvnen selv blev for hård for hende at kæmpe imod, hvor hun blev revet ind i den sødeste og mest trygge søvn, som hun længe havde følt.

//Out