A night like all others

[Cassie Imirachi]

Natten var igen faldet på. Nu hvor vinteren nærmede sig, så var dagene igen ved at blive korte. Cassie vidste hvad det betød, også selvom det ikke rigtigt gjorde nogen forskel for hende i disse tider. Asuna holdt sig for sig selv, velvidende om at hun ikke brød sig særlig meget om den nye gæst, og Alex havde hun mere eller mindre ikke set siden Carmines død. De krydsede hinanden på gangene men det var mere eller mindre det, desuden var hun kendt med hans små eventyrer, og de gjorde mere ondt på hende end hun havde regnet med.
I øjeblikket sad hun i vindueskarmen i dagligstuen og så ud over det smukke Convento der ganske snart ville vågne fra hvilen. Alex havde forbudt hende at gå ud, så det var det tætteste hun kom på oplevelsen i sig selv, hun var fanget på dette sted og det begyndte langsomt at kvæle hende, særligt med den manglende kontakt med ham. De isblå øjne søgte hen over de mørke træer og kirkegården der lå i synsfeltet. Hun trak et ben op under sig, og lænede sig en smule mod glasset. Hun holdt et glas halv fyldt med rødvin i den ene hånd, noget skulle hun jo have at falde til ro på. Hun havde tilladt sig at tænde op i pejsen der afgav en behagelig varme, for stedet kunne hurtigt blive koldt for hende ellers. Det orange skær faldt på hendes lyserøde kjole, præget af de typiske guldbelagte, raslende smykker omkring brystet og taljen. De fleste af dagene gik på dansen, og denne gang havde hun ikke nået at få skiftet, før hun havde besluttet sig for at sætte ned et øjeblik. Det var ikke ofte hun gjorde det, for at holde sig selv beskæftiget i alt dette, var bestemt ikke nemt. Hun hævede glasset og nippede til den søde vin. Blikket faldt på ringen der spejlede sig i det smukke lys. Hun hævede glasset en smule men så på ringen. Hvad pokker var meningen? De kom ikke overens, og han havde travlt med at markere at hav af andre kvinder tilsyneladende. Hvorfor blev hun overhovedet? Ud over det faktum at hun elskede ham.
Cassie sukkede tungt og rystede på hovedet, før hun igen koncentrerede sig om det der skete uden for ikke fordi der foregik særlig meget. Man så sjældent nogle på gaderne, for vampyrerne trak sig oftest til jagtområder, hvilket primært var skoven i disse tider og der havde hun jo under ingen omstændigheder lov til at bevæge sig alligevel.

[Deleted]

Dagene hældte, og de blev kortere og kortere, hvilket gav Alex en oplagt mulighed til at tilbringe mere og mere tid ude af sin kiste på soveværelset. Ja, selv den var blevet byttet ud efter Carmines død. Han følte sig som et dyr.. et bæst, og det kunne han ikke gøre noget for. Carmine var død og borte, og det havde uden tvivl en massiv påvirkning af ham. Mandens urne stod på kontoret, som en påmindelse om det arbejde og ansvar, som han burde lave, men som han slet ikke kunne tage sig sammen til. Ja, et sted, var han vel bare gået hen og blevet direkte paranoid i stedet for? Vladimir følte han at han så alle steder, og det var også en af grundene til, at Cassie slet ikke fik lov til at gå nogen steder, for tænk nu, hvis han ikke kunne gøre noget for at beskytte hende?
Alex havde for nu ladet arbejdet ligge. Han havde kigget på det, i det som føles som flere timer, og han kunne slet ikke samle sig om det. Han markerede ganske vidst mange kvinder rundt forbi for tiden, og det var heller ikke noget som han gjorde normalt, men.. han havde brug for noget til at abstrahere ham lidt, og specielt når Cassie heller ikke ligefrem gjorde sit for at opsøge ham. Asuna så han ikke rigtigt, da hun mest af alt var en ung kvinde, som alligevel formåede at passe sig selv, hvilket passede ham fint, for han havde for en kort stund, frygtet, at hun ville komme krybene ned i hans kiste om natten på grund af mareridt som en anden lille møgunge. Glædeligt at det ikke var tilfældet.
Han passerede endelig den åbne dør ind til den store stue, hvilket hurtigt fik ham til at stoppe op ved synet af Cassies skikkelse. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var ofte, at hun søgte ud af sit værelse nu om dage, og det gjorde ham jo faktisk ked af det, for han vidste jo, at han igen havde gjort noget galt, men som altid, så gjorde hun ikke noget ved det. Han lod hovedet søge let på sned. Han savnede de gode stunder, selvom der ikke rigtigt var nogen af dem længere. ”Det er ikke ofte, du er ude af værelset længere, Cassie..” Han trådte roligt ind i stuen og med blikket mod hende. Han havde det selv ikke særlig godt, og det at snakke om det, var faktisk utrolig svært for ham, men han forsøgte da om ikke andet. Hun undgik ham.. Man skulle være idiot for ikke at kunne se det, og det var næsten det værste af det hele, for han kunne ikke se hvad han gjorde forkert, ved at følge sin egen natur. Han havde brug for en til at holde ham i nakken. ”Du har kjolen på.,” bemærkede han. Han elskede at se hende i den mundering, og det vidste hun.

[Cassie Imirachi]

Cassie vidste at vinteren indebar flere vågne timer med Alex. Normalt ville hun have elsket den tanke, men nu hvor hun var kendt med hvordan han brugte disse timer, så glædede det hende ikke nær så meget. Hun havde set ham markere det unge lysvæsen som havde boet i et af værelserne for en stund. Han fortalte hende intet.. intet om det faktum at han havde en datter, eller at han havde givet et lysvæsen et sted at bo uden at slå ham ihjel. Havde det ikke været for den nærhed han havde haft med hende, så ville hun muligvis have været stolt af ham.
Hun vendte blikket mod døren idet hun hørte hans skridt stoppe op. Det føltes som evigheder siden hun havde set ham, han var næsten fremmed for hende. Cassie rettede sig en smule op, så hun kunne lade blikket falde på ham. Hun satte glasset i sit skød og holdt om det med begge hænder så det ikke skulle ende med at spildes. ”Det begynder at blive køligt og her er en pejs,” påpegede hun roligt. Hun vidste godt at Alex ikke tænkte over kulden fordi han ikke følte den, men det gjorde hun trods alt. Hun vidste at Carmines død havde taget hårdt på ham og hun forstod ham skam godt, det var bare ikke nemt når han ikke ville dele det med hende, men i stedet valgte at håndtere det på egen hånd. ”Du forlader sjældent kontoret nu om dage,” påpegede hun lidt gengældende, for hun var bestemt ikke den eneste som havde været meget fraværende på det sidste.
Hun så ned af sig selv. Kjolen havde de købt da de havde været i Rimshia for måneder siden, men hun var jo faktisk blevet glad for den. ”Det har jeg,” bekræftede hun med et lille nik. Det var utroligt at han som mand bemærkede den slags, men hun vidste godt hvor meget han elskede at se hende i den mundering. Den frie hånd gled gennem de mørke lokker som hang frit omkring hendes ansigt. ”Hvad lyder planen på i aften?” spurgte hun stille. Et sted ønskede hun ikke at vide det, men der var heller ikke nogen grund til at han opfangede hvad der var galt. Det var lige meget de havde uanset aldrig haft den nærhed, så hun burde ikke føle sig vred eller jaloux, det ar bare svært at lade være når hun følte at han var hendes.

[Deleted]

Alexander kunne ikke lide, at han ikke så Cassie mere end det som han gjorde, for han vidste at det kun indikerede at der var noget galt. Han vendte blikket mod hende, som hun sad ovre i vinduet. Kulden var ikke rigtigt noget som han som sådan bed sig fast i. For ham, var det jo primært samme følelse året rundt. Han nikkede til hende. ”Det har jeg ikke rigtigt tænkt over. Det beklager jeg,” sagde han roligt, idet han stoppede op. Han vendte blikket mod flammerne. Lyset var faktisk ganske behageligt, selv for hans vedkommende. Han vendte de rødlige øjne direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. ”Jeg har meget at lave i disse dage. Der sker meget derude for tiden, og nu står jeg jo alene med det hele, så det tager tid.” Det var måske kun en delpart af en sandhed, men det var nu heller ikke noget som han ønskede at blande sig alt for meget i, om han ellers kunne blive fri. Han havde det bestemt ikke særlig godt, og det at sætte ord på det, var han ikke god til, for han vidste jo slet ikke, hvad alt det betød for en som ham!
Alex blev stående. Han følte ikke rigtigt at Cassie ønskede ham tættere på, eftersom hun bare blev siddende over ved vinduet. Han lod hovedet søge let på sned. Den eneste kjole som han lade mærke til, det var når hun tog dem på, som han faktisk havde købt til hende, for han elskede at se hende i dem, selvom han vidste, at hun i så fald, havde været ude i dansen, uden at han havde været der, og det nagede ham naturligvis. ”Den klæder dig virkelig..” Han løj skam ikke, for han mente det. Han forstod sig måske ikke på det menneskelige, men selv i hendes tone, kunne han jo høre, at der var noget galt, og det var bestemt heller ikke noget som han kunne lide. Som det nu var sagt, så tog han endnu et skridt mod hende. Lige i aften havde han ikke de største planer, han gik vel bare.. hvileløst rundt, selvom et nu heller ikke ligefrem var nogen stor hemmelighed af den grund. Han rystede let på hovedet og trak på skuldrene. Han vidste det ikke. Han vidste faktisk ikke rigtigt noget mere. ”Et glas blod eller to.. noget arbejde og ellers ikke rigtigt noget. Hvad med dig? Jeg formoder at du hopper i seng inden længe?” Det var typisk hende i hvert fald, og specielt nu hvor de ikke rigtigt tilbragte tiden sammen. Det gjorde ham langt mere frustreret og fik ham til at gøre ting, som han vidste, at han slet ikke burde, men det var ikke til, når man ikke vidste hvad man ellers skulle gøre!

[Cassie Imirachi]

De så ikke meget til hinanden, selvom de faktisk havde haft en bedre periode før alt det her.. før hun havde set ham markere en anden kvinde. Hun lod hånden løbe over sin hals, hvor mærkerne i sin tid havde været, men som var blevet helet da hun var blevet omvendt til nymfe igen. Det havde været et bid af en mening, modsat det han havde givet det yndige lysvæsen. ”Jeg ved det jo godt, det skal du ikke tænke på,” endte hun roligt. Hun måtte jo bare gøre hvad hun kunne for at gøre det behageligt for et væsen som hende også selvom det ikke ligefrem var nemt. Blikket faldt for et øjeblik på flammerne. De var varme og henlagde stuen i et beroligende lys. Tænderne bed hun fast sammen ved hans ord. Han var ikke alene men det lod ikke rigtigt til at han forstod det. ”Det gør det vel,” svarede hun ligegyldigt. Det var akavet at snakke med ham på den måde, men for pokker, deres ægteskab var jo.. nærmest ikke eksisterende. Selvom Cassie måske var smuk i kjolen, så følte hun sig ikke smuk nok. Der havde været en gang hvor han havde insisteret på at se på hende frem for alle andre smukke kvinder, men nu så han hende knap nok. Et sted var det lidt det hun havde frygtet ville ske. Hun så ned i sin vin og nippede kort til den, inden hun igen vendte sig en smule om mod ham. Tak,” svarede hun lidt i mangel på bedre. Normalt ville hun have været glad for at han kunne lide den, men det gjorde ikke rigtigt nogen forskel nu, han så hende aldrig danse. ”Nej jeg sov en stor del af dagen væk, så jeg overvejede at tage endnu en omgang træning og derefter et varmt bad, måske finde noget at spise, det har jeg ikke fået gjort endnu” fortalte hun roligt, også selvom det var ret tydeligt at de havde to vidt forskellige liv ved siden af hinanden. Det var nærmest tilfældighed når de stødte på hinanden som nu og det var jo heller ikke meningen at det skulle være sådan. Hun sukkede dæmpet og så ud af vinduet velvidende om at han stadig havde sit blik på hende. ”Byen begynder at vågne nu,” bemærkede hun, næsten desperat efter et eller andet at sige. Det var rart at ham igen, også selvom det mest af alt gjorde hende ked af det.

[Deleted]

Alexander vidste udmærket godt, at der var noget galt, men lige hvad der var galt, var jo ikke til at vide, for Cassie snakket jo aldrig med ham om tingene. Han kendte hende så godt om ikke andet, men det lignede hende ikke bare at.. tie stille, men derimod råbe op om alt muligt. Blikket gled kort til ringen som hvilede på hans finger. Han bar den stolt, og han var glad for at have hende ved sig, selvom han vidste, at ægteskabet var ugyldigt. En tanke som han ikke havde i sinde, at fortælle, i frygten for, at hun ville se sit snit, og faktisk tage væk. ”Jeg mener det, Cassie. Jeg havde slet ikke tænkt på, at det var begyndt at blive koldt igen,” fastholdt han. Hun havde påpeget det for ham år efter år, og han havde slet ikke skænket det så meget som en eneste tanke, så naturligvis, var det noget som frustrerede ham lidt. Han fortsatte hen mod hende, også selvom hendes ord i sig selv, næsten virkede.. afvisende. Noget var rivende ruskende galt, og han brød sig slet ikke om den tanke. Han knyttede næven automatisk ved den tanke alene. Han nikkede. ”Det gør det. Jeg er kommet lidt bagud med papirarbejdet,” påpegede han ganske sigende. Han vidste at hun lige så var der, men at det skriftlige ikke var hendes stærkeste side, så af ren og skær vane, så tog han sig jo bare af det hele.
At se Cassie bare sidde der, var ikke noget som han brød sig om. Han søgte roligt mod hende i stedet for. De gik forkert af hinanden, forbi hinanden, og han havde jo slet ikke nogen anelse om hvad hun lavede ellers. Kjolen var særdeles smuk til hende. Det var jo derfor at han havde valgt at skænke hende den i sin tid, selvom han ikke havde set hende med den på i anledningen af de mange danse, og det var en frustration uden lige for hans vedkommende. ”Du burde huske at spise, Cassie.. Kan jeg gøre dig selskab under måltidet?” spurgte han videre. Han ville jo gerne finde ordentlig ud af det. Han nåede hende, inden han roligt hævede hånden, som han lod stryge over hendes kind og førte en lok af hendes hår bort fra hendes ansigt. Nætterne blev lange, og mange af de væsner, som holdt til om natten, kunne søge vidt omkring nu. Det var jo heldigvis en frygtelig stor hjælp. Han nikkede. ”Det er også nu det for alvor begynder at blive farligt, at bevæge sig udenfor,” påpegede han med en ærlig stemme, og derfor var han glad for, at de i det mindste var indenfor, hvor det var sikkert. Han savnede hende og de stunder som de havde sammen. Han… ønskede jo bare at se hende smile lidt igen. Det klædte hende jo.

[Cassie Imirachi]

Cassie kunne ikke rigtigt skjule at noget var galt og slet ikke overfor Alex, selvom hun virkelig prøvede. Det gjorde hende ked af det at han var begyndt at se andre kvinder, og det lod slet ikke til at plage ham. Hun måtte vel bare erkende at hun havde haft ret i sin frygt for at han skulle miste sin interesse? Idet hun så ham tage sin ring i betragtning, gjorde hun det samme. Selv bar hun den med en vis form for stolthed, men eftersom hun ikke kunne gå ud, var der bare ikke rigtigt nogen til at se det. ”Det ved jeg godt, men jeg kunne trods alt også bare selv påpege det. Uanset.. jeg kan tænde op i pejsen her, så jeg klare mig,” svarede hun ærligt. Han tænkte bare ikke over det menneskelige, hvilket hun ikke kunne bebrejde ham for, lige nu var hun bare irriteret over så mange ting. Desuden var hendes beklædning ikke ligefrem henvendt til vinteren med alt den nøgne hud og det tynde stof der kun dækkede de mest problematiske områder. ”Du må sige til hvis du har brug for hjælp, det er trods alt min opgave,” påpegede hun og vendte blikket mod ham. Hun var ansat som grevinde selvom hun slet ikke brød sig om tanken.
Det gjorde hende ikke noget som sådan at han kom tættere på, hun havde bare svært ved tanken om at han bare kunne lade som ingenting. Måske han ikke vidste hvad hun gik og lavede, men hun havde en klar over idé om hvad han lavede. Det forundrede hende lidt at han ville tilbringe tid med hende nu, for gennem de sidste uger havde han næsten ikke ville vedkendes hende, hun havde jo ikke engang fået snakket med ham om Asuna. ”Jeg vil næppe holde dig fra papirarbejdet hvis du har så meget af det, men hvis du føler at du har tid, så jo.. selvfølgelig,” svarede hun og nippede igen til sin vin. Jo tættere han kom, des hurtigere bankede hendes hjerte, for hun kunne jo et sted godt lide det. Hans hånd fik hende til at vende blikket mod ham. Den pludselig kulde fik hende til at skælve. ”Jeg ved det godt,” mumlede hun opgivende og rejste sig. Det var frustrerende når man var vant til at leve i naturen, pludselig at være spærret inde. Hun følte sig kvalt og det var også noget som påvirkede hendes humør i den forkerte retning.

[Deleted]

Det var ikke ligefrem fordi at Alex ikke bed sig fast i, at noget var galt. Cassie plejede som regel bare at råbe og skrige af ham, men denne gang var det med en ganske anden tone, og .. det kunne han ikke lide. Han vendte blikket mod hende, som han blev stående. Han forsøgte faktisk at tage hensyn til hendes menneskelige side, men kulden var altid det største problem, for han tænkte jo slet ikke over det. ”Jeg burde alligevel have tænkt på det, nu hvor jeg jo ved at det er ved at blive efterår og kommende vinter og det hele. Jeg skal nok huske at holde lidt gang i varmen heromkring,” fastholdt han. Stemningen for Alexs vedkommende, var en ganske anden efter Carmines død, men han forsøgte virkelig at holde sig selv ved lige, selvom det på ingen måder var nemt for ham. Han rystede på hovedet. Han tog sig gerne af det skriftlige, men det var bare svært, når selv hans tanker gled til helt andre ting. Ja, selv en vampyr gjorde sig mange tanker! Han gjorde i hvert fald! ”Det er min egen skyld. Jeg har været fraværende siden Carmines bortgang, Cassie.. Jeg skal nok sørge for at nå det hele til tiden. Jeg ønsker bare du skal finde den frihed som du gjorde igennem dansen.. Jeg ved jo hvor lidt du bryder dig om pladsen og rollen som grevinde her til lands,” endte han ganske sigende.
Alexander kunne skam godt høre hvordan hendes hjerte bankede, men det var ikke noget som han lod sig stoppe af. Han stoppede ved hendes skikkelse og trak let på mundvigen. Det var om ikke andet, så et forsøg på et smil, hvilket var mere end hvad man kunne sige, at han havde oplevet igennem temmelig lang tid. Han ønskede desuden også at tilbringe tiden med hende, og hvis hendes måltid var en mulighed, så ville han da heller ikke takke nej for det i den anden ende. ”Hvad mener du? Naturligvis ønsker jeg at dele et måltid med dig, så gør jeg gerne det. Desuden dør papirarbejdet ikke af, at ligge og vente i en time eller to. Desuden er det ved at være tid siden, vi sidst har siddet sammen.. Det er på tide nu..” Hånden trak han til sig, da hun alligevel valgte at rejse sig op og derved også trække sig fra hans hånd. Han knyttede den ganske let, også selvom han bare valgte at lade den falde i stedet for. Han sukkede indædt, og forsøgte for alt i verden, ikke at lade sig mærke af det. ”Godt,” sagde han med en rolig stemme, inden han vendte blikket mod vinduet i stedet for. Han fandt det virkelig akavet, at det var sådan det skulle gå for sig.

[Cassie Imirachi]

Cassie var ganske simpelt for træt til at råbe og skrige, hun havde hverken ret eller overskud til at være vred. Dog var hun påvirket af det alligevel. De ting hun havde set på det sidste, havde kun formået at gøre hende ked af det. Hun var glad for hans forsøg, men igen var hun faktisk ved at være ligeglad med det hele. ”Det ville jeg sætte pris på,” svarede hun stilfærdigt. Hun manglede lyset, manglede den friske luft. Fangeskabet havde gjort hendes hud mat og kedelig, hendes øjne lyste ikke af samme glæde og det var yderst sjældent hun smilede nu om dage. At fratage en nymfe sin frihed, var nok det værste som kunne gøres, som at tage lyset fra en engel. ”Du har været meget fraværende siden hans død,” medgav hun med et tungt suk. ”Det gør ikke noget, jeg vil gerne hjælpe. Desuden skal jeg jo have dagene til at gå med et eller andet, ikke? Lige i øjeblikket snegler de sig afsted,” erkendte hun endeligt. Dansen var blevet ensformig og kedelig, der var hverken øjne til at se eller andre at lære af, så hun dansede egentlig mest bare rundt i cirkel uden inspiration eller noget som helst, hvilket gjorde dagene kedelige.
Cassie var selvfølgelig glad for at have selskab for en gangs skyld, hun havde bare svært ved at være omkring ham når han lod som ingenting. Hun gengældte ikke det prøvende smil, faktisk bed hun sig ikke rigtigt fast i forsøget. Han havde ikke set hvordan hun bare var blevet værre og værre for hver dag der gik, men hun havde trods alt heller ikke opsøgt ham. ”Jeg mente bare, at eftersom du tilsyneladende har meget at lave, at du muligvis hellere ville bruge tiden på det frem for at se mig spise. Men jo selvfølgelig. Skal vi spørge Asuna om hun vil sidde med os?” spurgte hun i et forsøg på at engagere sig også selvom hun egentlig ikke rigtigt brød sig om kvinden, også fordi hun bare var dukket op ud af det blå. Hun rejste sig og fjernede sig dermed fra hans kærtegn. Det var hårdt at være tæt på ham, når det eneste hun så og tænkte på, var hvor mange kvinder der havde været ud over lysvæsnet. Det var akavet at skulle være omkring sin egen mand på den måde, de burde have stoppet det for længst, men hun kunne ikke rigtigt få sig selv til at stoppe det, heller ikke selvom det aldrig var gået mellem dem.

[Deleted]

Alex ønskede at Cassie skulle have det godt. Det var jo faktisk hans største og førsteprioritet. Desuden vidste han jo at det var ved at blive koldt, så det at han ikke havde tænkt på, at der var noget varme her, var noget som han faktisk var ked af, for han ønskede jo bare, at hun havde det godt, og det var der vel intet galt i? Han lod skam ikke som ingenting, for han vidste jo udmærket godt, at den var helt gal, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var noget som han kunne gøre noget ved nu. ”Godt,” sagde han med en ganske sigende og ærlig stemme. Han sukkede let og vendte blikket væk fra hende, og i stedet for mod vinduet. Han manglede manden, og det var ingen hemmelighed. De havde været sammen lige så lang tid, som han kunne huske. ”Jeg ved det godt,” påpegede han ganske sigende. Han var selv ikke meget for at snakke om det. Det.. gjorde faktisk ondt på ham. ”Jeg har bare brug for noget at bruge tiden på. Nu ved jeg da hvordan I har det, når I skal abstraheres fra tingene som går Jer på. Hvis du vil hjælpe, så vil jeg ikke afholde dig. Du må da gerne hjælpe til,” tilføjede han med en rolig stemme. At se hende bare sidde der, brød han sig ikke om, for det gjorde ham faktisk ganske. .trist et sted.
Alexander ønskede faktisk at være i selskab med hende Det var for det første ved at være lang tid siden, og det var noget som han faktisk ønskede at få rettet op på. Nu hvor hun havde valgt at rejse sig, og trukket sig fra hans kærtegn, så måtte han jo bare lade hånden falde, mens han roligt blev stående og kiggede på hende. Det frustrerede ham, at han ikke kunne lade hende gå ud, når det var noget som hun ønskede så brændende, men for nu og i disse tider, så ville det gå galt, og det ønskede han på ingen måder. ”Asuna passer sig selv, så hende skal du ikke skænke en tanke, Cassie. Desuden vil jeg gerne have noget tid med dig alene, nu hvor muligheden endelig byder til det. Vi har undgået hinanden i lang tid nok, og jeg kender dig godt nok til at vide, at noget er galt, så vi har sikkert også ting som vi skal snakke om,” tilføjede han ganske sigende. Ja, han var måske blevet temmelig direkte, men det var kun fordi, at han virkelig var ved at være træt af det andet, for det var da slet ikke til gavn for nogen som helst! Han forsøgte sig endnu en gang med et smil, før han roligt greb ud efter hendes varme hånd med sin kolde. ”Kom, kæreste.. Vi skal finde noget at spise til dig. Det må da også være tiltrængt efterhånden,” tilføjede han roligt, inden han roligt vendte om på hælen, for at føre hende med sig ned i køkkenet. Han ønskede sig væk fra den akavede stemning.

[Cassie Imirachi]

Det var svært at have det godt når tiderne blev kolde og mørke og hun ikke havde mulighed for at nyde nogen form for frihed. Det tog hendes energi, gorde hende ugidelig og ikke mindst i dårlig humør oven i Alexanders opførsel på det sidste. Han havde været yderst fraværende siden Carmines død, hun vidste godt at de havde været sammen altid og at det go hårdt på ham, men han gjorde jo heller ikke noget for at tale det ud med hende. ”Hvis jeg kan gøre noget for dig, må du sige til,” endte hun lidt prøvende, i et forsøg på at stille sig selv til rådighed for hans sorg. Hun ønskede jo faktisk at være der for hende, selvom han ikke rigtigt var der for hende. Det lå vel bare mere naturligt til hende end det gjorde til ham? ”Jeg er glad for at du om ikke andet har lært noget af det. Hvis jeg skal komme igennem dagene er jeg nødt til at have noget at beskæftige mig med. Du ved godt at det vil tage mig tid men jeg vil gerne hjælpe,” svarede hun ærligt og satte glasset fra sig på den skænk som stod umiddelbart ved siden af.
Det var rart at vide at han ville spise med hende også selvom det ikke rigtigt gav mening når han alligevel ikke kunne få den form for føde. At han så gættede sig til at noget var galt fik hende til at slå blikket ned. Det betød en aften fuld af konflikt og faktisk kunne hun ikke rigtigt overkomme den lige nu. ”Jeg ved at hun passer sig selv, jeg tænkte bare at vi kunne samles. Uanset.. hvad får dig til at tro noget er galt?” spurgte hun og lod måske lidt som ingenting, men det sidste hun ønskede bare at skændes med ham, også fordi de begge vidste hvordan det som regel endte. Den kølige hånd, fik hende til at se op på ham. ”Det ville ikke gøre mig noget,” erkendte hun, og nåede ikke rigtigt at sige mere før han begyndte at fører hende med sig. Hun fulgte ham ned af gangene og ned mod køkkenet der ikke længere havde nogle ansatte hvilket nok også var grunden til at hun ikke spiste så ofte mere.. hun var elendig til at lave mad og det skulle trods alt være nogenlunde spiseligt, hvilket det sjældent blev når hun havde haft en finger med.

[Deleted]

Alexander var ikke dum, og han vidste at noget var galt, men han magtet virkelig ikke at skulle fortsætte med de mange skænderier med hende. Han vendte blikket mod hendes skikkelse. Han ønskede jo naturligvis at være der for hende også, men det var svært for ham at snakke om Carmine. Det var et helt liv, som pludselig var stoppet, og det var et tomrum, som han ikke vidste hvad han skulle fylde det op med. Som hun tilbød at stå der, var naturligvis noget som glædede ham, men det var alligevel.. svært for ham. Han vendte blikket mod hende. ”Jeg ved ikke.. Jeg ved ikke hvad de mange ting betyder..” Følelser havde aldrig nogensinde været hans kop the, og når man ikke forstod sig på det, så var det heller ikke ligefrem fordi at det var nemt for ham af den grund. ”Du skal være mere end velkommen til at være behjælpelig med det. Måske det tager tid, men så kan vi jo hjælpe hinanden. Er det ikke hvad I plejer at kalde det?” Han blev stående og kiggede på hende. At se hende smile var altid rart, selvom det ikke var det smil han søgte.. Der var virkelig noget galt, og han hadede det!
Det kunne godt være, at Alex ikke spiste menneskelig føde, men af den grund, så kunne han jo stadig sidde der og nyde sit glas blod med hende, mens hun spiste sit måltid. Han forsøgte da i hvert fald, for han havde jo længst fundet ud af, at hun godt kunne lide at være omkring ham.. nogen gange i hvert fald, og det var faktisk svært! ”Hun kan selv hente, hvis hun bliver sulten nok. Jeg er måske hendes far, men hun er en voksen kvinde, og hun bliver heller ikke boende her for tid og evighed, kæreste, og det er noget som du skal vide. Du er afvisende, og du bruger den tone overfor mig, som du beskriver som ’den utilfredse’, så.. vi har nok at snakke igennem, uden at hun behøver at sidde der.” Han ønskede ikke at råbe og skrige af hende, for det var der sket nok af igennem tiden her, og det var noget som uden tvivl måtte pisse ham af. Han tog hende roligt i hånden og førte hende roligt med sig. For en gangs skyld, så forsøgte han da om ikke andet, at tage ansvar for det, i stedet for at lade det hele køre sit eget løb, for han ville jo heller ikke have, at hun skulle ende derude, hvor hun ville råbe og skrige af ham. ”Hvad kunne du tænke dig?” spurgte han, da de endelig kom derned. Det var ikke fordi at han kunne tilberede mad, men at finde det frem, det kunne han derimod godt gøre.

[Cassie Imirachi]

Cassie gad virkelig ikke skændes i aften, der var trods alt en grund til at hun virkelig forsøgte at holden den pæne tone. Deres liv var helt forskellige, de var delt op i to kategorier.. folk som hende, altså dem med et bankende hjerte og dem som ikke var i besiddelse af dette, såsom ham. Det var utroligt at de overhovedet var blevet gift i første omgang, efterhånden kunne hun ikke engang huske hvordan det var gået til faktisk. ”Du sørger Alex og det har jeg forståelse for men.. du har ikke overvejet bare at spørge? Jeg er til at snakke med,” påpegede hun lettere frustreret for.. hvad pokker kunne hun ellers bruges til, hvis han ikke engang ville snakke med hende om den slags? Cassie nikkede. ”Det er rigtigt og jeg vil gerne tage min tjørn i disse tider. Dagene bliver lange uanset,” svarede hun og trak på skuldrene. Hun hadede ganske vist papirarbejdet men ja det skulle jo gøres, og hun ville gerne hjælpe ham også selvom hun var virkelig sur på ham for tiden.. måske i højere grad skuffet eller ked af det. Det irriterede hende lidt at han allerede havde gættet sig til hendes utilfredshed. Han kunne vel mærke på hende at noget var galt? Så kortfattet som hun var og afvisende.. måske Cassie altid havde taget en vis afstand til ham, men det lignede hende bestemt ikke at trække sig fra hans kærtegn. Hun rynkede på panden. ”Jeg bryder mig ikke om hvor lang tid hun skal bo her, Alex. Jeg er efterhånden vant til vampyrers tilstedeværelse, det eneste der skuffer mig er at du ikke har nævnt hende i det hele taget, hverken før eller efter hun flyttede ind,” påpegede hun ærligt og denne gang kunne hun ikke rigtigt skjule sin irritation. Han lod for pokker som om alt var fint! Hun havde end ikke været kendt med det faktum at han havde en datter eller med hvem og hun var hans kone! Køkkenet var mere eller mindre øde. Cassie fulgte ham derned og så sig omkring med et dæmpet suk. ”Du har ret, vi har meget at snakke om,” medgav hun. De kunne ligeså godt bare få det overstået, også selvom hun håbede på ikke at skulle råbe af ham, den slags var hun for træt til. ”Jeg tror bare jeg tager lidt brød,” svarede hun og satte sig ned ved det slidte træbord der i sin tid havde været brudt til at forberede maden men som nu bare stod og blev støvet i stedet for.

[Deleted]

Hvis der var nogen som kunne gøre Alex temmelig lille, så var det uden tvivl Cassie, men så lang tid hun ikke påpegede hans fejler og mangler, så gjorde han jo heller ikke ligefrem noget som helst ved det, for det kunne han ikke. Blikket gled mod hendes skikkelse. Han forstod sig slet ikke på den rastløshed, og det at skulle abstrahere tankerne hele tiden, for det havde han aldrig oplevet tidligere! Han bed tænderne let sammen. Han sørget? Det lød uden tvivl som en meget negativ ting i hans øjne. ”Det ville have været meget nemmere, hvis jeg vidste hvad det betød, og hvad det gør, Cassie.. Jeg vil gerne snakke med dig om det, men.. jeg ved jo ikke hvad det er..” Den tanke var jo noget som faktisk frustrerede ham, for han kunne jo ikke gøre for det! Han havde mistet mange igennem sit liv, men aldrig nogen af den samme betydning som Carmine havde haft for ham, og det var jo rigtig mange år, de havde været sammen, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen. Han knyttede næverne. Han var bestemt ikke dum af sig, og det vidste han, og derfor irriterede det ham, at han følte, at det som han gjorde, var forkert. ”Du skal endelig ikke afholde dig fra arbejdsværelset, hvis du ønsker at hjælpe med opgaverne, Cassie. Du skal bare komme,” afsluttede han med en rolig stemme.
Alex vidste derimod godt, at han havde gjort mange dumme ting, og specielt omkring Asuna, ved ikke at fortælle om hende, men han havde jo for pokker heller ikke ligefrem regnet med, at han skulle have noget med den kvinde at gøre! Hun var voksen og kunne jo ikke engang passe på sig selv! Asuna var uden tvivl noget som irriterede hende, og det kunne han høre på den pludselige stemme, som hun gjorde brug af overfor ham. Han bed tænderne kraftigt sammen. ”Jeg havde ærlig talt heller ikke ligefrem regnet med at skulle have noget med hende at gøre. Jeg fortryder den aften som jeg fortryder så meget andet jeg har gjort igennem mit liv. Du har trukket dig fra mig længe nu. Hvad med at fortælle mig, hvis der er noget som går dig på? Jeg forstår mig ikke på det, hvis du ikke fortæller mig det,” endte han selv med en mere kortfattet tone. De var gode til at råbe og skrige af hinanden, selvom han virkelig forsøgte at undgå det. Han nikkede. Meget var der at snakke om, og de kunne lige så godt, få det hele overstået. Han fandt brød frem til hende, og noget af det som de havde i kølerummet, sammen med en flaske blod til sig selv. Han satte sig overfor hende. ”Her,” sagde han roligt og satte det foran hende, inden han skænkede blod op til sig selv.

[Cassie Imirachi]

Cassie følte et sted at det ikke burde være nødvendigt konstant at irettesætte ham, han vidste jo udmærket hvad han havde gjort galt, særligt denne gang. Hun var stadig vred over forleden aften i kælderen, hun væmmedes ved synet og kunne ikke lade være med at have ondt af den arme kvinde som forsøgte at komme sig over det. Hun gned sin arm, forsøgte at finde lidt vare, for køkkenet var trods alt i de nedre regioner og dermed et af de køligere steder. Hans ord fik hende til at himle med øjnene, i virkeligheden var hun nok bar én tikkende bombe. ”Men du spørger jo heller ikke! Eller forsøger at finde ud af det, Alex, det er sådan alle andre ville gøre hvis ikke de vidste det. Tingene kommer altså ikke altid let til dig,” snappede hun tydeligt irritere.t Hun forsøgte virkelig at forholde sig rolig, fordi hun var for træt til at skændes, men det var ikke nemt.
Cassie vidste at manden havde holdt af Carmine, nok mere end han nogensinde ville komme til at holde af hende, naivt havde hun dog valgt at blive også selvom hun langsomt begyndte at betvivle lige præcis det valg. ”Jeg henter noget når vi har spist, jeg kan ordne det fra værelset,” endte hun og lagde ikke skjul på at hun var vred på ham og ikke ønskede at være mere omkring ham end højest nødvendigt lige nu. Hendes appetit var pludselig også væk, alligevel lod hun ham finde brødet frem til hende. Hun satte sig ved bordet og så ned på det. Hun brækkede små bidder af og tvang i sig uden at se op på ham, i et forsøg på at lade som om alt var fint, også selvom det slet ikke var tilfældet. Hans ord fik hende igen til at lægge det fra sig. Hun sukkede. ”Hvis der er noget som plager mig? Der er rigtig mange ting som plager mig, Alex og jeg er faktisk ikke sikker på at det overhovedet har betydning for dig,” endte hun fast og så op på ham. Han vidste hvor lidt hun brød sig om hans bloddyr og alligevel holdt han dem? ”Din datter dukker op og du forsøger end ikke at snakke med mig om det, i stedet lader du som om det var intet! Du holder et lysvæsen på et værelse uden så meget som at nævne det for mig, markerer hende og giver hende mere opmærksomhed end du har givet mig, din hustru, i frygtelig lang tid og nå ja, så er der det faktum at du holder den stakkels kvinde nede i kælderen og udnytter hende som et stykke legetøj! Det er frastødende, Alex og det er disrespektfuldt overfor mig i allerhøjeste grad!” endte hun med en hævet stemme og rejste sig op så hurtigt at stolen bag hende væltede på jorden. Hun satte hænderne i bordet og forsøgte at ro sig selv lidt ned igen også selvom det ikke rigtigt virkede.