A night like all others

[Deleted]

Alexander var ganske vidst klar over, at han havde begået fejl, men selv han havde brug for nogen til at holde ham i ørene, og han havde vel holdt lidt lav profil, efter at hun havde afsløret ham nede i kælderen med Denjarna. Det var ikke fordi at han fortrød at han havde gjort det, for et sted, så var han ved at blive temmelig paranoid, og det var en tanke, som faktisk irriterede ham, for det var slet ikke sådan, at han ville være normalt, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han vidste ikke hvordan man snakket om sådan noget, for han havde jo slet ikke styr på, hvad pokker det betød selv! ”Hvis jeg vidste hvad det var, så var det måske nemmere, Cassie,” bed han hende igen og med en ganske kortfattet stemme, for det andet, var da slet ikke noget som han fandt sig i.
Køkkenet var måske koldt, men det var ikke fordi at det var noget som han kunne gøre det største ved af den grund. Han sukkede indædt. Hun skulle være mere end velkommen til at hjælpe med det skriftlige, men det var jo ikke ligefrem nemt, hvis hun ville gøre det på værelset. Han havde gjort noget rivende galt.. Tydeligt, når hun valgte at trække sig sådan væk fra ham. ”Det må du jo så selv om,” mumlede han let, for det var jo uanset meningen, at han skulle tjekke det hele igennem, for han vidste jo, at det som hun lavede i princippet slet ikke var gyldigt, hvis hans stempel ikke sad på papiret ved siden af. Han vendte blikket mod hende, selvom han ikke rigtigt nåede mere, før hun hævede stemmen – Præcist det som han havde ventet på! Næven knyttede han fast. Han havde det ikke nemt for tiden, og hun viste jo heller ikke ligefrem at hun gad ham, sådan som hun trak sig væk fra ham hele tiden. Han blev siddende på sin plads, selvom hun havde rejst sig. Næven havde han lukket om flasken af blod, som begyndte at splintre mellem hans fingre i stedet for. ”Disrespekt? Hvor vover du at tale om disrespekt overfor mig, Cassie?! Du vil jo for pokker heller ikke vide af mig! Du trækker dig lige så fra mig, gemmer dig på værelset og passer dig selv, mens jeg forsøger at få det hele til at køre på skinner!” begyndte han med en direkte fast tone. Han blev dog siddende på sin plads, selvom han pludselig ikke følte for at sidde der. ”Jeg foragter tanken om at min datter er her. Jeg har intet forhold til hende og det lysvæsen opfordrede mig nærmest til det! Du blander dig i ting, som du slet ikke ved noget om, Cassie.. Og det kan være farligt, og det burde du vide..” Specielt med tanken om Denjarna. Det havde måske været forkert, men dem som ønskede at gøre hende ondt, måtte han holde på afstand på en eller anden måde!

[Cassie Imirachi]

Efterhånden var Cassie virkelig træt af at té sig som han mor, for det var hun ikke! Det var trættende hele tiden at skulle sætte retningslinjer op for hvad han måtte eller ikke måtte, han var en voksen mand og kunne sagtens tage beslutningerne selv, desuden var han jo uanset ligeglad med hvad hun sagde. Det var virkelig ikke nemt at være sammen med et dyr, selvom hun gerne ville have at tingene bare skulle køre, hun elskede jo manden og han var tydeligvis ret ligeglad! ”Sådan vil du jo sige om alting, Alex. Du finder aldrig ud af det hvis ikke du spørger eller i det mindste giver udtryk for at du har brug for at vide det, jeg er altså ikke tankelæser,” endte hun tvært og tog nogle små bidder af brødet også selvom det kun drejede sig om mundfulde. Han tog appetitten fra hende, særligt når han sad der med sit blod foran sig, hun blev ved med at tænke på hvem der havde måttet lægge krop til, så han kunne blive mæt denne aften, og tanken gjorde hende sindssyg!
Måske han ikke havde det nemt, men det havde hun heller ikke! Hun var fanget i sit eget hjem med en mand der ikke så hende, men derimod havde travlt med at sætte tænderne i alle andre kvinder. Hun så ned på hans hånd som knugede så fast om glasset at det splitredes. De havde begge temperament, men hun var vel lidt bange for ham når han blev vred? ”Hvorfor fanden skulle jeg gøre mere Alex?! Jeg har aldrig søgt til andre mænd, selvom både du og jeg ved at jeg nemt kunne have gjort det. Jeg holder mig inden døre fordi du har bedt mig om det, selvom jeg langsomt kvæles for hver dag og guderne må vide at jeg virkelig forsøger at behandle både du og din datter med den største respekt, selvom i går imod alt hvad jeg bryder mig om, så vov ikke og påstå at jeg er disrespektfuld overfor dig!” vrissede hun og følte sit hjerte banke fast mod brystet, hvilket var typisk når hun blev vred. Han skulle ikke gøre sig selv til et offer, for det var han overhovedet ikke! Hun kneb blikket sammen. ”Tror du virkelig at det er en undskyldning?!! At hun opfordrede dig til det?! Jeg ved udmærket hvad det mærke gør og hvad det betyder! Desuden så indvier du mig jo heller ikke, så hvordan skulle jeg have en chance for at forstå det?!” råbte hun hidsigt og tog sig til hovedet. Det dunkede så vred var hun, men det var utroligt at han kunne blive ved med at lade som ingenting.

[Deleted]

Når Alex var omkring Cassie, så nærede han sig kun på dyr, så det var ikke fordi at der var noget specielt ved blodet, som han havde foran sig. Desuden havde hun selv givet ham lov til at dele den stund med hende, så han tænkte slet ikke over, at det var så uappetitligt for hende, at det kostede hende sulten. Han vendte blikket mod hende. Han forsøgte virkelig at få det hele til at køre, men uanset hvad han gjorde for tiden, så var der noget forkert ved det, og det var virkelig ved at drive ham til vanvid. ”Ja, naturligvis gør jeg fejl af tingene hele tiden, og det beklager jeg,” afveg han med en ganske kortfattet stemme. Ja, det irriterede ham, at han konstant skulle irettesættes, men det ville vel heller ikke være det sværeste at opsøge ham, stryge hans kind, og spurgte om han var okay? Det var så lang tid siden, hun havde været sådan overfor ham,
Alexander vendte blikket direkte mod hende. Cassie havde været en tikkende bombe, og nu sprang den, det kunne han da så tydeligt se og mærke på hende, så man skulle tro at det måtte være løgn! Næven lukkede han så kraftigt omkring flasken foran sig, at den splintrede, men ej var knust endnu, for han forsøgte virkelig at holde igen. Han ønskede ikke at det skulle gå så galt, når der havde været sådan en ro på tingene igennem den sidste tid. ”Hvis det er så meget imod, hvad du er for, hvorfor pokker åbner du så ikke bare munden, så vi kan gøre noget ved det, i stedet for at gemme dig? Jeg er et bæst, et dyr og et monster, og hvad pokker andet, som du kan kalde mig, og ved du hvad? Jeg er stolt af det.. Jeg er stolt af det væsen som jeg er! Det er alt sammen meget fint, at du forsøger, men hvad med mig? Skal jeg bare sidde og knokle på med arbejde, mens du gemmer dig? Jeg har for pokker lige så meget brug for dig!” Bevidst undlod han at kommentere at hun kunne gå til andre mænd, for han vidste at hun kunne, og i princippet, så kunne han heller ikke ligefrem forhindre det, for de var ikke gift.. En tanke som han slet ikke ønskede at indvie hende i, i frygten for, at hun ville søge væk igen, og det var noget af det sidste, som han ønskede sig. Denne gang knuste flasken i hans hånd. Det lød af knust glas, og blodet strøg over bordet, over ham og nedover gulvet, mens han fortsatte med at mase glasset ind i hans håndflade. Det brændt faktisk. ”Det ville have været meget nemmere, hvis du gav udtryk for den utilfredshed, i stedet for at gemme dig og lade som ingenting, Cassie. Jeg kan ikke få en hverdag op at køre, uden at du er en del af den, og det burde du for pokker da vide. Det er svært for mig lige nu og med henblik på bidet.. Der ligger ikke mere i det, end hvad jeg lægger i det,” afsluttede han. Han ville ikke diskutere det!

[Cassie Imirachi]

Det havde nærmest været en sejr dengang Cassie havde fået ham på dyreblod.. nu forstod hun at han aldrig havde ændret sin vane men derimod blot holdt den skjult og den tanke gjorde hende vred. Hun brød sig ikke om at han holdt uskyldige indespærret og nærede sig fra dem. Hun himlede med øjnene. Det var ikke rimeligt konstant at lade det være hendes skyld, hun ønskede ikke at komme i vejen for ham, for hans humør kunne jo svinge og visse tilfælde være livsfarligt, hvordan var han ikke i sin sorg? ”Dine ord ikke mine,” påpegede hun bare. Hun havde virkelig forsøgt at holde sig rolig, men nu sitrede hun ligefrem af vrede. Hendes hjerte blødte for den kvinde nede i kælderen, hun havde lovet hende at få hende ud og det agtet hun at holde. ”Fordi jeg er træt af at sige det hele tiden! Du ved hvordan jeg har det, og så kan du være nok så stolt af at være et dyr! Jeg havde et simpelt ønske og det kunne du ikke efterkomme. Du forventer og forventer men hvad pokker får jeg igen?! spurgte hun hidsigt. Måske hun fik lov til at kalde sig for hans, men til tider overvejede hun om det var det værd, for de var jo aldrig sammen.. det var blot titlen. Normalt ville hun bekymre sig når han slog sig, men denne gang var det selvforskyldt og hun vidste godt, at det var et tegn på at grænsen nærmede sig. Automatisk bakkede hun lidt væk i frygt for hvad han kunne finde på at gøre. Sidste gang han var blevet rigtig vred, havde han jo faktisk slået hende ihjel.
Selvom hun helst ikke ville være ved det faktum at hun var jaloux, så var det vel lidt det hun indirekte gav udtryk for? Måden han markerede de kvinder.. de ville være som for hende at kysse en anden mand, hvis det var den leg de legede, så fair! ”Nej ved du hvad? Det er for fanden på tide at du tager lidt ansvar frem for bare at lade som ingenting! Jeg vil ikke være en del af dit foretagende, Alex. Så lang tid du holder kvinder om Denjarna, så lang tid du hellere sætter tænderne i deres halse end i min og så lang tid du selv ekskludere mig ved at forvente alt er okay, så vil jeg ikke være en del af din hverdag. Det er under min værdighed og jeg finder mig ikke i det!” fastslog hun og knyttede næven. Det gik op for hende at hun skælvede i vrede, og måske endda en kende frygt? De havde altid haft et stormfuldt forhold på grund af deres forskelligheder, men sådan var det.

[Deleted]

Til tider, så var Alex faktisk ikke rigtigt klar over, hvad det egentlig var han gjorde forkert, og naturligvis, var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han vendte blikket direkte mod Cassie endnu en gang. Han bad ikke om at hun skulle irettesætte ham, men.. guide ham måske? Hjælpe ham til at forstå det hele bedre, for han var klar over, at de havde hver deres måde at se tingene på. ”Vil du da påstå at jeg tager fejl? Det er den ene fejl efter den anden, der bliver påpeget for mig hele tiden,” påpegede han ganske kortfattet. Det var i det mindste noget som han kunne se, for det var typisk Cassie at trække sig væk fra ham, når han gjorde ting forkert, og til tider, så vidste han slet ikke hvad han havde gjort. Han knyttede næverne kraftigt. Hun fremstillede ham som krævende. Det synes han virkelig ikke at han var! ”Så du vil vove at påstå at jeg kræver, og kræver, men ikke giver noget som helst igen?! Jeg har kun en fornemmelse af, hvordan du har det, når du intet fortæller mig! Jeg har et arbejde at opretholde og et ry lige så, og det er et helvede, med alt det andet oveni, Cassie, jeg kan ikke rumme det!” For hans vedkommende, så var det en stor indrømmelse, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre det størst ved det nu. Han kunne ikke rumme mere af det her, men det så ud som om at Cassie slet ikke var færdig med at råbe og skrige af ham endnu. Ja, det gjorde ham ked af det, for sådan som hun fremstillede det, så.. ønskede hun slet ikke at være her. Han vendte blikket ned mod ringen som han knugede så fast og kraftigt om, at den nærmest bøjede på hans finger. Det gjorde ondt at vide, at det var sådan at hun havde det. Han trak vejret dybt og slap det tungt, bare for at holde sig selv lidt i skindet, for det var bestemt heller ikke fordi at hun gjorde det nemt for ham. ”Jeg må ikke røre dig, jeg må ikke sætte tænderne i dig, og nu er du vred over, at andre er markeret med mit tandsæt, end dig? Du må til at bestemme dig Cassie. Hvis du ikke vil være her, og hvis jeg er så forfærdelig at være i nærheden af, så skal du være mere end velkommen til at pakke din taske og tage herfra..” Denne gang blev hans ord udtalt med en form for.. ro. Han var så fred, at han var rolig. Han kunne ikke rumme flere skænderier, og hvis det var så forfærdeligt, at han tog hende under sin beskyttelse, og hvis det var så forkert og så forfærdeligt, jamen så kunne han jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det! Han åbnede hånden, og lod glasset falde til gulvet, foruden de stykker som stadig sad der. At miste hende, ville uden tvivl knuse ham, men var det så forfærdeligt, hvorfor blev hun så?

[Cassie Imirachi]

Cassie ville faktisk gerne hjælpe ham, men det var svært når de ting han stod for, var alle de ting som hun ikke kunne fordrage som omvendt. Deres syn på verdenen var så forskellige, hvilket til tider gjorde det nærmere umuligt at være sammen. ”Jeg siger dig ikke imod, men for pokker Alex nogle gange er dit syn på tingene så.. firkantet,” påpegede hun stadig hidsigt. Hun ville have kvinden i kælderen fri af hans klør uanset hvad det ville tage men han lod jo slet ikke til at kunne se hvad den slags faktisk gjorde ved hende? Det var ikke overraskende at han ikke var i stand til at rumme det hele, men hun var ofr pokker heller ikke tankelæser, til tider måtte man åbne munden. ”Ja jeg gør! Jeg forsøger at imødekommende dig på de ting jeg mener at jeg kan stå inde for. Du beder mig om at blive inden døre, det gør jeg samtidig har du mere travlt med at bide uskyldige kvinder end at være sammen med mig, jeg er ensom Alex! Det driver mig til vanvid at se de samme vægge og tomme gange konstant lige med undtagelse af når jeg støder på din datter som du ikke engang kunne vise mig den respekt at fortælle mig om,” udbrød hun med en underlig sårbarhed i tonen. Det var ligeså en stor erkendelse for hende, men ja hun var ensom og for hver dag hun så de samme murer og gange, så døde hun lidt i det indre. Hun havde end ikke inspiration nok til at danse. ”Jeg forsøger at hjælpe dig med arbejdet selvom jeg hader det, jeg hjælper dig med at opretholde et ry, jeg deltager til middage ved din side så ofte som du tillader mig det, jeg prøver virkelig!” sagde hun frustreret og knyttede næverne. Hun havde lagt lidt afstand til ham for hun vidste jo godt hvordan han blev når han var vred.. hendes håndled var stadig en anelse misfarvet efter hans stramme greb om hende den aften i kælderen. Hans sidste ord fik hende omgående til at tie. Hun så fra ham og ned på ringen på sin finger.. tårerne pressede sig en smule på også selvom hun forhindrede dem i at falde ved at bide sig selv i læben. Selvfølgelig kunne hun forlade stedet, men hvor skulle hun tage hen? Selv i Cassies ører lød det forvirrende, så hun kunne tænke sig til hvordan det lød for ham, men hun var forvirret af sine egne følelser. ”Jeg bryder mig ikke om det. Desuden så.. burde jeg måske tage væk, tro mig jeg har overvejet det mange gange, til tider bare for at få lov til at mærke frisk luft fra andet end et vindue men.. sandheden er at det her det nærmeste jeg kommer på hjem. Jeg har været omkring dig siden jeg var ung, Procias siger mig intet.. jeg har ingen familie. Selvom jeg er ensom her, så ville jeg kunne blive endnu mere ensom hvis jeg drog ud, for ikke at tale om hjemløs desuden… jeg holder jo af dig Alex, og selvom alt er et kaos og vi ikke gør andet end at skændes, så kan jeg ikke lade være med at holde fast i et lille håb om at vi kan få et ægteskab til at fungere,” svarede hun en kende forlegent og strøg sin hånd op over sin arm.

[Deleted]

Uanset hvad Alex gjorde, så var det forkert, og var det underligt, at det var noget som forvirrede, og ikke mindst frustrerede ham? Han så tingene firkantet. Han havde en mening og en holdning, og havde valgt en levevej ud fra det. ”Du behøver ikke nødvendigvis sige mig imod, for at jeg ved, at hvad jeg har gjort, er forkert,” påpegede han med en ganske kortfattet mine. Det var faktisk noget, som gjorde ham ked af det, og han forstod ikke hvorfor. Alt det med følelser, var slet ikke noget, som han kunne forstå! At hun så endnu en gang skulle hæve stemmen – oplagt til et skænderi, var noget som fik ham nærmest til at sitre og skælve af ren og skær vrede, selvom han virkelig forsøgte at holde sig så godt i nakken, som det var ham menneskelig muligt. ”Du er ensom? Hvad tror du så ikke at jeg er, når jeg konstant skal rende rundt her i det store hus, Cassie? Du gemmer dig på værelset, jeg ser dig aldrig, og jeg kæmper ihærdigt, med at imødekomme alle dine krav og forventninger til mig, og det er altså svært, okay!? Asuna er nok et af mine livs største fejltagelser, og jeg havde heller aldrig troet, at hun pludselig skulle stå på min dør!” Det var bestemt ikke særlig ofte, at han hævede stemmen, men lige denne gang, så kunne han virkelig ikke lade være. Det var svært for ham, og han havde meget, som han pludselig skulle til at finde ud af på egen hånd, og det gjorde ham faktisk ked af det, at hun ikke bare kunne støtte ham i det. ”Hvis du virkelig hader arbejdet så meget, så lad være med til tilbyde hjælpen! Jeg skal nok selv tage mig af det!” nærmest udbrød han. Det var ikke fordi at han ønskede at gøre hende ondt, og det var bestemt heller ikke fordi at han kunne lide at gøre det, men.. hun frustrerede ham virkelig. Han vendte blikket væk fra hende, idet han rejste sig op i stedet for. Det var ikke ord, som han normalt ville sige, for han ønskede jo slet ikke, at hun skulle tage nogen steder. Næven knyttede han igen. Glasset borede sig mere ind i hans hånd, det havde gjort til nu, og det brændt. ”Vi er ikke gift, og vi har aldrig nogensinde været det. Hvis det er det som holder dig her sammen med mig, er jeg ikke i tvivl om, at du kan finde det samme et andet steds. Mørket foragter du, at sidde indespærret gør dig vanvittig, og du hader at skændes med mig.. Hvorfor så blive? Er jeg så forfærdelig i dine øjne, hvorfor så være her?” Denne gang vendte han blikket mod hende. Han kunne ikke rumme mere, og det gjorde ondt, at skulle give hende de ord, men.. det var jo sandhed.

[Cassie Imirachi]

Alex så muligvis alting ret firkantet men når det var sagt, så var det heller ikke nemt at håndtere for hende i og med at deres syn på alting var så pokkers forskelligt. ”Hvis du ved det, så forstår jeg virkelig ikke hvorfor du bliver ved med at gøre det,” svarede hun lidt kortfor hovedet og trak på skuldrene. Det var langt oftere at Cassie hævede stemmen end at han gjorde det, men hun var vred.. og ikke mindst såret over det faktum at han hele tiden forsøgte at skubbe tingene fra sig i stedet for at de kunne komme igennem det sammen, for hun havde jo faktisk lige stået og blottet sig selv for ham, og det eneste hun fik igen var vrede, hvilket fik hende til at knytte næverne. ”Så burde du jo vide hvordan jeg har det! Du finder selskab. Du finder kvinder som du kan holde fanget og sætte tænderne i når det lyster dig, det eneste jeg ser er mit eget spejlbillede og engang i mellem din datter. Om du så holder af hende som en far bør eller ej, jeg havde ret til at vide det, og du har bare ladet som ingenting, ikke snakket med mig siden hun kom!” råbte hun. Det gjorde ondt udelukkende fordi hun følte sig ekskluderet og udelukket fra sit eget hjem.. som vel ikke engang var hendes men Alex? I og med at han hævede stemmen krøb hun nærmest en smule sammen, for det skræmte hende kun fordi hun vidste at det var en tegn på at tingene var ved at gå for vidt, og hvis han først blev vred nok, så kunne han sagtens finde på at gøre hende ondt. ”Du vil have min hjælp men du vil ikke have min hjælp?” hun sukkede opgivende og kastede blikket mod døren. Det var lettest hvis hun bare tog af sted, hun havde lige erkende at hun holdt af ham, og hans svar til dette fik hende direkte til at stivne. Langsomt dalede blikket til ringen på hendes finger. De var ikke gift? Tja han vidste det nok bedre end hende, for hun huskede jo intet af hvad der var sket den aften. Cassie sank en klump, og tvang tårerne tilbage i øjenkrogen selvom det virkelig ikke var let. Det var langsomt gået op for hende at han havde mistet sin interesse for hende lidt som hun havde frygtet, men det var selvforskyldt, og i og med at han fortalte hende sandheden.. ligefrem bad hende om at pakke sine ting, det gjorde ondt.. mere end ventet. ”Vi er ikke gift? Og det fortæller du mig nu? Hvorfor overhovedet besvære dig med løgnen?” spurgte hun direkte. Pludselig var vreden erstattet med en sorg og en form for afsavn. ”Fordi jeg elsker dig, Alex!” udbrød hun næsten lidt vredt da han blev ved med at råbe. Hendes hoved var ved at eksplodere, hun registrerede heller ikke rigtigt hvad hun lige havde sagt, hendes hjerte bankede simpelthen så hurtigt at det gav hende hovedpine.

[Deleted]

Alex havde det virkelig svært, og sådan som hun arbejdede mod ham, så gjorde det ikke ligefrem hans tilværelse bedre! Han havde ikke nogen til at holde ham i nakken mere, når han gik for vidt, og det vidste han allerede nu, ville blive et kæmpe problem. Skænderierne med Cassie havde allerede eskaleret frygtelig meget, og han frygtede virkelig for, hvad det ville betyde for ham i det lange forløb. Han vendte blikket direkte mod hende. ”Fordi jeg ikke ved hvad fanden det er, jeg gør forkert, når du ikke snakker med mig,” påpegede han med en tydelig kortfattet mine. Han ville gerne have hendes hjælp, men sgu da ikke, hvis hun hadede arbejdet så meget, så var det vel heller ikke så underligt igen? Med henblik på hans datter, så havde han slet ikke regnet med, at han skulle huse hende, eller have noget med hende at gøre i det hele taget. Han havde jo allerede meldt fra dengang, at han slet ikke var interesseret i det. ”Så trods da mit ønske om at holde dig i tryghed og beskyttet, Cassie! Du gør jo hvad pokker du vil, uanset hvad! Du ved det nu, så hvad er problemet?!” Det var bestemt ikke ofte, at han hævede stemmen på den måde, men det var svært, når han kun følte, at hun gik mod ham og nærmest stak til ham! Han rejste sig op med ordene om at de ikke var gift.. Det var ikke fordi at han havde mistet interessen for hende, for det havde han da slet ikke, og det var slet ikke noget, som han ønskede at høre tale om! De har aldrig været gift, i og med, at han ikke havde fuldbyrdet bryllupsnatten, og det var jo udelukkende i respekt for hende, at han ikke havde gjort det, og derfor ønskede han heller ikke ligefrem, at blive mødt af den modstand gang på gang, for det var faktisk svært nok for ham, som det var i forvejen. ”Tag for det, som et forsøg på respekt og hensyn til dig, Cassie.. Jeg kunne ikke fuldbyrde den bryllupsnat.” Hendes sidste ord, var dog noget, som direkte kom bag på ham, og slet ikke noget, som han havde regnet med at høre. Han blinkede let med øjnene. Han havde ikke hørt de ord.. ikke fra hendes læber i hvert fald. Jo, da hun havde været plørefuld, men der vidste han jo, at man ikke kunne stole på nogen som helst. Lige hvordan han skulle reagere, vidste han ikke. Han havde jo aldrig decideret følt sig elsket af nogen som helst, så.. hvorfor pludselig sige det nu? Det forstod han da slet ikke! Han kiggede på hende. Hvad pokker skulle han da sige?

[Cassie Imirachi]

Cassie himlede med øjnene. Det var virkelig svært når han ikke kunne erkende sine egne fejl, men i stedet skubbede det over på hende. De var måske bare ikke gode sammen? ”Du lytter jo ikke til mig! Det ryger ind af det ene ører og ud af det andet, det lader ikke til at du i det hele bryder dig om de ting jeg siger,” svarede hun tydeligt frustreret. Hun knyttede hænderne en smule og lod de isblå øjne falde på hans skikkelse da han rejse sig. Det var ikke en hemmelighed at hun ikke brød sig om arbejdet, primært fordi hun følte sig dum.. hun anede intet om politik og hun kunne hverken skrive eller læse særlig godt, så det var svært og tidskrævende men lige i øjeblikket nemmere end dansen, den var nærmere umulig uden inspiration. Der var virkelig ikke nogen som kunne gøre hende så vred.. og ked af det som det Alexander formået og sådan havde det altid været. Han havde udviklet hende fra barn til voksen i sin tid, og desværre kunne hun ikke give slip på ham nu hvor skaden var sket selvom det virkede som det mest logiske. ”Hvis jeg havde gjort som det passede mig, så havde jeg ikke siddet i stuen eller på mit værelse konstant, det kan jeg love dig for! Jeg ved at du forsøger at beskytte mig Alex, men du frarøver både mig og andre livet i forsøget og jeg har ikke set skikkelsen af en trussel endnu!” råbte hun underligt hæst. De tårer de truede med at falde, gjorde samtidig stemmen lidt grødet. Intet var nemt med ham. Hun strøg sin arm og så lettere forlegent ned i jorden. Hun var klar over hvad hun netop havde sagt til ham.. sandheden og det eneste han gjorde var at stirre efter hende? Hvad skulle hun bruge det til? Efter alle de år fandt hun ud af at de aldrig havde været gift, og hun havde inderligt håbet på at få et ægteskab til at fungere.. et som tilsyneladende ikke engang eksisterede og nu stod han der og så på hende, uden at gengælde hendes ord selvom hun lige havde åbnet sig helt og holdent for ham. Det føltes som trak hele maven sig sammen og sammen med den også halsen.. hun kunne ikke få vejret, hun var nødt til at komme væk. Uden så meget som et ord drejede hun om på hælen og søgte hen til trappen op til. Så snart hun havde vendt ryggen til ham begyndte tårerne at trille ned over hendes eksotiske kinder. Hun strøg op af trappen og hen til hendes kammer som var det tætteste. Det var fuldkommen mørklagt men duften efter de mange stearinlys var der stadig. Uden at lukke døren bag sig, strøg hun hen for at åbne vinduet hvorefter hun næsten faldt sammen i vindueskarmen. Hun hev efter vejret, indåndede den friske aftenluft som lettede det en smule.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Alex slet ikke ønskede at tage hensyn, for det ville han virkelig gerne, selvom det bare ikke var nemt for ham. Han så tingene ud fra en helt anden vinkel, end hvad hun gjorde, og med den baggrund som han havde, så var det vel heller ikke ligefrem underligt, var det? Han stirrede på hende med den ulme mine, for det gjorde ham ked af det, at hun slet ikke forstod sig på ham, for hun havde da langt nemmere for tanker og følelser, end hvad han havde. ”Tror du ikke at jeg prøver?! Jeg forstår mig slet ikke på de ting, og ved Gud, om jeg forsøger at stille dig tilfreds. Tilsyneladende bare en skam, at det er noget, som jeg slet ikke kan,” påpegede han ganske kortfattet. Det var slet ikke fordi at han brød sig om det, men hvis hun hadede arbejdet så meget, så skulle han da nok tage sig af det hele alene og på egen hånd, for det var desuden det, som han var vant til uanset hvad. Han bed tænderne kraftigt sammen. Han befandt sig på grænsen til hvad han kunne rumme, og hun fortsatte bare med at køre på ham, og det var noget, som han tydeligt kunne mærke! ”Med andre ord, så har jeg gjort mit arbejde tilfredsstillende, i og med, at du ikke har set skyggen af en trussel, Cassie! Du er for pokker så naiv, at selv Denjarnas manipulation var noget du hoppet i med begge ben! Hvis det piner dig så meget, så gør hvad du vil!” endte han med en fast tone. Lige hvordan han skulle tage det hele, var faktisk.. svært for ham, for han havde kun hørt hende sige de ord, da hun havde været fuld. Han forstod sig på betydningen af dem, for dem havde han skam fået forklaret, men.. var det sådan hun havde det med ham? Det var bestemt ikke det som han havde indtryk af. Han nåede ikke at sige noget, før hun var væk og søgte ovenpå. Han sukkede indædt. Hvorfor skulle det her være så svært?! Det var noget, som virkelig frustrerede ham mere end hvad godt var! Han rystede på hovedet og søgte efter. Han vidste godt, at han ikke bare kunne lade den ligge der, selvom han slet ikke havde en skid forståelse på noget af det. Han fulgte efter hende op på hendes værelse, hvor han kunne se hende.. nærmest hive efter vejret henne ved vinduet. Han vendte blikket kort mod den glasbefyldte hånd, selvom han lod den være og søgte mod hende i stedet. ”Cassie..” forsøgte han. Det var slet ikke fordi, at han ønskede at skændes sådan med hende.

[Cassie Imirachi]

Til tider var Alex vældsig sød og forstående, til tider prøvede han virkelig og de havde da også haft deres få gode øjeblikke ind mellem alt dette, Cassie var bare frustreret over det faktum at han ikke forstod sig på de følelser hun sad inde med og de tanker hun gjorde sig. Det var virkelig trættende at skændes efterhånden og hun overvejede igen om det ikke snart bare ville være nemmere for dem begge hvis de gik hver sin vej, hun nåede dog aldrig længere end overvejelsen for.. hun ønskede jo ikke at miste ham. ”Tror du ikke også jeg prøver?! prøver at give plads til dit dyr, prøver at give dig plads til at lade dig beskytte mig, men det er ligeså svært for mig at se det bæst, som det er for dig at forstå dig på mine følelser,” vrissede hun. Måske han bare ikke var klar til en kvinde som faktisk havde et varmt hjerte? Måske han skulle finde dig et andet bæst, et som forstod sig på hans instinkter og dyriske sider, eller som tillod ham at udforske dem, for i virkeligheden så bundede hendes afsky overfor hans væsen mest af alt i uvidenhed og frygt. ”Jeg bryder mig ikke om at se dig pine en kvinde på den måde uanset hvilken trussel hun udgør Alex. Hvor jeg kommer fra, slår man ikke ihjel bare fordi man kan eller for at demonstrere magt. Hun kan ikke gøre mig noget!” fastholdt hun lidt hårdt og følte sig en smule svimmel. Han var slet ikke den eneste der var ude hvor han ikke kunne bunde og ikke kunne rumme mere. Hun vendte om og søgte i stedet op mod sit værelse. Det føltes som var hele det indre snøret sammen. Hun skubbede vinduet op og hev efter den friske aftenluft. Fysisk var hun ligeså påvirket af at være indespærret, det gik jo imod hele hendes væsen. Den velkendte stemme bag hende fik hende til at lukke øjnene. Hun rystede på hovedet. ”Jeg har ikke levet op til mine pligter som hustru og jeg.. jeg bebrejder dig ikke for at søge det andetsteds. Jeg er ked af at jeg har krævet af dig at du skulle føle, velvidende om det er fremmede for dig. Hvis du vil have mig til at gå, så skal jeg nok pakke mine ting,” sagde hun stakåndet og vendte sig ikke mod ham. Tårerne trillede stadig ned over hendes underligt blege kinder. Det var hendes egen skyld at han havde mistet interessen og var ude af stand til at gengælde de ord, men ikke desto mindre så gjorde det virkelig ondt, også med tanken om at hun virkelig havde troet på deres ægteskab!

[Deleted]

Alex forsøgte virkelig, og derfor følte han lidt, at han altid blev hamret i hovedet. Han bed tænderne let sammen. De havde haft deres små stunder, og han havde uden tvivl nydt af dem, da det endelig havde været, men.. ja, det var vel ved at være så lang tid siden, at han ikke rigtigt kunne huske, hvad han havde gjort, for at det faktisk havde været så hyggeligt. ”Hvis du kan se den sammenligning, så hold op med at hamre mig i hovedet, hver eneste gang, jeg gør noget forkert! Jeg forventer INTET af dig, Cassie! Jeg forsøger endda at være så menneskelig, som jeg overhovedet kan være, men det er for pokker da heller ikke nemt for mig!” endte han med en kortfattet tone, for det var faktisk noget, som kun gjorde ham endnu mere ked af det. Han blev gang på gang hamret i hovedet – synes han, og det var ikke ligefrem sjovt, når han kun forsøgte at beskytte det eneste, som han faktisk havde her i sit liv. Efter Carmines død, var han måske blevet langt mere paranoid, end hvad han ville have været ellers, men noget var han jo nødt til at gøre. ”Nej det kan hun ikke, kun fordi at JEG har taget hånd om hende, allerede fra start! Du er truet på livet, af folk som står hende nær, Cassie, så forstå det dog! Jeg gør det kun for at passe på dig!” Denne gang, var det uden tvivl ham, som virkelig var ved at blive irriteret!
At høre Cassie give ham de ord, mens hun faktisk var ædru, var slet ikke noget, som han havde regnet med, og noget som faktisk slog ham en kende ud. Han nåede ikke at sige noget, før hun havde forladt køkkenet, hvor han fulgte efter. Han lukkede døren efter sig, da han nåede hendes værelse. Han vidste hvad tårer betød, og vidste at hun var ked af det. Det var bare ikke så nemt for ham, at få frem på den samme måde. Han hævede begge hænder, som han lagde mod hendes kinder, hvor han strøg dem let med sin tommel. Han ønskede slet ikke, at se hende ked af det, og så vide, at det jo faktisk var hans skyld. ”Vi har aldrig været gift, Cassie, og det var mit forsøg på at tage hensyn. Jeg har aldrig været i nærheden af andre, og det vil jeg heller ikke. Følelser er fremmed for mig, og jeg forstår godt, at du ikke vil sidde inde her.. Vil du søge ud… Så gør det.. Jeg vil end ikke klandre dig for det, hvis jeg ikke kan give dig, hvad du har brug for..” Han forsøgte virkelig, selvom det var svært for ham at sige!

[Cassie Imirachi]

Det var slet ikke fordi at Cassie ønskede at hamre ham i hovedet, men til tider var det virkelig svært, når hun følte at hun ikke kunne stå inde for hans handlinger, og som hans hustru var det trods alt hendes job. Hun havde aldrig været særlig god til det.. at være gift, hvilket hun udmærket var klar over, men at det nu viste sig at hun aldrig havde været det, det føltes underligt. Det værste var vel næsten at hun faktisk.. bedst kunne lide ham som et dyr men samtidig var bange for det? ”Jeg kan ikke stå inde for de ting du gør, og jeg vil ikke bare tie Alex!” udbrød hun en smule opgivende. Han forstod sig tilsyneladende ikke på det. De isblå øjne så ud af vinduet og ned på den smukke, mørke by som lå omkring det store mansion. Den var altid så stilfærdig, og alligevel drømte hun om at tage en tur ned af dets gader, indånde den friske luft, betragte de gamle huse.. bare se noget andet. Måske han beskyttede hende, men det var bare gået for vidt. ”Jeg ved at du gør det for min skyld, men det er gået for vidt. Kvinden i kælderen har aldrig gjort mig noget og jeg tvivler på at hun har intentioner om det. Lad hende gå.. så er jeg sikker på det hele ordner sig,” bad hun lidt dæmpet og tørrede sine øjne. Først da han trådte tættere på hende, vendte hun sig om. Det var sjældent kammeret ikke var oplyst af levende flammer og præget af det orange skær, og mørket føltes underligt koldt og klamt lige i denne situation. Blikket tilfaldt hans idet han lagde hænderne på hendes brændende, våde kinder. Hun kæmpede for ikke at græde overfor ham, men det gjorde ondt på hende selv at sige. ”Jeg er skam glad for at du om ikke andet viste mig den respekt, Alex men jeg har lagt alt min tillid i det ægteskab uden at fatte mistanke om dets falskhed, og jeg ville have ønsket at du havde givet mig sandheden før jeg accepterede at det var sådan det var, og før jeg faktisk blev glad for tanken. Vi kan ikke give hinanden hvad vi hver især har brug for. Jeg har brug for rum og frihed.. brug for forståelse og anderkendelse for det væsen og den person jeg er, såvel som hun har brug for det samme, og brug for at blive forstået som et dyr der følger sine instinkter,” svarede hun med en klump i halsen over at sige det, men det var jo sandt.. de var så forskellige at det bare ikke kunne fungere tilsyneladende.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Alex nød at skændes med hende, for det gjorde han på ingen måde, og det var faktisk noget som gjorde ham ked af det, selvom det var svært for ham at få det ud. Den knude i maven, som det efterlod ham med, var bare ekstremt ubehagelig, og han vidste jo ved det, at han havde gjort den ene fatale fejl efter den anden. ”Det er heller ikke meningen, at du skal stå inde for hvad jeg gør, men bare stole på mig, når jeg siger, at jeg ved hvad jeg gør.” Han vendte blikket direkte mod hende. Hun græd, og hun var ked af det, og det gav ham kun endnu mere knude i maven, end det som han havde haft i forvejen. Han havde ikke forventet andet, end at hun virkelig ville have Denjarna fri, men han tog virkelig ikke den chance, og specielt ikke med de kræfter og magter, som han vidste, måtte være på den anden side af husets fire vægge, og som ville gøre hende ondt, udelukkende fordi at hun var det tætteste på ham, og det var uden tvivl også noget som gjorde sit. ”Jeg vil ikke sætte hende fri, så lang tid, at jeg ikke ved hvad de kan finde på at gøre mod dig, Cassie. Jeg gør det som sagt, kun for at redde og beskytte dig,” påpegede han med en ganske sigende mine, for han mente det jo. Hænderne lagde han roligt mod hendes kinder. Hans interesse for hende, havde aldrig nogensinde været væk, og det ville den heller ikke komme til, men han ønskede nu alligevel at hun havde det godt. Det var jo trods alt det vigtigste for ham, så det i sig selv, var jo heller ikke noget som sagde så lidt. Hendes ord forvirrede ham kun endnu mere, for han forstod sig virkelig ikke på alt det der! ”Jamen hvad betyder det, Cassie? Betyder det så, at du pakker din taske og tager af sted..?” Han vendte blikket mod hende med en tydelig frustration, for han forstod sig slet ikke på det, og det at hun talte så langt og så.. forvirret, var bestemt heller ikke ligefrem noget, som han kunne bruge til noget som helst! Han slap stille hendes kinder. Hvis han skulle forberede sig på en tilværelse alene, så kunne han vel.. lige så godt begynde på det nu..?