The Hope is Lost

[Deleted]

Det var ved at blive aften. Ude i horisonten brændte himlen, efter at solen var forsvundet. Den lune midsommeraften havde lokket befolkningen i Rimishia City ud på gaderne. De fleste var dog på vej ned mod horehuset, stripklubben eller Den Dansende Flamme. En sort skikkelse, indhyllet i en mørk kappe, gik i den modsatte retning end alle andre. Skikkelsen var på vej væk fra de store mængder af højtråbende, glade skabninger. Under hætten som skjulte skikkelsens ansigt og identitet, lyste et par mørke øjne. De var næsten sorte, og blændede i det begyndende mørke. Men de lyste. Af tårer, som gjorde hende mere eller mindre blind. Hun stoppede op og tørrede tårerne væk. Skikkelsen var Aidaya Drier.
Da hun var kommet til Rimishia City tidligt samme dag. Med et mål, men da hun havde stået foran Den Dansende Flammes dør, tøvede hun. Hvad lavede hun egentlig her? I Dvasias. Det sted hun inderligt havde lovet sig selv, at hun aldrig længere ville betræde? Det sted hun foragtede. I så mange år havde hun haft et ønske om at Dvasias ville gå til grunde. Og hendes ivrighed havde brændt alle broer bag hende. Hun havde mistet Jessabelle; hendes højtelsket veninde, netop på baggrund af hendes ivrighed efter Dvasias’ ødelæggelse. Efter deres brud, var hun blevet rastløs, risikovillig. Hun var blevet enig med sig selv om at hun måtte finde Nathaniel Diamaqima og konfrontere ham med fortiden. Hun måtte vide hvem hun var, og hvor hun kom fra. For hun sad fast. Med tabet af Jessabelle og deres venskab, havde hun mistet sin identitet og hun vidste ikke længere hvem hun var.
Hun havde trykket ned på håndtaget og åbnet døren. Der var ikke mange tilstedeværende. Det var også lige blevet morgen og solen var næsten lige stået op. Hun gik hen til baren. En vældig tiltrækkende mand stod bag baren og pudsede glas i et forbløffende rent viskestykke. Man kunne ikke se det mindste tegn på træthed, selvom han måtte have været vågen det meste af natten. Dæmon, tænkte Aidaya for sig selv. Han kiggede op og så ikke videre forbløffet på hende. Hun havde fundet ud af at hendes vinger ikke trak ligeså meget opmærksomhed, som hjemme i Manjarno. Det glædede hende, men hun kunne ikke løbe væk fra, at mændene stadig stoppet op og gloede betaget efter hende. Det generede hende. Hun havde følt at noget manglet, og vidste at det var følelsen af tryghed, når Jessabelle havde været i nærheden. Hun havde som regel jaget de mest nærgående væk fra Aidaya. Men nu måtte hun klarer sig selv. Dæmonens grå øjne så interesseret på hende. ”Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” spurgte han. Hun satte sig ved en af barstolene. ”Kan jeg bede om et glas lemonade?” spurgte hun. Hun følte sig ekstremt tør i munden. Han nikkede og forsvandt et kort øjeblik før han dukkede op igen, med en kande lemonade og hældte op til hende. Hun tog imod glasset med skælvende hænder. Hun drak lemonaden i en slurk. Den friske citrussmag friskede hende op. ”Der er noget jeg må spørge Dem om,” fortalte hun dæmonen bag baren. Han så en smule forundret på hende. ”Sig frem,” lokkede han med et skævt smil. ”Jeg leder efter en, men jeg ved ikke hvor jeg skal lede efter ham,” startede hun. ”Nathaniel Diamaqima.” Han rynkede det ene bryn. ”Jeg er ked af at skuffe Dem, men den mand har været død længe,” fortalte han. Håbet brast. ”Er De sikker?” spurgte hun med en anelse skinger stemme. ”Ja selvfølgelig, Frøken. Han har været kold i sin grav længe.” Aidaya rejste sig. Hun lagde mønter på disken for lemonaden. ”Tak for ulejligheden,” sagde hun og nikkede let, før hun styrtede mod døren. Hun flåede den op og smækkede den bag sig, så det gav et ordentligt brag. Derefter søgte hun væk fra de åbne gader.
Selvom hun var overbevidst om at dæmonen på Den Dansende Flamme havde talt sandt. Men hun ville ikke tro på det. Han kunne ikke være død! Hvordan skulle hun ellers finde de svar hun ledte efter? Hvordan skulle hun ellers yde gengæld mod den mand der havde taget hende identitet? Hun stoppede op midt på gaden. Hun måtte ikke give op. Noget sagde hende, at Nathaniel Diamaqima stadig var i live.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vandrede hvileløst rundt i Dvasias. Faith ville ikke vedkendes ham, og hele hans familie var fuldstændig i opløsning, så end ikke ham, vidste hvad han skulle kunne gøre ved det. Det var ikke ofte, at han havde det på denne måde, men han følte sig virkelig magtesløs. Den Dansende Flamme, havde han ikke opsøgt siden Faith havde afvist ha måder. Hun kunne intet huske, og han havde slet ikke magtet at forsøge at gøre sit, for at hjælpe hende med det, men et sted så håbede han da, at det var noget som skulle komme før eller siden.
Med rolige skridt, så kom han ned af gaden. Efter han var blevet vækket tilbage til livet, så var det i en krop og skikkelse, som ikke just var til at genkende for nogen. Det lettede og glædede ham på samme tid, for det var uden tvivl rigtig rart at han kunne skjule sig således, og faktisk bare vade udenfor, uden at folk ville være i stand til at genkende ham. Det som dog morede ham mest, var når folk omtalte hans død, som tabet af den største alkymist i mange tider. Han valgte jo faktisk at tage det som et stort kompliment, da det alt i alt, faktisk, var noget som betød utrolig meget for ham. Han havde jo uden tvivl placeret sig navn i de mange historier som gik på folkemunde, hvoraf han vidste, at visse lige så var nedskrevet.
Turen igennem Rimshia City var ganske rolig. For alt i verden, ønskede han jo heller ikke ligefrem at støde på nogen, som han kendte i forvejen, da han virkelig var bange for at dumme sig, og derved afsløre det hele. Med hænderne i lommerne, betragtede han sig af den mørke gade. Umiddelbart, virkede han jo heller ikke ligefrem særlig truende, da han heller ikke havde nogen grund til dette. Han ønskede jo bare en tilværelse, og nu hvor han havde sin datter i sit lille og nærmest faldefærdige hjem, så var han også på udkig efter noget andet – Noget som ikke ville ligge i nærheden af slottet, da han slet ikke ønskede at komme Jaqia for nær. Skikkelsen som stormede ud af Den Dansende Flamme, var dog noget af det næste, som fik hans opmærksomhed til fulde. Han rynkede let i panden og lod blikket følge hende. Lige hvem det var, kunne han ikke rigtigt se, men der var alligevel noget som sagde ham, at.. han burde kende vedkommende. Det var dog ikke første gang, at han blev ramt af denne tanke. Denne gang valgte han alligevel at søge efter, også selvom det var med rolige skridt. Kappen som han havde om skuldrene og kroppen, blafrede let i takt til hans skridt, som han gik denne sene aften. Han frygtede ikke for at gå rundt i Dvasias på denne tid af døgnet, selvom mange måske ville fortælle ham, at det var direkte dumdristigt, så var det ikke noget, som han selv måtte sige noget særligt til, for hvorfor skulle han? Han fulgte denne kvinde med blikket. Kvinde alt efter hvad han kunne se på figuren, for nu var det jo heller ikke rigtigt fordi at der var noget lys, til at vide sig sikker. Han forholdt sig endnu ganske stille. Han var nødt til at være sikker.

[Deleted]

I løbet af årene havde hun skænket mange af sine tanker mod Nathaniel Diamaqima. Med blandede følelser. På mange måder, havde hun et ønske om hævn; at udsætte ham for de samme ting, som han havde udsat hende for. Og på mange andre måder, så ønskede hun svar. Hun vidste i grunden ikke hvad hun var. De fleste opfattede hende som dødsengel, men det havde hun vidst med sig selv at hun ikke var, for hun frydede sig ikke over andres død. Hun kunne ikke fordrage kaos, eller krig for den sags skyld, men der var stadig sider af hende, som ønskede at fortære. Især mænd som var for nærgående på grund af hendes skønhed. Aidaya så sig ikke selv som smuk. Hun følte en væmmelse ved sig selv. Mest på baggrund af de store, sorte vinger. Det var som om at forskellige dele var sat sammen, og brikkerne passede ikke. Engang havde hun også haft et ønske om at fortære Nathaniel. Men nu stod hun ved en skillevej, hvor hun både ønskede det ene og det andet. Hun havde på mange måder fulgt med i rygterne om ham som kom direkte til hende fra Dvasias, men rygterne om hans død var aldrig nået til hendes øre.
Hun tørrede hidsigt tårerne væk og prøvede at orientere sig. Hun kendte ikke til denne by, og menneskene var fremmede. Hun ville allerhelst væk fra Rimshia City, men noget sagde hende at hun skulle blive, samtidig med at hun stod i et dilemma, som handlede om at hun efterhånden ikke vidste hvilken vej hun skulle gå, da hun havde farede rundt i byen i flere timer, siden hun var styrtet ud af Den Dansende Flamme. Hun havde det som om at nogle forfulgte hende. Hun vendte og drejede sig, men hun havde sværere ved at se fordi mørket blev tættere, da den brændende himmel var ved at fordufte. Hun var forsvarsløs. Hun blev ved med at gå, i blinde. Til sidst stoppede hun og gik en i en gyde og satte sig med ryggen hvilende mod muren. Hun fiskede sin daggert op fra bæltet og holdt den med et fast greb. Hvis der fulgte nogle efter hende, ville de få sig en overraskelse. Hun brød sig ikke om mænd med bagtanker.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde før i tiden været en grum mand, og det vidste han godt. Selve vampyrfyrsten var bange for ham, grundet ting som han havde gjort ved ham for rigtig mange år siden. Ting som han nu stadig kunne tænke tilbage til, og kun tænke over på en særdeles forfærdelig måde, for han have jo på ingen måder været mild overfor nogen som helst. Ikke før han havde mødt Liya. Den kvinde havde i sandhed vendt op og ned på det hele for ham, og gjort ham til den familiefar som han var i dag, så det var vel heller ikke så underligt, at han savnede hende? Han havde virkelig svært ved tanken om, at skulle undvære hende, for det gjorde ondt, velvidende om at hun var revet fra ham, fordi at hun havde ønsket at forene sig med ham i døden.. Og nu var han her. Han synes bestemt ikke at det var retfærdigt!
Denne gang, var det kvinden her som måtte fange hans opmærksomhed. Selv var han ganske sikker på at det hverken var hans datter, Silia, hans gamle flamme, Jaqia eller hans afdøde hustru, Liya, men af den grund, så var han sikker på, at denne kvinde, var en som han måtte kende, og derfor gik han roligt efter hende, hvor han samtidig forsøgte for alt i verden, at gøre, så det ikke virkede til at han fulgte efter hende, for det var han slet ikke ude på! Slet ikke! Han vendte blikket roligt i retningen af hende, som hun var kommet et stykke foran ham. Han fulgte meget nøje hver en bevægelse som hun gjorde sig, hver et skridt hun tog, og hvad mere var, så hver en ting som hun gjorde sig. Hun virkede.. forvirret. Mest af alt forvirret, og det var en tanke som selv Nathaniel kun kendte alt for godt til, og det var noget som naturligvis også gjorde sit for hans eget vedkommende. ”De ligner en som er faret vild.” Han afbrød stilheden, så snart at han var kommet tæt nok på hende, til han vidste, at hun ville være i stand til at høre hvad han sagde. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Han lignede på ingen måder den gamle Nathaniel, hvilket i denne forstand, var noget som han havde det fint med, selvom det naturligvis frustrerede ham, at han ikke var nær så stor og muskuløs som han havde været før i tiden. Det derimod, var noget som han var nødt til at få gjort noget ved, når han engang fandt det overskud og magtede at gøre noget ved det. Liya havde altid været drivkraften inden for det, og hun var så brutalt revet fra ham og ud af hans arme. Det var i sig selv, en tanke som faktisk gjorde ham trist og nedenfor og direkte.. deprimeret. Det lignede ham jo heller ikke ligefrem. Gyden var nok det sidste sted en kvinde som hende ville være, og det at hun havde sat sig der.. Ja, det var slet ikke et sted for en kvinde! ”De ved vel hvor farligt det er at begive sig rundt her?” fortsatte han med en rolig og fattet stemme.

[Deleted]

Som hun sad der med ryggen op mod muren og greb om sin daggert, lukkede hun øjnene. Et scenarie af billeder viste sig for hendes indre blik: De fleste af dem, var billeder fra en mørk kælder; hun lugtede den mugne lugt. Fugten drev ned af væggene og sneg sig ind på hende. Hun kunne mærke kulden som altid var i hendes nærhed. Hun kunne aldrig lukke den ude. Hun huskede den lille flamme som oplyste hendes værelse. Hun huskede mørket, når lyset slukkedes. Langsomt åbnede hun øjnene. Mørket var ved at fortætte sig omkring hende. Hun kiggede op og så få røde striber på himlen. Hendes vejrtrækning blev ubevidst til små gisp. Hun rettede blikket nedad, da hun hørte en fremmed stemme. Hun så en skikkelse stå foran hende. Hun fangede ikke rigtig hans ord i første omgang, men efter få øjeblikke opfattede hun hvad han sagde. Var hun faret vild? Det var hun vel. Hun knugede daggerten ind til sig, imens hun langsomt rejste sig op og så indgående på manden foran hende. Hun opfattede ham ikke som en trussel. Der var noget der sagde hende, at det var en hun kendte. Men det undrede hende, for hun kendte ikke særlig mange mænd. Hun lukkede ikke mandkønsvæsen tæt ind på sig. Det eneste mandkønsvæsen der havde været tæt på, var Nathaniel og det var på ingen måde af egen fri vilje, at han var kommet så tæt på.
”Du spørger om jeg er faret vild?” spurgte hun mere eller mindre for at være sikker. Det var hun vel. Hvor mange timer havde hun ikke vandret hvileløst rundt uden at finde portene ud af byen? Hvorfor havde hun ikke bare spredt vingerne og var fløjet ud af byen? Hun kendte godt svaret. Hun brød sig ikke om de sorte vinger, eller de lumske vinde. Nu hvor det var ved at blive mørkt, følte hun sig som en muldhvarp der havde begivet sig ud af sine gange under jorden og ikke længere kunne fornemme hvor den befandt sig.
”Jeg går ud fra at jeg er faret vild,” fortalte hun ham med en let stemme. Hun undrede sig lidt over hans irettesættende spørgsmål. Hvordan skulle hun kunne vide hvor farligt det var at opholde sig her? Hun kendte jo ikke til denne del af byen. Hun kendte ikke Rimshia City. Hun vidste ikke hvilke fare der gemte sig omkring hjørnerne. Desuden ville hun være i stand til at forsvare sig selv, var hun ikke? Eller ville mørket dæmpe hendes sanser? Det ville det vel.
”Egentlig ikke, men jeg bryder mig ikke om mørket,” bekendtgjorde hun med en usikker stemme. Hun så mere indgående på ham. ”De har fulgt efter mig, har De ikke?” spurgte hun med en anelse skarp stemme. Hun var sikker. Det måtte være ham der havde fulgt efter hende!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt, at han havde en grum fortid liggende bag sig. En fortid, som han ikke kunne fortsætte med at løbe fra. Han vendte blikket mod kvinden som sad med sin daggert knuget i sin hånd. Med andre ord, var det ikke fordi at han ønskede at have den siddende i hans krop. Som Alkymist, havde han jo heller ikke ligefrem nogen mulighed for at forsvare sig på noget vis, som kunne minde om magi, og det var naturligvis også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han vendte blikket mod hende. At hun faktisk søgte efter den mand, som han havde været før i tiden - selvom han var glad for, at den mand var død. Ikke bare for ham, men for omverdenen rundt om ham, var noget som faktisk passede ham selv ganske fint. Han sukkede ganske let. Hun måtte være faret vild, for han kunne da ikke se, hvorfor hun ellers skulle reagere på den måde, som hun nu gjorde det.
”Mest af alt, minder De mig om en, der er faret vild,” konkluderede han, inden han roligt vovede sig tæt på hende. Det var jo heller ikke fordi at hans fremtoning var truende på nogen måde. Han ønskede jo bare at slappe af.. Leve sit liv, og nu hvor han ikke længere havde kærligheden i sit liv, så var der jo et tomrum, som han var klar over, at han nok aldrig nogensinde ville få fyldt ud med noget andet. Og den tanke var faktisk skræmmende for ham. At hun så måtte konkludere følgende, at han havde fulgt efter hende, var noget som fik smilet til at brede sig let på hans læber. ”Jeg har aldrig rigtigt været den bedste til at snige mig omkring, kan jeg fornemme. Mørket kan desuden være betryggende, som det kan være det modsatte..” Selv havde han ikke noget imod mørket, og var bestemt heller ikke bange for hvad der kunne gemme sig i det. Det havde været hans redning, at han havde været i besiddelse af den viden, som han nu havde, også selvom det hele mere eller mindre var blevet revet fra ham bare sådan uden videre. Den skarphed i hendes stemme, tog han nu ikke som noget alvor, for skulle han være helt ærlig, så troede han virkelig ikke på, at hun kunne finde på at gøre brug af den daggert. Hvis hun ville, så havde hun vel også allerede gjort det?
”Det er en frygtelig hård anklage, frøken,” påpegede han selv en kende skarpt. Meget fandt han sig i, men der var godt nok også grænser for hans vedkommende!

[Deleted]

Aidaya havde ingen intentioner om at stikke daggerten i denne mand. Han virkede ikke truende, men hun følte sig tryg ved at holde daggerten ind til kroppen. Dog vidste hun ikke hvordan han havde det med at hun åbenlyst havde daggerten fremme. Men han var sikkert kommet frem til, som hun selv, at hvis hun have følt sig truet af ham, havde hun allerede stukket daggerten i ham. Hun vidste heller ikke hvad han gemte i ærmet, og det gjorde hende en smule mistænksom, men så længe hun havde daggerten, følte hun sig tryg.
”Ja, jeg er vidst faret vild. Men det er også umuligt at finde rundt i denne by. Jeg har ikke været her før. Og mørket. Den forbandede mørke. Jeg kan jo ikke se en hånd for mig,” fortalte hun. I samme sekund hun havde sagt disse ord, fortrød hun. Hun havde lige afsløret at hun ikke var et væsen som var vant til mørket i Dvasias, men nærmere et væsen som var vant til lyset. Hun stod i en håbløs situation. Det var hun efterhånden godt klar over, og denne mand var højst sandsynligt hendes eneste håb for at komme ud af den her by.
”Så De indrømmer ligefrem at De har fulgt efter mig?” spurgte hun en smule skarpt. Igen fortrød hun. Det var ham der stod med alle fordelene. Han kunne se i mørket, han virkede som en der var kendt i byen og hun var nærmere uforskammet overfor ham. Han var hendes eneste håb og alligevel skubbede hun ham fra sig.
”Jeg anklager Dem ikke, men spørger Dem om et enkelt spørgsmål, min gode herre,” fortalte hun ham, og prøvede at lægge sit ansigt i venlige folder. Hun havde ikke nemt ved fremmede. Faktisk havde hun den største lyst til at tage benene på nakken og komme væk fra ham, men mørket gjorde det umuligt for hende. Desuden voksede følelsen af at hun kendte ham, også selvom hun ikke vidste at denne mand hun stod overfor var ham hun søgte.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var ikke fordi at Nathaniel havde troen på at denne kvinde ville stikke ham ned med den daggert, men det var heller ikke fordi at han ville tage chancen, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at han ønskede at løbe risikoen. Hun virkede forvirret og helt ude af sig, på en eller anden måde, som han havde svært ved at sætte ord på, men det var jo heller ikke fordi at han kunne gøre det største ved lige nu. Derfor gjorde han vel bare ret i at holde sig lidt på afstand, så han vidste, at det ikke skulle ende med at gå helt galt?
”Mange vil udnytte den information, kære frøken. Bare til din orientering. Det er ikke en skam ikke at kunne finde vej, men derimod en styrke at finde en at spørge om vej,” fortalte han sandfærdigt. Hvor meget hun var vant til mørke, kunne han jo i princippet være ligeglad med. Skulle han være helt ærlig, så var det jo bare fred og ro, som han ønskede at finde sig, og det vidste han jo godt, at han ikke gjorde, når han var omkring nogen som helst, men det var nu bare sådan at det var. Det var jo generelt typisk ham, ikke at kunne tie stille.
Det var ikke fordi at man kunne benægte, at han havde fulgt efter hende, for sådan som hun var stormet ud af stedet, som havde hun været grebet af panik, var noget som hurtigt havde fanget hans interesse. Han trak let på skuldrene. I princippet kunne han jo være ligeglad, men der var alligevel noget ved hende, som virkede en anelse velkendt for ham, og det var ikke fordi at han kunne sige eller gøre noget ved det nu alligevel. Han havde jo mødt mange igennem hans ellers meget lange liv, så det skulle jo heller ikke ligefrem fordi at det var nogen nyhed. ”Jeg kan ikke benægte, at den.. afsked De valgte at tage med kroen, vakte en opsigt og min nysgerrighed. Jeg ville bare forsikre mig, at tingene var, som de skulle være,” fortalte han med en ærlig stemme. Ja, han havde fulgt efter hende, og det måtte hun vel også bare finde sig i? Hovedet lod han søge let på sned. Han forsøgte virkelig at placere hende, men der var stadig meget ved hans egen fortid, som han havde svært ved at erindre, selvom det uden tvivl, var noget som kun måtte frustrere ham yderligere. ”De behøver skam ikke spille venlig overfor mig, om De ikke ønsker det. Jeg er ikke ude på at gøre Dem noget ondt,” fortalte han, inden han endnu en gang tog et skridt mod hende. Han var på ingen måder faretruende – endnu om ikke andet.

[Deleted]

Aidaya stak daggerten i bæltet igen, for at vise ham, at hun ikke var så utryg ved situationen som hun havde været. Men hun vidste stadig ikke om hun helt kunne stole på ham, hvad nu engang ikke var underligt, for han var stadig en fremmed. Hun anede jo i grunden ikke hvem han var. Det var sandt, hun var forvirret og fortvivlet. Hun frøs og mørket gjorde hende bange og gav hende en følelse af at hun var forsvarsløs. Dér kunne daggerten ingen gang give hende den tryghed hun behøvede. Men da hun hørte hans svar omkring hvilken betydning den information hun havde givet ham, kunne have, blev hun endnu mere mistænksom og mere utryg ved at han var i hendes nærhed. Ville han bruge den information i mod hende? ”Ja det kan jeg tænke mig, men ikke desto mindre har jeg valgt at fortælle dig det, min gode herre, eftersom De muligvis er min eneste udvej ud denne by,” fortalte hun ham. Dog smilede hun da lidt efter tilføjede styrken til at spørge nogle om vej. Ville det sige han ikke opfattede hende som fortabt?
Det forundrede hende at han viste den form for bekymring blandet med nysgerrighed over den måde hun forlod kroen på. Hun havde været for dybt i sine tanker til at overveje, om nogle mon havde lagt mærke til hendes opførsel. Det havde der så åbenbart været. Hun rødmede en smule, og var for første gang glad for at mørket skjulte rødmen. ”Åhh, jeg anede ikke at nogle kiggede,” fortalte hun ham. Var alt som det skulle være? Det var det vel ikke. ”Det var ikke ligefrem gode nyheder jeg fik at vide,” sagde hun sagte. Det var ikke til at sige, om det var til ham eller hun mumlede det for sig selv.
Hun havde aldrig betroet sig til nogen om hvad hun gik rundt og tænkte. Ingen gang til Jessabella, som hun nu havde mistet. Hun havde en underlig følelse af at denne mand var til at stole på. Hun vidste dog ikke om hun kunne stole på den følelse. Hun hadede at blotte sig. For når man blottede sine følelser, blev man automatisk svag. Hvorfor var håbet ikke forsvundet endnu? Hun ville aldrig finde ud af hvem hun var, for manden som kunne give hende disse svar var død. Hele hendes eksistens betød ikke noget længere og derfor havde hun ikke mere at miste.
”Det er nu ikke min mening at være uforskammet, min gode herre. Og jeg tror på dig,” fortalte hun. Selvom han rykkede tættere på, rykkede hun ikke længere væk. Der var stadig noget som sagde hende, at hun kendte denne mand.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel slappede en anelse mere af, som hun gemte daggerten væk, for det var noget som han faktisk kun tog som en positiv ting. Ikke nødvendigvis fordi at hun var tryg omkring ham, men at hun stolede på, at han intet ville forvolde hende. Han havde fået denne enestående mulighed for at gøre noget med sit liv, og det var skam heller ikke fordi, at han havde nogen intentioner om at skulle ødelægge det ved at gøre sig alt for bemærket. I hans øjne, var det en styrke at erkende tingene, når de blev for svære. Det var især noget, som rigtig mange dvasianere, havde rigtig mange og store problemer med. ”Jeg muligvis er Deres eneste udvej af denne by? Jamen det er jo bare at vandre den ene vej, og før eller siden, vil De nå grænsen for denne by. Jeg tror derimod, at det er hjælp til helt andre ting, De søger.”
Det lå måske meget naturligt til Nathaniel at være bedrevidende, men den måde, som hun havde forladt kroen på, havde på ingen måder været særlig optimal, kunne man jo sige, når det nu endelig var i den anden ende. Han gik roligt tættere på hende. Uanset hvilke dårlige nyheder, som havde nået hendes øre, vidste han ikke, men det var heller ikke fordi at han ønskede at blande sig på den måde. ”Det er svært ikke at lægge mærke til den slags – Selv her til lands,” påpegede han ganske ærligt, og med et ganske let træk på skuldrene. Han vendte de mørke øjne mod hende. Han havde set hende før, men kunne ikke placere hende, og det var naturligvis en tanke, som virkelig frustrerede ham efterhånden. ”Tillad mig at spørge om hvilken nyhed?” tilføjede han ganske nysgerrigt. En gammel mand måske, men stadig meget nysgerrig.
Hvor meget han egentlig kendte denne kvinde, vidste Nathaniel ikke, men nye bekendtskaber havde jo aldrig slået nogen ihjel, så hvorfor skulle det gøre det nu? Han stoppede op igen, da han nåede forholdsvist tæt på hende, inden han roligt gled i knæ overfor hende. Han rystede let på hovedet. ”Det er ikke en skam at beskytte sig selv, så det skal De endelig ikke forsvare. Så lang tid, at De tror på mig, og det jeg fortæller, så har jeg det godt. Nuvel.. Fortæl mig hvad der skete på kroen,” opfordrede han med en fortsat ganske rolig stemme.

[Deleted]

Aidaya mærkede hurtigt hvordan manden overfor hende slappede mere af, efter hun pakkede daggerten væk, hvad også på en eller anden led gjorde hende mere tryg. Ikke kunne hun huske om hun nogensinde havde stukket nogen ned. Det var nu heller ikke noget hun agtede at gøre, hvis det ikke var nødvendigt. ”Jeg har vandret rundt i denne by i timevis uden at finde portene ud herfra. Det virker som en labyrint uden ende! Jeg har det som om jeg er gået i ring igen og igen og igen… Også kom mørket.”
Igen følte hun hvordan rødmen blussede op i hendes kinder. Hun havde ikke tænkt på konsekvenserne af hvordan hun var stormet ud af kroen. At folk ville lægge mærke til hendes opførsel. Men sådan noget skete tit for hende, når hun ikke var så selv. Så blev paraderne sænket og hun blottede sig selv ubevidst.
Hun blev forundret over at han spurgte hende ud om hvad der skete på kroen. Kunne hun stole på ham? Alt det som hun gik og gemte på, var hendes inderste. Der var ikke nogen der kendte til det ud over hende og Nathaniel Diamaqima. Og manden var jo død. Hvad ville hun få ud af hvis hun fortalte denne mand sine hemmeligheder? Muligvis mere end hun gik og troede. Da han kom tættere på hende, pressede hun sig en anelse op af muren. Men ved at han kom tættere på, kunne hun bedre se hans ansigt hvad gjorde hende tryggere, da hun knap nok havde kunne se ham før på grund af mørket.
”Jeg prøvede at forhøre mig om en person jeg søger. Nathaniel Diamaqima. Jeg fik at vide at han er død. For mig er det afgørende at finde ham. Han kender nogle svar som jeg behøver at vide for overhovedet at komme videre her i livet. Men hvad nytter det, når manden er død?” Hun snakkede med en hurtig, skarp, bitter stemme. Hun gemte ansigtet i hænderne. Uanfægtet var store varme tårer trillede ned af hendes kinder. Hun gemte ansigtet for at skjule tårerne. Hun følte sig svag, blottet.. Det gjorde hende forlegen. Hvis det stod til hende, ønskede hun egentlig bare at forsvinde nu. Der var mere eller mindre ikke nogen mening længere ved at leve. Hun ville aldrig nogensinde få at vide hvem hun var. Før hun kunne forhindre det, forlod et hulk hendes læber. Kort efter gennemrystede hele hendes krop af gråd. Hun græd. Det var uendeligt lang tid siden hun bare havde givet slip og havde givet følelserne frit løb.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel faldt ganske vidst mere til ro, eftersom hun havde valgt at fjerne den daggert. For ham, var det jo en trussel, selvom hun kun brugte den som en tryghed, når hun sad med den. Men så lang tid, at det var tilfældet, så var det jo farligt for ham, at nærme sig for meget, og det var noget som faktisk også gjorde sit. Han betragtede hende med en rolig mine. Umiddelbart, så virkede hun jo heller ikke farlig, men man kunne jo aldrig vide. ”Har du skiftet retninger under vejs? Umiddelbart er denne by ikke den værste at finde ud af igen,” påpegede han ganske sigende. Måske at det var fordi at det var en by, som han selv havde færdes meget i. Hvem ved?
Den måde som hun havde forladt kroen på, havde uden tvivl revet opmærksomheden til sig, og til tider, så kunne det jo faktisk vise sig, at være en opmærksomhed, som ikke gjorde godt på nogen måde, så han ville da mene, at hun skulle være langt mere påpasselig, end det som hun havde været til nu, for det kunne faktisk gå hen og blive farligt, og så ville en daggert slet ikke kunne beskytte hende på nogen måde, og det var uden tvivl også noget, som gjorde sit for hans vedkommende. Som det nu var sagt, så betragtede han hende sigende. Han ville da gerne vide hvad der havde ødelagt den ro, som hun havde udvist på kroen, for så at blive efterladt, og hun bare havde valgt at storme ud af stedet. Et sted, måtte det virkelig more ham, at det var ham som hun søgte, også selvom han havde svært ved at se, hvad hun egentlig ville. Den kendte Nathaniel Diamaqima var død, men han var endnu i live. Dog i en anden krop, som man vel næsten kunne anse lidt som et skalkeskjul. Det var selv rart for ham, at kunne vandre lidt frit, uden at skulle tænke på hvordan andre ville se på ham, for.. han var der bare.
”Og hvad ønsker du at vide af denne Nathaniel Diamaqima?” spurgte han videre og tydeligt nysgerrigt. Tankerne begyndte at kværne rundt i hans hoved. Han vidste, at han havde set hende tidligere, men det var stadig meget svært for ham, at finde ud af lige præcis i hvilken situation, som han havde haft noget med denne kvinde at gøre, for det var tydeligt, at det var noget som virkelig gik hende meget på.

[Deleted]

Hvad skulle hun svare ham? Hun anede jo i grunden ikke hvor hun havde sat sine fødder de sidste mange timer. Hun måtte være gået i ring. Hun svarede ham ikke, da hun stadig havde ansigtet gemt i hænderne og gråden på et vidst punkt stadig gennemrystede hende. Alt virkede pludseligt så håblødt. Hvis hun havde fundet Nathaniel Diamaqima, ville hun vide sig sikker omkring hvem hun var. Men hun anede det ikke. Hun anede ikke hvem hendes mor, eller far var. Hun vidste ikke hvor hun kom fra, hvilke racer hun besad, og sådan blev det ved. Viden om hvem hun var, var i grunden det eneste hun havde tilbage, eftersom hun havde mistet alt andet. Du har stadig din bod i Manjarno, sagde en stemme til hende. Du har stadig de skinnende, frygtindgydende våben. Og stemmen havde jo ret. Livet behøvede ikke at ende her. Hun havde stadig sin bod at holde fast i. Hun tørrede sine øjne og fokuserede på manden foran hende. ”Jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg må virkelig være gået i ring,” fortalte hun ham. Hans nysgerrighed gjorde hende mistænksom. Hvorfor var hans så fandens nysgerrig? Langsomt var hun ved at blive sig selv igen. Lignede det hende at åbne sig sådan op for fremmede? Nej det gjorde det bestemt ikke. Hvis hun havde været sig selv, havde hun aldrig styrtet ud af den kro på den måde. Hun havde været mere diskret. Men hun vidste udmærket godt med sig selv at hun var nået til et punkt, hvor hun blev nødt til at vide hvad der var sket med hende dengang. Hvis Nathaniel Diamaqima var død, måtte hun jo selv finde ud af det. Langsomt satte hun sig mere ret op og kiggede på manden. ”Nathaniel Diamaqima er død, min gode herre. Hvad jeg ville vide af ham, kan jeg ikke få at vide længere. Og det må jeg leve med,” sagde hun med en resolut stemme. Hun rejste sig langsomt. ”De må have mig undskyldt. Jeg vil gerne ud af denne by før det bliver lyst,” meddelte hun ham og gik langsomt ud af gyden. Hvad bildte han sig egentlig ind at spørge? Han var vel bare venlig, sagde den samme stemme som før. Hun overhørte stemmen. Selvom hun var ved at forlade gyden og manden, var der alligevel noget som sagde hende, at hun havde mødt ham før.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var en nysgerrig af slagsen, også fordi at denne kvinde agerede atypisk i forhold til hvad man egentlig kunne forvente af en dvasianer. Nu havde han selv tilbragt frygtelig mange år her til lands, og var nu hjemvendt. Et sted, var det næsten skræmmende hvor behageligt han fandt det ved at vandre rundt på dvasiansk jord igen, nu hvor han havde levet i Procias igennem så mange år. Han burde virkelig tage sig af sine børn på hjemmefronten, men havde ikke fået det gjort. Det var faktisk noget, som han var ked af, hvis han skulle være helt ærlig. ”Alle går i ring før eller siden, og har brug for hjælp til at komme tilbage på sporet igen. Det er bare om man tør stille sig frem og erkende, at det er en hjælp, som man faktisk har brug for,” påpegede han med en rolig stemme. Ikke fordi at han ønskede at fremstille hende dum eller noget lignende.
Den Nathaniel Diamaqima, som var kendt for omverdenen, var død og borte, og skulle han være helt ærlig, så var det noget, som faktisk passede ham selv ganske udmærket, for det gav ham en form for ro, som han ikke havde haft igennem mange år. Selvom der var det mørke tomrum i hans hjerte, som han skulle forsøge at fylde op med andet, så var det stort set umuligt for ham. Han så til som hun alligevel bare valgte at rejse sig. Han havde været for tæt på sandheden vel, til at hun ville fortsætte med at sidde der? Han trak let på skuldrene. Han ville bare gerne vide, hvor han havde haft noget med denne kvinde at gøre. ”Fortsæt i retningen af øst, så vil De komme til den store mur som omringer denne by. Den vil De frit kunne passere,” påpegede han roligt, idet han selv rejste sig op igen og så kort efter hende. Hvis hun ikke ville snakke med ham, så var det jo egentlig ganske fint nok. Det dummeste, som man derimod kunne gøre mod mange dvasianere, var at vende ryggen til dem, for det kunne meget hurtigt få katastrofale konsekvenser for hende. Han trak let på smilebåndet. En ganske besynderlig kvinde. Han vendte om på hælen, kun for at søge i retningen af byen igen. Han havde brug for noget til at abstrahere ham selv.

[Deleted]

Om Aidaya havde opført sig atypisk i forhold til andre Dvasianere havde hun ikke synderligt tænkt over. Men det gjorde hun vel. Selvom hun havde de sorte vinger, følte hun sig på ingen måde som nogen dødsengel. Hun gik ikke og var evigt vred, eller for den sags skyld gik og ønskede kaos og død over alle. Og selvom hun længe havde ønsket hævn når hun endelig fandt Nathaniel, så var det ikke længere det hun ønskede. Hun ønskede svar!
”Den eneste der kan hjælpe mig er Nathaniel Diamaqima og han lever ikke længere.”
Efter disse ord begyndte at gå i den modsatte retning. Men det gik langsomt op for hende at hun absolut intet kunne se. Hun vendte sig i alle retninger, men hun anede ikke hvilken retning han var gået. Selvom der dog ikke var så forfærdelig mange muligheder. Hun gjorde som de fleste insekter gjorde det: Hun fulgte lysene som lyste ud af vinduerne nede i byen. Hun skyndte sig afsted og kiggede på alt og alle som gik forbi hende, men hun kunne ikke se ham. Hvad nu hvis hun var gået forbi ham? Det gik langsomt op for hende at han havde vist hende en venlighed mange ikke ville have vist hende. Og især ikke i Dvasias. Her stirrede de fleste på en med et skummelt blik og det var ikke til at sige hvad de tænkte. Hun vendte sig om og kiggede fra den retning hun var kommet fra. Måske var hun rent faktisk gået lige forbi ham. Hun gik ad den vej og spejdede til alle sider efter ham. Hvordan kunne han være forsvundet på den måde? Til sidst syntes hun at hun så hans skikkelse. Hun prøvede at indhente ham, men hun skulle igennem mængden af de mange mennesker før hun nåede ham. Hun lagde hånden på hans skulder for at gøre opmærksom på sig selv.
”Stop! Jeg vil gerne erkende at jeg har brug for hjælp og en der vil lytte. Det ville betyde rigtig meget hvis De ville lytte,” fortalte hun ham.