Post by Nathaniel Diamaqima on Oct 15, 2013 19:58:08 GMT 1
Kvinden havde måske de sorte vinger, men det var bestemt ikke fordi at det som gjorde en dvasianer. Selv et væsen født i Procias, kunne være så ond og mørk af hjerte. Han tog sig ikke af det lige nu. Selv han havde jo engang været så ond og grusom, at det var en tid, som han slet ikke ønskede at tænke på, om det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende.
”Man kan søge svarene frygtelig mange steder, hvis man ved hvordan og hvis man tør spørge,” påpegede han med en ganske sigende mine. Selvom det var tydeligt for ham, at det slet ikke var noget som hun ville lytte til, og det var noget som hun naturligvis selv måtte igennem. Han gik bevidst i den modsatte retning. Selv gik han netop nu rundt uden mål eller mening, for han var rastløs, havde ikke rigtigt noget sted at gå hen, og nu hvor han blev afvist endda på sin egen venlighed, så var det tydeligt ikke her, at han skulle bruge sin tid, og så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hånden som hun endte med at lægge mod hans skulder, var noget som fik ham til at stoppe op og kort skæve over skulderen og mod hende endnu en gang. At hun faktisk skiftede mening på den måde, var noget som alligevel forundrede ham en smule, men ikke desto mindre, så var det også på tide, at det begyndte at gå op for hende, at han faktisk kun havde været ude på at i udgangspunktet.
”Hvad fik Dem til at skifte mening? At jeg vendte ryggen til og gik?” spurgte han roligt. For ham, var det jo et sted ganske relevant at vide, så det i sig selv, var noget som ikke sagde så lidt. Han var ikke en mand som man løb om hjørner med. Havde man afvist ham en gang, tilbød han det yderst sjældent igen.
”Man kan søge svarene frygtelig mange steder, hvis man ved hvordan og hvis man tør spørge,” påpegede han med en ganske sigende mine. Selvom det var tydeligt for ham, at det slet ikke var noget som hun ville lytte til, og det var noget som hun naturligvis selv måtte igennem. Han gik bevidst i den modsatte retning. Selv gik han netop nu rundt uden mål eller mening, for han var rastløs, havde ikke rigtigt noget sted at gå hen, og nu hvor han blev afvist endda på sin egen venlighed, så var det tydeligt ikke her, at han skulle bruge sin tid, og så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hånden som hun endte med at lægge mod hans skulder, var noget som fik ham til at stoppe op og kort skæve over skulderen og mod hende endnu en gang. At hun faktisk skiftede mening på den måde, var noget som alligevel forundrede ham en smule, men ikke desto mindre, så var det også på tide, at det begyndte at gå op for hende, at han faktisk kun havde været ude på at i udgangspunktet.
”Hvad fik Dem til at skifte mening? At jeg vendte ryggen til og gik?” spurgte han roligt. For ham, var det jo et sted ganske relevant at vide, så det i sig selv, var noget som ikke sagde så lidt. Han var ikke en mand som man løb om hjørner med. Havde man afvist ham en gang, tilbød han det yderst sjældent igen.
