Please Mistress

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var træt. Det var heller ikke ligefrem denne behandling som han havde regnet med at skulle udsættes for, og det var noget som gjorde direkte ondt. Han bed tænderne fast sammen. Han var ikke knækket, og derfor snakket han præcist som han ville, og det var slet ikke noget, som hun skulle have lov til at ødelægge på nogen som helst måde i det hele taget. Han klemte øjnene fast og kraftigt sammen, inden han igen rystede på hovedet. ”Jeg snakker som jeg føler hun har fortjent det,” mumlede han tydeligt. Han havde kaldt hende ’Mylady’, for at slippe for smerten, og det var hvad hun havde krævet af ham, og derfor lagde han ikke mere i det! Hans krop var allerede iskold, hvilket kraftigt fik ham til at bide tænderne sammen. Hans krop rystede, og det var virkelig ubehageligt som intet andet! Han havde ingen intentioner om at stille træskoene, men han vidste for pokker ikke hvad det var hun havde gang i! ”Du og din families forfærdelige gåder..” Han vendte blikket ned mod måtten som hvilede under ham. Han turde slet ikke tænke på hvad det ville gøre ved ham, om han skulle ende med at falde i søvn, men han var virkelig ved at være træt, og det var tungt for ham at holde øjnene åbne af den grund. Han hadede det virkelig! Han bed tænderne kraftigt sammen. Hun ville bare lade ham hænge her? Det var lang tid siden, han var blevet tortureret på den måde, og det var virkelig, virkelig ubehageligt! ”Du er virkelig umenneskelig..!” hvæsede han let. At hun berørte ham på den måde, fik hans krop til at sitre, selvom han kun ønskede, at det var sådan Faith skulle røre ved ham. Det var slet ikke noget, som andre skulle have lov til! ”Ikke rør mig!” hvæsede han kraftigt. Den manglende søvn havde han ganske vidst klaret engang, men det var godt nok under helt andre omstændigheder. Han forbandede stadig hendes bror for den behandling, også fordi at han snildt kunne have taget Faiths liv den aften. Han elskede hende, også selvom han vidste, at hun intet kunne huske om ham, og nu hang han der. Det var bare typisk ham og hans liv, og det var slet ikke noget som han brød sig om. Han kneb øjnene fast og dræbende sammen, også selvom han var så træt, at han allerede nu, følte at han kunne falde i søvn. ”Få mig ned, Jaqia.. Det her er virkelig ikke sjovt længere,” endte han sigende, selvom.. den bedende undertone, slet ikke var noget, som man skulle tage fejl af i det hele taget. Han ville bare ned og sove!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Igen bakkede Jaqia en smule tilbage for at betragte sit værk. Ham hængende fuldkommen blottet med tåspidserne hvilende på den bare plet i måtten. Hun gik ud fra at han udmærket var klar over, at der var mere i det end som så, hun ville sikre sig at han ikke sov, men derimod hvilede hovedet, forsøgte at finde sin styrke og sin energi andetstedsfra. Hans ord fik hende igen til at fremdrive våbenet. Hun lagde det mod hans hage og hævede hans blik til hendes. ”Jeg vil ikke høre dig så beskidt i munden overfor mig!” udbrød hun beordrende og lod spidsen hvile mod hans hage for en stund inden hun trak det tilbage. Han skulle vide at jo mere han modarbejdede hende, des mere smerte ville han føle. ”Jeg nyder det faktum at du er så overrasket, kæreste. Du burde kende mig, så meget har døden vel ikke ændret?” endte hun kælent i hans ører. Hånden gled langs hans kind og hals og lagde sig til sidst i nakken, kun for at rive hans hoved en smule tilbage. Hun strakte sig og kyssede hans læber dybt og krævende for en stund inden hun igen slap ham og bakkede væk. Et godnatkys skulle hun bestemt ikke mangle!
Jaqia trådte mod døren til torturkammeret også selvom hun vendte sig mod ham inden hun forlod stedet med et hævet øjenbryn. ”Først og fremmest er der ingen der har sagt noget om 'sjov' desuden sker der intet før du lærer at tiltale mig som jeg beder dig om. Det er udelukkende op til dig hvor lang tid du vil hænge her, kæreste. Hvis du giver efter og lader mig lære dig, så lover jeg dig at det vil gøre det nemmere, ikke kun for dig, men også for mig,” endte hun fattet. Han kunne råbe og skrige alt det han ville, det ville ikke hjælpe ham i det hele taget. ”Godnat Kimeya. Gør dig selv den tjeneste ikke at falde i søvn,” bad hun og åbnede døren. Alt lys var slukket, han ville hænge der i mørke og i kulde. Hun trådte ud og lukkede den tunge dør bag sig. For første gang i mange år, låste hun den efter sig, ikke af frygt for at han ville slippe fri, men derimod mere i frygt for at nogle ville komme ham til undsætning, selvom hun tvivlede på det. I morgen ville hun flytte ham til hendes hemmelige kammer, blot for sikkerhed. Hun smilede tilfredst for sig selv, inden hun vendte ryggen til og strøg mod sine gemakker.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Kimeya rystede af raseri, for det her, var slet ikke noget som han fandt sig i, på nogen som helst måde! Tænderne bed han kraftigt sammen, selv på trods af den træthed som han følte i sindet. Det var virkelig ikke behageligt, også fordi at han vidste at Jaqia mente alvor, men han kunne virkelig ikke se, hvorfor det var ham, at det skulle gå så voldsomt ud over, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han snakkede til hende, som han følte, at han havde lov til, om det var noget som hun ville det eller ikke, for hun havde ikke fortjent noget andet! Han nåede ikke at afgive nogen respons, inden hun havde lagt agielen mod hans hage. Skriget føles nærmest som det blev holdt igen i hans hals, og ikke kunne få det ud, for det brændt og det sved af helvede til! Hovedet rev han kraftigt til sig, så snart hun slap ham. Hans krop rystede, og han hev efter vejret. Han klemte øjnene let sammen. ”Du er virkelig umenneskelig..!” hvæsede han med en kraftfuld stemme.
Kimeya var virkelig ved at være træt, og det var uden tvivl også forbandet ubehageligt bare at hænge der. Han dinglede let i sine kæder, og med de tydeligt knyttede næver, og med blikket på måtten under sig. Hvad der skete, hvis han faldt i søvn, turde han slet ikke at tænke på, og han vidste at det kun måtte gøre ondt, for ellers ville Jaqia ikke have gjort det på den måde. Han vendte blikket mod hende endnu en gang og med de tydelige sammenknebne øjne. Hvad hun overhovedet havde regnet ham for, vidste han ikke, men det her var uden tvivl noget som gjorde ham forbandet hidsig. ”Hvis du tror, at du får noget som helst ud af, at lade mig hænge her, så må du tro om igen, Jaqia. Du kan lige så godt bare tage mit liv, i stedet for alt det andet, for du får absolut intet ud af det..!” nærmest råbte han efter hende, også selvom hun allerede var gået. Fristet for at falde i søvn, så var han temmelig sikker på, at det ikke var noget som han turde i længden, for han viste udmærket godt, at Jaqia var en kvinde som mente det hele alvorligt, og derfor var han uden tvivl bange for det. Hun bad ham jo direkte om ikke at falde i søvn, og så måtte der jo for pokker være noget om det, og det var næsten det som irriterede ham mere, end det som noget andet måtte gøre det. Han sukkede dæmpet og bed sig kraftigt i læben. Det ville uden tvivl blive en forbandet lang dag for ham, hvis han skulle hænge der, og uden at falde i søvn.

//Out