Please Mistress

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var bestemt ikke første gang at Jaqia lod ham gå igennem en sådan behandling, men om han ville tro det eller ej, så var det en ærefuld chance at blive givet, også selvom hun ikke rigtigt nærede troen på at han ville overleve det. Hans ord fik hende blot til at trække køligt på smilebåndet. ”Kæreste Kimeya, hvis ikke det allerede er gået op for dig, så hænger du i magisikrede lænker og jeg nærer stor tvivl på at du vil komme ud af dem, så jeg frygter ærlig talt ikke hvad du vil gøre ved.. min røv,” afsluttede hun sigende og holdt våbenet i sin hånd som var det ingenting. ”Se det som en ære, jeg har udvalgt lige netop dig, og selv hvis du ikke overlever, så har du medvirket til at starte noget frygtelig stort,” afslørede hun sandfærdigt og gik en runde omkring ham. Han var en flot mand, svær at holde fingrene fra, men hvem sagde det også at det var noget hun skulle? Tanken fik hende til at smile lidt for sig selv inden hun igen stoppede op foran ham. Han nægtede at tiltale hende som hun ønskede? ”Forkert svar,” hvislede hun og trådte et skridt frem mod ham for at lægge våbenet mod hans hofte. Hun holdt den der i nogle lange sekunder, inden hun igen trak sig. ”Prøv igen,” bad hun roligt. Det var ikke fordi hun havde tænkt sig at give ham et valg. ”Du kan ligeså godt vænne dig til tanken. Jeg vil være din mentor, elsker, ven, fjende.. det hele i de næste mange måneder, år hvor lang tid det nu end vil tage før du bukker under.. eller dør,” tilføjede hun lidt ligeyldigt. Det ville være synd at miste en mand som ham, og hun forventede ikke at han ville overleve, men hun havde trods alt Matthew i baghånden hvis ikke, som med største garanti ville kunne lede warlockerne med ligeså hård hånd som Kimeya. Desuden kunne Faith ikke huske, så denne gang forventede hun ikke den helt store redningsaktion hvilket passede hende fint!

[Kimeya Marvalo]

Faith kunne intet huske, så Kimeya vidste udmærket godt, at der ikke rigtigt var nogen til at komme ham til redning, som der plejede at være, så han var lidt på herrens mark, og han foragtede den tanke! Tænderne bed han kraftigt sammen, som han tydeligt vendte blikket væk fra hende endnu en gang. ”Åh tro mig… Du får meget ondt i røven, når jeg engang kommer ned herfra!” hvæsede han med en fast og kraftig stemme. Igen forsøgte han kraftigt at rive sig fri, selvom han ikke rigtigt kom nogen vegne af den grund. Han havde bestemt ikke nogen intentioner om at smide træskoene ved dette, og specielt ikke for hendes hånd! Han knyttede næverne kraftigt. ”Uanset hvad dette betyder, så skal du ikke regne med, at det får lov til at tage mit liv.. Så kender du mig ikke særlig godt..” Han vendte sig mod hende igen. At kalde hende ved noget som helst, som kunne minde om ’Mistress’ eller noget andet, som lagde ham under hende, så kunne hun godt tro om igen! Nu hvor han vidste hvad det våben gjorde, så var han langt mere forberedt denne gang. Som hun lagde det mod hans hofte, så spændte han kraftigt i hele kroppen, hvor han direkte klemte øjnene sammen med de tydeligt sammenbidte tænder, for ikke at ende med at skrige igen. Kroppen begyndte voldsomt at ryste, inden han direkte endte slap, da hun fjernede den igen. Han gispede svagt efter vejret. ”Jeg går hellere i graven, end at kalde dig noget som helst af den slags, Jaqia,” hvislede han med en iskold stemme. Selvom hun måske kun lige var begyndt, så begyndte hans krop tydeligt at bade i sved, for smerte gjorde uden tvivl forbandet ondt, og selv på ham! Han vendte sig mod hende endnu en gang, inden han kraftigt bed tænderne sammen igen. Han trak vejret tydeligt og dybt. ”Hvis du virkelig er ude på at slå mig ihjel… Så gør det nu, inden det går op for andre, at jeg er væk,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Hun kunne jo lige så godt bare få det overstået!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Denne gang forventede Jaqia virkelig ikke at der var nogle som ville komme og redde ham, hun havde desuden taget sine forholdsregler. Faith kunne intet huske og Aliyah sad bag tremmer, hun havde svært ved at se faren, af samme grund frygtede hun ikke ligefrem for sit liv. ”Bla, bla, bla,” svarede hun og himlede lidt irriteret med øjnene. Han kunne ikke gøre noget og det var sådan hun ønskede det. ”Du undervurderer situationen Kimeya, men det må du lære på den hårde måse i så fald,” konkluderede hun uden at tage de kolde øjne fra hans skikkelse. Vrede lyste langt ud af hans blik og det frydede hende, men ikke nær så meget som at se hvordan enhver muskel i hans krop spændtes ved en berøring af våbenet, en berøring som kun var god nok hvis det frembragte skrig. Denne gang var det tydeligvis ikke lykkes. Hun lagde atter hovedet på sned og lagde en hånd mod sin hofte da han igen nægtede at kalde hende ved en højerestående titel. ”Forkert igen,” påpegede hun og lagde denne gang våbenet mod hans maveregion. Det ville fryde hende at høre ham skrige, også for at indikere for hende om hun ramte rigtigt eller ej. ”Du er for værdigfuld til bare at lade livet, desuden er det ikke min intention i det hele taget. Du er blot.. en prøveklud så at sige,” afsluttede hun med en hvisken i hans ører inden hun igen trak sig. [FF6600]”Igen,”[/color] beordrede hun fast. Jo flere gange han nægtede jo mere ondt fik han. Tungespidsen lod hun blidt løbe hen over hans bryst hvor hun kunne smage den salte hud dækket af et tyndt lag sved. ”Vi starter jo godt ud,” konkluderede hun nærmest triumferende. Han ville være svær at knække men ikke i forhold til nogle af de andre planer hun havde, så hun gik ind i det med alt hvad hun nu engang havde. Våbenet trak hun lidt væk fra ham også selvom hun ikke pakkede det væk. Ligeså effektivt som det var ment til at være, og mere kunne hun trods alt ikke bede om.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, at det var en skidt situation for ham at være i, for der var ingen til at komme ham til undsætning denne gang. Ville nogen i det hele taget bide sig mærke i at han var væk? Aliyah gjorde sikkert, for han havde lovet at få hende bragt hjem til Marvalo Mansion, men det blev han nu afholdt fra. Han kneb øjnene nærmest dræbende sammen og vendte blikket direkte i retningen af hende med en fast mine. ”Undervurderer situationen?” gentog han med en vred mine. ”Det eneste jeg kan se og forstå, er at du forsøger at slå mig ihjel.. på en langsom og smertefuld måde,” hvislede han. At hun ikke var tilfreds, forundrede ham på sit vis egentlig ikke. Han spændte kraftigt, som hun havde lagt den mod hans mave, hvor det nærmest fik hans tarme til at vride sig og slå knuder. Han spændte kraftigt, som han ikke følte at han havde gjort det før. Skriget tvang han tilbage i struben, kun for at sparke direkte ud efter hende, for at få hende til at stoppe, for det gjorde virkelig, virkelig ondt! ”Satans til kvindemenneske, hold dig væk fra mig!” hvæsede han med en fast tone. De startet godt ud? Han var en prøveklud? Han fandt sig slet ikke i det, og han vidste, at det var fordi at hun beundrede ham for hans styrke. Han var en stærk mand, men det var da heller ikke underligt med den behandling som hun havde tvunget ham under igennem de sidste mange år, og at det så skulle fortsætte sådan her, var slet ikke noget som han kunne have med at gøre i den anden ende! Han fnøs. Det dirrede i hans krop.. både af smerte, men også af den vrede, som hun uden tvivl kun havde formået at vække, som aldrig nogensinde før. ”Jeg synes bare du skal gøre os begge den tjeneste og sætte mig ned.. Så skal jeg nok se væk fra denne behandling..” Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Mordlyst stod tydeligt i hans blik, samtidig med en træthed som meldte sig med tiden. Det gjorde ondt og tog voldsomt på hans kræfter og hans energi, og det føles virkelig… forfærdeligt!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia var ganske tilfreds med tanken om at der ikke var nogle som ville komme efter ham. Hun havde allerede aftalt med Matthew at han tog over mens hun holdt gang i en kære Kimeya. Det kølige glimt hvilede i hendes isblå øjne som intenst stirrede i hans øjne. Han badede allerede i sved og tanken morede hende virkelig, det betød trods alt kun at hun var på rette vej. Våbenet hvilede i hendes hånd uden at hun gjorde tegn til smerte, men i virkeligheden sitrede det i hele kroppen af ren og skær smerte. Hun rystede opgivende på hovedet. ”Som sædvanlig ser du kun hvad er, ikke formålet,” svarede hun næsten med skuffelse at spore i stemmen. Det var noget hun var nødt til at lære ham, lige der var hun bange for at Faith nok havde smittet ham lidt. Hans spark fik hende blot til at sukke. Hun vendte ryggen til ham for en stund for at hente noget der mindede om tunge håndjern med bare større. Med vågenet på hans hofte, bukkede hun sig ned og forsøgte at fange hans fødder. ”Lad være med det der,” bad hun irriteret og rejste sig i en smidig bevægelse mens hun igen fjernede våbenet fra ham. ”Forkert svar.. igen,” tilføjede hun koldt. ”Men jeg er bange for at vi må tage.. lidt andre metoder i brug,” endte hun tænksomt og så sig omkring, inden hun trådte mod ham. Hun havde fundet et læderbånd frem, som hun bandt omkring hans bryst og holdt våbenet fastspændt på hans ryg hvor han ikke ville kunne nå den og hvor det ikke kunne skubbes af. Med rolige skridt strøg hun hen mod håndtaget der havde spændt rebet og løsnede det uden varsel så han ville ryge i gulvet. ”Jeg tror desværre jeg må lære det på den hårde måde. Jeg vil om et øjeblik sætte mig hen i den stol der..” hun pegede mod en form for trætrone henne ved væggen omgivet af blod. ”Hvorefter jeg vil have dig til at kravle, sno dig, vride dig hen til mig, kysse min fod og tiltalte mig som jeg fortjener. Så vil jeg tage smerten væk og først der,” forklarede hun koldt og sparkede ud efter ham kun for at dreje om på hælen og sætte sig hen i tronen. Hun lagde benet over det ene og lænede sig afslappet og dog afventende tilbage.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kneb øjnene fast sammen og uden at slippe hende med blikket. Hvem der tog over for ham, havde han ingen anelse om, men han brød sig bestemt ikke om at hænge der! Han kunne jo for pokker ikke gøre noget ved det! Tænderne bed han fast sammen. Han så lige nu kun hvad der var foran ham, fordi at han selv forsøgte at finde ordentlig tilbage ind o tingene.. Det var jo frygtelig meget som var sket i løbet af rigtig kort tid. ”Jeg ser hvad du burde gøre Jaqia.. Og det er at sætte mig ned!” hvæsede han med en fast tone. At hun greb ud efter jern til hans fødder og bandt dem mere fast, fik ham kun til at sparke ud efter hende, også selvom det ikke rigtigt ville. ”Du får mig ikke til at kalde dig noget som helst, som bare minder,” advarede han med en yderst kortfattet tone. Han var måske svedig, og hun var på vej i retningen af hvad det nu end var hun ville, men af den grund, så var han ikke typen som bare gav sig sådan uden videre. Hvad hun fandt frem, gjorde ham dog mere stiv i minen, end det som han havde været til nu. ”Du kan lige vove..!” hvæsede han med en kraftfuld stemme, selvom det var tydeligt, at hun havde helt andre planer. Smerten som bredte sig allerede med det samme fra ryggen og ud i resten af kroppen, fik ham til at spænde kraftigt, hvor han virkelig kæmpede for ikke at skrige. Den glæde, ville han slet ikke give hende! Hvad hun egentlig bad ham om, var knapt nok noget som ham fik med sig, men selv havde han det i baghovedet. Han gispede kraftigt, idet han røg direkte i gulvet i stedet for. Det sitrede og det brændt som aldrig nogensinde før. Hans ben sitrede og levede nærmest sit eget liv, men at få fat i det våben, kunne han allerede opgive på forhånd. Sparket ud efter ham, ramte ham direkte i hovedet, hvilket tvang ham om på siden og halvvejs om på maven. Skriget brød halvt om halvt hans læber. Han vendte blikket mod hende som hun satte sig på tronen. Det at kæmpe sig mod hende, var frygtelig, frygtelig svært.. Han forsøgte i hvert fald! ”F-fjern den!” udbrød han. Det var stort set umuligt at komme i hendes retning, for han følte sig lammet.. Han kunne næsten ikke bevæge sig, så ondt som det gjorde!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia satte sig overskrævs i stolen med benene over det ene armlæn og betragtede ham uinteresseret. Når han ikke ville høre efter hvad han sagde, så havde hun intet andet valg end at vise ham det på den hårde møde. Våbnet var hægtet til ham, han ville ikke kunne undslippe smerten og tanken frydede hende. Burde hun være bekymret for hvor meget hun nød at se smerten i hans øjne? Hvor stort et kick det gav hende? ”Det er kun dit tab, Kimeya,” påpegede hun lettere uinteresseret og gav sig i stedet til at studere sine negle mens han lå for hendes fødder et par meter væk. Turen var måske ikke lang, men med den smerte han sad med, så var hun ikke i tvivl om at den var hård, det var trods alt meningen. ”Du gør ikke dig selv en tjeneste med mindre du får det overstået,” påpegede hun sigende og uden at værdige ham et blik. I stedet slap hun et kedsommeligt suk. Det var begrænset hvor lang tid han ville kunne holde et skrig tilbage. Hun smilede køligt af hans ord og lod blikket rettes mod den ynkelige skikkelse som lå på jorden og skælvede. Han bed det i sig. ”Jeg skal nok fjerne den når du kommer til mig og gør som jeg har bedt dig om,” svarede hun oprigtigt, for det mente hun. Noget for noget, og når han ikke kunne finde ud af at følge ordre, så måtte hun trods alt tvinge ham til det. Han skulle knækkes, det var hendes mål, før ville han være ubrugelig og hvis han mistede livet på vejen så ville det være et stort tab, men overkommeligt nu hvor Matthew var tilbage, der var en grund til at hun havde ventet så længe. Hun fugtede læberne med tungespidsen og slog hovedet utålmodigt tilbage. ”Du gør kun smerten værre for dig selv min ven. Kom herhen og jeg vil fjerne den,” lovede hun med et tungt suk. Hun var ikke modbydelig, og han ville snart finde ud af at jo mere han føjede hende, des mindre smerte ville han føle og hun havde bestemt ikke planer om at lade ham gå!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya brød sig ikke om Jaqias form for leg, for han vidste, at det snildt var noget som kunne koste ham livet, og det var bestemt ikke fordi at han ønskede at give hende den tilfredsstille, så han ville uden tvivl gøre hvad han kunne, for at holde sig i live! Med agielen fæstet til kroppen og med en smerte uden lige, som det eneste som han kunne tænke på, så forsøgte han ikke at skrige, men den smerte var virkelig forfærdelig som intet andet! Det skar frygteligt igennem marv og ben! Et halvkvalt skrig børd hans læber, for det gjorde virkelig, virkelig ondt! Han vidste, at der nok ikke rigtigt var nogen, som lagde mærke til, at han var væk i det hele taget, og det var næsten det som var det værste. For hans vedkommende, så kunne hun jo lige så godt bare få det overstået, i stedet for at gøre nar af ham på den måde, for det var slet ikke noget som han ville finde sig i! At kysse hendes fødder for at komme fri, var slet ikke noget som kom på tale på nogen som helst måde i det hele taget! Han begyndte dog at kravle.. Selvom det kun var få meter hen til hende, så var det virkelig langt, for han følte slet ikke at han kunne bevæge sig! Han kollapsede direkte i gulvet under kraftige rystelser, som nærmest anlagde til kramper, hvor han med en kraftig håndbevægelse, forsøgte at få agielen væk, men han kunne ikke nå. Ikke når hænderne var buddet foran ham, og med de magisikrede lænker, så han kunne heller ikke få den væk ved hjælp af magi, selvom det bestemt ikke gjorde det meget bedre! Han følte slet ikke for at svare hende, hvor han derimod fokuserede på den smerte som han var præget af. Han klemte øjnene kraftigt sammen. ”F-få det til at stoppe!” hvæsede han med en fast og ikke mindst kraftig stemme. Han kollapsede endnu en gang for fødderne af hende, hvor det at skulle kysse hendes fødder… slet ikke var noget som han havde lyst til, men derimod, ønskede han brændende at den smerte ville holde op! Han vendte blikket mod hende. Næsten… bedende til, at hun bare ville fjerne den, for han kunne da slet ikke holde den tanke ud, så ondt som det gjorde! Og bare det, at han så bedende op på hende, var slet ikke noget som han ville gøre ellers!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var ingen hemmelighed at Jaqia altid havde haft en uhyggelig form for humor, dette var dog alt andet end morsomt selv for hende. Alt hun gjorde i dette øjeblik var ment i ramme alvor og eftersom han ikke så det, så måtte hun jo forsøge at bevise det for ham. De kølige, blå øjne hvilede på hans skikkelse sådan som han ynkeligt lå på gulvet g forsøgte at bekæmpe smerten så han kunne komme fremad. Det lykkedes tilsyneladende ikke videre godt. Hun flyttede sig ikke en tomme men sukkede derimod og sammenflettede sine fingre hen over sin mave. Hvis det tog hele natten, så tog det hele natten selvom hun kraftigt tvivlede på at han ville være i stand til at udstå smerten så længe. ”Jeg gentager ikke mig selv,” svarede hun kortfattet og studerede sine negle. Hvis han ønskede at smerten skulle stoppe, så måtte han finde vej hen til hende. Hun kunne se månen oplyse hans skikkelse der var badet i sved og de var jo knap nok gået i gang! Synet fik hende til at trække let på smilebåndet dog uden at hun sagde mere. I stedet studerede hun ham med hovedet let på sned. Det lod langt om længe til at han havde forstået pointen og var på vej til at krybe hende i møde også selvom det tilsyneladende ikke var en nem kamp. Se nu blev det interessant. Hun strakte sig en smule og satte sig ordentligt så hendes fødder igen lå solidt plantet på det hårde gulv som han kravlede rundt på. Idet han endelig endte helt foran hende, lod hun blikket synke til hans. Selvom bønnen stod langt ud af dem, så var hun ikke en gud, hun var ikke tvunget til at lade dem påvirke hende og det havde hun ej heller tænkt sig i dette tilfælde. ”Du ved hvad der kan få smerten til at stoppe, Kimeya. Kæmp ikke imod den, omfavn den,” beordrede hun med en hård tone. Hendes hjerte bankede lidt, for nu lod der jo endelig til at ske noget hvilket hun næsten ikke have turdet regne med. Det var Kimeya og han var ikke let at have med at gøre, det havde hun hele tiden vidst. Hånden lod hun stille stryge over hans kind blot for at gribe fast i hans kæbe for at fastholde hans blik. Det talte for sig selv, og der var ingen anden udvej for ham, end at gøre som hun bad om.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde aldrig nogensinde været en nem mand at have med at gøre, og derfor frustrerede det ham virkelig, at han var tvunget til at skulle gå igennem dette. Det gjorde ondt, og det gjorde det direkte svært for ham i det hele taget at trække vejret. Kampen for at komme hen over gulvet.. bare de få meter det drejede sig om, var en udfordring i sig selv. Hver gang han bevægede sig, føles det nærmest som at få stød. Det krampede helt ud i de små led, og det gjorde det stort set i hele kroppen! Han forsøgte virkelig at tvinge skriget tilbage i struben, selvom det på ingen måder var nemt for ham, og det var virkelig en frustration uden lige, for han kunne slet ikke få sig til at stoppe, og han kunne høre på Jaqia, at hun mente alvor ved dette, hvilket bestemt heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hans vedkommende. At bede på den måde, var bestemt heller ikke noget som lå naturligt til ham, men i situationer som dette, så kunne han simpelthen ikke lade være, og det var næsten det, som var ham det værste af det hele. Som hun tog fat i ham, så var det kun tydeligt, at hun ikke ville give ham andet alternativ, også selvom han havde så ondt, at han knapt nok kunne registrere hendes ord. Han bed tænderne kraftigt sammen, inden han endnu en gang måtte kollapse på gulvet foran hende. Han ønskede virkelig at den smerte skulle ophøre! Endnu et skrig forlod hans læber, idet han gjorde et fast forsøg på at trække vejret, selvom tingene bare ikke ville som han ville! Hænderne satte han i gulvet, idet han krampagtigt forsøgte at komme op. Blikket gled træt og tungt på hendes fødder. Han ville virkelig ikke, men hvis det var den eneste måde, hvorpå at han kunne få det her til at stoppe, så.. havde han j ikke noget andet valg. Han klemte øjnene kraftigt sammen, inden han bevægede sig tættere på hende og.. kyssede hendes fod. Igen lagde han sig ned i gulvet i det som nærmest måtte ligne kramper. Endnu en gang måtte han slippe et kraftigt skrig, for nu havde han gjort hvad hun havde bedt ham om! ”F-fjern den! Fjern den!” nærmest skreg han. Selvom der endnu var lang vej for at knække ham, så var det uden tvivl hvad hun var ude på, men det var bestemt ikke noget, som man bare gjorde så let som ingenting! Han krampede nærmest på gulvet, og næsten uden muligheden for at trække vejret, så var det begyndt at gå kraftigt ud over ham selv. Han kollapsede endnu en gang i gulvet, hvor han begyndte nærmest at hive efter vejret. Han følte virkelig at han var ved at blive kvalt i det hele!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Måske Kimeya ville hade hende for dette i lange tider, men Jaqia frygtede det ærlig talt ikke så meget. Hvis han overlevede dette, hvilket der ikke var stor sandsynlighed for, men hvis han gjorde, kunne hun give ham et løfte om, at han ville være blandt landets mest stærke og vedholdende mænd. Hun smilede af hans smerte. For hende var det en fryd for øjet at se ham vride sig på jorden og forsøge at bekæmpe smerten. På sit vis tog det lidt af hendes egen væk, for selvom hun virkede urørlig, så var hun på indsiden en simpel kvinde, med alt hvad det nu engang måtte indebære. Hun rettede sig op i stolen og så ned på ham, næsten lidt forundret over at han alligevel havde formået at finde vejen frem. Hendes blik var hårdt for et øjeblik til han faktisk bukkede sig ned og kyssede hendes fod – underkastede sig hende. Et tilfreds smil spillede om hendes læber. Hun strøg en hånd over hans hår som havde han været en hund, inden hun gravede ned efter våbenet og løsnede det fra hans ryg, for selv at tage det i sin hånd. Det tog hende et øjeblik at tøjle smerten der kom som følge af det. Selvom hun endnu ikke var helt tilfreds, lod hun ham få en pause fra våbenet. I stedet hævede hun foden og lod den stryge langs hans kæbe inden hun i stedet sparkedet ud efter ham i et forsøg på at vælte ham omkuld. Hun rejste sig og gik rundt om ham med det samme hårde blik. ”Hvad skal jeg dog stille op med dig, Kimeya? Jeg bad dig om en specifik ting, og en ikke det kan du leve op til?” endte hun og rystede på hovedet. Den mand var jo direkte håbløs, men hun havde bestemt ikke tænkt sig at give op uden videre. Hun stoppede op og satte sig på knæ ved ham, med våbenet rakt frem mod ham som en tydelig trussel og advarsel. ”Blot fordi jeg er i godt humør, vil jeg give dig en sidste chance for at tiltalte mig korrekt,” bad hun endelig og så lidt afventende på ham. Han skule nok komme til at gøre som det behagede hende, for hun havde ikke tænkt sig at tillade noget andet, han var en del af store planer og den stærkeste hun havde taget chancen med at træne.. til nu.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde slet ikke forståelse for, hvad det var Jaqia havde gang i, og han erkendte gerne, at han slet ikke brød sig om tanken. Hvis hun virkelig ønskede at tage hans liv, så kunne hun da lige så godt bare gøre det! Smerten var direkte ulidelig, og noget som han aldrig havde oplevet noget lignende af tidligere, og det var noget som virkelig gjorde ondt, som bare pokker! Det var svært for ham i det hele taget at få luft! Kysset som han alligevel tildelte hendes fod, som et tydeligt tegn til underkastelse, var for hans vedkommende, kun for at få den smerte til at stoppe, for der skulle lidt mere til end dette for at knække ham! Han gispede kraftigt til sidst, for han havde slet ikke luft til at skrige, hvor han tydeligt kollapsede i gulvet, efter hun havde fjernet det våben fra hans ryg. Hvordan hun kunne klare at holde i den, forstod han da slet ikke! Han vendte blikket mod hende, også selvom det var ham en irritationsfaktor, da hun lod foden stryge over hans ansigt, for det ville han da slet ikke have! ”S-stop..” endte han langt mere bedende, end hvad han ellers ville have gjort det, men det var virkelig en forfærdelig fornemmelse af den smerte, og han kunne ikke have det! Sparket som rakte ham direkte i maven, tvang ham om på ryggen, og med et kraftigt gisp, for han havde slet ikke energi og styrken til noget som helst lige nu. Den smerte tog virkelig alt den energi, som han havde! Han blinkede let med øjnene og bed tænderne kraftigt sammen. Han vendte blikket tydeligt træt mod hende. Han forstod ikke hvad hun havde gang i, men han kunne slet ikke have med det at gøre! Han ønskede ikke den smerte, og det at hun førte det våben ned mod ham igen, fik ham kraftigt til at spænde, for han vidste jo hvilken smerte det efterlod ham med. Burde han? Han trak tydeligt dirrende. Han var træt.. Han magtede slet ikke mere af det. ”… J-javel… M-Mylady..” forsøgte han. Det var en kamp i det hele taget, at få de ord over læberne, for det var slet ikke noget som lå naturligt til ham, og specielt ikke når det kom til Jaqia, men han ville bare fri.. Han magtet slet ikke at hænge der mere og det våben.. Det skulle hun bare skride til helvede med!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Dette handlede på ingen måde om at tage liv, men derimod om at finde hans indre styrke, træne ham op til at blive blandt de bedste, stærkeste som kunne bruges i dette land og hundrede procent hengiven til hende. Hun betragtede ham med et koldt og ligefrem dødt blik som han lå der på jorden og forsøgte at komme sig over smerten, noget som han ikke ville gøre det næste stykke tid. Hun stoppede op og gik i knæ foran ham med hårde øjne og strøg blidt hans kind. ”Se sværere var det ikke,” hviskede hun fortrøstningsfuldt og pakkede våbenet væk som en del af hans belønning. Han skulle vide hvordan han kunne slippe for smerten ved at gøre som hun ønskede. Blidt hjalp hun ham op at sidde, også selvom hun måtte have begge hænder mod hans skuldre for at han ikke skulle falde bagover igen så afkræftet som det han var. ”Vi er næsten færdige for i dag. Hold fast i tanken om at jeg er din Mistress,” bad hun tonløst og tvang ham med sig op på benene, der skulle trods alt være visse fordele ved at være et dyr, med en helt anden styrke end så mange andre. Hun løsnede bæltet omkring ham og slæbte ham tilbage til krogen, hvor hun hængte ham op på ny så hans tåspidser netop nåede den kolde jord under ham. ”Nu vil jeg vaske dig.. du er blevet så beskidt og derefter vil jeg gå i seng. Vi har en lang dag foran os i morgen. Hvis dit hoved en smule,” hviskede hun næsten bekymret og strøg lidt af hans hår væk fra ansiget. De slanke fingrer vandrede hen over hans bryst, inden hun vendte sig mod en spand der stod ikke langt fra dem. Den havde stået nede i den kolde kældre i dagevis, så vandet deri var ikke ligefrem det varmeste. Alligevel tog hun den og hældte vandet ud hen over ham, ligeglad med hvor koldt det end måtte være. Sygdomme skulle hun nok forsikre sig mod på magisk vis, så det ville næppe blive et problem. Hun smilede tilfredst og lod ham hænge der og dryppe mens skidtet blev opstået af vandet og gled hen over hans krop for at lande i gulvet. Imens han var efterladt til at tørre, gik Jaqia roligt over til ham og lagde en måtte under hans fødder. Netop hvor tåspidserne amte var der ingen nåle, men hvis han lænede fødderne blot en smule, så ville hundrede af dem glide direkte op. ”For at sikre mig at du ikke sover, vil jeg lade dig stå her. Vogt dig.. jeg vil ikke komme så hvis du bliver slap og falder hen, må du stå på dem til jeg kommer tilbage i morgen,” hviskede hun i hans ører med en intens tone.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya rystede og dirrede. Han var fuldkommen udmattet, også selvom han slet ikke havde været i gang i særlig lang tid. Han bed tænderne kraftigt sammen. Uanset hvad det var for et våben hun gjorde brug af overfor ham, så var det bestemt ikke et, som han ville have mere at gøre med, end hvad godt var! Han vendte blikket direkte mod hende og med de sammenknebne øjne. Han var på ingen måder knækket endnu, og det vidste hun. Han fnøs. ”Ti’ stille,” hvæsede han tydeligt, men træt. Han havde det bestemt ikke særlig godt, og han vidste, at der ikke var nogen til at søge efter ham. Hvem skulle da? Han vidste at hans eget barnebarn sad i kælderen. Lige der var han faktisk glad for, at hun var døv, og derfor ikke i stand til at høre ham. Han lod hende hjælpe ham op at sidde, selvom hans krop føles tung som bly, og at den var ved at falde bagover igen, for han havde det slet ikke godt. ”F-for i dag…? Hvad pokker er det du er ude på, Jaqia?” spurgte han med en ganske kortfattet tone. Han nåede dog ikke rigtigt at reagere, inden hun havde revet ham op at stå og tvunget ham med hen til krogen, hvor hun igen hang ham op. Hans krop rystede.. Han havde slet ikke energien til at stå imod, og det føles virkelig, virkelig ubehageligt, som intet andet i det hele taget. Han bed tænderne fast og kraftigt sammen. ”S… så du vil bare lade mig h-hænge her?” spurgte han med en ganske sigende mine. Den spand med vand, som hun tog op i sine hænder og kastede direkte mod ham, vækkede ham uden tvivl, for det var iskoldt! Nærmest som et skrig af overraskelse, så begyndte han kort at sparke ud med sine ben. Nu begyndte han for alvor at ryste – denne gang af direkte kulde! Måtten som hun lagde under hans fødder, fangede hurtigt hans interesse. Han stirrede på den. Med andre ord, så kunne han slet ikke få lov til at sove? Det synes han slet ikke var retfærdigt på nogen måde! ”D-du er virkelig umenneskelig..” Denne gang var der noget langt mere opgivende over hans tone, end hvad der ville have været ellers, men ikke noget som han kunne gøre noget ved, og kunne man klandre ham? Han var fuldkommen smadret, og fuldkommen ødelagt, og han kunne slet ikke komme ned, hvilket næsten var det værste af det hele. Han blev stående på tå… selvom han mest af alt, havde lyst til at glide over i søvnen i stedet for.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia rystede på hovedet. De havde kun været i gang i et par timer, og han var allerede nær døden sådan som det så ud. Om hun nærede troen på at han ville overleve dette? Næppe, men tanken gjorde hende ikke nær så meget nu hvor hun havde Matthew på sin side igen. Han var ikke knækket.. det skulle nok komme, nu havde hun fået ham til det hun ville, og det var noget som han snarest ville vænne sig til. ”Hvad er det for en måde at snakke til sin Misstress på?” hvislede hun og tog et fast greb om hans kæbe nu hvor han igen hang oppe på krogen. Der ville han pynte det næste lange stykke tid, hun havde advaret Noelle om at hendes torturkammer nok ville være forstyrret. Tanken fik hendes læber til at fortrække i det selvtilfredse smil. Hvor hun dog nød dette og særligt eftersom hun stod med den mand overfor sig, som havde taget livet af hende og fjernet hende fra sine børn. ”Du vil snarest finde ud af at hvad jeg er ude på, Kimeya. Kæmp for din overlevelse og jeg lover dig at dette vil være det bedste der nogensinde er hændt dig, hvis du dør er du ganske simpelt ikke stærk nok,” hviskede hun i hans ører og lod hånden løbe ned over hans skælvende krop. Han var en flot mand, Faith havde været en heldig kvinde.. synd hun ikke kunne se det.. eller nærmere huske det. Muligvis, det var en situation som kunne komme hende til gode senere, men for nu var det Kimeya der havde hendes fulde fokus. Hun lagde den sylespidse måtte under ham. Hvad hun ikke nævnte var at spidserne var dyppet i en gift hun selv havde brygget, som ville sikre sig at han ville tilbringe natten i ulidelig smerte hvis han skulle ende med at falde i søvn, og hun havde først tænkt sig at komme med modgiften efter hun havde løbet sine ærinde. Hun nikkede rolig. ”Jeg vil lade dig hænge her. Jeg ser til dig i morgen,” lovede hun og kunne ikke skjule morskaben i hendes stemme. Hans brok fik hende til at himle med øjnene. ”Helt ærligt Kimeya, den manglende søvn har du trods alt prøvet før, og du klarede det dengang,” påpegede hun, for hun huskede udmærket godt hvordan Samuel havde holdt ham vågen, nat efter nat i sin tid. Når hun tænkte på sin bror, følte hun et stik i hjertet som hun gjorde ved Alexander, men de havde været svage! Ynkelige og svage og det var godt at de ikke længere vandrede på denne jord!