Please Mistress

[Kimeya Marvalo]

Det var ved at være godt hen på aftenen, da buddet endelig var kommet til Kimeya, og han havde ikke tøvet med at tage af sted. Desuden var det bedre, end at sidde hjemme og lave stort set ingenting. Tanken om at skulle begive sig ned i torturkammeret, var ganske vidst ikke den tanke som han fandt mest behagelig, men det var nu sådan at kravet havde lydt, og det var så der han søgte i retningen af i stedet for. Den isblå flamme meldte sig i hans hånd, idet han roligt søgte ned af de gamle stentrapper. Det dryppede nærmest fra væggene, og flammerne blussede op, som han endelig nåede bunden. Her var koldt.. Selvom det nu heller ikke rigtigt var noget af det som han bed sig mest mærke i. Det var nok snarere hvor lang tid siden det egentlig var siden, han havde sat sin fod her, hvilket jo i princippet var noget som passede ham fint, for han kunne virkelig ikke have det!
Hans skridt var rolige og fattede, idet han roligt nåede derned. Efterhånden kendte han dette sted frygtelig godt, da han selv havde været dernede efterhånden temmelig mange gange. Hans hjerte slog fast. Tanken om at det var Jaqia som ønskede ham, vakte ham kun urolighed. Han havde aldrig brudt sig om tanken, og specielt ikke nu, hvor han stort set følte sig alene om tingene som var omkring ham, for det var uden tvivl frygtelig ubehageligt. Som han nåede den åbne dør ind til torturkammeret, lod han den blå flamme dø ud i hans hånd. ”De sendte bud efter mig?” spurgte han tydeligt med en kold og nærmest intetsigende stemme, idet han roligt trådte indenfor. Hænderne foldede han over ryggen. Tanken og synet af de mange blodige kæder, de mange torturredskaber alt fra piske til sværd, kniven og det som uden tvivl også måtte være værre, viste sig for hans åsyn. Det løb ham koldt ned af ryggen, men det var ikke noget som skulle få lov til at knække ham, og da specielt ikke når han stod der foran Jaqia. Han trak vejret dybt. Han brød sig på ingen måder om at befinde sig derned, hvor det faktisk var noget som gav ham kvalme. ”Jeg vil anbefale Dem, at gøre det kvikt.. Jeg har arbejde at lave,” tilføjede han en kende utålmodigt. Han ville virkelig ikke stå der, hvis han ellers kunne blive fri for det.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Levende lys brændte svagt og oplyste det ellers mørke kammer. Det var næsten blevet en vane for Jaqia at gøre brug af det også som mødested nu hvor hun ikke længere havde tronsalen at gøre brug af. Dog var kammeret blevet forberedt til et ganske særligt formål som snart ville træde i kraft. Dvasias borgere var blevet mere og mere oprørske, og flere oprørsgrupper var begyndt at samle sig hvilket var foruroligende. Hun selv var i samarbejde med Enrico og hendes søn blevet enige om at det var på tide at tage mere drastiske metoder i brug – metoder som hun skulle føre. De blonde lokker var bundet i en stram fletning som hang ned over hendes ryg og svajede i takt med hendes skridt som gav genlyd i det store kammer. Døren var ikke låst, selvom den snart ville blive det. Mattheus var klar over at hun havde tænkt sig at trække sig på ukendt tid for at fuldfører sin mission. Det havde krævet meget af hende selv. En frygtelig hård træning, men nu var selv hun forberedt. De isblå øjne hvilede på et stenbord hvor et fremmede våben lå. Det var skåret i noget så simpelt som egetræ og formet som noget der mindede om et bat – dog mindre. Samtidig var der indgraveret nogle smukke mønstre i dets struktur som gjorde det smukt at se på, udadtil så det ret tilforladeligt ud.
I samme øjeblik hun hørte tunge skridt fra trappen vendte hun sig om og lod et tilfredst og dog køligt smil spille om hendes læber. Hun kunne se hans skygge og skæret fra den blå flamme som brændte i hans hånd inden hans egen skikkelse viste dem. ”Kimeya! Perfekt.. lige til tiden som altid,” udbrød hun begejstret. Det var svært at skjule hvor meget hun glædede sig til at komme i gang. Hun hævede et øjenbryn og trådte mod ham. ”Forbered dig på at lade arbejdet ligge lidt Kimeya, jeg har planer med dig som vil tage.. så lang tid det nu vil tage,” svarede hun ærligt og foldede hænderne foran sig næsten høfligt. Hun havde ikke tænkt sig at spilde tiden. ”Du vil være i mine kyndige hænder gennem den næste tid,” informerede hun og tydeliggjorde at hun ikke ligefrem havde tænkt sig t give ham et valg. ”Fjern din skjorte,” bad hun lidt bestemt og vendte sig mod døren som gik i og gav et mindre ”klik” fra sig, som tegn på at den var låst.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde aldrig haft den største tillid til Jaqia, også selvom han altid havde været på den dvasianske side. Han tøvede dog ikke med at træde ind i torturkammeret, for det var jo heller ikke meningen at han skulle vise at han frygtede hvad der ville ske, selvom han havde en sjov fornemmelse af, at der skulle ske noget, som han ikke brød sig om. Synet af Jaqia indikerede det kun, hvor hun stod og stirrede på det våben som lå på bordet foran hende. Hans ene hånd knyttede sign næsten automatisk. ”Siden hvornår er jeg ikke mødt op til en aftale på slottet, Jaqia?” spurgte han med en ganske sigende mine. Hendes begejstring, var på ingen måder af slagsen som han måtte dele, for han havde en sjov tendens til at tro, at det var noget som skule gå ud over ham! Han kneb øjnene mistroisk sammen, for skulle han lade arbejdet ligge? Warlockerne kunne tydeligt ikke klare sig uden en leder, og han var stadig i færd med at rydde op i Malishas kaos.. Den dag han fandt den kvinde, så svor han…! Han fnøs let for sig selv. ”Jeg er bange for, at jeg ikke deler Deres begejstring. Jeg har ikke tid til små lege,” meddelte han med en ganske kortfattet tone. At hun så direkte bad ham om at fjerne skjorten, fik ham tydeligt til at rynke i panden. ”De vil have mig til at fjerne skjorten..? På hvilket grundlag..?” spurgte han med en ganske kortfattet tone, også selvom han alligevel hævede begge hænder og begyndte at knappe skjorten op og fjerne den. Hans overkrop var tydeligt præget af adskillige ar – gamle som nye, for ikke at glemme, det voldsomme ar og mærke efter Faiths hånd, som han havde på brystet og over hans hjerte. Noget som han uden tvivl bar rundt på med stolthed, som han også gjorde det med ringen som hvilede på hans finger. Han vendte sig mod Jaqia endnu en gang. ”Og hvad er det så De vil?” spurgte han tydeligt utålmodigt. Han følte sig på ingen måder komfortabel omkring Jaqia, når det forløb sig på denne måde!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia var ikke i tvivl om at Kimeya ikke nærede nogen tillid til hende, noget som hun håbede ville ændre sig med tiden. Hun betragtede ham roligt. Nu hvor døren var låst så havde de hele stedet i fred, og hun havde allerede specifikt bedt om ikke at blive forstyrret og særligt ikke i de første dage. ”Andet ville blot være dumt,” svarede hun lidt sigende og blev stående ved den tunge dør som ledte derned. Der var noget legesygt i hendes blik, en begejstring og en glæde over at komme i gang og sikre sig sin søns fremtid, forhåbentligt vel og mærke. ”I så fald er jeg bange for at det er en tid du må finde. Vi går nogle dystre tider i møde,” startede hun med et tungt suk og så til mens han fjernede skjorten. Hovedet søgte let p sned. Han var en utrolig flot mand også af sin alder og en af de få hun aldrig havde ført med sig til sengs. Dog var det mere hans ar og mærker hun var interesseret i. ”Det vil du ganske snart finde ud af,” svarede hun hemmelighedsfuldt og trådte hen til ham. Hun strøg ham blidt hen over brystet med de kølige fingerspidser, berørte det brændemærke der sad formet som Faiths hånd. ”Du er blevet håndplukket Kimeya. Vi har brug for nogle af de stærkeste og dygtigste folk i dette land til at forme en gruppe der kan stå op mod hvad end for nogle udfordringer der bliver stillet, med formålet at beskytte kongehuset og bevare dette land,” forklarede hun med en dæmpet hvisken i hans øre. Hånden hævede hun til hans hår, hvor hun betragtede sine fingre i hans lange lokker. Jaqia lænede sig frem og kyssede ham hårdt kun for at føre ham bagud, længere ind i kammeret hvor kæder hang ned fra loftet dog skjult i mørket. ”Jeg beklager at jeg ikke kan fortælle dig mere, men jeg er først nødt til at tage mig mine forholdsregler,” afsluttede hun dæmpet idet hun havde trukket sig og lod det kølige blik hvile i hans. Han fik slet ikke et valg for hun havde brug for ham – den dygtigste warlock der havde eksisteret i mange år. Ganske få var allerede plukket ud, hun havde brug for så mange som muligt. Præcis hvem der mere skulle mærkes for livet havde hun dog ingen intentioner om at afsløre overfor ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde allerede bange anelser omkring dette, udelukkende fordi at døren gik i lås bag ham. Han forsøgte dog ikke at blive påvirket af det. Det var jo ikke ligefrem nogen hemmelighed at han aldrig rigtigt havde næret nogen tillid til Jaqia, for det havde han ikke. Af den grund, så havde han altid været Dvasias loyal, og det var noget som han uden tvivl ville fortsætte med at være. ”Igen er det ikke ligefrem nogen nyhed,” fortalte han med en ganske kortfattet tone. Han hørte rygter om alverdens oprørsgrupper, at mange nærede en manglende tillid til Kongehuset, og at Mattheus virkelig var ude, hvor han ikke kunne bunde. Han ville lyve hvis han påstod at han havde ondt af knægten, for det var jo bare på tide, at han lærte det på den hårde måde. Skjorten fjernede han, også selvom han slet ikke kunne se hensigten med det. Han vendte sig mod Jaqia, som hun kom ham i møde. Han spændte kraftigt, da hun valgte at berøre ham. ”Håndplukket til hvad helt præcist..?” spurgte han med en næsten krævende stemme. Jaqia havde han aldrig været bange for, og det ville han aldrig nogensinde blive. Det kys som hun valgte at give ham, slog ham dog helt ud, for det havde han bestemt ikke lige set komme! Han mumlede i protest, også selvom han følte sig tvunget til at følge hende længere ind i lokalet, inden han fik trukket sig fri af hende. ”Jeg ved virkelig ikke hvad du er ude på, Jaqia… men jeg kan love dig, at jeg nok skal finde ud af det. Forholdsregler angående hvad..?” spurgte han med en ganske kortfattet tone. Han brød sig bestemt ikke om det, og han kunne slet ikke have med det her at gøre! Han trak sig et enkelt skridt bagud. Smagen af hendes læber hang ved hans, og det var.. forkert! Det var ikke Faiths, og det var fuldkommen forkert! ”Og jeg vil på det kraftigste anbefale dig, ikke at gøre det der igen..” endte han med en næsten advarende stemme. Ingen anden end Faith, skulle komme så tæt på ham!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Der var lagt op til noget, men Jaqia lod ham ikke vide præcist hvad det var.. endnu, vel og mærke. Det ville muligvis komme undervejs i takt med hans træning, hvis det virkede. Kimeya ville netop blive nem at tæmme. ”Sandt,” svarede hun kortfattet. Lige det var hun ret ligeglad med. Faith kunne intet huske, hvilket var grunden til at hun havde valgt at starte med. Det passede hende ganske fint at han fjernede skjorten på hendes kommando. Det var noget som ville komme ham til gode senere. Hun kunne mærke hvordan han spændte under hendes berøringer, hvilket var en tanke som morede hende. Når en så flot mand endelig stod overfor hende, så var det jo næsten svært ikke at lade sig rive med. ”Så mange spørgsmål du stiller.. jeg bryder mig ikke om den slags,” hviskede hun hæst i hans ører inden hun kyssede ham og førte ham med sig ind i lokalet. Den protesterende mumlen mod hendes læber, følte hun hurtigt også selvom hun slet ikke tog sig af det. ”Shh.. spar på energien,” bad hun morende og flettede sine fingre med hans kun for at fører den ene over hans hoved til de tunge kæder der ud over at holde ham på plads ligeså ville binde hans magi. Hun forsøgte at lukke det omkring hans håndled, så han ikke ville kunne gøre megen modstand når hun ville binde det andet. ”Jeg lover dig at du vil være i gode hænder, og jeg håber at du vil være åben overfor de ting jeg forsøger at lære dig. Sådan får vi mest ud af det begge to,” fortalte hun og fugtede læberne med tungespidsen. Smagen af ham var der stadig og hun havde faktisk ikke særlig meget i mod det, for han smagte udsøgt! Det gav hende jo næsten lyst til at forfører selvom det næppe var noget hun ville komme langt med på stående god taget i betragtning af Faith, som rendte ubekymret rundt.. for nu. Der var ingen grund til at spilde tiden for hun vidste ikke hvor lang tid det ville tage og jo hurtigere de fik det stablet på benene – des bedre ville det være for alle, oprørsgrupperne bredte sig kun dag for dag hvilket var meget farligt for dem.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde ingen anelse om hvad han skulle forvente sig af dette, og han brød sig på ingen måder om det. Hans hjerte slog fast mod hans bryst, som han ikke havde følt det i temmelig lang tid. Jaqia havde noget for… Og han brød sig på ingen måder om det. ”Forundre det dig, jeg stiller spørgsmål, når du intet fortæller mig..?” Denne gang, var det måske ham som droppede den formelle tone, men Jaqia gav ham heller ikke ligefrem nogen grund til at holde fast i den. Han stolede på hende, og specielt ikke i dette henseende! At Jaqia så derimod, ikke havde nogen intentioner om at lade ham være, da han markerede sin grænse, var uden tvivl noget som virkelig måtte irritere ham! Hendes hvisken mod hans øre, var mere end nok til at lade en kuldegysen glide igennem ham, og det var næsten.. behageligt. Og det var det som han slet ikke kunne have med at gøre. Tænderne bed han kraftigt sammen, også selvom han ikke rigtigt bed sig fast i, at hun førte hans hånd op over hans hoved, og derved også fik ham lænket fast, før han hørte lænken blive låst. Han knyttede hånden automatisk, idet han gjorde et fast forsøg på at trække den til sig, selvom det desværre ikke rigtigt ville som han ville. ”Hvad er det du laver, Jaqia..?” spurgte han med en ganske kortfattet tone, idet han fast trak sig mere væk fra hende. Hånden forsøgte han at trække til sig, selvom det slet ikke ville som han ville, og det var næsten noget som faktisk frustrerede ham mere end hvad godt måtte være i den anden ende. ”Jeg befaler dig at slippe mig fri!” Denne gang var det i en kraftig hvæsen. Han brød sig slet ikke om den effekt, Jaqia havde på ham, eller hvad hun havde gang i, i det hele taget! For det var næppe godt! Nu fortrød han da først for alvor, at han var mødt op!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Lyden af hans hjerteslag var næsten hypnotiserende. Det var første gang siden hendes død, at hun igen følte sig i live.. for alvor. Dette var en af de gode ting hun havde glemt ved det levende liv. Et øjeblik lukkede hun øjnene og hans uro også selvom det ville blive æangt værre end det allerede var. ”Det forundre mig ikke, jeg siger blot at de ikke vil få noget ud af det,” svarede hun ligegyldigt. Hun havde fortalt ham hvad hun kunne.. for nu. Når først han var tæmmet lidt kunne hun give ham mere, men det blev når hun fandt det rigtigt. Lænken lod hun lukke sig om hans håndled – stramt. Han ville ikke have nogen mulighed for at bryde ud af dem uden videre og den sikrede sig at hans magi forblev låst. Da den ene var på plads førte hun den næste op og bedt i den anden så han stod med begge arme over hovedet. Roligt trådte hun tilbage og beundrede tilfredst sit arbejde. ”Starter din træning,” svarede hun sandfærdigt og bed til legesygt i læben. Hans ord fik hende til at bryde ud direkte latter som hurtigt fyldte kammeret. ”Du er slet ikke i rette sted til at give mig ordre, Kimeya. Det vil du ganske snart finde ud af,” påpegede hun og kluklo. Så havde man hørt det med. En smule tænksomt trådte hun igen et skridt mod ham hvor hun løsnede hans bukser, fingernemt. Det var tydeligt at hun havde gjort det en gang eller to før. ”Dem vil du ikke få brug for,” mumlede hun mere henvendt til sig selv end til ham. Bukserne lod hun falde til jorden og det samme med hans underbukser hvilket blotlagde ham fuldkommen. Hun skubbede det til side med en enkelt fod så det ikke ville ligge i vejen, hvorefter hun igen lod de blå øjne søge op og ned af hans krop. En flot mand, den kunne hun ikke undgå at give ham.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya nærede absolut ingen tillid til Jaqia, og specielt ikke i dette henseende, for det føles virkelig.. ubehageligt for ham, at være fanget i denne situation. Han stillede måske mange spørgsmål, men det var så sandelig også mest for sin egen skyld, end det var for noget andet! ”Du kunne jo gøre os begge den fornøjelse og bare fortælle hvad pokker du har gang i..” mumlede han med en ganske kortfattet mine. At hænderne blev låst over hans hoved, inden han overhovedet bed sig mærke i det, var noget som gjorde ham vred! Hans mine var blevet tydelig stram, hvor han allerede for længst havde opgivet hvad der måtte mine om magi, for han kunne jo mærke på sig selv, at det ikke kunne strømme ud, som det burde! ”SLIP MIG!” hvæsede han, denne gang med en kraftig stemme, idet hun bare slog ud i en latter i stedet for. Begge næverne havde han knyttet voldsomt, selvom det nu ikke gjorde den største forskel for ham af den grund, og det var noget som uden tvivl gjorde ham voldsomt frustreret. Han vendte blikket mod hende, hvor han nærmest blev mere bleg og mere stiv i minen, da hun klædte ham helt af. Han var en flot mand af sin alder, og det vidste han godt, men det var slet ikke meningen at det skulle være til fri beskuelse på den måde! Han trak vejret tydeligt og dirrende. ”Giv mig en god grund til ikke at skulle tage dit liv, når jeg kommer ned herfra…” nærmest hvislede han med en nærmest dræbende stemme. Vidste kongen i det hele taget, at dette fandt sted? For han fandt sig bestemt ikke i det, det var helt sikkert! Igen rev han i begge hænder i et forsøg på at komme fri. ”Det her er virkelig ikke sjovt mere… Den træning kan du gemme til en, som gider det!” nærmest hvæsede han igen, idet han vendte blikket mod Jaqia. Han var virkelig vred, og det stod tydeligt i hans ansigt. Det dirrede helt i ham efter at få fat i hende og flå og flænse.. Det her, var bestemt ikke noget, som hun nogensinde skulle have lov til!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det morede hende kun at han var så afvisende som han var også selvom man ikke kunne forvente meget andet af ham, eller nogen anden for den sags skyld. Jaqia smilede for sig selv da hun så ham hænge i kæderne til fri beskuelse for hende. Han var en flot mand, men hun var ikke synderligt interesseret i hans krop.. på den måde vel og mærke. Roligt trådte hun hen til væggen hvor kæden var forbundet til et drejehjul som hun begyndte at køre med, hvilket fik kæden til at spændes og dermed hæve ham i luften. Det ville næppe være behageligt, men det ville ikke være noget i forhold til noget af det han ville opleve. ”Det ville jeg næppe få noget ud af,” svarede hun roligt. Et sted kunne hun ikke lade være med at blive ramt af en form for nostalgi, for det var jo ikke ligefrem første gang de mødtes under disse omstændigheder. Hun låste kæden fast og strøg hen til ham med smidige skridt. ”Det er længe siden vi har haft en stund som dette, men bare rolig.. der kommer flere af dem,” lovede hun med et mørkt glimt i øjet. ”Når du kommer ned vil du næppe have lyst til at slå mig ihjel,” svarede hun og trak på skuldrene. Hvis træningen virkede som det skulle, så ville han kun føle for at tjene hende og kongehuset. ”Hold op med at klynk, spar på energien,” bad hun igen denne gang langt mere irriteret. Det var jo ikke til at holde ud at høre på. Hun vendte ryggen til ham. Nu hvor han hang der så var han ikke rigtigt til fare hvilket passede hende ganske fint. Faith kunne intet huske, så hende ville hun nok heller skulle frygte for pludselig ville dukke op til den ellers typiske redningsaktion. ”Lad mig selv. Hvad skal vi starte med?” mumlede hun tænksomt for sig selv og lod blikket glide omkring kammeret for at se om der var noget hun kunne bruge. Det nye våben ville hun gemme til senere, for det var en yderst smertefuld affære, det havde hun selv erfaret.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ramt af en kæmpe følelse af vrede og raseri, for han fandt sig bestemt ikke i denne form for behandling! Selvom det ganske vidst ikke var første gang, at Jaqia udsatte ham for noget lignende af dette, så var det ikke fordi at det var en tanke som huede ham det mindste. Det gibbede helt i ham, da hun drejede på hjulet, som automatisk låste grebet mere omkring hans håndled og derved også hævede han fra gulvet, så han kun hang i sine håndled. Han bed tænderne kraftigt sammen. ”Præcis… Derfor skal du sætte mig ned!” hvæsede han med en kraftfuld stemme. Lysten til at slå hende ihjel, var uden tvivl det som stod stærkest i ham, og det var bestemt ikke noget som hun skulle have lov til at tage fra ham bare sådan uden videre! ”Åh, du kan tro at jeg slår dig ihjel, så snart mine fødder igen får kontakt med gulvet…” Han vendte blikket direkte i retningen af hende. At hun var i færd med noget… træning eller hvad hun ville kalde det, havde han ganske vidst svært ved at se. Han bed tænderne kraftigt sammen og vendte blikket mod hende, da hun søgte tilbage til alle sine torturredskaber. Ikke noget som han ikke havde været udsat for om ikke andet. Han begyndte i stedet for at grine. ”Tror du virkelig, at du knækker mig ved det der? Kæreste Jaqia.. Du har ligget i døden i for mange år.. Jeg er vant til mere end bare et par pisk eller en kniv.. Du udsatte mig jo selv for lidt af hvert tilbage i sin tid,” påpegede han med en ganske kortfattet tone. At hun kunne se det hele, var i princippet ikke noget som rørte ham. Han var en flot mand, og han vidste det. Og det var vel også det som havde været problemet for Faith tilbage i sin tid? Nu hvor hun ikke kunne huske ham, så var det jo også fuldstændig lige meget. Han vendte blikket op i retningen af sine håndled, hvor han igen forsøgte at vride hænderne ud af dem, dog uden held.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia var slet ikke i tvivl om at Kimeya var vred, men når det var sagt så var hun ret ligeglad. Han ville ganske snart finde ud af at han ikke kom særlig langt med den vrede. ”Så bitter du er Kimeya, det er for meget for selv mig,” svarede hun og himlede med øjnene. Det var slet ikke fordi hun var ude på at gøre ham ondt, ikke i den forstand. Hun ønskede at gøre ham endnu større end hans allerede var, hvilket hun håbede at han snart ville se. Hun smilede for sig selv og lod blikket løbe hen over sine mange torturredskaber. Mange af dem havde han mødt før, det ville være en udfordring at finde noget der ville overraske ham. Lænkerne han hang i var magisikrede så hun var ikke bange for at vende ryggen til ham. Hans latter fik hende til at hæve et slankt øjenbryn dog uden at hun vendte sig om mod ham. Han ville starte hårdt ud? Hun trak på skuldrene med et glat smil. ”Jeg ville blot starte roligt ud, men fint hvis du insisterer på at tage det lige på og hårdt,” svarede hun næsten morende idet hun trådte hen til bordet hvor det fine lille og meget elegante våben lå. Hun tog den i sin hånd og lukkede de slanke fingre omkring hende også selvom smerten hurtigt bredte sig i hendes hånd fra hånden. Hun tog en dyb indånding uden at behøve den og vendte sig mod ham. Med træning havde hun selv lært at tage hånd om det, men det havde taget hende mange, mange år.. det var et projekt hun havde arbejdet på allerede fra en ganske ung alder men nu var der for alvor blevet behov for det. ”Lad os se hvad den kære Kimeya Marvalo er gjort af.. skal vi?” hviskede hun lokkende i hans ører og kyssede kort hans hals, inden hun lagde spidsen af våbenet mod hans skulder, uden at lægge tryg på i det hele taget. Selv holdt hun sig tæt ind til ham, med sin krop trykket mod hans som han hang der fuldkommen forsvarsløs hvilket han snart ville finde ud af.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya brændt inde med frygtelig meget had og vrede, og det var svært for ham i det hele taget at fokusere på noget andet, hvilket nok ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre for ham, for det gjorde det bestemt ikke. Han dirrede næsten som han hang der i lænkerne og ude af stand til at gøre noget som helst.. Hvilket uden tvivl var noget som gjorde ham langt mere vred end det som han var i forvejen. ”Du burde kende mig efter alle disse år, Jaqia..” hvislede han med en kortfattet stemme, for det var jo ikke fordi at det var en løgn i den anden ende. At grine af hende, gjorde han udelukkende fordi at det var gået op for ham, at det var tortur som han skulle igennem, for det var jo ikke ligefrem nogen verdenssensation! ”Hvorfor ikke bare få det overstået, så vi kan komme hjem?” spurgte han ganske kortfattet. For hans vedkommende, ville han bare gerne igennem det – uanset hvilken grund hun havde til at skulle gøre dette mod ham, så de kunne komme videre i programmet, for det var virkelig ikke det her han havde tid til! Han kneb øjnene kraftigt sammen. Uanset hvad det var hun havde valgt at tage op i sine hænder, så betragtede han det ikke videre som truende. Det var ikke skarpt, det var lille og det var.. ja.. sølle at se på? Han fnøs idet hun roligt kom ham i møde igen og kyssede hans hals. Han elskede det… Det havde altid været et af hans svage punkter. Idet hun lagde våbnet mod hans skulder, så stivnede han kraftigt, da smerten kraftigt skød igennem hans krop. Han slap et halvvejs skrig til dels i forskrækkelse, men også fordi at det virkelig gjorde ondt! Som han kunne, forsøgte han at skubbe hende af sig, ved at sparke af med arme og ben, så godt som det nu var ham muligt. Det var mere kroppen selv som reagerede, mere end hvad han tænkte over det. ”Jeg slår dig ihjel!” hvæsede han med sine lungers fulde kraft. Det havde jo gjort ondt, og nok mere end det som han lige havde regnet med!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia vidste skam udmærket hvilken bitter og vred mand hun havde med at gøre, men ikke desto mindre, så kunne det ikke bruges til noget som helst i dette henseende. Han var nødt til at vende den vrede til noget stærkt ellers kunne dette meget vel blive hans død. ”Jeg kender dig skam Kimeya,” medgav hun roligt dog uden at det lod til at gøre en forskel. Netop fordi hun kendte ham blev han tvunget igennem dette. Måske våbenet ikke så ud af særlig meget, hvilket var helt overlagt, men det havde kræfter som intet andet torturredskab nogensinde ville kunne hamle op med. Ved eksperimenter havde hun desuden fundet ud af at smerten varierede fra person til person alt efter hvor man berørte dem henne. De få som hun havde forsøgt sig med var dog afgået ved døden, ude af stand til at håndtere smerten. Hun strøg roligt tilbage til Kimeya med det fremmede våben i hånden med et direkte smørret smil på læberne. Yderst blidt kyssede hun hans hals og fornemmede udmærket at han nød det hvilket blot morede hende. Dog var det intet i forhold til at høre hans latter blive erstattet med det kraftfulde skrig. Hun lod blikket søge i skjul og duftede til hans hals, inden hun igen fjernede våbenet fra ham. Hans mange slag og spark valgte hun bevidst at ignorere. En kold latter brød hendes læber. ”Den der ler sidst ler bedst, ha?” endte hun tydeligt morende, for han havde trods alt selv bedt om det. Uden at lade våbenet berøre ham, lod hun en lillefinger stryge hen over hans bryst. ”Men der findes nu intet så lokkende som en mands skrig,” hviskede hun intenst uden at tage blikket fra hans. De skulle nok få det sjovt i tiden fremover det betvivlede hun ikke. ”Og fra nu af bedes du tiltalte mig Mylady eller Mistress,” tilføjede hun og lagde tydeligt op til at et ikke skulle diskuteres. Hun trak sig en smule og slog rytmisk våbenet ned i sin håndflade også selvom hvert slag var et stød af smerte på hende. ”Nå.. lad os lege lidt,” annoncerede hun med et farligt glimt i øjet. Nu hvor de havde taget hul på de sjove sager, så kunne de ligeså godt færdiggøre det.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var vred, og tanken om hvad Jaqia nu skulle tvinge ham igennem, gjorde det bestemt heller ikke meget bedre. Tvært imod, så var det noget som kun gjorde ham langt mere arrig end det so han måtte være i forvejen! Han dinglede i sine lænker, for han kunne jo heller ikke ligefrem gøre det vildeste for at stå imod. Han vendte blikket i retningen af hende og med den samme vrede mine. ”Derfor burde du redde din egen røv og lade mig gå..” hvislede han. Sidst det var gået ud over ham eller Faith, så havde det kostet hende dyrt, og dette skulle ikke vise sig som noget undtag! Kysset som hun alligevel tildelte hans hals, satte en sitren i ham.. en følelse som han faktisk måtte erkende, at han havde savnet. Smerten ved at blive bare.. berørt af det våben som hun havde på hånden, havde han slet ikke regnet med, og det gjorde uden tvivl forbandet ondt! ”Du holder dig bare langt væk fra mig..!” hvæsede han igen af sine lungers fulde kraft. For han synes bestemt ikke det havde været særligt underholdende! Han knyttede næverne, så hans knoer, endte fuldstændig hvide, idet han forsøgte at vride sig ud af lænkerne, selvom det nærmest kun føles som de strammede mere, jo mere han forsøgte. Han vendte blikket igen i retningen af Jaqia. Lillefingeren over hans bryst, fik ham kraftigt til at bide tænderne sammen, for han havde bestemt ikke nogen intentioner om at lade hende berøre ham, hvor han faktisk nød det! ”Jeg skal ikke kalde dig noget som helst, kvindemenneske! Sæt mig ned!” hvæsede han. Hun ville have, at han skulle underlægge sig? Hun kunne godt tro om igen, for det var slet ikke noget som kom på tale for hans vedkommende! Slet ikke! Han vendte i stedet for blikket væk fra hende. Hvis der var noget som han ikke kunne fordrage, så var det at føle sig hjælpeløs, og her følte han sig da mere hjælpeløs, end det som han havde gjort nogensinde før!