I am your son...

[Marcianus Darcy]

Det havde været hårdt at forlade det trygge hjem i Procias efter så mange år uden rigtigt at have været blandt andre mennesker eller været alene, på nær de få gange han var stukket af, for som regel var han vandt til at gå i baggrunden og gemme sig når han var sammen med sin mor eller morfar. Det havde resulteret i et lille skænderi med både hans mor og morfar, at han ville ud og finde sin far, fordi at han skulle ud på egen hånd; men som han havde sagt, så snart han var i Dvasias, så passede han vel racemæssigt bedre ind og han var jo god til at falde ind i skyggerne og blive overset, fordi han havde gode camouflageevner, så han skulle nok klare det. Han ville klare det, for han ville ud og se verden, for nysgerrigheden og eventyrlysten blev kun stærkere i ham og nu hvor han så myndig ud, så skulle han også bare af sted så hurtigt som muligt, ud og opleve og se det hele, uanset hvilke farer der måtte være og hvordan det kunne være; han ville ikke leve i isolering mere, for det drev ham mildest talt til vanvid i længden, bare at sidde hjemme dag ud og dag ind, uanset hvor meget han elskede sin mor og morfar.
Turen havde indtil videre som sådan ikke forvoldt ham problemer, men han var ikke naiv nok til at være mindre på mærkerne, for han stolede ikke på folk, for han havde kun små grundlag at dømme på, men han havde altid fået fortalt at man ikke skulle stole på fremmede, så han måtte jo gøre det hele så godt som han kunne. Med sig havde han en rygsæk, som indeholdt lidt ekstra tøj og et par nye sko, hvis han fik gået sine andre i stykker og så havde han en bestemt anden ting i rygsækken også: Et gammelt brev fra sin far til hans mor, hvor der stod hvor han kunne findes, så han håbede bare at han så mange år efter, stadigvæk ville være der om ikke andet, for ellers skulle han da til at lede efter en nål i en høstak! Han var kommet godt over grænsen og ind i Dvasias, for det straks var til at se hvorfor landet havde sit mørke ry, for det var som vejret var skiftet og den ellers skyfri nattehimmel i Procias var her udskiftet med en virkelig tildækket en, som var ligesom et mørkt tæppe, der gjorde natten endnu mere mørk og hvor månen ikke var til at se. Nogle gange havde han været nødsaget til at spørge om vej, hvoraf nogle ikke havde gidet at svare ham og andre ville, og den seneste ville gerne, så han var faktisk på rette spor mod byen hvor hans far eftersigende skulle bo i udkanten: Rimshia City.
Han rundede adskillige gader i det yderste af byen, for han turde ikke gå midt igennem byen, for han vidste jo ikke hvilke ting der kunne gemme sig midt i byerne, så han holdt sig ude af alle. Han fandt brevet frem fra sin rygsæk, mens han læste op på hvordan han skulle kunne genkende huset, hvis det da så sådan ud og hans far endnu boede der. Han lagde brevet væk igen og rettede på tøjet igen som han bar; en skjorte der sad nede i et par mørke bukser, tilsat et par sko af læder - og udover tøjet havde han en frakke på der nåede lidt ned over bagdelen. Han var pænt klædt, pænere end de fleste nok, men han var altid blevet sørget for med nydeligt tøj, der samtidig var lidt praktisk. Endeligt nåede han frem til et sted der så nærmere rigtigt ud, ud fra hans forestilling og han gik derind og bankede på, selvom han blev mødt af en gammel mand, der så for gammel ud som hans far. "Finder jeg en Lestat Junior her?" spurgte han med sin høflige og ydmyge stemme og den gamle mand nikkede og pegede et par huse henne, hvorefter han takkede. Han gik hen til det anviste hus og følte sig nu for alvor nervøs, selvom han dog til nu havde klaret at overleve to dage for sollyset på vej hertil, med de penge han havde fået med. Han bankede på døren og afventede om den overhovedet blev åbnet og i så fald, hvem der ville stå der? Døren gik endeligt op og han rettede sig op, som han vendte de hasselbrune øjne mod den, der åbnede. "U-undskyld, men e-er De Lestat De Lochér… Junior?," endte han og bed bagefter tænderne sammen, over at være så spændt!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Selvom alt for Juniors vedkommende, var ved at gå i den rigtige retning, så var han på ingen måder tilfreds med tilværelsen. Hans datter var anholdt og sad i øjeblikket i fangekælderen på Castle of Darkness, hvilket var mere end nok til at gøre den lille familie dybt urolig. Hans problemer med Cayla, var stort set sat på standby, selvom de havde indvilget i at give det en ekstra chance, så vidste han godt, at en fejl ville ødelægge det hele, så ustabilt som det måtte være i forvejen. Lige i dag, var han alene hjemme. Hvor Cayla måtte være, vidste han ikke, men selv han fandt det faktisk rart med et afbræk, hvor han ikke skulle være direkte bange for at gøre noget forkert, for.. hvad kunne der gå galt herfra? Hvordan tingene stod til i Procias, vidste han ikke, for han havde ikke sat sine fødder der igennem skræmmende mange år. Man kunne vel bare efterhånden sige, at han var dvasianer, selv på trods af det royale og lyse blod, som han endnu havde rendende i sine årer? Det var ikke fordi at han havde tilbragt særlig lang tid i Procias, hvor han jo stort set havde abdiceret lige efter at han havde fået tronen. Han måtte nu alligevel indrømme, at han havde skænket Camryn en tanke i ny og næ, men at han aldrig rigtigt var kommet videre derfra, og dette gjaldt naturligvis også hans søn. Han havd to børn, og det ville også være de eneste, som han nogensinde ville kunne få – takket være Cayla om ikke andet, selvom det endnu ikke var noget som han havde nævnt fo hende.
Siddende og falde lidt i staver, så røg Junior omgående tilbage til den virkelige verden, da det bankede på døren. Efter alt det som den lille familie havde været præget af igennem den sidste tid, så var det vel heller ikke så underligt igen, at det var noget som næsten automatisk vakte en uro? Gjaldt det Aliyah? Hans kære datter? Han rejste sig hastigt fra den lille sofa som stod foran den kolde pejs, inden han søgte hen til døren og tvang den op. Den knirkede forfærdeligt, men ingen af dem, havde som sådan haft overskud til at gøre det mindste ved det. Skikkelsen som stod på den anden side, var ham ganske ukendt, for ikke at nævne at.. der alligevel var noget ved ham, som vakte en vis form for interesse. Det var ikke et bud sendt fra slottet, hvilket var noget som gjorde ham rolig, men trist på samme tid. Han ønskede, tiggede og bad virkelig til, at de bare ville lade hans datter gå. Sit fulde navn havde Junior ganske vidst ikke hørt igennem frygtelig lang tid, og derfor føles det næsten underligt at blive kaldt for det. Hånden lukkede sig om håndtaget på indsiden af døren. ”Det er mig,” begyndte han med en rolig og ganske kortfattet mine. Man var vel præget af at bo på et sted som dette igennem alle disse år, så det var heller ikke ligefrem noget som kunne komme synderlig meget bag på folk. Han trak vejret dybt og skød brystet næsten automatisk en smule frem. Det var efterhånden bare en vane for ham. ”Og hvad kan jeg gøre for Dem?`” spurgte han sagte, og med en mere rolig stemme. Et sted frygtede han problemer.. Også fordi at han vidste, at en enkelt fejl, ville koste ham Cayla, og det ønskede han da slet ikke! Der var alligevel noget velkendt ved denne unge mand.. Han kunne bare ikke lige sætte en finger på hvad det var.

[Marcianus Darcy]

Det var nogle af de meste rædsomme minutter at stå og vente, som Marcianus nogensinde havde følt i hele hans liv, for hans hjerte snurrede af alle de tanker der fløj igennem og som nærmest i tanken kunne gøre ham svimmel, selvom han selvfølgelig ikke blev det; han var jo stærk som vampyr og ikke så nem at påvirke til at blive svimmel eller falde om, medmindre han manglede blod. Han vidste ikke om hans far overhoved gad at se ham, for han havde jo ikke været forbi siden han selv havde været helt lille og det var jo frygteligt mange år siden… men hans mor havde også fortalt, at hun vidst ikke havde gjort det helt nemt for hans far at gøre noget videre ved det, så derfor havde hun også endt med at lade ham tage af sted i sidste ende, selvom det hele var startet ud som et skænderi. Da han først havde lagt på bordet, at han ville ud og rejse og tage til Dvasias - alene - for at finde sin far og for at finde ud af verden, for han ville ikke være isoleret fra det hele mere, nu hvor han endeligt havde chancen for at komme ud og opleve. Han var blevet en ekstremt nysgerrig og eventyrlysten sjæl efter en nærmere skjult barndom der ikke havde bragt andet med sig end 4 bekendtskaber; hans mor, hans morfar, Jacques (som han ikke ville vide sig af mere) og en lille pige, som hans mor havde fundet, da de var flyttet tilbage til Herregården. Det bedste var dog at hans morfar var hjemme igen, for de år i hans ungdom uden hans morfar havde været frygtelig hårde, for han var jo den mandlige skikkelse i hans liv. Manden der stod i døren virkede mest ukendt for ham, selvom der dog alligevel var et eller andet over ham på en måde, så der måtte da være noget om det. Han sank en klump og så på den mand, der faktisk sagde ja til at være hans far, hvilket kun glædede ham men også gjorde ham mere nervøs, for hvad nu hvis han blev afvist i døren og bare mødte en nærmere død ende? "J-jeg..." startede han med at mumle og fumlede med hænderne foran sig, som han blev ved med at kigge på sin far med sine egne hasselbrune øjne, som var en blanding af Juniors grønne og Camryns brune. "Jeg h-hedder Marcianus Darcy... D-De Lochér," afsluttede han så og sank en klump igen, for han var virkelig spændt og nervøs oveni hinanden, hvor hans blik dog ikke veg fra hans far, for han var jo også fast besluttet på dette. Han behøvede vist dog ikke sige mere end sit navn, for det måtte vel fortælle ham alt, ikke?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det havde ikke været nemt for Junior at være far for Marcianus, så han havde ikke rigtigt haft noget andet valg, end at skulle trække sig og så bare… miste kontakten til dem, selvom han ville lyve, hvis han ville påstå, at han ikke havde tænkt på sin søn i ny og næ, for det havde han. Lige nu var det bare hans elskede datter som fyldte mest, også fordi at han frygtede for at skulle miste hende. Han ønskede slet ikke at miste sin familie, som han ellers var så forbandet tæt på i forvejen, og det gjorde ondt.. Og det gjorde ham urolig, og det gjorde samtidig også, at han ikke rigtigt havde noget andet valg end at reagere som han gjorde, også fordi at han vidste at Cayla havde mindst lige så meget brug for ham, som det så mange andre også havde oveni, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende.
Knægten som stod i døren, var ikke en som umiddelbart sagde ham noget, selvom der nu alligevel var noget ved ham som.. virkede genkendeligt på en eller anden måde. Umiddelbart virkede denne unge mand frygtelig nervøs og usikker, hvilket man heller ikke rigtigt så noget af i dagens Dvasias. Man blev slået ihjel, hvis man udviste de sider, og det var også derfor, at han var som han var blevet. Han var tydeligt præget af det liv, som han havde haft her, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Som navnet blev præsenteret for ham, endte han betydeligt mere stram i minen, for navnet sagde ham jo absolut det hele! ”Gud..” Han trådte frem i stedet for, hvor han lukkede døren. Kun for at vende blikket mod den unge mand igen. Skulle det virkelig forestille sig at være hans søn? Han havde virkelig svært ved at finde ud af det hele! Var der virkelig gået så mange år? Han følte næsten hvordan hans hjerte måtte hamre mod hans bryst. Han trak vejret dybt. Lettet over, at det ’kun’ var den besked, for det kunne have været så meget værre hvis det havde været omkring hans elskede datter. ”Jeg… begriber ikke at der er gået så mange år jeg… Jeg troede ikke at jeg skulle.. ja, se dig igen..” begyndte han med en rolig stemme. Han forsøgte at finde ordene, og finde ud af hvad han skulle sige, for det var bestemt ikke nemt for ham, når han ikke lige havde været forberedt på det! Han havde intet hørt fra Camryn, havde ikke noget med Procias at gøre mere, og specielt ikke siden hans moders død om ikke andet, og selv hun var jo blevet gravlagt her i mørket. Det var underligt. Han åbnede munden igen, selvom der ikke rigtigt kom noget ord. Han afviste ikke knægten. Det kunne han slet ikke få sig selv til at gøre. Det var jo for pokker hans egen søn, som han stod overfor!

[Marcianus Darcy]

Marcianus bebrejdede ikke sin far noget, for hans mor havde selv endt med at fortælle hele historien og han havde forstået hvordan det hele var gået til, så at hans far faktisk til sidst havde trukket sig og ladet kontakten gå til grunde, var jo bare sådan det måtte være. Af den grund ville han ikke give skylden til sin far, men han ville heller ikke direkte beskylde sin egen mor for noget, for sket var jo sket og det kunne ikke ændres på nogle måde i dag efter så frygteligt mange år, så derfor ville han bare se fremad og tage tingene som de kom. Første skridt skulle være at finde ud af verden, at vokse sig til at blive en mere verdenskendt ung mand, der kunne bevæge sig rundt over landene uden at føle utryghed, og som kunne forsvare sig selv. Men en ting der altid havde naget ham var den splittede familie, så derfor ønskede han at han da i det mindste kunne have kontakt til begge sider, for han ønskede jo faktisk at lære sin far at kende, men han ville jo heller aldrig glemme eller ønske at miste sin mor og morfar, for de var vigtige for ham… og han ønskede jo også at hans far og familien der, kunne blive vigtige for ham. Han kiggede indgående på manden foran ham, som havde sagt ja til at være hans far, for det sank jo ikke bare sådan ind, det hele skulle lige kodes sammen og forstås! Nok var nervøsitet og usikkerhed ikke det bedste at vise her, men han kunne jo ikke ligefrem holde det inde, for det var jo intet han skulle holde styr på hjemme i Procias, fordi der havde han kun mulighed for at skjule sig eller leve isoleret. Han bed tænderne let sammen og trådte et lille skridt tilbage, da hans far kom tættere mod ham og lukkede døren og deres blik mødtes endnu engang. Han hørte hvordan hans fars hjerte hamrede mod hans bryst, men det var faktisk intet der direkte ophidsede ham, fordi han syntes faktisk at hans far måtte… lugte en smule underligt i forhold til hans mor og morfar. Han slog dog tankerne væk og bare holdt de hasselbrune øjne mod sin far, som selv nu så nærmere mundlam ud, for navnet havde bestemt sagt ham det hele, hvilket han kun var glad for. "Jeg er endeligt af udseende blevet gammel nok til at rejse alene uden at blive kaldt et barn og nægtet adgang nogle steder..." svarede han og nikkede stille til ham, hvor han selv lyste op i et forsigtigt smil, for han blev jo faktisk ikke afvist, hvilket han kun var glad for! "Men jeg har længe haft et ønske om at lære dig at kende," forklarede han forsigtigt med et let nik, selvom han dog ikke viste sine hugtænder, for der var vel ingen mening i at direkte kaste det hele på hans far på en gang? Han trak sin taske frem foran sig og åbnede den, hvor han greb ned efter en mindre konvolut, som han rakte sin far; indeni var et brev fra Camryn, med en lille besked og et ønske om, at Junior ville passe på Marcianus mens han var ude for at søge lykken i sin fars bekendtskab og at det virkelig var ham.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Alt med Camryn var gået i sig selv efter skilsmissen, og det var bestemt heller ikke fordi at Junior klandrede hende for at have reageret og afholdt ham fra at se knægten på den måde som hun havde, for hun havde vel bare fundet det passende at gøre det på den måde? At knægten så derimod, skulle søge hertil for at opsøge ham, var dog noget af det sidste, som man kunne sige, at han havde regnet med, også fordi at det på ingen måder, kunne siges, at være den bedste timing for ham. Det var svært i det hele taget at finde ud af det hele, og specielt fordi at det hele var så usikkert med Cayla og hans datter sad i fængsel, og her stod han og kunne ikke rigtigt gøre noget som helst ved det. Han trådte udenfor, kun for at lukke døren. At han duftede anderledes fordi at han var varulv, var slet ikke en tanke som slog ham ind, for hvorfor skulle han tænke i de baner, når han var vant til at leve og færdes, samt omgås det på den måde, som han nu gjorde det? Naturligvis, var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende.
Hvordan Junior skulle reagere på at knægten pludselig skulle stå der foran ham, så var det jo kun tydeligt for ham, at der var gået rigtig mange år, og det var noget som han måtte erkende, at han faktisk havde det temmelig svært ved. Han bed tænderne let sammen og så kort ned i jorden. Hvorfor var knægten der? Var der sket Camryn noget i Procias? Det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne komme udenom, at den kvinde altid ville have en ganske særlig betydning for ham, for hun havde jo været en som han havde været gift med. Han nikkede. Selvom han måske ville kunne gøre det største ved det nu. ”Jeg ved, at det kan forvolde temmelig mange problemer, at det skal forholde sig anderledes, Marcianus.. Jeg må dog erkende, at jeg er.. overrasket, over at se dig herude.. Det er langt væk hjemmefra,” fortalte han med en ganske sigende stemme. Selvom han måske var en smule urolig for, at der igen var sket noget i Procias, så var han glad for, at knægten meget hurtigt måtte bevise, at det var andre ting som gjorde det i denne omgang. Det var faktisk noget som lettede ham at det kun var for at lære ham at kende. ”Du er taget denne lange vej, for at lære mig at kende? Det er en lang vej, for at møde en mand, som du end ikke er sikker på har tid.. Det er virkelig dårlig timet..” Det var ikke fordi at han havde lyst til at stå og afvise sin egen søn, men det var mange ting som han havde at slås med på en gang, og det var uden tvivl en frustration uden lige, og det var en tanke som uden tvivl noget som sagtens kunne gøre ham hidsig. Han sukkede dæmpet. Det var en lang vej.. og kun for hans skyld. Han ønskede jo ikke at afvise ham for pokker. ”Jeg mener bare… Jeg ved ikke engang hvordan jeg skal forklare det..” endte han direkte opgivende.

[Marcianus Darcy]

Hvordan det hele var i en dybere mening, var nu ikke noget Marcianus havde sat eller kunne sætte, sig ind i, for det med kærlighed og sådan forstod han ikke og derfor havde Camryn også taget en mere børnevenlig dog fyldestgørende forklaring, så det heller ikke var overfladisk. Hvad der ellers var mere mellem dem eller ikke det vidste han ikke, men han vidste bare at alt var gået galt mellem dem i hans første år på jorden. Men det havde ikke slået hans ønske i sænk om at han ønskede at lære sin far at kende, for han vidste jo ikke rigtigt noget om ham, for hans mor havde faktisk aldrig snakket med ham om det, han havde kun overhørt hende snakke med hans morfar om det. Han havde mange ubesvarede spørgsmål såsom; var han gift? Havde han andre børn? I så fald, hvem var de? Ville han vide af ham som søn, eller hvordan følte han det med den fortid? Hvad lavede han? Hvilken race var han? Ja der var faktisk ekstremt mange ting som han ønskede at finde ud af og så lige den sidste ting, var bare at vide han havde en far, kende ham som en han kunne søge til hvis alt skulle gå galt om ikke andet, så der var jo mange ting i det… og så det brændende ønske om bare at have en far i sit liv, fremfor en far der var ligeså fremmed for ham som en han passerede på gaden. Han vidste dog at det måtte være en stor bombe at komme og smide foran en mand, som han ikke kendte situationen på, men det var der jo trods alt ingen der kunne fortælle ham, så derfor var det jo også en chance at dukke op ud af det blå, men i det mindste havde han da været hjemme. Der var gået rigtig mange år, men derfor havde han jo selv endelig fået chancen for at komme ud og opleve. "Min mor og morfar var heller ikke glade for jeg ville af sted, fordi der er så langt…" svarede han med et stille nik, for det var jo sandt at det havde rystet hele Herregården derhjemme, da han første gang havde nævnt sit ønske og sine tanker omkring det hele for sin mor, der var gået til hans morfar med det. Der var dog ikke sket noget hjemme udover hans pludseligt lyst til at bryde lidt ud af hjemmet og komme ud på egen hånd. Han nikkede forsigtigt, fordi måske var det hele virkelig dumt alligevel, for hvad hvis hans far ikke ønskede at kende ham, det var der jo ingen der vidste, for der var jo gået så mange år. Han bed tænderne sammen med hans næste ord dog, for det var klart noget der tog modet fra ham at det skulle blive påpeget, at der faktisk ikke var tid til ham, men det kunne han jo ikke vide hjemmefra… og hvis han var kommet om én måned, kunne det måske have været endnu værre? Han bed tænderne sammen og sænkede endeligt blikket, selvom han dog havde fastholdt det i længe nu, men lige ordene 'dårligt timet' det slog ham lidt ud, så han gloede let ned på jorden hvor han duttede let til jordbunden med sin skosnude. "U-undskyld, men det er jo ikke så n-nemt at regne ud på så lang a-afstand," sagde han usikkert og kløede sig let i nakken, inden han så op ved sin fars næste ord og denne gang med mere flakkende øjne. "Jeg vil ikke være til ulejlighed," endte han stille, for pludseligt følte han det som om Lestat stod med valget om at tage en ekstra byrde på sine skuldre eller afvise sin egen søn, og han ønskede jo ingen af delene.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var virkelig ikke det rette tidspunkt for fortiden at dukke op, og det erkendte Junior gerne, for hans liv, var mildest og bogstavelig talt et helvede i forvejen, og han var virkelig bange for, hvordan Cayla ville tage det, hvis hun vidste at hans søn pludselig bare var dukket op igen, for han frygtede faktisk den tanke. Han blev dog alligevel stående, for han vidste at turen fra Procias havde været lang, og at han havde taget den alligevel, og endda bare for at hilse på ham, var noget som han faktisk havde svært ved at forstå, også fordi at han aldrig som sådan havde haft noget med Camryn at gøre eller knægten for den sags skyld. Hvordan det var mellem ham og hende mere, vidste han faktisk ikke, hvis han skulle være helt ærlig, for knægten havde han som sådan aldrig rigtigt hørt om, Camryn havde gjort det svært for ham i det hele taget at bevare kontakten, selvom han stadig stod fast på, at hvad de havde sammen, ikke var noget som hun burde holde fra ham, og naturligvis var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han bed sig ganske svagt i læben, inden han vendte blikket mod knægten endnu en gang. Han nikkede forståelsesfuldt. Hans morfar? Det måtte være… Marius? Var han i live? Han troede da at manden var død! ”Jeg hørte da ellers at greven af Procias var afgået ved døden.. At de er bange for denne lange tur, forstår jeg godt, Marcianus.. Den er meget lang,” begyndte han sandfærdigt. Han rystede på hovedet. Det var slet ikke fordi at han ønskede at høre hans egen søn undskylde for ham, for han kunne da umuligt vide hvad der foregik her, hvis det var hans første tur udenfor Procias. I det tilfælde, så måtte han jo give knægten det – han gjorde det virkelig godt. Han sukkede dæmpet. ”Det kunne du muligt vide… Lad mig byde dig indenfor på et glas koldt at drikke. Det har også været en lang tur.” Timingen var på ingen måder den bedste, men at sende knægten bort, var slet ikke noget som han kunne få sig selv til, også fordi at han vidste, at dette var hans egen søn, og det at skulle afvise ham, var slet ikke noget som han kunne få sig selv til. Et sted havde han vel også bare brug for at vide at.. han var god nok? ”Den lille familie her, har mere end rigeligt at tænke på i forvejen, og det er ikke din skyld. Desuden er du min søn.. Jeg vil gerne lære dig at kende, nu hvor jeg endelig får muligheden..” Han bakkede tilbage til døren, som han åbnede, også så den kære knægt kunne træde med indenfor, for det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at de skulle stå herude, da det meget hurtigt kunne gå hen og blive alt for akavet, og det var da noget af det sidste, som han kunne sige sig, at ønske sig i denne situation. Huset var måske ikke meget at prale af, med tanke på at han faktisk havde været konge af det lyse land, men han havde det fint med det, og det var nu og da hans hjem. ”Velkommen til mit ydmyge hjem,” sagde han med et skævt smil. Knægten kom jo fra en grevefamilie, så han var nok vant til det finere, end hvad han kunne præstere lige her.

[Marcianus Darcy]

Marcianus kunne regne ud at han kom på det helt forkert tidspunkt og det fik ham kun til at føle skyld, for han mente jo ikke rigtigt at bryde ind i noget som helst eller forstyrre, for så ville han hellere tage nederlaget og finde andre steder hen, hvis det ikke var at hans far kunne passe ham ind i sit liv, for han ville ikke være en byrde på noget plan. Øjnene lagde sig igen på sin far, som de nu bare stod der foran hinanden på den lille vej ind til selve huset og han betragtede blot alle tingene ved sin far, prøvede om andet ikke at finde en smule sammenligning, selvom det jo var svært uden at have noget at spejle sig i. Fra sin mor havde han dog hørt, at han skulle ligne sin far mere end hende selv, så det fandt han vel snart ud af om det passede eller hvordan og i så fald hvilke punkter der var nærmere ligheder og hvor de var forskellige, hvor hans mor så i stedet måtte spille ind; det var endnu en ting som der gjorde ham nysgerrig overfor at kende sin far. Der var mange ting i ønsket om at kende sin far, som han ønskede at få opfyldt og hvordan det hele ville falde på plads, skulle sikkert nok være helt anderledes end det han havde forestillet sig om ikke andet; måske blev det jo egentligt slet ikke den succes han regnede med at opnå med sin far? "Det… det var han også. Vi, min mor og jeg, var tvunget til at flytte fra Herregården på grund af min morfars storebror, der kom og tog Herregården. Vi har dog boet på Herregården i længe igen, og min morfar er kommet tilbage på mirakuløs vis… men jeg forstår jo selv godt deres bekymring," forklarede han til ham, for det var en lille bid af hans barndom, selvom han dog ikke uddybede nærmere omkring vampyrdelen og hvordan han hele sin barndom faktisk havde bidt og spist af sin egen mor, fordi han var styret af sin sult og af blod. Han sank en let klump, som han hørte at hans far sukkede og hvor han selv lod øjnene flakke rundt ganske kort, inden de faldt tilbage på ham. Han rynkede dog kort næsen ved tanken om noget koldt at drikke, for det lød ligefrem ikke appetitligt i hans vampyriske ører. "Ja, men jeg har da formået at skjule mig for sollyset i to nætter på egen hånd, så kan da sige mig at jeg er lidt stolt af mig selv," sagde han med et smil på læben, for han havde fået modet tilbage nu hvor han faktisk blev budt ind i sin fars hjem; ordene var dog også en hentydning til at han ikke burde indtage noget glas koldt, fordi han havde den race han nu havde… han kunne slet ikke forestille sig at indtage andet end blod. Han bed sig let i læben og nikkede, da hans far fik fortalt lidt om at der var mere end ham, så han havde måske endda noget familie her, måske søskende? "Men jeg vil virkelig ikke trænge mig på… hvis du mener jeg burde gå, så bare… sig det," sagde han og nærmest bedende, for han ville hade at ødelægge noget, for det havde han ikke ret til, det følte han i hvert fald ikke! Alligevel var han dog glad for at hans far faktisk ønskede sit bekendtskab, så han måtte smile skævt til ham med lidt fornyet mod nu hvor det hele føltes at være vendt igen og han nikkede let. Han fulgte roligt efter hen mod døren, for natten var da heldigvis stadig ung, så han skulle først om et par timer tænke på at finde en måde at gå i skjul på, så han ikke endte med at ligge som en bunke aske. Nok var dette hus ikke ligeså fint i forhold til Herregården, men i forhold til hans andet barndomshjem de havde været tvunget til at flytte i på grund af Sonic, var det egentligt meget lig hinanden, for det havde jo også bare været en lille hytte. "Tak," sagde han høfligt, for selvom han var vant til det fingere på Herregården var det lidt mere ydmyge jo ikke direkte ukendt for ham, selvom det kunne se sådan ud på hans tøj; for han var velklædt. Han trådte helt ind over dørtærsklen og kiggede sig rundt, for her virkede jo trods alt meget hjemligt om ikke andet, så hvem sagde ikke at her var ligeså fint, som Herregården?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var skam ikke fordi at Junior ikke forstod at knægten gerne ville lære sin far at kende, for det gjorde han skam, det var slet ikke det. Han vendte blikket i retningen af ham endnu en gang og med den samme rolige mine, selvom han følte uroen i det indre. Han havde virkelig meget at se til, og selv han kunne ikke finde tiden eller roen til at sætte sig ned og fælde tårer over det, for han vidste at chancen for at miste sin datter var frygtelig stor. At Camryn ikke havde været meget for at han havde taget denne lange tur, havde han dog derimod også den store forståelse for. Som knægten begyndte at fortælle, så kunne han så sandelig godt høre, at der var nogen til at fortælle ham om tinge som skete på hjemmefronten. ”Jeg hørte godt at Ilosonic havde overtaget Herregården, og det var med til at koste Marius livet. Jeg er glad for, at der om ikke andet, kom lidt godt ud af det til sidst. Camryn manglede ham.. Synes jeg at kunne huske.” Han smilede let for sig selv. Marcianus var jo trods alt også Camryns eneste, så det at hun var bekymret og Marius med, forstod han skam udmærket godt. ”Du er det mest betydningsfulde i din mors liv, så det undre mig ikke. Du er frygtelig kær og nær til hende,” sagde han med en rolig og ikke mindst ærlig stemme, for hvorfor lægge andet i det?
Junior havde så mange andre ting i hovedet, at han slet ikke havde bidt sig mærke i at hans egen søn var blevet en vampyr, for end ikke det, var jo noget som han var blevet informeret om, for han hørte jo stort set intet mere. Han ønskede slet ikke at sende drengen væk, også fordi at han var kommet denne lange vej for hans skyld, og derfor ønskede han naturligvis at vise at han var en far som ikke var ligeglad, for han var vel bange for, at det var hvad knægten troede? Nu hvor han ikke havde været der på nogen måde igennem hans barndom. Han rynkede let på næsen. ”Skjult dig for solen? Hvad er det jeg ikke er blevet informeret om, Marcianus?” spurgte han videre, kun for at skæve i retningen af ham, for der var jo noget, det kunne han jo godt høre. Huset her var måske ikke meget at prale af ved siden af den store Herregård som drengen kom fra i Procias, men dette var nu og da hans hjem, og det var her han holdt til. Han søgte roligt tilbage ind i stuen. Endnu skulle han vænne sig til tanken om at hans egen søn var der, så det i sig selv, var heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Jeg har været så tæt på at miste min forlovede, og min datter sidder i fangekælderen i Castle of Darkness, men det har du jo ikke kunne vide.. Jeg insistere.. Kom med indenfor. Jeg vil gerne lære min egen søn at kende,” forsikrede han med en rolig mine, inden han roligt tog plads på sofaen endnu en gang og med blikket mod ham. Han genkendte jo knægten et sted.. Ligheden var jo storslående.

[Marcianus Darcy]

Marcianus var glad for at han var nået så langt her og var blevet modtaget, på trods af at hans far gav udtryk for selv at sidde i problemer og at det var dårlig timing, men det var jo svært at regne ud og han ønskede bare sådan at komme af sted og få det gjort. Han ønskede at se sin far an og finde ud af om forventningerne holdt eller hvordan det i så fald forholdte sig om ikke andet, for han ville gerne have begge sider af familien med sig og måske skabe lidt kontakt igen om ikke andet. Han ville dog ikke være her for længe, hvis hans far egentligt havde meget om ørerne, men måske bare for en enkelt dag og så ville han være væk næste nat, og videre ude på sit eventyr, for han skulle udforske landet her hvor hans far og familie var, samt den race han nu engang havde. Han nikkede roligt til ordene fra sin far, for han havde da hørt lidt om Ilosonic om ikke andet og det med hans morfars død, men det næste kapitel af historien havde han ikke fået med, så det var vel godt han kunne komme og opdatere ham. "Ja, det var meget hårdt for os begge. En anden mand hjalp dog lidt til i starten, men han forsvandt og min mor brugte alle kræfter på at tage sig af mig. Hun manglede virkelig morfar, så der husker du helt rigtigt," svarede han roligt og sendte sin far et smil, som han kunne se smilet på hans læber ligeså. Han var ganske vist Camryns eneste, så at hun og hans morfar med var bekymret, havde han også forventet, men det holdt ham ikke igen. Han nikkede let til hans næste ord, han var betydningsfuld i sin mors liv vidste han og også den anden vej rundt. "Det ved jeg godt," sagde han med et let genert udtryk, for det at blive mindet om det og at hans far vidste så meget, det var alligevel lidt betryggende. Han vendte øjnene mod sin far, som slet ikke havde lagt mærke til hvilken race han endda troppede op i, men sådan måtte det vel bare være om ikke andet. Han bed let tænderne sammen ved spørgsmålet, for det var jo klart at det måtte komme! Han fulgte dog roligt med ind i stuen, inden han ville forklare yderligere, mens han stadigvæk tog indtrykkene til sig som det bragte med at være i det hus hvor hans far holdt til. "Da jeg var ganske lille, måtte manden, der hjalp til i starten efter vi flyttede ligeså, omdøbe mig til vampyr for at redde mit liv… jeg fik stukket mig på noget giftigt i skoven, hvor dumt det end lyder… Så ja, jeg har levet tilværelsen i mørket og mor har holdt mig isoleret, for at beskytte mig… jeg har aldrig set verden eller været sammen med særligt mange andre," fortalte han til ham og smilede let skævt; han ønskede ikke at sætte Jacques' navn på, fordi han ikke selv rigtigt kunne relatere til den mand, der faktisk havde forladt ham to gange, af hvad han synes. Han gik med hen til sofaen, hvor han forsigtigt satte sig ned ved siden af og lyttede til sin fars fortælling om hans familie situation, det var da forfærdeligt! "Det… det gør mig virkelig ondt. Specielt med din datter," sagde han oprigtigt og nikkede, for det var da frygteligt at skulle have sin datter fanget på slottet, for han kunne huske da hans mor havde grædt over at hans morfar havde været på Castle of Light for mange år siden, inden hans morfars død.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kunne slet ikke få sig selv til at afvise sin søn, nu hvor han vidste at manden var kommet denne lange vej for hans skyld, så naturligvis var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Som det nu var sagt, så var han ikke en mand som kunne tage det så tungt igen, men ikke desto mindre, så ønskede han jo at udnytte muligheden for at lære sin søn at kende, og samtidig bevise, at han ikke var så ligeglad, som det måske havde virket til at være igennem hele knægtens barndom, for han vidste jo, at han slet ikke havde været der for nogen af dem. Tungen strøg han let over sine læber. Timingen var på ingen måder rigtigt, men det måtte han jo så bare tage med alligevel, for det var ikke rigtigt fordi at han havde noget andet valg end lige netop dette. Han nikkede mod ham. Der var tydeligt sket mange ting i Procias, hvilket var noget som han meget gerne lyttede til, hvis det var noget som han nu fik muligheden for. ”Hvem end denne mand har været, er jeg ked af, at han valgte at forlade Jer begge. Det vigtigste – selv for mig, er at I har klaret det, trods de hårde odds,” fortalte han ærligt. Selvom han måske ikke kunne sige, at have det bedste forhold til Camryn, eller noget som kunne minde om et forhold i det hele taget, så tænkte han på hende, for han vidste jo godt at livet havde været hård ved hende. Han trak svagt på smilebåndet. ”Godt,” sagde han roligt, inden han bød knægten indenfor. Selvom han virkelig var ved at blive stor, så var det ikke fordi at han så på knægten som en mand.. Og det ville han sikkert aldrig nogensinde komme til, da det for tid og evighed altid ville være hans lille søn. Ivrigt lyttede han til hans historie om hvad der var sket ham i Procias, hvilket alligevel var noget som fik ham til at rynke på brynene. Ja, mange af brikkerne faldt ganske vidst på plads nu, men det var da alligevel en forfærdelig historie! Hans søn en vampyr på grund af et uheld i skoven? Han lod blikket falde. Hvorfor havde han intet hørt om det? Det kunne han da slet ikke forstå! ”Jeg begriber ikke, at Camryn ikke har sendt mig besked, i og med, at du måtte omdøbes på den måde, Marcianus.. Det skuffer mig faktisk.. Jeg er endnu din far, og jeg har aldrig valgt dig fra.. Jeg er glad for at.. denne mand var der til at redde dit liv. Det ville have været forfærdeligt.. hvis det havde været enden for dig,” fortalte han med en ærlig stemme, for den tanke i sig selv, skræmte ham faktisk. Nu hvor de begav sig ind på emnet omkring hans datter, så mærkede han kun knuden i maven vokse betragteligt. Ja, Aliyah var jo Marcianus’ lillesøster. En ganske sjov tanke et sted, for han havde ikke rigtigt tænkt over det. Han nikkede. ”Tak.. Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget for at hjælpe hende, men.. det kan jeg ikke.. Hun er ikke særlig gammel.. Hun har allerede været igennem mere end rigeligt..” Han bed sig svagt i læben. Selv for ham, var det tungt at snakke om. Det var ham et frygtelig ømt punkt.

[Marcianus Darcy]

Marcianus var glad for at på trods af den dårlige timing, så tog hans far sig alligevel tiden til at tage ham med ind og snakke lidt omkring tingene, for det var måske også en god afledning fra de forfærdelige tanker han måtte sidde med, overfor hans forlovede og hans datter. Han smilede forsigtigt til sin far, som de nu sad der i sofaen sammen; en ukendt sofa, men som alligevel føltes god at sidde i, fordi at alt indtil videre gik ganske udmærket, på trods af hvor mange år der var gået og at han aldrig havde haft sin far i sit liv og først skulle lære ham at kende nu. Noget som han virkelig brændte efter, for selvom han elskede sin mor og morfar virkelig højt, syntes han ikke det var helt fair at skulle leve med dem resten af sit liv alene… for hvad så hvis han mistede dem, hvem ville han så have? Ingen, kun sig selv og det var slet ikke en tanke han kunne klare, så derfor ville han kende alt familie han havde, der både gav muligheder og en form for tryghed… ligeså så ville han opleve verden og få stillet sin nysgerrige sjæl. "Han er kommet… og gået 2 gange i løbet af mit liv, og det har været hårdt begge gange… men jo, vi har klaret os og lidt nemmere da morfar kom tilbage," svarede han og nikkede let, for det var jo sandt; Jacques var kommet ind i hans liv to gange og havde også forladt ham to gange, og det havde været lige frustrerende… for han nåede lige at knytte sig til manden og så var han væk igen, så han håbede faktisk ikke at han ville komme en tredje gang, for så ville han ikke tage godt imod ham som før. Han nikkede let til hans 'godt' og sendte ham ellers bare et smil, for han ville gerne fortælle, men han håbede også at få lidt historie fra sin fars side, så de havde mange emner oppe at vende i løbet af den tid de nu måtte have, inden han blev nødt til at finde skjul for solen. "Jeg er ked af, min mor ikke har informeret dig om noget. Men jeg vil forsvare hende og sige, at jeg har været meget umulig som barn, på grund af alt der kom med vampyr racen, for jeg var jo pludseligt fysisk overlegen, dobbelt så hurtig og hvad mere det bragte med sig..." sagde han roligt og måtte alligevel smile over, at hans far syntes tanken forfærdelig om det skulle have været hans sidste dag, hvor han blev omdøbt. Han så roligt på ham og kiggede indgående på ham, hvor han selv studerede sin fars udseende, for han følte selv han lignede ham, det havde hans mor også sagt til ham. Lige nu tænkte han ikke over, at hans fars datter faktisk var sin søster, for det hele var nyt nok i forvejen. "Hvis jeg kunne gøre noget, ville jeg gerne hjælpe dig..." sagde han dæmpet, selvom han vidste det ikke kunne hjælpe, så ville han alligevel lade sin far vide det.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Timingen kunne ikke være mere forkert for Juniors vedkommende, men at sende hans egen søn væk, var ikke noget som ville komme på tale, og specielt ikke fordi at knægten havde taget denne lange tur, udelukkende for hans skyld, og det var naturligvis også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. Han inviterede knægten med indenfor, så de kunne få en snak i stedet for, for selv det, var noget som han gerne ville vise knægten; At han ikke var ligeglad. For det var han slet ikke. Det frustrerede ham virkelig at han ikke havde fået noget at vide, men et sted så var han vel også bange for, at Camryn endnu var sur på ham, over det valg, som han havde taget dengang? Han sukkede indædt, og rystede de tanker ud af hovedet. Marius havde altid været der for dem, i live om ikke andet, og selv den nyhed om at han havde mistet livet, var noget som uden tvivl også var kommet bag på Junior. ”En skam. Din mor er en fantastisk kvinde, og det håber jeg også at hun selv har indset for længe siden. Jeg forlod hende og det ved jeg godt.. Endda dagen efter jeg selv fik tronen. Det gik bare op for mig, at det ikke var ment som min, som din mor heller ikke var. Hvem end denne mand var, så ved han slet ikke hvad han er gået glip af,” fortalte Junior med en ganske ærlig stemme. Han så ikke nogen grund til at være andet end ærlig, for denne knægt var kommet denne lange vej, og naturligvis fortjente han da at få sig sine svar. Det kunne godt være, at han havde været et umuligt barn og med det hele, men af den grund, så ville han da stadig have ønsket, at hun havde sendt ham besked, for det var noget som han selv ville mene, at han havde fortjent! I stedet for det andet, for det var på ingen måder retfærdigt. Tungen strøg han let over sine læber. Knægten elskede sin mor, det var han slet ikke i tvivl om. ”Uanset hvor umulig du har været som barn, Marcianus, vil jeg mene, at som din far, at jeg fortjente at få besked, når noget hændte dig.. Og specielt af den kaliber.. Jeg kunne have hjulpet hende..” forklarede han videre. Som en varulv, havde han jo selv en lidt anden styrke, end det som han ellers ville have været, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at han ønskede at hun skulle stå alene med det, når han havde mindst lige så meget ansvar for knægten, som det hun havde! Han sendte ham et taknemmeligt smil. ”Det er jeg virkelig glad for, men jeg er bange for, at der ikke er noget at gøre. Fuldmånen tvinger os til at gøre de mest vanvittige ting.. Vi kan bede.. Håbe for at hun kommer fra det med livet i behold.. At bede om nåde, gør kun ondt værre for hende, og det ønsker jeg ikke..” sagde han med en dæmpet stemme. Det gik ham på. Lige der, følte han sig komplet hjælpeløs.

[Marcianus Darcy]

Marcianus sad med et stille smil på læben, for jo mere han sad og snakkede med sin egen far, så følte han også at det hele nok skulle falde på plads som han havde ønsker omkring. Han var glad for han ikke blev sendt væk, alt taget i betragtning med timingen og situationen. Han fik en chance for bare at sidde og snakke lidt med sin far, så det gjorde ham alligevel glad og indtil videre føltes det som om han ville svæve, når han skulle herfra igen. Han følte sig bestemt velkommen her, hvilket også var noget af det bedste af det hele, for det kunne næsten føles som et andet hjem for ham. Forholdet mellem hans far og mor vidste han var gået galt for mange år siden, men hvordan det lå til med følelser der var indblandet alt fra accept til had, det anede han intet om, for hans mor fortalte ham jo ikke sådan nogle ting og han var ikke så god til at regne det ud. Så han var bare glad for sin morfar, der bare fortalte ham, at han ikke skulle tænke over det. "Min mor snakker ikke med mig om hendes følelser for en anden mand, hvis der er en, medmindre det enten går virkelig godt eller virkelig skidt, så at sige… Det sidste hun fortalte mig var, at hun aldrig ville giftes eller fries til igen..." Historien om hans mor og far havde hans mor fortalt, bare ikke hvordan hun følte om det hele, så han kunne ikke rigtigt fortælle hvad hans mor syntes, udover at hun aldrig ville giftes eller fries til. Han kunne godt se, at det ikke var fair at hans mor aldrig havde fortalt det, men han kunne ikke forklare hvorfor, så han kunne jo kun tage det hele fra sit synspunkt på hele sagen. Han nikkede forsigtigt til ham, hvor han let bed sig let i kinden indefra munden med kindtænderne, for han ønskede ikke at bide hul i sig selv med sine hugtænder. "Jeg forstår dig godt, jeg ville da også have håbet du faktisk vidste det… Men hun troede jo hun havde en til at hjælpe, men da han så gik… så prøvede hun selv. Jeg kan desværre ikke forsvare min mor på et dybere plan end hvordan jeg har oplevet det hele, men er sikker på der er mere grund end som så," prøvede han forsigtigt, for han ønskede jo trods alt at forsvare sin mor omkring det hele, for han elskede hende jo! Han så roligt mod sin far med de hasselbrune øjne og sendte ham et stille smil. "Der er vel altid bagsiden af enhver race, ikke sandt? Blod og sult tvinger selv mig til at gøre ting, jeg slet ikke har lyst til… Såvel som fuldmånen tvinger jer til at gøre ting, i ikke ville," svarede han roligt og nikkede let, for han forstod skam udmærket hele situationen, det måtte være svært at sidde med den følelse, han kunne fornemme fra sin far!