Varulv
727
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Lestat De Lochèr Maloya Junior on Aug 2, 2013 22:21:56 GMT 1
Timingen var bestemt ikke noget, som man kunne prale af, og det var noget som virkelig frustrerede Junior et sted. Dog af den grund, så kunne han slet ikke få sig selv til at afvise sin søn, som nu havde taget hele denne lange vej for hans vedkommende, og derfor.. lod han ham alligevel få denne mulighed, også fordi at det nu var noget som faktisk også betød temmelig meget for ham selv. Han vidste at det var hans søn, og derfor betød det faktisk også meget for ham, at lære ham bedre at kende, og det var vel heller ikke så underligt igen, var det? At Camryn ikke delte den slags ting med ham, var egentlig ikke noget som han anså som underligt, for der var bare visse ting, som ens børn bare ikke skulle have indblik i, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare ren og skær fakta. Hvad han dog kunne tilføje, var næsten noget som gjorde ondt på ham, for hans mor fortjente uden tvivl den lykke, og det ville være en skam, hvis hun afholdt sig selv fra at opsøge den. ”Jeg håber inderligt, at hun ikke er af den tanke, at det er noget som hun ikke har fortjent, for det er det. Jeg forstår godt hendes tanker omkring frieri og ægteskab, med hvad hun har haft at døje med i tiderne. Jeg ville bare have ønsket, at hun var kommet til mig. Jeg kunne jo stadig have hjulpet hende,” sagde han roligt. Junior havde altid været en af de mere jordbundne af sin familie, og det havde uden tvivl også sine fordele, som det havde sine klare ulemper, og det var slet ikke noget som han kunne lide. Nu som det var sagt, så var han om ikke andet, så meget glad for, at hans kære søn, faktisk gav ham den oplagte og storslåede mulighed for at.. gøre bare lidt. Han ville virkelig have ønsket, at hun havde givet ham besked om deres søns tilstand, for han synes på ingen måder, det var i orden at lade ham sidde her og ikke vide noget som helst! Et sted, så var det jo faktisk en tanke som gjorde ham direkte arrig, og det var noget som også gjorde ham ked af det, at tænke på i det hele taget. Han trak vejret dybt og med en næsten brummen. ”Jeg ved ikke om det er typisk hende, at tro, at hun kan klare det hele selv. Jeg har måske intet med din mor at gøre mere, Marcianus, men jeg holder stadig af hende.. Hun burde være kommet til mig. Jeg beder dig ikke om at forsvare hende, selvom jeg skam godt forstå at du gør det. Du er stadig min søn. Hun burde have givet mig besked,” fortalte han med en ganske sigende mine. Mest blot for at understrege det alvor, som han selv måtte lægge i det. Racerne kunne uden problemer forvolde sig sit besvær, hvilket Junior kendte alt for godt til. Han nikkede sigende. Der måtte han da om ikke andet, så sige sig enig med ham. ”Der er fordele og ulemper med alt i denne verden. Selv den største styrke, kan blive ens største svaghed. Man kan føle sig så magtesløs.. Og det gør ondt.” Han greb efter sit glas med vand foran sig, kun for at bunde det hurtigt og kraftigt. Han havde brug for andet at tænke på lige nu.
|
|
Vampyr
91
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Marcianus Darcy on Aug 13, 2013 10:20:13 GMT 1
Marcianus var ked af at forstyrre på denne måde som han følte han gjorde, så han ville bare blive det han nu kunne inden at han måtte søge i ly for dagen, hvilket han havde udset sig at kunne gøre på en kro han havde passeret, for der var meget få vinduer i selve bygningen. Desuden var de billigste værelser som regel aldrig med vindue eller et på størrelse med et kukhul, fordi vinduer var en slags luksus for nogle, så det kostede som regel mere at have vindue, fordi det var udsigt. Han var dog for nu bare glad for at han ikke var blevet afvist af sin far på trods af hans omstændigheder, for han ønskede jo at lære manden og kende, og det hele føltes allerede som en drøm om ikke andet. Han vidste og forstod godt hvorfor hans mor ikke delte alt med ham, for han ville jo trods alt heller ikke dele alt med hende, uanset hvor meget han elskede hende. Han så på ham med de hasselbrune øjne og lyttede til ordene, for han var ikke rigtigt sikker på det, der var i hvert fald gået lang tid uden hun havde haft den glæde han havde følt, da hun havde været forelsket i Jacques. "Jeg tror gerne hun vil finde en… men hun blev meget skuffet sidst, fordi han havde friet til hende og så… skred. Men mor går ikke ud og leder på den måde, hun har sagt, at hvis det kommer så kommer det. Men hun vil vel bare gerne bevise hun kan selv," svarede han dæmpet og vædede let sine læber, som han så hen mod sin far, hvor han faktisk havde ondt af, at han ikke havde fået lov at hjælpe og havde siddet uvidende. Men af den grund, så havde han jo også selv fået ønsket om at kende sin far, fordi hans mor aldrig havde givet ham muligheden for det, så han var faktisk meget glad for at sidde her i hans sofa. Han synes ikke det var fair at hans far havde siddet uden at vide noget som helst om noget, men det var nu gået sådan, så nu kunne de måske bare se frem ad? "Jeg elsker min mor… men jeg tror, at hun tror hun kan klare alt selv. Eller så vil hun gerne bevise at hun ikke har brug for andre, fordi hun er blevet skuffet før… Jeg havde da også håbet hun ville have givet dig besked, men du får mere indblik i det hele fra nu," sagde han oprigtigt, for han ville gerne åbne op for sin far og lade ham vide hvad der foregik og så videre, som han også håbede at kunne blive mere en del af sin fars liv om ikke andet, for det ønskede han virkeligt. Han bed sig svagt i læben, for det hele var lidt urealistisk, selvom han dog var lettet over at have fundet frem. Racen kunne have forvoldt ham problemer på vejen, men det var gået rigtig godt taget i betragtning af, at han bare var sig selv om ikke andet, så det glædede ham kun. "Bestemt…" endte han dæmpet, som det eneste han lige kunne svare nu, for han følte virkelig for sin far og det han gennemgik med sin datter og det hele. Han sendte ham et forsigtigt smil, og betragtede sin far bunde sit glas, som fik ham til at synke en klump ganske let. "Jeg må nok snart af sted… for ikke at være udenfor beskyttelse når solen står op… så håber jeg at næste gang vil være et mindre dårligt tidspunkt," endte han stille og så roligt mod sin far.
|
|
Varulv
727
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Lestat De Lochèr Maloya Junior on Aug 15, 2013 18:40:56 GMT 1
Junior havde det slet ikke nemt, og tanken om at Camryn havde holdt alle de ting skjult for ham, var et sted også en tanke som faktisk gik hen og gjorde ham arrig, for han havde lovet at stå der, hvis hun havde brug for det, og.. ja, han havde jo regnet med, at det hele jo bare ville køre med klatten, for han havde jo intet hørt, og den tanke, var mere end nok til at gøre ham temmelig sur, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Knægten virkede dog åben og modtagelig overfor ham, og det var noget, som han naturligvis var frygtelig glad for. ”Jeg kan godt forstå, at det har været svært for hende, og selvom jeg gjorde det slut med hende i sin tid, så er det ikke ensbetydende med, at jeg ikke holder af hende, og gerne vil hjælpe hende, for det vil jeg virkelig gerne. Hun har også været uheldig med det, og hvis hun vil prøve sig frem selv, så skal hun være velkommen. Det nytter bare ikke når hun.. ikke tør,” sagde han med en let rynken på næsen. Hun var bange for at prøve, hvis han kendte hende ret, og det gjorde ham trist. Nu hvor han stod i den situation, hvor han ikke længere fik noget at vide om noget som helst, så var det vel heller ikke underligt, at det nagede ham, at det var sådan at det foregik? Han sendte sin knægt et let smil. Det var jo slet ikke hans skyld, at det var gået sådan her for sig, og det skulle han da naturligvis også vide. ”Jeg har aldrig haft i sinde, at skulle skubbe dig ud af mit liv, Marcianus, og det håber jeg du ved. Kan jeg hjælpe på en eller anden måde, så sig endelig til, for jeg vil gerne. Hvis det indebærer, at jeg får mere besked om hvad der foregår, så er jeg glad,” afsluttede han. Selvom det måske var ved at være en sen aften og tidspunktet ikke kunne være mere elendigt, så kunne Junior da slet ikke få sig til at afvise sin egen søn, som havde taget denne lange vej, udelukkende for hans skyld, for det var alt sammen noget, som faktisk betød utrolig meget for ham. Han nikkede til knægten. At han gerne ville videre, var noget som han skam godt kunne forstå, for det var nok heller ikke det mest.. perfekte tidspunkt. ”Det forstår jeg skam godt. Tidspunktet er måske ikke det bedste, men jeg sætter yderst stor pris på at du kigget forbi, og det skal du vide. Det betyder faktisk meget for mig. Du skal være mere end velkommen til at komme på et andet tidspunkt.” Han rejste sig op og vendte sig mod ham og med et venligt smil. Det var faktisk noget som betød en masse for ham. ”Kom. Jeg følger dig til døren,” afsluttede han venligt og med et varmt smil, inden han søgte i retningen af døren.
|
|
Vampyr
91
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Marcianus Darcy on Sept 8, 2013 16:31:03 GMT 1
Marcianus kunne godt se, at det ikke var fair for hans mor om at have skjult alt for hans far, men han ville heller ikke være den der skulle sidde og tage til sig, for han vidste at det var hans far der var gået i første omgang, selvom Camryn jo derefter havde holdt hans far væk. Så i sidste ende var det jo nok hans mor der var skyld i at hans far ikke havde bidraget i sidste ende, fordi han havde siddet uvidende, for det var jo selv en overraskelse at hans far end ikke kendte til hans race før nu! Så han ønskede jo trods alt også at lytte til sin fars frustrationer overfor det hele om ikke andet og lade ham komme ind i det hele nu… bedre sent end aldrig. "Fremover skal du nok få alt at vide… Og nu hvor jeg er kommet til dit land, så vil det jo nå til dig før det vil nå til min mor, ikke sandt? Vi må se fremad nu… jeg ønsker ikke at tænke på fortiden," sagde han dæmpet og nikkede let, for han jo gerne lytte, men han ønskede heller ikke at høre på beskyldninger på nogen måde, hverken fra sin far overfor hans mor, eller fra hans mor overfor hans far om ikke andet, for det nyttede jo ikke noget når de ikke havde set hinanden siden han havde været 2 år gammel. Han sendte sin far et smil, da han selv fik et, for det gjorde ham jo faktisk glad at han var blevet taget godt imod om ikke andet. "Det ved jeg godt. Du skal nok få mere besked, jeg vil gerne blive i landet her nu jeg er kommet den lange vej. Og jeg håber meget vi kan ses igen," endte han dæmpet og nikkede let. Han ville ikke trænge sig på mere for i aften når tidspunktet nu var dårligt og han ville også have tid til at finde et mørkelagt sted, hvilket der vel måtte være her i mørket, hvor han, set ud fra sin race, jo egentligt hørte til. "Jeg kommer gerne igen på et andet tidspunkt. Jeg er glad for, at du tog mig ind… tog godt imod at jeg bare sådan dukkede op," svarede han og rejste sig op og fulgte med sin far ud til døren igen, hvor han fik sine tasker ordentligt på igen, da han havde haft dem lidt af i sofaen. Han sikrede sig at han havde husket alt og stoppede ellers op ved døren og så på sin far. "Vi ses," endte han dæmpet og bed sig let i læben, inden han endte med at slå armene omkring sin far i et kort kram, inden han trak sig igen. Han gik ud af døren og ud i natten, hvor eventyret nu ville fortsætte.
//Out.
|
|
Varulv
727
posts
0
likes
I have nothing to say.
|
Post by Lestat De Lochèr Maloya Junior on Sept 9, 2013 6:52:08 GMT 1
Junior havde slet ikke nogen anelser om hvad der skete med familien i Procias, så det at høre, at der var så mange ting, som han havde misset, og det var faktisk noget som gjorde ham ked af det. Selvom han havde valgt at forlade Camryn dengang, så var det ikke fordi, at han ville miste forholdet til sin søn fuldstændig, selvom det nu var sket alligevel. Han ville dog ikke give Camryn hele skylden, for det var lige så meget hans. Han kunne sagtens have lagt mere i det, end det som han havde gjort, men det havde han ikke lige fået gjort, og det var jo så noget, som han kun kunne fortryde nu. ”Der er jo ikke noget, som man kan gøre noget ved det nu, desværre. Jeg vil gerne involveres i dit liv, Marcianus. Det er gået op for mig, hvor meget jeg egentlig har misset,” sagde han dæmpet. Om de så skulle gå udenom Camryn, så måtte det jo være sådan. At knægten så alligevel var kommet denne lange vej for at.. blive lidt, var naturligvis noget som gjorde ham glad, selvom han selvfølgelig ønskede at han havde det godt, for det var det bedste af det hele. ”Så lang tid du er forsigtig. Jeg ved at du nok er vant til den tryghed som findes i Procias. Du finder den næppe her. Det kan være farligt,” påpegede han med en ganske sigende mine. Han ønskede naturligvis ikke at hans søn skulle komme mere galt af sted, end det som var sket til nu, for det var jo tydeligt for ham, at der var sket rigtig mange ting i forvejen! Tungen strøg han let over sine læber, som han blev stående i døren og med et svagt smil på læben. Han var glad for, at have været blevet taget så godt imod? Han kunne da ikke andet, når det nu var hans egen søn, det drejede sig om! ”Måske jeg har været fraværende, og ikke nær så involveret som jeg gerne ville have været, så er du stadig min søn. Naturligvis vil jeg tage godt imod dig,” sagde han med en rolig stemme. Han nikkede mod ham, da han søgte udenfor. Det var jo også vigtigt, at han kom i sikkerhed, inden solen ville stå op, for han ønskede jo heller ikke ligefrem, at knægten skulle komme galt af sted. Slet ikke! ”Vi ses min dreng.. Pas nu godt på dig selv,” sagde han med en rolig stemme. Omfavnelsen gengældte han mere end glædeligt, kun for kort at trykke ham ind mod sig. Han afviste ham ikke. Det ville han ikke. Han blev stående til Marcianus var væk, inden han søgte indenfor igen. Det havde uden tvivl været en meget.. forvirrende og overraskende aften.
//Out
|
|