How can I prove it..?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var sent og den store fuldmåne hang tydeligt over den store himmel. Vinden slog koldt mod alt og alle som den kom i nærheden af.. vinteren var virkelig på vej og dette var noget som skete med stormskridt. Han havde virkelig bare brug for at skulle falde ned efterhånden. Camryn så han knapt nok mere og det var frustrerende. At rende rundt i det hus hvor hans egne forældre havde været på deres glade og mest lykkelige tidspunkter.. det påvirkede ham virkelig på den måde, som han kun havde frygtet det. Han ønskede virkelig ikke at være der, også selvom Lysander virkelig havde måtte prøve at skulle holde ham rolig og det var gået galt op til flere gange. Det mørke som han havde så dybt i sindet, havde virkelig været i udbrud alt for mange gange, at det virkelig bare havde været for meget for dem. Flygtet med andre ord havde han vel? Han havde virkelig bare brug for at tænke igennem det hele. Ringen.. trolovelsesringen havde han kastet hele vejen til helvede og han havde virkelig ikke nogen anelse om hvor den var endt henne efter hans forrige udbrud, det var virkelig helt utroligt så vred han havde været lige der og da, det var helt sikkert. En besked havde han fået sendt til Cayla. Blot en lille god ting som hans mange vandringer igennem Dvasias havde givet ham, selvom Lysander havde fortalt ham hvor livsfarligt det var for ham, udelukkende på grund af hans mors blod som måtte flyde i hans årer. Selvom han aldrig havde kendt til hende overhovedet, så var hun savnet, det var virkelig et tomrum som han ikke formåede at fylde op igen. Hans vandring som førte ham igennem den så ældgamle bydel som nu ej var beboet længere. Han kunne vel blot håbe, at Cayla faktisk ville dukke op. Han savnede hendes selskab, det kunne han virkelig ikke komme udenom overhovedet. De få gange de havde været så heldige at støde på hinanden… også selvom det var noget som var sket inden hans trolovelse var blevet offentliggjort og det var stadig noget som han kunne blive så ekstremt rasende over. Han var gået langt ind, forbi de mange gamle murbrokker og sat sig på en faldeværdig mur som igennem flere årtier, havde slået revner og så ud til at være på vej til at skulle styrte i gruset. De smaragdgrønne øjne hvilede stift på den store fuldmåne og med det lette eftertænksomme blik. Han havde tydeligt arvet meget af sin mor og meget også efter sin egen far.. Begge store væsner som han var så voldstomt stolte af.

[Deleted]

Cayla havde mere eller mindre vandret hele aftenen for endelig finde det sted Junior havde bedt hende møde ham, Manjarno var et sted hun var frygtelig godt bekendt med efterhånden, lige ud over det som lå i byens nærhed, altid havde en eller anden vagt fuldt hende i røven når hun endelig fik lov befærde sig på de smalle gader. Den store fuldmåne kastede det blege skær der måtte synke i et med hendes ligeså blege hud og kun lade det se ud som om den næsten lyste op. Den kjole hun bar som engang skulle have forestilet at være mosgrøn, var efter denne tur overdæget med jord og på nippet til flænse flere steder, hun var uden tvivl et udebarn og lige hvad angik ruinerne så havde hun fundet sig ud af at klatring rent faktisk var en sjov ting. Der var en tign Cayla kunne blive ved at spørge sig selv om -Hvad lavede hun herude? Hun fik et brev fra en speciel person, den eneste som nogensinde havde udvist interesse for hende, og pludselig var hun villig til at lyve for nogle af de mennesker som betød mest i hendes liv som havde hendes tillid, hun var villig til at tage den farer op,og det værste var at det vel mere eller mindre var forgæves? At hun kun blev ved at gøre alting værre for sig selv. Den seneste tid havde hun haft alt for meget tænketid. Det var frygtelig længe siden hun havde set til hendes biologiske far, Kimeya havde opført sig ekstremt underligt overfor hende den sidste tid, og Faith havde for travlt med at være fustreret over det faktum hun ikke længere var indehaver af synet. På det seneste var det gået op for hende at dette var endt som en leg. Den følelse der herskede i det indre når Junior kom med de søde ord, komplimenterede hende og berkæftede hende som ingen andre ud over hendes forældre havde gjort det, og hun faldt lige i fælden hver eneste gang, hun havde virkelig nået at skabe en indre irritation men blot fortrænge det. Det flammerøde hår dansede blidt om hendes slanke hals i takt med hendes skrist, de dybe gyldne øjne så intense og med stjernernes glimt selv malet i dem, faldt over en skikkelse som kun kunne være den hun søgte "Junior?" endte hun med den muntre tone, mest som for at sikre sig. I aften var hun fast besluttet. Et sødt ord mere og hun ville svare fra sig, det gjorde kun mere ondt på hende, knægten var for pokker forlovet og hun nægtede et kærlighedsdrama det havde hun nok i bare med at leve med Faith og Kimeya, de to kunne til tider virkelig drive hende til vanvid, det ene øje blik smsækkede Faith med dørene og Kimeya råbte efter hende, og det næste sad de i en sød omfanelse i stuen med kærlige ord og sukekrsøde kys. Tungespidsen lod blidt stryge over hendes smalle rosa læber som for at fugte dem, det sprækkede alt for hurtigt i denne kuld enu hvor vinteren måtte nærme sig med alt for hastige skridt i Caylas øjne.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kunne virkelig ikke gøre noget som helst andet end at håbe på at hun ville komme, det eneste som han blot ønskede at hun skulle vide, var jo også, at han havde ment hvert eneste ord som han nogensinde havde fortalt hende, hvert eneste kompliment.. at hun virkelig var den specielle tøs som han bare ikke kunne få ud af hovedet uanset hvor meget han prøvede på det. Det var virkelig utroligt! Hvor meget det ville kræve at skulle komme hertil af hende, havde han ingen anelse om, hvor længe han sad der og ventede på hende, vidste han heller ikke, men det var ikke noget som han brød sig meget om overhovedet, det kunne han fint stå ved. Han havde hørt meget omkring denne Kimeya.. han havde jo desuden også stået skrevet i Elanyas dagbog som han havde fået gemt af vejen godt og grundigt hjemme i De Locher Mansion. Camryn så han knapt og det gjorde ham virkelig så frygtelig frustreret. Blikket lod han falde til hans egne hænder, selv ringen var væk.. og det gjorde ham intet, trolovelsen var for at få tronen og nu kunne han heller ikke få den.. hvorfor så holde fast i det når han ikke så det mindste til hende overhovedet? Han trak vejret dybt.. jo tættere på Procias han var, jo tættere var han på sin mor og familie og jo lettere var det, at skulle holde sig helt rolig. Det havde virkelig været så frygtelig ekstremt her i det sidste og Lysander havde haft problemer med at skulle holde ham helt rolig, og det var virkelig ikke noget som sagde så lidt. Han vendte hovedet omgående ved stemmen som måtte kalde hans navn, stemmen som han alligevel kendte så godt efterhånden, og noget som kun måtte bringe frem det blide smil på læben. ”Ja?” svarede han igen. Han satte hænderne i muren og hoppede roligt ned igen og landede på stien tæt ved muren også. Blikket faldt til hendes skikkelse og med det blide træk på mundvigen. Han havde faktisk savnet hende, savnet hendes selskab og savnet det hele mere eller mindre, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Han sendte hende det dog så tydelige og naturlige charmerende smil. ”Jeg er glad for at du kom Cayla,” sagde han med en rolig stemme idet han selv stille gik hende i møde. Ringen var væk, i hans øjne var han ikke trolovet eller forlovet… han havde ingen pige ved sig, så længe at hun åbenbart ikke formåede at holde sig der og faktisk var sammen med ham.. det var vel heller ikke meget at forlange?

[Deleted]

Intet i hele verden ville hindre Cayla i at komme, end ikke Kimeya. Junior var hendes første og eneste ven, den eneste der havde vist at hun ikke blot var et ligegyldigt væsen, hvert sekund nød hun med ham på alle tænkelige måder. På den anden side så vidste hun goså at det var farligt tage afsted med det humør hun lige for tiden bar, det smil som altid plejede hvile over hendes læber var mere eller mindre gået i sig selv, den varme gnist i det sensuelle blik var gået af, overalt hvor hun gik fulgte kun mere forvirring, med og hun kunne ikke klare mere, noget som også var grunden til hun var taget herud for at møde ham, lade ham vide ved næste kompliment at det rent faktisk forvirrede hende, uanset ring eller ej i hendes øjne tilhørte han en anden kvinde og Cayla ville virkelig ikke gå at bilde sig ind, at det nogensinde ville kunne blive til noget som helst mere mellem de to. Kimeya var en mand man ikke skulle komme på tværs af.. Det havde frygtelig mange af de store lært.. Jaqia havde lært det.. Moniqe havde lært det.. Elanya havde lært det.. Selv Faith havde lært det, at hun tydeligvis var ligeglad var en helt anden sag og noget som morrede Cayla betydeligt. Nok kunne de skændes men at se hvordan Faith gang på gang fandt et tag i en så mægtig mand, der hurtigt lod ham vende om, det var virkelig noget som kunne bringe latter frem. Den varme stemme som nåede hende for ører, en så ganske velkendt en der frembragte en varme som hun selv kun måtte bande og svovle over. Altid havde hun haft et princip der ville beskytte hende mod at ende ligesom Faith.. hendes mor.. Og hendes 'bedstemor' for den sags skyld, et princip der hed at de følelser som var dukket op for Junior var yderst forbudte og ikke hørte nogle steder hjemme. Smilet endte helt automatisk med at skulle pryde hendes rosa læber, hånden gled igennem de flammerøde lokker. Et lille savn stak et sted i hendes indre, om det var en god eller dårlig ting havde hun ikke rigtigt fundet ud af endnu. Blidt bed hun sig i den bløde underlæbe, trådte et skridt tilbage som han endte med at skulle lande netop foran hende. Cayla lystede at træde et skridt tættere på men for egen skyld endte hun som naglet til det sted hun selv havde ladet stoppe op. Alt for mange piger tænkte over deres udseende når de så en bestemt fyr, og lige der var hun ikke selv nogen undtagelse uden egentlig at tænke over det, begyndte hun børste jorden af den mosgrønne kjole, redde håret ud med fingrene måske bare for se en smule mere sofistikeret ud end det som hun normalt ville gøre "Jeg havde da ingen grund til at skulle blive væk" påpegede hun med en blid stemme, næsten mere sukkersød en end sukkerknald, og alligevel med den bestemte og stædige tone. Endnu engang måtte hun drømme sig væk i det charmerende smil, noget som efterhånden var blevet en vane, og en vane som hunvirkelig hadede og elskede på samme tid.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Cayla havde aldrig nogensinde været et ligegyldigt væsen i hans øjne. For det første, så var hun den som han faktisk kunne betragte som en ven, en af de få som faktisk havde set væk fra den kongelige titel som han også havde båret med sig dengang, selvom det havde taget en så voldsom ændring efter at Andrew var kommet hjem igen.. de boede jo egentlig ikke så forbandet langt væk fra hinanden, men hvordan Camryn ville se på dette møde, var helst en konsekvens som han ville undgå at skulle hænge sig fast i.. i hvert fald lige nu.. han ønskede virkelig bare at se hende, vidste at det var meget, at skulle forlange ved at bede hende komme denne lange vej og til dette sted, af alle steder som de kunne opsøge. De smaragdgrønne øjne hvilede på hende og alligevel med det charmerende smil som måtte hvile fast på hans egne læber, ikke at det var noget som han kunne slippe bare sådan uden videre. Det var det som lå så naturligt til ham på alle tænkelige måder også. Kimeya havde han dog alligevel hørt en hel del om, som sin egen storebror.. sågar også den ældste af dem, selvom han aldrig nogensinde havde mødt manden selv. Altid havde han været advaret mod det at skulle møde ham. Hvem manden jo så egentlig var, havde han ingen anelse om.. lige på det punkt, kunne han minde så frygtelig meget om sin egen mor. Han kunne ikke komme udenom, at han jo faktisk havde savnet hende.. savnet de stunder som de jo faktisk havde tilbragt sammen.. det føles virkelig som havde det været for alt for længe siden. Et sted så nøgen uden ringen, men i det forrige vredesudbrud, var den bare røget af, og han havde ingen anelse om hvor pokker den egentlig var endt henne.. det var nu alligevel heller ikke noget som han brød sig stort om, men sket var sket.. det kunne han jo ikke rigtigt gøre om nu. Køn var hun så sandelig, men der lå alligevel så utrolig meget andet i det også.. hun tiltrak ham på en helt anden måde og bare ved at være sig selv, det var virkelig også noget af det som betød mest for ham lige i øjeblikket.. bare det at kunne være sig selv i et selskab, det var vel heller ikke meget at forlange af nogen? ”Det er jeg virkelig glad for, at du siger,” sagde han med et let smil på læben. Han gik hende selv bevidst i møde og med det blide og dog så charmerende smil på læben. Hendes stædighed havde han dog tydeligt fundet ud af og opdaget, det gav ham dog kun en endnu større lyst til at skulle udforske hende og virkelig finde ud af, hvem hun var. ”Jeg ønskede bare at se dig.. efter så lang tid,” tilføjede han dæmpet. Her ville de jo i så fald kunne gøre det i fred uden at nogen ville få øje på dem, det var jo ligesom også det, som havde haft den største betydning for ham lige i øjeblikket. At de begge ville være trygge under et møde som dette uden at gud og hver mand vil kunne gå videre med det.. hverken på hans side eller hendes. Han hævede hånden stille og lod den stryge mod hendes kind, varsomt og forsigtigt. ”Jeg har savnet dig,” tilføjede han med en dæmpet stemme.

[Deleted]

Cayla havde aldrig følt sig som noget direkte særligt. Kimeya havde måske altid proppet selvtillid din i hovedet på hende, og dog så lå der virkelig stadig en underlig usikkerhed, og en som hun et sted bandende så langt væk. Der var en grund til hun var så frygtelig genert selv for mennesker hun allerede havde mødt, man kunne jo bare se hvordan hun reagerede på Junior når han kom tæt på hende, den utrolig karakteristiske rødmen der endte i hendes sllers blege kinder, og måden hun blev helt fjollet på, kludrede rundt i ordene og begyndte at stamme, måske også fordi at de ord som kom over hans læber var nogen som et sted betød meget for hende. Det var ord fra en ven. Aldrig havde hun haft en, det eneste selvskab havde været Faith og Kimeya, Faith's mange søskende og ellers de øvrige ansatte på slottet, hvor hun den grad havde haft en sjov leg der gik ud på at drive Nathaniel så meget til vanvid som det var muligt.I Cayla's øjne betød det virkelig intet om han var kongelig eller en tiggerdreng, det var den personlighed hun var faldet pladask for, nogle gange kunne hun ligefrem næsten ønske han havde været en gadedreng, så ville den ring måske ikke have været en hindring, og de drømme hun som oftest havde om natten ville måske kunne være blevet realistiske. Sådan stod tingene desværre ikke til.. Han var af kongeligt blod, tilhørte en anden kvinde, hvilket også var grunden til hun så stærkt forbød sig selv at føle sådan når han var i nærheden, det var forkert og det ville kun ende med at skulle gøre ondt på hende selv i den sidste ende. De boede ikke langt fra hinande så meget havde hun da forstået og alligevel havde hun intet gjort for finde ham,i et land som Dvasias var det alt for risikabelt for hende at skulle vise sig med ham, desuden - Hvad ville hans forlovede så ikke tænke? At ringen ikke var på hans finger var intet hun selv havde spottet endnu, det betød intet, fakta var jo bare det at han snart skulle giftes, og det var ikke med hende, men igen hvorfor skulle han også nogensinde gøre det om han var gift eller ej? Måske det havde været en lang og frygtelig risikabel vej, også selve bare besværet med at skulle slippe fra Mansion'et, men det var gerne noget hun tog med kun for at se ham, og ekstra meget idag. Hun var frygtelig træt af skulle bruge alle timer på tænke på ham, alle timer på bilde sig selv ind at det var mere end det som det egentlig var, træt af at skulle være så forvirret. De gyldne øjne. Den livlige sensuelle gnist der endnu måtte hvile, give hendes ansigt det muntre lys. Det søgte mod jorden, hun ville nødig have det var det som skulle trække ham til hende, desuden den usikkerhed.. Den kunne være dræbende. Kimeya var en farlig mand om ikke andet så til man kom ind på livet af ham, på bunden var han jo god nok og det vidste flere og flere, men han var ikke den mand skulle komme på tværs af på nogen måde, det kunne hurtigt ende med at gøre ondt, og ligenu trodsede hun ham virkelig på alle måder, noget som hun var klar over.. På den anden side havde både hende selv men i den grad også Faith det tag på ham. Det charmerende smil som kun skabte en dirren i hende, noget som fik hende til at bande ham hele vejen til månen, hvordan kunne han gøre det?! Tage et enkelt blik mod hende,s ende det smil og hun dånede, hun ville ikke være en af de piger! Cayla var sig selv..Sit eget klodsede jeg.. og det lod til at han selv ikke holdte sig tilbage, noget som næsten lettede hende at han ikke var endnu en fisefornem kongelig der spillede en eller anden rolle for at virke mere værdig, det var noget af som hun virkelig elskede ved ham, han var ligeglad med hvad hun tænkte, hun måtte tage ham som han nu var og det samme måtte han med hende og det lod ikke til at være et problem.. Ihvertfald ikke for hende om ikke andet. Hvor hans ord førte hen var noget som næsten meget hurtigt faldt Cayla ind. Hun sukkede indvendigt hun havde jo vidst det ville ske, og hun vidste hun måtte stå imod det. Men at høre de ord skabte næsten en følelse i det indre af at hun var noget særligt, det var intet nogen nogensinde havde ladt hende føle før. Hun var vred på sig selv. Vred over at hankunne tale til hende på den måde og at hun straks faldt for det, også noget som måtte ende med at skabe en større og større vrede i det hele taget. At han kom tættere, det smil, hånden der endte med at søge mod hendes kind, hvor varmen straks måtte brede sig til hver lille del af hendes krop og de ord som måtte frembringe en kraftig rødmen. Hjertet hamrede fast og hurtigt mod hendes bryst en underlig nervøsitet? HUn havde savnet ham mere end det som hun selv nok var villig til at skulle indrømme overfor ham, men hun fik det bare ikke ud i form af ord. Smilet faldt hun bed sig kraftigt i den bløde underlæbe.. Nu var nu.. Det var nok, han forvirrede hende konstant og det antændte den lille flamme et sted i hendes bryst, han skulle ikke have lov! Hun var ikke nem! "Nej Junior" mumlede hun bestemt, daskede roligt hans hånd væk, tydeligt overrasket hvor bestemt hun egentlig havde lydt. Der var ingen vej tilbage nu snart ville han begynde stille spørgsmål, hun var nødt til finde den selvtillid trods det mere var panik over, hun rent faktisk havde gjort det, som måtte herske i det indre ligenu "Ikke forvirre mig mere" svarede hun i samme tonefald, rød i hovedet af en blanding mellem raseri og pinlighed. Hjertet slog hårdt, varmen blusset. De sidste ord som var kommet ud som en blanding af en bøn og en ordre, han skulle virkelig ikke havde lov til det mere på nogen måde!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Mildest talt, kunne man da fint sige, at Junior sad meget kønt i det. Han var tvunget sammen med Camryn, selvom man jo pænt kunne sige, at det til start, slet ikke havde været med hans gode vilje. Havde han ikke været stoppet dengang, så havde hele slottet nok ligget i ruiner nu. At det jo så var en faktor som faktisk måtte genere Cayla, var virkelig ikke en tanke som var faldet ham ind på noget som helst tidspunkt overhovedet. Bare ønsket om at se hende, sagde hende vel intet i så fald? Han vidste, at hun boede ganske tæt på ham selv, men at give folk den chance til at have noget som helst at skulle bruge mod ham, var noget som han hellere end gerne ville undgå hvis han ellers kunne komme til det, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han holdt virkelig af hende.. den første som faktisk havde set forbi hans navn og den kongelige titel som han havde haft ved sig dengang og det var virkelig noget som han var hende så ekstremt taknemmelig for. At nogle faktisk kunne se på ham som en del af alt det andet. Blot en del af borgerskabet for nu om dage, var han jo ikke mere end det. Han var smidt ud.. selvom han jo faktisk var Elanyas sidstefødte, den sidste som faktisk måtte bære med sig hendes navn fra dåb og fødsel! Det blide og dog charmerende smil – hans far om igen som han jo ikke formåede at skulle skjule det mindste på noget som helst tidspunkt, hvilede stadig stødt på hans læber, som han slet ikke kunne lade det falde det mindste fra på noget som helst tidspunkt overhovedet. Han blev stående tæt ved hende, selv med de mange tanker og følelser som måtte løbe direkte igennem hans sind i form af en glæde ved at se hende igen. Selv her i mørket og at han havde tvunget hende fra de vel trygge rammer hjemme i Marvalo Mansion? Kimeya ville næppe blive glad, hvis han vidste, at de stod der på denne måde i dette øjeblik, det var han ikke det mindste i tvivl om. Meget havde han jo trods alt hørt om sin ældste bror, selv de mange historier omkring hans storhedstid i mørket.. han kunne da udmærket godt forstå, hvorfor at han var blevet advaret mod ham, han kunne da i den grad ikke være den mand som man skulle sætte sig op mod, hvis man havde livet kært.. det var hende som gjorde ham glad, selvom det var så forbandet sjældent, at de faktisk havde muligheden for at skulle se hinanden og det var nok det som faktisk måtte genere ham mest og mere end noget af det andet faktisk ville gøre det, det kunne han så sandelig heller ikke komme udenom. Smilet falmede dog en anelse.. nej? Endnu værre var det jo, da hun valgte at skulle slå hans hånd væk, selvom han nu alligevel fint måtte tage den til sig. Han ønskede hende ikke usikker eller.. forvirret? Forvirret over hvad? Han hævede undrende det ene bryn. I øjeblikket havde han jo ikke ringen på og det var faktisk også en lettelse.. den var væk og sådan skulle det gerne forblive. ”Forvirrer jeg dig?” spurgte han stille, måske så frygtelig direkte. Han gjorde aldrig noget som helst, hvis der ikke havde været nogen mening bag det, det var der ikke nogen tvivl om og han havde så sandelig heller ikke bedt hende om at skulle komme denne lange vej for at møde ham. Han tænkte på hende konstant, det kunne han ikke komme udenom, selvom det jo slet ikke var noget som han havde nævnt for nogen af dem derhjemme. Han lagde hovedet let på sned. ”Tro mig, Cayla.. jeg gør virkelig ikke dette for at forvirre dig,” tilføjede han med en alligevel ganske så bestemt tone. Det skulle der virkelig ikke herske nogen former for tvivler om. Hvordan kunne hun da tvivle på ham?! På grund af trolovelsen? Det sikret måske hans hånd, men i den grad ikke hans hjerte.. i hans øjne og i hans sind, så hvilede det jo trods alt et helt andet sted end i Camryns næver og det var det som han ønskede. Han holdt måske af hende, han havde kendt hende igennem hele livet og nu var det langt om længe også gået op for ham, hvorfor at de var blevet sat sammen hver eneste dag som små for at finde ud af det af den vej.. om de overhovedet vil kunne enes og nu sad de begge i en trolovelse. I hans øjne var tanken direkte frygtelig og han hadet den virkelig. Han var ikke i stand til at skulle slå sig til tåls med den tanke uanset hvor meget han så havde prøvet på at skulle finde ud af det. De smaragdgrønne øjne lod han falde til hendes smukke blik og selv uden at skulle lade fokus falde på andet end hende.. det var hende som han ønskede at have ved sig.. specielt lige nu i hvert fald. Måske at Camryn havde fundet metoden på at skulle snappe ham ud af det, når han endelig var ved at flippe, men bare det, at have Cayla ved sig som han havde lige nu og han var helt og særdeles rolig, uanset hvor meget andet af vrede og frustration som måtte løbe igennem hans tanker og hans sind. Vrede og raseri som næsten kunne læses i hendes blik, var dog noget af det som klart måtte forvirre ham mest.. hvad havde han da gjort forkert? Han sukkede indædt. ”Har jeg gjort noget forkert?” spurgte han videre, måske meget direkte, men det var virkelig ikke hans hensigt, at bede hende om at komme denne meget lange vej for så at gå hvert til sit som bidende uvenner. Bare den tanke kunne skræmme ham. Han hadet virkelig bare den tanke alene og nægtet at lade det ske!

[Deleted]

Cayla kunne kun sige sig at hun absolut intet kendte til Junior og hans forlovedes historie på nogen måde, det var langt fra de kongelige der havde interesseret hende, hun var også ligeglad om det så var tvangsægteskab så betød det jo intet for hende, han var stadig lovet væk til en kvinde, og hun ville ikke blandes ind i sådanne ting, hun ville ikke blive set på som en dvasiansk lille horeunge ude efter hans penge, eller en forrædder i sit eget land hvor hendes biologiske far sad på tronen, hun ville ikke bringe skam over nogen og da slet ikke over sig selv med hensyn til de følelser. Første gang Juior havde set hende, havde hun stået som hun altid gjorde, med det usikre blik hvilende i jorden, stammende og rødmende måske det var derfor han ikke havde tænkt over at hun rent faktisk følte mere for ham end blot det venskab der hvilede mellem dem? At det var derfor hun var frygtelig tilbageholdt? Begge lod de til være bange for folks reaktion ved at se hinanden i Dvasias trods de boede så tæt på hinanden, det sagde vel også en hel del? Ingen af dem brød sig om tanken med gående rygter? Og det jo på trods af der som sådan intet var mellem dem, de nød hinandens selvskab, de var åben for hinanden, dog ikke ærlig - Hun var jo ikke i og med hun vagte skulle blive ved med at holde de følelser der skræmte hende til helvede, skjulte. Cayla havde set hvordan Kimeya og Faith var endt, hun havde set lykke og had være et og samme så mange gange, i det hele taget kvinderne i hendes familie, og hun ville så nødig endnu som endnu en af dem, måske de bare skulle se i øjnene at de ikke var ment for kærlighed? Kongelig titel eller ej, inderst inde var Junior ikke anderledes end hun var.. En den lille tiggerdreng hun flere gange så på torvet i Manjarno by, han var ikke anderledes, stadig af kød og blod, med et hjerte, en krop og en sjæl, et sind der kunne hjælpe ham, med den tanke nægtede hun også at skulle behandle ham anderledes på grund af en titel der var blevet ham givet fordi han var født ind i en bestemt familie. Tungespidsen gled blidt over hendes rosa læber, hjertet arbejede på højtryg tvunget igang så stærkt hun næsten følte for at skulle bevsime. Der var virkelig ingen vej tilbage nu andet end at forklare sig og et sted så følte hun langt fra for at skulle fortælle ham noget som helst. Hun vidste Kimeya ville hade tanken om han havde kendt til hendes lille 'affære', hvis han kendte til de erinder hun løb så snart han så væk, hun løj forbåde ham og Faith det var jo ikek fordi hun ligefrem nød det, men det samme gjorde de jo da de fandt hinanden,og overfor så mange, selv for deres egen konge, nu var det vel hendes tur? "Du forvirre mig konstant" svarede hun fast med en tydelig fustreret tone,dog uden at skulle forklare sig videre endnu, hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare det, alt var så nyt hun var ikke vant til at gøre brug af den form for ord på nogen måde. Cayla selv tænkte på ham mere eller mindre hele tiden, det var som hun var blevet paranoid og så ham overalt kun fordi hun ønskede det, han var en del af hendes drømme i dagtimerne hvor hun som regelt var i sengen, en del af hendes tanker og en del af det hjerte der bankede og det var det hun hadede! Det var det som gjorde hende så fustreret! "Bevidst eller ej det forvirre mig.. Alle de komplimenter og søde ord jeg ved ikke hvordan jeg skal tolke eller takle for den sags skyld og det hele er fordi jeg rigtig godt kan lide dig Junior måske mere end godt er og det forvirre mig jeg ved du er forlovet med en kvinde men alle komplimenter og kærtegn de gør noget jeg ikke kan eller har lyst til at beskrive det er bare på tide at stoppe nu inden det ender galt så jeg tænkte om vi måske kan blive enige om at vi bare er to venner der ses for jeg ved ikke om jeg skal takle dine ord som en flirt eller hvad jeg skal så bare lad værre for det forvirre mig" den lange talestrøm som kom uden hun selv holdte den mindste pause, næsten så hurtigt opremset at halvdelen af ordene kunne glippe og kun fordi hendes eget hjerte hamrede så hurtigt. Hun endte med et tungt suk mere for at få noget af den ilt hun netop havde brugt tilbage i lungerne igen. Hvem hans forlovede var vidste hun som sagt ikke på nogen måde, et sted var det også ligegyldigt hun var ikke interesseret, hun ville vide så lidt som muligt. Den lyserøde farve sad tydeligt i hendes kinder, mens blikekt hvilede mod hendes fødder der usikkert skabrede mod jorden. Hnden gled atter igennem de lange flammende lokker, hvor hun mere følte for begynde rive i dem. Panikken stod tydeligt i hende.. Det var langt fra meningen hun var kommet her for at de skulle gå hver til sit som uvenner men det var på tide at lade ham ide det rent faktis påvirkede hende i en stor grad. Hun bed sig fast i læben lstede mest dreje om påhælen og løbe væk så hurtigt hun kunne også fordi hun tydeligt kunne mærke den lille gnist i brystet af vrede snart blive til en flamme "Bare stop det" gentog hun i en stille blid hvisken, der mere eller mindre var ord henført til hende selv, hun kunne ikke lade ham komme så tæt på, hun frygtede sådanne følelser, men på den anden side så var det jo også bare typisk hende få dem for en allerede forlovet mand, en kongelig, og en af lyset.. Kunne der gå mere galt?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior ønskede virkelig ikke, at skulle forvirre hende. Dog alligevel for hans vedkommende, så var det klart som vand for ham, det kunne han heller ikke komme udenom. Han havde jo ikke bedt hende om at komme denne lange vej uden en grund, for ikke at glemme, at han ej ønskede at Camryn skulle finde ud af det bare sådan. Måske at de var trolovet, men for hans vedkommende, så var der virkelig ikke mere i det end det alene, det kunne han heller ikke komme udenom. De grønne øjne hvilede stille på hendes skikkelse. Han brød sig ærlig talt ikke om at hun skulle være så trodsig. Han holdt af hende, en af de eneste som kunne se forbi hans blod og hans titel og egentlig se på den mand som hvilede bag. Charmen var noget som han i den grad havde efter sin egen far, det vidste han og det var noget som han i den grad også var stolt af. Han lignede dog sin mor meget mere end det som han måtte ligne sin far, han gjorde virkelig ikke noget som helst uden at have en grund til at skulle gøre det, og dette var virkelig kun noget som han havde en meget god grund til, desuden at han vidste hvordan Kimeya ville reagere på dette.. og det ville ikke blive kønt. Han tog hånden til sig og lod hovedet lige så roligt søge på sned, ikke mindst undrende over hendes pludselige ændring af opførsel. Til tider ville han faktisk hellere være en ubetydelig knægt som boede på gaden frem for det som han faktisk var endt med, det kunne han heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Han ønskede ikke at hun skulle være usikker på ham på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, han ønskede at se hende og udelukkende på grund af det savn som det havde været i hans sind at skulle undvære hende.. han kunne pænt stå ved, at det var hende som han havde haft i hovedet mere eller mindre hele tiden, at så få lov til at stå for hende på denne måde, var ham kun en glæde. Brystet hævede han roligt og stille og lod det hele slippe i et indædt suk. ”Jeg forvirre dig? Det.. Det har virkelig ikke været min mening Cayla.. undskyld,” sagde han stille. Han bed sig let usikkert i læben. Dette var nyt.. ikke bare for hende, men så sandelig også for ham, selvom det nu alt i alt, ikke var nogen trøst eller noget som kunne bruges som en undskyldning, det var der heller ikke nogen verdens tvivl om overhovedet. Han lyttede videre til hendes ord, selvom det ikke var en trøst for ham.. endnu en gang var det Camryn som måtte sætte en stopper for det hele. Han rystede dog tydeligt afvisende på hovedet. ”Jeg er ikke forlovet Cayla.. jeg er trolovet.. tvunget til det fra jeg var lille.. og tro mig, det er ikke med min gode vilje,” sagde han med en dæmpet stemme og alligevel med den tydelige ærlighed.. han lignede heldigvis sin mor så meget, at han ikke kunne fordrage at lyve og han var kendt med, at hun måtte kende til Elanya, de havde vidst boet under samme tag over en længere periode inden hun havde søgt tilbage til Procias og døde allerede dengang, han havde været helt lille. Et stille smil bredte sig over hans egne læber, selv da han valgte at tage et skridt tættere på hende. ”Jeg holder af dig og mere end hvad godt er for en som står i min situation,” sagde han med en tydelig ærlig stemme, det var ikke noget som han kunne lægge eller ville lægge det mindste skjul på, på nogen som helst måde. At det jo så var Camryn som måtte være ’ødelæggende’ for ham i denne situation, var jo så heller ikke noget som han brød sig meget om på noget som helst tidspunkt.. hun kunne ødelægge noget uden at være til stede, var ham dog ikke en trøst på noget som helst tidspunkt. Han hævede hånden, selvom han dog tøvende tog den tilbage til sig igen, han lystede at skulle stryge hendes kind, selvom han ikke vidste om det ville være det bedste i en situation som dette og specielt hvis hun skulle være så afvisende som det hun var lige i øjeblikket. Han nikkede blot til hende, det var vel også lige at skulle gå lidt for hurtigt frem? Han hævede hånden alligevel og førte den forsigtigt under hendes hage og hævede hendes blik mod sig. Han lod sin tommel stryge hendes kind ganske så varsomt og forsigtigt. ”Jeg ønsker ikke at blive uvenner med dig, Cayla.. langt fra… tag en gåtur med mig.. vi har vidst en hel del at snakke om,” foreslog han med en rolig og dæmpet stemme og alligevel let bedende. De grønne øjne søgte stille hendes blik. Han savnede nu allerede at skulle se hende i øjnene.. som havde det været en evighed siden han havde set hendes smukke øjne sidst. Han lod hånden falde stille og tog forsigtigt omkring hendes ene hånd. At hun et sted følte det samme som ham, var ham dog en betydeligt større trøst end det som han lige ville kunne være ved bare sådan uden videre. Han holdt virkelig af hende, selvom det nu alt i alt, ikke var noget som han kunne skjule. Han havde opsøgt hende og ønskede at se hende af en grund,.. ikke bare i den søgen efter den risiko som de faktisk måtte løbe ved at se hinanden på denne måde. Camryn ville flå ham hvis hun vidste det, og han var ærlig talt ligeglad, han var virkelig bedøvende ligeglad med hvad hun syntes om det ene og det andet.. han bar kun den ring udelukkende af tvang og lige nu gik han slet ikke med den.. han havde smidt den fra sig og det var ærlig talt meget lettende.

[Deleted]

Lige for tiden var der virkelig intet som var klart for Cayla. Det var som hun blot prøvede føle sig frem i tågede omgivelser, kunne kun gætte og intet bekræfte, noget som i den grad virkelig fustrerede hende. At hun var trodsig var en ting som et sted var en af hendes mange svagheder, men for pokekr hun var opsostret af en af de mest trodsieg kvinder der kunne gå på jorden, det kunne vel ikke undre nogen, desuden så beskyttede hun bare sig selv mdo den samme smerte som hun hver dag så alle andre par gå igennem, knuste og ødelagte, fuld af sorger og kun med tårer. For Cayla var det i den grad charmen og den varme person, og ikke titlen eller det kongelige blod der tiltalte hende på nogen måde, at hun så netop selv havde fundet ud af hun bar det kongelige blod i årene, var noget hun pænt undlod at skulle nævne i frygt for at han ville begynde at se hende anerledes, i hendes eget hovede var hun stadig blot Cayla, og andre ønskede hun virkelig ikke at være. Kimeya ville langt fra reagere pænt hvis han fandt ud af dette, hun var ikke i tvivl om han ikke ville tøve med at lade hoveder rulle, ogsågrunden til hun pænt sneg sig væk fra ham frem for at betro sig til ham og søge råd,men hvad vidste den mand også om kærlighed? Hvad ham og Faith havde kunne vel ikke for alvor være 'kærlighed' de skændtedes, hoppede under dynerne, skændtedes, hoppede under dynerne og det var bare blevet rutine, ikke at hun dermed ikke holdte af dem, hun elskede dem som hendes egne forældre. Hun var en tøs, og en med ekstreme humørsingninger, isærlige for tiden hvor hun nærmest ingen idé havde om hvem hun var eller hvor hun kom fra mere, Junior havde som regel kun set den generte men muntere tøs, nu fik han i den grad lov til se den langt mere bange og forvirrede. Den knægt havde gjort hende usikker og mere end noget andet, mere forvirret end hun var i forejen, hun forsotd ikke de ting som han gjorde. Et løfte var for længe siden blevet givet til hende sel om adrig ende i en situation som denne og så dukkede Junior op? Hjertet kunne til tider være en irriterende ting. Dette var faktisk det møde hun havde set komme for sig.. Det savn hun havde følt til ham og uden tvivl, de mange tanker, en lille længsel der voksede i hendes indre, noget som havde skræmt hende og hun havde hele tiden vidst at det var hendes jb at få det stoppet inden det kørte længere, på trods hun virkelig hadede sig selv for at ære såafvisende så var det noget som hun bare var nødt til. " Nej sikkert ikke" mumlede hun hvortonen kun gik hen og ble ironisk på trods hun slet ikke mente det sådan hun vidste at det nok ikke havde været med vilje, at det var hende som et sted overvdre det, og gjorde det til langt mere end det i virkeligheden var. Et stille suk slap hendes rosa læber "Trolovet.. Forlovet, det gør for pokker ingen forskel! Det er løfterne i det, Junior der betyder noget, der er løfter i alt hvad man gør og alt man gør har konsekvenser" udbrød ud. På trods hendes kinder var ligeså røde som hendes eget hår, så var det ikke længere en stor usikkerhed, men mere end bestemthed han vel aldrig før havde vidst hun var bære af. Blikket lod hun pænt hvile i jordens om det var det mest interessante hun nogensinde havde set, mere fordi hun udemærket ar bekendt med den sensuelle dæmon i hendes indre som hun i frygtelig mange år havde undertrykt kun for ikke lade ting ende galt. Elanya var en kvinde hun nærede et stort savn til, at havde hende gående omkring sig, at have hendes varme ord om aftnen og det smil hun plejede at stå op til, hun havde selv ikke været specielt gammel da hun var gået bort. Som han tog et skridt tættere på valgte hun denne gang blive stående som naglet til stedet, hans ord var et sted en lettelse og et andet sted den største forbandelse! Følte de begge noget for hinanden gjorde det jo alting så langt mere kompliceret, hvis det overhovedet var ord hun skulle tage for gode vare.. Hvor mange tøser en mand som ham måske havde sagt det til? De blide strøg som alligevel endte over hendes kidn fra hans tommel var nogens om satte en irriterende varme i hende, lod blikket møde hans hvor hun for den første gang nogensinde så direkte ind i dem kun for at skulle understrege alvoren et sted, frygtede af den indre flamme ville antænde den intensitet i blikket som hun altid forsøgte at nedtrykke "Jeg vil ikke være uvenner, Junior.. Vi har ingenting at snakke om, vi stopper den her.. Jeg vil gerne være din ven.. Men det her kan jeg ikke" endte hun lettere bestemt, på trods det næsten var ord der gjorde ondt bare at skulle lade flyde fra hendes læber. De funklende gyldne øjne gled mod deres hænder. Hun trak den for nu ikke til sig, lod den blot hvile i hans.Det føltedes underligt.. Rart. Der ar virkelig en risiko for de to ved at skulle mødes på denne måde, ikke mindst Kimeya ar hendes den største han ville ende med flå en eller hnden. Hånden trak hun stille til sig, rødmet helt til hårrødderne, og med det bankende hejrte der bankede så intenst i blanding mellem vrede og en anden underlig varm følelse hun aldrig før havde sat med "Undskyld.. Jeg tror det er bedst hvis vi snakker senere, vi ses Junior" endte hun næsten hårdt, strøg lige forbi ham, kun for med hastige skridt at skulle søge væk, hun måtte tilbage til Dvasias og tænke, hun måtte hae alle disse tankersorteret for hun ville kunne tænke den mindste smule igen.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior ønskede så sandelig ikke, at hun skulle være så frygtelig usikker i hans nærhed, tvært imod, så var det virkelig kun noget af det mest forfærdelige ved det hele og det var i sig selv, ikke en tanke som han brød sig meget om. Man kunne da pænt sige, at denne side af hende, virkelig ikke var noget som han havde haft det mindste kendskab til på nogen som helst måde overhovedet, tvært imod, så var dette virkelig kun en el af den som måtte vise ham hvilken stædighed som faktisk havde ligget til hans familie. Han vidste at den var stor… ekstrem stor, men foruden det, så havde han virkelig ikke nogen anelse om noget som helst af det som skete ved ham eller rundt omkring ham. Og han kunne ærligt indrømme, at det virkelig kun måtte være en tanke som han hadet! Og mere end pesten selv! Han betragtede hende med et stile og roligt blik, hvorfor hun så pludselig skulle være så trodsig, havde han virkelig ikke nogen anelse om, tvært imod, så var det virkelig kun noget som måtte være det værste af det hele for hans vedkommende. Hun havde allerede tydeligt sagt mere end hvad godt ville være i hendes øjne, selvom det nu ikke var noget som han bed sig tydeligt mærke i. det var faktisk en indrømmelse, som klart var noget af det som han havde nydt som det bedste, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han sukkede dæmpet og nikkede så blot til hende. Det havde virkelig ikke været hans mening at skulle gøre hende så frygtelig forvirret.. langt fra. At hun endda måtte kende mere til hans mor end det som han selv gjorde, var nu også en tanke, følelse og fornemmelse som i den grad heller ikke brød sig meget om. At Elanya havde været bosat i Dvasias og endda i samme hus med hende var nu end ikke en følelse som han nød særligt meget af. Han ønskede så sandelig også at kende til hver eneste lille side af hende som den kvinde som havde sat ham til verden, selvom hun jo rent faktisk aldrig selv havde stået der sammen med ham eller for ham for den sags skyld, det var virkelig noget af det som måtte gøre ondt og noget så frygtelig voldsomt også. Han bed sig let usikkert i læben. ”Der er en meget stor forskel på trolovelse og forlovelse, Cayla.. tror du virkelig at jeg står i den situation med min gode vilje?” spurgte han måske noget direkte. Han havde været trolovet siden før han kunne gå eller snakke.. og han havde først fået det at vide i det han var blevet ældre og det snart havde været tid til at det skulle ske. ”Det har været min mors vilje siden start.. hun har givet min egen lærermester og en rådgiver lov til at tage over den kontrol til jeg blev myndig.. jeg har intet haft at skulle sige..” sagde han med en dæmpet stemme og alligevel kun præget af det, at være helt og holdent ærlig. De mange humørsvingninger som han nu måtte stå og bevidne på denne måde, var ikke noget som han brød sig meget om.. han genkendte dem dog tydeligt ved sig selv alligevel, den evige kamp mellem det lyse jeg og det mørke som han havde så dybt i sindet – til tider hvor han klart måtte hade sin egen blanding og noget så frygteligt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Løfterne som er lagt i det, er ikke noget som har forladt mine læber.. de har talt for mig før jeg selv havde mulighed for det,” påpegede han med et sigende hævet bryn, vel også i håbet om, at hun faktisk også ville forstå ham? Hun var virkelig den sidste som han ønskede at skulle stå uvenner med, hun var virkelig alt for værdifuld i hans øjne. En af de få som faktisk havde formået at skulle se udenom den kongelige titel som han måtte bære i sindet, selvom det nu end var en som Andrew så pænt havde valgt at skulle tage fra hende. At hun valgte at begynde at gå, var virkelig som et knivstik i hans eget hjerte og følelsen var i den grad ikke behagelig, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han så stille efter hende og ikke mindst med den forvirring i blikket. Han havde så sandelig ikke i sinde, at skulle lade hende gå nu! Han vendte fast om og gik i retning af hende. ”Har jeg nogensinde givet dig en grund til at skulle tvivle på mig, Cayla?” spurgte han direkte, i og med, at han valgte at skulle gribe ud efter hendes hånd, som han lukkede sin egen fast omkring og direkte måtte nægte at skulle gie slip på igen. Han tvang hende til at stoppe op og vendte hende stille mod sig. De smaragdgrønne øjne søgte omgående til hendes blik. ”Cayla.. hvorfor tror du, at jeg ønskede at se dog her i aften?” tilføjede han stille. Alt han gjorde var med en mening og havde hun kendt så meget til hans egen mor, burde hun da også vide, at det ikke var noget som han havde efter fremmede.. i den grad ikke.

[Deleted]

Cayla var efterhånden en tøs med frygtelig mange sider, mange af dem som han ikke havde fået lov at skulle udforske, om ikke andet så ikke før nu. Cayla vidste jo et sted at usikkerheden langt fra havde været en bevidst ting for at skulle ramme hende, men hun var opvosket med to forældre som plejede at elske hinanden men som nu bare egentlig.. Var sammen kun for at være det i hendes øjne, hun nægtede at ende ligesom dem, hun havde højt og helligt lovet sig selv at det ikke skulle være som det, og nu stod hun med den følelse Junior satte i hende, den brændende varme følelse der intet havde at gøre med ild dæmonen i hende, en menneskelig, direkte fra hjertet som måtte stå i levende flammer, dog uden det sved det mindste. At Cayla havde talt over sig var virkelig intet nyt, men hun havde haft brug for blot lade ordene flyde og lette hjertet en smule, hun var bange som en i helvede noget som hun nægtede at erkende, en lille stolthed sad der om ikke andet i hende. Junior var tydeligt forvirret, og det samme var hun, begge to noget som måtte omhandle familien i virkelig stor grad, hun kendte så meget mere til hans rødder, om ikke andet hans mor som måtte være hendes elskede bedstemor, en savnet kvinde på trods hun knapt huskede hende, det var ikke fordi hun havde været specielt gammel, men pointen var vel at de havde levet underdet samme tag? I Cayla's øjne var grænsen mellem trolovelse og forlovelse så hårfin at den ikke kunne måles, måske forlovelse som oftest var mere af kærlighed end blot løfter, men ansvaret var i hendes øjne det helt samme, den samme loyalitet man måtte udvise, g det gjorde han ikke i og med han stod her med hende mens hans 'trolovede' sad derhjemme og ventede på ham.. Desuden var mange flere tøser end hende var der? Den tanke var direkte ubehagelig, det var den som irriterede hende og kun fordi hun slet ikke var i tvivl om hvad den varme følelse i hendes bryst og maveregion betød, den sitren han satte i hende, og den varme uden egentlig at gøre noget, han formåede at gøre hende så langt mere forfjamsket og klodset end hun i forvejen var kendt for at være, det irriterede hende! Den kraftige røde farve hang tæt i hendes ellers blege kinder, en blanding mellem den rødmen det virkelig ikke var den den første gang han fik frem i hende, men også den boblende vrede som et sted måtte hærge, blande sig med den behagelige flamme i det indre, hvad ville veje mest i sidste ende? Cayla forstod udemærket den fustration han bar, hun vidste det bryllup var noget som han var tvunget til, ikke et valg af eget ønske, problemet var jo så bare at det var noget som hun personligt ikke kunne bruge til en dyt! Det gjorde jo ingen forskel om det var hans valg, eller hans mors, eller for den sags skyld hans hest's, pointen var at han var lovet væk til en anden tøs, og uanset så var der en million andre tøser efter den fyr! Hun havde intet andet valg, hun måtte væk fra ham og det kunne virkelig ikke gå for langsomt! Hjertet bankede, hun kunne føle andrelinet pumpe så fastet sted i hendes hovede, hvad hun behøvede var en nat søvn, glemme alt omkring alt det her, glemme alt omkring ham, for nu ville det være det bedste. Tårerne kæmpede hun for at skulle holde inde, den panik som havde valgt at omfavne hende, tage hende ind og ønske hende velkoemmen i den utrygge favn, hun hadede det virkelig. Ikke på noget tidspunkt stoppede Cayla op, fortsatte kun med at skulle søge væk fra ham med hastige skridt, på trods hun vidste at han måtte indhente hende. Den hånd som valgte at skulle gribe om det slanke håndled, noget som direkte måtte tvinge hende til at stoppe op i et ryk. Et enkelt sekund prøede hun at skulle trække armen til sig, endte dog med kun at vende sig om og lade de funklende gyldne øjne falde direkte i hans grønne, så fast, næsten med flammer som måtte spejle sig, og alligevel så foretrak hun ikke en mine. Ordene slog hårdt ind, som en direkte lussing som måtte ramme hendes kind så perfekt "Jeg tvivler ikke på dig Junior, jeg tænker bare fornuftigt!" udbrød hun, nærmere fustereret end direkte vred på trods det var tydeligt det lå i hende "Jeg ved ikke hvorfor du ville se mig i aften Junior, jeg ved det virkelig ikke, jeg håber inderligt det er fordi jeg er din ven, for mig er det bare vigtigt det ikke er mere end det, jeg vil ikke være en eller anden.. Brik i et spil" endte hun i et betydeligt mere roligt tonefald, på trods den vrede undertne ikke var gået af. Det forvirrede hende, og sårede sammentidig, vide hun aldrig ville kunne komme tæt på ham som det, så hvorfor ikke stoppe nu mens legen var god frem for om et stykke tid når hun som alle andre unge piger hun havde snakket med, ville være faldet for den fyr, og hun ikke ville være det mindste anderledes længere, noget som hun et sted altid havde nydt, det var det som gjorde hende til den hun var.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

For Juniors vedkommende, så var der en ekstrem stor forskel på forlovelse og trolovelse.. En ting var jo at blive lovet væk, for det var det der var sket for ham. Han måtte giftes for at kunne få sin mors trone, også selvom det mildest talt var noget af det som klart havde pisset ham helt af. Og det som i den grad havde vækket den Warlock som han klart var mesteparten af tiden, det var der absolut heller ikke nogen tvivl om på noget som helst tidspunkt det overhovedet. Han blev stående med hendes arm i sit eget greb og kort sagt nægtet at slippe hende. Han vidste, at hans ord var hårde, men at lade hende gå, det kunne han virkelig ikke få sig selv til. Han havde fået hende med sig hele vejen hertil og det var så sandelig også med en grund! Han holdt virkelig af Cayla og noget så frygteligt. Han havde flere gange lovet sig selv, at han ikke ville falde i den samme fælde som hans mor havde gjort i sin tid.. Han havde aldrig kendt hende. Hun var faldet bort så ekstremt tidligt.. alt han havde efter hende, var den kæde som han bar om halsen.. Det som han havde fået til det bryllup. Måske at løfterne var der, men det var i den grad ikke det samme. Han var ikke lovet ved hjerte, men tvunget væk og sammen med en som han ikke kunne elske og holde af som mere end en veninde og den tanke alene, var virkelig så frygtelig frustrerende! Han lod hovedet søge let på sned og uden at skulle se væk fra hende det mindste.. bare det blik som hun måtte sende ham som var han direkte hadet.. den flamme som var at se, som om han havde ramt et ømt punkt. Han slap hende forsigtigt.. de ord var virkelig noget som i den grad var som en syngende lussing ind i ansigtet efter den anden og det slog i den grad noget så frygtelig hårdt! De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse i de så smukke gyldne øjne som han aldrig nogensinde ville blive træt af, at skulle se i.. Han så dem for sig i drømmene om natten.. at det faktisk ikke var Camryn han ville vågne op ved siden af.. til tider kunne det faktisk irritere ham noget voldsomt, selvom han virkelig bare måt bide det noget så voldsomt i sig. Han blev stående ved hende og med blikket hvilende på hendes skikkelse. En brik i et spil? Hvor kom lige den fra? Han åbnede munden adskillige gange og lukkede den igen.. Hvad pokker skulle han sige? Han sukkede dæmpet. Det gjorde ondt.. at hun ikke ønskede andet end venskab, når han selv lige sad med nogle helt andre tanker end det alene! Han lod hende stå, håbede vel bare på, at hun ville blive stående. Han ville virkelig ikke stå herude for at skulle skændes med hende som hund og kat. "Du.. tænker fornuft?" gentog han med en rolig og fast tone. Tydeligt overrasket over lige netop det. Han rystede på hovedet. Han bed sig ganske svagt i læben og vendte blikket tænksomt en anelse væk. "Jeg har savnet dig, Cayla.. Jeg ønskede så brændende at se dig, uden at andre skulle.. se til.. at min kære bror intet ville vide om det og dem fra slottet ikke ville se til, okay?"sagde han med en næsten desperat og tydeligt mere febrilsk stemme end det som han nogensinde havde gjort brug af siden. Han bakkede tydeligt normalt ud når det først skulle gå helt galt, men nu.. han vidste hvad han følte og han ønskede bare, at Cayla også måtte kende til det, det var virkelig også noget af det bedste og det vigtigste for ham nu og så måtte det briste eller så måtte det bære. "Bare giv mig nogle minutter og gå med mig, Cayla.. Jeg må virkelig snakke med dig omkring alt det her.. olay? Du er min ven.. du er en kær og dyrebar veninde for mig," sagde han med en dæmpet stemme og alligevel klart ærlig. Var der noget som han ikke kunne holde ud, så var det at skulle lyve. Der fandtes virkelig ikke noget værre! Nok at han var hvad han var, men det lyse var i den grad også noget af det som stod stærkest i ham og det stod i den grad stærkt. Hans mor havde virkelig en ekstrem indflydelse for ham. Han ville bare få det lette og sagt, det var det vigtigste. "En brik i et spil.. det vil du aldrig blive.. Du er for værdifuld til det," sagde han med en dæmpet og klart ærlig stemme. Han hævede hånden forsigtigt og lod den langsomt stryge hendes kind. Han ville og kunne vel blot håbe på, at hun faktisk kunne lytte til ham og faktisk ville stole på ham.

[Deleted]

Cayla havde aldrig rigtigt haft en fod inde i det der royale noget, og for hendes del var en trolovelse det samme som en forlovelse, løfterne var de samme uanset! Siden dag et havde hun frygtet at føle for nogen som hun var begyndt at føle for Junior, og tanken skræmte hende, fordi han bare ikke var en mulighed! Grebet omkring hendes arm, var noget som havde tvunget hende til at stoppe op. Hun så på ham med et vredt glimt i de gyldne øjne. Hun havde altid været ilter, og det gjorde hende vred at han tog sig den frækhed at stoppe hende! ”Hver venlig at slippe mig!” selvom det var høflige ord, så var det sagt med en beordrende og skarp tone. De havde ikke mere at snakke om, ej heller selvom hendes hjerte blødte jo mere hun faktisk valgte at afvise ham. Junior havde været perfekt fra starten. Han var den første unge mand af sin kaliber som havde valgt at snakke til hende, men det havde aldrig været meningen at hun skulle blive så brændende varm når han var i nærheden! En ugle tudede over dem, hvilket fik hende til at hoppe en anelse forskrækket tilbage. Armen endte hun med at trække til sig. At han direkte lod til at være mundlam var faktisk noget som stak en smule i hendes samvittighed. ”Det gør jeg Junior. Der er ingen fornuft i alt dette!” udbrød hun frustreret og lod hånden søge rundt som tegn på hvad hun mente. Hun himlede med øjnene. ”Knyt sylten Junior!” endte hun direkte fast. Hendes hjerte hamrede som en sindssyg, og det gjorde næsten ondt. ”Lige præcis! Se os.. Vi sniger os begge ud og mødes på steder og tidspunkter hvor vi ved vi ikke bliver set.. vi ved det er forkert. Vores verdner er forskellige, og måske det bare et på tide vi acceptere det!” hun nikkede bestemt, selvom hun valgte at se væk fra ham. Hendes egne ord var faktisk en lussing selv for hende, og det var heller ikke en behagelig tanke! Hun sukkede og rystede på hovedet, uden at værdige ham så meget som et blink. ”Vi er nødt til at stoppe det her. Jeg har ikke lyst til at være din veninde, jeg ønsker at være så meget mere end det, og det er både forkert og umuligt, forstår du ikke det?” hun vendte atter blikket mod ham, selvom de var blevet blanke af tårerne der trængte sig på. Det føltes underligt at sige. Hun vidste at de aldrig kunne blive mere end bare venner, desuden havde han et rygte for at være ret pigeglad, hvordan kunne hun vide at hun ikke bare var endnu en? Tanken om de varme følelser skræmte hende, selvom det ville hun aldrig være ved! Hånden mod hendes kind var noget som kun fik den varme til at brede sig. Kinderne blussede i en rødmen, også selvom hun direkte endte med at slå hånden væk, og give ham et temmelig kraftigt puf væk fra sig. ”Bare lad mig være,” hun drejede om på hælen og forsøgte at finde vejen i mørket uden at vælte over diverse ting. Der var ikke synderligt meget at gøre, han vidste jo at hun havde ret. Hun stod med ønsker som aldrig ville kunne opfyldes, så hvorfor pine sig selv med det? For deres begges skyld, var det bedst at bryde kontakten, det var der ingen tvivl om!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste godt, at det ikke var okay at snige ud fra slottet for at møde Cayla, men han kunne virkelig ikke lade være! Han var ikke lykkelig i den situation som han befandt sig i, og tanken om Cayla var bare noget som efterlod ham med en varme uden lige, som han slet ikke kunne undgå at bide mærke i. Han var udmærket godt kendt med det ry og rygte som han selv havde fået, men ikke desto mindre, så var det slet ikke noget som han ønskede at tænke over, også selvom han næsten kunne gætte sig til, at det var sådan noget som faktisk gik Cayla på? Hun havde selv valgt at indvie i at komme til ham i denne stund, hun havde selv valgt at komme, som han havde sendt bud efter hende. At hun tog den tone i brug overfor ham, var nu heller ikke noget som han tog så tungt igen. Han himlede let med øjnene. Selvom hendes ord selvfølgelig var noget som gjorde utrolig ondt, men ikke noget som han kunne gøre noget ved alligevel, for.. hun havde vel ret? At det faktisk gik galt? At de var for forskellige? Hun var den som hun var og han var den som han var, selvom det var en situation som han ikke bare kunne acceptere sådan uden videre, og det var slet ikke noget som han kunne eller ville gøre noget ved af den grund, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket direkte mod hende. ”Cayla hold nu op..” bad han endeligt, også selvom det var tydeligt, at det var som at tale for døve ører, hvilket næsten måtte irritere ham, for han så bestemt ikke på det med et retfærdigt blik! ”Vi kan jo gøre noget ved det!” endte han mere febrilsk, for der var virkelig ikke nogen grund til at sætte himmel og jord i bevægelse for det! Hendes ord om at hun ønskede at være noget andet end en veninde, var ord som næsten satte ham ud af kurs, for det var slet ikke noget som han havde regnet med at skulle høre fra hende af, også selvom han nu var ganske sikker på at det var ord som hun sagde uden at tænke over det. Han trådte et hastigt skridt mod hende, som han lod hånden stryge mod hendes kind. ”Vi kan finde en løsning, som vi begge kan leve med, Cayla!” endte han med en mere febrilsk stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Det kunne godt være at han stod i en situation som ikke var særlig god i hans henseende, men han skulle nok finde en løsning, og så skulle han sgu nok tage skraldet for det derefter, for det var hans beslutning! At hun skubbede hans hånd væk, og faktisk skubbede ham, var en styrke som hun nok ikke lige havde regnet med, for han røg baglæns og direkte ned i jorden, hvilket tydeligt også måtte mudre ham godt til. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han.. tillod virkelig ikke at hun skulle gå! Han rejste sig op, også selvom han var fuldkommen mudret, hvor han gik direkte efter hende. ”Cayla, hold nu op.. Du må ikke gå!” Han endte hastigt med at søge mod hende, som hans hånd måtte gribe omkring hendes arm, for at få hende til at stoppe, for han ønskede slet ikke at hun skulle gå nogen steder!