Det virker... håbløst?

[Deleted]

Hele Marcells levesag på jorden gik efterhånden ikke specielt godt for ham, for han havde endnu ikke formået at finde Syrena udenfor slottets mure endnu og efterhånden følte han mere og mere at han mistede modet på sin opgave, og af og til fik han også hjertebanken over, om Azrael ville tage ham væk fra de levendes land, for han kunne faktisk meget godt lide sin nye tilværelse. Han havde efterhånden fået godt styr på det med at kontrollere sine vinger, selvom de ikke kunne bære ham endnu, for han anede ikke hvordan han skulle få dem til at flyve sig nogle steder hen - han forestillede sig altid at engle i Himmeriget måtte lære det på en slags flyveskole eller lignende, for det var vidst ikke noget medfødt; ellers var han da bare virkelig en dårlig engel. Han havde i dag taget vandringen fra skoven og til kirken, hvor han havde siddet og bedt en bøn for sin afdøde mor og søster, for jo flere dage der gik og jo mere lys hans indre blev af hele tilværelsen i lyset, jo mere følte han sig også dårlig over sin behandling af dem i sit tidligere liv og han blev ved med at bede til, at de var i himlen. Azrael havde haft ret angående sit gode hjerte og til tider grublede han og forbandt det, og andre gange så levede han bare med det - han havde nok en del personlighed fra sin mor når alt kom til alt, selvom der også sad nøkker fra hans far - men de virkede til at forsvinde mere i baggrunden jo længere han var i Procias, med både den lyse race og det hele. Men det var ikke at overse, at han stadigvæk var en ret utilpasset engel når man dømte på det ydre, for det var han og også stadigvæk med halvdelen af sin person, for så nemt gik det jo ikke at få det til at blive godt det hele. Nu gik han rundt ude på kirkegården, hvor han roligt og høfligt passerede de mange gravstene, for med sine egne afdøde, så nærede han selv en del respekt for andres afdøde. Han vidste ikke hvad han ellers skulle give sig til i dag, for han syntes snart ikke at kunne kigge mere efter Syrena, som jo var den eneste grund til han faktisk levede og pigen vidste jo end ikke at han levede - det skulle nok blive spændende hvis han overhovedet mødte hende...

[Deleted]

Det var ved at være hen p dagen og det var godt varmt. For Syrena så var det en dag, hvor hun faktisk ønskede at se lidt til sin kære moder, i og med, at hun vidste at hendes familie ikke rigtigt havde tiden til det, så måtte hun jo finde den. Hun havde fået hjælpen til Kirkegården, for hun kunne jo ikke ligefrem komme derhen selv, nu hvor hun ikke var i stand til at se noget som helst, hvilket meget hurtigt kunne gå hen og gøre hende usikker, men Kirkegården, havde hun opsøgt så mange gange, at det efterhånden var et sted som hun kendte. ”Mange tak, John,” sagde hun med en rolig stemme, idet han førte hende ned af den lange grussti som førte hende igennem stedet og ned til den smukke grav som selv var blevet en anelse tilvokset, men ikke noget som hun som sådan vidste. Lisa Strife. En varmhjertet kvinde, og en mere varm end hende, skulle man da lede længe efter, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet.
Syrena gik roligt i knæ ved hendes mors grav. Hun ville lyve, hvis hun ville påstå at hun ikke savnede hende, for hun manglede virkelig sin mor. Hun var den eneste som direkte havde været der for hende på en oprigtig måde, selvom hun havde mistet hende så tidligt. Den smukke lilje som hun havde i sin hånd – uden at vide, hvordan den så ud, så havde hun bare fået at vide, at det havde været hendes moders yndlings, og derfor skulle den naturligvis lægges på hendes grav. Hun stirrede frem for sig, for det eneste som hun kunne se, var ren og skær mørke. En tåre trillede stille ned over hendes kind og landede i den himmelblå kjole som hun havde på i dagens anledning. ”Jeg savner dig, mor..” endte hun med en dæmpet stemme. John var gået lidt ned af kirkegården, så han kunne give Syrena lidt tid ved hendes mor alene, for han vidste, at hun havde brug for det efterhånden. Hun havde det ikke godt med sine søskende, og dem som hun havde, havde ikke tid til hende mere, da de havde mere end nok at tage sig af i forvejen. Hænderne foldede hun roligt foran sig, hvor hun bad og nærmest tiggede til at hendes mor havde fået det godt på den anden side, for det havde hun uden tvivl fortjent, efter alt det som hun vidste, at hendes moder havde været igennem. Hun lukkede øjnene og bøjede hovedet i respekt for hende.. Også fordi at det vel var et sted et ritual?

[Deleted]

Varmen stod tydeligt ned over landet, for sommeren var jo over dem og det var noget som Marcell i den grad kunne mærke på sin krop, for han blev hurtigere tørstig efter vand og manglede hurtigere skygge eller en vind, der kunne køle ham af. Han sprang normalvis ikke i en bæk eller en sø uden videre, for så skulle han jo også tørre igen og det var jo ikke altid der lige var plads til at han kunne ligge med vingerne spredt og få dem tørret hurtigt. Han begav sig roligt rundt imellem de mange sten og gik i tavshed og tænkte over sin respekt for de døde, for den nærede han kraftigt, for var der noget man ikke skulle lege med, så var det døden, så meget havde han da fundet ud af, efter at have mistet sin egen mor og søster; to han aldrig havde givet meget respekt i det levende liv, men som han angrede over at have behandlet på den måde og bare bedte til de var et godt sted, for han anede det end ikke. Han nåede rundt forbi et par buske der stod rimeligt tæt og ud på et nyt lille område af kirkegården, hvor der var endnu en lang grussti med flere grave. Han begav sig roligt ned ad grusstien med afmålte skridt, for det var rart at gå lidt rundt i den stilhed der altid hvilede her. Han faldt roligt ind i sine tanker, mens han gik og kiggede frem for sig, for han kom igen til at tænke på den opgave han havde fra Azrael, som han efterhånden syntes var håbløs, hvilket slet ikke lignede ham. Som regel gav han aldrig op, men med den tid det havde taget så langt, så følte han bare snart for at miste modet, fordi han jo gerne ville gøre det godt og også for Lisas skyld, som var hele grunden til han overhovedet var her. Lisa var en, han havde mødt på den anden side og hun var en rar kvinde, som faktisk havde det godt alt taget i betragtning, så det ville han vel altid kunne starte med at trøste pigen med som han skulle finde - Syrena, som var Lisas datter og med en forringet livskvalitet; hvilken forringelse det anede han dog ikke endnu, men det fandt han vel forhåbentligt tidsnok ud af. Som han fortsatte i sine tanker, fik han ikke rigtigt set sig for og da han nåede forbi en grav, kom han til ganske blødt at støde ind i en fod og han stoppede straks op, selvom der jo intet var sket. "Åh, undskyld. Jeg går her i mine egne..." sagde han kort til hende, selvom han ikke fik færdiggjort sætningen, da han fik taget det hele i blik - navnet på gravstenen kendte ham som sådan ikke, men dog så var navnet Lisa der, men havde mange ikke det navn? "I mine egne tanker," afsluttede han og så på pigen der sad der, med det utroligt lyse hår, som han kun kunne se, for hun sad jo egentligt med ryggen til ham.

[Deleted]

Syrena ønskede egentlig bare at vise sin mor, at hun endnu tænkte på hende, nu hvor de andre slet ikke virkede til at have tid til det. Med det manglende syn, var hun jo bare afhængig af at andre kunne føre hende frem, for hun kunne jo ikke ligefrem gøre det selv, selvom det var noget som uden tvivl gjorde det hele langt mere problematisk for hende, og hun vidste det godt, men hun forsøgte ikke at lade sig stoppe af det. Mødt med Derek havde været hende en stor hjælp uden videre, men af den grund, så var det ikke ensbetydende med, at det gjorde sagerne meget bedre for hende, for hun så ham ikke rigtigt, som hun gerne ville, og nu hvor hun igen var alene med de mange tanker, så.. kunne man jo ikke rigtigt lade være med det.
Graven var smuk – Eller det håbede hun om ikke andet, for hendes far havde lovet at passe på den, og hun vidste jo at han gjorde hvad han kunne, men til tider, så var det bare ikke nok, selvom det var noget, som var med til at gøre ondt meget værre for hendes vedkommende. Det gjorde ondt, at der ikke rigtigt var nogen til at ære hendes mor, på den måde, som hun uden tvivl havde fortjent det. At der var en anden på vej, antog hun bare var John, men da han faldt over hendes fødder og undskyldte med en stemme, som hun ikke ligefrem kunne sige at kende, var kun noget som hastigt fik hende til at reagere. Hun vendte blikket mod ham, selvom det hvilede mere mod jorden, end det hvilede på hans skikkelse. John var der til at passe på hende. Det var jo hans opgave, når hun var nogen steder, også selvom det nagede hende, at hun skulle have en babysitter på. ”Det.. det er okay. Jeg beklager hvis jeg fylder lidt,” Undskyldte hun med en dæmpet stemme. Hun havde ingen anelse om hvor stor eller bred stien var eller noget som helst, så hun formodede vel bare, at han var faldet over hende, fordi at det var en lille en? ”A-alle kan gå i sine egne tanker til tider.. Tro mig, jeg kender det godt,” fortsatte hun. Selvfølgelig ønskede hun at lyde venlig og varm, ligesom sin mor, men det lå også til hendes væsen som en engel at være åben og modtagelig for den slags. Hun sendte ham et smil, også selvom hun vidste, at hun med største sandsynlighed ikke kiggede direkte på ham, men det var jo også besværligt, når man ikke kunne se noget som helst, og nu hvor hun var blind, og folk havde en sjov tendens til at kommentere det, så gjorde det hende jo kun langt mere usikker på sig selv, end hvad hun var i forvejen.

[Deleted]

Marcell tog en dyb vejrtrækning, for nu følte han et spinkelt håb rejse sig indeni ham på grund af et enkelt navn og en pige med blondt hår, der sad knælende foran graven. Han vidste jo ikke engang om det var den rigtige Lisa, da mange kunne hedde det, men indtil videre passede det da sammen, så nu skulle han finde en måde at få hendes navn på, uden at virke anmassende, for han ville jo heller ikke skræmme hende væk. Da hun vendte sig rundt og han kunne se hendes ret så kønne ansigt, så måtte han selv blive stående lettere anspændt, for nu blev det for alvor spændende; hun havde blå øjne og lyst hår. Azrael havde sagt at han ikke ville være tvivl når han så hende og lige nu havde han faktisk en virkelig god fornemmelse omkring at denne pige skulle vise sig at være Syrena, så det håbede han da bare om ikke andet, for så behøvede han ikke at give op alligevel… eller endnu. "Det gør du ikke," svarede han hende blot roligt og så på hende, som hun blot sad roligt på jorden og kiggede faktisk… ud i luften, hvilket han ikke helt forstod, men okay, måske var han bare ikke en person folk gad kigge på, fordi han så forkert ud med sit kulsorte hår i forhold til de kridhvide vinger han bare på ryggen. Han så dog hendes smil og hun strålede af venlighed, så derfor forstod han dog ikke helt sammenhængen… måske var det noget andet? Han bukkede sig ned foran hende for at sætte sig på hug. "Betyder vel blot man har mange tanker at holde styr på. Om det så er godt eller skidt, det må vidst være en sag om tankernes vej at gå," kommenterede han selv på det, men selv uden så meget som et smil, for det lå ikke til ham at smile i det hele taget. Han tog en dyb vejrtrækning og overvejede, om det var for tidligt at præsentere sig, men han ønskede bare så brændende at vide om det var den pige han skulle finde eller ej! "Hvor er mine manerer… Jeg hedder Marcell," endte han så med at præsentere sig selv; han vidste godt han ingen manerer havde, men han kunne vel godt sige det på den måde, selvom han ikke vidste hvor de var.

[Deleted]

Efterhånden var Syrena vant til at folk faldt over hende, eller at hun generelt bare var i vejen for folk, for det var hun vel? Ikke kunne hun se noget, aldrig ville hun kunne være en normal hustru for nogen, og hun kunne ikke gøre det vilde uden at folk var omkring hende til at hjælpe, og selv for hende, var det uden tvivl en direkte pest og en plage, for det gjorde ondt for hende i det hele taget at tænke på. Hendes moder var en af de meget få i hendes liv, som tænkte anderledes på tingene, og så anderledes på det, men ikke desto mindre, så var det en støtte, som hun vidste, at hun nu måtte klare sig uden. Hvor John var, vidste hun ikke, men at gale op efter ham, ville hun ikke, for hun vidste ikke hvem denne mand var, eller om han var fjendtlig eller noget som helst. Det eneste som hun kunne se, var mørke.. Og aldrig havde hun set for sig noget andet. Hun havde måske sine meninger om hvordan tingene så ud – det som hun havde rørt ved om ikke andet, selvom det i sig selv, var meget begrænset. Hun søgte jo yderst sjældent ud nogen steder, og det var der mange meget gode grunde til. Svagt bed hun sig i læben. Ikke fordi at hun var nervøs, men mere bange for at han ville stemple hende som alle andre, hvis han lærte hendes handicap at kende. ”Godt..” sagde hun med en dæmpet stemme, dog mere sikker. Hun havde jo slet ikke nogen anelse om, hvor stor eller bred stien her var. ”Tankerne kan være mange, og de kan være både positive og negative. De kan fylde meget, og de kan være løsende, og problemskabende.. Tro mig, jeg kender følelsen af at gøre sig for mange.. Det er det som jeg vel er kendt for, kan jeg fortælle,” sagde hun med et let skævt smil. Tungen strøg hun let over sine læber, som hun blev siddende. Hun stirrede måske, men det var jo ikke fordi at hun rigtigt havde noget andet valg, i og med, at hun slet ikke kunne se noget som helst. At hans stemme pludselig lød meget tættere på, var noget som næsten gav hende et mindre chok, også selvom hun blev siddende. Marcell? Lige umiddelbart, var det ikke et navn som sagde hende noget, men han lød da til at være.. venlig nok? Hun stolede på folk, som gerne ville snakke med hende, også fordi at det i sig selv, slet ikke var noget som hun var meget kendt med i forvejen. ”Hyggeligt at møde dig, Marcell.. Jeg… jeg er Syrena,” præsenterede hun sig. Efternavnet undlod hun bevidst, for hun hadede når folk genkendte det, også selvom de stort set kunne læse det på stenen bag hende, for de vidste jo stort set alle sammen hvem hendes mor var.

[Deleted]

Det havde slet ikke været meningen for Marcell at støde ind i hende, for stien var da bred nok til at han kunne komme udenom, men om ikke andet så havde han bare gået så dybt i sine egne tanker at han slet ikke havde ænset, at han skulle gå udenom. Han var ret desperat efter at finde Syrena efterhånden, for han skulle jo hjælpe den pige med et eller andet der var ukendt for ham endnu, så det ønskede han jo at finde ud af, for hvem vidste hvor længe det kunne tage ham at finde løsningen på det og forbedre hendes livskvalitet? Ja det kunne vel tage alt fra en dag til et helt liv, alt efter hvad det krævede. Han lyttede roligt til hendes ord, som hun selv talte omkring det med tanker og det var jo nøjagtigt sådan han selv havde det lige for øjeblikket, så der ramte hun da rimelig plet lige med ham og hans tanker. "Bestemt. Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Jeg kan selv falde meget hen i mine tanker, når der dukker for mange op," sagde han roligt til hende, for hun virkede ikke det mindste fjendtligt og ligeså kendte han kun hans fornavn, så hun ikke kunne dømme på efternavnet, for det ønskede han ikke at bruge i Procias, for det stemplede ham som noget, han ikke selv ville sige han var. Han så mod hende, som det nærmest gibbede i hende af et mindre chok, at han havde bukket sig ned, fordi han så virkede tættere på, fordi han sad i samme højde som hende. Han valgte dog ikke at kommentere det, for det var vel heller ikke rart at blive mindet om at man blev forskrækket over en så lille ting? Hvorfor regnede han dog endnu ikke ud med hende, men han skulle vel tidsnok finde ud af hvorfor hun kunne smile til ham uden at rynke næsen og tænke; hvilket mystisk væsen. Han kunne ikke fange hendes blik og faktisk virkede det til at hun flakkede nærmere rundt med blikket, uden rigtigt at kunne fokusere… gad vide om hun faktisk var blind? Han nåede dog ikke at tænke mere over det inden hun også præsenterede sig og et lille smil nåede til hans ene mundvig, hvilket man så ekstremt sjældent, men hele håbet vendte nu tilbage til ham, for han havde endeligt fundet den rigtige pige. "I lige måde, Syrena," endte han til hende, for han kunne ikke direkte udtale ordene 'hyggeligt', for det lå slet ikke til ham, men han kunne da sige 'i lige måde'. Han følte sig fyldt op med en indre herlighed, for nu kunne han da endeligt komme videre og han havde modet helt i top igen, så nu håbede han bare han hurtigt kunne finde ud af en indgangsvinkel… og at han kunne få Syrena til at stole på ham, så han kunne hjælpe hende. Han kiggede indgående på hende, men der var stadig ingen reaktion, heller ikke da han viftede en hånd foran hendes ansigt og efterhånden gik det op for ham, at hun vel ikke kunne se ham. "Du kan ikke se mig, kan du?" endte han så uden at tænke over det.

[Deleted]

Syrena var og havde altid været forsigtig omkring denne slags ting, også fordi at hun ikke ønskede at folk skulle behandle hende anderledes, men det gjorde de alligevel, og det frustrerede hende virkelig, for de stemplede hende som hjælpeløs, og derfor forsøgte hun for alt i verden at lade som ingenting. Hun forsøgte da ikke andet. Hun nikkede med et stille smil på læben. ”De mange tanker, kan godt gå hen og blive.. forfærdeligt, hvis man ikke gøre noget ved det,” istemte hun med en rolig stemme, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var nogen løgn i den anden ende. Hun gned sin kjole let og roligt ud, næsten som om hun bare skule have et eller andet at lave med hænderne, for hun følte det ikke helt komfortabelt. Selvom hun måske ikke kunne se noget, så forsøgte hun da om andet at lade som om at hun kunne. At han så pludselig var endt i hendes hovedhøjde, var lidt noget som faktisk gav hende et chok, for hun havde ikke ligefrem regnet med det! Og at hun så reagerede ås kraftigt, skræmte hende en anelse. ”Oh… undskyld..” sagde hun med en dæmpet stemme. Umiddelbart, så lød Marcell, til at være en god fyr, også selvom hun vidste, at udseendet og facaden kunne bedrage, og derfor forsøgte hun virkelig at være så forsigtig som det nu var hende menneskelig muligt. Øjnene kørte stort set rundt i hendes hoved, også fordi at hun ikke rigtigt kunne styre det. Hun kunne intet se, og kunne derfor kunne hun ikke rigtigt fokusere på noget som helst. Et sted var det nok uhyggeligt. Hun vidste at små børn ikke kunne lide det, så hun gik yderst sjældent ud, når hun vidste, at der var så mange andre omkring hende. ”Glæden er skam helt på min side..” sagde hun med en blid stemme, hvor smilet bredte sig på hendes læber. Hans følgende ord, var dog alligevel noget som fik hende til at tie med det samme, for.. var det så tydeligt? Ja, han kunne jo se det, hvilket man ikke ligefrem kunne sige, at hun kunne! Hun vendte blikket en anelse ned, hvor hun svagt bed sig i læben, inden hun alligevel valgte at nikke. ”Er det virkelig så tydeligt? Jeg er født sådan her.. Aldrig har jeg set noget som helst andet end det mørke, som et blændet syn giver mig,” fortalte hun ærligt. Et sted, så forventede hun jo nærmest at han ville grine eller bare gå videre efterfulgt af en undskyldning, ligesom alle andre. Hun vendte blikket en anelse væk fra ham. Hun følte sig ukomfortabel og direkte usikker sådan pludselig, for det var sådan at hun havde det med det hele, og specielt når det gik op for folk, at hun faktisk intet kunne se, og derved var direkte.. afhængig af at andre var der til at hjælpe hende.

[Deleted]

Marcell kunne aldrig siges at have været forsigtig på nogen måde, men det var jo også det som i sidste ende havde gjort, at han i sit sidste liv havde mistet sin mor og søster, og altid var endt i ballade. Det var først i dette liv han kunne angre og den indre smerte var faktisk voldsom, når han fik sig selv begravet for meget i de mange tanker han kunne have i de baner, men det var ikke noget han kunne kontrollere trods alt! Han kiggede på hendes ansigt, som hun sad med et stille smil ligeså stille, selvom det dog ikke berørte hans smilebånd på nogen måde, for han havde ekstremt svært ved at smile oprigtigt. "Ja, det har du ganske ret i," svarede han med en rene enighed i stemmen, for det kunne tidsnok blive for meget hvis man sank ned i sine tanker og bare sad med dem for længe. Det kunne dog være svært at gøre noget ved det på egen hånd, selvom han ikke var meget for at indrømme, at han vel faktisk havde brug for andre, selvom han altid påstod at han ikke gjorde. Han så på hende som hun undskyldte for at være blevet forskrækket; det kunne hun da ikke gøre for, så hun skulle da ikke undskylde for det, for han havde ikke tænkt sig at undskylde heller.
Det var fantastisk at han faktisk havde fundet hende, for nu var der da i det mindste en ting på 'ting at gøre'-listen, der kunne tjekkes af, selvom han nu stadig syntes der var lang vej endnu. For i og med det havde været så svært at finde hende, så blev det vel blot ekstra svært at komme ind på livet af hende og ligesom… forbedre det; men i det mindste havde han fået modet igen! Endeligt faldt de sidste brikker på plads ved hendes ord, om at hun havde den forringede livskvalitet, men hvordan han dog skulle kunne forhøje den, det kunne han umiddelbart ikke lige udtænke for øjeblikket - endnu flere tanker, han kunne gruble over. Han begyndte dog hverken at grine eller undskylde over det, for han følte med hende at hun var blind, men han kunne vel ikke undskylde for at konstatere noget, han kunne se ret tydeligt på hende? "Det er kun tydeligt, fordi du ikke ser på mig med en hvis afsky i blikket som jeg har mødt andre steder. Jeg er ikke den typiske engel, kan jeg fortælle dig," sagde han til hende, for han måtte jo fortælle hende det, nu hvor hun ikke kunne se det og hun var en han blev nødt til at åbne sig for, så hun kunne stole på ham, selvom han havde det svært med det. "Men det… gør mig… ondt, at du er født sådan. Men jeg er sikker på der er en mening med det hele," prøvede han, selvom han ikke anede hvor det kom fra, men det lød vel rigtigt nok?

[Deleted]

Syrena var efterhånden bare vant til at folk grinte af hende, når hun kom gående, og det var også derfor, at hun helst undlod at nævne og forsøgte ikke at vise tydeligt og oplagt, at hun var blind, for hun hadede når folk stemplede hende på det, for det var hun kun blevet alt for meget vant til fra før af, og hun kunne virkelig ikke fordrage, at det var sådan at det var for sig, om det var noget som man nu ville det eller ikke i den anden ende. Blikket flakkede rundt om sig, også selvom der ikke rigtigt var noget at fokusere på, og det at han så tydeligt kunne se på hende, at der var noget, som ikke var som det skulle være, og at han så skulle kommentere det, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hende af den grund. At han selv var en engel, var noget som gjorde hende mere rolig, for det havde hun da om ikke andet hørt, var folk som hun kunne være lidt mere rolige og komfortable omkring, så det var noget som uden tvivl også måtte betyde meget for hende. ”Så du er også en engel? Jeg.. ved ikke hvordan sådan en ser ud, er jeg bange for.. Jeg ser ikke nogen grund til at dømme nogen.. Jeg ved hvordan det er at blive dømt, og jeg ved hvor ondt det gør,” fortalte hun med en ærlig stemme, for det gjorde ondt. Det gjorde virkelig ondt. At der var en mening med alt, havde hun hørt så frygtelig mange gange, men selv hun var begyndt at tvivle på, om det i det hele taget var rigtigt, for.. ja. Hun følte ikke at der var nogen mening med det, for hun så kun hvor dyrt det kostede hende, at være og have det handicap som hun havde, og naturligvis var det noget som gjorde hende direkte frustreret. Hun trak ganske let på skuldrene. ”Om der er en mening med det eller ikke, det ved jeg ikke, men.. det er frustrerende. Jeg er.. en af de yngste i min søskendeflok, og jeg kan intet lave sammen med dem, jeg kan stort set ikke gøre noget, uden at nogen er der til at hjælpe mig.. Noget så simpelt som at besøge min afdøde mors grav..” Hun vendte blikket en anelse væk, næsten som hun forsøgte at stirre på graven i stedet for, selvom det jo heller ikke rigtigt gav hende noget som sådan, for hun kunne jo intet se. Hænderne foldede hun en anelse rastløst foran sig. At hun faktisk var en.. opgave for ham, havde hun ikke rigtigt nogen anelse om. Hun var jo vant til at folk ikke rigtigt tog notits af hende i hverdagen, fordi at hun var den som primært gemte sig og bare holdt afstand til alt og alle.

[Deleted]

Marcell undgik som regel at komme ind i byerne efter de første gange han havde været der, for han blev set ned på med hans hvide vinger i forhold til hans udseende, med det sorte hår, de mange symbolske mærker på armene, han havde fået lavet for at overleve nogle nærdødsoplevelser i sit tidligere liv og så med hans øjne især, som folk faktisk blev skræmt af. Udenpå var han ikke den typiske engel, ej heller af udstråling, men indeni var han faktisk ligeså ren som enhver anden engel der gik rundt. Men at hun ligeså skulle stemples sådan syntes han ikke var retfærdigt, for hun havde da ikke et tidligere liv der plagede hende, havde hun? Og han syntes umiddelbart at hun bare var en sød, uskyldig blind pige, der ikke kunne gøre hverken fra eller til, eftersom hun var født sådan som hun nu engang var. Han havde ganske vidst kommenteret det, men i hans situation blev han jo nødt til at finde ud af det, fordi han var jo kun på jorden af en ganske bestemt grund og hvis han fejlede, så blev han vel hevet tilbage til Azraels land, hvilket han bestemt ikke ønskede! Hun virkede dog til at blive lidt rolig over, at han var engel, for det var hun jo selv og det var jo et væsen der var af det rene lys, med både healende kræfter og lys magi. "Ja, jeg er også engel. Jeg synes jo heller ikke vi skulle se ud af meget, udover at have de hvide vinger med os, men det syntes folk åbenbart," startede han med at svare, for han følte sig jo ikke hævet over andre, selvom der var nogle der snart besvimede ved synet af en engel, fordi de var tæt knyttede til hele troen - men han var vel bare ikke troende nok? I hvert fald ikke til mere end at bede til Guden om sine afdøde. "Jeg dømmer heller ikke mig selv, tro mig… vi er vidst ret meget i samme båd," endte han så med et let nik, som han tog sig selv i, for hun kunne jo alligevel ikke se at han nikkede. Det var betryggende for ham, at hun faktisk ikke kunne se ham, fordi så kunne hun måske også lære at kende ham som den person Azrael troede på at han var med et godt hjerte, og hun kunne stole på ham, for han blev nødt til at have hendes tillid for at kunne hjælpe hende. "Men hey, hvis du vil have et bevis for racen må du godt føle på min vinge?" tilbød han hende, for hun var jo nok ikke naiv når folk så ofte dømte hende, så han ønskede vel også bare at bevise, at han var den han sagde han var, for folk kunne jo nemt udgive sig for noget andet overfor hende, ikke? Han så roligt på hende, som hun trak på skuldrene og svarede på det med 'meningen' med hendes handicap. "Jeg kan ikke sige jeg lige forstår dig helt i din situation, men jeg kender til frustration. Jeg har selv mistet, men det gør mig ondt med din mor…" svarede han hende og så selv hen imod graven, hvor Lisa igen stod og han vidste jo, at hun var Syrenas mor, for det havde Azrael jo sagt, så det hele passede jo godt sammen. "Du må savne din mor… Men du skal vide, Syrena, at hun har det godt, for… jeg har snakket med hende, på den anden side," prøvede han med en lavmælt stemme, som han kiggede på hende, og vidste ikke hvad hun ville sige til den nyhed, men når han huskede tilbage, havde han jo snakket med Lisa!

[Deleted]

Hvordan folk så efter en som hende, når hun gik på gaden, havde Syrena slet ikke nogen anelse om. Hun var vant til at gå rundt og passe sig selv, også fordi at hun ikke ville være en byrde for sine kære søskende. Alligevel kunne hun jo ikke lade være med at sammenligne sig med dem, også fordi at hun kunne høre når de løb i haven, hvilket jo ikke ligefrem var noget som hun kunne være med til, og det var uden tvivl med til at gøre hende utrolig ked af det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun lyttede. ”Nu har jeg hørt, at det er mere naturligt for engle at blive i Himmeriget.. Nu ved jeg ikke hvordan landet ser ud, men jeg har hørt min far sige, at de bliver deroppe på grund af kriserne, som har ramt landet her,” fortalte hun. Det var ganske vidst ikke noget krise-noget, som hun havde været præget eller påvirket af, så det passede hende egentlig ganske fint. Syrena var ikke særlig dømmende, for det var slet ikke noget som lå til hende. Hun vidste hvordan det var, og hvor ubehageligt det var at blive dømt på den måde. ”Folk der dømmer, dømmer som regel forkert, og uden en erfaring til at dømme korrekt,” sagde hun endeligt. Hvem han egentlig var, havde hun ikke rigtigt nogen anelse om, men selv hun havde brug for at vide hvad hun sad overfor, og specielt når det var så ukendt for hende, som det han måtte være, for hans stemme, sagde hende virkelig ikke noget som helst. Hun nikkede. Hun ville faktisk gerne mærke hans vinge, for hun vidste jo godt, hvordan den slags føles, så hun ville vide, at den mand som hun sad overfor, var reel og ikke en som løj for hende, for det ønskede hun bestemt heller ikke i længden. At han hentydede til hendes mor, så blev hun tavs omgående. Selvom hun havde været en ganske lille pige, men af den grund, så manglede hun virkelig hendes trøstende ord. Ikke fordi at hun kunne huske dem, men hun vidste at hun havde fået dem at vie. Hun bed sig svagt i læben. ”En mere varmhjertet kvinde, skulle man lede længe efter. Jeg var helt lille, da hun døde.. Minderne om hende er få og små,” fortalte hun med en ærlig stemme. At han havde snakket med hendes mor, var noget som let fik hende til at rynke med næsen. Hun hævede hånden og fangede en løbende tårer. Hun havde brug for nogle, som hun kunne være komfortable omkring, og dem var der ikke rigtigt nogen af. Ja, hun havde sin familie, men hun ville jo heller ikke være en byrde for dem, som hun jo følte sig som. ”Jeg.. jeg er bange for, at jeg ikke kan følge dig, Marcell.. M..min mor har været død i mange år.. Hvordan har det været muligt for dig at… snakke med hende..?” spurgte hun nervøst og ikke mindst forvirret. Det i sig selv, var ikke rigtigt noget som gav nogen mening for hende.

[Deleted]

Marcell havde altid passet sig selv og været alene når han gik rundt, for han havde jo løsrevet sig fra sin søster og mor, hvor han dog også havde haft sin søster med sig på en af sine lange ture væk fra deres moder. At hun så nok var vant til det samme kunne han regne ud, for det måtte være svært for hende at være den mindste i en søskendeflok på så mange som hun gav udtryk for, for de kunne vel nemt overse hende, fordi hun havde svært ved at gøre opmærksom på sig selv, uden at blive stemplet yderligere? "Ja, ja det er det vel, men jeg er vist i en lidt anden situation end de fleste engle… det måske derfor jeg møder så mange reaktioner hvis jeg kommer for langt ind i byen, så jeg holder mig mest i skoven," fortalte han hende, selvom han dog også tog hendes ord til sig, for det var da også lidt en forklaring på det hele om ikke andet, selvom han stadig holdt på det også var på grund af hvordan han så ud i forhold til hvad han var af race. Han kendte ikke landet her så godt, så han kunne ikke rigtigt fortælle hende om hendes fars ord var sande eller ej, så det ville han heller ej blande sig i om ikke andet. "Du har helt ret," endte han så og måtte nikke, for de fleste der dømte havde vel intet grundlag for, ikke selv at blive dømt mindst ligeså hårdt, selvom de som regel troede de var udenfor at skulle dømmes af nogle; oftest folk der levede lidt for højt på strå. Han trak sig forsigtigt og dog lydt hen over stien og nærmere hende så hun kunne følge ham med sine øre og lyden, for han ville gerne lade hende mærke hans vinge så hun kunne bide sig sikker i at han var engel ligesom hende selv, han ønskede jo at skabe tillid mellem dem. "Jeg sidder ved sin venstre side, så du kan mærke efter mine vinger," sagde han lavmælt til hende nu hvor han sad endnu tættere på hende igen, med siden til, så hun ville kunne mærke ud efter dem. Han mærkede dog tydeligt hendes tavshed fordi han bemærkede hendes mor og han lyttede til som hun fortalte, for han synes ikke det var fair hun havde mistet sin mor så ungt - ja han syntes jo ikke det var fair selv, for han følte en hvis skyld i sin mors død, fordi han ikke havde passet på hende. Han drejede let hovedet for at se på hendes ansigt, hvor han så hvordan hun rynkede næsen og han måtte smile skævt igen for sig selv, og det var underligt hun faktisk kunne få et smil på hans læbe, for det havde han aldrig prøvet med nogle før! Han bed sig i læben da en tåre forlod hendes kind, men hun fangede den selv, så det var udmærket; så tæt på hende ville han heller ikke, de kendte jo ikke hinanden. "Som jeg sagde før, er jeg i en lidt anden situation end andre engle… Jeg har været død, og der har jeg også snakket med hende. Så jeg vil bare lade dig vide, at hun har det godt," svarede han hende forsigtigt og håbede ikke det ville røbe noget med Azrael, at han fortalte at han havde været død - men man kunne vel genopstå på andre måder end med Azrael? Måske faktisk blive født som engel, selvom han havde fået racen af Azrael?

[Deleted]

Syrena havde ganske vidst svært ved at finde ud af hvad denne Marcell egentlig var ude på, for hvad mente han med at han sad i en anden situation? Hun vidste at hun var dømt af mange, også fordi at hun var en af de mindste i søskendeflokken, og hun havde det handicap som hun havde, for det indikerede jo kun, at hun ikke rigtigt kunne gøre noget som helst for at blive behandlet.. normalt? Det var det eneste som hun egentlig ønskede; At være som alle andre, og det var der virkelig mange som havde svært ved at acceptere, for de gjorde det på ingen måder nemt for hende af den grund, og det var noget som et sted også gjorde hende ked af det, for hun synes bestemt heller ikke at det var retfærdigt. Hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Han havde ret. Han var uden tvivl en meget atypisk engel. ”Du har ret, Marcell.. Jeg har aldrig hørt om en engel, som ville være i skoven, frem for i Himmeriget, selvom jeg har hørt, at det skulle være et særdeles smukt sted,” fortalte hun glædeligt. Hun dømte ham ikke. Hun vidste hvordan det var selv at blive dømt på tingene, og derfor ønskede hun selvfølgelig heller ikke, at det var noget som han skulle udsættes for. ”De frygter kun at blive dømt selv..” sagde hun med en varsom stemme, for der var vel noget om det? Det var sådan hun havde det, for det var som regel de mere højrøvede som dømte hende først, og hårdest, hvilket faktisk var noget som gjorde hende direkte ked af det. Hun bed sig let i læben og vendte blikket ned. Han flyttede sig. Det kunne hun høre i gruset som han passerede, for at sætte sig ned ved siden af hende. Han virkede nu alligevel til at være en sød fyr.. Han tog da om ikke andet hensyn uden at dømme hende på det ene eller det andet. Hånden hævede hun langsomt, også selvom det var svært for hende at finde hans vinger. Bare at hun hævede den, var ganske forsigtigt og næsten.. tøvende. ”Du er nok nødt til at hjælpe mig lidt..” sagde hun dæmpet. Hun ville jo heller ikke prikke ham i øjnene eller noget lignende, fordi at hun ikke kunne finde hans vinger, for hvordan han sad i forhold til hende, det vidste hun jo heller ikke ligefrem. At han havde snakket med hendes mor, og endda nævnte hende, var noget som gjorde Syrena fuldkommen mundlam, for hun ønskede slet ikke at snakke om det, for det var noget som gjorde ondt på hende. Hun havde mistet sin mor, da hun havde været en ganske lille pige, og det gjorde ondt, når hun virkelig kunne bruge hende og hendes trøstende ord, og det at vide, at hun var speciel, for det var der ikke rigtigt nogen som havde fortalt hende siden. Hun trak hånden til sig. Han havde været død? Det var svært for hende at forstå, men hun følte nu alligevel, at hun kunne stole på ham, hvad det her angik. ”Du har været død? Jeg.. jeg begriber ikke hvordan det er.. muligt.. Men.. hvad skete der?” spurgte hun. Hendes mor var hun ikke meget for at snakke om. Smerten alene ved tanken, var til tider hård for hende at bære.. Også derfor hun sad der ved hendes grav nu. Hun manglede hende virkelig.

[Deleted]

Marcell trak vejret roligt ind og pustede ud, for det var rart for ham at faktisk sidde og snakke med en ligeså stille, hvor de jo faktisk nu havde været enige om det de havde snakket om, hvilket ikke var tit at han havde mødt en, han kunne relatere til på nogle punkter. Han havde altid været set ned på, som en der skilte sig for meget ud og derfor passede han også sig selv og holdt sig væk fra dømmende blikke, for de kunne faktisk irritere ham meget; det var jo også derfor at han ikke ligefrem præsenterede sig med Igleéias, for det navn var åbenbart også kendt her i Procias, så den chance tog han da slet ikke. I hans sidste liv, havde han selv været skyld i det fordømmende fra han søster og mor, men i dette liv ønskede han jo faktisk ikke at blive stemplet udenfor og det følte han alligevel… så han holdte sig i skoven, om ikke andet, for der følte han sig tilpas og der kunne han pusle med sine hænder og få lavet små redskaber med mere. "Jeg ved faktisk ikke hvordan Himmeriget ser ud… må jeg indrømme overfor dig, så jeg har fundet mit foretrukne sted her i landet og det er skoven," svarede han hende roligt, men var alligevel glad for at hun ikke sagde mere til det, end at hun ganske enkelt bare ikke havde hørt om en engel der foretrak skoven fremfor noget andet, for så turde han jo faktisk også fortælle hende lidt mere. Han måtte dog gøre sig enig i hendes næste ord igen, for det var jo nøjagtigt sådan han selv havde det; de frygtede selv at blive dømt, selvom de udadtil virkede som om at det var jo umuligt for dem at blive dømt på noget punkt overhovedet. Han så mod hendes hånd som hun hævede og han smilede skævt til hendes ord, for selvfølgelig havde hun brug for hjælp, men han ville også gerne give den. "Hold din hånd stille der i luften… så drejer jeg forsigtigt ryggen mere til, okay?" sagde han dæmpet og lod hende holde hånden oppe i mellem dem, som han selv drejede mere rundt og lod hans vinge støde mod hendes hånd, for så kunne hun jo faktisk føle sig frem til det hele om ikke andet, nu hun havde en idé om hvor den var. Han kiggede roligt omkring nu hvor han ikke kunne se på hende, hvor at han tydeligt kunne mærke hun ikke ville snakke om hendes mor, men nu havde han da også fået sagt hvad han ville, at Lisa havde det godt og det håbede han at Syrena ville tage til sig om ikke andet. "Mange ting er muligt i denne verden, Syrena, lad dig skrive det bag øret, at ja, faktisk alt er muligt..." forklarede han hende, for han vidste at stort set intet var umuligt, for han havde hørt rygter om at selv vampyrerne kunne vækkes til live med magien den dag i dag. At hun så spurgte til hvad der var sket, vidste han næsten ikke hvordan han skulle forklare, men bare en kort og ikke-grusom historie kunne han vel forklare hende? Han ville bare ikke røbe noget med Azrael, for så ville manden nok ikke blive glad. "I sidste ende, havde jeg faktisk bare enhver situation imod mig… mere er jeg desværre ikke klar til at uddybe. Så jeg var vel det forkerte sted på den forkerte tid, og… alt blev sort, indtil jeg vågnede op med vinger," forklarede han hende og sank en klump, for han havde jo faktisk aldrig talt om det hele, men han håbede bare det gav en smule mening.