Det virker... håbløst?

[Deleted]

Syrena havde det faktisk fint med at snakke med en mand, som ikke kørte rundt i hendes handicap hele tiden. Det var betryggende og ikke mindst beroligende, også selv for hendes vedkommende, for det virkede nemlig heller ikke til at han dømte hende på noget som helst, og det var noget som hun helt klart havde det fint med. At han bedre kunne lide skovene og ikke vidste hvordan Himmeriget så ud, var noget som svagt fik hende til at smile. ”Du har ret.. Du er mig virkelig en besynderlig engel,” fortalte hun med et let morende smil på læben. Selvom han havde givet hende lov til at berøre hans vinger, så var det ikke noget som hun kunne gøre uden at han ville hjælpe hende. Forundrede det egentlig nogen, at det frustrerede hende, at hun end ikke kunne gøre dette selv? Hun havde brug for hjælp til at røre bare en smule ved noget andet? Det var virkelig pinligt, selv for hende! ”O-okay,” sagde hun usikkert, hvor hun alligevel gjorde som han bad hende om, og holdt hånden rolig i luften. Som han vendte sig, kunne hun mærke de bløde fjer ved hendes fingre, hvor smilet alligevel så tydeligt måtte brede sig på hendes læber, for synet i sig selv, var noget som hun virkelig godt kunne lide. Hånden strøg varsomt langs den smukke fjerpragt. Hun kunne godt lide følelsen af det, også fordi at det bekræftede for hende, at han jo havde talt sandt. ”Det forekommer mig næsten som en overraskelse gang på gang, hvor bløde en engels fjer faktisk kan være.. Dine er virkelig bløde,” fortalte hun selv med et smil på læben. Tanken og emnet omkring hendes kære moder, var ikke noget som hun var særlig meget for at snakke om, også fordi at det var noget som faktisk gjorde ondt på hende.. rigtig ondt, men hvad var der at gøre ved det? Hun ønskede bare at hendes mor havde det godt, som hun ønskede, at det var noget som hun selv kunne have, men man kunne jo desværre ikke få alt i denne verden, som man ville have det. ”Det tror jeg ikke det er.. Hvis alt var godt her i verden, så ville tingene nok forholde sig.. anderledes for mig. Alt er ikke muligt.. Ikke hvis man ikke har remedierne til det,” fastholdt hun. Hun havde jo heller ikke ønsket at være blind som hun var i denne stund. Hun havde jo ikke nogen anelse om hvordan noget så ud.. hun havde jo kun set mørke, o det var det eneste som hun havde et. Selvom hans forklaring var noget kortfattet, så var det nu alligevel af typen som hun faktisk lyttede til. Det gjorde hende ondt at tænke på at han havde mistet livet på denne måde. Hun sænkede blikket, inden hun valgte at trække hånden til sig endnu en gang. ”Det.. det lyder forfærdeligt. Det er der ikke nogen som har fortjent.. End ikke dig. Jeg.. jeg ved ikke hvorfor alle skulle være mod dig, men.. hvis det er sådan her du altid har været, så ved de ikke hvad de er gået glip af,” fortalte hun sigende, inden hun igen vendte blikket i retningen af ham, selvom hun intet kunne se. Hun formåede bare, at det var ca. i den retning han måtte sidde. Emnet og tanken om det, var noget som gjorde hende en smule trist.

[Deleted]

Marcell syntes at dette første møde gik langt bedre end han havde håbet på, for i hans tanker havde han forventet at hun ville være meget mere på vagt nu hvor hun havde det handicap hun havde, men det virkede til at hun da åbnede sig lidt for ham allerede og så ønskede han jo også at gøre det samme overfor hende. I et øjeblik havde han faktisk glemt alt om Azrael og hans mission, for det at sidde her og snakke med en, der ikke dømte ham, var både nyt og dejligt, så derfor skubbede han også alt andet i baggrunden og bare fokuserede på faktisk at nyde noget der føltes som… frihed. Ja, frihed, det var faktisk den følelse han sad med lige nu, bare ved at snakke med hende, for hun kunne heldigvis ikke se hvordan han så ud, så ville hun nok være løbet væk… men de kunne lære hinanden at kende igennem snakken og han kunne på bedste vis prøve at bevise sine ord for hende, hvis hun kunne have noget at røre ved som bevis for det. "Men… er det så en god ting?" spurgte han lidt forsigtigt og alligevel med det skæve smil på læben, som hun selv smilede og så ud til at more sig over at han var en underlig slags af en engel, men det gjorde ham nu ikke noget. Jo flere dage der gik, jo mere følte han sig tilpas med racen og de nye muligheder han havde fået; der var stadig magi og hans tanker var klare på det de skulle med magien, fordi han havde været en dygtig warlock. Han var blevet god til at arbejde med hænderne, hvor hans næste projekt var at lave en bue, så han ville have et slags våben med sig og engler passede vel okay sammen med bue og pil, ikke? Han var blevet ret knyttet til sine vinger selvom han ikke kunne flyve, fordi de var jo en del af ham og det at have den race han havde, så derfor plejede han dem også godt, for de skulle nødigt være beskidte. Det sitrede helt i ham, da hun lod sin hånd stryge over fjerene, for det kildede på en ubekendt behagelig måde, som han aldrig havde mærket en berøring før, så det var ret mærkeligt med ham. "Jeg kan kun tale af erfaring fra at have mærket mine egne, men ja… de er blødere end jeg havde troet..." svarede han hende roligt, som han selv mærkede en sitrende fornemmelse i hans krop, hvilket klart var positivt fra hans side af, fordi det havde faktisk føltes godt at hun strøg hans vinge. Da hun sænkede hånden, så drejede han forsigtigt rundt igen, så han kunne se på hendes kønne ansigt. "Der er ondskab… det har jeg selv oplevet. Men med de rette midler, med vilje… så kommer man faktisk rigtig langt," forklarede han optimistisk til hende, for han var jo selv en der ikke gav specielt nemt op, for havde han sat sig noget for, så skulle det også fuldføres. Han trak let på skuldrene til hendes sidste ord, med hans roligt blev siddende ved siden af hende, nu hvor han alligevel var kommet så tæt på. Hendes ord fik ham til at smile ligeså stille igen, for… var hendes sidste ord monstro et kompliment til, at hun faktisk syntes om ham eventuelt? Ja han kunne ikke helt gennemskue det, for han var slet ikke vant til at høre positive ord om sig selv. "Sket er sket… hvis det ikke var sket, så kunne jeg jo ikke sidde her med dig… vel?" sagde han, hvor der denne gang skinnede en ukendt charme igennem hos ham, der også kom til i hans stemme og han sad selv nærmere overrasket over, hvor det kom fra.

[Deleted]

Syrena var ikke fordømmende, og det var rart at der var nogen som var omkring hende, som ikke bare så det handicap som hun havde, for det gjorde hende ked af det, og nu hvor han var der og snakket med hende, og endda var åben overfor hende, så havde hun bestemt heller ikke noget imod at være det samme overfor ham, nu hvor hun endelig havde fået muligheden for dette, for det var noget som uden tvivl også var noget som glædede hende. Han var uden tvivl ikke hvad man kunne kalde for en ordentlig eller rigtig engel, men det var slet ikke noget som gjorde hende noget, for det var hun på ingen måder selv, for hun var blind.. Et forbandet handicap at skulle have, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”I mine øjne? Så er det en god ting.. Det er altid rart at møde nogen, som ikke er som alle andre.. Det bliver hurtigt trist og deprimerende,” fortalte hun med en ærlig stemme, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var nogen løgn i den anden ende. At han ville lade hende berøre hans vinger, var noget som et sted gjorde hende nysgerrig, selvom de ellers så umådeligt bløde fjer under hendes fingre, var noget som kun fik smilet til at brede sig for alvor på hendes læber, for det var uden tvivl utrolig blødt! Hun smilede let for sig selv. ”Nu ved jeg ikke hvad du var i dit forrige liv, Marcell, men jeg kan fortælle dig, at man siger at engles vinger, er det mest bløde og værdifulde som man kan komme i nærheden af,” fortalte hun med en rolig stemme, inden hun varsomt tog hånden til sig igen og lod den søge ned i hendes skød. Hvorfor han havde opsøgt hende, vidste hun ikke, men hun kunne faktisk godt lide at han snakket sådan med hende, for han så hende ikke som en handicappet, men snakket nærmest til hende, som havde hun været en ligemand.. Og det var noget som hun virkelig godt kunne lide, for det fik hende faktisk også til at smile oprigtigt. ”Det har jeg hørt mange sige,.. Men det er åbenbart ikke midler som jeg har.. Jeg har kæmpet med det hele livet til nu, og jeg er træt af, at folk skal gøre forskel på mig.. Jeg vil bare ses som alle andre.. Og det kan de ikke forstå..” Det frustrerede hende naturligvis at folk behandlede hende anderledes, og fremstilede hende som hjælpeløs, bare fordi at hun ikke kunne se, for de hjalp hende jo ikke ligefrem! Blikket søgte næsten forlegent ned i jorden i stedet for, hvor hun gav sig til at fumle lidt med sine fingre. ”Du fremstiller mig, som var jeg noget spændende og noget unikt, Marcell.. Det vil jeg ikke ligefrem påstå, at jeg er..” fortalte hun med en ærlig stemme, for det var der vel også noget om? Der var ikke noget specielt ved hende, med tanke på at hun var de mest hjælpeløse af hende og den store søskendeflok. Hun kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det af den grund.

[Deleted]

Marcell havde aldrig oplevet at nogle kunne få ham til at smile oprigtigt, men allerede nu så bragte hun det ærlige smil frem hos ham og det var virkelig en ukendt fornemmelse i hele hans krop, at han følte sig både fri og nærmere glad omkring hende. De kendte knapt hinanden, men der var en kemi omkring dem allerede og det gjorde ham kun sikker på at det hele nok skulle gå, for så kunne han da holde modet højt. Hun fik ham til at føle sig klar til at åbne op omkring nogle ting, han ellers aldrig ville snakke om og det var alt i alt rart på en måde, som han slet ikke kunne få på plads. Nok havde hun sit handicap, men det var slet ikke noget han ville tænke over eller dømme hende på, for han var da på ingen måder bedre end hende… og det skulle hun også vide i sidste ende, så hun kunne blive mere sikker på det hele. "Jeg er glad for du ser sådan på det, Syrena," sagde han sandfærdigt, for det var selv bekræftende for ham at der var en som syntes, at han var okay bare for… ham. Han kunne jo selv høre ærligheden hos hende og hun anede slet ikke hvor meget den egentligt betød i hans ende, men han vidste heller ikke hvordan han skulle udtrykke det, så for nu måtte han jo bare suge lidt til sig og prøve at give lidt tilbage til hende også. Hendes berøring på hans vinge havde været virkelig rart og det gjorde ham kun mere sikker på, at den var en del af ham ethundrede procent, for ellers ville det jo ikke have givet ham sådan en behagelig følelse i kroppen. "Engel var jeg ikke… vingerne er nye for mig, men de er en så kæmpe del af mig nu… jeg kunne ikke forestille mig ikke at have dem. Dog rart at vide hvor værdifulde de er, som du siger… hvis man nu skulle krydse veje med den forkerte..." Den forkerte kunne han tidsnok komme på kryds af, for det havde jo forfulgt ham i hans sidste liv, så hvorfor ikke i denne? Han håbede dog bare det ikke ville gå sådan igen, så han prøvede at holde sig fuldstændigt på den rene sti, for han følte jo lyset med sin race, følte glæden i sine vinger og nu var han ved at tø op overfor en pige første gang de snakkede sammen… og han havde heldigvis ikke lyst til at gøre hende noget, men faktisk sidde mere på afstand og bare… snakke. Han så hende bestemt ikke som handicappet, men faktisk som noget mere specielt, fordi det var hun. "Med vilje er der vej, og jeg tror for dig at du nok skal få midlerne på et tidspunkt… du må kæmpe videre, Syrena. Hvis det hjælper, så er du for mig langt mere end alle andre," sagde han dæmpet, for han kunne godt mærke det var frustrerende for hende, men om ikke andet ønskede han jo at give hende et lille boost i den rigtige retning, for han skulle jo forhøje hendes livskvalitet. Han så let mod hendes fingre da hun sænkede hovedet og bed sig let i læben. "Du er noget spændende og unikt, Syrena. For det vil jeg nemlig påstå, at du er," endte han modsigende til hende, for han ønskede ikke for hende at hun skulle være så usikker og se ned på sig selv.

[Deleted]

Syrena følte faktisk at hun kunne betro sig til denne unge mand, også selvom hun slet ikke kendte ham endnu. Hun kendte hans navn, og nu vidste hun at han var en engel, men det var jo stort set også det eneste, som hun vidste om ham. Han var ikke hvad hun ville kalde for en typisk engel, men det var også noget som også betød frygtelig meget for hende. Han så hende uden at dømme hende, og han behandlede hende ikke anderledes, end det som så mange andre ville gøre, hvis de stødte på en som var ligesom alle andre. Hun derimod havde sit handicap, men hun ønskede jo ikke ligefrem at det skulle stoppe hende, for hun havde altid levet med det her, men når det var sådan her at det var, så var det vel heller ikke underligt, at hun ikke satte sig selv højere, end hvad hun egentlig gjorde? ”Det er jeg glad for,” fortalte hun med en rolig og ganske sandfærdig stemme, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var løgn i den anden ende.
Det gik hurtigt op for Syrena at denne Marcell ikke havde været en engel hele livet, og det var noget som alligevel meget hurtigt måtte gøre hende nysgerrig. I så fald, så forstod hun da bedre, at han havde det svært med vingerne, og at det faktisk kunne forvolde bare en smule problemer. Hun nikkede. Hun gav ham vel noget, som han faktisk også kunne bruge til noget? ”Må jeg spørge om, hvad du var i dit tidligere liv? Du kan ikke være særlig gammel.. Jeg mener… du lyder ikke til at være særlig gammel,” fortalte hun. Hun turde slet ikke tænke på, hvad fik kunne finde på at bruge englenes vinger til, men hun havde hørt rigtig mange skrækhistorier om at de blev skåret af, mens englen var i live, og det var næsten noget af det som hun måtte finde direkte uhyggeligt. Han gav hende en følelse af et mod, som hun ikke rigtigt kunne huske, at hun havde haft tidligere. Jo, måske da hun havde mødt Derek, for han havde også forsøgt at fortælle hende hvor vigtig og betydningsfuld hun var, selvom han heller ikke just kendte hende. Viljen for det store, var ikke just noget, som man kunne sige, at hun havde, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun trak vejret dybt. ”Mener du virkelig det? Jeg mener.. Det vel ikke nogen skam, at man bare gerne vil ses på, som alle andre? Jeg er træt af at de sætter mig i bås, når jeg ikke kan beskrive hvordan ting ser ud, eller se på dem..” Denne gang var det tydeligt hendes frustration som måtte melde sig i hendes stemme, inden hun igen vendte blikket mod ham, velvidende om, at hun nok aldrig nogensinde ville komme til at se ham. Det var en ting som var blevet hende frarøvet allerede for lang tid siden. At han beskrev hende som spændende, havde hun slet ikke hørt før, og.. det overraskede hende. En rødmen meldte sig i hendes kinder. ”Hvad er det der gør mig spændende..?” spurgte hun. Hun ville jo gerne vide, hvad han så i hende, selvom de kun lige havde mødt hinanden.

[Deleted]

Marcell følte et bånd skabes mellem dem jo mere de sad sammen og det var både en underlig og god følelse for ham, for han kunne godt lide at betro sig lidt til en anden, for det var faktisk direkte lettende for ham. En meget mærkelig følelse for den person han var, for hun skulle bare vide hvor meget hun gjorde ud af så lidt og med den person som hun var. For ham var hun jo faktisk allerede interessant og spændende, for han ville bestemt påstå at hun var det, specielt for ham der kom fra noget helt andet. Han ville derfor ikke behandle hende anderledes af andre, medmindre han vel egentligt kom til at behandle hende som mere end hvad han så i andre, for det synes han helt klart at hun sagtens kunne leve op til. Hun var så meget, som hun ikke kunne se og det var vel en del af det han skulle forsikre hende om, for at forhøje hendes livskvalitet, det var han sikker på i hvert fald… så var han da et skridt nærmere på at gøre hende glad! Han smilede let over hendes ord, ja de kunne vel ikke blive ved med at sidde og sige, at det var de glade for, så for nu så holdt han bare inde lige omkring det og fortsatte til det næste, for hun kom jo hurtigt med et nyt spørgsmål til ham. Vingerne var både en kæmpe del af ham, men endnu også et mysterium, for han forstod ikke hvordan folk dog kunne flyve med dem, for den teknik lå ham slet ikke nært ved hjerte eller noget… mon der fandtes andre engle end ham, der ikke kunne flyve? Måske hende, men så vidste han heller ikke hvem udover hende, der ikke kunne gøre brug af deres vinger, selvom vingerne ikke fejlede det mindste. Han tog en dyb vejrtrækning ved hendes spørgsmål, for kunne han fortælle hende det, uden at hun så ville rynke næsen alligevel og stadig være de ufordømmende væsen? "J-jeg er ikke oprindeligt født i lyset… må du forstå. Jeg var warlock og formskifter. Og jeg var stadig bare en knægt, da jeg måtte lægge mig for døden," svarede han hende yderst forsigtigt, for nu følte han jo faktisk at åbne op for en virkelig sårbar ting… og en ting som han heller ikke ønskede andre skulle høre, så han talte lavt og kun til hende. Så jo han var jo ganske vidst ung, for han var jo ikke blevet ældre i dødsriget som sådan, tiden var bare gået udenfor. Han så på hende, som hun snakkede videre og tog emnet op omkring hende igen, for hun var mere end andre, helt klart. "Dit væsen er langt mere tiltalende en de jeg har mødt på min vej… Du har allerede udvist kvaliteter, som mange mangler her i landet og derfor er du meget mere..." svarede han hende ærligt, for det var jo noget han mente, uanset om andre så ville være uenige i det. Han ønskede for hende at hun en dag skulle komme til at se og ville gøre det til en mission, at kunne vise det til hende en dag… vise hende hvordan verden egentligt så ud. "Det som gør dig spændende er… din naturlighed i dit væsen. Du er ufordømmende, accepterende. Måske kan du ikke se i bogstaveligste forstand, men det er som om du ser alt i et langt bredere perspektiv end hvad andre kan, der er mere snæversynede… Og det er en fantastisk egenskab at have. Du er rolig, udstråler et naturlig sødme, der gør… at du faktisk må være lige til at holde af," endte han til hende og rødmede selv. Godt hun ikke kunne se det!

[Deleted]

Syrena måtte i sandhed erkende, at hun virkelig godt kunne lide at snakke med Marcell, også fordi at han snakkede til hende, som havde hun været en ligemand, og det var noget som hun virkelig godt kunne lide. Han så hende som den hun var, og han dømte hende ikke, hvilket hun virkelig var glad for. Det var allerede noget fra start af, som fik hende til at smile langt mere naturligt, end hvad hun havde gjort igennem det sidste lange stykke tid. Selvom hun måske slet ikke kendte ham, så gjorde det hende virkelig intet. Hun ønskede faktisk at vide noget mere omkring ham, også fordi at det var noget som faktisk betød noget for hende, også hvis det var en mand som hun måske skulle komme til at se noget mere til? Det kunne jo godt være, i og med, at han var en engel. At vingerne ikke var en naturlig del af ham, som den mand han var født som, så vendte hun blikket tydeligt nysgerrigt i retningen af ham. At han havde rødder fra warlockerne, var noget som fik hende til at vende blikket opmærksomt i retningen af ham. Der havde vel været noget i ham, i og med, at nogen havde valgt at give ham en chance til? Hun sendte ham et let muntert smil. ”Noget må der jo have været i dig, eftersom nogle har valgt at give dig en chance til. Min mor er også født warlock, blev magiker og.. endte som engel, af hvad jeg har hørt,” fortalte hun. Hun havde et sted haft det ganske tæt ind på sit eget liv, så det var skam slet ikke fordi at det var noget som hun tog tungere end det. At han pludselig var den forsigtige, var noget som faktisk morede hende, for det havde været hende, for bare et øjeblik siden. ”Desuden lyder det ikke til, at det er noget som du er stolt af,” tilføjede hun måske en anelse spørgende, og denne gang selv en smule forsigtigt.
Syrens havde virkelig svært ved at stole på Marcells ord, også selvom hun efterhånden havde hørt det af så mange, så kendte hun ham ikke, og han kendte vel knapt nok hende til at kunne udtale sig om den slags? Hun vendte blikket stille mod ham. Hun havde virkelig ingen form for selvtillid når det kom til den slags, for der var ikke nogen som havde formået at banke det op for hende efter hun havde mistet det, da hun havde været ganske lille. I princippet.. havde hun aldrig rigtigt haft nogen selvtillid. ”Jamen… som hvad? Jeg har jo ikke ligefrem gjort noget.:” påpegede hun med en næsten forsigtig stemme, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at man kunne sige, at det var en løgn i den anden ende. Det gjorde hende.. ked af det, at folk altid skulle nævne det, og specielt når hun havde så svært ved at tro på det. Som han begyndte at remse op, måtte hendes kinder alligevel antage en tydelig rød kulør. Var det virkelig hvad han så? ”M-mener du virkelig alt det du siger..?” spurgte hun næsten forlegent. Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere.

[Deleted]

Marcell kunne fornemme at det åbnede sig mellem dem og han havde allerede fortalt hende mange ting, som normalt aldrig ville have fundet vej over hans læber og frem til en andens øre, for normalt holdt han alt for sig selv på nær de ting hvor man kunne sige, at de ikke kunne blive holdt imod ham. I og med hun ikke lød til at dømme ham på noget, så kunne han også tale med hende fuldstændigt som ligemænd, fordi de jo så på tingene på samme måde angående det fordømmende og faktisk havde de vel været enige i stort set alt, de havde snakket om. På den led følte han også, at han faktisk gerne ville lære hende at kende endnu bedre, for han følte et lille håb for faktisk at få… en veninde, en at tiltro sig til og en at snakke med om alt, han altid havde holdt til sig selv. Som engle, der ikke kunne flyve, kunne de slå sig sammen og faktisk begge to opnå noget, de ikke havde troet de kunne… ikke sandt? "Det er også hvad jeg holder mig i gang på… at der er noget i mig. Noget godt må det vel være, med den race jeg vågnede som," sagde han roligt til hende med et smil, hvor det faktisk var en betryggende tanke at hendes egen mor også havde været warlock, for så følte han sig alligevel ikke som det største udskud. Efterhånden var det nede til hans attitude og udstråling, der nok var hans største problem fra at komme ind i varmen hos de varme procianere. Han vædede let sine læber og så på hende, mens han tog en rolig vejrtrækning og pustede ud igen. "Jeg er ikke stolt af noget i mit tidligere liv," sagde han dæmpet, hvorefter han måtte lægge en hånd for sin mund af bar overraskelse over at have indrømmet det, for det var virkelig utroligt det var kommet over hans læber. Han sank en klump og slog blikket ned, mens han fornemmede at hun ikke troede på hans komplimenterende ord, selvom han faktisk mente dem som intet andet, for hun var et imponerende væsen i hans øjne. Han så op mod hende, da hun spurgte om han virkelig mente det og han måtte smile let skævt. Forsigtigt rakte han hen og tog hendes hånd, som han gav et lille klem; hvis hun trak sin hånd til sig, så lod han det være sådan, men ellers ville han holde fat i den. "Jeg mener det, Syrena. Hvert et ord."

[Deleted]

Selv for Syrena var det rart og ikke mindst betryggende, at hun bare.. følte at hun kunne snakke frit. Han forstod hende på et lidt andet grundlag end så mange andre gjorde, og de var jo trods alt også enige om stort set alting, hvilket uden tvivl var nogets om faktisk gjorde hende glad. Hun vendte blikket roligt i retningen af ham endnu en gang, også selvom hun intet kunne se. Så vidste hun, at han sad i den retning, og det var noget, som naturligvis også passede hende ganske fortrinligt. Hun nikkede. ”Der er noget godt i alle. Det har min mor altid sagt, og det samme siger min far. Er det fortjent, så får man en chance til i den ene eller den anden grad. Jeg er glad for at du fik en.. Ellers havde jeg aldrig mødt dig.” En rødmen steg hende omgående til kinderne. Hun var slet ikke vant til at snakke sådan med andre, så naturligvis, var det også noget som påvirkede hende i en temmelig stor grad efterhånden, og det var slet ikke noget, som hun kunne gøre noget ved. At han tog omkring hendes hånd, fik hende kun til at smile ganske let, for hun havde faktisk ikke noget imod det. Hun følte virkelig for alvor, at det her var en som hun kunne stole på, og derfor lod hun det skam også være sådan. ”Det lyder mig, som du har haft et hårdt liv, Marcell.. noget du har brug for at snakke om? Jeg kan måske ikke se, men jeg er rigtig god til at lytte,” forsøgte hun. Han fik det bare til at føles som.. var det normalt. Selvom hun måske havde svært ved at tro på han komplimenter, for hun kunne virkelig ikke se, hvad der var af noget særligt ved hende. Hun var afhængig af andres hjælp, som der var yderst få ting, som hun faktisk kunne gøre af sig selv, om det var noget som hun nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at tingene forholdt sig trods alt. Hun trak svagt på skuldrene og bed sig ganske svagt i læben. Det var ikke fordi at hun ikke var glad for det, for det var hun skam. Det var bare.. svært. ”Jeg finder det bare.. underligt, at folk siger, at de holder af mig, uden at kende mig.. Jeg er ikke en person som man ønsker at være sammen med, jeg kan ikke leve op til rollen som en kvinde. Jeg kan ikke gøre rent eller lave mad, når jeg ikke kan se, og jeg har brug for megen hjælp til bare.. små gøremål.. Det er frustrerende.. Der er ikke noget specielt ved mig, Marcell..” Ordene blev sagt, nok mere for at overbevise sig selv. Det var vel en form for beskyttelse for hende.

[Deleted]

Marcell måtte smile let for sig selv, for dette var uden tvivl noget som gik i en rigtig god retning og mere kunne han jo heller ikke bede om, for han var ganske vist fascineret af hendes væsen. Hun var anderledes på en virkelig god måde, end det han ellers havde mødt her i landet, for de havde jo begge noget med øjnene og det var måske det som skræmte folk mest? Hans øjne var grå og blanke, ikke til at skyde sig igennem på nogen måde… og i og med at hun var blind, så kunne hun jo heller ikke se og hendes øjne var også blanke på et plan, og det kunne procianere måske ikke lide? Han så roligt på hendes kønne ansigt, som hun faktisk stort set sad og kiggede i hans retning, så det var da altid noget. Hendes ord gjorde ham helt rundt på gulvet, for alt sammen var jo ting han slet ikke var vant til at høre; der var noget godt i ham… han havde gjort sig fortjent til noget, og hun var glad for at have mødt ham? "Så er jeg glad for jeg fik en chance mere…" sagde han ærligt, for hvis hun var glad for at have mødt ham, så var han faktisk også mere glad end han vel nogensinde havde følt sig i det hele taget? Han kunne se hendes let røde kinder, som han dog ikke kommenterede, for hun kunne jo trods alt ikke se hans, der var mindst ligeså røde. Han var ikke vant til at snakke sådan, sige sådanne komplimenter eller andet, så det hele var bare helt rundt på gulvet sammen med hende… men han kunne jo faktisk godt lide det. Da hun ikke trak sin hånd til sig, så blev han også ved med at holde omkring den, for den var fin og blød. "J-jeg vil snakke når… tiden e-er til det, jeg er ikke klar endnu… Men du skal være den første og eneste, der får hele min livshistorie at høre," svarede han hende roligt og håbede ikke hun tog det så tungt, men det var meget stort for ham de ting han havde sagt allerede… og han turde slet ikke røbe alt han havde gjort i sit tidligere liv, fordi han var vel selv skyld i det hele? Han vædede let sine læber, som hun nu så tvivlende ud overfor hans komplimenterende ord, men han mente dem jo fuldt ud! "Jeg mener også bare… du er lige til at holde af, fordi du har det væsen du har… Jeg kan da ikke se hvorfor du skal være dårligere end nogen andre, tvært i mod. Så pyt da med du ikke kan gøre alle de ting. Finder du en der virkelig elsker dig, så vil han også acceptere dig for den du er… fordi du er speciel."

[Deleted]

Det var ikke ofte, at Syrena mødte en mand, som hun bare kunne give sig til at snakke med. Alle kendte de følelsen og fornemmelsen af, at blive dømt for noget, som de slet ikke kunne gøre for. Hun havde ikke bedt om at blive blind, som han jo ikke havde bedt om det liv, som han havde fået, men ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun sendte ham et venligt smil. ”Det er jeg da glad for. Man skal omfavne de chancer som man nu får. Det er jo ikke til at vide, om det er den sidste, man nogensinde vil have,” fortalte hun med en ærlig stemme. Hånden lod hun mere end glædeligt ligge i hans, for det var slet ikke fordi at hun følte at der var noget ondt ved det, for.. han virkede jo sød nok. At hun ville blive den eneste og første, som ville få hans livshistorie at høre, var noget som kun fik smilet til at brede sig, for hun vidste at det måske var en grund en, i og med, at det ikke var noget som han var klar til at snakke om endnu. ”Når du føler dig klar, så skal du vide, at jeg vil lytte. Det kan altid være godt, at få tingene ud, end at gå rundt med det selv,” fortalte hun med et stille smil. Den røde farve, var ikke noget som hun vidste af. Hun vidste at hun var varm.. at hun følte, at hun kogte op indvendig, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var noget som hun kunne gøre noget som helst ved lige nu. Det var bare en.. effekt som han satte i hende, og hun følte et sted, at det var.. rart? Komplimenterne derimod, var noget som hun havde svært ved, for hun kunne virkelig ikke se noget som helst, som var spændende ved hende selv, og da slet ikke på denne her måde. Hun kunne ikke se, ingen mand vil da gifte sig med hende, for hun kunne på ingen måde, leve op til rollen som en rigtig og sand kvinde, og et sted, så nagede den hende virkelig som intet andet, for hun ønskede sig jo bare et normalt liv, ligesom alle andre, og det var vel heller ikke meget at forlange mere, var det? ”Du får det til at lyde så fint, men der er ikke nogen mand som vil kunne elske en som mig. Jeg kan tage tøj på om morgenen, og i ny og næ, stadig få det til at vende forkert. En mand skal arbejde.. og komme hjem og stå for alt det huslige, for det kan jeg jo heller ikke.. Det er der slet ikke nogen som vil og med tanke på kommende børn, som alle vil have.. Det er ham, som må tage sig af det meste.. Det kan jeg slet ikke yde dem..” mumlede hun dæmpet. Blikket faldt. Når hun tænkte på det, så gjorde det faktisk ondt på hende.

[Deleted]

Marcell havde aldrig i sit liv mødt en som han kunne snakke med på denne måde, så det var jo virkelig stort for ham på alle måder, og derfor ønskede han heller ikke at dømme hende, som hun jo ikke dømte ham. Hun kunne jo slet ikke gøre for det hun stod, hvor han nok i sidste ende selv var skyld i sit eget, hvis han selv skulle sige det, for det havde jo været ham hele vejen igennem da han havde været warlock, men det ønskede han at ændre på nu. "Ja, det skal man… og det gør jeg også," endte han roligt, for han tog jo denne nye chance til sig om ikke andet, omfavnede den og ønskede at gøre noget med den for en gangs skyld fremfor at falde tilbage i de samme gamle rammer. Han smilede let, som de stadig sad hånd i hånd, for hun virkede jo virkelig en sød pige. Der var bare noget helt specielt i hende som på en måde forbandt dem og derfor skulle hun også være den første til at høre hele hans livshistorie, når han følte sig klar om ikke andet. Og han håbede han kunne tø mere op hvis de mødtes igen og var lidt mere sammen, for han ville virkelig gerne se hende igen, det kunne han allerede mærke. "Det lyder godt," endte han roligt, for han var glad for hun gerne ville lytte når han var klar til det. Han smilede let, for det var en god følelse at se de røde kinder, som hun vel selv kun kunne mærke hun ville have, som en indre følelse i det indre. Han vidste godt hun nok ikke tog komplimenterne til sig så nemt, men mon ikke han kunne få hende til at tro på det efterhånden og så hun faktisk ville blive gladere og han monstro også kunne få klaret sin mission og få lov til at blive her på jorden igen? "Jeg er sikker på, der er en som ville kunne elske dig… Men det er bare sværere at finde ham," sagde han med et betryggende smil og trykkede let omkring hans hånd. Ud af øjenkrogen så han en anden mand, som måtte være den som havde ført hende hertil komme mod dem og han slap hende roligt. "Jeg tror din ledsager er på vej herhen… Så jeg må nok hellere… Men må jeg besøge dig? Og hvor kan jeg finde dig?" endte han.

[Deleted]

Det var ikke ofte at Syrena satte sig ned på denne måde, og bare førte en samtale med en fremmed mand, men lige Marcell, var typen som hun faktisk godt.. kunne lide. Han virkede hensynsfuld, også selvom hun vidste, at han forsøgte at gøre det, for at gøre hende glad, så var det bare en temmelig hård udfordring, for det var ikke bare noget som man gik hen og gjorde, og det var noget, som han tidsnok skulle finde ud af på den ene eller den anden måde. ”Det lyder i hvert fald sådan,” fortalte hun med en rolig stemme. Hun kunne i hvert fald fornemme på ham, at med hans tidligere liv, så forsøgte han om ikke andet, at gøre noget ved det, og det var noget som faktisk var hende det vigtigste. Tungen strøg hun let over sine læber, hvor hun blev siddende med hans hånd i sin. Det føles faktisk utrolig rart, hvis hun nu selv skulle sige det, men ikke fordi at hun lagde mere i det, end som så. ”Selvfølgelig. Du skal bare komme til mig, når du er klar for det. Meget kan jeg måske ikke, men lytte – det kan jeg,” sagde hun med en rolig stemme. Selvom de bevægede sig ind på komplimenterne, så vidste hun ,at hun havde rigtig mange ting imod sig, og det var noget som meget hurtigt kunne tage det livsmod fra hende, for hun regnede faktisk med, at hun ville leve alene, stort set resten af sit liv nu. Hun sukkede ganske let og rystede så stille på hovedet. Det var godt, at han havde troen på det, men det havde hun altså ikke helt. Hun havde jo hørt hvordan hendes brødre og søster, havde fundet sine, og kunne leve et normalt liv.. Der følte hun sig virkelig tilsidesat. ”Det frustrerer min far, at jeg ikke kan finde nogen, og er.. afvisende overfor dem. Dem som jeg til nu, har mødt, har kun gjort det for mit navn og min families penge. Til nu, synes det at det er en umulig opgave,” forklarede hun. At hendes ledsager var på vej, gjorde hende faktisk trist, men hun nikkede blot. ”Vi har også siddet her i et stykke tid nu. Selv… selvfølgelig må du det.. Slottet.. Tro det eller ikke, men ja.. Min far er landets kongelige rådgiver,” fortalte hun. Det kunne godt være, at Jason ikke var hendes biologiske, men han havde altid været hendes far, og ville for altid være det.”[/color] Hendes ord var dæmpet. Et sted bange for, at han ville dømme hende på det, ligesom alle andre?

[Deleted]

Marcell var glad for det var gået så nemt med at have snakket sammen med Syrena, for de havde jo faktisk fundet utroligt mange fælles ting og punkter, og ting de også kunne tage videre op næste gang om ikke andet, så han var jo kun glad for, at de et sted nærede tillid til hinanden selvom de var som fremmede for hinanden. Han ønskede at vise sig som et godt eksempel faktisk, fordi han var nu virkelig interesseret i at lære Syrena meget bedre at kende og ikke kun fordi det var en mission, men fordi hun gjorde et eller andet ved ham, som han aldrig havde oplevet før. Han bed sig let i læben og smilede skævt for sig selv, over at de bare sad hånd i hånd, for det var faktisk en rar følelse, som han heller ikke var vant til. "Det skal jeg nok… Lytte er også en af de største gaver," endte han roligt og nikkede let, for det mente han faktisk - det at blive lyttet til var også en stor ting for ham. Han trak vejret roligt og så på hende, for han vidste at hun kunne lytte til hans ord, men bare ikke tro på dem, og det var jo sådan set noget han skulle få hende til. Hun havde nok rigtigt mange ting imod sig, men han ville finde ting der kunne være med hende, så hun kunne få livsmodet tilbage og bare være glad for det hele og sin tilværelse. Han ønskede også at hun skulle finde en der kunne elske hende, for han fandt det ikke fair at det at være blind skulle være en så stor hindring om ikke andet. "Det er svært at være åben, det ved jeg fra mig selv… men du er kløgtig og jeg er sikker på, du har afvist dem alle af de rette grunde, specielt hvis de bare er ude efter penge," sagde han og rystede let på hovedet - opgivende - for det skulle da slet ikke handle om penge. Penge var selv noget han aldrig havde haft, og heller ikke noget han ville have i større mængder, for han ville da slet ikke kunne kapere det og styre det. Han syntes det var trist hendes ledsager var på vej allerede, men sådan måtte det vel være om ikke andet. "Ja det har vi… Det har været rigtig… dejligt at møde dig, Syrena. Jeg kommer forbi, før du aner det… På Slottet," sagde han med et smil og lænede sig let hen og kyssede hendes kind hurtigt, hvilket fik hans eget ansigt til at blive rødt af generthed. Han skubbede sig så op at stå og trådte tilbage. "Jeg tror ikke engang jeg ved hvad en kongelig rådgiver er… Men godt for ham, tror jeg?" sagde han dæmpet, for sandt var det jo, og han kunne derfor ikke dømme hende på det. "Vi ses," sagde han dæmpet og gik roligt væk, for ledsageren kom kun tættere på og det møde var han ikke klar til… men han var glad.

//Out.

[Deleted]

Det var bestemt ikke ofte, at Syrena faldt sådan til ro omkring en mand som hun faktisk ikke kendte det mindste til, andet end navn. Hun fandt det faktisk behageligt, at sidde der og snakke med ham.. Lytte om ikke andet, for det var noget af det, som hun faktisk følte, at hun var god til, hvis hun skulle være helt ærlig. Hun smilede let for sig selv. Hun kunne jo ikke lade være. Det var virkelig rart med en anden, som faktisk sad og gav hende ret i alt muligt, men også fordi at hun vidste, at hun havde hold i det. ”Det er en meget undervurderet gave, kan man vel sige,” sagde hun roligt og med et let trak på skuldrene. At dette møde, så skulle til at gå mod sin ende, var et sted noget som hun fandt trist, for hun kunne jo godt lide at snakke med ham. Selvom hun jo var kommet for at sidde lidt ved sin mors gravsted og bare.. snakke med hende, og føle, at hun var det tættere på ham, så var det jo tydeligt, at det ikke rigtigt var noget som ville komme til at ske for hende. ”For mit tilfælde, er rigtig mange ude efter de penge som min familie sidder på. Min far er jo som sagt kongelig rådgiver, så.. han har en del, kan man vel sige, og han har kun os, sine børn, at bruge dem på,” fortalte hun. Det var skam ikke fordi, at hun var ude på at fremstille sig selv, som en forkælet unge, for det ville hun ikke ligefrem påstå at hun var. At han gerne ville opsøge hende på slottet, var noget som faktisk fik hende til at smile for sig selv. ”I så fald, så vil jeg glæde mig, til at se dig igen, Marcell,” sagde hun oprigtigt. At han lænede sig frem og kyssede hendes kind, gav hende en underlig, men dog behagelig varme, som hun ikke ligefrem kunne sige, at hun havde oplevet tidligere, for hun var slet ikke vant til, at folk var sådan omkring hende. ”Pas nu på dig selv,” bad hun, da han rejste sig og gik. Hendes ledsager kom roligt hen til hende derefter. Uvidende om, hvad der egentlig var sket mens han havde været væk. Han hjalp hende roligt op på benene, hvor de derefter søgte tilbage i retningen af Casle of Light. For en gangs skyld, så smilte hun faktisk. Hun var i et underlig godt humør.

//Out