Friend or Foe?

[Deleted]

Paige slog et stort smil frem og slog sin troldstav en enkelt gang i jorden og en gylden cirkel skød ud fra hende langs jorden. Den udvidede sig til den nåede Angelo, hvor hans hænder blev fanget af usynlige hænder og løftede dem op i vejret og hev resten af hans krop med op, så han hang frit i luften en enkelt meter over jorden. ”Jeg begår mig ikke i begrænsninger” Sagde Paige køligt og slog en latter op, det var tydeligt at hun ikke havde hensigt i at holde sig tilbage og luften omkring den synes at gå i stykker og slå hak om sig selv, da hun hævede troldstaven og fjernede sine begrænsninger på magien der nu fik frit løb. Uden ord eller besværgelser bøjede Paige magien som var det intet andet end et stykke tang fra havbunden. Cirklen omkring dem skød en gylden mur op og afskar dem fra omverden, og da Paige endnu engang slog staven mod jorden blev Angelos arme tvunget bagud og derved blev hans brystkasse blottet for beskyttelse. Paige løftede stavens top mod hans bryst og blinkede til Angelo. ”Det er et enkelt lille snit, nu ikke være bange.” Sagde Paige med et grin og da hendes ord var talte brød magien ned i hans hud ved Angelos bryst, lige hvor hjertet ville banke og skilte den ad så blodet langsomt begyndte at flyde. Ikke voldsomt eller dødbringende, men nok til at fylde et lille cognacglas.. Det blod der flød sprang fra Angelos bryst og ind i staven og det sår han bar stoppede med at bløde og blev healet på et enkelt sekund. Paige førte staven fra den ene side af Angelo til den anden side, en stor bue over Angelo, og udtalte mange forskellige ord, der blev synes at tilføje flere kræfter til hendes magi. Paige hævede hånden over jorden og fra jorden voksede der en lille sølvskabt bælte, to sølvarmbånd og et sølvstykke til hovedet. Men deres klare sølvfarve blev snart ildrød og Paige drejede hovedet lidt på skrå. ”Det svir nok en smule” sagde hun advarende, men alligevel havde hendes stemme en klar undertone af at hun nød denne handling. De fire forskellige smykker smeltede til varmt og flydende bly der blev sendt på himmelfart. Op i skyernes mørke, hvor Paige sendte en mørk og en lys stråle fra henholdsvis sin troldstav og den frie hånd op imod dem, og flere lyn skød rundt da de ramte stykkerne og efterlod et kæmpe brag. Skyerne blev presset til side og efterlod et himmelbillede af en mand iført disse redskaber og bar mønstre på kroppen. Men Paige havde ikke advaret Angelo for ingen ting og snart kom det flydende sølv ned fra himlen, stadig ildrødt af varmen og kort over Angelos hoved gled det ned over hans hud. Brændende varmt smeltede det sig fast til hans krop og gled ned over hudoverfladen. Ned til hans liv, begge hans håndled og den der ville gøre mest ondt, hans pande, omkring hans hovedet og end af nakken til vingeledende. Men da de fandt hvile blev de faste og kølige, men havde efterladt Angelos krop med sviende baner af blottet og brændt hud. ”Sværger du, Angelo Justice Calonimá, troskab til mig, Paige Halliwell. Sværger du på dit liv at være min Knigt. Vil du beskytte mig og deraf få del i glemte styrker?” sagde Paige, selvom der kun var et enkelt svar på det, hvis magien skulle virke.

[Deleted]

Angelo havde ikke kræfter til at gøre noget, så da hun skød en cirkel ud, der bredte sig om ham, gjorde han ingen modstand, da han mærkede magien hive ham op i luften. Han hang blot slapt og med blikket mod hende. Han himlede let med øjnene. ”Du er godt klar over at du er en meget dramatisk kvinde ikke sandt?” spurgte han med et hævet bryn. Han kunne ikke se hvad alt dette var til for. Bare for at blære sig? Imponeret blev han ikke, tværtimod kun irriteret over at han skulle hives frem og tilbage og låses fast, som om hun frygtede at han skulle yde modstand, det orkede han ikke engang. Han så til, da de blev afskåret fra verden omkring dem og hans blik faldt på hende igen. Hans arme blev ført bagud, så hans brystkasse blev skudt frem. Han så på hende med et uforstående udtryk, men nåede ikke at svare før han fik svar på hvad hun mente. Han mærkede hvordan hans bryst kort blev skåret op, hvor blodet flød ned fra hans bryst og ind i den stav hun holdt om, hvor hans sår igen lukkede og healede sig som var intet hændt. Tænderne havde han kort bidt sammen og et gisp havde også forladt hans læber, men mere blev det ikke til. En uventet smerte. Han så til, da hun kom over til ham og bevægede staven fra den ene til den anden side, imens hun talte utydeligt og han fik ikke et eneste ord med. Han så nogle smykker komme frem, men de blev snart røde og for op i himlen, hvor lyn begyndte at brage ned fra himlen. Han kneb øjnene let sammen. Nu var han da lidt imponeret. Han havde ikke forstået hvad det var der ville gøre ondt, da hun advarede ham. Det vil sige, lige indtil han så det flydende stads flyve ned mod ham. Han så kort mod hende med opspilede øjne. ”Vent..!” Mere nåede han ikke at sige, før et smerteskrig forlod hans læber, da det flydende stads strøg ned over hans hud og brændte i hele hans krop. Hans øjne blev spilet op af smerte, hvor hans tænder var bidt hårdt sammen. Han mærkede det størkne og det brændte og føltes ubehageligt i hans hud. Han kunne knap fokusere, da hun begyndte at tale til ham. Han lyttede til hendes ord. Beskytte hende? Så han blev altså hendes lille kriger? Hvor irriterende. Og dog.. at indgå en pagt med en magiker som Paige, kunne næppe gøre det store. Hun var nok fra lyset, men hun havde vist sig at være anderledes, da hun ikke var blødsøden og naiv som de fleste derfra, hvilket gjorde at han godt kunne lide hende og han var nød til at tænke på fordelene. Han endte med at nikke. ”Ja.. jeg sværger,” lovede han med anstrengt stemme og dog højt nok til at det kunne høres.

[Deleted]

Paige forholdte sig ekstremt roligt selv da Angelo måtte slippe det smertefulde skrig væk, det eneste der forandrede sig på hendes mimik, var at hendes smil måske voksede en anelse ved hans smerte. Paige måtte også skjule en latter da det endelig gik op for Angelo hvad der kunne bringe smerte til ham, og synet af at bade hans krop i smeltet sølv var nok en af de værste former for smerte der kunne ske når man ikke havde andet end hud til at beskytte sig. Paige slog endnu engang staven imod jorden, før en varm og svag melodi forlod hendes strube. Paige var i den grad en type for sig selv, men snart afslørede smykkerne at det ikke var en sang, men en formular, der aktiverede noget i dem. For da Angelo svor sig til hende, hævede bølgerne sig på søens overflade. Som fangearme skød fire søjler af vand imod deres lille kuppel, hvor de trængte sig ind og skyllede ned over Angelo, men hvor dråbe der ramte Angelos krop, søgte mod hans skadede dele og begyndte at heale dem. Paige udtalte flere utydelige ord, der blev til ekko i vinden og små blå mønstre skar sig ind i smykkerne, men de standsede ikke op ved smykkernes kant. Den forsatte med at gro inde under Angelos hud, hvilke ville forsage mere smerte, der kun blev ulmet en smule ved den healing der blev Angelo tildelt – Paige ville trods alt ikke have sin Knight til at dø, så alligevel passede hun på ham. De slidte tøj Angelo havde på, der altså havde overlevet det smeltede sølv, smuldrede væk fra hans krop og Paige satte troldstaven fast i jorden foran hende og Angelo. Fra et klart lys fra stavens top, blev Angelos krop badet i en styrke fra mindst tusind mænd. En styrke der søgte ind i de tegn der var på hans hud og fik dem til at skinne som var han tatoveret med stjerne fra nattehimlen. Smykket omkring hans hovedet og vingeled, voksede en smule og snart var de fine smykker indgroet i Angelos hud og krop, hans nerver og hans knogler, som tusindvis af knive der skar i ham, havde det føltes at få sølvet til at faste sig i organisk materiale. Paige afsluttede lyset og tog sin kappe af og hang den om Angelos liv, hvor magien dog mere fik det til at ligne et slidt klæde alligevel, holdte det dog ved. Paige tog igen et fast greb omkring sin troldstav og gik et par skridt væk, brød cirklen, der sprang som et glas der blev slået i stykker og Angelos krop ville falde til jorden uden nogen form for støtte. Men Paige var ikke færdig, magien tog kun til og med en hurtigt omdrejning på hælen slyngede Paige en grøn stråle imod Angelo, der ville vække alle hans sanser hundrede procent, heale ham helt og give ham den styrke han engang besad, men alligevel ville den tvinge mere i ham. Der var intet valg, selvom det ville føles som om man ville sprænges forsatte denne formular med at tvinge flere kræfter ned i Angelo og mere styrke til hans krop og sind. Paige stoppede sin magi efter et par minutter med denne intense behandling og rettede sig op i en stolt holdning. De mange tegn og smykker på ham lyste blåt og Angelo havde fået en klar udstråling af mere magisk karakter og Paige nikkede kort. Hun slog staven i jorden og de sidste småskræmmer Angelo måtte besidde var væk, et hvert tegn på tortur var væk og Paige udtalte kort; ”Hvis du var så stærk som du påstod, så tag tre skridt i mod mig” velvidende at den mængde magi hun havde kylet nådeløst mod ham ville føles som ton omkring hans krop, så vidste hun stadig ikke hvor stærk han havde været – hvilke hun bar i baghovedet, det kunne vel meget muligt lade sig gøre at hun havde misfortolket hans styrke og han kunne storme hende, men hendes hovmod og arrogance tog over disse bekymringer ved hendes triumf med denne gamle magi, der forsat gav Angelo mere styrke, smidighed og snart ville selv små tegn på magi vise sig.

// Jeg tænker Angelo måske kan se således ud, det beskriver det vist meget godt  Udseende

[Deleted]

Smerten var næsten helt ulidelig og det sagde ikke så lidt for en mand der var blevet tortureret igennem hele hans liv. Angelo kunne tåle en del smerte, fordi hans krop var så hårdfør, men det smeltede sølv var noget der gjorde så ondt helt ind til marv og ben, hvor han følte at han skulle besvime, særligt fordi det brændte i hans hud og omkring hovedet. Han var dog for stædig til at besvime nu. Det kunne han ikke! Det måtte han ikke! Tænderne holdt han tæt sammen, selvom han af og til måtte skære tænder, fordi det gav et jag igennem hans krop af smerte. Han kunne ikke rigtig fokusere på andet omkring ham, end den smerte han følte, selvom en ny følelse skød ind over ham, da han blev ramt af vandet fra søen. Et sted føltes det helt lettende, da han kunne mærke at hans krop begyndte at heale … lige indtil nye smerter gik igennem ham, da det virkede til at sølvet spredte sig på hans krop og brændte længere ned over hans krop. Hvad pokker skete der?! At hans slidte bukser forsvandt og efterlod ham helt nøgen, lagde han ikke engang mærke til, og selv hvis han gjorde havde han næppe gjort noget ved det. Han var en flot mand af ydre og havde aldrig været blufærdig. Det var dog ikke det hans fokus hvilede på, men den underlige stikkende og smertende fornemmelsen, selvom hans krop snart blev brændende varm, da han mærkede hvordan det føltes at hans muskler voksede sig større, og kort følte han sig stærk som en okse, men samtidig med at han følte sig svag og udmattet. Han så ned af sig og lagde mærke til hvordan hans krop var tegnet ind i strålende tegn, der lyste op som sølv og stjerner. Tænderne bed han sammen, da han kunne mærke at nogle af mønstrene voksede, det i hans pande og ved hans vingeled og det føltes som knive der skar i hans hud, helt ind til marv og ben. Han vendte sine sorte øjne imod hende, selvom de var trætte og udmattede. Han mærkede hende binde sin kappe om hans liv, og det var først der at det gik op for ham at han var nøgen. Han så hende træde tilbage igen, hvor magien stoppede, cirklen der havde dannet en mur omkring dem, sprang som var det glas og han mærkede magien, som holdt ham oppe, give slip og han faldt direkte til jorden. Da han troede at det var slut, mærkede han noget ramme ham og han sad på knæ, med udskudt bryst, opspilede øjne og næsebor, da han mærkede hvordan alt blev tydeligere. Lydene, hørelsen, smagene, følelsen af græsset imod hans hud ved hans ben og han kunne se bitte små ting han aldrig havde lagt mærke til før. Han kunne mærke at smerten aftog, da han blev healet og han følte sig pludselig stærk … nej.. ti gange stærkere.. måske endda mere end det! Det føltes som om at han skulle springes af kraft, men hvor andre ville føle smerte, følte han … glæde. Han havde aldrig haft det bedre! Han faldt let til jorden, da hun stoppede, hvor han hostede ganske let. Da han åbnede øjnene, så han hvordan mærkerne måtte lyse blåt. Han blinkede med øjnene, da han kunne se hver fure i hans hud, og da han så mod græsset, kunne han se hver lille åre i bladet. Han sank, selvom han måtte tage sig til ørerne, da hun talte, fordi hendes stemme føltes som en rungen i hans hoved. Han kneb øjnene let sammen, som han så op imod hende. Han sank. Skulle han gå imod hende? Da han forsøgte at rejse sig, kom han ingen vegne, end ikke en millimeter, fordi hans krop føltes så tung som bly. Han prustede let. Det kunne ikke passe! Han bed tænderne sammen, kneb øjnene sammen og med al viljestyrke han besad i ham, kom han langsomt op at stå, selvom man kunne se hvor hårdt han kæmpede for det, da han blev helt rød i hovedet af anstrengelse. Han gav dog ikke op. Han nægtede! Han tog det første skridt imod hende, hvor hans mørke blik var stålfast, da han tog det næste. Han pustede sig op som en okse, da han tog det sidste skridt, hvor hans vejrtrækning var tung og hivende, da det udmattede ham.

[Deleted]

Sikke en glæde der fyldte Paige, en ubeskrivelig følelse af succes og enorm magt skylede ind over hendes, det var ikke enhver magiker – eller warlock, for den sags skyld, der kunne prale af det Paige havde formået her, men Paige var også så meget mere end blot det. Hendes blik studerede Angelo, hver blodårer på hans krop, der var synlig, fangede hendes blik, hun gjort note af den og forsatte ellers sit bliks vandring hen over Angelos krop. Tjekkede, at alt så ud som det skulle, at der ikke var efterladt et sår, et mærke, en svaghed der skulle kunne udnyttes. Da Angelo forsøgte at tage det første skridt men mislykkes var det tydeligt at Paige ikke havde misforstået noget, hun havde taget korrekt højde for hans styrke og fyldt ham til bristepunktet, med ny. De næste skridt vagte endnu mere stolthed over Paige, hvilke der tydeligt kunne ses i hendes øjne, der brændte intenst på Angelo. Den røde farve i Angelos hoved og det sidste skridt gjort at Paige nikkede kort og støttede sig mod sin troldstav der gravede sig et lille stykke ned i jorden under hendes vægt, da hun lod hele kroppen hvile mod den. Det ellers så normale livlige hår, hang trist og næsten dødt ned over hendes skulder og magien aftog omkring, for hvert sekund der gik og alligevel holdte hun ikke op med at føje mere styrke, mere magi ind i smykkerne på Angelo. Da det synes at Paige ikke havde mere styrke at give af, stoppede hun deres forbindelse med et klart hvidt skær fra hendes krop. Da lyset forsvandt, var der en ny kappe der lagde sig omkring Paige, men det lignede ikke Paige mere. Det var en gammel hvidhåret kvinde der stod foran Angelo. Rynket, slidt og næsten kun knogler var til at finde på hendes krop, før kappen sluttede sig omkring hende og skjulte hendes skikkelse inden under den. Som de begge stod og hev efter vejret var det Paige der først genvandt mere styrke og rettede sig lidt op, men med en ru stemme der dog stadig var mild begyndte hun; ”Giv dig tid til at finde ud af dine nye sanser. Find ud af hvad dine øjne nu kan vise dig og hvad dine sanser fortæller dig, om hvad dine øjne ikke kan se.” Det var tydeligt at selv denne bedrift trættede Paige, men alligevel genvandt hun mere styrke som blot sekunderne gik forbi. Snart hev hun hætten fra hovedet og en lille klar stjerne lyste, ved hendes ene tinding, og hendes hår legede igen med vinden, dog stadig hvidt. ”Jeg er skænket dig mere end du aner. Forestil dig e våben, forestil dig hvor og slå armstykkerne mod hinanden og det dukker frem, så solidt som du og jeg.” Sagde Paige med samme ru stemme. Hun holdte godt fast om sin troldstav og smilede til Angelo. ”Og inden du for ideer, så nej. Du kan ikke blot forestille dig et svær igennem mig. Eller noget andet våben for den sags skyld, husk på hvis magi det er, du låner” Sagde Paige og lagde tryk på det sidste ord. Det var muligvis ikke Paige egen styrke hun havde brugt, egne sanser hun havde ofret, men det var hendes magi hun havde lånt ham, hvilke gjort den stærkere og også mere farlig at lege med. ”Hvordan har du det?” Spurgte Paige og for første gang lød hun bekymret for ham. Hun vidste at han var healet fuldstændigt nu og snart ville smykkerne supplere hans udmattede krop med ny energi og kræfter, til trods for det eneste Paige voksede med var hendes krops udseende der blev mere ungdommeligt, og magien der kom mest langsomt til sig selv.

[Deleted]

Det var noget af en utrolig magi, som var blevet brugt og Angelo var alligevel blevet imponeret i sidste ende. Helt tung føltes hans krop, da han slet ikke var vant til at rumme så megen styrke. Tænk engang.. han havde indgået en pagt med en magiker og var blevet hendes lille ridder. Han havde svoret at beskytte hende, men mon han kunne løbe fra det løfte? Han anede ikke hvad der ville ske, hvis han prøvede, eller om han ville blive tvunget til at komme hende til undsætning, men noget sagde ham at det ville være dumt at bryde et løfte der var svoret med magi. Magi var ikke noget man skulle spøge med og Paige var tydeligvis ikke en ung nybegynder, men en erfaren kvinde. Hun var heller ikke den typiske magiker, hun var generelt ikke den typiske procianer og derfor havde han valgt at sværge sin troskab til hende. Han havde intet imod at have en stærk allierede, han havde lært at man ikke kunne klare sig selv alene, derfor var det på tide at han kom væk fra at være en enspænder og brugte sit liv på noget bedre end at komme af med sine aggressioner via vold. Ganske vidst ville han gerne have sin hævn over hans fader, men han vidste at han burde lære disse sanser at kende først. Hans sorte øjne faldt på hende, da et lysglimt dukkede op og det hele var ovre, men da han så på hende igen, var det ikke den samme, smukke Paige som han havde set på, men en gammel troldkvinde, der fik ham til at rynke let på næsen. Han lyttede nysgerrigt til hendes ord. Kunne han selv fremmane våben? Hendes lille påmindelse, fik ham til at smile køligt, inden han så ned mod sine arme, der begyndte at lyse isblå, hvor han gjorde som hun fortalte og slog armene imod hinanden. Et langsværd dukkede op i hans højre hånd, bredt og med et barberskarpt blad. Han smilede tilfredst og var tydeligt imponeret. Langsom vendte han sine sorte øjne imod hende. ”Det er ellers fristende at tage dit liv nu troldkvinde, men.. med hvad du har givet mig, lover jeg at stå ved mit løfte,” forsikrede han hende, som han svang sværdet rundt, der føltes som bly i hans hånd, da hans krop var udmattet efter den store opladning af magi. Han så langsomt hvordan sværdet gik op i røg, da han tænkte på at lade det forsvinde og han så roligt mod hende igen. ”Jeg kunne skam ikke have det bedre, til forskel fra dig,” svarede han med et selvsikkert smil om læberne. Hun så dog noget vag ud, sådan som hun lignede en gammel kone. Han var åbenbart ikke den eneste magien havde taget hårdt på. ”Men.. hvis jeg låner din magi.. bliver du så svækket, når jeg bruger den?” spurgte han og løftede let det ene øjenbryn. Han var lidt usikker på hvordan det hang sammen og hvordan de var forbundet.

[Deleted]

Paige kunne ikke undgå at slippe en klar latter da Angelo leverede hans friske kummentar om at det var fristene at tage hendes liv nu. Om end han så ville være det ikke muligt mere for ham at gøre hende ondt. Han ville ikke kunne skade nogen hvis Paige beordrede ham til aldrig at slå en igen, for magien og smykkerne ville stoppe ham i hans handlinger. ”Tro mig, ridder. Du ville ikke engang nå at fremmane et våben eller lægge dine hænder om min hals, før magien og smykkerne ville gøre dig lige så handlingssvag som en nyfødt baby.” Sagde Paige og genvandt lidt mere af sit yngre udseende. Det ville tage et par dage for Angelo at finde det fulde omfang af hans nye evner, hans speed, hans reflekser selv de magiske fordele ved smykkerne ville med intensiv træning være klar på måske en lille uge. Paige lo lidt for sig selv da Angelo hentydede til at hun ikke havde det godt – Hun havde det fantastisk, hendes magi var endnu engang lykkes og det var ikke alle der kunne blande ny og gammel magi. ”Jeg har det skam strålende.” forsikrede Paige og som sekunderne gik så var det kappen der blev mere slidt og mat i farverne og Paige krop der igen fik den stramme hud, fyldige former og de ungdommelige udseende tilbage, og som de sidste tegn på hendes rigtige alder forsvandt, blev kappen til støv i vinden – Det var nok også den vej Paige krop ville gå hvis hun ikke passede nok på i kampe eller situationer, hendes krop var trods alt mere en marionetdukke for magien end hendes egen. ”Jeg beklager.. Selvfølgelig kender du ikke nok til magien og så lige min magi endda.” begyndte Paige og blinkede til ham. ”Jeg har skænket dig styrken fra en mindre hær, og den magi du bruger tager på din egen styrke. Så jo mere styrke du bruger og udnytter, dets mere ’magi’ kan du bruge.” forklarede Paige. Det var hendes magi ja, men hun kunne stå på sidelinjen og holde i snoren imens Angelo kæmpede for hende. ”Så jeg må skuffe dig. Jeg bliver ikke svækket, jeg har depoter af magi der kan genoplade mig på sekunder.” Sagde Paige og smilede selvtilfredst over de røde læber. Men trods hendes ungdommelige udseende var tilbage stod hun stadig på samme måde, solidt op af troldstaven. Paige fremtryllede en lille flaske der indeholdte en klar væske, og hun drak det hele i et par mundfulde og hendes kræfter synes at vokse i takt med indholdet forsvandt fra flasken og ind i hendes mund. ”Jeg har mine tricks til at undgå magiens ellers høje priser.” Sagde Paige kækt til Angelo før hun lod holdningen rette sig helt op så staven igen kun var til pynt. ”Men så sød jeg nu er…” begyndte Paige og lagde kort hånden på sit bryst ved hendes hjerte. ”Så advarer jeg dig, igen.. Hold magien til et minimum. Du kender den ikke og det er kun til for at supplere og afvikle mulige bagholdsangreb på dig..” afsluttede hun kort. Han ville ikke kunne gøre stort brug af magien på nogen måde, anstrengelse ville nok dræbe ham, men at fremmane våben og få angreb mod hans ryg til at prale af, var intet problem.

[Deleted]

Paiges magi var uden tvivl stærk, hvilket Angelo skam også var imponeret over. Det var ikke hver dag at man så nogen med sådan en kraftig magi og det nærede han skam dyb respekt for. Han havde godt på fornemmelsen at han ikke ville kunne gøre hende ondt, når nu han var blevet hendes ridder, det ville i hvert fald være rimelig trist for hende, særligt fordi hun var blevet svækket en del af at bruge den.. hun lignede en gammel kone. Han smilede skævt og med den naturlige kulde. ”Nej se.. det tænkte jeg nok,” svarede han så og trak let på skuldrene. Det var så heller ikke fordi han ville slå hende ihjel, så hun havde intet at frygte, skulle han have kunnet gøre det. Han havde sværget hende troskab og at have en alliance fandt han ikke så dårligt igen. Han nikkede roligt med hovedet, da hun sagde at hun havde det strålende, hvis hun sagde det, troede han skam på hende. Det lå dog ikke i hans natur at hjælpe andre, så havde hun haft det dårligt, så måtte hun have fundet en anden til at hjælpe sig. Han lyttede opmærksomt, da hun begyndte at fortælle ham omkring magien, hvor han blot nikkede ganske let. Det var nu ikke fordi han havde håbet på at tage fra hendes energi, han havde nemlig fundet det dumt hvis det var hendes energi han havde taget på, da det sikkert ville kunne koste hende livet. ”Jeg forstår,” forklarede han, hvor han så hende finde en flaske frem, som hun valgte at drikke af og det så ud til at hun blev sig selv igen. Han smilede for sig selv. Hvis ikke det var hendes arrogance der tog livet af hende, så var det i hvert fald magien der gjorde det, nok hendes magi var stærk, det ville han skam give hende, men når alt kom til alt var hun et levende som alle andre, hun ville ikke kunne rumme hele jordens magi uden at det ville få alvorlige konsekvenser. Men han kunne være ligeglad, det var en chance hun måtte tage. Han havde heller ikke tid til at spekulere over hende, da han havde sine egne problemer og sit eget liv at få styr på. Det var på tide at han selv fik en stabil hverdag, at han blev til noget frem for var den skræmte knægt han altid havde været. ”Jeg skal nok prøve mig frem,” svarede han og lød selv en anelse arrogant, inden han roligt lagde armene over kors og så lettere alvorligt på hende. ”Men fortæl mig så, hvordan denne ridder-ting fungere, som jeg sagde, vil jeg ikke være din stik-i-rend-dreng, forvent ikke at jeg bliver din lille tjener, til gengæld vil jeg ikke have noget imod en alliance mellem os. Har du brug for hjælp, vil du altid kunne kontakte mig, som jeg håber det går den anden vej,” fortalte han. Det var vel en fair aftale? En alliance ville han sagtens kunne gå med til, ellers havde han heller ikke sværget til hende.

[Deleted]

Paige genvandt mere og mere af sin styrke og kort efter Angelo havde talt sine sidste ord havde Paige igen den stærke og urokkelige udstråling af magt, magi og arrogance. Hun rettede på nogle af de lange lokker, og også de fandt tilbage til den rolige og elegante gang i vindens stød. "Hvem er det nu, der lyder arrogant?" Sagde Paige med et drilsk grin og blinkede til ham. Hvad Paige ikke kunne blive enklaget for, hvis nogen fandt ud af dette sammenspil hun lige havde valgt at udfører. Et var at finde en fra 'mørket' fordi vedkommende var god af natur, et andet var så at hjælpe et væsen af 'mørket' der var så klar på at dræbe og træde på folk, som Angelo havde i sin udstråling. Men Paige var ligeglad, hun kunne tale for sin sag og ville i sidste ende nok også vinde da hun havde det med at bruge sin status i situationer hvor hun blev træt af endeløse ord, frem og tilbage. Hvornår Paige ville dø, vidste Paige ikke, men igen - hun havde taget det eventyr en gang før og var vendt tilbage, med større indsigt i magien end før, flere kræfter og hundrede, hvis ikke tusindsvis af hemmeligheder fra verden omkring dem, så hun kunne ikke lade være med at være lidt spændt på hvad døden så ville have i spil for hende, hvis døden fandt hende igen..? Paige måtte give Angelo lidt respekt - han havde overlevet og endda forholdsvis hurtigt reageret og taget sin første skridt i et flot tempo, hvilke kun gjort Paige mere sikker i sin sag og det fik hende også til at nikke bekræftende til Angelos sidste sætninger. En alliance imellem dem, kunne være noget der kunne vise sig utrolig godt. Især hvis de begge to endte med at stole på hinanden. "Som lovet - og jeg holder altid hvad jeg lover, så er du ikke min stik-i-rend-dreng. Jeg vil altid vide hvor du befinder dig, da du nu bærer min magi - du kan derimod sende tanker til mig, uanset hvor vi end måtte befinde os. Det amor du har fået, trods det ligner smykker, jeg ved det, kan ikke tages af før jeg tager min magi tilbage, men det vises kun til folk du vil have skal se det, eller hvis du aktivere magien i det.." Startede Paige op og hendes ord var tydelige og ærlige, igen vidste noget af hendes status sig i hendes ord at hun plegede at tiltale folk med en hvis... arrogance? Men ganske sandt, Angelo havde sin frie vilje, selvfølgelig inden for en hvis grænse, da Paige kunne lamme det gamle amor og derved også Angelo, men det var jo sagt tidligere så Paige følte ingen trang til at gentage sig selv.. Uden fjol, hån eller dril tog Paige igen ordret ibrug; "jeg ville heller ikke have noget imod en alliance.. Du kan måske hjælpe mig med nogle ting der kræver... finesse i det mørkere hjørne." Sagde Paige med en neutral stemme, men med øjne der brændte af planer, hemmeligheder og en smule håb..

[Deleted]

Ja stærk betvivlede Angelo skam ikke at Paige var, så hurtig som hun kom sig og gik fra en gammel kælling til den samme unge smukke kvinde, som hun havde lignet, da han var stået over for hende. Desværre havde han på fornemmelsen at den gamle kælling var hendes rigtige udseende, gammel var hun trods alt, men så igen, det var der jo så mange der var. Han selv var heller ikke ung, selvom han lignede det og han kunne ikke engang dø af alderdom, fordi han var et udødeligt magisk væsen. Et helligt væsen ville være for meget at sige, fordi han var den onde af racen, men han var stadig en engel. Han smilede til hendes ord. ”Arrogant er så meget sagt, jeg er bare en frygtelig selvsikker mand,” fortalte han sandfærdigt, hvor smilet også blev selvsikkert. Hans sorte øjne veg han ikke fra hendes nu smukke og unge ansigt, som han kort måtte studere. Ja hun var en smuk kvinde, og dog var hun magtfuld, så han havde på fornemmelsen at han ikke burde lægge sig ud med hende og det kunne han så heller ikke grundet den magi hun havde givet ham, men det gjorde ham intet, han havde intet imod en alliance, så havde han heller ikke nogen grund til at gøre hende ondt. Nok hun var fra lyset, men selv han kunne tydeligt se at hun ikke var som alle andre, hun var en der skilte sig ud og så havde hun lige hjulpet et mørkt væsen, så mon ikke de begge kunne få noget ud af det? Blikket gled mod hans krop. Mønstrene var noget han skulle vænne sig til. De var langsomt begyndt at falme, så det blålige lys forsvandt ind og efterlod hans krop til at blive helt … perfekt. Ingen ar sad længere på hans krop. Det var som om fortiden var blevet slettet, det var noget han næsten var hende helt taknemmelig for og dog.. arrene havde været en påmindelse om alt det hans fader havde gjort og hvorfor han ville have sin hævn, men med dem væk, kunne han for alvor starte forfra med en ny start og et nyt kapitel.
Han vendte atter blikket mod hende, hvor hendes ord faktisk måtte lette ham. Hun kunne trods alt havde snydt ham, men det gjorde hun ikke. At hun ville vide hvor han var henne alle døgnets timer, tog han ikke så tungt, det kunne trods alt komme ham til gavn skulle de lave en alliance. Han nikkede ganske roligt med hovedet og smilede lettere tilfredst. ”Det skal jeg huske,” svarede han. Han ville altid kunne kontakte hende og gik ud fra at det også gik sådan den anden vej, da hun allerede vidste hvor han befandt sig. Det ville blive ganske nyttigt, hvis de skulle arbejde sammen på en længere distance. Han løftede let det ene bryn i en nysgerrig mine til hendes tilføjelse. Han nikkede roligt. ”Det kan vi sagtens finde ud af, men du skal vide én ting: jeg vil kun gøre noget overdrevet og hjælpe til med missioner i mørket, hvis det kommer mig selv til gavn. Jeg gider ikke sætte livet på spil på en plan jeg ikke selv deler interesse i, jeg skulle nødig ende med regeringen på hovedet. Mit hjem er i Dvasias og det vil jeg gerne have at det forbliver. Men at være din lille spion, kan jeg vel godt være i ny og næ,” fortalte han og lød alvorlig og trak på skuldrene til sine sidste ord.

[Deleted]

Paige optog en ganske rolig gang i en cirkel omkring Angelo.. Studerede ham, hans udstråling og den måde hans krop nu reaherede på magien - utroligt! Det så faktisk ud til at hans krop optog den og ikke frastødte den trods den havde et udspring fra den lyse side. Det var blot endnu et bevis på at der ikke var 'mørk' eller 'lys' magi men at magi var et stort hav, det var brugeren af magien der besluttede hvordan de skulle vokse og tage form.. Paige var langt ovre de små detaljer om at de var fra hvert deres land, men i hendes stillingen var det nødvendigt at stå fast og sige man klart var fra lyset... selvom man så måske måtte føle, men var en god blandning af det hele, så galte det om ikke at sige det højt. Ved Angelos sidste ord, måtte Paige spille et grin op, efterfulgt af en, ja, kold latter. "Årh Angelo..." Startede hun op og hendes tonefald afslørede hendes morskab endnu mere.. Paige kunne i sidste ende betvinge ham til hendes vilje, men det var ikke derfor hun grinte eller slankede et øjnbryn for kun at øge mystikken i hendes blik. Hendes skridt blev mere flydende og det så ud som om hun svævede hen over græsset stadig i den samme cirkel omkring Angelo, som en høg der venter på at slå til mod sit bytte. "Hvornår har jeg hentydet til at det var dit land, der skulle snages i?" Afsluttede Paige og lod ordne hænge i luften, før hendes smil for alvor afslørede hun ikke blot planlagde imod Dvasias, men at selv Procias havde en rolle at spille i hendes spil. På intet tidspunkt havde Paige sagt, at det var Dvasias Angelo skulle luske rundt i.. "En stærk Dødsengel fra Dvasias, med rødder dybere til mørket end han måske selv er klar over.." Påbegyndte Paige endnu engang, og lagde sine tryk på ordne fantastisk til at udnerstrege hendes meninger. "Forestil dig at sådan en kan bryde ind på Procias slot? Måske endda tronsalen?" forsatte Paige og forsandt i en hvid røgsky og dukkede op bag Angelo. "Forestil dig mulighederne og den tiltro der tilfalder den person, som stopper dette væsen af mørket." Sagde Paige med en stemme der næsten sitrede af længsel efter at prøve sikkerheden af på Procias - og det var ingen hemmelighed at Paige synes de var for svage, så hvis det kunne lade sig gøre at bevise det og måske redde et par folk, ville det gøre det nemmere for Paige at tage visse tiltag for at beskytte det fristed det skulle repræsentere. Hun forsvandt igen og dukkede op kun en enkelt meter foran Angelo med øjne der lynede og en udstråling der næsten ikke kunne holdes tilbage.

[Deleted]

Angelo stod blot og stirrede irriteret frem for sig, da hun begyndte at grine og så derefter gå i en cirkel rundt om ham. Hun intimiderede ham ikke, hvor han nok var et større rovdyr end hvad hun nogensinde ville blive. Hun gemte sig bag sin magi, uden den var hun ingenting, og uden den ville han have vundet over hende til hver en tid, da hun på ingen måde havde noget at prale af fysisk, hvilket han ikke sagde fordi hun var kvinde, men fordi hun trænede det forkerte, nemlig magien. Hun var desuden ikke den eneste magtfulde magikyndig som var derude. Armene lagde han over kors, hvor han blot fortsatte med at stirre frem for sig, imens hun gav sig tiden til at åbne sin mund. Der skulle ikke meget til før han blev irriteret, han havde en kort lunte og det havde han alle dage haft. Hendes ord, gjorde ham dog en anelse forvirret, hvor han rynkede brynene og så mod hende. Hvis ikke det var hans land, ville hun så snage i sit eget? Det kunne han næsten ikke tro på og så alligevel.. hun var ingen normal kvinde fra lyset, så måske hun ikke havde helt ren mel i posen? Han fulgte hende nøje med blikket, hvad var det hun havde i tankerne? Var hun en forræder? Han havde lidt på fornemmelsen at hun spillede sit eget spil og ærligtalt? Han havde intet imod det. Det passede ham faktisk utrolig godt, for så var det ikke ensbetydende med at han skulle stille sig op imod hans eget land, som han havde troet til at starte med. Snart forsvandt hun og hans ny opvakte sanser opfangede hende hurtigt bag sig, hvor han så sig over skulderen. I forhold til før larmede hun jo nærmest som en elefant der trampede rundt, hvilket var noget han lige skulle vænne sig til. Da hendes sidste ord faldt, endte han med at stirre ud i luften. Hun ville bruge ham som lokkemad, selv fange ham og så få æren af det, men.. hvad handlede det præcist om? Hæder, respekt og ære? Eller lå der mere i det? Snart forsvandt hun og dukkede op foran ham, men han ænsede det ikke rigtig denne gang, da han pludselig stod i sine egne tanker. Han blinkede et par gange med øjnene, inden han så mod hende. ”Hvad er det du vil Paige? Gå op imod dit eget land? Eller sende mig i den visse død? Eller vil du bare bruge mig som lokkemad for at vinde ære og hæder, i vores eget nummer for at snyde fjolserne?” spurgte han, nej han var på ingen måde med i hendes tankegang, selvom han godt vidste hvad hun hentydede til. Han lagde hovedet let på skrå. ”Hvis side er du egentlig på?” spurgte han så, da hun var begyndt at gøre ham nysgerrig. Måske hun bare var neutral? Og dog ville han næsten mene at hendes tankegang var mere mørk end lys.

[Deleted]

Paige så ikke ud af meget, hendes førstevalg i kamp var magi, hendes andet valg var også magi men man skulle aldrig skue hunden på hårene. For Paige kunne svinge et svær og kaste et spyd over mils afstand, uden hjælp fra magien. En magiker var stærkest på afstand, så Paige havde forøget hendes styrke selv i tæt kamp. Hun ville muligt ikke kunne slå ihjel i nærkamp, men hun ville kunne lamme uden problemer og komme på afstand og gøre sit bedste. Paige forholdte sig roligt, ganske roligt - Ikke var det til at mærke på hende at hun lige havde foreslået at Angelo skulle hjælpe hende med at gå imod Procias, for at vinde Paige en mere.. Permenent status i landet.. Elanya havde i sin tid tildelt hende status som Hertuginde over landet - hvilke Paige havde sagt ja til, men kun fordi de var så gode veninder at det nok mere var en tjeneste end ære Paige gjort det. Men nu hvor landet vaklede og kun lige var ved at vende sig mod vækst igen, så ville Paige gøre sit for at sætte de stærke forest og sørger for at der ikke kunne falde flere angreb hen over Procias slot eller landets grænser. Paige blinkede til Angelo og forsatte roligt hendes gang omkring ham, hvor hendes skridt kun lige snittede de græsstrå der måtte bøje ganske svagt før Paige igen var videre med næste skridt. "Mine hensigter er mine egne. Men jeg ville ikke komme med udspillet hvis det skulle skade dig.. Jeg agter blot at pårvise min pointe overfor visse lidt for stædige børn." Sagde Paige ganske køligt og afslørede den tydeligt mistro der var til visse folk i Procias. Paige havde intet imod Gabriel, men nok mere fordi hans mor var den hun var, men dronningen af landet var noget Paige havde et større problem med og derved måtte problemet også grå sig resten af den regerende familie i Procias. "Du kommer ikke tilskade, dødeligt i hvert fald - Det skal jo være realistisk. Men jeg kan love dig at du højst kommer til at lide under fangekælderen i en enkelt nat eller to, før du kan gå ud af døren." Sagde Paige og smilede glad til hendes egne planer. Paige kiggede på Angelo og kunne ikke lade være med at komme med et grin. "Jeg sagde jo, jeg er ikke den almindlige magikyndige. Mørket og lyset er ikke min vej. De er så svage når de er opdelt." Sagde hun roligt og slankede det ene øjnbryn. Paige ville man aldrig kunne regne ud, for hun kunne vende på en hæl og ændre holdninger eller handling på ingen tid, men havde man hendes ord så var det som skrevet i stjernerne, hun ville holde det. 

[Deleted]

Jo mere tid Angelo brugte med Paige, desto bedre indsigt fik han i hende og jo mere indsigt han fik i hende, desto bedre kunne han lide hende. Hun var ikke som den normale Procianer var nu til dags. Man måtte sige at de var blevet bløde, men på den anden side, det havde de jo alle dage været. De var mere eller mindre pacifister hele bundtet, med visse undtag naturligvis, men de gik ikke ind for krig som sådan og havde alle dage kun forsvaret sig. Han var også sikker på at det kom an på hvilken regering man havde, havde man de naive, godtroende regenter, så ville der ikke ske meget i landets militær, fik man én som var lidt mere hårdfør og en kriger, så var han sikker på at landet så anderledes ud, desværre var det bare aldrig den type som kom på i landet. Han var sikker på at landet ville få ordentlig fremgang, kom en type som Paige på tronen … og dog, han var usikker på hvor godt hun ville udnytte den magt hun fik, da han næsten ville tro at den ville stige hende til hovedet, så hun mere udnyttede den til sig selv frem for landet, men det kunne han ikke vide med sikkerhed, for han kendte hende ikke så godt.
Han holdt armene over kors og lagde hovedet let på skrå til hendes ord, som han lyttede interesseret og nysgerrigt til. Han stolede skam på hende, da hun virkede til at være bekymret for ham, nu hvor han stod som hendes ridder, så han var skam sikker på at hun ville beskytte ham, ligesom det gik den anden vej – det var en del af aftalen. Han var dog forundret over at vide at hun ville angribe Procias … eller få ham til det også selv være heltinden. Men at hun ville gå imod landet, kom bag på ham, selvom det kun igen beviste at hun ikke var som de andre. Han smilede et skævt smil. ”Jeg stoler skam på dig.. men fortæl mig Paige.. hvorfor vil du gå imod Procias?” pressede han på, da han ikke forstod hende. Hun var selv et lyst væsen, boede tilmed i Procias, nok hun ikke decideret var lys af opførsel, men man var vel patriot til det land man hørte til? Han var godt nok kun for nyligt flyttet til Dvasias, så han anså det ikke helt for at være sit hjem endnu. Han løftede et bryn, da hun begyndte at grine af ham, selvom hendes ord … ja, de vakte tanker i ham. Hun havde ret i sine ord, hvilket han ikke kunne benægte, selvom det først var nu at det for alvor gik op for ham. Han endte med at trække på smilebåndet og så mod hende igen, efter at have set mod jorden. ”Jeg kan lide dig Paige.. du er en stærk og intelligent kvinde, men man kan vel heller ikke forvente andet med en alder som din,” svarede han med et dristigt smil.

[Deleted]

"Du høre ikke efter, Angelo.. Jeg har ikke sagt, at jeg vil gå imod Procias. Men disse tider kræver en handling af mere..." Startede Paige op, og så ud som om hun rent faktisk ikke vidste hvad hun skulle sige. Søgene efter ord og begrebet lod hun blikket glide mod den himmel der var dækket af et lag af skyer. "Af mere fremtræden karakter." afsluttede hun men holdte stadig blikket mod himlen. Paige havde tit i sine unge dage, brugt uger på at stirrer imod stjernerne, hun ønskede sig langt væk for at kunne være hos dem, men disse tider var der desværre ikke meget tid til dagdrømme og fantasier. Paige udstråling søgte imod skyerne, hvor de blev presset til side og tillod man svagt kunne skimte stjerne bag et tyndt skydække. "Men jeg gav et løfte." Sagde Paige ganske kort, næsten en hvisken og en stemme der afslørede et kort flygt i hendes tanker og at hun ikke var på vagt som hun ellers havde været før. Men den fraværende Paige vendte stræks brænde øjne tilbage på Angelo og slankede et øjnbryn og lagde de lange slanke arme over kors, ved hans bemærkning omkring hendes alder. "Du har ret, jeg er stærk og intelligent..." Sagde Paige og blinkede til ham. Hun optog en gang ind mod ham, hvor hun roligt kærtegnede hans kind med en næsten moderlig berøring. "Jeg har ganske vist også endel år bag mig." Sagde hun roligt og lod hendes blik søge ind i det mørke hav hans øjne var. Sikke en endeløs mulighed at stirrer ind i dem, glemme verden omkring sig og bare hengive sig til hans stærke krop. Hun førte hendes hånd igennem hans hår og let hen over sølvsmykket og lagde hovedet på skrå. "Men ungdommen er en flygtig ting." Afsluttede hun kort før hun skulle til at trække sig væk fra Angelo igen.