Friend or Foe?

[Deleted]

Paiges tilbud om at få hævn, var skam noget der fristede Angelo, der var bare flere faktorer der spillede ind og som lod ham overveje det frem for at give sig hen til det. Det var nemlig en sag mellem ham og hans far, alene, ingen andre var indblandet i det, og hvilken mand var han, hvis han lod en anden slå manden ihjel for ham? Det ville han ikke få sin hævn af, den søde hævn ville være bedst, hvis han kunne tage den alene ved at overmande sin fader i en fair kamp og slå ham ihjel. Desværre vidste han bare hvor stærk hans fader var, han var nok det ældste væsen han kendte til, manden var tilmed søn af Dødsguden, Azrael, ham selv, hvilket gjorde at han selv havde Dødsguden som bedstefar, en tosset tanke som han aldrig havde sagt højt, da folk nødig skulle stemple ham som sindssyg, desuden vidste han ikke om det passede eller om det bare var noget hans fader havde bildt ham ind, det var trods alt svært at sige. Det var ikke fordi det havde givet ham nogen særlig evner, det var ikke fordi han var ekstra stærk, så om det bare var løgn og latin, ja det kunne han næsten tro. Hans sorte øjne faldt til hendes skikkelse med et naturligt køligt skær i sig, som hun nærmede sig ham ved at gå på sine små kraftfelter. Han trak skævt på den ene mundvig, så hans smil næsten kunne se grumt ud. ”Jeg betvivler skam ikke din styrke og dine evner Paige, de overgår sikkert manges forstand, men jeg ved at arrogance kan føre til hovmod, og hovmod kan få én slået ihjel,” svarede han sandfærdigt, han havde nemlig altid selv været arrogant, fundet sig selv som den stærkeste og bedste, havde undervurderet andre og selvom han aldrig havde tabt, vidste han at det var en frygtelig dum tankegang, derfor kastede han sig heller ikke bare ud i kamp med denne kvinde, som han nok ville have gjort for et århundrede tilbage, men tiden havde ændret ham en del.
Øjnene kneb han sammen, imens han bed tænderne fast sammen, da hun spurgte om han var bange for hans fader, hvilket vækkede en vrede og afsky i ham. ”Jeg er ikke bange for ham! Jeg vil ikke lade en overilet handling lade min hævn passere! Jeg er ligeglad med om jeg så skal vente år på at få min hævn, for jeg skal nok få den!” bed han hende af og var tydeligt målbevidst og bestemt omkring dette. Det var ham et ømt punkt, han havde nemlig levet under sin faders tyranni … ja så længe han havde levet, netop fordi han altid havde frygtet manden, men det var slut nu! Han var en fri mand og han ville dø som én! Men han håbede bestemt at han kunne tage sin fader med i faldet! Han brummede let, som han så bort fra hende og betragtede omgivelserne for en kort stund, hvor han igen faldt til ro. ”Det hele er kompliceret,” mumlede han, inden han roligt vendte blikket mod hende igen, hvor det igen bar et køligt skær, „jeg har ingen plan indtil videre, jeg er kommet tilbage fra et helt århundrede i fangenskab for kun nogle uger siden, jeg er i gang med en genvinde min styrke og når jeg har, så vil jeg have min hævn. Men siden du forslår et samarbejde, hvor ser du så dig selv henne ifølge planen?”

[Deleted]

Paige fandt sig desværre hurtigt tømt for toldmodighed og denne dans imellem hvad der skulle gøres var ikke noget der hjalp hendes flugtige sind. Men da Angelo endte med at bide efter hende da hun kummenterede frygten for hans egen far, sprang der et smil hen over hendes læber. Sikke et had, sikke en målbevist tanke - Det var noget Paige kunne respektere, det var noget hun var villig til at arbejde med, så kunne hun o hvert fald slukke frygten for hans far og måske vinde en allirede eller mere?? Hun standsede op i sin gang og studere ham roligt, lod blikekt glide flygtigt ned til vandkanten ved hans mave og ellers op til hans blik igen, før hun lagde en hånd under kinden og hendes pegefinger lagde sig støttende til hendes ansigt. "Livet er kompliceret - Men hvis man kan knække eller fjerne de mange komplikationer, så er det hele meget simpelt." Sagde Paige mystisk og hendes øjne brændte med en gnist af magi. En flamme der kun synes at tage til i sin kraft. "Der er mange veje at gå. Spørgsmålet er, hvor langt du er villig til at gå, for din hævn..." Sagde Paige roligt og spredte armene ud til siden og tog et par skridt ind imod ham og kræftfelterne forsvandt da hun igen kunne bunde og hun lagde den ene hånd på hans skulder og så ham direkte i øjne. "Hvad vil du gøre og hvad vil du ikke gøre? Vil du tage imod en magikers healing? Vil du tage imod.... Gaver, fra en der har ophold i lyset?" Sagde hun og havde holdt en kort pause, at velsigne et mørk væsen med en gave fra lyset ville være noget utrolig magtfuldt at kunne gøre, men hvorfor ikke gøre det? Det var jo målet der galt. Paige gik elegant om bag ham og lod hånden strejfe hen over hans vinger som hun beundrede før hun stopepde op på den anden side af Angelo. Paige lagde den venstre hånd på hans skulder og løftede højer hånd ud over vandet. "Jeg kan give dig din styrke igen og mere til. Jeg kan velsigne dig med en gammel magi der er glemt, og som selv din fader ikke ville kende til." Startede Paige før magien sprang fra hendes hånd der var rettet ud over vandet. Vandet blev kastet op i luften og da støvregnen skulle til at falde blev malet et bilelde i det, svagt men tydligt nok. Det var en mand, en engel der var dækket i skygger, men hans hud bar et mønster der startede ved hans vinger og gik ud over armene, brystet, maven, ryggen og bene. Han sloges med mange modstandere men hver gang han fik et slag healede det på få sekunder. "Jeg kan lade dig danse så tæt med døden som selv du ikke har prøvet før... så tæt at du kan hive ham ned over dine modstandere istedet for dig selv." sagde Paige roligt og det blev tydligt, at hun havde lavet mange aftaler der bandt både mænd og kvinder til hendes magi - Det var vel ikke forsjovt hun også var blevet kaldt troldkælling.. Vandet flød op fra overfladen og billede blev klare som Paige tilsatte mere magi og snart lignede det Angelo der bar disse mærker og besad enorm styrke. Hun forholdte sig i ro før hun igen rettede blikket mod Angelo, afventede på hans reaktion til hendes foreslag.

[Deleted]

Angelo betragtede hende med det sædvanlige kølige blik, der faldt ham frygtelig naturligt. Det var længe siden at han sidst havde været i sit es, men han skulle nok genvinde sine kræfter og blive lige så grum som han havde været før. Han agtede skam at få sin hævn over sin fader, men han vidste at det ikke var let og derfor så vidste han at det skulle planlægges nøje, og det ville sikkert ikke engang gå efter planen, så man skulle også have en nødplan og gik det ikke, så skulle han kunne improvisere og derfor gjaldt det hele tiden om at være et træk foran, hvis ikke man var det, så tabte man kampen og det havde han altså ingen intentioner om!
At der så skulle komme et væsen fra lyset og tilbyde ham en hjælp, det var svært at skulle modstå, men han kunne ikke lade vær med at have i baghovedet at det kunne være en fælde eller at der kunne komme et tilbageslag. Han stolede ikke en meter på Paige, havde ingen grund til dette, som omvendt, de var nok ikke decideret fjender, men de var heller ikke på samme side. Hun nedkæmpede ondskab og.. ja han var vel ondskaben? Det var hvad han var blevet opdraget til, med hårdhånd uden kærlighed og varme følelser. Han var en skygge af sin egen fader, skabt og formet i hans hænder og som man sagde æblet falder ikke langt fra træet, hvilket det bestemt ikke gjorde i dette tilfælde! Han nikkede medgivende til hendes ord. ”Ethvert problem kan fjernes, det gælder bare om at finde løsningen,” medgav han roligt. Han lyttede til hendes ord, selvom han forblev tavs uden at svare med det samme. Han stod nemlig og overvejede hvor langt han egentlig ville gå. Engang ville han have sagt Alt. Hvad som helst, men han var blevet klogere end dengang, han var ikke en dum, uforsigtig knægt længere, han vidste at valg havde konsekvenser og ikke mindst at alt havde sin pris, endnu en grund til at han ikke stolede på hende. Tavs blev han, da han mærkede hendes hånd strejfe hans vinger og han trak dem omgående ind til kroppen og vendte sig imod hende, så de kom udenfor hendes rækkevidde. Han stolede ikke længere på folk til at lade dem røre dem, og med god grund, vingerne var en engels ømmeste punkt, naturligvis gik fjenden efter dem. Når først en engel mistede sine vinger, havde de mistet mange af sine fordele og var ikke meget værd. Det var også grunden til at hans fader altid havde trænet hans fysik, så han kunne slå fra sig i nærkamp.
Han lyttede til hendes ord, der skam lød frygtelig fristende, da han så vandet skyde op i luften og danne et billede, kunne han ikke tage sine sorte øjne fra det. Han vendte blikket mod hende og væk fra billede, da hun havde talt færdigt og han så vurderende på hende. ”Og hvad er så prisen for sådan en gave? Hvad er der i det for dig? For jeg kan fortælle dig, at jeg ikke skal bindes til nogen magisk kontrakt jeg ikke kan slippe ud af, jeg skal ikke være din køter og jeg skal under ingen omstændigheder være din slave!” svarede han brysk, hvor der var stor foragt i hans stemme da han nævnte slavedelen og med god grund, han havde levet som slave i et helt århundrede. Han var endelig en fri mand. Fri. Det havde han kæmpet for siden han havde været lille, og hans frihed betød langt mere for ham end hans hævn! Og det gik derfor op for ham at han ikke var villig til at gøre hvad som helst eller alt for at få sin hævn over sin fader. Han betragtede hende med skepsis og alligevel afventende for svar, da dette var vigtigt for ham. Han ønskede ikke at skyde hendes tilbud i sænk og dette var også tydeligt, men det var også tydeligt at han ikke gik med på bekostninger der kom til at koste ham dyrt i sidste ende.

[Deleted]

Paige gned et par finger mod hendes pande. "Sikke dog en mistillid i disse dage" mumlede hun kort og lod hånden passere igennem fugtige hår, før hun vendte blikket mod billedet. Hun knipsede med to fingre og bilelde forsvandt fra vandets overflade, og vandet strøg fra sin plads ned i søens flod igen. Paige havde allerede sagt sin pris, hun ville blot være med i acten, være tilstede når han skulle tage sin hævn og alligevel ville Angelo have mere og endnu mere sikkerhed for at Paige ikke ville bundefange ham igen - Men det var dog noget Paige ikke kunne skjule et smil over, for måske var det også en plan? Selv havde Paige ikke gjort sig nogen tanker omkring Angelo's pris, hun var mere interesseret i hans fader og det var egentlig ham der var prisen for hendes hjælp. Paige træk hånden tilsig da Angelo vendte fronten mod hende, men kun for at placere den over hans hjerte og lod deres blikke mødes på ny. "Min pris for min gave er at være tilstede når du tager hævnen og at jeg kan tage hans krop med mig, når det er slut." Sagde Paige roligt og smilte som snakkede de om hundevalpe istedet for mord og hævn. Det var ikke til at finde ud af hvor Paige stod, Elanya havde prøvet hele sin leve tid, Gabriel prøvede også, selv hendes egne tanker stillede til tider spørgsmåltegn ved det Paige gjort og de tanker hun selv måtte opstille.. "Men magien er ikke uden forbehold.. Du vil blive min.. Ja, min ridder så at sige." Sagde Paige og det var ganske sandt, denne magi blev givet i gamle tider hvor magikere havde ridder til at klare deres kampe.. "Magien vil blive endel af din krop og vil i stressede situationer også kunne få din krop til at reagere hvis du ikke selv har opdaget faren." Sagde Paige og fastholdte det varme og mystiske smil i både øjne og på de røde læber. Paige viste det var at gamble, denne magi var fra slavernes tid og var egentlig startet deraf, men der var lagt mere frihed oveni og nu var det som at have en sladderhank på kroppen der gav en, en masse ny styrke, healede en og advarrede en hvis der skulle ske noget.. "Min pris er mere end generøs, skulle jeg mene." Sagde Paige og gik et par skridt væk fra Angelo og stod med ryggen til ham, kun for at skjule det mystiske blik der flammede op..

[Deleted]

Angelo hørte godt hendes lille mumlen, da hun stod tæt nok på ham. Dette fik ham til at fnyse og vende hovedet bort. Altid havde han været skeptisk. Han havde aldrig stolet på nogen og hvem kunne man også stole på hundred procent? Kun sig selv! Selv hans familie havde vendt sig imod ham fra barnsben. Hans halvsøster havde altid hadet ham, hun havde ønsket ham død fra den dag han var blevet født, hans fader havde torturet ham, voldtaget ham og taget alt fra ham, og hans moder var død i barselssengen og mon ikke hun også hadede ham for det? Han havde aldrig lært at stole på nogen. Han var altid den som dobbeltkrydsede de andre, før de kunne snyde ham. Han havde al god grund til at være skeptisk og så længe Paige bar sit mystiske skær i hendes øjne, så tog han hende for at være en svindler, og hvis ikke en svindler, så en kvinde med bagtanker, hun var ikke dum og hun var ikke svag, hvilket gjorde hende farlig. Han vendte kort blikket mod hendes hånd, da hun lagde den imod hans bryst, inden han så tilbage i hendes øjne med sine egne sorte. Han slog kort blikket ned igen, da hun udtalte hvad hun ville have. ”Hvad vil du med hans krop?” spurgte han en anelse usikkert. Nok han hadede manden, men.. det var trods alt hans fader. Hans mine blev hård igen, da hun sagde at han ville blive hendes. Han fnøs kortfattet. Det var sikkert en fantastisk gave at få af hende, derfor var det naturligvis fristende, men.. han var ikke sikker på at han kunne betale prisen. Han bed sig selv i indersiden af kinden, inden han med et vredt fnys vendte sig om og gik mod bredden, inden han gik helt op. Fuldstændig blottet stod han, men det tog han sig ikke af, da han ikke var blufærdig. Han gik over til træet, hvor han havde lagt sit tøj, eller snarere gamle pjalter. Han trak i de slidte hullede bukser, inden han trak den slidte kappe på. Det var skam ikke hende han var sur på, for et sted værdsatte han skam hendes forsøg på hjælp, men han var sur på sig selv, fordi han nu var i tvivl. Han strøg en hånd igennem de korte lokker, inden han vendte sig om og så imod hende. Han gik hen til bredden, hvor han stoppede et par meter derfra, hvor han satte sig ned. ”Jeg gider ikke blive din lille stik-i-rend-dreng. Jeg gider ikke miste min frihed, du aner ikke hvor længe jeg har kæmpet for at få den. Og så er der et simpelt faktum; jeg ejes ikke af nogen! Og det skal der bestemt heller ikke laves om på! Så hvis det er prisen, så nej tak,” svarede han fast og lettere afvisende, som han endte med at lægge sig ned i det våde græs og stirrede op på nattehimlen. Han sukkede tungt. Det var sikkert dumt at sige nej til sådan en gave, særligt fordi han kunne høre at det ikke bare var ingenting. Han ville gerne have den, ville gerne tage imod hendes hjælp, men ikke hvis det var på bekostning af hans frihed, han nægtede at skulle dukke op så snart hun kaldte på ham, fordi han havde været så dum at binde sig til hende. Han nægtede!

[Deleted]

Paige rystede roligt på hovedet før hun vendte ryggen til Angelo og lod ham klæde sig på i fred - Alt der havde været charmende omkring denne herrer var i løbet af et split sekund forsvundet fra hendes sind da han fnyste af hende. Meget ville hun gerne finde sig i, men lige den form for fornærmelse var noget der ikke skulle eller kunne gå forbi Paige uden det ville få en ellers anden form for konsekvens. "Hvad jeg vil med kroppen, det er min sag og ikke din - Hvad er problemet da?" Sagde Paige hårdt og lagde tryk på det sidste i sætningen.. Hvad var Angelo's problem? Ville han have den hævn eller ville han ikke? Gøede han virkelig højere end han havde kræfter til at understøtte? Paige sukkede og gik roligt op af vandet, hvor alt der var vådt på hende klistrede sig tæt ind til hendes slanke figur, før en varme strøg ud fra hende og med et par øjeblikke var hende tøj, hår og hud tør igen, de lange lokker der hurtigt fandt vindens leg uimodståelig og dansede med. "Jeg har på intet tidspunkt sagt du bliver min slave? At være min ridder betyder at du tager på MINE kræfter istedet for dine egne og kæmper en kamp jeg også gerne ser kæmpet!" Sagde Paige hårdt og irrteret før hun lagde armene over kors og lod blikekt vandre hen over himlen.. Skulle man bare kalde på magien og binde denne mand og få det overstået - en mulighed der fristede Paige meget, men dog tog hun ingen handling. "Angelo. Du kan ikke både være fars dreng og hævner." Sagde Paige tydeligt nedladene, hun havde ikke troet at han sådan ville bakke ud af muligheden for hævn og endda når den så kom hurtigere end han selv havde beregnet. "Prisen for min magi forbliver den samme. Jeg er ikke en gadesælger hvor der kan pruttes om prisen. Den har sin pris og kan kun stige i takt med tiden der går." Sagde Paige og tog et par skridt væk fra Angelo. Efter en lang pause vendte hun fronten mod Angelo igen og bar et frastøende blik og et arogant smil. "Du er ikke andet end en lille dreng der vil lege med de store." Sagde hun køligt og slankede det ene øjnbryn - Hun havde vel på sin egen måde ret, for hvorfor trække i land? Man kunne altid redde detaljerne ud senere end lige nu og her, men hvis Angelo ville lege lille sur dreng der ikke må blvie længe oppe, så var det fint med Paige.

[Deleted]

Som Angelo gik op ad vandet, tænkte han det hele igennem. Han vidste at hvis han tog imod hendes tilbud og han faktisk fik taget sin hævn, så ville han automatisk stå i gæld til hende og det var om hun så hjalp ham med eller uden at give ham den gave. Ret skulle være ret. Hvis hun hjalp ham med denne svære opgave, så ville han naturligvis også hjælpe hende engang hun skulle få brug for hjælp, medmindre hun var af den overbevisning at hun ikke fik brug for hjælp. Det krævede naturligvis også at de kunne få hans far ned med nakken, for når alt kom til alt, så var han ingen svag mand og derfor vidste han at man ikke bare kunne stille sig op foran ham og slå ham ihjel. Hans far var mægtig. Han så sig over skulderen og sendte hende et kortfattet blik, da hun blev hård i tonen. ”Når alt kommer til alt, så er han trods alt min fader, mit kød og blod,” svarede han og som var det svar nok til forståelsen for hvorfor han ville vide hvad hun gjorde med hans faders krop. Han hadede nok manden, men alligevel var manden mægtig, han havde fortjent en ordentlig begravelse og ikke at blive brugt til hendes små eksperimenter.
Han sukkede kort, da hun fortalte om det at være hendes ridder. Han havde ikke lyst til at være bundet til nogen, selvom han naturligvis godt kunne se fordelen i det. Han satte sig op i skrædderstilling og gned let sin glatte hage. Han så hende bruge sin magi til at blive tør igen og han kunne ikke lade vær med at finde det ganske nyttigt med sådan en magi, en magi han ikke selv besad. Han så iskoldt på hende, da hun blev nedladende og han knurrede let. Han sagde intet, men lod hende tale ud, imens han selv blev ved med at tænke over prisen, fordele og ulemper. Han vidste ikke hvor smart dette var, om det overhovedet burde ske, men.. det var måske også dumt at sige fra. Han gad bare ikke være den lille ihærdige dreng, der tog det første og bedste og derved kom til at dumme sig.
Øjnene spærrede han op i vrede, da hun hånede ham igen, hvor han farede op på benene. ”Tag det i dig igen!” brølede han arrigt. Hele hans krop var spændt, hvor musklerne blev tydelige og store. Vingerne spredte han ud, hvor han baskede ihærdigt med dem, så det skød en kraftig vind ud fra hans krop, imens dråberne der havde siddet i dem og gjort dem tunge blev slået ud, så det også sprøjtede til alle sider. Han stoppede slagene og lod dem falde ind til hans ryg igen, hvor han ikke tog blikket fra hende. Han gik hen mod hende og denne gang var det ikke til at vide om det var for at angribe eller omfavne hende. Han stoppede op en meter foran hende. ”Jeg vil have min hævn. Og jeg har intet imod at spørge en lille magiker om hjælp, men fortæl mig Paige, er du villig til at binde dig til en dødsengel? Et mørkt væsen? Der nærer sig på andres lidelser og død? Og er du sikker på du vil gøre sådan et væsen til din ridder? Hvis jeg tager af dine evner, vil det så ikke svække dig?” spurgte han, hvor hans blik kun udstrålede den naturlige kølighed der lå til ham. Han ville være sikker på at selv hun var villig til at betale prisen.

[Deleted]

Paige rystede forsat på hovedet. Angelo var i hendes øjne, en lille dreng der gerne ville lege med de store men ikke kunne stå på egne ben endnu. Ingen vej er svævere at gå, end når dine øjne er lukket, og lige nu stod Paige og så på Angelo der skabte sig for ikke at få sin vilje. Paige gjort et enkelt nik da han sagde hans fader alligevel var hans kød og blod, før et lettere opgivende suk forlod hendes læber. "Og det er dig der vil dræbe ham." Konstaterede hun løligt. At begynde at få følelser for en man ville dræbe var første skridt på vejen mod fiasko. Hvis man skulle dræbe et mål, hjap det ikke at begynde at tænke over offerts menneskelighed, det skulle være et mål og ikke en person i ens tanker. Paige lod magien flyde rundt i kroppen, det var også derfor hun så nemt kunne bruge den, hendes blod var magien, hendes vejrtrækning var simpel magi der skulle ud af kroppen, så at binde sig til et væsen af mørket uden at lave skade på sig selv var et nemt og hurtigt trick, der kunne give Paige mere magt over vedkommende, for i sidste ende var det sådan.. Paige slog en latter op da Angelo spredte vingerne og hidsede sig op, en kold og hånlig latter før hun satte hænderne i sidderne på sig selv og fnøs af ham. "Hvordan skulle den der opførelse ændre mine ord? Uuhh, en lille mand der plasker forvirret rundt i livets sø." Sagde Paige før hun optog en lille gang, et par skridt til den ene side og så vendte hun om på hælen og tog et par skridt i den den rigtigt. "Tving mig.." Sagde Paige køligt og lagde armene over kors og skød brystet frem, før hendes udstråling voksede i styrke, nu var Paige klar til at kvaske endnu et lille insekt under et bur af magi. "At binde dig til mig, er langt fra det samme at jeg bliver bundet til dig.. Du vil aldrig kunne få mine evner, jeg forstærkere den smule der er i dig selv." Svarede Paige roligt og lod udstrålingen vokse uden at hendes blik tog sig fra Angelo. "En lille dødsengel er ikke det værste jeg har indgået en aftale med." afsluttede hun koldt før hun gjort et kort løft med hovedet og den vind Angelo havde kastet omkring sig blev vendt imod ham igen som plader af metal der pressede mod huden.

[Deleted]

Angelo var irriteret på sig selv, fordi han pludselig tøvede, hvilket han ikke forstod. Manden havde ikke gjort andet end at ødelægge hans liv, hvor han heller ikke måtte glemme at han tog det fra ham som han faktisk var endt med at holde af i sidste ende. Hænderne knyttede han så hårdt at hans blodårer blev tydeligt hele vejen op ad hans underarm, hvor de bar den karakteristiske lilla farve for en dødsengel. Blikket var vendt mod jorden, som hun stod og hånede ham, hvor hans kindben var blevet tydelige, da han valgte at bide tænderne sammen. Han valgte at ignorere hendes ord, da han ellers bare ville hidse sig op og angribe og det ville han ikke få det mindste ud af, tværtimod ville det være det dummeste at gøre. Et vredt sind var et snævert sind. Han trak vejret dybt ind, inden han vendte blikket mod hende med et flabet smil om læberne, da hun valgte at le af ham. Han lagde sine stærke arme over kors. Kom det til fysisk styrke kunne han kvase hende som en flue, da hun ikke ville stå en chance. ”At undervurdere mig vil blive din egen død, troldkvinde. Hvis du tror gemen styrke er alt der skal til, så har du allerede tabt på forhånd, og som jeg allerede har sagt, så bliver din arrogance din død på et tidspunkt. Barnet her må være dig, eftersom du lever i din egen lille fantasi verden, hvor du tror du er uovervindelig fordi du tror du har alderen og viden på din side, men pas på at al den magi ikke opsluger dig og antænder dig selv. Man kan kun spise så meget man kan have, indtil man når sin grænse,” svarede han køligt igen, som han valgte at træde ind foran hende, selvom han intet gjorde, foruden at stirre ind i hendes øjne med sine egne sorte. ”Jeg har ikke tid til at spilde min tid på dine små julelege Paige. Faktisk gider jeg end ikke overveje det. Jeg vil give dig, at du kan komme mig til gavn, og tro mig, jeg får ikke kolde fødder, jeg vil af med min fader, jeg vil se ham død og borte og det skal nok lykkes mig med eller uden din hjælp. Men jeg angriber ikke en mand som min fader uden at have en plan, det vil blot være en tåbelig handling. Så.. hvis du er sikker på at du vil hjælpe den lille dødsengel her, så lad os få det overstået. Forstærk det i mig, som du nu kan forstærke,” endte han og var igen blevet målbevidst. Han ville af med sin fader og det var uden tvivl! Han rakte hende sin hånd og arm.. hvad det nu var hun skulle have fat i. ”Lad os se om du er så god som du kan prale.”

[Deleted]

Paige fastholdte det mystiske smil, som hele tiden spillede hendes aura op til at være ulæslig og uforståeligt. Det var mange tusinder af år siden Paige havde været en normal magiker, hendes tid som menneske var kun kort da magien sprang ud i hende, i en ganske ung alder. Men selv efter århundrede som magiker formåede Paige at nå en ny magi, som sjældent sås hos andre væsner end demiguder. Paige slankede et øjnbrun og ved hans tiltale om man ikke kunne spise mere når man var revnet - men hvordan skal man så udvide sine grænser? Hvis man aldrig udfordre ens grænse vil den aldrig blive skubbet til at kunne holde mere inde i sig. Paige blev faktisk overrasket over at Angelo gik med til hendes forslag - i sidste ende var det jo ikke en snild ting de skulle igang med og den mand de skulle op imod var åbenbart heller ej den milde modstander, så nu måtte Paige skjule en latter før hun greb fat om Angelo's håndled hvor negle lagde et let press så blodårene sprang frem på hudoverfladen. Taget i betragtning at Paige var en slank kvinde og det ikke var muskler der sås på hende til en start var hendes greb hårdt og hendes skikkelse stod urokkeligt på jorden da hun boede sit blik ind i Angelo's mørke øjne og lagde mere press på neglene så en blodårer snart ville sprænge grundet det tryk der blev lagt på den. Der gik ikke mere end et sekundt før en stor udladning af magi bølgede ud fra Paige og forsatte ud over søen og op i skyerne. "Med tre ord ville du være død nu. Med fem ord min slave og med syv ord min elsker i mørket.. Tænk over det før du kalder mine planer for julelege" sagde Paige spydigt før et skinnede og klart lys blindede dem kort og magien stopepde med at vokse "En sidste advarrelse, min kære Angelo." sagde Paige med en sørgmodig stemme, der næsten frygtede sine egne ord, og tiden omkring den synes at stå stille, bølerne hørtes ikke mere og skyerne havde stoppet deres gang over himlen, efterlod dem i en søjle af månens lys da skyerne var stoppet ved en sprække til hilmen skjult bag dem. "En sidste eftertanke for mit vedkommende... Denne magi kan altså godt besætte dig og måske er der også en chance for den vil slå dig ihjel..." Sagde Paige løsnede taget omkring hans håndled før magien forsvandt hen i takt med at flere små luftbriser bølgede hen over dem og satte liv i naturen og himlen endnu engang. Paige førte den frie hånd op til Angelo's hovede og aede ham roligt hen over kinden og lukkede øjne, tydeligt var dette ikke blot en kærlig gestus men før der kunne handles gik der et gys igennem Paige og hun træk begge hænder til sig og så på Angelo som om han lige havde slået hende. Frosset fast til stedet gik der lidt tid før hun genvant sin stærke udstråling, selvom det var tydeligt at hun gemte på noget. "Genvind din styrke, så vil jeg måske give dig min" Sagde Paige og hendes ord var nautrale men faste, der var sket noget ved hendes berøring, ngoet hun tydeligt ikke ville konfrontere, før hun igen slog et flitende ydre op og smilede til ham. 

[Deleted]

Angelo blev stående og stirrede direkte ind i Paiges blå øjne. Om det var mod eller dumdristighed at han ikke frygtede Paige mere end hvad han nok burde, det måtte tiden vise. Han mente stadig at hun var for hovmodig og arrogant, samt at det ville blive hendes undergang på et eller andet tidspunkt. Han var skam ikke ude på at strides med hende, han ønskede sig ikke flere fjender, den eneste fjende han egentlig havde for alvor, var hans fader, en mand han altid havde frygtet, men han var færdig med at binde sig af frygt, også grunden til at han ikke gad skælve foran denne troldkvinde uanset hvor stærk hun var. Hun var uden tvivl stærkere end ham, da han ikke var ved sine fulde fem endnu, han havde også tabt sig en del, men han skulle nok komme til hægterne igen snart, desuden så var det ikke den fysiske styrke der havde ladet ham vinde hver gang, det var hans viljestyrke og den skulle nok få ham reddet skulle det ende galt. Han var en fri mand, for første gang i hele sit liv, han nægtede at frygtede noget! Desuden havde han hele sit liv danset tæt på dødens rand, han havde altid sat sit liv på spil, grundet sin aggressive og brutale levestil, men han var endnu ikke død. Han mærkede hendes greb omkring hans underarm og selvom det var hårdt for en kvinde, var det ingenting for ham. Han havde gennemgået årtusinders tortur, et stramt greb og det at hun pressede neglene ned i hans hud, var ingenting, så han bemærkede det knap, hvor han også mærkede smerte på en anderledes måde i forhold til andre levende væsner, grundet han var dødsengel. Han selv strammede sit greb, der var noget mere knusende i forhold til hendes, hvor det end ikke var hans fulde styrke og kun en advarsel som hendes eget. Han trak hende tilmed en anelse tættere ind på sig, uden at se bort fra hendes smukke og betagende øjne. Et køligt og næsten grumt smil gled over hans læber. Min kære Paige.. du skal først have tid til at sige dine ord og der kan ske frygtelig meget i den tid. Som dig, finder jeg mig hverken i hån eller trusler. Desuden er jeg ikke ude på at strides med dig. Og jeg vil nødig slå et smukt ansigt til det grimme,” svarede han i en dæmpet og dog alvorlig tone. Hun så ham som en simpel og svag dødsengel, hvilket var det sidste han var, desuden anede hun ikke hvad han havde været igennem og hun ville blive overrasket over hvor udholdende han egentlig var. Han løsnede også grebet omkring hendes underarm uden at slippe den, hvor han tilmed lod hende trække sig væk, hvis det var ønsket, da han som han havde sagt, ikke var ude på at strides. Han havde bedt om hendes hjælp, så det var hvad han gik efter. At hun så pludselig advarede ham, fik ham til at sukke ganske let. ”Jeg har levet tæt med døden hele mit liv, det er nærmest en del af mit væsen, jeg frygter den ikke og det er en chance jeg er villig til at tage,” svarede han kortfattet og nikkede bestemt som tegn på at han havde besluttet sig. Da flere små luftbriser bølgede hen over dem, lukkede han roligt øjnene og lod hende gøre … ja, hvad der nu skulle gøres. Han måtte kort åbne det ene øje, da hun strøg hans kind, selvom han lukkede øjet igen, da det åbenbart var en del af det. Meget nåede der dog ikke at ske, for snart trak hun hænderne til sig, som om han havde givet stød, hvilket fik ham til at blinke let forvirret med øjnene, inden han vendte dem imod hende. Hvad skete der nu? Han så hende stå fastfrosset til jorden, inden hun kom til sig selv igen. Hendes ord fik ham til at rynke brynene, imens han kneb øjnene sammen. ”Hvad mener du? Hvad laver du? Eller rettere sagt, hvorfor gør du ikke noget?” spurgte han og lød lettere irriteret. Snød hun ham nu? Det skulle hun i hvert fald ikke gøre! Tænderne bed han sammen fast sammen, så hans kæbeparti blev fremtrædende og han ignorerede hendes flirtende blik. Der var sket et eller andet ved hendes berøring, siden hun havde trukket begge hænder til sig og han vidste at hun skjulte noget. ”Fortæl mig hvad der er galt?!”

[Deleted]

Paige stirrede hen imod Angelo, som to pile skød de sig fast i hans mørke øjne, hvor hendes gennemborende blik ikke synes at ville stoppe ved hans øjnes hinde og forsatte med at grave ind i essens af Angelos væsen. Paige rettede sig op, hun var rimelig høj af en kvinde at være, før hun lod magien flyde frem igen. Men denne gang havde det ikke udspring fra hende, men fra hele jorden under dem. Som bølgerne der slog mod stranden dukkede der hele tiden flere kræfter frem fra jordens overflade og ville gribe fat i Angelos væsen og holde ham fast. Hvert enkelt minde Paige havde med magi ville tilføje hundrede kilo til vægten der ikke synes at tage en ende. ”Jeg bliver nødt til det.” Sagde Paige og strakte armene ud til siderne hvor små hvide tråde gled ud fra hendes bare hud. Da to tråde ramte hinanden smeltede de sammen og gav et lille lysglimt fra sig, men da Paige stod med en kappe omkring sin fulde figur spræng der et klart hvidt lys ud fra hende, der ville blænde midlertidigt, for dem der ikke havde lukket øjnene. Paige udtalte mange ord, ord af magi der rev virkeligheden fra hinanden et sted imellem dem, og et ordenligt brag slugte det klare lys der havde blændet for flere meter omkring dem og imellem dem stod en piedestal hvor der svævede en kugle på størrelse med et græskar. Der væltede en fremmed magi ud fra kuglen selv, men Paige gik hen og lagde hænderne på kuglen, der straks fik en gylden farve og fra kuglens midte begyndte der at vælte en svag dis ud sammen med utallige hviskende stemmer, nogle ville Angelo måske genkende fra sin egen fortid men størstedelen var uforståelige for fremmede. Der gik ikke længe før deres magier flød sammen, til den Paige udstrålede. ”Du burde være beæret. Du er den første af din race der ser dette.” Sagde Paige og så mod Angelo, stadig med magien til at tynge ham ned så han ikke burde kunne flytte på sig. Næsten kælende strøg Paige hænderne over kuglen og gav et lille smil fra sig. ”Det er en af mine største bedrifter, The Orb of Past.” Sagde Paige og da hun udtalte navnet, flød der en bølge af varme ud fra kuglen, som var det et levende væsen, eller flere, der nød hendes væsen. ”Hvem er Angelos far?” Spurgte Paige og gik hen til kuglen, med fronten mod Angelo og lagde hænderne på den, før dens ellers livlige midte blev helt sort og stilheden herskede i et kort stykke tid. Men snart kom de hviskende stemmer tilbage. ”Angelo”, ”fader”, ”Hemmeligheder”, ”Uvidenhed” en masse ord blev blot udtalt og Paige forsatte med at kærtegne den og små lilla tråde fra kuglen gled op af Paige arm, sugede sig til hende, før Paige nikekde kort og trak vejret dybt og gentog sit spørgsmål – denne magi var svær, at skulle hive historien ud fra alting var en ting, men at få den til at give mening og logik krævede større koncentration. ”Hvem er Angelos far?” Spurgte Paige igen, og denne gang indhyllede kuglens magi Angelo, angreb ham ikke men lagde sig om ham som et tæppe, før de gnavede løs i hans essens. Alle de beslutninger, handlinger og veje man havde gået, var skreven historie i fortiden og det var den Paige kunne tappe ind i. Ikke tanker eller sind, men fysiske handlinger, tale og valg var Paige i stand til at finde frem til – dette galt alt og alle væsner, hun havde trodsalt ikke et ryg for at begrænse sig. Smertefrit var det, men udmattende da magien gnavede løs og begyndte snart at hviske næsten uhørligt små hints og svar mod Paige.

[Deleted]

Angelo smilede køligt tilbage, da hun med sit gennemborende blik så ind i hans sorte øjne, der var et stort net af mysterier og gåder. Snart mærkede han hende bruge sin magi, hvor han vendte blikket ned mod jorden, fordi den begyndte at rumstere. Han trådte et skridt tilbage og rynkede brynene. Hvad skete der nu? Hvis hun tog fusen på ham, så sværgede han at han nok skulle tage sin hævn! Snart endte kraften af magi at holde ham fast, hvor han ikke helt kunne rokke sine ben. Hvad skete der nu? Han så mod hende til hendes ord og kneb øjnene sammen. ”Nød til hvad?” spurgte han tydeligt skeptisk og skulede imod hende. Hvad havde hun gang i nu? Han så trådene søge ud af hendes krop, hvor de glimtede i et lysglimt, som fik ham til at knibe øjnene sammen. Snart begyndte hun også at lyse op og han måtte lukke øjnene, da hun var for skarp at se på, som at se op i den brændende sol. Han måtte også holde den ene hånd oppe, da det blev så kraftigt at det nærmest skar igennem hans lukkede øjenlåg. Han kunne høre hende udtale nogle ord, som han ikke helt forstod og snart forsvandt lyset og da han åbnede øjnene igen, havde han sorte prikker for øjnene, selvom han lagde mærke til at der stod en piedestal foran dem. Hvad var den til for? Han lagde mærke til den svævende kugle over og så nysgerrigt til, da hun gik hen og tog om den. Han så disen ryge ud af den og kunne pludselig høre en summen for hans ører. Han gned dem, men lagde så mærke til at det ikke var i hans hoved, men at det var små mumlende stemmer fra kuglen. Han så blot forundret og dog alligevel nysgerrigt til. Han så fra hende til hendes kugle, da hun udtalte sine ord, men sagde intet. Hendes største bedrift? Han kneb øjnene let sammen, da kuglen reagerede på navnet og han ville have trukket sig et skridt tilbage, men blev stadig holdt fast af magien. Han hørte hende stille spørgsmålet og skulle til at indvende, da kuglen begyndte at tale. Da hun gentog sit spørgsmål, så han denne gang hvordan trådene fra kuglen, valgte at søge ud og hen imod ham, han ville have trukket sig væk, men kunne ikke rokke sig ud af fjerene og mærkede hvordan de lagde sig om ham som et tæppe. Intet skete der, foruden han langsomt kunne mærke hvor udmattet og svag han blev. Drænede hun ham for energi? Han tog sig let til hovedet og følte sig tung i det. Hvad skete der? Hvad var det hun var ude på?

[Deleted]

Paige blev stående på sin plads ved The Orb, og kærtegnede dens overflade med blide strøg, der satte mere liv i dens indre. Stemmerne der hviskede omkring dem, begyndte snart at supplerer hinanden i stedet for at tale på samme tid. De begyndte at sige de samme ting og snart var det klare og hele sætninger der forlod kuglens glødende indre. ”Angelos fader…” Begyndte stemmer før der igen gik lidt tid før de blev enige om hvad og hvornår de skulle sige ting.. ”For mange tider siden, var der en engel der fik en søn. Den søn er hans far. Hans navn..” sluttede stemmer af og først da blev Paige en smule utåldmodig og stoppede sine strøg hen over kuglens overflade. ”Hans var?” Spurgte Paige, gentagende og næsten befalende for at få sit svar. ”Amadeus Morgana Calonimá” sagde stemmerne og afslørede Angelos far. Paige så nu lige imod Angelo, som havde hun fået en direkte knytnæve i synet og skulle til at angribe ham for at få hævn. Paige lod magien hænge og tage på flere af Angelos essens. ”Din far, er ikke en mand man slår ihjel.” sagde Paige roligt før hun igen vendte blikket ned i kuglens indre og hviskede spørgsmål til den. Der gik lidt tid med denne tyste og hemmelige uddeling af spørgsmål og svar, selvom Angelo ville kunne mærke den drænende effekt på sin krop, før Paige rettede sig op og gik hen imod Angelo. Paige hævede hænderne op imod himlen og udtalte endnu en remse på et mystisk sprog og endnu et skarp lys strømmede ud fra hende, blændende og udmattende, før magien omkring Angelo forsvandt og lyset forsvandt. Paige stod bag Angelo med en troldstav i hånden og lænede sig op af den, hvor magien synes at strømme fra hende og bare op i luften. Kuglen var forsvundet sammen med alle tegn på at der overhovedet havde foregået noget. ”Døden er i sandhed en del af dig.” Sagde Paige roligt og tungt, hvor hun træk vejret dybt ind og hendes før enorme udstråling af magi synes at være svækket, blot en smule. ”En sidste og endelig sætning.” Sagde Paige og rystede kort nogle lokker væk fra hovedet. ”Du må overgive din krop til mig, hvis min magi skal virke, intet fusk, intet bagved, du får din styrke, din adræthed og mere end du kan ane, jeg skal blot ikke havde nogen modstand når jeg laver mine besværgelser.” Sluttede Paige af og slankede det ene øjnbryn.

[Deleted]

Angelo havde ingen anelse om hvad det var som foregik. Han havde aldrig set noget lignende, men så igen, det var heller ikke magiker og warlocks som han hang mest ud med, tværtimod havde han altid været en enspænder og holdt sig for sig selv. Han var ikke videre bekendt med større magier, foruden de som lå til ham og hvad der var normalt for andre racer. Dette var tydeligvis større og mere avanceret magi og det gjorde ham alligevel en smule nysgerrig, selvom han ikke brød sig om at hun drænede ham for energi, for så vidste han at han var et let offer. Han hørte stemmerne fra kuglen og Paige tale til den. Selvom han hørte det, gav det ikke videre mening til ham, for han kunne ikke lade vær med at tænke på om den tingest, den … kugle, var levende. Han sagde dog intet, fandt det dumt at afbryde hende og … snakken med kuglen, hvor han desuden ville spare på de kræfter som han havde tilbage. Han var ved at blive udmattet, følte at han havde løbet et maraton, selvom han ikke havde gjort andet end at stå på samme sted, men han kunne regne ud at det var kuglen der drænede ham for energi, måske for selv at leve og give hende de oplysninger hun skulle bruge om ham? Han rynkede let uforstående brynene. Kendte hun hans fader? Hendes reaktion kunne næsten tyde på det. ”Du.. du kender ham?” spurgte han en anelse forvirret. Hun var ingen ung magiker så meget vidste han, og da hans fader selv var oldgammel, kunne det godt være at hun havde hørt om ham eller mødt ham for mange år siden. Han selv vidste godt hans far ikke var så let at slå ihjel, men derfor ville han stadig gøre forsøget! Desuden havde han den fordel at han kendte sin fader og hans trick frygtelig godt, han havde trods alt været offer for dem hele sit liv. Han mærkede hvordan magien blev afsluttet og han faldt ned på sine knæ, hvor han sukkede ganske let. Han så op mod hende og hans vejrtrækning føltes tung og lettere forpustet, selvom han ikke havde lavet noget. Han hadede at blive drænet for energi! Han smilede kækt op til hende. ”Gør hvad du skal gøre, men Paige, jeg vil helst ikke have den store tatovering, så kan du undgå den, så gør det venligst, ellers så prøv om du kan minimere den til… noget meget småt,” bad han med et skævt smil. Han gad ikke være dækket af sort stads på kroppen, og kunne det ikke være uundgåeligt, så så han helst at det blev formindsket så det kun var på den ene arm eller også så lille at den kun var et lille mønster rundt om håndleddet. Han nikkede til hende. ”Gå i gang,” svarede han, som tegn til at han selv var klar.