Friend or Foe?

[Deleted]

Solen var begyndt at gå ned i horisonten og efterlod Manjarno i lange skygger. Smuk var himlen, da den var badet i de røde og gullige nuancer fra solen, hvor himlen i øst var mørk og der var allerede et par stjerner som havde gjort sin opdukken på himlen, hvor selv månen kunne anes et stykke over jorden. Køligt var det blevet, særligt fordi det var begyndt at regne, tidligere, selvom det tunge skydække kun lige hvilede over søen i Natymia, man kunne nemlig ane den klare himmel flere kilometer hver vej. Det var ingen vild storm, men blot en mild regn, noget som en enkelt mand havde valgt at udnytte. Han stod nøgen i søen, der gik ham til brystet, hvor han var våd fra top til tå. Vandet var ikke så koldt, fordi det regnede. Hans tøj lå gemt under et træ, det vil sige det han havde tilbage af nogle gamle pjalter, der bestod af nogle slidte og hullede bukser, samt en slidt gammel kappe. Bukserne var svøbt ind i kappen, så det kun var kappen der blev en smule våd, når et par enkelte dråber formåede at ryge igennem den tætte trætop.
En herlig aften var det for Angelo, da han langt om længe kunne få et bad, noget han ikke havde fået så tit igennem de sidste mange år, hvor mange var han dog usikker på, det eneste han vidste, var at det havde været et mareridt. Han havde levet flere år i fangenskab, hvor han havde levet som en sølle slave, men nu var han fri, fri til at gøre hvad han ville og denne aften blev det en svømmetur i den store sø. Fuldstændig blottet var han fra top til tå, dette gjorde også at forbipasserende havde frit udsyn til hans store sorte vinger, der var lidt større end de normale dødsengles. Prægtige var de, så man bort fra at de kom fra et af mørkets væsner. Koldblodig havde han altid været, men meget havde ændret sig siden han sidst havde været på fri fod.
En hånd kørte han igennem de kulsorte, korte lokker, som strittede tilfældigt til alle sider. For hvert svømmetag han tog, kunne man se hans overkrops muskler blive mere markante, hvor hans muskulatur ikke var til at tage fejl af. Stærk var han, havde fældet mange modstandere med blot sin fysiske styrke og dog havde han magi i sig, ikke kun fra dødsenglen, han havde arvet dæmoniske evner fra sin fader, selvom de ikke var nær så stærke, end ikke som en halvblods, men de var tit kommet ham til gavn, skulle det endelig gå galt, eller selv hvis han skulle skaffe sig informationer. Denne aften havde han dog ikke været i noget krigerisk humør, men han havde så også været alene hele aftenen, da ingen havde været i miles omkreds.

Tag: Paige

[Deleted]

Paige vandrede roligt igennem skoven i Manjarno. Det havde været en lang dag med forretningsmøder og aftaler der skulle overholdes - og når man havde givet sit ord på noget, så skulle man gennemfører, det mente Paige var en enorm vigtigt ting at kunne ophøje i sit eget væsen. Paige havde søgt ly for rengen under skovens mægtige vogtere, ikke at der gjort hende noget at blive våd, men lyden af rengdråber der slog fast mod bladene frembragte deres egen form for vidunderlig musik. I takt med skovens musik tillod Paige sig et enkelt minut at forsvinde i den og en svag nynnen forlod hendes strube. Varm, indbydende og alligevel med undertonen af at den kunne eksplordere hvert sekundt - lidt som Paige's væsen. En lang hvis kjole dækkede hendes slanke krop, den sad tæt om hendes barm og ende, men endte ud i en trompetfromet bund, også ved ærermes slutning ved hendes hænder, hvor flere ringe sad om de slanke fingre. Gyldne tråde løb hen over dens overflade og dannede smukke mønstre og hendes hals bar et stort rubin-smykke. Paige havde smidt skoene og lod tærerne møde det futige græs med en glæde af friheden var kommet efter denne lange dag. Hendes elegante gang førte hende ned mod søgen, hvor naturen, himlen og hendes tanker kunne spejle sig i dets overflade. Paige fastholdte sin nynnen da hun nåede søens kant ved skoven og gik roligt langs vandkanten. En brise bølgede hen over sletten og inviterede Paige lange lyse hår op til dans, imens hendes brændene nøddebrune øjne søgte over vandets overflade. Det var dér Paige fik øje på en skikkelse i vandet, hun havde ikke afsøgt området som hun plejede med sin magi, for i aften havde hun en sjælden ro i sindet - Hvorfor, det svar ledte Paige efter, men tillod sig stadig at nyde når det skete. Stolt af sine former, nærmest svævende, tog Paige vandringen langs kanten og fjernede ikke blikekt fra manden. Hun så hans vinger, mørke, store og prægtige - Dødsengel, tænkte Paige men fortog sig ingen anden handlingen end at forsætte sin gang mod en lang mole lavet af sten. Uden problemer fandt hendes skridt op på dem og førte hende et stykke ud på vandet, hvor hun kunne nyde synet, og stadig studere manden i vandet. Det var ikke mange der ville være ude på sådan en aften, men dem der var, var somregl også de mest interresante. Paige førte en hånd igennem håret og havde skjult hendes magiske udstråling, hvis man blot besad lidt kendskab til magien ville man normalt kunne mørke hendes utrolige udstråling, men for nu, var hun som en normal dødelig, intet andet tegn var at finde på at hun skulle være andet. Hun førte tungespidsen hen over læberne da blikket gled fra mandens vinger og ned til vandoverfladen, lidt mere lys, og Paige ville have frit udsyn til alt på ham. Hvem var han egentlig? Han havde noget over sig... Noget Paige gerne ville sætte markat på, men kunne ikke finde den rigtige - snart forsvandt hendes tanker ind i sig selv, hendes krop stod stille på de våde sten, men hendes blik var forsat plantet solidt på denne fremmede herrer. 

[Deleted]

En stille dag havde det været for Angelo, hvilket til en forveksling havde været rart. Han havde brug for en fridag, hvor han blot kunne gøre som han ville, hvor han intet skulle nå, hvor intet kunne forhindre ham i at gøre som det passede ham og han havde derfor valgt at slappe af. Solen havde hersket det meste af dagen, hvor det først var her til aften at regnen var kommet, og den kom og gik med jævne mellemrum. Han havde valgt at søge ud i vandet, da det var begyndt og det havde stoppet for noget tid siden, men var hurtigt gået i gang igen. Han selv lyttede til regndråbernes fald over vandoverfladen og nød stilheden kun omgivet af naturens mange lyde. Den milde vind der rev i trækronernes blade. Mange andre lyde var der ikke, da de fleste dyr havde søgt i ly for regnen.
Kort gled Angelo under vandet, nød stilheden dernede, der sjovt nok gav ham ro i sindet og holdt tankerne på afstand. Det var først, da han kom op igen, at han opfangede nogen i nærheden, et magisk sind, en magisk aura. Dette gjorde ham opmærksom og fik ham til at lytte, selvom han ikke virkede til at have opdaget noget, da han blot svømmede lidt videre, plaskede lidt vand op i hovedet og andet der fik det til at ligne at han intet vidste. Han kunne mærke at vedkommende kom tættere på, dog kunne han ikke skelne om det var en mand eller kvinde, han var nemlig lidt ude af træning efter flere års i fangenskab, hvor han knap nok havde fået stillet sin sensuelle dæmon, ikke at han kunne dø af ikke at være nogen tæt, da han kun bar racens tendenser, men en evig smerte havde han følt, hvis der var gået længere tid uden noget, hvilket der var op til flere gange.
Et smil gled over Angelos rosenrøde læber, som han fornemmede vedkommende tættere på sig. ”Har din mor aldrig lært dig at det er uhøfligt at stirre?” spurgte han højt nok til at hun ville kunne høre ham, hvor han kort skævede over den ene skulder og fik et glimt af den hvide kjole og kunne derfor regne ud at det var en kvinde. Han var stadig på vagt, han skulle nødig blive angrebet, selvom han vidste at det kun var dumme folk der angreb en fremmed uden at vide mere om personen, en klog modstander ville se sin modstander an, før vedkommende gik til angreb, og derfor havde han på fornemmelsen at denne kvinde ikke bare ville angribe … medmindre hun ville teste ham og det var derfor han var på vagt. Han gled kort under vandet, og da han kom op igen, var han kommet tættere på hende, samt han stod med fronten imod hende, hvor et kækt, skævt smil gled over hans læber, selvom hans udstråling var mørk og kølig.

[Deleted]

Paige lod roligt de kvindlige former træde i sin ret - Det var tydeligt at hun ikke var sky overfor at vise den frem, for hvorfor ikke bare være stolt af det du havde? Hvorfor skulle man dog gå og gemme sig for at behage øvrige væsners sind og blikke? Hvis der var nogle væsner der ikke brød sig om hende, kunne de lukke deres øjne eller flygte fra hendes selskab! For Paige var stolt af hele hendes væsen og ingen skulle prøve at få hendes til at tro andet! Paige førte roligt hånden op til smykket omkring hendes hals og da hun drejede hovedet en anelse mere mod manden dukkede der en lille stjerne op ved hendes ene øje, lille og næsten usynlig, men den var der - glimtrede svagt og ossede af en energi der kunne mindes om en magikers. Et smil spillede hen over Paige's læber da hun hørte en mands røst bryde tvasheden og alligevel sagde hun intet. Hun betragtede blot hvordan en engel, død eller ej var ligemeget, frivilligt ville boltre sig i vandet med vingerne så blottet for dette våde element. Paige kunne ikke lade være med at tænke på de utallige besværgelser der kunne blive sagt til at fange denne engel i vandet, aldrig lade vingerne tører eller blot lade vingerne blive afhænige af det våde. Men Paige skubbede tankerne fra sig og lod roen overtage igen.. Der var jo ingen grund til at starte en kamp når aften tegnede til at skulle blive en rolig én af slagsen, men man kunne jo godt pirrer lidt blot for morskabens skyld. Paige lod kort blikket glide til vandets overflade og tillod sig et kort skjult blik længere ned af mandens bryst før hun tog brug af ordret. "Har Deres moder ikke lært Dem, at tale ordenligt til folk De ikke kender?" Hendes tone var stolt og klar - men alligevel drilsk og livlig, som en flamme der dansede i rengen. Paige vendte siden til manden og begyndte roligt at gå længere ud på denne naturskabte mole, lod himlens fantastiske farver inspirrer hendes sind før hun vendte fronten mod manden og lagde den slanke arme over kors. Paige skjulte sin magiske evner for manden, fremstod som et menneske der blot bar et smykke hvori der lå magi der strømmede udfra. "Hvordan er vandet her til aften?" Sprugte Paige roligt, før hun lod blikekt glide ned i vandet og så søge ud over søens balnke overflade. Hvilke hemmeligheder dette sted bar på, kun en brøkdel var blevet afsløret og Paige kunne ikke lade være med at føle sig tiltrukket af dets ukendte mysterie.

[Deleted]

Blufærdig kunne man ikke kalde Angelo, om det bare var den person han var eller om det hørte til det sensuelle blod han havde i sine årer, det kunne diskuteres, men hvorfor være ked af folks blikke, når man havde en flot krop som han selv vidste at han havde? Han var muskuløs, bredskuldret det som de fleste kvinder ønskede hos en mand. Han tog derfor ikke denne kvindes blikke særlig tungt, desuden havde han også været alene da han var sprunget i og det næste lange stykke tid frem, så han havde ikke troet at nogen ville se ham. Nu havde han dog fået selskab, om det ville ende ud godt eller skidt måtte tiden selv vise ham.
Som han søgte under vandet for at dukke op lidt tættere på hende, hvor hun sad på molen udgjort af store kampesten, lod han sine mørke øjne – der næsten kunne gå for at være helt sorte – glide over hendes skikkelse. Smuk var hun i sandhed, men det var der jo så mange kvinder der var. Mørkt var det, derfor kunne hun nok ikke se længere ned end til lidt under brystet, medmindre han eller hun kom tættere på den anden, så ville hun have frit udsyn til hele hans nøgne krop. Han lod hovedet søge let på sned, da hun valgte at skille læberne, hvor han trak let på den ene mundvig, da hun udtalte sine ord. ”Nej det har hun ikke, eftersom jeg aldrig har kendt hende,” svarede han lettere kækt og trak svagt på skuldrene, da det ikke betød noget for ham. Han havde aldrig kendt sin mor, hun var nemlig død i barselssengen, han kunne også lidt mistænke sin fader for at være ond af ham af den grund, da han var blevet tortureret, banket og voldtaget siden barnsben. Han blev stående, hvor han betragtede sig af hende, da hun vendte siden til ham. Han så hende gå længere ud og han valgte at gribe chancen til at svømme tættere på, selvom han ikke tog blikket fra hende på noget tidspunkt. Han trak let på smilebåndet, da hun spurgte ind til vandet. ”Hvorfor springer du ikke i og finder ud af det?” foreslog han opfordrende, som han selv valgte at svømme længere ud igen. Han selv nød fornemmelsen af vandet. Nok det var ved at blive køligt, men regnen gjorde det til en sand fornøjelse.
Endnu engang dykkede han under vandet, hvor han kom op til overfladen igen lidt længere ude. Dybt var det, hvor han var svømmet så langt ud at han nu ikke kunne bunde og dermed kunne dykke længere ned. Mudret var søens bund, med planter og tilmed små fisk, større kom man længere ud. Han vendte sig roligt rundt og så mod kvinden, hvor han svømmede en smule tættere på. ”Hvad er der? Tør du ikke?” spurgte han tydeligt udfordrende, for at se om hun ville hoppe i eller ej.

[Deleted]

Paige lod alle sine tanker omkring andet forsvinde hen i sindets dybere afkroge. Det var jo ikke hver aften man stødte på en dødsengel der ikke syntes at have meget kenskab til omverden - Det gav både muligheder, frygt og alligevel et håb.. Paige smilte for sig selv da hun udgjort tankerne, det var så dejligt at slippe ens bekymringer lidt og det var desværre noget Paige gjort for sjældent i disse tider. Men Paige kendte dog sig selv godt nok til at vide, de kunne komme ind over hende på et øjeblik, hvis hun ikke holdte fokus på at holde fri - Men det var vel prisen for hendes stilling og hendes magt... "Hvad så med Deres fader? Eventuelt gudforældre måske?" forsatte Paige roligt i samme toneleje som før. Paige kendte selv til hvordan det var ikke at have nogen, og selvom hun havde glemt næsten alt om kærlighed, var det alligevel en skæbne hun var varsom om at påønske andre væsner - Selvom der selvfølgelig var nogle væsner der bad om at blive holdt alene og fanget, i Paige's øjne i hvert fald. Men til tider var det at være alene en gave fra ukendte kræfter, det var det bedste der kunne ske for vedkommende for at komme ud af noget trakisk.. Paige vendte igen blikket mod manden og smilede skævt før hun roligt trådte ned fra den øverste række af sten. De svage bølger slog mod stenene og kunne kun lige strefje det nederste af hendes kjole, da Paige valgte at følge manden længere ud på søen endnu. Skulle man virkelig bare prøve at overgive sig, og så endda til noget man havde svoret man ville kæmpe imod... "Hvorfor fortæller De mig det ikke bare?" savrede Paige roligt før hun satte hånden mod en sten og tog hvile på stedet. Hvad havde hun egentlig gang i? Var det dagens stressede timer der havde nedbrudt hendes normale hårde ydre og tillod den gamle og mere optimistiske Paige at finde frem til overfladen igen? Der var noget underligt i gærrer - Og Paige brød sig ikke helt om det, men alligevel var hun nysggerrig og besluttede sig for blot at søge videre.. Paige tillod sig en kort varm latter og en drilsk smil spillede frem på læberne.. "De skulle bare vide hvad jeg turer.. Måske er tilbudet bare ikke godt nok, til at hoppe i" sagde Paige med en nu tydlig drillene tone før hun genoptog sin gang ud over stene. Et par meter til og Paige stod ved enden og rettede blikekt ud over søens prægtige område. Hendes læber fastholdte det drilske smil og hun lod ryggen mødes med en skråning af en stor sten og håret lagde sig som et gyldent vandfald over hendes en skuldre..

[Deleted]

Det gjorde såmænd intet at denne kvinde havde gjort sin opdukken ved søen. Det var heller ikke så underligt, for søen var et offentligt sted og tilmed et kendt et, det havde ikke nogen hemmelig destination, da de fleste vidste hvor den lå, den var endda med på kort, fordi det var landet største, så man kunne næsten ikke forvente andet, og dog.. ikke mange søgte ud på en regnvejrsdag, derfor kunne det også undre ham, hvorfor denne kvinde gik herude og kun med en sølle kjole til at holde hende varm. Han trak let på smilebåndet, da hun fortsatte, selvom han endte med at slippe en kold og dog morende latter. ”Jeg har ingen gudforældre og min fader? Ja.. lad os bare sige at han er det modsatte af god og høflig,” svarede han, som var det svar på hvorfor han ikke havde lært at tale ordentligt, selvom han skam sagtens kunne udvise respekt, det skete bare sjældent, desuden skulle man først vinde den før han ville bruge den. Og den uhøflige her var vel egentlig også hende, siden hun var den der bare havde stået og stirre? Ikke at han havde noget imod det. Han lagde hovedet let på sned. ”Desuden.. jeg har heller ikke bedt dig om at være høflig,” kommenterede han efter noget tid, hvor han smilede kækt til hende og tilmed blinkede med det ene øje. Han var ikke til al det høflige og formelle, han var trods alt en barks og kynisk mand, og han havde intet imod en barsk og kynisk kvinde, det var nok dem han bedst kunne lide, de med en stærk attitude, det var dem de fleste hadede og med god grund, da de kunne være irriterende at høre på, men det var også dem hvis selskab var bedst – i hans øjne.
Han så at hun trådte længere ned på nogle nedre sten, hvor han svømmede en smule imod hende. Han smilede flabet til hende ved hendes spørgsmål. ”Hvad sjovt er der ved at jeg giver dig svaret? Men hvis du aboslut vil vide det, så er vandet fantastisk!” svarede han i en kæk tone, som han let lænede sig bagud og nød køligheden og den våde fornemmelse, som også fik ham til at føle sig ren, hvilket han ikke havde været i den tid han havde været fange. Han rettede sig op igen, da hun slap en hel varm latter og smilede drilsk til ham. Han fnøs med et smil på læberne til hendes ord. Tilbuddet var ikke godt nok? Det var ord der fik ham til at svømme hen til molen lavet af sten, hvor han lagde sine arme over kors på en af de nederste sten og kunne endnu engang nå bunden. ”Tilbuddet kunne da ikke blive bedre, frøken. Du får endda æren af at svømme med mig, en flot, nøgen, muskuløs mand, og hvis du er heldig, så kan det endda være at du får lov til at røre,” svarede han selvsikkert og drilsk igen, hvor han blinkede kækt til hende. Smilet der havde formet sig på hans rosenrøde læber, falmede ikke det mindste, hvor han blev ved stenen han lænede sig imod. Han så udfordrende og kækt op mod hende. ”Men.. hvis du er kedelig, så forstår jeg da godt at du ikke gider,” svarede han og tillod sig endda at gabe flabet af hende, som han igen trak sig væk fra stenene og svømmede lidt længere ud, selvom han så sig tilbage over skulderen og drilsk imod hende.

[Deleted]

Paige noterede sig hver deltaje denne mand gjort men uden at det blev bemærket på nogen måde.. Hvordan hans krop fungerede under vandet, hvordan hans vinger, fjer og vingeled gjorer sig i at begejde sig i vandet. Hans ord, blev nedskrevet i Paige's sind og hun lod roligt armene lægge sig over kors under brystet.. Paige sagde intet i et stykke tid, lod naturen være den eneste stemme for en tid, før hun nikkede kort og for første gang så ud til at trække vejret, da brystet hævede sig i en dyb indånding. Men Paige gjort ikke mere end det, og lod igen manden tale, før hun tog ordret i brug. "Det er heller ikke altid er høflighed og god skik er det bedste..." startede Paige op, før hun træk på den ene skuldre så stroppen gled ned på siden af armen... "Men det er af standart forventning, der hvor jeg kommer fra." sluttede hun roligt af og undlod hele emnet omkring hans fader. Ikke så meget fordi hun ikke ville grave i det, mere fordi hun ikke selv brød sig om emnet, fader... Det havde for meget smerte med sig i hendes krop, til at hun ville starte det op.. Paige smilte roligt tilbade da han svarede på hendes spørgsmål om vandet.. "Fantastisk, ligefrem" gentog Paige roligt og iagtog ham da han svømmede hen til kanten af stene.. Paige kunne ikke undgå at nyde denne leg de havde gang i - Det var som en gammel dans Paige kendte, men ikke havde deltaget i, i utallige århundrede. "Æren er skam helt på Deres side, hvis jeg vælger at sprænge i. En flot, slank, storbarmet og stærk kvinde" sagde hun roligt før hun så ham vende ryggen til og svømme længere ud på søen.. *Ha! kedelig!? Det kan du vist roligt tage i dig igen, min fine herrer!* tænkte Paige og skubbede sig væk fra stenen med den ene fod og med et kort blink med øjet var hun forsvundet fra øjets synspunkt, kun for at dukke op bag manden, svævene i luften og med et kækt smil plantet over hendes røde læber. "Bøh" sagde Paige roligt og satte fra på hans muskuløse skuldre og sprang elegant ned i vandet, hvor den hvide kjole hang efter hendes og straks lagde sig tæt ind til hendes krop, som et nyt lag hud. Paige forsatte sin gang ned mod bunden og længere ud på søens åbne hav, før hun ubesværet vendte blikket mod overfladen og skød igennem vandet. Det lange hår der lå efter hende fik en ravlignede farve, og da Paige brød overfladen var hun nogle meter væk fra manden. "Meget vil jeg gerne stå model til at blive kaldt - Men kedelig, der trækker jeg grænsen" Sagde Paige roligt og lod armene fortage små cirkler og de slanke ben der bevægede sig frem og tilbage for at holde hende oven vande. Hun havde aldrig kunne sige nej, til en udfordring og det var og blev nok altid hendes svaghed. Den hvide kjole hang stadig omkring hende, men var så småt ved at blive en byrde istedet for den smukke ærer den havde haft bare for lidt tid siden.. Paige forsatte med at smile drilsk til ham og flød roligt længere ud på havet, ved hvert tag der skulle holde hende oppe - for strømmen førte ud af. "Hvad er Deres navn." Sagde Paige roligt, men højt nok til hun vidste han kunne hører hende.. 

[Deleted]

Angelo tog det ikke tungt at hun ikke svarede ind til hans fader-del af sætningen, han gad desuden ikke selv snakke om manden. Han havde kun dårlige emner og det han havde fortalt var en underdrivelse af hvad manden havde gjort imod ham! Han havde nemlig tortureret ham fysisk og mentalt, brugt vold og afstraffelse, han havde tilmed voldtaget ham et par gange da han havde været lille, derfor havde han intet tilovers for hans fader andet end had og vrede. Altid havde han frygtet hans fader, derfor havde han aldrig gjort oprør, men efter flere års tilfangetagelse, så var det som om den frygt var forduftet som dug fra solens stråler. Det var nemlig gået op for ham at han ikke ønskede at spilde sit liv med at frygte sin egen fader, den mand var nemlig den eneste han nogensinde havde frygtet og det var slut nu, for en gangs skyld kunne han for alvor kalde sig fri! Det var en ting han nød og ikke mindst ville udnytte! Og når tiden engang var inde, så ville han tage sin hævn over sin fader og gøre det han aldrig havde kunnet; slå ham ihjel. Han trak på smilebåndet til hendes ord. ”Men høflighed og god skik er typisk kedeligt, det skal være råt og barsk,” svarede han kækt, og hvem kunne bebrejde ham? Han var en dødsengel, han tog trods alt næring fra andres frygt og smerte. Som hun gentog hans ord nikkede han ganske roligt. ”Aha,” bekræftede han blot, som han fortsatte sine svømmetag. Han fandt det fantastisk, selvom det nok ikke var alle der var enige, men det kom vel an på smag og behag?
Selvom hun ikke vidste det, så hørte Angelo faktisk hendes tanker, han bar nemlig også mental dæmoniske tendenser, også fra sin fars side, og derfor hørte han hvad hun tænkte, hvilket var noget der fik et smil frem på hans læber, selvom hun ikke kunne se dette, fordi han havde vendt ryggen til hende. Han skulle til at se sig tilbage, men lagde mærke til at hun var forsvundet og pludselig mærkede han et tryk på hans skuldre, inden han hørte et plask. Magiker! Han vendte blikket mod vandet, hvor hun var brudt igennem og kneb øjnene en smule sammen. Han håbede ikke at dette ville føre til en strid, da han ikke var helt på toppen, det var nok også derfor at han var så rolig for tiden, for normalt var han ikke bleg for at starte en kamp, men med flere år i fangenskab, så var han kommet ud af form og træning, noget han var ved at rette op. Som hun brød overfladen, var hans blik igen fæstnet til hende, denne gang med mere mistænkelighed i det mørke blik. Hendes svar fik ham alligevel til at trække på smilebåndet, hvor hun ikke virkede til at være genert af hans eget væsen, desuden var magiker ikke det værste man kunne støde på, han hadede nemlig englene i særdeleshed. ”Eller også kunne du bare ikke stå imod fristelsen at tage en svømmetur med mig,” svarede han kækt og drilsk igen, hvor han svømmede efter hende, da hun søgte længere ud. ”Mit navn er Angelo. Angelo Calonimá,” præsenterede han sig roligt, da hun spurgte om hans navn, „og dit?”

[Deleted]

Paige nød at mærke hvordan vandet lagde sig omkring hendes krop. Det var som at blive svøbt ind i et væsen der befriede en for alle kropslige begrænsninger, dens enste pris var desværre ilten der manglede. Men i Paige's tilfælde var det en pris hun havde indfriet én gang og aldrig mere skulle hun gøre det. Hendes krop havde været nedbrudt, slidt og næsten forældet til ukendelighed - men magien havde kaldt hende tilbage. Magien havde skabt hendes krop igen, gevet hendes hud dens bløde og varme farme tilbage, barmen dens fylde igen og rynker var blevet glattet ud. Hun vidste at nu var hendes race afsløret så hvorfor holde på hæmningerne? Hvorfor bruge energi på at holde udstråling og energi tilbage? Paige smilede og nikekde kort til, Angelo - Da de fik øjnkontakt for første gang siden hun havde lavet sit lille tricks. Hun blinkede til ham og hendes brune øjne blev krystalblå, før en chokbølge gik igennem vandet og vandet bølgede væk fra Paige, da hun lod magien bryde igennem murerne. Vinden over vandet blev også kort skudt væk fra hendes, som når en sten bliver kastet i vandet skabte Paige's magi en række bølger og vindslag, men da verden tæt omkring hende havde vendet sig til hende - faldt der igen ro over stedet. Det var tydeligt at hun bar flere kræfter end en almindelig magiker. Men Paige fastholdte det drilske smil trods hun havde noteret Angelo's mere mistroiske blik. "Det er også vigtigt at tillade sig små glæder" sagde Paige roligt, før hun holdte inde emd at svømme ud af på søen. Bunden var langt under dem, og Paige lukkede øjne og lænte hovedet tilbage og nød regnen mod hendes ansigt. "Angelo" Sagde Paige kort og hendes stemme forsatte som et ekko et stykke tid. "Angelo Justice Calonimá" udtalte Paige igen, og stemmen gang igen ved, før den forsvandt.. Paige rettede hovedet op og åbnede øjnene der nu havde en stærk og stolt udstråling. "Mit navn er Paige Halliwell" Sagde Paige med en stolt og klar stemme - det var tydeligt at hun selv mente hun i hvert fald var hævet over nogle væsner - Selvom hun ikke havde besluttet sig omkring Angelo endnu.. "Fortæl mig en ting, Angelo." startede Paige op, før hun svømmede lidt mod ham, forminskede afstanden mellem dem. "Hvordan kan det være at Deres vinger tåler vandet, bedre end de fleste engles og dødsengles?" Afsluttede Paige roligt og lod blikket hvilke på ham. 

[Deleted]

Hendes lille nummer med at bruge Angelo som springbræt, var noget som et sted måtte more ham, da han ikke tog det tungt, selvom han ikke var videre glad for at hun var magiker. Det gjorde hende til et lyst væsen, og han var et mørkt, de to gik sjældent godt i spænd, selvom det godt kunne lade sig gøre, han havde dog en tendens til at formå at ende i krig med de lyse væsner, men det var før hans tid i fangenskab, derfor var han selv spændt på at se hvordan dette møde ville ende ud, hun kunne nemlig være et værre væsen end magiker, hvor magiker desuden nærmere nærede had til warlocks frem for dødsengle. Han slappede lidt mere af, da han så at hun forholdt det drilske smil og tilmed blinkede til ham. Selvom han kort blev anspændt, da han pludselig fik en lille brøkdel af hendes magi, hvor det gik op for ham at hun ikke var nogen svag magiker. Dette var også et faktum der gjorde at han skulle passe på omkring hende, det kunne blive farligt at få hende som fjende. Han nikkede svagt, hvor det mistroiske endnu var at ane i hans blik, så man ind i hans mørke øjne. ”Det er det,” medgav han og lød også lidt mere agtpågivende i sin tone. Han så hende læne sig tilbage og nyde regnen, imens hun udtalte hans navn, hvilket var en handling, der fik ham til at trække en anelse på smilebåndet. Hun forekom ham ikke fjendtlig, men mon ikke det hurtigt kunne ændre sig? Desuden så havde han heller ikke lagt op til strid, og der behøvede trods alt heller ikke at være nogen. Han så kort tænkende på hende, da hun præsenterede sig. Paige Halliwell? Han burde have kendt navnet, men dette gjorde han ikke, det var nemlig lang tid siden at han sidst havde været fri og meget der var sket i de forskellige lande var gået forbi hans næse. ”Paige? Det skal jeg huske,” svarede han roligt og smilede svagt, som han selv tog et par svømmetag tættere mod hende, hvor hans mørke øjne hvilede intenst på hendes smukke ansigt. Han endte dog med at lægge hovedet en smule på sned, da hun lagde op til et spørgsmål. Et spørgsmål der fik hans smil til at vokse på hans læber. ”Det kan være fordi du undervurdere en engels og dødsengels vinger,” svarede han blot morende, som han mindskede deres afstand endnu mere. ”Og nu hvor du har fået mit navn, så kan du lige så godt lægge de gode skikke fra dig,” svarede han med et skævt smil, som han hentydede til hendes fine tiltales af ham, da hun forblev formel, hvilket han alligevel ikke gjorde.

[Deleted]

Hvad var det egentlig Paige havde gang i? Spørgsmålet burde runge med en genlyd som voldsomme trommer i hendes sind, som torden uden pause, men der var helt stille... Paige nærede ikke videre noget begær at angribe denne mand, denne Angelo. Spørgsmålet var slet ikke at finde i hendes tanker, overhovedet. Det var måske på tide at give slip på århundredes mistrivelse og prøve at leve i fremtiden, istedet for fortiden...? Men forandringer skete aldrig på en nat, kun hvis man blev forbandet eller man fik besværgelse over sig, noget Paise ikke havde i sinde at gøre en gang til lige med det samme - Hun kendte prisen for magiske kræfter næsten bedre end nogen anden, hun havde trods alt selv været lederen af magikerne i hendes yngre dage, men titlen fralagde hun sig og fik rollen som hertuginde af Elanya for mange, mange år siden - En titel der stadig ikke var pårlagt nogen anden, ingen havde kunne bevise deres værd endnu.. Paige lod blikket fange i Angelo's øjne, som et sort hav, som natten uden stjener var det at kigge ind i dem.. Hun var ikke bange, men alligevel kunne hun mærke hvordan det snurrede let i hendes fingrespidser - Kunne disse to væsner virkelig mødes på neutral jord? Eller skulle Paige endnu engang rive vingerne af engel og føje endnu et sæt til hendes samling?? "Og jeg vil huske Deres, Angelo" Sagde Paige stille og stoppede sine svømmetag få meter fra ham.. "Skulle De så ikke fortælle mig, hvad deres hemmelighed er? Jeg har før kæmpet mod engle, hvis vinger ikke kunne klare regnvejr" sagde Paige roligt og nærmest lokkende for et svar - Men hendes ord var sande, hun havde både kæmpet mod engle og dødsengle, revet deres vinger af og brugt dem i sine magiske kundskaber, men aldrig havde hun set vinger der frastødte vand sådan... Ikke uden magisk indblandning.. "De må gøre Dem fortjent til en mere personlig tiltale", sagde Paige kortfattet og lod hænderne hive lidt op i kjolen der var blevet tungere af det vand den sugede til sig. Det lange hår lå glat ned af hendes ryg og skuldre så da den anden strop gled og kjolen blottede lidt mere af hendes bryst, var det som om håret søgte at skjule hendes barm, da der flød roligt hen foran og dukkede af. Paige var så nysgerrig omkring denne mand, hun vidste at hun sagtens kunne finde ud af meget mere om manden ved at bruge, the orb of Past, men alligevel var det ldit sjovere ikke at vide alt om den anden på få minutter.. Hun frygtede ikke en kamp, det kunne vel være fint med ldit vedligholdese af de magiske evner, men om de skulle havne i en kamp måtte tiden afslører.. 

[Deleted]

Det var ikke med den bedste mavefornemmelse at Angelo stod overfor denne magiker. Han kunne mærke at hun ikke var en nybegynder, tværtimod. Hun var gammel, han kendte fornemmelsen, fordi hans fader var gammel, sikkert ældre end denne magiker. Normalt ville han ikke være så meget på vagt som han var i øjeblikket, men han var endnu ikke ved sine fulde fem, da han havde været indespærret i så mange år at han var faldet lidt af på den, da han ikke havde kunnet holde noget ved lige, det var nemlig svært, når man blot var en slave. Han havde heller ikke været fri end mere end et par ugers tid, derfor ville han nok stå som taberen skulle dette møde ende i en kamp, ikke at han slet ikke kunne noget, for det kunne han naturligvis, men hun var uden tvivl i bedre topform end ham. Hans sorte øjne holdt sig derfor til hendes glødende nøddebrune, nød et sted kontakten, men det var også kun klart, når han besad sensuelt dæmonisk blod i sine årer, det gjorde at han selv nød af nærvær og havde også brug for det, hvis ikke han ville have en konstant smerte i sit indre. Det var dog ikke så lang tid siden at han sidst havde lagt i med en kvinde, derfor var han ikke hungrende efter nærvær. Han smilede blot kækt til hende, da hun sagde at hun ville huske hans navn og slugte en flabet kommentar. Han havde på fornemmelsen at man ikke skulle tirre denne kvinde, og han skulle nødig ende med at dumme sig, på den anden side var han dødsengel så man kunne jo nærmest ikke forvente andet af ham, derfor var han også spændt på at se hvad det ville ende ud med.
Som hun blev interesseret i hans vinger, kunne han ikke lade vær med at lægge hovedet en smule på sned. Det morede ham at han gjorde hende nysgerrig, da det nærmest lyste ud af hele hendes mine. Han trak let på de muskuløse skuldre. ”Alle har sine svagheder, kender man dem, kan man bearbejde dem,” forklarede han blot, som var der intet mere i det, hvilket det egentlig heller ikke var. Hans vinger blev tunge, meget tunge endda, han ville heller ikke kunne flyve et stykke tid efter at han var kommet op, da de ville være for tunge til dette, men det var trods alt heller ikke hans hensigt, hans hensigt havde været at tage en dukkert og nu havde han selskab, så den dukkert kunne godt trækkes lidt ud. Han endte med at fnyse let til hendes ord, inden han valgte at svømme lidt væk fra hende. ”Fint.. men jeg taler ikke anderledes til dig,” svarede han blot ligegyldigt. At han rent faktisk stod overfor hertuginden af Procias, ja dette vidste han ikke, men han vidste ikke særlig meget om noget som helst for tiden, meget havde nemlig ændret sig siden han sidst havde været på fri fod. Han lagde ikke mærke til at hendes kjole krøb ned, da han havde valgt at svømme en smule væk og dermed havde sit blik mod deres omgivelser.

[Deleted]

Paige lyttede roligt til Angelo's ord, før hun nikkede kort til hans svar. Det var et kort svar, men han havde jo ret - Det vidste Paige godt.. Alle ens svagheder kunne dækkes til med den rette træning, om det var magisk, fysisk eller måske endda mentalt, så ville man kunne afdække den styrke der lå under svagheden, og når man først fandt den styrke, så havde man et klart es i sine kort for livet. Paige slankede det ene øjnbryn, studerede Angelo - Skulle man tier ham? Skulle man dræbe ham? Skulle man bare forsvinde? Paige vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, men hun besvægede sig elegant igennem vandet uden rigtigt at bevæge armene eller bene, det var klart af hendes væsen var i stor kontakt med magien og de energi der lå op af. "De er ung nok til at tiltale mig uformelt, jeg er derimod gammel nok til at tiltale Dem formelt" sagde Paige køligt før hun lod en hånd køre ned af kjolen. De gyldne tråde fik en smule bevægelse før de træk sig fra bunden af kjolen og op til midt på hendes lår hvor de dannede en ny kant - Resten af kjolens stof gled fra den og sank ned på bunden. Skulle Paige blot fange ham, smide ham i lænker og studere hans vinger, hans væsen, for der var noget i ham, fjernt, men det var der, som Paige genkendte.. En energi de lå dybt i ham, som Paige prøvede at kalde frem, men uden succes. Da Angelo valgte at svømme lidt væk fra hende var det et mirakel at Paige var så afslappet som hun var, for normalt havde hun grebet chancen og indsat i angreb eller lave et spyd af is og skudt mod ham... Men Paige gjort det ikke, for der lå noget over Angelo. En nyvunden ting, men hvad? "Fortæl mig, Angelo. Hvor har De været de sidste par år?" spurgte Paige lidt kort for hovedet, før hun svømmede roligt efter, stadig med et par meter imellem dem.. "Hvad er Deres historie?" afsluttede hun før hun hurtigt dykkede ned for at få håret om op ryggen til at lægge glat ned. Man måtte jo gøre noget for at bibeholde et godt udseende og sådan er lille skjult handling var ikke noget man bed mærke i, når man nu var i vandet. Paige brød overfladen af vandet og lod igen blikket hvile på Angelo, afventede med en nysgerrighed der kun lige blev holdt i skak. 

[Deleted]

Angelo selv kunne ikke helt blive klog på denne kvinde, eller sig selv for den sags skyld. Normalt ville han ikke have været bleg for at starte en kamp, bare for at vise at mørket var bedre end lyset, men den følelse dukkede sjovt nok ikke op i ham, det var måske også fordi hun ikke var den naive, godtroende type, der normalt var at finde i Procias, han kunne vitterligt ikke udstå de folk! Han hadede deres mange holdninger og meninger, de som nærmest prædikede om at selv mørkets væsner havde noget godt i sig, hvilket sikkert til dels var sandt, men selv de lyse væsner havde et mørke i sig. Som han svømmede lidt væk, trak han på smilebåndet ved hendes ord. Han endte med at stoppe op, for at se sig selv over skulderen og hen på hende. ”Ja.. ungdommen nu til dags, de er så respektløse,” svarede han medgivende, skønt det var ham selv han talte om. Ung var han dog ikke, nok af sind, men det havde også noget at gøre med hans opvækst, han var nemlig altid blevet behandlet som et barn af hans fader, selvom han selv kunne mærke ændringen i hans sind og krop efter at han havde været væk i flere år.. århundreder måske? Det var nok også det der gjorde at han ikke bare angreb hende, som han ville have gjort før sin tid i fangenskab, fordi han havde lært at modne sig, hærde sig og blive mere tålmodig, han var ikke bare den aggressive knægt der angreb alt og alle, fordi han havde aggressionsproblemer. Han var fri og det gav ham en underlig ro i sindet.
Han svømmede lidt længere ud, skønt smilet falmede på hans læber og han stoppede op, hvor han blot trådte vande for at holde sig oppe. Hendes spørgsmål gjorde ham fraværende. Han havde endnu ikke besluttet sig for om det var dumt eller ligegyldigt at fortælle omkring de seneste par år, men han fik det altid ubehageligt når han tænkte på det. Han kunne huske det så tydeligt, hvordan han var stukket af fra Dvasias, efter den ene person han havde lukket tæt havde været hans egen fader tæt, hvor han havde dolket hende og lovet at han ville slå hende ihjel skulle han se hende igen. På vej hjem for at konfrontere sin fader, var han stødt på denne horror, der havde overmandet ham, brækket hans vinger og gjort ham til slave, hvilket havde været starten på flere års fangenskab som en sølle slave. Han lukkede let øjnene, som han forsøgte at skubbe tankerne bort, hvor han drejede hovedet let til siden. ”Det kan jeg ikke fortælle..” Hans stemme var ikke andet end en dæmpet hvisken, hvor smerten var tydelig at spore hos ham.