Presents to the new Kahli

[Deleted]

Ingen ord forlod Tatianas tunge, som hun ledte Dariuz op til sit kontor. Hun vidste, at stedet ej havde været en del af rundvisningen, og at han derfor ikke kendte til det. Slaverne havde nemlig kun tilladelse til at se de nødvendige rum, hvor de først ville få viden omkring andet, når de havde arbejde at gøre i de rum. Derfor havde slavekrigerne for nu kun set selve kælderregionen og vejen derned, og det passede hende alt i alt ganske fint. De havde trods alt ikke brug for mere end det. Selv tog hun plads i sin egen magelige stol ved skrivebordet, inden hun lod Dariuz tage pladsen overfor sig, efter at han havde lukket døren bag sig. Det skræmte hende ikke at være alene med denne gladiator, skønt hun ej vidste, hvor hans egentlige loyalitet lå. Det var nemlig meget muligt, at han sagde, at han adlød hende, men ord var andet end egentlig handling. Hun tvivlede dog ikke på sin egen styrke, og derfor udtrykte hun ikke selv frygt. Faktisk udstrålede hun blot beslutsomhed og hårdhed. To begreber der ofte fulgte i hælene på hende. ”Det var lidt af en opvisning du gav os ude i haven,” lød det fra hende, uden hun røbede, om det behagede hende eller ej. Det gjorde det dog ikke, da det havde været en skændsel. Hun vidste dog ikke, hvem hun skulle være vred på. Vanyá, for at vise hende vanære og tabe til en sølle slave, eller Morohtar, der havde hævet sig over det kvindelige køn og slået en kvinde ned. Meget kunne hun dog ikke gøre ved sagen, skønt hun var Kahli, da Morohtar havde vundet kampen på fair vis. I hvert fald af, hvad hun vidste af. ”Hvor længe tjente du hos din tidligere Dominae?” spurgte hun i stedet, hvor hun derfor også gav ham tilladelse til at tale. ”Tal, sevrus.” Der var ingen respekt at spore hos hende, men hvorfor skulle hun også udvise manden respekt? Nok han havde vundet kampen, men han var endnu en slave, og han havde intet gjort for at tilfredsstille hende. Han var først blevet givet til hende nu, og derfor havde han noget at stræbe efter. Både hendes anerkendelse, samt interessen efter at vinde det tabte tilbage. Det kunne nemlig ikke komme som nogen undring, at hun havde i sinde at tage hans goder fra ham, indtil han havde bevist overfor hende, at han var hende nyttig. De blå øjne der syntes at kunne gennembore, hvad som helst, veg på intet tidspunkt bort fra hans ansigt. ”Din tidligere Dominae fortalte mig desuden om visse … goder, som du har tilkæmpet dig til gennem tiden. Det kommer formentligt ikke som noget chok, men det er goder, som jeg ser mig nødsaget til at fratage dig. Ser du… det ville være skidt set fra min side af, hvis jeg begyndte at favorisere en ny, der endnu ikke har gjort noget for mig,” sagde hun roligt i en kold tone. Ingen hjælpemidler ville han blive mødt af i hendes hus, men det var vel også kun fair, når han stod som den nye, og endnu ikke havde bevist noget for hende? Hun sagde desuden ikke, at der ikke ville blive mulighed for, at han genvandt noget af det tabte, som hun derimod hentydede til, at han skulle gøre sig god i hendes øje, hvis han ønskede at genvinde noget af det tabte. ”Din tidligere Dominae kom desuden med det ønske, at du ikke bare ville blive en mand, der skal skrubbe mine gulve. Jeg vil derfor se til, at du vil modtage mere fysisk krævende arbejde, men forvent ikke, at det vil blive som i gamle dage.”

[Deleted]

Nysgerrig blev Dariuz, da hun sagde at han skulle følge hende til kontoret, hvor hvad pokker skulle han på et kontor? Det gjorde ham også lidt rolig, for han tvivlede på at hun ville slå ham ihjel på sit kontor, det ville bare svine en del go det ville være en skam at det gik ud over rummet, så havde hun valgt et mere passende rum for en henrettelse så havde han nok været lidt mere nervøs. Han vidste dog ikke hvad hun ville med ham, siden det kun var ham hun tog med, men han havde på fornemmelsen at det var det han havde gjort i arenaen, det at han havde vundet over en mørkelvisk kvinde. Om han ville blive straffet, måtte tiden vise, selvom han ville finde det uretfærdigt, når han blot havde gjort hvad han havde fået besked på, men hvem sagde ikke at folk her var uretfærdige og kun tænkte på sig selv? Han vidste nemlig godt at mændene bare var slaver i den nye Kahlis øjne, Hun var ligeglad med dem og så ned på dem, hvilket var en holdning han ikke brød sig om. Shia havde måske anset dem for at være det samme, men alligevel havde hun også anset dem for hvad de var mænd, og hun havde udnyttet det på en god måde.
Som han tog plads foran skrivebordet og hende, havde han foldet sine hænder i sit skød, hvor han slog blikket ned da hun nævnte kampen. ”Jeg gjorde blot, hvad jeg fik besked på og er bedst til, Kahli,” fortalte han sandfærdigt. Han havde fået besked på at kæmpe imod kvinden, hvilket han ikke engang selv havde lagt op til og så havde han gjort hvad han var bedst til; nemlig at kæmpe. Blikket holdt han nedslået, som et tegn på at han kendte sin plads. Han ville ikke i strid med den nye Kahli uanset hvor utilfreds han var med at være her. Som hun spurgte ind til hans tjeneste hos hans anden Dominae, mærkede han knuden i sit bryst. Det gjorde ondt at tænke på at han havde mistet alt. Han så endnu ikke op mod hende. ”Så længe jeg kan huske Kahli.. Hun tog mig ind da jeg var en ung knægt,” fortalte han roligt, som han kiggede ned på sine hænder, der hvilede i hans skød. Han måtte helt savne sit gamle liv, nu hvor det var ham mistet, hvor han ikke engang anede hvad der skulle komme til at ske med ham. Som hun også nævnte hans goder og hun sagde at hun ville tage dem fra ham, sank hans hjerte dybere i hans bryst, som havde det været en sten. Dette var ikke just noget der behagede ham at høre, selvom det ikke kom bag på ham. Han nikkede blot forstående til hendes ord. ”Javel Kahli,” svarede han blot, som han havde strammet hænderne om hinanden, da det irriterede ham. Selvfølgelig kunne han godt se det fra hendes side af, men det var dette der gjorde at han slet ikke ville være her. Før havde han været den bedste af dem alle, hævet over de andre, han havde været Morohtar, her der var han … ingenting, blot en sølle slave. Blikket hævede han en anelse, hvor han skævede hen imod hende, uden at se mod hendes ansigt, da hun nævnte sine sidste ord. Shia havde altså tænkt på ham? Han så ned mod sine hænder igen, hvor han trak på smilebåndet, selvom dette blev skjult. Han nikkede igen. ”Javel Kahli,” svarede han og lød allerede en smule mere munter, hvilket han også var. Han havde nemlig frygtet blot at blive en kopholder eller gulvskrubber.

[Deleted]

Nysgerrig blev Dariuz, da hun sagde at han skulle følge hende til kontoret, hvor hvad pokker skulle han på et kontor? Det gjorde ham også lidt rolig, for han tvivlede på at hun ville slå ham ihjel på sit kontor, det ville bare svine en del go det ville være en skam at det gik ud over rummet, så havde hun valgt et mere passende rum for en henrettelse så havde han nok været lidt mere nervøs. Han vidste dog ikke hvad hun ville med ham, siden det kun var ham hun tog med, men han havde på fornemmelsen at det var det han havde gjort i arenaen, det at han havde vundet over en mørkelvisk kvinde. Om han ville blive straffet, måtte tiden vise, selvom han ville finde det uretfærdigt, når han blot havde gjort hvad han havde fået besked på, men hvem sagde ikke at folk her var uretfærdige og kun tænkte på sig selv? Han vidste nemlig godt at mændene bare var slaver i den nye Kahlis øjne, Hun var ligeglad med dem og så ned på dem, hvilket var en holdning han ikke brød sig om. Shia havde måske anset dem for at være det samme, men alligevel havde hun også anset dem for hvad de var mænd, og hun havde udnyttet det på en god måde.
Som han tog plads foran skrivebordet og hende, havde han foldet sine hænder i sit skød, hvor han slog blikket ned da hun nævnte kampen. ”Jeg gjorde blot, hvad jeg fik besked på og er bedst til, Kahli,” fortalte han sandfærdigt. Han havde fået besked på at kæmpe imod kvinden, hvilket han ikke engang selv havde lagt op til og så havde han gjort hvad han var bedst til; nemlig at kæmpe. Blikket holdt han nedslået, som et tegn på at han kendte sin plads. Han ville ikke i strid med den nye Kahli uanset hvor utilfreds han var med at være her. Som hun spurgte ind til hans tjeneste hos hans anden Dominae, mærkede han knuden i sit bryst. Det gjorde ondt at tænke på at han havde mistet alt. Han så endnu ikke op mod hende. ”Så længe jeg kan huske Kahli.. Hun tog mig ind da jeg var en ung knægt,” fortalte han roligt, som han kiggede ned på sine hænder, der hvilede i hans skød. Han måtte helt savne sit gamle liv, nu hvor det var ham mistet, hvor han ikke engang anede hvad der skulle komme til at ske med ham. Som hun også nævnte hans goder og hun sagde at hun ville tage dem fra ham, sank hans hjerte dybere i hans bryst, som havde det været en sten. Dette var ikke just noget der behagede ham at høre, selvom det ikke kom bag på ham. Han nikkede blot forstående til hendes ord. ”Javel Kahli,” svarede han blot, som han havde strammet hænderne om hinanden, da det irriterede ham. Selvfølgelig kunne han godt se det fra hendes side af, men det var dette der gjorde at han slet ikke ville være her. Før havde han været den bedste af dem alle, hævet over de andre, han havde været Morohtar, her der var han … ingenting, blot en sølle slave. Blikket hævede han en anelse, hvor han skævede hen imod hende, uden at se mod hendes ansigt, da hun nævnte sine sidste ord. Shia havde altså tænkt på ham? Han så ned mod sine hænder igen, hvor han trak på smilebåndet, selvom dette blev skjult. Han nikkede igen. ”Javel Kahli,” svarede han og lød allerede en smule mere munter, hvilket han også var. Han havde nemlig frygtet blot at blive en kopholder eller gulvskrubber.

[Deleted]

Det lignede muligvis Tatiana at gøre folk ondt, der ikke tilfredsstillede hende hele vejen igennem, men det var dog ikke, hvad hun havde i sinde at gøre mod slaven i dag. Hun ønskede ham nemlig oprigtigt på sit kontor, så de kunne tale sammen. Det måtte også fortælle om hende, at hun rent faktisk var andet end en kvinde med en pisk i hånden, som hun rent faktisk kunne te sig på en måde, som de andre racer ville beskrive som; anstændig. Hun havde desuden på ingen måde i tankerne at henrette manden, da det skam ikke var af den grund hun havde valgt ham. For valgt ham, som den eneste, havde hun trods alt. Hun havde nemlig spottet et potentiale i manden, som han muligvis havde en fremtid som en af de stærkeste, blandt mændene i deres race selvfølgelig. Derfor var det også af betydning for hende, om manden tilhørte hende, eller en andel simpel mørkelverkvinde. Derfor kunne hun kun mene, at Morohtar var endt det rigtige sted, skønt han muligvis ikke mente det samme. Hun vædede let de bløde læber, inden hun trak kortfattet på skulderen. ”Det gjorde du vel.. Jeg kender kvinden du kæmpede imod, og derfor ved jeg, hvad du blev sat op imod. Du burde ikke have vundet kampen, men den fortjeneste må jeg vel hellere give Shia.. Hun har trænet dig godt,” sagde hun stilfærdigt. Hun kunne ikke få sig selv til at sige, at han havde været god. Hun ville desuden holde fast i, at det var Shia, der havde skabt ham, og at derfor var den kvindes skyld, at han var så god, som han var. Det var der vel heller ingen fejl i at tænke? Han havde trods alt blot været en almindelig mørkelvisk mand, der tilfældigt havde endt ved en kvinde, der arbejdede med gladiatorer. Hvis ikke det havde gået således, havde den mest ærefulde titel for hans vedkommende måske været; Den bedste gulvskrubber – yderst grinagtigt – og ikke Den bedste gladiator. Hun nikkede let med hovedet til salvens udsagn. ”I så fald er det også kun på tide, at du er et nyt sted,” sagde hun roligt, skønt han muligvis ikke var enig. I så fald ville hun blot påpege, at han ikke vidste bedre, og at det var sund at stræbe efter noget andet. Hvis hun ikke selv havde stræbt, var hun for eksempel aldrig blevet sin races Kahli! Som hun kom ud med sine sidste tanker omkring ham, måtte hans opførsel ganske enkelt tilfredsstille hende. Han kendte til sin plads, og det var en fornøjelse at se! Hun havde nemlig spekuleret over, om de nytilkommende kunne finde på at gøre oprør mod hende, da de trods alt kom fra en anden baggrund, end hendes andre slaver. Det så dog ikke ud til at ende således, og det glædede hende, som manden tydeligvis accepterede sin skæbne. Det mente hun dog ej heller at være for meget at forlange, da det trods alt var ærefuldt at tjene hende, og så var der det faktum, at han var en slave og derfor blot skulle adlyde. ”Vi har desuden vor egen arena her i Maerimydra. Jeg vil derfor se, om jeg kan skaffe dig et par kampe deri i ny og næ. Så må vi se, om du virkelig kan bringe mig ære, eller om du i stedet vil give mig din storslåede bortgang,” lød det fra hende. I øjeblikket ville det selvfølgelig ærgre hende, hvis blot han faldt, da hun trods alt havde visse forhåbninger med ham, men på den anden side … hvis han faldt, havde kun i dag været en stor dag for ham, og så havde han derfor ikke været værd at samle på.

[Deleted]

Hvilken kvinde Tatiana var, vidste Dariuz ikke, det eneste han vidste, var at hun var hans Kahli og intet andet. Han kunne dog allerede fornemme at hun var en hårdere kvinde end Shia, men ellers var hun næppe nået så langt i sit liv og fået ledertitlen, da han havde på fornemmelsen at det var en titel mange af kvinderne ønskede sig. Hun måtte derfor stå som den bedste, som sejrsherren, hvilket nok frydede hende til stadighed. Han selv var dog ligeglad, hun var ikke Shia og det var Shia han ønskede sig. Hvordan livet blev her på stedet, det anede han vitterligt ikke, men han håbede at han faldt til her, selvom det nok ville tage noget tid at slippe det gamle liv. Han savnede det allerede, selvom han vidste at han ikke havde nogen bestemmelse i noget af det som skete, fordi han tilhørte en anden og nu Kahlien. Han vidste at det var en stor ære … men hvorfor følte han det så ikke sådan? Han kommenterede ikke hendes første ord, selvom det var tydeligt at hun var imod mænd, den typiske holdning her i byen. Han nikkede blot. ”Hun var en fantastisk træner, Kahli,” medgav han blot, da hun talte om Shia og gav hende rosen, hvilket han ikke havde noget imod. Tøsen havde skam sat ham i disciplin, selvom han skam havde lært en del før han var endt hos Shia. Hans moder havde nemlig givet ham kvindeopdragelsen, og derfor gjort ham til en kriger, fordi hun ikke havde fået nogen døtre men kun ham. At hun mente at det var på tide at han fandt et nyt sted var han ganske vidst ikke enig i, selvom han ikke sagde hende imod, tværtimod nikkede han blot og dermed gav hende ret, selvom han på ingen måder var enig det mindste, tværtimod havde han lyst til at sige hende imod og sige at han havde lyst til at blive ved Shia, men han vidste at det ikke ville være godt, det ville sikkert bare give ham en masse straffe og det var han ikke interesseret i, så han måtte bide i det sure æble uanset hvor uretfærdigt han så end fandt det. Det ville ikke se godt ud hvis han gjorde oprør, og så ville han også bare vanære Shia og sætte hende i fare og det ønskede han trods alt ikke, så han måtte være den store og anstændige slave, være et forbillede for de andre, som han hele tiden havde været. Deres leder, og så måtte han underkaste sig sin egen leder; Kahlien. Han hævede roligt blikket, selvom det aldrig gled mod hendes øjne, men kun til hagen, da hun nævnte arenaen. ”Kamp er alt jeg kender til Kahli. Jeg vil ikke bringe dig vanære i arenaen,” svarede han selvsikkert, selvom det blev udtalt som et løfte, hvilket det også var ment som. Han ville skam gerne bringe hende ære, særligt hvis han skulle kæmpe for at få sine goder tilbage, da han kunne regne ud at han ville miste sin frihed og det var han ikke interesseret i. ”Hvad vil De ellers sætte mig til?” vovede han at spørge, da han fiskede efter hvilket andet job hun ville give ham.

[Deleted]

Kortfattet nikkede Tatiana med hovedet til Morohtars ord. Hun betvivlede skam ikke, at Shia havde stået overfor sine slaver som en god træner. Muligvis en lidt for god træner. Det havde nemlig mundet ud i, at Morohtar havde slået en kvinde i en duel, og det var på ingen måde en velset handling. Det kunne desuden føre til, at det mandlige køn ville blive alt for kæphøjt, og derfor forsøge at gøre oprør, fordi de fandt ud af, at de rent faktisk havde en chance overfor kvinderne. En ide Tatiana på ingen måde ønskede at puste liv til! Hun elskede nemlig, hvordan tingene fungerede i det mørkelviske samfund, som det var hende suverænt. Det var dog også fordi, at hun havde trukket det heldige strå og var blevet født som kvinde. Og dog mente hun, at der var et formål med det hele, og at man derfor skulle indordne sig de lod, som man var blevet født til. Derfor skulle kvinderne rejse sig som herskerinder, hvor mændene skulle bøje sig i støvet som slaver. En ideologi der heldigvis forløb fabelagtigt i deres samfund. Som Morohtar lovede hende, at han ej ville bringe hende vanære i arenaen, måtte hun sende ham et tilfredst blik. ”Det vil jeg glæde mig til at se,” sagde hun sandfærdigt. ”Jeg forventede skam heller ikke andet ud fra din opvisning og Shias ord. Jeg ser frem til, at du vil bringe mig ligeså meget hæder eller mere, end hvad du bragte din tidligere Dominae.” Hun havde valgt ham af en årsag og det var, at han skulle bringe hende glæde og hæder. Det var meget muligt, at slaverne var de lavststående i deres samfund, men alligevel var de af betydning. De repræsenterede nemlig den kvinde, de arbejdede for, og i Morohtars tilfælde repræsenterede han nu Kahli’en. Det var en bedrift, som Tatiana rent faktisk så frem til. Især fordi, at hans tidligere ejer havde talt så vel omkring ham. At han derefter vovede at stille hende et spørgsmål, fik hende ej til at fjerne blikket, som det forblev fast på hans ansigt. Det undrede hende ikke, at han ønskede at vide, hvad han skulle sættes i gang med, og derfor havde hun skam heller ikke et problem med at svare. Hun havde nemlig allerede et svar parat, da hun vidste, at han skulle sættes til ting, som han ikke før havde været sat til. Han kunne nemlig ikke leve som gladiator under hendes tag, og dog ville den karrierevej ej blive helt glemt. ”Ud over de gladiatorkampe jeg kan skaffe dig, vil jeg selvfølgelig sætte dig til arbejde af hårdere fysisk forstand. Du kan for eksempel blive sendt ud til håndværksarbejde, ligesom de andre slavekrigere, du kom med. Det vil sige, at du kan ende op med at bygge nye bygningsværker eller reparere de nuværende. Der kan desuden være en sandsynlighed for smedearbejde, hvis det skulle vise sig, at det ligger i din forstand. Hvis du desuden viser din loyalitet overfor mig, kan du desuden ende ud som min personlige vagt. Det vil blandt andet sige her på herregården, eller hvis jeg føler, at jeg har brug for eskorte i byen, eller ved større ridt,” fortalte hun ham i en rolig tone. Personligt fandt hun hans kommende arbejde yderst rimeligt. Grunden til, at fik mulighed for disse bedre stillinger, var dog også kun fordi, at han allerede havde vist hende, hvad han var i stand til, og de færdigheder lå ganske enkelt over en normal slaves.

[Deleted]

Sit nye liv skulle Dariuz uden tvivl vænne sig til, da han var vant til at være en kriger … slavekriger nok nærmere, men stadig hvor han kunne vinde hæder og ære, samt et navn i arenaen og alt det havde han også gjort; Morohtar var blevet hans navn, ”Krigernes Gud” også kendt som ”Den mørke kriger”. Det var en tid han allerede savnede, da han vidste at han intet værd var her i byen. Han havde sikkert gjort sig frygtelig upopulær blandt kvinderne, fordi han havde vundet over den ene af dem. Han vidste at den kvinde sikkert ønskede hævn og derfor måtte han tage sig i agt. Det var også derfor at han havde været imod den kamp og havde forsøgt at protestere, for han vidste hvor nærtagende de mørkelviske kvinder var, det var også derfor at han var blevet forvist og var endt hos Shia i udgangspunktet, fordi han havde slået den tidligere Kahlis datter i kamp. Det var ikke fordi han kunne være ked af den skæbne, da det havde givet ham flere muligheder end at blive en simpel kopholder som Adanion, eller en gulvskrubber som nogle af de andre. Han havde været en kriger, havde vundet en masse penge til sin Dominae og ikke mindst bragt hende ære, et liv han havde nydt. Han kunne dog ikke lade vær med at tænke på at han måske også ville komme til at bryde sig om livet her, man kunne jo til gengæld sige at han endelig var hjemme igen og det var lang tid siden at han sidst havde været inden for Maerimydras mure. ”Og det vil jeg, Kahli,” svarede han bestemt, som var det hans nye mål i livet, selvom hans hjerte ikke var hundred procent i den tankegang, da han stadig følte at han tilhørte Shia, men hende måtte han nok hellere glemme og så fokusere på sit nye arbejde, som han også vovede at spørge ind til. Hans blik var gledet ned mod hans hænder igen, efter at han havde spurgt, for at vise at det kun havde været for at vide hvad der skulle ske, frem for at være provokerende, da han skam var hendes ydmyge og underdanige tjener. Som hun nævnte de forskellige ting så han lettere fortvivlet ned i sine hænder. Han kunne jo intet! Han kunne hverken smede eller bygge ting! Han kunne ikke sy og dog var han god til at lave mad, samt han kunne jage, men han tvivlede på at han fik lov til at søge ud for disse mure, for som hun selv sagde så skulle han bevise sin loyalitet. ”Så send mig til smeden. Jeg har ingen forstand på at bygge ting, men våben har jeg forstand på,” fortalte han sandfærdigt. Han kunne godt nok ikke selv smede et sværd, men han vidste hvor meget de skulle veje for at være gode våben, han vidste hvor skarp spydspidsen skulle være for at kunne gennembore en anden persons krop. Han kunne endda slibe sværdene så spidse at de kunne gå fra at være slidte sværd til at ligne nye. Derfor var smeden nok det mest oplagte sted for ham, hvor han altid kunne lære hvordan man lavede våben og hvordan man smedede. Det var vel bedre at han kunne lidt, frem for at skulle starte et sted, hvor han intet vidste?

[Deleted]

Tilfreds var Tatiana med det faktum, at slaven fra nu af ville bringe hende hæder. Hun håbede, at han var ligeså lovende, som hun forestillede sig ham, og som Shia havde beskrevet ham, men det ville hun formentligt få be- eller afkræftet inden så længe. Han var trods alt under hendes tag nu, og nu kunne hun derfor bestemme, hvad han skulle ende ud i. Det var dog allerede fastlagt, at han fik et af de mere respektable jobs, da man ikke just blev nedgjort som håndværker, vagt etc., som man muligvis kunne blive som gulvskrubber. Derfor burde Morohtar også være ovenud lykkelig, da han ikke startede fra bunden ligesom de fleste andre. Det havde hans fem andre slavekollegaer dog heller ikke, da hun havde sendt dem ud til noget bygningshåndværk, fremfor rengøring. Selv lagde hun dog ikke vægt på, om de blev nedgjort eller ej, da det var hips som haps for hendes vedkommende. Hun var dog fair på den front, at hun så på folks potentiale størstedelen af vejen, og derefter satte dem i arbejde ud fra det. Hun selv kommenterede ej sagen, at han ville bringe hende ære, som hans forhenværende Dominae, da hun selvfølgelig så det som en selvfølge, at han ville arbejde godt for hende. Hun var trods alt hans arbejdsgiver, og han Kahli. Derfor var det ham ganske enkelt forpligtet, frem for at han havde en personlig holdning til det. Hendes ene øjenbryn gled en snert i vejret, som han direkte kom med et ønske. ”Har du specifik erfaring med smedearbejde, siden du efterspørg det erhverv?” spurgte hun ham sigende, som hun krævede en solid grund til, at hun udelukket skulle sende ham til det arbejde. Hun var trods alt heller ikke en ønskebod, og derfor skulle man direkte have fortjent det, hvis hun skulle rette sig efter folks ønsker, og Morohtar havde igen ikke gjort noget for hende endnu. ”..eller tiltaler bygnings- og vagtarbejde dig ganske enkelt ikke?” tilføjede hun, som hun forlangte, at han var helt specifik i sin årsag. Hun var nemlig ikke en blød kvinde der bare gav til højre og venstre, og derfor gad hun igen ikke bare give ham diverse fordele, uden han havde bevist noget for hende. Der var desuden et kæmpe spring fra at være gladiator, og til at blive smed. Nok stod man relativt med det samme i hånden, men det var ikke det samme. Det ene omhandlede nemlig kampteknik, hvor det andet handlede om at fremstille selve våbnene. Hun mindedes desuden ikke, at Shia havde fortalt hende, at Morohtar havde udført smedearbejde i sin tid. Hun mindedes kun, at kvinden havde sagt, at han havde fungeret som både træner og gladiator. Hun kunne dog ikke give ham sine gamle jobs igen, da hun normalt set ikke gjorde sig med gladiatorer. Hun ville dog gøre en mindre undtagelse nu, da hun var havnet op med seks styks. Derfor ville hun lade dem deltage i et par kampe, men der ville ej komme nye til, da hun ikke mente, at mænd skulle gøre sig med våben. Det var nemlig en kvindes job at stå med sværdet i hånden, hvor mændene derimod skulle gå hjemme og passe det nødvendige der. Et ganske omvendt syn i forhold til resten af verdenen. Selv huskede hun endnu, hvordan en warlock havde forsøgt at belære hende om, at verdenen var anderledes end det. Han havde sagt, at hun – som kvinde – hørte til bag køkkengryderne. En udtale hun havde straffet ham for!

[Deleted]

Dariuz havde intet andet valg end at bringe sin nye Dominae ære, desuden var det ikke bare en hvilken som helst kvinde, det var deres alle sammens Kahli, deres leder. Han vidste at der var stor ære i at arbejde for hende og han var kun glad for at Shia havde talt god for ham og tilmed krævet at han ikke fik et decideret slavearbejde, hvilket han ikke havde det mindste imod. Han ville ikke have noget imod at få et ordentligt arbejde blandt mændene. At blive set ned på vidste han at han ville blive uanset hvad, for sådan var det i deres samfund, men selv da han havde været yngre havde han håbet at han kunne vise sit værd og blive en af de mænd som bragte ære til deres race og ikke blev den almindelige slave, som så mange andre. Han vidste også at der var de mænd der var så heldige at finde en partner der forelskede sig i ham, som faktisk fik lov til at blive fri. Det var nemlig op til mandens Dominae at bestemme hvordan manden skulle leve, da de tilhørte kvinden, og hun kunne vælge at give ham total frihed, så længe han kom hjem igen og andre fik endda lov til at blive så frie at de måtte vælge det liv de gerne ville have uanset hvad det var, og han havde altid håbet at blive en af de slaver. Han fandt det dog lidt ironisk at skulle arbejde for deres leder, når det var den tidligere leder der havde smidt ham for portene og gjort ham til gladiator, ikke at han fortrød det, da han havde nydt sit liv indtil videre. Blikket løftede han en anelse, da hun spurgte ind til hans ønske, hvor han rømmede sig en anelse, da han næsten kunne fornemme at han havde gjort noget forkert. Han lagde dog mærke til at hun nævne vagtarbejdet, hvor han havde troet at hun havde ment at han først kunne blive det, når han havde vist sin loyalitet og det havde han trods alt ikke endnu. ”Ærligt talt, så kan jeg … intet. Jeg kender ikke til andet end kampens hede, jeg har aldrig bygget noget i hele mit liv, men jeg har forstand på våben, jeg har også slæbet en del. Jeg har også fungeret som min Dominaes personlige vagt og bodyguard, jeg.. gik bare ud fra at jeg ikke måtte, når først jeg skulle bevise min loyalitet.. jeg har lavet mad.. ikke noget storslået, men jeg kan til gengæld jage og er en dygtig bueskytte, Kahli,” forklarede han uddybende, hvor han igen sænkede sit blik en del, for at se ned i sit skød. Han var ingen smed, ingen håndværker, han var blot en gladiator, kunne sagtens fungere som vagt, og så havde han også jagtet en del og vidste derfor hvordan dyrene levede og trivedes. Han vidste ikke om dette var noget der kunne komme ham til gavn, for hun havde sikkert en kok der overgik hans egne evner, og han tvivlede på at hun ville give ham den frihed at han måtte tage ud og jage, han gik ud fra at han skulle bevise sin loyalitet til hende, så hun ikke bare gav ham et våben i hånden så han i princippet kunne kæmpe sin vej ud herfra, så derfor så han intet andet valg end smedearbejdet eller bygningsværket og der var smedearbejdet nok bedst for ham.

[Deleted]

Blikket holdt Tatiana fast på slavens ansigt, som han forståeligt nok gjorde hende nysgerrig, når han direkte efterspurgte en stilling. Det var en utroligt vovet forespørgsel at komme med, da han vitterligt intet havde at skulle have sagt til den sag. Hun straffede ham dog ikke for sin tunge, som hun derimod lyttede til, om han rationelt havde noget at byde ind med, eller om hans ord blot havde været simple drømme. Hans ord måtte dog skuffe hende, da han i stedet endte med at erkende, at han kun kendte til kamp. Skuffet forlod et suk hendes læber – hvilket aldrig var noget godt tegn – mens hun fjernede blikket fra Morohtars ydre, som havde hun fuldstændigt mistet interessen for ham. Hun lyttede dog til resten af hans ord, skønt hendes øjne ikke længere tilhørte ham, som hun i stedet betragtede den ene fyldte reol nu. Tankerne svømmede omkring i hendes sind.. Så manden kendte altså kun til kampens hede. En ringe trøst for hendes vedkommende, når det ej var gladiatorkampe, hun gjorde sig klog på. Hun havde nemlig aldrig haft tid til morskab som det, som hun altid havde haft sit arbejde. Hun havde dog set et par kampe i ny og næ, men mange var det aldrig blevet til. Det var derfor ikke svært for hende at erkende, at den nye slave måtte skuffe hende, da hun havde brug for mere end en mand der kunne kæmpe. At han tidligere havde ageret som Shias personlige vagt, kunne hun desuden ej heller bruge til noget lige nu og her, da en sådan stilling hos hende krævede, at han beviste sit værd. En handling der ville tage mere end en dag. Derfor var det ej heller en stilling hun kunne tilbyde ham, selvom han før havde gjort sig indenfor det job. ”Skuffende..,” sagde hun, mens hun let lod sine negle tromme imod bordpladsen. Tænksom sad hun således i et rums tid, før hun igen løftede sit blik op mod ham. ”Som sagt.. Jeg kan endnu ikke give dig en stilling som min personlige vagt, da jeg ganske enkelt ikke ved, hvor din loyalitet ligger. Jeg ved, at jeg er din Kahli, og at du har svoret, at du nu er min, men jeg ved, at ord og handlinger ligger i hver sin bane. Derfor kan jeg ej heller lade dig jage frit i vore skove, for hvad skulle holde dig tilbage?” lød det ligeud fra hende, som hun bestemt ikke lagde noget mellem fingrene. Det havde aldrig været hendes stærke side at holde sandheden skjult.. men på den anden side havde hun heller aldrig set en grund til at lyve – medmindre hun selvfølgelig skulle føre folk bag lyset, som hun til tider skulle. Hun fugtede let læberne. ”Jeg ser heller ingen ide i at gøre dig til kok, når du indrømmer overfor mig, at du ej er den bedste. Jeg tvivler nemlig ikke på, at min nuværende er bedre.. Det kan dog være, at det er en ide at gøre dig til smed, siden det er det tætteste du kan komme på det du holder så kært.. Jeg vil derfor gå med til at give dig en prøveperiode indenfor det erhverv, og hvis ikke du er i stand til at skabe noget tilfredsstilende, vil du ryge ud i noget mere simpelt arbejde.”

[Deleted]

Sukket der forlod hendes læber, tog Dariuz ikke som noget godt tegn, det var det trods alt sjældent. Han blev derfor blot siddende på sin plads overfor hende med et nedslået blik. Han hørte godt at hun sagde at det var skuffende, hvilket var noget der fik ham til at knytte sine hænder. Skuffende?! Hvad pokker havde hun også regnet med?! Hun fik gladiatorer ikke små slavebørn! Hun kunne ikke regne med at mænd der kun kendte til kamp og kun havde trænet hele deres liv til kampene i arenaen, kunne smede, eller bygge mægtige ting som denne by bestod af, det var da en fuldstændig absurd tanke! Tænderne bed han sammen, selvom han intet sagde, da han gjorde klogt i ikke at tie og bide sin irritation i sig, selvom han skam var fristet til at fortælle hende en ting eller to. Det var ligesom når mændene var inkompetente når han trænede dem, hvor han også slog dem i jorden og fortalte dem en ting eller to, det ville nok bare være svært at gøre det ved sin egen Kahli, da hun trods alt var lederen og han kunne miste livet ved det og det var han ikke interesseret i. Han havde allerede fornærmet en kvinde i dag og han gik ikke efter to. Som hun begyndte at prædike om loyalitet, sad han blot stille og stirrede ned mod sine hænder, hvor han faktisk også gav sig til at tænke på noget andet frem for at høre efter, da han alligevel ikke havde noget at skulle have sagt. Han kunne ikke lade vær med at drømme sig tilbage til sit gamle liv, hvor alt havde været perfekt – indenfor visse grænser naturligvis – der havde der ikke været nogen problemer, der havde han været en respekteret mand, her blev han blot set på som en slave, som et nul, som ingenting, hvilket han skulle vænne sig til. Hun fangede endnu engang hans interesse, da hun sagde at hun ville lade ham prøve som smed, et eller andet sted skulle han jo starte og det skulle hans fem andre slaver også, de var nemlig også kun vant til kampens hede, nogle havde dog lært noget andet slavearbejde inden de var blevet gladiatorer, ligesom han kunne jage og kokkerere, derfor så kunne det være at nogle af de andre var lidt mere heldige, men ellers skulle de også starte helt fra bunden af som han selv. Han nikkede blot. ”Javel Kahli,” svarede han, hvor han ikke gik ud fra at der var mere at komme efter. Det var heller ikke fordi han havde lyst til at være her. Han havde lyst til at finde Shia og nærmest tigge hende om at tage ham med igen, da han mistede alt hvad han havde haft, hvilket han på ingen måde brød sig om. Han vidste ikke engang om han ville komme til at kunne lide det her, skulle han være ærlig, så havde han sine dybe tvivl på det.

[Deleted]

Klogt gjorde Dariuz så sandelig i at holde munden lukket! Tatiana havde nemlig ikke bragt ham til sit kontor for at høre hans mening. Hun kunne faktisk ikke være mere ligeglad med, hvad hans mening var. Han var nemlig blot en slave, og derfor havde han ikke retten til at have en mening. Derfor passede det hende fint, at han holdt sine indebrændte følelser inde. Eller, det burde faktisk være til hans egen glæde, da han i så fald slap for at blive straffet. Selv havde hun nemlig intet imod at straffe mænd, som hun derimod havde gjort en hel karriere ud af det, inden hun havde fået sin nye stilling. At han derimod helt valgte at overhøre hendes ord helt i midten af hendes sætninger, skulle han være glad for, at hun ikke vidste, da det i så fald blot ville hagle ned! Hun krævede nemlig at blive hørt som hans Kahli og ejer. Hun anede dog intet, som han alligevel endte med at svare hende lydigt i den sidste ende. Glad burde han være for sin nye position, som hun rent faktisk var mild ved ham. Hun valgte nemlig at give ham en bedre stilling efter, hvad hun havde set, og hvad Shia havde fortalt hende. Smedearbejde var nemlig langt mere respektabelt end at være gulvskrubber, da det i så fald var sikkert, at man blev set ned på. Han var endnu slave, en mand og derfor underdanig, men han fik lov til at gøre et vigtigt arbejde, hvor det andet blot var beskidt. Hun viftede let med hånden. ”Nå.. Smut så med dig. Jeg har brug for fred, inden det hele begynder igen. Du kan tage et par timers ro i kælderen, hvor du derefter kan blive sat i gang med dit nye arbejde,” sagde hun kortfattet. Selv følte hun ikke, at der var mere at komme efter her, og derfor kunne han ligeså godt søge væk. Selvfølgelig ikke helt ud for at gå frit i byen, men ned i kælderen, hvor slaverne havde deres eget frirum. Hun stolede nemlig ikke en meter på manden, og derfor måtte han bevise sit værd, før hun kunne lade ham gå frit i byen. Hun tænkte dog, at disse timers pause ville gøre ham godt, som han trods alt havde lavet lidt, inden han var blevet hendes. Han havde nemlig vundet to kampe, og det kunne hun vel godt give ham lidt ros for? Hun var ej heller gennemført ond, som hun derimod var retfærdig, hvis hun så en ide i det der blev gjort. ”Nogle spørgsmål?” tilføjede hun roligt. Det kunne trods alt være, at han følte, at der var noget han manglede at have styr på. Han var trods alt et helt fremmed sted, hvor det uden tvivl måtte være en omvæltning. Hun forventede dog, at han kunne klare det, da en slave skulle være omstillingsparat. Selv følte hun desuden, at hun havde forklaret sig ganske godt til nu, og derfor regnede hun ærlig talt ikke med problemer.

[Deleted]

Det nye liv var noget som Dariuz uden tvivl skulle vænne sig til, da han slet ikke var vant til at arbejde på denne måde. Han var vant til at sætte sit liv på spil, til at kæmpe og slås, ikke til at bygge storslåede ting eller smede dem for den sags skyld. At fungere som hendes personlige vagt, ja det kunne han sagtens, selvom han var sikker på at han ville ende med at kede sig af det job, hvis han bare skulle stå på den samme plads uden at gøre noget, derfor foretrak han smedearbejdet frem for noget andet … selvom han aldrig havde prøvet det før. Som Kahli kunne hendes liv naturligvis godt være præget af spænding og fare, men hvem sagde at hun ville have ham med hver gang hun skulle ud? Det var noget af en tilvænning der skulle til, det var han sikker på, og han frygtede helt at han generelt ville komme til at kede sig. Nok man skulle se det som en ære at arbejde for sin Kahli, men hvor godt var det, hvis det alligevel var kedeligt? Det var tydeligt at Adanion så ære i det, skønt han ville dø hvis han skulle være kopholder om det så var for en gudinde! Han vendte blikket imod hende, inden han rejste sig fra stolen, hvor han slog sin højre knyttede næve imod hans venstre bryst. ”Javel Kahli,” svarede han lydigt. Han var naturligvis vant til at være underdanig, men stadig på sin krigeriske måde, frem for på slavemåden. Han var en kriger og det var sådan han var vokset op. Han skulle til at gå, da hun talte til ham igen og han blev derfor stående. Han rystede let på hovedet. ”Jeg har forstået alt Kahli,” svarede han, inden han bukkede for hende i respekt, kun for at rette sig op igen, hvor han valgte at træde forbi stolene og ud af hendes kontor. For en kort stund så han sig omkring. Nu var spørgsmålet om han kunne finde tilbage igen. Stedet var nyt for ham og han kendte det jo på ingen måde. Han valgte roligt at gå ned ad gangen og videre til højre, da han mente at han kom denne vej fra. Det ville blive godt at få en pause, så han også kunne få tilset sine sår og slappe lidt af efter sine to hårde kampe.

//Out

[Deleted]

Anderledes ville hans job uden tvivl blive, men det var der intet at sige til, når nu han var vant til at arbejde som gladiator. Tatiana gjorde sig nemlig ikke i det fag, som hun generelt aldrig havde haft tid til en sådan fritid. Hun havde altid arbejdet meget, og derfor var der intet at sige til, at hun ej havde haft tid til at træne mænd op til slavekamp. Hun havde ganske vidst siddet som tilskuer i tide og utide i Maerimydras arena, men mere end det var det aldrig blevet til. Al det ville der dog komme en smule ændring til nu, som Morohtar kun skulle arbejde som gladiator på deltid nu, samtidig med, at Tatiana til tider skulle bringe sin slave eller slaver i kamp. Hun havde trods alt fået mere end én gladiator af den kære Shia. Spændt var hun dog selv på dette nye samarbejde, som hun glædede sig til at se, hvad slaverne kunne berige hende med. Forhåbentligt noget positivt. Opmærksomt fulgte hun ham med de blå øjne, som han valgte at rejse sig for at gøre sin krigeriske gestus. En gestus hun rent faktisk kunne lide, som den duftede af disciplin. Derfor valgte hun også at nikke anerkendende til ham, som hun indtil nu var ganske tilfreds. Han havde dog ej heller præsteret noget effektivt endnu … for hende i hvert fald. ”Namaarie,” svarede hun roligt, inden hun betragtede, hvordan han forlod hendes kontor. For en stund sad hun blot i sine egne tanker og så imod det spot, hvor han havde været. Yderst interessant skulle det nok gå hen og blive, hvor hun var spændt på at se, hvad Morohtar og de andre slavekrigere kunne udenfor arenaen. De andre slaver var allerede blevet sat i arbejdet sammen med en række andre, men Morohtar var endnu ikke gået i gang endnu. Ganske enkelt fordi at hun mente, at det var passende, hvis han holdt en stunds hvile. Blikket endte hun dog til sidst med at løsrive fra døren, hvor hun i stedet så ned på noget af al det arbejde der lå på bordet. Meget var der allerede at nå, og selvom det var en festlig dag, ville hun gerne nå lidt nu når receptionen var slut, samt inden det blev aften, da festlighederne ville indtage byens gader der. Roligt greb hun ud efter en af fjerpennene, som hun let dyppede i blækket, inden hun begyndte at skrible ned på et pergament.

// Out