Presents to the new Kahli

[Deleted]

Formiddagssolen stod højt på himlen, men det var ej alle strålerne der kunne finde vej ned gennem de mange trækroner. Frodig stod skoven selv i Dvasias, og derfor syntes Maerimydra at henligge endnu mere gemt, end hvad byen normalt var. Hemmelig var den for alle andre end mørkelverne selv, og deres fanger og slaver, og derfor syntes ingen anden race at kunne finde frem til den. Det gav uden tvivl civilisationen der en utrolig tryghed, samt et selvstyre, skønt det endnu ikke var godkendt, som blandt vampyrerne. Tomme syntes byens gader at være, og det var ej fordi, at racen var fortyndet, men fordi, at størstedelen af racen befandt sig på ét bestemt sted. Nemlig herregården i byens centrum. Det storslåede hus havde altid dannet ramme for racens store begivenheder, og derfor var det ingen undtagelse i dag. Folk strømmede konstant ind og ud for at lykønske deres nye Kahli. Mørkelvernes nye leder. Tale lød derfor, samt der var overrækkelser af forskellige gaver, som der blev udvist respekt for den nye Kahli. I et par timer havde det varet, og derfor måtte receptionen også gå mod sin ende, så folk snarligt kunne vende tilbage til deres arbejde. Det var dog vidst, at der senere den aften ville være gang i både gaderne og på selve herregården, som en fest ville følge.
For de fleste øjne – andre end mørkelvernes – var herregården et besynderligt syn. Receptionen foregik ikke inde i selve huset, grundet det gode vejr, men ude i den flotte have i stedet. Haven var ej spækket med højtstående mænd, som den derimod var spækket med højtstående kvinder, hvor det var mænd der gik omkring og servicerede dem. Det var også ligeså mænd der stod for underholdningen, som der i midten af havet var blevet dannet en firkant, hvor grupper på to delvist kom ind for at kæmpe. Kvinderne der var til stede, lignede ej normalt fornemme kvinder, som de par mørkelvernes dystre skønhed, samt de ej gik omkring i kjoler, men i bukser. Centrum for denne fest var kvinden, Tatiana Vanessë Móreadhiel, der blev fejret for at være deres nye Kahli. Det blev sagt, at det var hende en velfortjent stilling, som hun altid havde været der for folket. En høj alder bar hun, og hun var ej heller ukendt for racen, som hun førhen havde stået højt, som både kriger og torturmester, hvor hun også var datter af en højtstående, men desværre afdød, kvinde. Omgivet af kvinder var hun, som de alle ønskede en snak med hende. Den eneste mand der stod ved hende, var en slave, der holdt hendes glas, når hun skulle snakke, samt tog imod hendes gaver, når folk lykønskede hende. Skønt sin nye titel, lignede Tatiana endnu sig selv. Hendes hår var endnu stramt tilbage, som var det en pisk, hvor det tydeliggjorde alle hendes smukke og elviske ansigtstræk. Påklædningen var også endnu der røde læder, skønt der var kommet den ændring, at den var blevet broderet med pæne røde trådmønstre. Autoritær var hun uden tvivl, hvor hun måtte bære en vis ærefrygt, men det skulle en kvinde af hendes position også være.

[Deleted]

Det var en storslået dag, selv for slaverne. Dariuz fik langt om længe sit hjem at se igen. Det var flere år siden at han sidst havde set mørkelvernes tilholdssted, eftersom han var blevet ”forvist” af en gammel leder, fordi han havde slået lederens datter i kamp, der havde hans nuværende Dominae – hans herskerinde – valgte at tage ham til sig, som sin egen personlige gladiator. Mange gladiatorer havde hun skaffet sig i løbet af årene, hvor han selv var steget i rang indenfor slaverne, han havde vundet, hæder, titler og ære i sine kampe, et kendt navn var Dariuz Morohtar kom man i de kredse, da han ikke bare var hvem som helst, men Krigernes Gud også bedre kendt som Den Mørke Kriger. Han havde drømt om at komme hjem igen, da han havde levet sit liv på farten, rejst mellem alle lande kun for at optræde i deres arenaer, hvor han var ren underholdning for publikum. Han havde dog aldrig været ked af sit liv. Han var blevet belønnet med vin og kvinder, selvom den eneste kvinde han havde øjne for, var hans Dominae; Shia. Hun havde været en højtstående kvinde blandt mørkelverne i mange år, en sand kriger selv og havde ikke noget besvær med at sætte sine slaver på plads, da alle respekterede hende og de som ikke gjorde, lærte det hurtigt. Dariuz selv havde stået for optræning af de nye slaver, da han trods alt var den bedste. Dette kunne også ses i hans beklædning og måden han ankom på denne dag, de andre slaver var nemlig bundet sammen i lænker, hvor han selv gik frit, hvor de andre kun bar klæder om livet for at dække de ædle dele, gik han rundt i en ny kongeblå robe med et guldreb om livet som bælte, der gav den lidt form. Der var en V-udskæring så man kunne se noget af hans nøgne og muskuløse bryst, hvor hans arme også var fri. Han var dog elver og derfor gik han rundt i bare tæer. Han var for en gangs skyld blevet vasket godt og grundigt, dette havde gjort hans hår helt silkeblødt, hvor det normalt var ret fedtet. Hans pandehår var lavet i to fletninger der gik om bag i hans baghoved og var bundet sammen, hvor resten af hans blondelokker var fri, så han havde et elvisk ydre og dette kunne også ses på hans ansigtstræk.
Med rolige skridt gik han, han bar et enkelt af sine kortsværd ved siden, bundet fast til bæltet i en anden snor, så det kun hang og var let at trække. Han gik ellers med et skjold i den ene hånd og et spyd i den anden, så han kunne forsvare slaverne og sin Dominae skulle de blive angrebet. Shia red på en hvid majestætisk hest, hvor de alle måtte stoppe op, da de nåede portene ind til byen. Adgang blev dem dog givet, hvor de søgte indenfor, hvor Dariuz’ klare blå øjne hurtigt søgte omkring for at se sig om. Meget kunne han huske og noget kunne han alligevel ikke, men det var også frygtelig mange år siden han sidst havde været her, vel.. årtusinder efterhånden? Derfor havde meget ændret sig side og det kunne tydeligt ses. Han fulgte med sin Dominae, holdt sig også tæt på hende, da han nødig skulle fare vild i byen. De red mod centrum. Det eneste han vidste var at de skulle fejre den nye leder, hvor han skulle gøre som han fik besked på. Snart nåede de op til den store majestætisk herregård, hvor der stod en kæmpe flok mørkelviske kvinder, der skævede skævt til Dariuz, fordi han gik frit og tilmed var pænt påklædt hvor resten blot var sølle slaver. Shia steg ned fra hesten og bukkede elegant for sin nye leder. ”Vedui’ A’Kahli” hilste hun ærbødigt, inden hun rettede sig op igen og vendte sine mørke øjne imod sin nye leder. ”Jeg kommer med gaver, mine fineste slavekrigere, kendt i flere af landene” fortsatte hun og gjorde en gestus imod sine slaver der var bundet fast til hesten så de ikke stak af, foruden Dariuz, der blot stod med rank ryg og kiggede frem uden rigtig at se på noget.

[Deleted]

Det var en stor dag i den elviske by, Maerimydra. Ej kun for Tatiana, skønt hun måtte være ellevild. Titlen som Kahli havde nemlig længe lagt hendes hjerte kært, og nu var det endelig hendes at besidde. Siden den forhenværende Kahlis forsvinding, havde hende og en række andre kvinder gjort kur til stillingen, men kun hun havde vundet den. En sand sejr! Det var dog ikke kun en glædens dag for Tatiana, som det var en glædens dag for hele den mørkelviske race. At være Kahli var nemlig den mest ærefulde og respekterede titel i deres samfund, og derfor var det ej et øjeblik, man så blindt til. Derfor vendte alle udstationerede ligeså tilbage til deres by, som alle skulle komme forbi og aflægge deres respekt. Adskillige havde hun allerede talt med, men intet gjorde det hende. Hun nød nemlig opmærksomheden, hun fik, fordi hun personligt var stolt af sin færd og så sig stort på den. Derfor havde hun ingen kvaler, hvad alle formaliteterne angik, og det syntes de omkringstående ej heller at have, skønt der selvfølgelig var dem der skumlede over, at de ej var blevet valgt til den titel.
I færd med at smage på den søde vin var Tatiana, da en af Dominaeérne kom over for at lykønske hende. Uden så meget som at værdige sin slave et blik, hævede hun sit vinglas, hvilket hurtigt fik slaven til gribe om det, inden han pænt stillede sig bag hende igen. Ved siden af kunne han nemlig ej stå, da hun var i en helt anden – og uopnåelig – klasse end ham. Særligt var han på ingen måde klædt, som det var tydeligt at se, at han var lav af rang. Bar var hans muskuløse bryst, hvor han kun havde fået tilladelse til at påklæde sig med et par løse bukser. ”Vedui’ Shia,” hilste hun, som hun måtte genkende den kvinde, der var trådt frem for hende. Underligt var det ej heller, når Shia var kendt for sejrende og underholdende gladiatorkampe. En sportsgren i underholdningsbranchen der var ganske værdsat i det mørkelviske samfund. Barbarisk fandt mange udefrakommende det, da slaverne døde for underholdningens skyld, gennem kampe. En prestige var der dog også i det, da man på den led kunne skabe sig et navn og blive en stor kriger, skønt det selvfølgelig alt sammen ville være i arenaen. Anerkendende bøjede hun kort hovedet for kvinden, inden hendes gennemborende blå øjne måtte søge de slaver, som Shia beskrev som en gave til hende. ”Deres slavekrigere er berømte.. Selv her i Maerimydra, selvom De ikke har ladt dem dyste her i århundreder,” lød det fra hende, mens hun valgte at træde frem. Opmærksomt lod hun sig blik glide over de letpåklædte mænd. Flotte var de, og hvis rygterne om Shias slavekrigere holdt stik, var det i hvert fald en værdig gave! Gode krigere viste nemlig en god velstand, og hvem andre end selve Kahli’en skulle have den største? Dariuz skænkede hun dog ikke et blik, men det var også fordi, at han ikke faldt i et med de andre slavekrigere, som han derimod lignede en vagt, og derfor faldt han muligvis ikke ind for aftalen. ”En værdig gave.. En opvisning burde blive afholdt for det! Jeg går ud fra, at mændene er trænet til det?” sagde hun, skønt det var tydeligt at høre, at hun direkte forventede det.

[Deleted]

Aldrig havde Dariuz som sådan været en del af det mørkelviske samfund, det var mændene som sådan heller ikke, da de fungerede som slaver og intet andet. Han selv var faktisk ikke ked af sin skæbne som gladiator, da han var sikker på at han ikke ville have vundet lige så stor hæder og ære, hvis han bare havde været en almindelig slave. Han havde aldrig haft en normal opvækst, da hans moder havde oplært ham til at blive en sand kriger allerede fra barnsben fordi hun ikke havde været i stand til at få pigebørn, som var yderst velset her i racen. Han var dog en anerkendt kriger udenfor byen og i underholdningsbranchen, så han var ingen almindelig slave, han var en kriger og ikke bare en hvilken som helst kriger, men den bedste.
Han blev stående rankt ved hesten, imens Shia tog sig af det hele. Hun havde været spændt på denne dag, hvilket han vidste fordi hun havde fortalt ham det. Hun ønskede at bringe ære til sin nye Kahli, derfor var hun ellevild efter at vise sine slaver frem. Kendt var hun, hvor det kun var Shia, der af og til havde besøgt Maerimydra, mørkelvernes opholdssted, da hun trods alt var en del af det. Han var dog aldrig kommet med, hvilket ingen af de andre slaver var og derfor havde han ikke været her siden han havde været en ung knægt. Hun rømmede sig let til Tatianas ord og bukkede hovedet ganske let. ”Jeg beklager, Kahli, underholdningsbranchen er ikke altid let, mister man folk, mister man penge, det måtte jeg rette op på,” fortalte hun roligt, inden hun fortsatte med et køligt smil, „men jeg har naturligvis kun det bedste af det bedste til Dem, Kahli.” Hun lod Tatiana gå hen og tjekke hendes slaver ud. Shia havde altid været en loyal støtte til Kahli’en, så selvom det var med tungt hjerte at sige farvel til nogle af sine bedste krigere, så vidste hun at hun altid kunne træne stærke og gode krigere igen, som også ville kunne skabe navn i arenaen. Hun nikkede til Tatianas ord. ”Naturligvis er de trænet til det, Kahli og en opvisning skal De få,” svarede hun, inden hun vendte sig imod sine slaver. ”Morohtar, dig og de fire andre,” svarede hun blot, som det var tydeligt at det allerede var forberedt. Dette fik Dariuz til at reagere, som han vendte sig imod sin Dominae og bukkede let for hende som svar. Han gik hen til slaverne inden han løsnede de fire aftalte mænd fra flokken. Han sendte dem et kortfattet blik. ”Af sted med jer,” svarede han, som de gik hen imod firkanten som var blevet stillet op, hvor tidligere mænd havde kæmpet. Han selv endte med at lægge spyd og skjold fra sig, inden han løsnede rebet til sin kongeblå robe, hvor han foldede den sammen og lagde den over Shias hest, så han kun stod i en lædernederdel. Han tog fat omkring en kasse der hang fast ved hestens saddel inden han bar den over til firkanten. Han åbnede kassen og rakte hver mand et enkelt sværd, han selv to sine to kortsværd, inden han trådte ind i ringen. Han vendte sig imod sin Dominae og afventede hendes ordre. Shia selv så imod Tatiana. ”Kom med Kahli, dette vil De ikke gå glip af,” svarede hun som hun gjorde en gestus imod firkanten som de søgte tættere på, inden Shia så imod Dariuz og nikkede. ”Begynd!”

[Deleted]

To vidt forskellige liv havde Tatiana og Shia gjort sig. Tatiana selv havde nemlig aldrig stræbt efter underholdningsbranchen, som Shia tydeligvis havde gjort. Selv havde hun nemlig gået efter at stige i hierarkiet, og det havde tydeligvis også lykkedes til sidst. I dag stod hun nemlig som mørkelvernes Kahli. Inden da havde hun dog gjort sig i ganske anderledes erhverv, som hun tidligere havde fungeret som byens torturmester, samt et af folkets krigere, hvor hun derfor havde gjort sig i kamp, når slagene havde hersket. Det var dog ikke noget hun helt havde i sinde at lægge på hylden, som hun endnu ønskede at være aktiv på den front. I hvert fald i kampene. I hendes øjne kunne man ej heller være Kahli, hvis ikke man havde lyst til at kæmpe iblandt dem. ”Hvis man mister folk i Deres branche, må man håbe, at manden lider en majestætisk død. Er det ikke, hvad man siger?” sagde hun roligt, skønt det ikke var et spørgsmål, men mere en konstatering. Slavekrigere skulle nemlig falde i et brag af en kamp, fordi det hele var en opvisning. En opvisning på liv og død vel og mærket. Derfor skulle publikum underholdes, når vedkommende trak sit endelige åndedrag. At hun fik det bedste af det bedste af Shias mænd, kunne hun kun se sig tilfreds med. Det rygtedes nemlig, at hun havde nogle af de bedste. Selv havde hun desuden haft fornøjelsen af at se en af hendes kampe engang, men det var også et godt stykke tid siden. ”Jeg er forhåbningsfuld for, at det vil være en optræden, der vil behage mig og mine gæster,” sagde hun fattet, mens hun så til, som manden der blev kaldt for Morohtar gik over og løsnede fire andre. Overrasket var hun over, at han også var en gemen slavekriger, når nu han var ’fornemt’ klædt på. Det var nemlig en normalitet, at slavekrigere kun bar lændeklæder, og derfor undrede det hende, at han havde æren til andet. Udadtil udtrykte hun dog ingen overraskelse, som hun blot så skarp og fattet ud. ”Denne mand … er han ligeså en gave? Fortæl mig, hvorfor han har æren af at bære en anstændig robe, når blot han er en mand,” bad hun sigende, uden hun så imod Shia, som hendes blik blev brugt til at indikere, at det var Dariuz hun talte om. Det var først, da Shia antydede, at de burde træde tættere på kamparealet, at hun sendte et kortfattet nik i hendes retning. Hun ønskede skam at se den kamp, som hun havde opfordret Shia til, og som mændene var blevet sendt af sted, var det blevet tydeliggjort for hende, at det hele tiden havde været planen. Ikke at det gjorde hende noget, da hun ønskede at være sikker på, at de mænd, der blev hende givet var, som hun blev lovet. ”Det er skam ej et syn, som jeg har lyst til at gå glip af,” sagde hun roligt, inden hun bevægede sig over til kampscenen, hvor mændene allerede stod parat. Hendes egen slave fulgte i hælene på hende, hvor han igen endte med at overrække hende vinglasset, som hun blot skulle betragte sig af kampen nu. Opmærksomt så hun til, mens hendes fingrer lukkede sig om vinglassets tynde stilk, som kampen blev råbt i gang.

[Deleted]

Shia endte med at nikke til Tatianas ord. ”Det er sandt,” medgav hun roligt. Gladiatorer led en majestætisk og ”ærefuld” død i arenaen, døde de udenfor var det respektløs, hvor selv de fleste gladiatorer havde respekt nok til at vente til arenaen uanset hvad stridigheder der havde været og mange havde Shia haft med sine gladiatorer, særligt med hendes bedste Morohtar, da han ikke bare havde skabt beundring men også fjendskaber og rivaliseringer. ”Jeg er skam sikker på at det vil behage Dem, Kahli,” svarede Shia med selvtillid i stemmen. Hun havde de bedste af de bedste kriger, det var hvad hun havde ry for, dette havde også givet ende en god og respektfuld plads i det mørkelviske samfund, da hun tit havde stået for festlighedernes ’underholdning’. Som hun så nævnte Dariuz og med en næsten dømmende tone grundet han var bedre klædt, måtte Shias blik blive stålfast, selvom nervøsiteten lå lige under. ”Han er ikke bare ”blot en mand”, han er den bedste af de bedste, en titan, han er en gud i arenaen, han er Krigernes Gud, også kendt som Morohtar; mørkets kriger. Han er kendt i alle landene og står som ubesejret mester,” forklarede hun, hvor hun ikke helt svarede på gavedelen, eftersom hun ærligtalt ikke var meget for at skulle af med sin bedste kriger, men.. hun havde været forberedt på det, dog uden at fortælle Dariuz omkring det, da han var dejlig uvidende, det var desuden også hende der bestemte, selvom hun stadig ikke ville få en kriger som Dariuz.
Som der blev sagt begynd, strammede Dariuz sit greb omkring sine sværd, de fire andre mænd knurrede let og gjorde det samme, der gik ikke længe før den ene valgte at angribe, hvor Dariuz var hurtig til at blokere slaget, inden han trådte forbi ham, hvor den næste mand gik imod ham, denne slog han også ud, hvor han tilmed slog sin flade side af sværdet imod hans ene ben, da han var ved at miste balancen og dermed fik ham væltet omkuld i en forlæns saltomortale. Han slog sine sværd imod de to resterende, der slog ud imod ham, hvor han fik dem kæmpet bagud, inden den ene bag ham svang sit sværd imod ham og han fik en flænge i ryggen, hvilket kort fik ham til at gispe, inden han ligeledes gik til angreb på ham, hvor han løftede det ene ben og sparkede ham i brystet for at vælte ham omkuld, inden han slog imod den første der havde angrebet ham, her slog han mandens sværd væk inden han fik lavet et snitsår ved mandens bryst. De to bag ham var endnu engang kommet op, hvor de slog sværdene imod ham, lod slagene hagle ned over ham, selvom han parerede dem øvet og slog det ene sværd ud på den ene, inden han også fik såret den anden og tvunget ham i knæ. Han fik også den tredje slået helt ud af ringen, så han var ude af spil, de to andre lå og ømmede sig i sandet, da den sidste gik til angreb, men ham fik han slået sværdet ud af, inden han greb fat i ham, fik ham tvunget i knæ foran Shia og Tatiana, der stod på den anden side af rebet der dannede firkanten, hvor han holdt sit sværd oppe, som et tegn på at han havde vundet og kunne gøre nådesstødet. Han vendte blikket mod Shia, hvor den mand han holdt i et jerngreb valgte at holde to fingre oppe imod Shia og Tatiana. Her lænede Shia sig imod Tatiana. ”Det er et tegn på nåde,” fortalte hun, hvor kampen tydeligt var ovre, hvor Dariuz havde bekæmpet dem alle.

[Deleted]

Tatiana var skam spændt på at se, hvad Shia havde at byde hende. Hun havde nemlig før beskuet en af kvindens kampe, men det var nu år siden, og derfor ønskede hun at se, hvordan kvinden og hendes mænd havde udviklet sig, og hvis rygterne talte sandt, var det udtrykkeligt til det bedre. En simpel opvisning her til receptionen ville dog ikke byde det samme, som virkeligheden kunne. Der var nemlig forskel på en ægte gladiatorkamp i selve arenaen, og så et opvisningsshow uden det berømte dødsfald. Hun nikkede kortfattet til Shias ord, som hun selvsikkert sagde, at hun ville blive behaget. Hun kunne dog ikke lade være med at fnyse, da den velklædte slave blev heltegjort. ”Han er blot er mand. Det burde De vide. Alle mænd er blot mænd, selvom kun vi har fået øjnene op for det. Jeg betvivler dog ikke, at manden er velset i arenaen, men det er også blot i arenaen,” sagde hun stilfærdigt, som hun ikke faldt for Shias romantiske billede af hendes vindermand. ”De kan lide Deres mand?” lød det derefter fra hende, hvor det ikke var svært at gætte, at hun med; kan lide, ikke mente gladiatormæssigt, men følelsesmæssigt. Svagt fandt hun en sådan fascination, og det var også til at høre, som hun klargjorde for Shia, hvor mændenes plads var. Selv var hun dog bekendt med, at visse kvinder rent faktisk forelskede sig i disse mænd.
Som kampen blev sat i gang, måtte Tatiana opmærksomt betragte sig af den. Det var bestemt ikke kamp, som hun var vant til, men det var også fordi, at hun var vant til at være i krig, hvor dette bare var for sjov. Det var dog underholdning, som hun selv nød at beskue, men det var også fordi, at hun var lettere sadistisk. Det skulle man dog også være, hvis man skulle kunne håndtere at torturere folk, og det havde hun gjort længe. Som hun betragtede sig af kampen, var det tydeligt at se, hvem der var den erfarne af disse fem mænd. Faktisk direkte hvem der var den mest overlegne. I hendes øjne lignede det ikke, at de fire slaver ydede nogen modstand overfor denne Morohtar, men det var også fordi, at han knapt nok led nogen skade. Hun vidste dog også, at det kun var opvisning, og ikke en rigtig arenakamp. Anerkendende nikkede hun, som Morohtar fik tvunget den sidste mand i jorden. Hendes øjenbryn måtte dog hæves, som Shia fortalte, at den faldende mand ønskede nåde. Nåde? Det var et barn værdigt! Ingen følelser faldt over hendes pæne ansigt. ”Hvis de virkelig var Deres fineste mænd, ville de ej bede Dem om nåde. De ville sejre, frem for at falde. Jeg har været på en rigtig slagmark, og hvis jeg bad om nåde, ville jeg enten leve resten af mine dage i skam, eller i skam for derefter at blive henrettet, eller blot blive henrettet,” sagde hun tydeligvis foragtet over, at man kunne ydmyge sig selv til at bede om nåde. Nåde var for tabere. Ikke vindere. Samfundet havde desuden ikke brug for svæklinge, da de i så fald ville falde. Samfundet havde brug for styrke, og det var derfor, hvad de måtte avle, som de altid havde gjort. Disse fire mænd der lige havde faldet, fortjente allerhøjest et liv i en mine. Andet ville være en skændsel, når de tydeligvis ikke kunne forsvare sig.

[Deleted]

Det gik hurtigt op for Shia hvilken kvinde Tatiana var og det forundrede hende skam ikke, da det var den typiske holdning at have. Shia havde dog været væk længe fra det mørkelviske samfund, hvor hun også mængede sig i de andres samfund, hvor mænd blev set som lidt mere end bare ingeting. Hun var dog klar over at de bare var slaver, men naturligvis var hun stolt over at have den bedste af de bedste, hvem ville ikke være det? Det bragte trods alt guld og ære til hende selv, da hendes navn også var kendt ude i verden. Hun kunne dog høre at det ikke imponerede Tatiana, hvor hun bed sig selv i kinden og så stift frem for sig. Hun nikkede blot som svar, hvor hun håbede på at Dariuz ville imponere sin Kahli i ringen frem for med sit omdømme. Hun måtte dog vende blikket vantro imod Tatiana da hun påstod at hun havde følelser for manden. ”Aldeles ikke! Han er en slave! Men det ændre ikke på at han er en gladiator, en kriger, og tilmed den bedste,” svarede hun bestemt, hvor hun også fastholdt sine ord, hvor hun nok skulle bevise det overfor Tatiana! Manden havde trods alt bragt hæder til hende, gjort hende selv berømt derude, selvfølgelig satte hun pris på det og derfor var hun ikke meget for at skulle af med ham, selvom det desværre så ud til at gå den vej … hvis han altså kunne imponere med sin prestige.
Shia smilte indvendigt, da hun kunne se at Dariuz måtte underholde hende, hvilket var bedre end ingenting. Hun fornemmede dog igen den hårde kvinde der kom frem, da hun fortalte tegnet og sandt havde hun dog. ”Det har De ret i, Kahli, men husk på det blot er en opvisning, Morohtar er den bedste, enhver vil ligne en svækling sammenlignet ham, de andre fire er dygtige krigere,” fortalte hun sandfærdigt og lød alligevel underdanig i tonen, som tegn på at hun ikke forsøgte at belære hende, men blot talte sandt og fra hjertet og hun havde trods alt en del at have sagt, når hun stod som kvinde i samfundet. Hun endte med at nikke imod Dariuz.
Dariuz selv så nikket fra sin Dominae, hvor han lettere nådesløst, slog enden af sit sværds skæfte imod mandens næse, hvilket fik ham til at falde om i sandet, inden han satte sig halvt over ham med det ene knæ på den ene side af ham og den anden fod mod jorden på den anden side af ham. ”Beklager broder,” svarede han, som han hævede sit sværd og stak det nådesløst igennem hans hals og dermed tog livet af ham. Han havde lært ikke at få sine personlige følelser i klemme, og det havde han lært på den hårde måde, derfor var det barsk og barbarisk – for udefrakommende – og sikkert god underholdning for kvinderne her i byen. Shia så imod Tatiana. ”Det vil sige.. de resterende tre,” svarede hun lettere ligegyldigt. Hun blev selv set på som en tåbe, når fjolset bad om nåde, derfor havde der ikke været nogen anden udvej, selvom hun lige havde mistet en god kriger, men på den anden side havde de alligevel alle været en gave til Tatiana, så hun havde mistet ham alligevel. Hun så imod ham. ”Og hvis De betvivler Morohtars dygtighed, så lad ham kæmpe imod en af Deres bedste krigere,” foreslog hun, så kunne hun trods alt for alvor få at se hvor god han var, „og De må selv om, om det skal være en opvisning, eller en ægte kamp, Kahli.”

[Deleted]

Tatiana var på alle måder og kanter en mørkelvisk kvinde! Andet ville dog også være underligt, hvis man tog hendes liv i betragtning. Hun havde nemlig altid levet blandt de mørkelviske kvinder, og derfor gik hendes syn kun én vej. Hun havde desuden haft en ægte mørkelvisk opvækst, der havde stræbt hende fra al blødhed, og derfor var hun ikke som resten af verdenen eller som Shia, der ej levede blandt dem. Det var al sammen værdier hun vægtede højt, og derfor holdt hun stolt ved dem. Tilfredst endte hun med at gøre et hovednik, som Shia fast sagde, at der intet var mellem hende og slaven. Godt var det, da andet var frastødende. En mørkelvisk kvinde var nemlig en stolt og stærk kvinde, hvorimod en mand var en … slave, hvor end han kom fra. ”Meget vel.. Jeg vil tage Deres ord til mig, og bedømme ham ud fra dem,” sagde hun stilfærdigt, som hun skam nu ville bedømme hendes mand ud fra, at han eftersigende skulle være; Den bedste. Et meget farligt ord at bruge overfor Tatiana, da hun tog folk på ordet.
De blå øjne søgte mod Shia, som hun fortalte om nådestegnet. Hun respekterede skam Shia, da hun for det første var en mørkelvisk kvinde, og for det andet havde hun et godt ry, indenfor den branche hun tilhørte. Selv gjorde Tatiana sig ikke blandt gladiatorer, og derfor kunne hun ikke belære indenfor det punkt, skønt der klart var visse ting, som hun fandt almene, og som hun talte højt omkring. ”Jeg vil ej tilsøle ordet; dygtig, med at bruge det på en mand, som beder om nåde. De andre er dog en anden sag, og De har ret i, at der altid vil være en sejrherre,” sagde hun roligt, som hun skam ikke var ude på at nedgøre Shia … kun den mand, der bad om nåde. Helt upåvirket af den henrettelse der skulle til at finde sted, løftede hun vinglasset op til læberne. Drab var ingenting for hendes vedkommende, da hun havde slået talrige ihjel, samt tortureret. Derfor havde hun ingen kvaler med at drikke sin vin, mens hun så, hvordan den tåbelige mand blev henrettet for Morohtars sværd. Faktisk så hun på mordet, som var det en tjeneste. En tjeneste for hendes folks skyld, så det stolte folk ej blev forpestet af sådanne svagelige personer. Hun sank roligt væsken. ”Tre er bedre, end tre og et sort får,” sagde hun kortfattet, som hun selv mente, at den nu afdøde mand ville have trukket alle ned, hvis han havde fået lov til at leve videre. Blikket vendte hun igen imod Shia, som hun foreslog, at de skulle give denne Morohtar en rigtig udfordring. Fristende var det, da hun endnu ikke følte, at det var blevet bevist. Hun havde dog ingen slaver, som hun stolt ville kunne sætte imod denne mand, da hun ganske enkelt ikke gjorde sig i den branche. ”Det ville være mig en fornøjelse at se ham imod en ordentlig modstander, men jeg må desværre sige, at jeg ingen mænd har at stille til rådighed. Jeg har aldrig opfostret gladiatorer, som Dem,” sagde hun sandfærdigt, som hun ingen skam fandt i det. ”Jeg vil desuden påpege, at en rigtig kamp vil kræve en kvindelig modstander, og ej en mand. Hvis De kan finde en kvinde, der er villig til at svinge sit sværd i en dyst, er jeg villig til at ligge øjne til.”

[Deleted]

Lettere tilfreds blev Shia, da Tatiana valgte at tage hendes ord til sig, da hun skam ikke løj! Morohtar var et yderst kendt navn i de kredse hun omgik sig, mange søgte til hende bare for at se hendes kriger på nært hold. Hun undlod dog at fortælle at han havde så meget frihed at han kunne gå hvor det passede ham, indenfor bestemt afstand naturligvis, for hun ville heller ikke give indtrykket af at manden havde styringen og ikke hende. Hun stolede dog på Dariuz og det havde han også altid gjort med god grund, eftersom han var en loyal mand og var aldrig stukket af, men hun havde så også altid behandlet ham godt – af en slave at være vel at mærke. Hun nikkede blot til hendes ord, hvor hun ellers holdt sit blik stift på kæmperne, indtil den var ovre. Det var en skam at den ene skulle lade livet, men på den anden side, så havde hun trods alt ret i at manden var for svag og en skændsel, hvis han bad om nåde, en opvisning havde det dog kun været så hun forstod mandens tankegang, selvom det så kun havde været til hans uheld, da han nu var nødsaget til at miste livet. Skønt Tatiana stod upåvirket, gjorde Shia ikke det samme, da hun lige havde mistet en god mand, men det var en ærgrelse hun måtte sluge og komme over, hvor det kun var heldigt at de tre andre ikke havde gjort dette. ”Netop, de har alle tre klaret sig godt i arenakampene, tilmed vundet en god sum penge, jeg er sikker på at De kan bruge dem til et eller andet,” svarede hun roligt, som hun ikke tog blikket fra Dariuz, der roligt kom op på benene, hvor hans blik hvilede imod den mand han lige havde slået ihjel. Nogle andre var dog hurtigt henne og fjerne liget, hvor de tre andre slaver fik sig kæmpet op på benene og kom hen i rækken bag ved hesten, hvor de kunne sunde sig. Dariuz blev dog stående, hvor hans klare blå øjne gled rundt omkring på folket som kiggede på ham, kvinderne i deres majestætiske tøj der stod som racens dominerende køn, hvor der også stod mænd iblandt dem, de var til gengæld sølle klædt og var racens slaver. Han havde aldrig brudt sig om mørkelvernes samfund. Meget havde han set igennem hans liv og med den frihed han havde haft, vis var han derfor, selvom dette sikkert ikke var velset her i det mørkelviske samfund, kun fordi han var mand.
Shia betragtede sig af Tatiana, inden hun smilede selvsikkert. ”Naturligvis. Han skal have en stærk modstander og hvem er bedre end en mørkelvisk kvinde?” Og med de ord, sprang hun over rebet og ind i firkanten, hvor hun greb omkring Dariuz’ hånd for at løfte den i vejret og dermed bevise at han var sejrsherren. ”Se her! Min stærkeste kriger, en sand gladiator, hvis navn er kendt i mange kredse udenfor det mørkelviske samfund! En fin lille opvisning, men vil I ikke se en rigtig kamp? En sand underholdning? Jeg skal bruge en kvinde der tør tage kampen op imod ham, en der tør vise at han blot er en mand. Nogen der tror at de er stærke nok? Eller skal manden stå som den ubesejrede?” spurgte hun, hvor det var tydeligt at hun provokerede. Dariuz havde dog kort vendt sit blik forfærdet imod hende, da hun havde sagt at det var en kvinde han skulle kæmpe imod. Sidst han havde gjort det indenfor disse mure, var han endt med at blive forvist og der havde Shia taget ham til sig. Hvad ville der ske, hvis han gik hen og vandt denne gang? Han så ud mod publikum, der forekom ham lidt stille. ”Ingen der tør?” fortsatte Shia, hvor der til sidst var en kvinde, med en pisk og et langsværd, som trådte frem. ”Jeg vil.”

[Deleted]

Det rørte ej Tatiana at se slaven miste livet. Hun havde set mange slaver miste livet, samt krigere, uskyldige også videre. Vinen tog hun derfor ufortrødent en tår af, mens hun betragtede, hvordan den ene slavekriger faldt livløst om i sandet. Hun var dog ikke den eneste der var ligeglad med slavens død, da alle de andre kvinder – undtagen Shia – stod ganske upåvirket af det brutale scenarie. Det var uden tvivl et hårdt samfund mørkelverne levede i, men personerne deri blev også støbt til at kunne leve det. Det var Tatiana i hvert fald blevet. Hun nikkede medgivende med hovedet. ”Jeg skal nok finde en måde, hvorpå jeg kan gøre brug af Deres mænd,” sagde hun roligt, og uden tvivl i stemmen. Slaver kunne man altid bruge, og eftersom disse mænd var trænet i kamp, havde de alle tre en fornuftig og brugbar styrke. Den fjerde der derimod havde bedt om nåde, og som nu lå død – fjernet – havde hun umuligt kunnet finde et erhverv til. Intet var nemlig et så usselt væsen værdigt, da en sådan person end ikke fortjente at leve, og det havde hun også vist. ”Hvem ved? Måske jeg selv vil gøre mig i Deres erhverv i tide og utide.”
At Shia var enig i, at Morohtar havde brug for en kvindelig modstander, fik Tatiana til at se tilfreds ud. Kvinden var det stærkeste køn og det mest utrolige væsen, og derfor skulle denne; ’Bedste gladiator’, have en utrolig modstander. Disse fire mænd havde nemlig ingen ordentlig modstand gjort, som de nærmest havde faldet om i det sekund, som deres klinger havde mødt hinanden. Ingen utrolig kamp havde det derfor været, og derfor lå det endnu i hendes ønske at blive forbløffet. Opmærksomt lod hun blikket følge Shias handlinger, som hun hoppede ind i ringen til Morohtar og hævede hans hånd. Smilet måtte brede sig svagt på hendes læber, som hun lyttede til kvindens provokerende ord. Morsomt forekom det hende, da hun selv kunne finde på at være mindst ligeså provokerende. Det var nemlig flabet at prikke til kvinderne med at spørge dem om det turde dyste mod en mand. En mand! Blikket lod hun selv glide undersøgende omkring, som der var ingen der ivrigt trådte frem for at udfordre slaven. Skuffelse begyndte at stige i hende, som tiden blot blev trukket ud. Hun ønskede at se, om Shia talte sandt, skønt hun måtte indrømme, at hun ærlig talt tvivlede på det. En mand var nemlig en mand. Det hele syntes dog ikke forbi, som en kvinde trådte frem for at udfordre slaven. ”Vanyá, a'meldriel!” sagde Tatiana og vendte sig imod kvinden. ”Vor kære Shia påstår, at hendes mand er den bedste, men alligevel har han endnu ikke stået over for en rigtig modstander. Træd ind i ringen til ham og vis os, hvad en kamp egentligt er,” opfordrede hun, hvor hun valgte at gøre en gestus til den opsatte kampring, så hun kunne indtræde den. Dette ville uden tvivl gå hen og blive godt! Det var muligt, at Morohtar kunne en ting eller to med et sværd, men det var generelt kendt, at de mørkelviske kvinder var bedre med et sværd. Det var også dem der drog i krig, når det kom så vidt, og det sagde ej heller så lidt, hvor mændene blot var slaver. Skabt til at være under det kvindelige køn, til forskel for resten af verdenen, hvor det var mændene der var de mest fremtrædende. En yderst mærkværdig skik, som hun ej kunne sætte sig ind i! Der kunne hun langt bedre forstå sig på de sky Valkyrier, der ligeså levede et kvindeomineret liv.

[Deleted]

Selvom Shia ikke var meget for det, så stod hun ikke og så påvirket ud, da det var skjult bag en hård maske, som alle andres. De var krigere, et dominerende folk, desværre havde hun bare været væk så længe at hun snart ikke kunne huske hvordan det var at være en del af et fællesskab, men forhåbentlig kunne man rette op på den sag nu. Hun nikkede til Tatianas ord, selvom hun desværre havde på fornemmelsen at hun bare ville bruge dem til noget de end ikke var værdige til. Nok de bare var mænd og slaver, men de var stadig krigere og dygtige til det, derfor ville det være tåbeligt ikke at udnytte deres potentiale, når nu de var bedre end andre slave og almindelige mænd. Som hun sagde at hun ville gøre sig i hendes branche, måtte hun skæve imod hende og rynkede næsten uset på næsen. Hun ville nødig give sine bedste krigere væk, for at en anden kunne overrumple hende i hendes eget erhverv! Derfor måtte hun også genoverveje om hun virkelig skulle give Dariuz væk, han var trods alt en fantastisk dygtig mand og ham ønskede hun slet ikke at se blive til en sølle slave som den kopbærer hun havde bag sig. ”Og jeg er sikker på at De vil gøre det godt, Kahli,” svarede hun med et bestemt nik, selvom tanken på ingen måde huede hende.
At der var en kvinde som trådte ind, var noget som fik Dariuz til at bide tænderne sammen. Han brød sig ikke om det, da han ikke vidste hvad konsekvenserne ville blive, hvis han faktisk skulle gå hen og vinde, sidst var han blevet forvist, men det havde også været lederens datter han havde overvundet der, hvor han heller ikke havde haft nogen titel, som han havde nu. Han så derfor også mod Shia. ”Dominae,” protesterede han i en dæmpet tone, men hun skævede blot hårdt op mod ham som svar. ”Bring mig ære!” hvislede hun i en dæmpet tone. Den krigeriske kvinde der havde valgt at træde frem, Vanyá lagde højre hånd over venstre bryst, hvor hun bukkede i respekt for Tatiana, som en krigerisk hilsen, et tegn på at hun ønskede at bringe hende ære. Shia nikkede blot til kvinden, inden hun sendte Dariuz et fast blik. ”Begynd!” råbte hun, som hun selv gik ud af ringen igen, hvor Dariuz stod og så bittert på kvinden, da han på ingen måde brød sig om dette! Vanyá fnøs let af hans ansigtsudtryk. ”Se hvor bange manden er,” svarede hun hånende og fik nogle af kvinderne til at le. De forventede allerede at det var den krigeriske kvinde der vandt. Hun gjorde let en finte med sit sværd, men Dariuz lod sig ikke påvirke, han lod sine kortsværds klinger gnide sig langsomt imod hinanden, så det gav en skærende lyd i luften, hvor han smilede provokerende til Vanyá, der lod sig provokere, da hun valgte at gå til angreb. Dariuz parerede hendes slag og slog selv igen, selvom det var tydeligt at denne kvinde var noget bedre end de fire mænd han havde kæmpet imod hun. Hun var bedre end hvad man lige skulle gå og tro. Og han selv havde undervurderet hendes styrke og færdighed. Derfor formåede hun også at få placeret et spark i hans brystkasse så han faldt bag over, hvilket fik hende til at le. Han fnøs let, som han hurtigt kom op igen, hvor han denne gang ikke ville undervurdere hende! Han slog igen ud efter hende, hvor klinge røg mod klinge i et stykke tid, inden hun slog ud mod ham, hvor han selv sprang op på den pæl der var slået i jorden og udgjorde det ene hjørne af firkanten de kæmpede i, så han kom op i luften, hvor han slog sine to kortsværd hårdt og brutalt ned imod hendes langsværd, hvilket var styrke nok til at få hende til at vakle tilbage og ryge i jorden. Dette fik hende til at rejse sig op med et hidsigt udbrud, da ingen skulle tvinge hende i jorden. Igen angreb hun og fik tilmed lavet en dyb rift i hans ryg, hvilket fik ham til at gispe let af smerte, som han vaklede et par skridt frem, inden han var hurtig til at vende sig om. Dette var alvor, hvilket han vidste, men han kunne ikke lade vær med at holde igen, da han var i konflikt med sig selv. Skulle han lade hende vinde eller ej? Hun fnøs let og angreb igen, lagde mærke til at han ikke gav alt. ”Du skal ikke holde igen, Sevrus!” hvæsede hun, som hun fik ham tvunget ned i jorden, inden hun stak sig sværd ned imod ham. Han nåede kun lige at rykke sig, så sværdet gennemborede hans skulder, hvilket fik ham til at udstøde et smerteskrig. Shia forvrængede sin mine i en grimasse ved synet, da dette var hendes bedste kriger, og nu ydmygede han hende! Vanyá trak sit sværd til sig og gjorde let tegn på jubel fra publikum, hvilket hun også fik. Hun vendte sig imod Dariuz, der havde taget sig til den ene skulder. ”En mand, er en mand, han er ingen kriger, men en sølle slave! Lad kvinderne om at slås, Nadorhuan!” hvislede hun, som hun gik hen for at gøre nådesstødet. Dariuz lod sig dog ikke overvinde så let, da han valgte at sparke hende i skinnebenet, så hun faldt forover ned over ham, han smilede hånende til hende, inden han skubbede hende væk og kom op på benene. Endnu et vredt udbrud forlod Vanyás læber, som hun kom op igen og slog ud efter ham. Denne gang parerede han dog hendes slag og holdt ikke igen. Ingen skulle kalde ham for Nadorhuan! Han blev ved med at slå og fik denne gang kvinden tvunget bagud, for at lade hende angribe, hvor han trådte til siden og slog den flade side imod kvindens ben, som fik hende til at miste fodfæstet og ryge om på ryggen. Han trådte tilbage og lod hende komme op, hvor hun denne gang var frygtelig hidsig. Han endte med at slå hendes sværd væk, hvor han placerede et spark i hendes brystkasse og tvang hende endnu engang i jorden, selvom han denne gang trådte ind over hende og krydsede sine klinger ved hendes side, som tegn til at hun havde tabt og han kunne gøre nådesstødet. Dette fik kvinderne omkring til at gispe forfærdet, da han havde vundet, hvilket overraskede dem alle, selvom Shia smilede tilfredst.

[Deleted]

Det gik forbi Tatianas øjne, at Shia ej bifaldt, at hun begyndte at sende hendes gode mænd til arenakampe. Når al kom til alt, kunne hun desuden også være ligeglad med, om Shia brød sig om det eller ej, da hun selv havde valgt at forære sine gode mænd væk. Mænd som Tatiana endnu nærede tvivl til, som hun endnu betvivlede deres effektivitet i en dyst. Sejrherren, Morohtar, forekom hende selvfølgelig lovende, da han lige havde besejret fire andre, men de andre forekom hende ringe. Det havde nemlig været fire imod én, og de fire havde tabt ganske stort og tydeligt, som de alle havde faldet, hvor den ene tilmed havde ladt livet. En ganske sølle gave. Hun havde end ikke moret sig over døden, som det blot havde været en tåbe, der hurtigt havde ladt livet. Hun sagde intet til, at hun nok skulle gøre sig godt i branchen, for … selvfølgelig ville hun det. Hvor svært kunne det være, hvis blot man fandt gode mænd? Det var trods alt blot at give dem træning og derefter sende dem i en arena. Hun brød sig dog ikke om det faktum at gøre mænd til krigere, da de ikke var værdige nok til det. Pladser som den hendes kopholder havde, var de dog derimod tjent med, og dog var der en vis ide i at lade mænd være gladiatorer, da de på den led kunne bruges til avl. Det viste nemlig, at de besad styrke, og det var bestemt et plus, når mørkelviske kvinder ledte efter en mand, der kunne gøre dem gravide. Det var også selv en proces hun måtte gå igennem, når hun engang kom dertil.
Hvor Dariuz ej ønskede at krydse klinge med en mørkelvisk kvinde, så Tatiana yderst tilfreds ud ved tanken. Der eksisterede nemlig ikke bedre krigere end mørkelviske kvinder, og derfor kunne det kun være en passende udfordring for slavekrigeren. Shia påstod trods alt, at han var den bedste af de bedste, og derfor skulle han have lov til at prøve kræfter med en af de bedste. Udenfor arenaen. Spændt var hun på at se, hvordan slaget ville gå, skønt hun selvfølgelig vidste, hvad hun regnede med at se. Kvinden som vinder nemlig. Som hun så Vanyás hilsen, valgte hun selv at bøje hovedet en anelse, imens smilet hvilede svagt på hendes læber. Dette skulle nok gå hen og blive interessant! Det var hun desuden ej heller den eneste der mente, da tilskuerbestanden havde steget betragteligt, siden Vanyá var trådt til. To mænd der kæmpede var ingen sag, men en slave og en stolt kvinde var straks en anden sag! Derfor hvilede der flere nysgerrige øjne på kampscenen nu, end der førhen havde gjort. Synet af Morohtars skræk ved, at det var en kvinde han nu skulle bekæmpe, fik selv Tatiana til at se fornøjet ud. Hun havde nemlig altid nydt at se en mand få som fortjent. Bedre blev desuden kun, da kampen gik i gang, da det var tydeligt at se, at modstanden var blevet langt bedre end før. Kampen nu var endelig værd at beskue! Selv måtte hun også slippe en kort latter, som hun så, hvordan den store mand blev sparket i jorden, og med sandet hvirvlende omkring sig. Underholdende var det at se, men det var også fordi, at dette var en rigt kamp ved siden af den der lige havde været. Sin vin nippede hun til. ”Jeg sagde jo, at din mand havde brug for en rigtig modstander,” sagde hun fattet – henvendt til Shia, skønt hun ej betragtede sig af hende, men derimod på de kæmpende. Vågent betragtede hun kampen, og som Vanyá fik manden til at hyle op, som var han en stukken gris, smilede hun grumt. Hun nød at betragte den stærke kvinde, som hun elskede, hvad de som race havde formået at gøre ved deres kvinder, når ingen anden race havde formået det. Det var en fryd for øjet, og hun var særdeles veltilfreds med, at det var Vanyá der ærede hende, indtil det gik galt.. Det lignede, at Vanyá havde været for overlegen i sin egen triumfrus, da det nu resulterede i, at det var hende der faldt til jorden. Utilfreds rynkede Tatiana på næsen. Dog uden at se væk. Ragende galt endte det hele desuden, for Morohtar endte helt med at slå Vanyás sværd bort, samt fik tvunget hende ned i jorden igen, så han stod som sejrherren. Misbilligende rynkede Tatiana brynene, uden det var til at sige, om hun var utilfreds med Morohtar eller Vanyá. Hun endte med at løfte hånden for at få stoppet det hele. ”En … underholdende og overraskende kamp. Rejs dig, Vanyá! Vi takker for den fine opvisning, og lykønsker … Morohtar for sejren. En interessant slutning på formiddagens kampe,” lød det stilfærdigt fra hende, som hun lod ingen følelse tage over, skønt hun hadede at lykønske en mand. Hun kunne dog ikke benægte ham sejren, når alle lige havde bevidnet den.

[Deleted]

Som Dariuz ikke var meget for kampen, så alle andre ud til at more sig og tilmed hyle op af begejstring – når det var ham det gik ud over vel og mærke. Et par grimme skrammer fik han, da han havde en revne over ryggen, samt fik gennemboret sin skulder, selvom det gik lige igennem kødet, uden at ramme nogen nerver eller sener, hvilket gjorde det heldigt for ham, selvom smerten ikke var til at tage fejl af. Han var i tvivl om han burde slå kvinden eller ej, men da hun begyndte at kalde ham for kujon og fortsatte sin hån, så kunne han ikke længere se igennem fingre med det. Han var nød til at slå til, at sætte hende på plads og det lykkedes ham også at overmande hende, tvinge sværdet ud af hendes hænder og vinde kampen. Hans klare blå øjne hvilede køligt i hendes, som han holdt sine klinger krydset ved hendes hals og han så ikke det mindste væk fra hende, men tværtimod blev mødt af en trodsigt blik fra Vanyá, en kvinde som var yderst bitter i øjeblikket. Han vidste ikke om dette ville koste ham livet, eller om det ville gå ud over Shia, for det var det sidste han ønskede, men han måtte tage konsekvenserne af det, som han havde gjort sidst.
Snart talte Tatiana, deres alle sammens Kahli. Som hun sagde at kvinden skulle rejse sig, valgte han selv at trække sværdene til sig, for at rejse sig op, hvor hans blik kort gled ud mod mængden, inden han så mod Shia, der smilede og nikkede ganske let med hovedet mod ham, da hun var yderst tilfreds med hans præsentation og det var det eneste der betød noget for ham, at han ikke havde svigtet sin Dominae. Som Tatiana talte færdig, gjorde Shia et mindre nik mod de resterende slaver, som et tegn på at Dariuz skulle forsvinde og derfor forlod han ringen for at søge tilbage til hesten, hvor nogle af de andre slaver kunne tilse hans sår og gennemhullede skulder.
Shia havde ikke sagt noget under hele kampen, end ikke da Tatiana havde set ud til at tvivle på hendes stærkeste og bedste kriger. Til tider havde hun forbandet Dariuz for at lade sig falde og holde igen, men som det nærmede sig slutningen, mærkede hun sejrsrusen igennem sin krop. Hun holdt sig tavs gjorde sine tegn til Dariuz, inden hun så mod Tatiana. ”Så.. hvad siger De til Morohtar, Kahli?” spurgte hun og lød naturligvis nysgerrig. Enten havde hun anset det for at være en fornærmelse, fordi han havde vundet eller også var hun imponeret, hvilken én af dem var dog ikke til at sige eller se på hende, da kvinden lignede en der var helt udtryksløs og det var sjældent et godt tegn. Hun var naturligvis nervøs for at hun var sur, men når alt kom til alt, så havde Shia aft ret i sin udtalelse, da hendes kriger var en af de bedste og havde tilmed slået en mørkelvisk kvinde og det sagde vel noget om ham og hans færdigheder? Vanyá havde nemlig ikke været nogen svag kvinde, hvilket havde været tydeligt at se, men alligevel havde Morohtar været bedre.

[Deleted]

Højst interessant havde kamp nummer to været. Kamp nummer to havde nemlig budt på ægte modstand, som Vanyá tydeligvis havde været langt mere erfaren, samt stærkere, end de fire andre slaver, der havde kæmpet imod Morohtar. Vanyá havde nemlig formået at gøre skade på ham, samt fået ham til at hyle op, hvilket havde været til alles store fornøjelse – selvfølgelig på nær Shias. Det havde dog også været en kamp, der havde budt på overraskelser, da den på ingen måde havde sluttet, som folk havde forventet. Vanyá og publikum havde uden tvivl forventet at se Morohtar bide i det tørre sand, men det havde utroligt nok ikke været tilfældet. Fanden havde nemlig taget ved manden og bragt ham til sejr, til alles forargelse. Uhørt var det, at en elvermand slog en elverkvinde! Mændene var slaver og skulle ikke opstemmes med berøringen af klinger! Oprørt mumlen lød i forsamlingen, indtil den nye Kahli, Tatiana, valgte at træde frem og med hånden hævet. Folket te hurtigt af respekt, skønt de ej fulgte halvdelens af hendes ord. Ikke at hun havde forventet andet, da hun selv var imod udfaldet. Ingen havde nemlig interesse for at lykønske denne Morohtar for at have slået en af deres egne ned, skønt kampen havde været fair. Bitre var de nemlig alle, men værst var det uden tvivl for Vanyá, der havde bragt vanære i sit forsøg på at ære sin nye Kahli. De hårde øjne vendte sig mod Shia, som kvinden bad om hendes mening. ”Jeg bifalder på ingen måde ideen om at give en mand et sværd i hånden. Det er en ædel kunst, der ej er en slave værdig,” sagde hun ærligt, som hun skam mente, at mænd ikke hørte til i en kampzone… eller de kunne måske bruges, hvis de blev sat i spidsen i kamp for at dø først. Blikket lod hun drage bort igen, som de blå øjne nu søgte Morohtar, der var blevet taget med bort. Hun kunne dog endnu skimte ham fra sin plads, hvor hun kunne se, hvordan de andre slaver tog sig af ham. Det var vel i orden, at de andre slaver tog sig af ham. Manden havde trods alt bevist, at han ikke var helt tabt, og det var sådanne mænd, som kvinderne havde brug for, om man ville det eller ej. Racen skulle trods alt føres videre, og det kunne de ikke alene, skønt de uden tvivl ville have gjort det, hvis det havde været dem muligt. ”Når det så er sagt, har slaven dog bevist, at han ej er uduelig. De har trænet ham godt, Shia. Vanyá er ej en svag modstander, selvom jeg ikke just kan sige, at jeg er tilfreds med hende i øjeblikket,” endte hun stilfærdigt. Manden havde bevist sit værd, og det kunne end ikke hun tage fra ham. Han var noget særligt, og derfor var det også blevet bevist, at rygterne omkring Shia og hendes slavekrigere var sande. At Tatiana nu selv fik del i den gode, glædede hende blot, da gode slaver altid kunne bruges. Derfor var hun også sikker på, at hun nok skulle finde en post til dem. Der var desuden en vis prestige i at have mange slaver i det mørkelviske samfund, da det uden tvivl viste, at man var en person med magt. Der var dog ingen tvivl om, at hun allerede var den mest magtfulde person i dette samfund.