Presents to the new Kahli

[Deleted]

Shia var blevet yderst tilfreds med udfaldet, selvom det var en glæde hun desværre måtte holde skjult for ikke at fornærme de andre kvinder, som var tydeligt forarget over at Morohtar havde vundet, men det var særligt det som gjorde hende tilfreds, at hun havde formået at overraske og dermed holde ord, hun havde nemlig den bedste gladiator hidtil, da han stod som ubesejret, nok hans overmand var derude et sted, men vedkommende var endnu ikke trådt frem og det så ud til at Vanya heller ikke var tilfældet. Hun så mod Tatiana, hvor hun sukkede let til hendes ord, selvom det var med et smil på læberne. Ordene kom nemlig ikke bag på hende, det var den normale holdning her i dette samfund, men fordi Shia arbejdede med gladiatorer som var mænd så hun delte ikke helt den samme mening. ”Jeg sagde jo at han var den bedste kriger, samt at han står som ubesejret,” svarede hun lettere kækt og smilede yderst tilfreds, inden hun vendte sig imod Tatiana, „men tag ikke fejl, Kahli. Han er en slave. Og en dygtig én tilmed, han har lært respekt, udviser disciplin og er nyttig på andre måder end kun kamp. Desuden nok vores mænd er slaver, men vi ved alle at vi skal bruge dem til at formere os, og hvem vil ikke have en den bedste mand blandt os?” Hun havde trods alt en pointe i sine ord, desuden så var Morohtar en dygtig mand på mange områder, det var også derfor at hun ikke var meget for at skulle af med ham, hun frygtede nemlig at der ville blive set bort fra hans potentiale og at han blot ville ende med at blive en sølle kopholder, hvilket der ingen ære var i, og selvom han blot var en slave, så havde han alligevel fortjent bedre end lige sådan et job. Hun nikkede roligt til hendes efterfølgende ord. ”Jeg kan dog ikke tage al æren for ham, han har altid haft et potentiale indenfor kamp, det er også ham der står for at træne de andre krigere, når jeg ikke selv har tid, men laver forretninger. Og De må vælge alle de slaver som De ønsker,” svarede hun roligt, som hun vendte blikket imod sin hest med de mange slaver bag.
Dariuz var gået hen til de andre slaver, hvor den ene var i færd med at sy såret på hans ryg, en anden det sår han havde fået ved armen, hvor de før det havde vasket dem. Såret ved skulderen var dog ikke til at sy. Sværdet var gået lige igennem og det skulle derfor lukkes med ild; et glødende jern. Han selv sad derfor med et af sværdene i et lille bål, for at gøre det varmt og glødende. Han sagde intet, vidste ikke hvad der skulle ske og vidste ikke om han ville blive straffet fordi han havde vundet, men det var det han frygtede, for det var hvad der var sket sidst han havde vundet over en mørkelvisk tøs. ”Vand,” svarede han kortfattet, som han rakte hånden ud mod en tredje slave, der holdt en skinddunk, som han tog for at få lidt ned, inden han rakte det igen. ”Sværdet er ved at være varmt nok,” meddelte han, selvom han ikke glædede sig til denne part.

[Deleted]

”Den bedste i arenaen om end,” rettede Tatiana hende. Det var meget muligt, at denne slave havde bevist sit værd i arenaen, men det gjorde ham til ingen kriger i store slag. Store slag som hun havde deltaget i. Der var nemlig betydelig forskel på at befinde sig på en slagmark, og i en gladiatorarena, skønt begge dele muligvis handlede om liv og død. Tilfredst nikkede hun med hovedet til Shias ord, da det behagede hende at høre, at når alt kom til alt, at denne Morohtar endnu kendte til sin plads i samfundet. Nemlig under kvinden. Det var nemlig til at frygte, at mænd som ham fik for høje tanker om sig selv, når de ej burde få det. ”Det glæder mig at høre, at Deres slave kender til sin plads i livet. Der er intet der er mere irriterende, end en slave der forsøger at gøre oprør, når de i virkeligheden ingen veje kommer med det,” sagde hun roligt, inden smilet let gled over hendes læber. ”Og De har så sandelig ret i, min kære Shia, at vi har brug for mænd som Deres slave. Der er intet der skaber bedre kvinder, end en stærk mørkelvisk kvinde, og en god mørkelvisk slave. Det er trods alt sådan vi alle kom til. Har han været med til at videreføre vor linje?” spurgte hun, hvor hun med det sidste mente, om han var fader til nogen kvinder. Hvis han kun havde skabt drengebørn, var han af ingen interesse på det punkt. Det var nemlig ikke primært drenge, som deres samfund havde brug for. Det kunne dog også være, at han end ikke havde fået tilladelse til at ligge i med nogen kvinder endnu, og det kunne der også være en vis charme i, da han i så fald kunne blive gemt til en heldig. Hendes blik søgte væk fra Shia, og mod slaveskaren i stedet, som Shia tilbød hende, at hun frit måtte vælge imellem hendes slaver. Et tilbud der forekom hende yderst interessant. Hun kunne se på mændene, at de alle bar styrke, og det måtte selvfølgelig behage hende, da de i så fald ikke var fuldkomment uduelige, skønt hun stadig ikke brød sig om mænd med sværd. De var nemlig slaver om man ville det eller ej. ”Jeg må indrømme, at særligt én af Deres mænd står for mit blik. Det undrer Dem vel heller ikke, når jeg siger hvem..,” sagde hun i en rolig tone. ”Morohtar har vist sig at være en god mand. Det ville være mig en glæde at have en mand som ham i mit hushold. Af Deres andre mænd, har jeg kun set de tre andre, som De viste mig, og dem er jeg endnu af tvetydig mening om.. Jeg er dog sikker på, at jeg selv kan finde dem en plads, hvis det skulle være såvel.” Der var ingen tvivl om, hvilken mand hun havde interesse for, og var det virkelig så underligt igen? Hun var forarget over tanken, at en mand kunne slå en mørkelvisk kvinde, men hun kunne ikke benægte, at han havde potentiale. Om Shia dog ville gå af med sin bedste mand, var hun spændt på at se, men ud fra sine ord, var hun nødsaget til det. Hun havde nemlig selv sagt, at hun måtte vælge alle de slaver, som hun ønskede, og hun ønskede specifikt Morohtar.

[Deleted]

Shia nikkede ganske roligt til Tatianas ord, som tegn til at hun havde ret. ”Korrekt. I arenaen,” medgav hun også verbalt, da der naturligvis var forskel på at være omringet af fjender og kun have nogle stykker. Dog var hun sikker på at Morohtar sagtens kunne klare sig i en krig, der stod han nemlig ikke alene, men det var en mindre detalje som hun ikke gad diskutere med sin Kahli, da hendes syn var anderledes end de andre mørkelviske kvinder, fordi hun arbejdede med mændene og så potentiale i dem, et potentiale der ikke blev udnyttet godt nok, og som de andre kvinder i dette samfund ikke kunne se, deriblandt Tatiana. Hun måtte endnu engang nikke sig enig i Tatianas ord, hvor hun denne gang ikke kunne være mere end enig. ”Jeg er helt enig, Kahli. Men mine mænd kender skam deres plads, det sørger jeg skam personligt for!” svarede hun, da hun ikke selv brød sig om en kæphøj mand, dem slog hun altid ned, fik hun chancen, så hun var skam enig i at mænd ikke var andet end slaver, af den grund havde de stadig potentiale indenfor kamp, og det burde man udnytte i stedet for at se bort fra det, som kvinderne her gjorde, der var jo ingen der sagde at de skulle have nogen stor rang, men man kunne godt skabe en stærk hær af mænd, som man kunne sende ud først, skulle man ende i krig. Der var nemlig ikke meget ved kun at lade kvinder falde, når man havde mændene man kunne bruge først. Som hun spurgte ind til Morohtar og hans nærvær med kvinder, så hun mod Dariuz, der sad blandt de andre slaver og blev syet. ”Han er blevet belønnet med kvinder … prostituerede, så det er ikke til at sige,” svarede hun med et kort skuldertræk. Hun behandlede skam sine slaver godt, hvis de gjorde sig fortjent til det og det havde Dariuz gjort, han havde dog ikke lagt i med nogen betydningsfuld, så det var ikke til at sige om han havde gjort nogen gravide og hvilket køn han i så fald var blevet fader til. Hun smilede fornøjet. ”Men hvem gider dog også at have en nybegynder? Så skal vi først til at lære dem op, før de kan tilfredsstille en kvinde ordentligt,” svarede hun morende. Hun selv ville trods alt tilfredsstillet og ikke tilfredsstille manden og det var hun sikker på Tatiana også var enig i. Hun bed tænderne en smule sammen, da hun gav udtryk for sit øje for Morohtar, der skam ikke kom bag på hende. Hun forblev tavs i noget tid, inden hun så fra slaverne til Tatiana. ”De kan få Morohtar … på én betingelse, at De udnytter hans potentiale som kæmper. Han er ikke en mand der skal gå til spilde ved at være kopholder. Som De selv har set, så har han potentiale, og jeg siger ikke at han skal kæmpe imod flere kvinder, han kan sagtens klare stærkt arbejde og vil også udføre dette arbejde, men han er ingen normal slave, da han ikke kender til arbejdet, han er en slavekriger, en gladiator,” svarede hun ærligt, „det er alle mine slaver. Nogle bedre end andre og De kan få dem alle, hvis det behager Dem. De vil være gode som vagter, og de adlyder skam Deres mindste ordre eller enhver anden kvinde, så frygt ej at de vil gøre oprør, Kahli.”

[Deleted]

Det fornøjede skam Tatiana, at Shia ej stillede sig op til en diskussion med hende. Det var hun nemlig på ingen måde interesseret i på denne fantastiske dag! Det var nemlig en glædes og æresdag for hendes vedkommende, og derfor ville det være en ringe sag at benytte den på uenigheder. Hun kunne nemlig meget vel have troet, at Shia ville have ophøjet sine mænd eller nærmere sagt; mand, men det satte hun pris på, at hun ikke gjorde. De var nemlig igen blot slaver. Det glædede hende derfor også at høre, at Shia skam satte dem på plads, og ej var blødsøden, når de fortjente det. ”Jeg kan kun forestille mig, at mænd som dine til tider forsøger at komme ud af rækkerne. Derfor er det mig selvfølgelig en fornøjelse at høre, at De ej lader dem,” sagde hun i en rolig tone. Det at alle mændene var lydige, gavnede desuden også hende, da hun trods alt var blevet lovet nogen af dem. Ikke at hun troede, at hun ikke selv kunne klare det, men lettere var det bare altid, når de allerede var blevet skolet. Kortfattet nikkede hun med hovedet, som hun blev oplyst om, at Morohtar allerede havde lagt i med kvinder. Det kom ej som et chok for hende, da alle trods alt havde sine lyster, og hvis ikke man blev betalt i guld, så skadede kvindeligt selskab vidst ikke? Selv klandrede hun i hvert fald ikke Shia for at stille sin mand tilfreds på den måde. ”Det er vel passende at lade ham blive fornøjet.. Både for hans egen moral, og for fremtidige kvinders skyld,” sagde hun med et sigende – morende – smil på læben. Der var på ingen måde nogen fornøjelse i at ligge i med en nybegynder! Derfor var det fair at træne manden op gennem prosituerede, da det er sted var sikkert, at en mørkelvisk kvinde engang ville have ham. Han havde trods alt bevist i dag, at han skilte sig ud af slavemængden, og det var, hvad kvinderne ledte efter ved ønsket om et afkom. Tilfredst foldede smilet sig ud på hendes læber, som hun fik besked på, at hun kunne eje denne Morohtar. ”Jeg kan skam se, at slaven er mere lovende end de andre. Derfor vil han ej heller anskaffe sig den laveste status blandt mine slaver. Der findes desuden gladiatorkampe her, i vor smukke by, Maerimydra. Jeg er sikker på, at jeg vil kunne skaffe ham kampe deri, og når de ej byder sig, må han stå som min vagt, hvis hans loyalitet viser sig at holde stik,” sagde hun ærligt, som hun personligt anså det for at være ganske passende. Hun ejede ej slavekrigere som Shia, og derfor ville hun ej være i stand til at tilbyde Morohtar præcis det samme liv, som han førhen havde levet. Hun kunne dog skaffe ham en række kampe når muligheden ville byde sig her i byen, og det måtte forhåbentligt være til en stor nok tilfredsstillelse. Bedre kunne hun i hvert fald ikke gøre det, med den stilling hun besad. ”Af Deres andre slaver, har jeg ej behov for dem alle, men en fin håndfuld til det mere … normale slavearbejde, kunne aldrig skade. Mændene har trods alt en større effektivitet, end hvad der ellers er at finde her.”

[Deleted]

Nok Shia ikke delte alle meninger som hendes samfund gjorde, men hun var skam en stolt mørkelvisk kvinde, der så kvinderne højere hævet end mændene, derfor satte hun også sine slaver på plads, hun kunne nemlig heller ikke selv klare ulydige slaver eller mænd, derfor passede det hende perfekt at hendes slaver var lydige mænd der gjorde som der blev sagt. Det var at høre at Tatiana satte pris på dette udsagn og det glædede skam kun Shia at hun kunne stille sin Kahli tilfreds. Hun havde skam heller ikke haft planer om at give sin Kahli en række ubrugelige mænd, der ikke lyttede, det ville trods alt være en dårlig gave og hun var ikke ude på at fornærme den nye leder. ”Jeg går skam op i at mine slaver udviser disciplin, det andet er tidsspilde og kan kun gå mig på nerverne,” svarede hun ærligt, kun for at bekræfte at det var sandt og ikke bare noget hun sagde for at glæde sin Kahli. Hun nikkede sig enig i de efterfølgende ord. Hun behandlede sine slaver godt, nogle ville måske mene for godt, men det var også det der skabte loyaliteten. ”Det er et ganske simpelt trick. En slave er lidt mere medgørlig, hvis der er en præmie for deres hårde slid og naturligvis for et godt stykke arbejde. Hans sejre, har trods alt givet mig hæder og et godt ry,” fortalte hun roligt, et trick hun ikke havde noget imod Tatiana brugte, hun håbede nemlig på at hun ville behandle hendes slaver godt, nu hvor hun faktisk valgte at give dem til hende, tilmed også hendes champion, Morohtar. En mand hun ville savne, men så igen, han var intet andet end en slave, så hun skulle nok få trænet en kriger der ville bringe hende lige så meget hæder. Hun nikkede taknemligt til hendes ord. ”Det vil jeg sætte pris på, Kahli. Desuden er han loyal, ser De, jeg har givet ham en stor frihed, også en belønning, han kan vandre alene i storbyer og vende loyalt hjem til rette tid, De vil derfor kunne bruge ham til en masse, selv spionarbejde,” fortalte hun roligt og dog ærligt, hvorfor lyve? ”De kan næsten ikke finde nogen bedre slave og mørkelvisk mand end Morohtar, men det vil De selv finde ud af med tiden.” Hun så fra slaverne og til Tatiana igen. ”I orden. I så fald så har jeg de rette slaver til det arbejde,” fortalte hun, så kunne hun godt beholde nogle af de gode krigere, hvilket glædede hende. ”Kom med. Vi kan lige så godt få det hele gjort færdigt,” svarede hun, som hun gik mod slaverne.
Dariuz gispede af smerte, da den ene slave havde taget det gloende varme sværd og pressede det imod hans skulder, bagpå, for at lukke såret. Han bed ned på en gren, som han havde puttet i munden, for at have noget at afreagere på, hvor to andre slaver tilmed holdt ham fast, for at han ikke skulle stikke af. Han blev dog trygt siddende og stirrede olmt foran sig. Snart blev sværdet fjernet, dette var dog ikke nok, for han skulle også have det lukket foran, derfor blev det endnu engang presset imod hans hud og endnu engang måtte han gispe og bide ned på grenen han havde i munden. Snart var det også lukket og han kunne igen slappe af, hvor han trak vejret dybt i tunge pust, hvor han også fik lidt at drikke, vand han også brugte til at skylle ansigtet med.

[Deleted]

Enig i hendes ord, gjorde Tatiana brug af et roligt hovednik. ”Ulydige slaver er blot en gravsten værdig, hvis det overhovedet kan gøre det. Derfor bør de alle indordne sig disciplinen i en tidlig alder, da alt andet er et værre tidspilde, som De også selv siger.. Gaver til slaverne for deres ydelser, er altid en mulighed, men igen … de er slaver, og derfor skal gaverne ligeså komme i moderate mængder. Jeg har dog selv bevidnet, hvordan en kvindes besøg altid kan få en mands vilje til at blomstre. At den vej særligt har bragt Dem fortjeneste, er blot til Deres fornøjelse,” sagde hun roligt. Selv var hun uden tvivl en hårdere kvinde, end hvad Shia var, men det skyldtes også deres forskellige livsstile. Selv var hun nemlig denne hårde kvinde, der havde tilbragt størstedelen af sit liv i krig, og på at torturere andre folk. Det var handlinger der uden tvivl påvirkede ens person, og derfor ville de fleste anse hende for at være en følelseskold kvinde, skønt hun skam både kunne føle glæde og vrede. Shias følgende ord måtte dog få Tatiana til at rynke misbilligende med panden, da det var uhørt! ”Han har tilladelse til at vandre omkring, som var han en fri mand? Deres mand udviser Dem muligvis loyalitet, men jeg har mine tvivl om, at jeg blot kan sende ham ud i det fri. Det vil være en gode han skal vinde sig til,” sagde hun stilfærdigt, da det med bevægelsesfriheden i den grad var en oplysning hun skulle tygge på! Det var bestemt ikke en aftale, hun følte sig tryg med. Ikke når hun ikke kendte til manden. De havde trods alt endnu ikke etableret et bånd til hinanden, skønt hun var hans Kahli, og derfor også hans øverste lige meget, hvordan man vendte og drejede sagen. Hun var nemlig alle mørkelveres øverste. At Shia derefter måtte sige, at hun aldrig ville finde nogen bedre mand eller slave end Morohtar, måtte hun smile ganske tilfredst. Hvad andet kunne man bede om? ”Jeg håber så sandelig ikke, at Deres udtalelse vil skuffe mig,” sagde hun roligt, hvor hun denne her gang var mindre mistroisk overfor udtalelsen. Shia havde trods alt haft ret i, at manden var den bedste af arenaen, som han havde nedlagt fire andre slavekrigere og en ægte mørkelvisk kvinde. Kortfattet nikkede hun. ”Lad os,” medstemte hun roligt, inden hun bevægede sig med Shia over til hendes slaver … eller ganske snarligt hendes slaver. Lang tid burde det ikke tage, da det blot ville være at fortælle mændene, at de hermed stod under andet ejerskab. Nemlig under selveste lederen. Det var en ære, og derfor tvivlede hun personligt ikke på, at det hele ville forløbe ganske smertefrit. Roligt stoppede hun op, som de nåede slaverne. Selv afventede hun blot Shias ord, hvor hendes eget blik hvilede fast på slaverne. Skønt Dariuz specifikt var blevet hende lovet, kiggede hun ikke udelukket på ham, som hendes blik derimod hvilede på hver og en af dem. Hun fik trods alt mere end Morohtar.

[Deleted]

Shia smilede let til Tatianas ord. Hun var en hård kvinde, det var meget naturligt for deres samfunds kvinder, hun var egentlig ligeglad med hvordan hun var, så længe hun havde visioner for racen, der kunne føre dem frem, så var hun sådan set tilfreds og det var hun sikker på at mange af de andre kvinder også ville være. ”Tro mig, jeg giver skam ikke goder og gaver til alle mine slaver, der er mange som har været hos mig i år og endnu ikke vundet noget som helst. Det er kun de med særlig potentiale der vinder noget, såsom Morohtar, det gør også at de andre slaver stræber efter det som er bedre og gør at deres holdning bliver bedre, så de kan få fat i de samme goder,” fortalte hun roligt. Hun var måske lidt anderledes ved visse holdninger end de som var her i samfundet, men hun var skam ingen blid kvinde. Hun lagde godt mærke til at Tatiana blev helt misbilligende ved hendes svar, hvilket fik hende til at smile og hun nikkede bekræftende til det. ”De glemmer at det ikke er alle mørkelviske mænd der er trælbundet, Kahli, nogle mørkelvere forelsker sig, der er der som regel intet slaveforhold mellem dem. Vi er trods alt en race, vores mænd ligger under os, uden tvivl, vi er langt mere værdige end dem, som alle andre mænd, men vores mænd er stadig nyttige, som Morohtar, han har hjulpet mig med mere end blot at skaffe penge og hæder. Desuden så har jeg ikke sagt at De skal sende ham ud med det samme, han ved ikke engang at han bliver givet bort som gave, hvilket nok vil komme som et chok, så det er nok for det bedste at holde ham inden døre det første stykke tid, men jeg er sikker på at han nok skal blive Dem en lige så god mand som han har været ved mig,” fortalte hun yderst roligt, hvor hun bevidst lagde tryk på ’mand’, for det var trods alt hvad han var og Tatiana havde selv set potentialet i ham, han kunne mere end en normal slave. ”Det håber jeg så sandelig heller ikke,” svarede hun blot morende, selvom hun skam mente hvert et ord, men der var jo så også forskel på hende og så Tatiana, så det kunne sagtens være at Morohtar ville være anderledes, selvom han var en trofast person, derfor ville det komme bag på ham skulle han gøre oprør.
Dariuz sad og kom sig over den korte smerte han var gået igennem, hvor han fik en masse vand i sig. Blikket vendte han imod Shia og deres Kahli som de kom over imod dem, Dette gjorde at alle slaver – deriblandt Dariuz – stillede sig på en lige linje, han stillede sig dog foran, som et tydeligt tegn på at han var hævet over de andre. Han havde ligeledes taget sin kongeblå robe på igen, så han igen lignede den majestætiske mand som da han var ankommet. De stod alle rankt som Shia kom over mod dem, selvom Dariuz godt bemærkede glimtet i hendes øjne og det gjorde at han følte sig helt … fortabt. Det var ikke noget godt tegn. ”For at fejre og ære vores nye Kahli, vil nogle af jer tilhøre hende fra og med denne dag, jeg kræver at I yder en lige så stor indsats som I har gjort ved mig, at I adlyder og respektere vores alles Kahli, som I har adlydt og respekteret mig,” fortalte hun, imens hun gik hen og løsnede fem slaver, som hun roligt stillede bag Tatiana, inden hun stillede sig foran Dariuz. ”Også dig, Morohtar. Din tjeneste har været mig yderst god, og meget har du bragt mig, men det er på tide at du får noget andet i dit liv, at du kommer hjem, ær vor Kahli, som du har æret mig, det er det sidste du kan gøre for mig,” svarede hun i en mild tone og sendte ham tilmed et smil, da hun så hvordan hans mine blev helt forfærdet inden den blev fraværende, da han måtte skjule følelserne af sorg og vrede der vældede op i ham. Shia vidste godt at Dariuz altid havde haft et særligt øje til hende, hvilket hun aldrig havde udnyttet, selvom hun havde overvejet det et par gange, netop fordi han var en god mørkelvisk mand og han ville være et pragteksemplar at formere sig med, og derfor var han vel den prægtigste gave at give deres nye Kahli? Hun greb fat i hans arm, da han skulle til at protestere, hvor hun trak ham ind foran Tatiana, så hun kunne studere ham på nært hold. ”Her har de ham Kahli, den prægtige Morohtar,” svarede hun, hvor Dariuz’ mine blev fuldstændig neutral og han så blot lige frem for sig uden at se på noget, da mange tanker begyndte at kværne i hans sind.

[Deleted]

Mærkværdige var Shias ord ej, skønt det ej var en normalitet, at slaverne fik gaver for deres fortjeneste. De var trods alt slaver, og derfor havde de intet valg med henblik på, om de ville udføre deres arbejde eller ej. Det var deres pligt, og derfor skulle de udføre deres herskerindes befalinger uden den mindste form for modstand. Selv kunne Tatiana dog godt se ideen i gaver, da selv slaver var menneskelige om man ville det eller ej. Derfor var det sandfærdigt, at det kunne forhøje deres arbejdsmoral, hvis blot de fik lidt for det. ”Deres tankegang lyder på sin vis fornuftigt, skønt mændene er forpligtiget til at gøre deres arbejde. Det er dog et forsøg, der ligeså altid kan blive eksperimenteret med, blandt mig,” sagde hun roligt, som hun meget vel kunne indføre det samme, hvis hun følte for det. Desuden, nu når hun var blevet Kahli, var det blevet hende forpligtet at skabe noget nyt, og måske hun skulle kigge på kønsrollerne? Ikke at direkte ville hjælpe mændene, da billedet af dem trods alt stadig var det samme. De ville og skulle nemlig altid tilhøre de mørkelviske kvinder. På den led blev racen også holdt ren, og det betød frygteligt meget for hende! ”Jeg ved, at de ej er forelsket i manden, Shia, men de taler om ham, som var der noget alligevel. Jeg er dog sikker på, at jeg nok skal få Morohtar og de andre mænd etableret godt, under mit tag. De vil desuden hurtigt finde ud af, at de er bedst, hvis de hurtigst muligt indretter sig under de nye termer,” sagde hun stilfærdigt, som det ingen hemmelighed var, at hun ej var bleg for at svinge pisken. Hvis slaverne var hende ulydig, ville hun lade pisken hagle over deres blottede hud, og så var hun ragende ligeglad med, om det skete over en mand som Morohtar. Med henblik på Morohtar, kunne hun desuden ikke lade være med at lægge mærke til, hvordan Shia blev ved med at tale om ham med affektion, som der konstant blev antydet, at der alligevel stak noget mere under. Ikke at det var betydning for hende, da hun blot krævede en god slave. Blikket forlod dog Shia, for i stedet at betragte sig af sine kommende slaver, som de nåede over til mændene, der allerede stod klar på rad og række. Det var en disciplin der behagede hende, og hun forlangte, at de ville gøre det samme, når de kom ind under hendes stab. Hænderne foldede hun roligt bag på ryggen, som hun igen havde leveret sit glas til sin kopholder. Tavst lyttede hun til Shias ord, samtidig med, at hun betragtede slavernes reaktioner. De fem af dem bragte hende tilfredsstillelse, som de uden tøven eller modstand gik over til hende. Morohtar derimod, fik hende til at hæve det ene øjenbryn, hvilket ikke var noget godt tegn. Han udviste nemlig et snert af ulydighed, som han ikke blot makkede ret, men derimod blev stående, som om han ikke ønskede at være en del af Tatianas stab. En dybt uforståelig tankegang, da Tatiana var langt højere hævet end Shia. Tankerne gled rundt i hendes sind, indtil Morohtar endelig blev trukket over til hende, hvor hun gjorde et kortfattet nik. ”Perfekt.. Det er ej gaver jeg vil glemme, Shia. Jeg ser frem til, at de vil bringe mig ligeså stor fornøjelse og ære, som de har bragt Dem,” sagde hun, som hun ej forventede andet. Hånden rakte hun roligt frem, hvor hun lod den glide undersøgende over hans stærke krop. Præcis som hun ville have undersøgt et æble for at være dårligt. Hun måtte også trække hans stof lidt til siden, så hun kunne beskue hans sår, da det nu var et sår, som hun skulle tage sig af. De andre slaver syntes dog allerede at have taget godt hånd om ham, og derfor endte hun med at lade sin hånd falde med et tilfredst hovednik.

[Deleted]

Hvordan Tatiana ville gribe det hele an, det var såmænd op til hende selv, Shia fortalte egentlig blot hvordan hun selv havde gjort, hvilket havde været ganske effektivt, aldrig havde hun haft nogen problemer med sine slaver, eller naturligvis skulle de nye lige sættes på plads, særligt af de som ikke var af den mørkelviske race, men af alle de mænd hun havde med i dag, var der kun mørkelviske mænd og de vidste trods alt hvordan samfundet var her. Desuden burde de være glade for at det ikke bare var hvem som helst de blev givet til, men selveste Kahli, deres alle sammens nye leder. Hun trak en smule på skuldrene. ”Det er jo op til Dem, hvordan De vil gøre Kahli. Vi er sikkert forskellige på de punkter, men jeg arbejder med slaver til dagligt, og mine metoder har altid virket,” svarede hun blot, hvor det trods alt blot var sandheden og af ren erfaring hun talte. Det ændrede dog ikke på at det ikke var alle som fik en gave. Hun sukkede let til hendes videre ord, da hun igen nævnte de kærlige følelser. ”Jeg har brugt mange år ude i den anden verden, Kahli.. det har ændret min holdning ved mange ting,” fortalte hun roligt, derfor også grunden til at hun talte så lovende om en mand, om Morohtar. Hun sendte Tatiana et smil, „men lad os ikke spilde tiden. Kom.” Med de ord gik hun mod sine slaver, hvor det måske var rimelig tydeligt at det var et emneskift, men hun gad ikke ende i en diskussion med sin Kahli, bare fordi hendes hjerne var anderledestænkende, det skulle der vel også være plads til?
At Shia ville give Dariuz bort som en gave, var noget der knuste hans indre. Selvom han havde forsøgt at skjule det og holde det på et lavt plan, så kunne han ikke benægte at hans følelser for kvinden havde vokset igennem de sidste par år, hvor han endda havde kæmpet for at blive den mand hun ville formere sig med, men det kom tydeligvis ikke til at ske, hvor han følte sig helt … fortabt. Han stirrede derfor blot fraværende frem for sig, da Tatiana trådte tættere på og lod hænderne søge over hans krop. Var det virkelig denne kolde kvinde som han skulle gives bort til? Kahli eller ej, så tilhørte hans hjerte og sind Shia. Han blev stående uden at gøre den store modstand, da hun valget at fjerne hans klæde, for at kunne se hud og såret ved hans skulder, selvom det hele egentlig var ordnet. Et ar ville det nok give, men dem havde han trods alt så mange af. Shia smilede tilbage til Tatiana og nikkede ganske let til hendes ord, som hun selv havde været i gang med at spænde de resterende slaver sammen og til hendes hest igen. ”Og det regner jeg også med at de vil, Kahli. Nu skal De få lov til at gå tilbage til festlighederne, jeg selv vil nok blive her i nogle dage og siden drage videre,” fortalte hun, som hun satte sig op på hesten og red videre. Den første sætning vidste Dariuz var en hentydning til ham og de andre slaver, og han vidste at han ikke kunne sætte sig op imod deres nye Kahli, fordi han var utilfreds. Han endte derfor med at slå højre knyttet hånd imod sit venstre bryst og skulder, imens han rankede sig mere, hvor de andre fem slaver gentog handlingen. ”Vi står til Deres tjeneste og rådighed, Kahli. Befal os og vi vil følge Deres mindste ordre,” svarede Dariuz, hvor de andre gav et udbrud som tegn på at de var indforstået med ordene. Nærmest som var det en ed de svor til deres nye Dominae.

[Deleted]

Andre boller på suppen ville der uden tvivl komme, nu når slavekrigerne tilhørte Tatiana, og ikke deres tidligere Dominae, Shia. Tatiana var nemlig en kvinde af en anden støbning, som hun var langt hårdere og mørkelvisk til fingrespidserne, samt hun var sin races Kahli. Når det så var sagt, var der en mulighed i, at hun ville overveje Shias metoder, og muligvis bruge en snert af dem. Det var trods alt ej til at benægte, at kvinden opdrættede gode slaver, og derfor var det måske en ide at tænke ud af den sædvanlige boks. Det var dog sikkert, at hun aldrig ville blive helt som den kvinde. Det stræbte hun trods alt heller ikke efter at blive, som hun selv – om man ville det eller ej – var bedre. ”Og det er et faktum, som jeg ej vil glemme,” endte hun sandfærdigt, hvor hun derfor også lagde låg på den snak. Der var trods alt heller ingen grund til at rode rundt i de helt små sager. Kortfattet og enig nikkede hun med hovedet til, at de burde træde over til slaverne. Hun kunne sagtens diskutere med Shia om, at kvindens holdninger var forkerte, og at hun havde levet for længe ude i omverdenen, men det gad hun ærlig talt ikke spilde sin tid på. Ikke i dag. I dag var nemlig en glædens dag, som hun blev fejret. En fejring hun havde ventet i flere år på, som hun længe havde længtes efter lederpositionen, og nu var den endelig hendes!
Hvilke følelser og tanker slaverne holdt inde med, var Tatiana ragende ligeglad med, hvis blot de lystrede hende. Hun tænkte desuden ikke mere over, om nogen af slaverne følte en vis affektion for deres nu tidligere Dominae. De var trods alt bare slaver, og som slaver havde de ej råd til følelser. Følelser var desuden en svaghed, og hun håbede bestemt ikke, at hendes nye slaver var svage! Hurtigt undersøgte hun Dariuz, da det uden tvivl var den mand, som hun havde ønsket allermest. Hun skulle desuden tilse hans sår, nu når han var hendes, og heldigvis så det hele ganske fint ud. Derfor trådte hun også væk med et kortfattet nik. ”Jeg tror også, at mine gæster savner mig. De må nyde Deres ophold her i vor smukke by, og indtil da … Astra esterní ono thelduïn. Namaarie,” afsluttede hun roligt, hvorefter hun kort måtte betragte, hvordan Shia red bort. Det var en yderst velset gave hun var kommet med. Nu håbede Tatiana blot, at slaverne ville glæde hende ligeså meget – eller endnu mere – som de havde glædet deres tidligere Dominae. Hun havde trods alt talt vel om dem. Som hun hørte lyden af slag mod brystkasser, vendte hun sig om, hvor hendes faste blik faldt på de seks slaver. Yderst fattet og autoritær var hendes holdning, som hun betragtede sig af mændene, der alle stod modtagelig for hendes ordrer. Yderst tilfredsstillende! Intet smil var dog at se på hendes læber. ” Følg med Adanion ind i huset, og han vil vise Jer Jeres nye hjem. Jeg har min fest at tage mig af, før jeg kan tilse Jer,” sagde hun stilfærdigt, hvor hun uden flere overvejelser trådte bort. Gæsterne måtte nemlig komme i første række, og især nu når hun havde forsømt dem, siden Shias ankomst. Hun skulle dog blot til at lukke festlighederne ned, og det burde ej tage synderligt lang tid. Adanion der havde fungeret som Tatianas kopholder gennem hele aften, lavede nu en gestus på det store hovedhus – selv herregården – til de ny ankommende slaver. ”Følg med mig, mens vor Kahli tager sig af kvinderne,” sagde han lydigt, inden han trådte frem som den forreste, som han ledte de nye slaver op af terrassen og ind i den prangende herregård.

[Deleted]

Shia ønskede skam ikke at diskutere små sager med sin nye Kahli, det var heller ikke hvad denne dag skulle bruges på, da det var meningen at det skulle fejres, at hun skulle fejres og Shia var kommet her med slaver i gave, hvilket var en god gave, når man tænkte på at hun havde et fantastisk godt ry for dem. Hun nikkede blot til hendes ord, som de gik tilbage til slaverne og hun præsenterede og overrakte de som hun skulle have, hvor hun selv var glad for at hun faktisk kunne få lov til at beholde nogle af sine gode krigere, selvom det naturligvis var hårdt at miste den bedste, som endnu stod som ubesejret. Det gjorde dog også at hun bragte den nye leder ære, da hun bragte hende en fantastisk gave, hvilket var blevet bevist, da han havde slået en mørkelvisk kvinde, noget som havde forarget dem alle og den stakkels Vanyá ville nok ikke vise sig de næste par dage, da hun var blevet ydmyget, hun kunne endda frygte at hun ville forsøge at slå Morohtar ihjel eller bare slå ham i kamp, en farlig position var han i hvert fald blevet sat i. Som hun satte sig op på hesten, vendte hun blikket mod Tatiana og nikkede i en respektfuld hilsten. ” Peditham. Namaarie, Kahli,” endte hun, inden hun valgte at ride videre, for at efterlade sine slaver i Tatianas varetægt, noget der gjorde Dariuz helt tom indeni. Han hadede tanken om at han skulle væk fra sin Dominae, selvom det måske var en ære at tjene sin leder, men af hvad han kunne forstå så var hun en hård negl og han kunne næsten frygte at meget ville ændre sig i hans liv, at han ville miste sin frihed. Han længtes allerede efter sit tidligere liv som lige var blevet ødelagt.
Dariuz og de andre fem slaver blev stående, da hun valgte at give dem en besked, hvor de blot så hende gå, inden Adanion trådte frem og henvendte sig til dem. De fulgte med manden, selvom Dariuz gik i spidsen som et tydeligt tegn på at han var deres anfører. Han var den som havde trænet dem, selvom han tvivlede på at han kunne fortsætte det arbejde, han anede ikke hvad han skulle sættes i gang med, han anede ikke hvad han skulle lave frem over, selvom han ikke håbede at det blev en kopholder som denne Adanion. De fulgte trygt med, da kursen blev sat imod den prægtige herregård som sikkert blev deres nye hjem. Det kunne man naturligvis ikke klage over, selvom de var slaver og derfor kunne risikere at skulle bo i stalden. Intet ord forlod Dariuz’ læber, da han ikke just vidste om det var tilladt, desuden så ville han nok først gøre det, når de var uden for rækkevidde så kvinderne ikke kunne høre dem, han ville nødig træde forkert med det samme.

[Deleted]

Det var ej til at betvivle, at slavekrigernes liv ville indgå en vis forvandling, nu når de var bosatte i Maerimydra og var under selve lederens varetægt. Det var en velset stilling at opnå blandt mændene, skønt det uden tvivl kunne være mere problematisk at servicere en leder, fremfor en kvinde i de mere normale rækker. Selv var Adanion en mand der satte stor pris på sit arbejde, selvom folk formentligt ville prikke ham på skulderen, samt prøve at fortælle ham, at han var kopholder. Et rimeligt tamt job, men han selv satte stor ære i at arbejde for sin Kahli. ”Dette er balsalen, hvorpå store arrangementer vil blive holdt for hele byen, medmindre at vejret er godt, som i dag,” fortalte han roligt, som han førte de nyankommende slaver igennem den nøgne balsal. Ryddet var den, da alle festlighederne var blevet trukket udenfor under den åbne blå himmel. De eneste der var til stede i balsalen ud over dem, var et par andre slaver, der flittigt var i gang med at skrubbe gulvene, så det hele så præsentabelt ud. Han dvælede dog ikke ved den aflange sal, som han derimod straks førte dem til entreen. Det var her man kom ind, når man brugte hoveddøren, og som førsteindtryk skulle de være et nydeligt syn. Der en smukt graveret trappe, der buet førte vej til førsteetagen. Under den kunne man spotte, hvordan en anden trappe førte ned til kælderen. ”Førsteetagen er for beboelse. Det vil sige, at Kahlien og hendes mulige familie eller gæster holder til der. Der er eget køkken, stuer, værelser også videre. Her på denne sal, er der derimod al det officielle. Det vil sige balsalen, et kontor og et større køkken til større forsamlinger,” oplyste han, mens han bevægede sig over til kældertrappen. ”Hernede har vi vor gemakker.” Adanion bevægede sig ned ad den smukt udskårede trappe, der førte dem ned til et … mindre elegant rum. Det var tydeligt at se, hvor der var blevet sparet, og hvor der ikke var. Selv klagede han ikke, da han selv havde oplevet værre gennem tiden. Hvad de andre slaver var vant til, vidste han dog ikke. Gangen de kom ned til var ganske simpel, som der ikke rigtigt var andet end fakler på væggene. ”Vi har vor egen opholdsstue, hvis vi skulle have fri,” fortalte han, samtidig med, at gjorde en gestus til et åbnet rum. Heri var der en pejs til kolde dage, et bord til skakspil eller lignende, samt nogle sofaer der så mere hårde end bløde ud. Han nikkede let med hovedet og gik videre, som han antog, at de andre havde set færdigt. ”Vi har ej egne gemakker her. Vi sover primært i rum på fire, hvor vi sover med dem, som vi nogenlunde deler erhverv med. Sådan ser de ud..” Let skubbede han en af dørene op. Døren gav lys til et mindre firkantet rum. Der var et mindre firkantet vindue for oven, der tillod rummet en smule lys. Ellers var rummet igen simpel. Fire senge stod i hver sit hjørne af rummet, og så var der et skab, der indeholdt slavernes ejendele. Adanion rynkede let brynene, som hans blik faldt på slaven, Dariuz. ”Du bliver formentligt bedt om at skifte.” Han tav igen, som han syntes at høre lyden af et par lette, og dog faste skridt, der måtte indikere Tatianas kommende person.

[Deleted]

Som de blev ført til den store herregård og deres kommende hjem, var Dariuz og de andre slaver imponeret af det flotte ydre, der ikke lignede en normal herregård som normale væsner boede i. Dette havde mørkelviske tegn, mønstre og ornamenter, hvor det hele var bygget på en anderledes måde, så det var et majestætisk hjem for en mørkelver. Han fulgte med Adanion, da han førte dem ind i en stor balsal. Prægtig var den, storslået og noget som Dariuz aldrig havde set lignende. Han havde aldrig været i store og prægtige hjem som dette, da han kun var en simpel slave og var vant til at bo på farten i opslået telte og så videre. Han så kort mod de slaver der var i færd med at skrubbe gulvet, inden han så ned mod sine fødder, der var en smule beskidte og derfor var det med dårlig samvittighed og nærmest forsigtige skridt at han trådte indenfor, hvor han listede efter Adanion, som ledte dem på vej. Alle sammen måtte de lytte, da manden talte, selvom han ikke sagde noget selv. Han fulgte med ud i entreen, der så lige så prægtig ud som balsalen, der havde været enorm, hvor han så sig omkring på de mange statuer, malerier, planter og nipsting som stod rundt omkring, hvor mange ting så antikke ud, alle sammen elvisk, hvilket gav en underlig følelse i hans indre, da det var som at være hjemme. Det var lang tid siden at han sidst havde været i Maerimydra, meget havde også ændret sig siden dengang, da han kun havde været en ung knægt, flere årtusinder var gået. Han følte sig dog allerede hjemme her, hvor det ligeledes var rart at være blandt artsfæller igen. Han så op ad den buede trappe, der førte op til første sal, selvom der tydeligvis ikke var nogen adgang der – ikke at det undrede ham. ”Åh, så det er der vi skal op, skal vi tilfredsstille Kahli’en,” kommenterede den ene slave flabet, hvor de fire andre lo halvt, selvom han fik et fast blik fra Dariuz’ side af, der ikke fandt morskab i det. Han så videre mod døren der førte ned i kælderen, hvor han gik med derhen, selvom det var tydeligt at der ikke var meget at komme efter for dem. Han var dog ikke chokkeret over den tilstand der kom til dem, da han tværtimod ikke havde regnet med at de ville leve i luksus, og når de var vant til at sove på gulvet eller jorden, så var dette jo nærmest luksus for dem. De gik alle med ned, hvor de fem andre slaver lød lettere begejstret over deres eget opholdsrum, da de aldrig havde haft sådan et før, de havde nemlig heller ikke set andet end jord og et telt, da de havde levet med Shia. De gik med hen til værelserne, hvor de også så sig omkring. ”Hælde for sengen ved vinduet!” svarede den ene og fik en albue i siden af den anden. Dariuz selv så mod Adanion, da han kommenterede hans beklædning, hvilket fik ham til at se ned. Hvad var der galt i det? Det var endda det bedste tøj han nogensinde havde eget! Førhen havde han haft en mere slidt robe, hvor denne var helt ny. Han brummede blot, som han så mod Adanion igen. ”Og hvad så nu?” spurgte han manden, som de tydeligvis var færdige med rundvisningen.

[Deleted]

Herregården i Maerimydras centrum var uden tvivl et syn for guderne. Bygningen var ej nogen normal bygning – hvilket hele byen ej heller var – og det ville få de fleste fremmede racer til at måbe ved synet. Arkitekturen var nemlig enestående, hvor hovedingrediensen var; træ. Træ i de smukkeste former, som kun de færreste ville have troet muligt. Udsmykningerne var nemlig utrolige, som udskæringerne var perfekte. At slavekrigerne ej var vant til et lignende syn var til at bemærke. Det var også til at bemærke, at mændene ej var vant til de bedre kredse. Upassende var det nemlig at tale om Kahli’en i den tone, skønt der intet problem var i at ønske en plads i hendes sind. Det skulle dog tages som en ære, hvis man blev budt op, da Kahli’en var den største kvinde. ”Ingen mand er endnu blevet budt op til hendes gemak,” svarede Adanion blot kortfattet, og dog sandt. Det var nemlig kendt, at Tatiana ikke bare var en kvinde, der gav efter for sine lyster. I hvert fald ikke blandt de slaverne, som der endnu ikke var en slave, der havde ligget i hendes seng. Mere sagde han dog ikke, som han blot ledte den lille slaveforsamling ned i kælderen, hvor han viste og fortalte om de forskellige rum til de nåde sovegemakkerne. Blikket vendte han mod Dariuz. ”Vi venter på Kahli’en,” svarede han kortfattet, hvorefter han ganske simpelt gjorde, som han havde sagt.
Imens slaverne havde fået sig en mindre rundvisning på herregården, havde Tatiana i mellemtiden taget sig af sine gæster, som hun havde haft en fest at lukke ned. Som planlagt havde den forløbet – hvis man så bort fra kampen mellem Morohtar og Vanyá – og derfor havde hun intet at klage over, som det hele alt i alt havde været en succes. Derfor var hun også, hvad man kunne kalde for i et godt humør. Med faste skridt bevægede hun sig ned ad gangene, som hun var i færd med at lede efter de slaver, som hun havde sendt bort. Hendes egen kopholder og de seks nye slavekrigere. Det var en god gave blandt de mange gode gaver, som hun havde modtaget, og derfor kunne hun igen være tilfreds. Det ville hun i hvert fald være, indtil andet blev hende budt. ”Jeg ser, at I er færdige.. Godt,” sagde hun kortfattet, som hun gjorde sin entre i døråbningen. ”Kahli,” lød det ærbødigt fra Adanion, der også bukkede for hende. Intet andet end at observere handlingen, gjorde Tatiana, og det var også nok i sig selv. De gennemborende blå øjne lod hun falde på slavekriger – på nær Dariuz. Hvad hun havde at sige nu, var nemlig ikke tiltænkt ham. ”I 5! Tag med Adanion ud i byen. Der vil være noget håndværk at lave. Der er andre derude, der vil sætter Jer i gang,” sagde hun fast, som hun som altid valgte at gå direkte til sagen. Derefter gled hendes blik videre til Dariuz, som hun forventede, at der ingen spørgsmål ville lyde. Hun forventede nemlig, at de makkede ret som lovet. Adanion gjorde i hvert fald, som han respektfuldt bukkede, inden han ledte de andre slaver ud. ”Dig.. kom med op på mit kontor,” sagde hun kortfattet til Dariuz, inden hun igen gjorde mine til at forlade rummet. Målrettet bevægede hun sig ned ad gangen for at søge tilbage og op til entreen, hvor hun valgte at gøre et sving til venstre, som hun søgte sit nye kontor. Der stoppede hun op ved en dør, der var ligeså pænt udsmykket som resten af herregården. Døren var nemlig af mørk mahogni, hvor der ligeså var indgraveret elviske tegn i den. ”Luk den efter dig,” bad hun, som hun selv gik ind på kontoret, hvor hun tog plads i den store stol ved selve skrivebordet. Herinde var alt ligeså lavet af mahogni og pænt udsmykket. I rummet stod tre stole omkring bordet, der alle var polstret med behagelige puder. Der var den Tatiana sad i, og to andre på den anden side af selve skrivebordet. På selve skrivebordet lå der nogle pergamenter, samt blækhuse med fjerpenne. Langs væggene stod der reoler der alle var fulde af bøger, og pergamentruller, og bag selve Tatiana, var der to aflange vinduer, hvor sollyset kunne skinne ind. ”Tag plads,” sagde hun og gjorde en gestus til stolene overfor sig.

[Deleted]

Ingen af slaverne var vant til noget stort og prægtigt, derfor var hele byen overvældende for dem alle sammen. Særligt herregården der nærmest var et slot i forhold til alle andre huse. Fantastisk fandt Dariuz det, hvor han skam følte sig beæret over at være her, selvom han ikke anede hvad hans liv nu skulle begynde at bestå af. Han vidste ikke hvad mændene fik lov til at lave foruden at være kopholder eller arbejde i minerne. Om det var mændene der også fungerede som smede, tømre, skrædder etc., det var han ikke sikker på, men det hårde arbejde var da noget for mændene, eftersom de havde den fysiske styrke og udholdenhed til det. Han håbede at han selv ville blive sat til noget godt, frem for bare at blive en sølle slave der skulle skrubbe gulve. Han vendte blikket mod Adanion ved hans ord, inden han skævede tilbage mod en af de andre slaver, der omtalte Kahlien som var hun en præmie. ”Jeg skal nok få vundet hendes gunst!” svarede han selvsikkert, inden en af de andre slaver greb ham om halsen og holdt ham nede, imens han lo hånende af ham. ”Hvad? Du skræmmer hende væk med din stank! Jeg derimod skal nok få lidt af Kahli’en, hvis i ved hvad jeg mener,” svarede han kækt, hvor Dariuz fnøs let og sendte dem alle et fast blik. ”Det eneste I fæhoveder skal gøre er at vise vores nye Dominae, sågar Kahli respekt, ellers så skal jeg nok sørge for at I bliver hængt op i hænder og fødder,” kommenterede han spydigt, hvilket også fik dem til at tie. Munter var han ikke. Tværtimod. Han havde lige mistet alt han havde haft, hvilket gjorde ham rimelig gnaven, særligt det at han nu skulle undvære Shia, som han sikkert ikke engang ville få at se igen. Men han ville se om han ikke kunne stikke af og så finde Shia for at tale med hende og bare få et farvel. Hvis det overhovedet ville blive muligt.
Alle endte med at stå ret, da de pludselig hørte skridt og kort efter kvindestemmen, hvor de slog sig selv på venstre bryst med højre hånd, som deres handling i respekt for deres Kahli frem for at bukke som Adanion gjorde. De var trods alt opdraget til at være krigere og ikke decideret slave som Adanion var. De adlød hendes ordre og fulgte med Adanion ud, hvor Dariuz blev stående med den ranke holdning, brystet skudt frem og så blot lige ud. Hvad han skulle anede han ikke, det kunne være at hun ville henrette ham fordi han havde vundet kampen og ydmyget en af hendes kvinder. Han fulgte blot efter hende, da hun sagde at han skulle med ind på kontoret hvor han fulgte med hende. Han gjorde som hun sagde og lukkede døren efter sig, inden han blot stod rank, indtil hun bad ham tage plads, hvor han gik hen og satte sig på stolen foran hende. Han sagde intet, havde lært at man aldrig skulle tale før man blev talt til. Han sad derfor blot og betragtede sig af hende, af sin nye Dominae af sin Kahli.