Lever på en løgn..?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Vinden slog iskoldt mod alverdens træer og andet som stod i dens vej. De fleste af de mange træer havde allerede kastet alle sine blade og i aften var det fuldmånen som måtte stå som det højeste på den store himmel. Hylene kunne høres i det fjerne, selvom det nu ikke var en grund til at skulle frygte det. Han var efterhånden vant til mørket.. vant til kulden og vant til skrig og ulvehyl. Det var jo kun en del af den normale hverdag i Dvasias som eftersiges nu også var blevet hans hjem.. der hvor han holdt til sammen med Lysander og Camryn.. den kære tøs. Han holdt virkelig ekstremt meget af hende. Endnu en aften som havde tvunget ham væk fra hjemmet af.. han følte sig bare ikke vel i mørket, at leve med den dødsdom skrevet over hovedet alt efter fordi han var Elanyas sidstefødte.. troede han da i det mindste. Lyden af det faldende vand ved vandfaldet som stod i det store centrum af denne dal.. det eneste sted udenfor Procias som Lysander nogensinde havde vist ham – et sted hvor han faktisk kunne finde den ro som han havde brug for, for at skulle finde den ro og den kontrol i hans eget sind. I det sidste havde den virkelig været helt ude i torvene og han ønskede virkelig ikke at skulle skade nogen af dem som han elskede og holdt så frygtelig meget af.. det eneste som han faktisk havde tilbage. I hånden hvor han bar med sig de isblå flammer som det som skulle oplyse hans vandrende vej for ham. Hans var blå og kolde.. som det han var så tydeligt dybt i sindet som lyset så desperat måtte holde i skak. Han var en tiggende bombe med andre ord. Han satte sig ned på en sten lige ved det faldende vand og betragtede det med et roligt og fattet blik.. tydeligt eftertænksomt. De smaragdgrønne øjne hvilede på den blanke overflade.. et sted så følte han lige her, at han kunne komme tættere på Elanya. Han lod hånden løsne kæden som han havde om halsen – den kæde som han havde båret lige så lang tid som han kunne huske og med deres vielsesringe hvilende deri. Han smilede et stille smil.. Her kunne han finde fred, tænke over tingene, græde om det var det som skulle til eller andet. Her ville ingen jo finde ham. Savnet var i ham, selvom han egentlig aldrig nogensinde havde kendt dem.. så ønskede han og han agtede at leve op til sin fars navn!

[nate]

Nate havde valgt sin vej hertil, fordi at han ville se det sted som Nathaniel i første omgang havde vist ham. Her han havde rendt i barndommen, fordi at han ikke skulle færdes ude. Lestat og ham selv var jo en tro kopi af hinanden udseendsmæssigt - stort set. Borset fra øjnene. Hans var isblå og han havde hørt Juniors var grønne. Han kom gående langs bækken. Her hvor der ingen årstider var, men kun det eventyrland der styrede sin egen gang. Han blev aldrig træt af at udforske stedet her. Der kom jo altid nyt. Han sad nede på en falden træstamme ved en lille bæk der kom ud fra et bjerg og han lyttede til dens beroligende rislen der gled igennem hans øre. Han strakte sig let. Havde ikke set om andre var her i dalen. Han strak sig let, tog en pind op fra jorden og lod den glide i vandet så det skiltes omkring den. Han smilede svagt og blinkede let med øjnene. Han hævede pinden og smed den bort. Han kedede sig faktisk og endte med at rejse sig, gik i retningen hvor Junior sad og der gik ikke længe før han nærmere sig ham, dog uden han selv bemærkede det.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

At Junior havde en bror og endda en tvilling, var ikke noget som han kendte det mindste til. Han vidste bare, at han løb rundt med en dødsdom hængende over hovedet.. han kunne faktisk kun sige sig, at være helt misundelig på den normale befolkning som kunne rende rundt som absolut intet skete. Han blev siddende med blikket hvilende på sine forældres vielsesringe. Han gik med den hele tiden og han tog den virkelig aldrig nogensinde af. Her ville det tage vinteren lang tid at skulle komme til og det vidste han, det var også mere varmt her end det som han normalt ville stå ved i de andre steder som han var vant til. Kulden var kort sagt forfærdelig i Dvasias.. han savnede slottet i Procias, de sikre murer og det liv som han havde levet dengang.. nu måtte han jo kæmpe for det hele mere eller mindre nu.. betydningen af Elanyas blod var åbenbart gået i glemmebogen.. det var i den grad ikke en respekt som Andrew viste hende! De smaragdgrønne øjne søgte omgående op.. han kunne føle en anden tæt på sig og efterhånden var han blevet så varsom med det.. han havde ikke altid været lige heldig med dem som han mødte omkring sig, hvorfor skulle dette vise sig som noget anderledes? Blikket vendte han fast idet han selv måtte tage en anden skikkelse i blik. Han lukkede hånden fast om begge ringe idet han tvang sig op på benene. Han bar sin egen ring på fingeren.. hvorvidt om det skulle vise sig at være med stolthed eller byrde, genstod jo at se.. han havde stadig ekstremt meget at slås med hjemme.. specielt fordi han vidste, at det var der Lestat og Elanya havde været på deres mest lykkelige punkt, det påvirkede ham virkelig kun for meget i den helt forkerte retning og det var noget som han kun måtte fortsætte med den dag i dag. ”Hvem der?” spurgte han følelseskoldt og alligevel med en stemme som blot måtte kræve for svar.

[nate]

Nate bar selv dødsdommen, så at sige. Hvis han blev forvekslet med Junior, så gjorde han jo. Han bevægede sig langsomt over græsset. Hænderne som gled ned i hans lommer i en glidende bevægelse. Han strøg tungen let over læberne, og stoppede op da nogen pludselig synes at snakke til ham. Han så op. Stirrede på skikkelse, som havde det været at se ham selv. Bare lidt bredere bygning. Han selv var jo den spinkle af dem, det havde han hørt. Han bevægede sig hen til skikkelsen, langsomt og nu med hænderne op foran sig som for at sige han kom med fred. "Jeg vil dig intet ondt," sagde han stille og nåede et par meter fra ham. "Junior," bemærkede han dæmpet og strøg tungen over hans læber. Han vidste at Nathaniel havde en masse udrevne sider fra Elanya's dagbog. Så han skulle jo nok få snakket ud med Junior, hvis han bare fik chancen. Han kendte ham jo som så ikke. "Jeg er Nate.. Nate Malfoy Maloya," sagde han stille. Han gjorde dog intet for at underlægge sig Junior, på et plan var han jo egentlig helt på ligefod med knægten selvom ingen vidste det offentligt.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var efterhånden meget vant til at blive genkendt, selvom det dog ikke gjorde ham det mindste rolig på nogen måde. De smaragdgrønne øjne hvilede stift på skikkelsen, som havde det været at stirre Elanya direkte ind i ansigtet. Hvad angik udstråling og varme, så havde han i den grad arvet mest fra hendes side af, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han lagde sine forældres ringe ned i lommen og lod armene falde over kors. Han var tydeligt af den faste bygning.. stærk også, hvilket jo så ikke gjorde kampen i sindet til en enkelt opgave.. til tider af mørket og til tider af lyset og det kunne vende som det rene ingenting. Hans præsentation af navn, gjorde dog sit tydelige udfald. Han endte næsten stiv i blikket. ”Hvorfor bærer du min mors navn?” spurgte han med en betydeligt mere fast stemme end det som han lige havde gjort brug af tidligere. Det var ikke nogen hemmelighed, at lige netop de forældre, var og blev hans ekstrem ømme punkt. Han gik i forsvar mere eller mindre allerede med det samme. Han kneb øjnene svagt sammen.. Malfoy.. det var da hans lærermesters navn? Han rystede på hovedet, det gav virkelig ikke nogen mening i hans hoved! ”Af hvilken grund går du med dronningens navn?” spurgte han med en ganske så fast og næsten følelsesforladt tone. Han havde jo altid fået at vide, at han var den sidste og denne knægt kunne da næppe være meget ældre end ham selv? Om ikke, så var han da yngre? Han tog et stille skridt mod ham og kun med en hentydning; han var ikke bange for ham overhovedet.

[nate]

At Junior ville være så frygtelig forvirret her nu var Nate ikke det mindste i tvivl om. Men efterhånden kunne han jo ikke gå rundt og tro noget, som der ikke var sandt. Se op til en, der ikke var ens far.. Nej, det ville han ikke. Selv havde han kun et billed af Elanya, og en halskæde som var formet som et kors. Den var gemt ned i blusen og under hans tykke jakke. Det var intet han behøvede vise offentligheden. Nok at han lignede Junior på en prik, pånær én ting: Øjnene. Hans var som at se Elanya, mens han selv var som at se Lysanders øjne. "Fordi Junior.. Jeg er din tvilling," endte han med bare at sige. Han lynede lidt ned i trøjen og trak korset frem, med skriften; "Maloya". Han viste den kort, inden at han gemte den beskyttende i hans ene hånd. Stadigvæk klar med sin magi i den anden. "Jeg ved det kommer pludseligt, men Nathaniel har hele sandheden," skyndte han sig at forklare. "Jeg var den svageste.. derfor er jeg opfostret af Jesse og Thayne, Nathaniels lærling og lærlingens mand," sagde han dæmpet. At han var opvokset hos homoseksuelle, havde ikke gjort ham til det. "L..lad mig forklare, inden du gør noget.." bad han først og bakkede et skridt, da han nærmest truede ham ved at sige han ikke var bange for noget, ved at gå frem.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Denne unge knægt kunne ligeså godt bare have skænket Junior en syngende lussing. Resultatet og følelsen af det, havde virkelig været det samme alligevel. Han stod tydeligt overrasket i ansigtet.. det kunne virkelig bare ikke passe! Han rystede fast og afvisende på hovedet uden at tøve det mindste. Det gav i den grad ikke nogen mening! Det måtte være en som havde taget hendes navn til sig.. det kunne bare ikke være rigtigt! ”Jeg ha ingen tvilling.. jeg er Dronningens sidstefødte,” afveg han med en tydelig fast stemme. Han ville slet ikke høre tale om noget som helst andet! Korset som Nate dog endte med at trække frem, fangede hans opmærksomhed fuldstændig.. han havde set den afbilledet i Elanyas dagbog, et arvestykke som han selv havde ledt efter så længe uden at finde det mindste spor til det. Han knyttede hænderne fast og med den tydelige skælven i hans egen krop. ”Nathaniel har sandheden? Snakker vi nu om den samme? Alkymisten som kom til slottet hver eneste dag? Du må virkelig være gal på den.. Hun fik ikke andre end mig dengang før hendes død.. Jeg er hendes sidstefødte..!” Junior endte selv med at trække sig et skridt bagud.. det var dette sted som Lysander havde vist ham som et sted han kunne finde fred og ro og nu stod han der og blev overvæltet med alverdens løgne! ”Du skal ikke forklare noget som helst! Det er kun løgne som dine læber slipper ud!” afviste han med en fast tone. Han havde aldrig nogensinde hørt noget om at Elanya havde fået tvillinger.. hun havde vel skrevet det i dagbogen i så fald? Eller hans far i så fald.. der stod jo intet.. i nogen af dem.

[nate]

"Det er kun hvad de vil have dig til og tro," sagde Nate stille. Han vidste det måtte gøre ondt, at skulle få det af vide. Opvokset med en helt anden tro. Men Nathaniel var den eneste levende udover ham selv, Jesse og Thayne der kendte den fulde sandhed. Lysander gjorde vidst ikke engang, så havde Junior da vidst... havde han ikke? Han nikkede til hans ord. "Jo.. den alkymist," sagde han stille. "Han har vist mig stedet her." Han blev stående. Han lagde korset tilbage igen. Han havde ikke stjålet det nogen steder fra, han havde det ærligt og redeligt. Øjnene kneb han sammen mens han så på Junior. "Prøv da at se på mig.. Hvad ser du? Jeg er ikke et eller andet spøgelse der ligner dig, jeg er her.. Og jeg taler sandt, du må bare slå dig til tåls med det! Du skal være velkommen til at tage med hjem til Nathaniel!" sagde han og nikkede bestemt. At det var overvældene var helt rigtigt, men han ville bestemt ikke stikke ham med løgne.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior rystede på hovedet, det var i hvert fald ikke de historier som han var vokset op med, heller ikke fra Nathaniels side af, og den mand havde kostet ham igennem ekstremt mange træninger og læsninger, studeringer og hvad pokker man kunne forbinde med det boglige hvor Lysander havde stået som det mere fysiske arbejde i form af magisk træning, sværdkamp og kampteknik.. han var Elanyas sidstefødte! Den kæde måtte være stjålet.. hvorfor skulle Elanya ellers give den kæde til en som ikke var beslægtet med Maloya? Han kneb øjnene fast sammen, selv tydeligt med en vrede som måtte melde sig i blikket. De grønne øjne som omgående måtte ende med at blive mere og mere mørke af sig og hænderne så voldsomt knyttet at hans knoer endte med at blive helt hvide. ”Jeg skal ikke hjem til den mand! Jeg kan jo ikke vide mig sikker om du vil føre mig til ham? Du er en løgner! Jeg har ingen tvilling, jeg blev født som den eneste før hende og fars død!” hvæsede han med en kraftfuld tone. Han knyttede hænderne kraftigt, da den sorte dis så roligt måtte lægge sig om hans hænder. Han havde ingen kontrol på den mørke side af magien endnu.. den dukkede virkelig kun op når kontrollen måtte falde fra.. ligesom den gjorde i øjeblikket. Han nægtet kort sagt, at acceptere at nogen skulle komme og lyve til ham hvad angik hans fødsel! Han havde ingen tvilling! Han trådte endnu et skridt tilbage og med de let sammenbidte tænder. Mørket i sindet var og blev stadig noget som han ikke kunne styre.. ikke endnu.

[nate]

"Jeg har ikke i sinde og føre dig nogen steder! Du kan selv tage dertil, og vi transfere os dertil hver for sig," svarede Nate ganske stilfærdigt. Det var underligt at nærmest stå overfor sig selv. Men han havde dog isblå øjne, mens han havde set Junior havde de smaragdgrønne. Han bed sig let i læben og lagde armene over kors. Junior lignede en der var nærmere på et udflip - et held at han så kunne en masse magi, som han havde fået tillært af Jesse. Han holdt ved sin kæde. Ikke skulle nogen tage den. Det var hans eneste mindre omkring Elanya. Blikket faldt til det mørke dis, og fik sig selv til at bakke lidt. Han stoppede kæden under blusen og var klar på at blokere, om det blev nødvendigt.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kunne virkelig ikke kontrollere det mørke o sindet og endnu en gang, var han på vej ud i et større udbrud. Han ønskede det ikke.. ikke uden at Lysander var i nærheden, så ville det da kun gå frygtelig galt! Hans krop sitrede voldsomt.. frygtelig voldsomt, selvom han næsten så desperat prøvede at skulle tage kontrollen igen. Det gik dog bare langt fra så godt som det han selv havde ønsket det. Han vendte blikket mod Nate. De smaragdgrønne øjne var endt næsten helt mørke og med den kraftige kulde som måtte lægge sig i hans sind. Han rystede fast på hovedet. ”S-stop mig..” hviskede han næsten desperat som noget af det første som lige måtte falde ham i tankerne. Han knyttede hånden fast sammen og dannede den helt mørke kugle i hans egen hånd. Sindet kunne ikke kontrollere kroppen.. som den var styret af en helt anden. ”Jeg skal om ingen omstændigheder møde den mand! Han har ødelagt min barndom nok fra før af!” vrissede Junior med en pludselig kraftig og fast tone. Han havde virkelig ikke nogen kontrol over noget som helst lige nu. Han smed kuglen kraftigt fra sig og direkte i retning af Nate. Ikke stor, men dog kraftig nok til at skulle efterlade sig et voldsomt tryk i hans bryst og skubbe ham kraftigt bagover hvis han ville ramme vel at mærke.

[nate]

At mørket måtte overtage Junior kunne Nate godt følge. Hans udvikling fra den oprørske og modsigende, til den kraftige og kolde person. Han blinkede let chokeret med øjnene. Burde hans mester ikke have lært ham at kontrollere dette?! At han sagde stop ham forstod han ikke direkte det mindste af. Nok havde han set disen og det, men hans ord omkring at Nathaniel havde ødelagt Juniors barndom måtte ramme ham som en kæmpe afledning. "Han ødelægger da ikke liv!" udbrød han modsigende, selvom han ikke nåede at sige mere før han blev kylet bagefter og trillede et stykke hen. Hans krop skælvede, og brystet føltes frygtelig ømt. Hans hjerte hamrede mod hans bryst og han rejste sig skælvende. "Husk på hvem du er," sagde han fast og bedende. Han ville bestemt ikke stå her og kæmpe med Kronprinsen! Det var da ligeså dødsdom for ham om han gjorde skade på ham.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde ikke lært at kontrollere mørket i sit sind. Det var virkelig for kraftigt i ham, til at det var noget som han bare kunne gøre sådan og vreden i ham, gjorde det bestemt heller ikke nemmere på noget tidspunkt! Han klemte øjnene kraftigt sammen. At han måtte ramme med den kugle skabt af smerten som måtte stikke i hans hjerte og vreden uden lige.. han havde aldrig nogensinde hørt noget om at han havde mindre søskende eller at hans far ikke ville være hans far og Nathaniel havde han set næsten hver eneste dag igennem det meste af hans barndom, det andet gav virkelig ikke nogen mening for ham på noget som helst tidspunkt! ”Han har aldrig nogensinde nævnt noget som helst for mig!” vrissede Junior med en fast og kraftig stemme. Han lod hænderne falde mod hans tindinger. Han kunne virkelig bare ikke falde til ro på noget som helst tidspunkt, det var virkelig umuligt for ham! Hans ben skælvede og hans krop lige så. Det kunne virkelig bare ikke være rigtigt! ”S-stop mig.. eller jeg slår dig ihjel!” hvæsede han med en fast tone. Han havde for god plads til at bevæge sig på.. han kunne bare ikke falde til ro! Da han havde været yngre, havde Nathaniel bundet ham i disse situationer til han havde faldet til ro igen. ”Din løgner.. d-du lyver!” udbrød han med en fast og kraftfuld stemme.

[nate]

Nate kom skælvende op at sidde og fik sig rejst ved at skubbe fra i jorden med den ene hånd. Han så på Junior. Hans kontrol var løbet, men det så dog ud til at han stadigvæk havde en indre kamp. Mørket lagde sig dog som et dis over Junior, og det var tydeligt at se på hans skælvende krop. Hvor frustrerende. Han selv kunne fint kontrollere det. Han så på ham og rystede på hovedet. "Det var for dit eget bedste han ikke har sagt noget... Jeg ved det er uretfærdigt jeg blev reddet og du ikke gjorde. Men du var førstefødt og stærkest!" sagde han stille. Han løg ikke. Det burde han da også kunne se på ham. Han endte med at hæve hænderne, slog dem sammen og fremdannede en lang række reb der greb ud efter Juniors krop for at binde ham fast. Han ville dog stadig kunne tale.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior stivnede helt, da hans krop blev indfanget i de mange reb. Han sitrede stadig voldsomt og kunne virkelig ikke falde til ro og han hadet det virkelig! Han vaklede let og endte med at falde direkte ned i jorden så lang som han var. han kneb øjnene fast sammen. Dette var noget som han efterhånden var vant til, og det havde faktisk en beroligende effekt på ham, ikke at kunne bevæge sig. Han trak vejret næsten skræmmende hurtigt, også selvom han langt om længe og stille og roligt faktisk også måtte falde mere til ro. Hans mørke øjne endte endnu en gang mere smaragdgrønne som de havde været tidligere. Han spændte fast i hele kroppen og knyttede hænderne. ”Hun kastede mig i helvedes flammer og holdt dig sikker..” hviskede han dæmpet. Det var og havde aldrig nogensinde været det syn som han havde haft af sin mor, det var der heller ikke nogen tvivl om, den tanke alene gjorde faktisk så voldsomt ondt. Han kneb øjnene fast sammen og vred svagt i hans hænder, selvom han klart lå helt fastlåst. Alt han havde troet om hans forældre var en løgn.. det kunne bare ikke være rigtigt! Han rystede fast på hovedet, prøvede kraftigt at skulle rive hænderne til sig. Vreden hvilede stadig voldsomt tydeligt i ham og den slap virkelig ikke grebet endnu!