Lever på en løgn..?

[nate]

Nate nærmede sig hen imod Junior da han var faldet og knælede ved ham. Han så medlidende på ham. Det var forfærdeligt at skulle se mørket sådan overtage ham. Det var faktisk direkte skræmmende. "D-det ved jeg," sagde han stille og så på ham. Han vidste ikke hvad han direkte skulle gøre nu, hvor Junior faktisk troede på ham. Han hjalp ham op at sidde og satte ham op af en stor sten lige i nærheden som hans ryg kunne støtte op af. "Hvad nu?" spurgte han stille og lagde armene omkring sig selv. Han satte sig på bagdelen og trak knæene til sig. Han slog armene omkring sine knæer og så roligt på ham. Han så tænkende ud i luften, og vendte blikket helt mod Junior. Han blev siddende i stilhed og overvågede hans signaler, om han faldt ned eller blev mere sur.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Nate lød så frygtelig sikker i sin sag, selvom det dog ikke var Junior nogen hjælp overhovedet. Deres mor havde bare kastet ham i flammerne og reddet den mindste? Ladet ham gennemgå et helvede af en barndom på den ene side af muren, uden så meget som en tilladelse til at søge ud for bare at kigge.. time på time med træning og lærdom for tronens skyld.. og nu stod han foran sin lillebror som havde levet et liv i paradis – i hvert fald i hans øjne. Han lod sig blive placeret op af stenen, selv med den lette sitren i hans krop. Vreden var der i den grad stadig, denne gang var han ikke det mindste i tvivl om, at dette var noget som ville tage tid at skulle køle ned af. Det var langt fra den besked som han ligefrem havde håbet at skulle få. Han blev dog kun mere og mere rolig, det kunne han tydeligt mærke på sig selv. Han kunne ikke fortsætte med at være den stærke, hvis han ikke vidste hvor pokker han kom fra! ”Du.. du var da den heldige så.. det helvede af en barndom har du da sluppet for..” mumlede han dæmpet. Han vendte blikket væk fra ham, ikke i en foragt, men i sorgen i hans eget sind. Den skulle ikke vises overfor nogen og specielt ikke hvis denne knægt fortsatte med at fortælle ham det.. det kunne vel kun være en sandhed? Han trak svagt på skuldrene. Igen var hans øjne endt helt smaragdgrønne.. endnu en gang ligesom deres mor. Han vendte blikket ned, han vidste virkelig ikke hvad han skulle tro efterhånden.

[nate]

Nate så forsigtigt på Junior og blev siddende lige foran ham. Han ville ikke slippe Junior fri lige nu. Hans vrede var stadig i ham, man kunne se det på den dirrende krop. Hans øjne var dog normale igen, så mørket var falmet en del. Han ømmede let brystet. Det havde fået et ordentligt tryk. "Jeg er opvokset hos et bøssepar," sagde han lidt afskyende. Han var ikke selv bøsse bare pga. hans 'forældre'. Han så stille på Junior, tydeligt medlidende. "Ville gerne have været der.. I din barndom. Jeg har aldrig forstået hvorfor jeg skulle sendes bort," sagde han og kløede sig lidt i nakken. Han så stille på ham. "Jeg ville også gerne været kommet.. så snart jeg fik sandheden, men jeg måtte ikke. Ikke før nu. Hvorfor forstår jeg ikke," forklarede han videre. Han blev siddende. Sad bare og snakkede ud med Junior, og ville blive her indtil han selv sagde god for at han var faldet ned igen. Det vidste han vel bedst selv.

//Out

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var i den grad ikke faldet til ro... ikke endnu i hvert fald, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sad stadig med en let skælven i kroppen. Ikke fordi at han var bundet, det var virkelig det som skulle til for at holde ham i skak, det havde han været vant til siden han havde været ganske lille faktisk. De grønne øjne vendte han mod Nate.. det var næsten som at se sig selv i et spejl.. foruden øjnene selvfølgelig, ellers var der ikke den store forskel. ”Vel for at redde i hvert fald en fra det helvede som hun bragte os til..” mumlede han med en fast tone. Respekten for Elanya var virkelig faldet voldsomt lige i øjeblikket.. endnu mere også for Lysander som absolut intet havde fortalt ham! At Nate så var opvokset ved et bøssepar, ragede ham en høstblomst, det kunne da næppe være så slemt som det han selv var blevet tvunget til. ”Du har i det mindste kendt til den.. ingen har nogensinde fortalt mig noget som helst.. at jeg har gået rundt i tåre igennem mine første leveår på grund af en mand som ikke er min far.. sagt godnat til dem hver eneste aften og så har min far stået ved siden af mig.. det giver ingen mening.. det giver ingen mening..” Han rystede på hovedet. Det kunne simpelthen bare ikke være rigtigt! Han blev siddende i de let stramme reb. Han måtte bare falde til ro først og den snak hjalp faktisk en anelse på det.

//Out