How are you doing?

[Deleted]

Alexander var en presset mand fra alle sider, også selvom han vidste at det var selvvalgt, ud fra alle de titler og det arbejde som han lavede her i Dvasias, så var det frygtelig farligt for ham, at lade facaderne falde, så det var slet ikke noget som faldt ham det mindste i interessen, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i længden. Han husede procianere, selvom det ikke var nogen nyhed, da Cassie selv stod som nymfe, og hans mage, og derfor gjorde han også sit for at passe på hende, så det var en helt anden tilgang, som han havde til hende, end det som han ville have til alle andre, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. De rødlige øjne hvilede intenst på hendes skikkelse. Hun var mærkværdig, og det var noget som uden tvivl også måtte rive i den nysgerrighed, som var i den ældre vampyr foran hende. Han var ved at være rigtig gammel, og den ældste nulevende, så naturligvis, var det også noget som gjorde sit. Et lysvæsen som fandt tryghed i mørket og blandt vampyrer? Ja, det var ikke ligefrem det som han havde regnet med at skulle lægge øre til, men et sted så.. fascinerede det ham vel? Mørket var nu også det eneste som han kendte, og derfor fandt han også det som det eneste rigtige om ikke andet, for hans vedkommende. Han havde bare svært ved at forstå, at hun – et lysvæsen, skulle have det på samme måde som ham selv. ”Kan man overhovedet kalde dig for et lysvæsen, Alice? Et væsen levende i mørket, men dog så afhængig af lyset, som du selv vælger at tage afstand fra?” spurgte han nysgerrigt. At han så igen skulle være drevet af hendes ellers så hamrende hjerte, og den frygt, som han nu havde fundet ud af, at hun nærede for ham, var slet ikke noget som han kunne gøre for, da det næsten var det som faldt ham mest naturligt til, selvom det bestemt heller ikke var nemt igen i den anden ende. Han lod hovedet søge ned mod hendes hals, også selvom han kun valgte at blotte tænderne. I og med, at hun selv havde ført håret bag hendes øre, havde hun jo blotlagt halsen, næsten som om at.. hun ønskede at han skulle gøre det? Og det var nok noget af det, som han faktisk kunne sige, at have størst problemer med, for hvilket levende væsen, gik direkte rundt med lysten til at skulle blive bidt på denne her måde? Det forstod han da til gengæld slet ikke! ”Ønsker du, at jeg skal gøre det..?” spurgte han nærmest med en trancelignende stemme. Han var virkelig fanget af hendes kraftige hjerterytme.. Det var sjældent at han stod overfor væsner som decideret udviste denne form for frygt for ham, og det rev i ham, det rev i hans dyr, og det rev i det væsen som han var – en som normalt ville blide, flå og slå ihjel.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice havde aldrig haft andet end sin dans og sin race, men de ting sammen var også det der havde holdt hendes psykisk stærk i mange år, fordi hun havde en kæmpe indre ro. Den indre ro var dog blevet rystet godt rundt med i den seneste tid og selvom hun ikke følte at hun havde taget skade, så havde hun det måske en lille del alligevel, hvor det var den del der nu gik ind og forvirrede hende? Hun havde aldrig haft en at elske eller holde virkeligt af, så hun prøvede at finde trøst i det overfladiske, selvom det vel aldrig var tilfredsstillende på den samme måde - ja faktisk kendte hun ikke til rigtig kærlighed, for havde hun haft nogle følelser for en, var det aldrig blevet gengældt. Let vædede hun sine læber, som hun nu bare stod her nærmere paralyseret, for hun følte slet ikke at kunne rykke sig på nuværende tidspunkt - for en gangs skyld var hun faktisk lammet direkte af skræk, fordi hans tænder var virkelig uhyggelige i hans øjne. Valerio havde jo ikke haft sine tænder, så hans ansigt havde ikke direkte fortalt hende om det glubske bæst, som det nu gjorde med Alex, fordi han stod og viste sine spidse hugtænder for hende. Han var vel også den ældste vampyr, eller i hvert fald en af dem, for ellers kunne han vel ikke stå på posten som vampyrfyrste, for det krævede vel også sit i det store og hele?
Hun vidste det var underligt med hende og mørket, men Valerio havde jo passet på hende på et punkt og de havde haft det godt, så det var vel også det hun trøstede sig selv med i tanken. Det var hvad hun håbede at finde hos Alex nu et sted vel; en der ville sørge for, at ingen tog hende eller slog hende ihjel, hvis han da selv kunne holde sig fra det. "Hvad ville du ellers kalde mig, Alex?" spurgte hun dæmpet til ham, for hvis hun ikke var et lysvæsen, ja så vidste hun faktisk ikke hvad hun var og det var jo en race hun var knyttet til, selvom hun levede i mørket - men hun følte sig jo ikke som et mørkt væsen. Hun bed sig fast i læben, som hun slet ikke følte at kunne samle sig ordentligt igen, fordi frygten stadig lå over hende som en slør og hun sank let en klump. Hun trak hurtigt hendes hår let frem over øret igen, for hun vidste ikke hvorfor hun havde gjort det, havde hun måske lavet en gestus til ham? Hun kørte fortsat sine fingre over hendes hårspidser, som hun let stod og fumlede med som et nervøst træk. Hun pustede let ud, som han spurgte med den trancelignende tilstand og igen stod hun nærmere forvirret - der måtte vel faktisk være noget galt med hende, måtte hun tænke for sig selv i sit stille sind. Hun blev stående foran ham og skubbede håret om på ryggen, mens hun lod hænderne falde ned langs siderne. Nu måtte han jo faktisk tage valget, selvom det nok mere var dyret der talte i ham end hans sind.

[Deleted]

Hvordan det var i Procias, vidste Alexander ikke, og et sted, så kunne han ikke være mere ligeglad, end hvad han var omkring dette, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Nu hvor han selv havde hende ved sig, og så hvordan hun havde det i mørket og omkring hans væsen, så var det vel heller ikke så underligt igen, at det var noget som fascinerede ham? Tænderne skræmte hende måske også, men det var også det som gjorde, at han slet ikke kunne lade være, for hvis der var noget som han virkelig godt kunne lide, så var det at skræmme.. og det var jo så tydeligt den effekt, som han kunne siges, også at have på hendes individ, og skikkelse, så det passede ham jo egentlig ganske fint. Den ene hånd hævede han, kun for at stryge den let over hendes hals på modsatte side, af hvor hans læber måtte befinde sig. Han kunne se hvordan blodet pulserede i hendes årer, og det var noget som virkelig rev og flåede i hans sult og indre bæst, for det var og blev jo en frygtelig stor del af ham af den grund!
Valerio var slet ikke en mand som Alex ønskede at tænke på, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hovedet lod han søge let på sned, inden han roligt rettede sig op igen. Hun var ikke hvad han ville kalde for et typisk lysvæsen, og det var også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han lod blikket glide i retningen af hendes ansigt endnu en gang. Hvad man ellers skulle kalde hende? Ja, det vidste han faktisk ikke, hvis han skulle være helt ærlig. ”Du er gået fra at være et væsen af lyset, til at blive et af mørket, hvis det er her du føler dig hjemme, Alice.. Selvom mine tænder måske skræmmer dig, så.. kan jeg jo mærke på dig, at du føler det komfortabelt her… Og det forstår jeg ikke.. Det burde slet ikke være tilfældet..” Hans blik hvilede på hendes skikkelse og med den samme ganske sigende mine, for løgn var det jo heller ikke ligefrem i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber. Ja, hvad skulle han stille op med hende? Et sted, så følte han jo slet ikke for at lade hende gå. For hans vedkommende, så var det uden tvivl dyret, som talte for ham, og det var noget som et sted.. forvirrede ham, for det var lang tid siden, at han havde det på denne måde. Tænderne blottede han denne gang helt, hvor han søgte i retningen af hendes hals, hvor han denne gang faktisk valgte at lade dem synke direkte ned i hendes hals, hvor han bed sig fast i hendes hals, og gav sig til at suge. Et lysvæsens rene blod, var en mundfuld som han virkelig nød forbandet godt af! Hans øjne endte direkte blodrøde, hvor hans arme søgte direkte omkring hende, for at holde hende tæt ind mod sig. Det var dog kun en enkelt mundfuld eller to, inden han slap grebet med tænderne, men ikke om hende. Hun skulle jo nødigt falde i gulvet – nu markeret af ham.

[Alice Lairé-Jênan]

En anden ting som også gjorde at Alice faktisk lidt frygtede at skulle tage tilbage til Procias, var en bestemt tanke; Hvad nu hvis hun faktisk kom levende fra Dvasias og fik rejst gennem Manjarno og nåede til grænsemuren, og blev lukket ind i Procias… og det så ikke så ud som det plejede? Hvad hvis Procias ikke var sådan som det havde været engang, det ville hun slet ikke kunne klare eller magte. Dertil kom jo så, at hun ikke kendte ét eneste levende individ i Procias, hvor hun her kendte Alex, godt nok som den eneste, men det var da en hun kunne snakke med, selvom det af og til var under anstrengte forhold. Så hun fandt hellere ud af hvordan hun skulle tilpasse sig her i mørket og få det til at fungere, fremfor at gå rundt som et nervevrag der hverken turde passe ind i mørket eller turde tage hjem. Selvom tænderne skræmte hende, så var hun vel ikke den eneste i Dvasias, der var bange for en vampyrs tænder, for alle dvasianere kunne da ikke være frygtløse… kunne de? Ja hun vidste det ikke, for mange i Dvasias kendte hun jo trods alt heller ikke. Hun trak vejret dybt, hvor hendes bryst let hævede sig og mens hun pustede ud, så sænkede det sig sammen med. Hendes hjerte hamrede dog indvendigt i hendes bryst, selvom hun prøvede at trække vejret kontrolleret for at dække over det. Det sitrede i hende, som han hævede en hånd for at stryge den over hendes hals, for hans hånd var jo kold, men på en måde var det ikke en dårlig ting, for det kendte hun fra Valerio. "Jeg tror ikke der er noget, der kaldes et 'mørkvæsen'," kommenterede hun kort, selvom det ikke ligefrem hjalp på den let spændte stemning, men den kom om ikke andet. Hun nikkede dog stille til hans ord, for hun følte ikke direkte ubehag ved at være her; at han så ikke forstod hende, måtte kun gøre hende lidt glad i det indre, for så blev hun nok ikke kasseret så nemt, hvis hun kunne holde interessen oppe for ham. Hun blev stående stift på gulvet, som om hendes fødder var limet til det, for hun følte slet ikke for at kunne flytte sig. Hun klemte øjnene let sammen, mens hun mærkede en svag skælven i bentøjet, selvom hun dog holdt sig stående oprejst. I det som tænderne direkte sank i hende, så måtte hun stønne fast mod hans øre og spænde enhver muskel i hele kroppen, for det var da godt nok det mest ubehagelige hun nogensinde havde følt! Det var en følelse af noget, der slet ikke høre til i hendes krop og det spændte i hele hendes nakke. Alt i alt følte hun sig kun svimmel i det hele, så det var godt at hans arme gled omkring hende, for hun kunne ikke længere holde sig selv stående. Hendes hænder lagde hun mod hans bryst - ikke for at skubbe sig fra ham, men hun anede ikke hvor hun ellers skulle placere dem. Hun trak vejret tungt og hurtigt mod ham, mens hun kom med nogle små gispende udbrud som han sugede ganske blødt - en følelse, der dog faktisk var nærmere velkendt, fornemmelsen af læberne de indlemmede blodet. Da han trak sig, så dunkede det i hendes hals og nakke, og hun havde ikke lyst til at åbne øjnene, for de havde været lukkede. Hun lod sin pande falde mod hans bryst også, mens hun prøvede at trække vejret normalt, selvom hun følte hele hendes krop var lammet af en ukendt… smerte og et ukendt ubehag af bidet. Hun var nu… 'hans'.

[Deleted]

Det forundrede virkelig Alexander at Alice fandt den form for tryghed i mørket, når det var kendt, at man ikke rigtigt kunne undvære lyset som et lysvæsen. Ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det var. At stå der.. at have hendes duft i hans næse og hendes hjertebanken i hans øre, var alt sammen noget, som kun måtte drive ham i den ene eller den anden retning, og nu hvor han virkelig var i nærheden af et lysvæsen, så var det jo faktisk svært at skulle takke nej til det, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han sukkede ganske let. Hun havde ret. Det var heller ikke just et begreb som han var kendt med, men det var jo aldrig til at vide. Han smilede let for sig selv. ”Du har ret.. Men en skal jo trods alt også være den første, ikke?” indikerede han med en rolig stemme, da blikket stadig hvilede fast og intenst på hendes hals. Han kunne slet ikke lade være!
Tænderne gled direkte i hendes hals, som havde det været en kniv igennem varm smør, hvor han fast lukkede grebet omkring hendes skikkelse, for at hun ikke skulle ende med at ryge direkte i jorden, da det heller ikke var noget som han kunne sige sig, at være interesseret i. Selvom han kun tog hvad der måtte være en enkelt mundfuld eller to, inden han endnu en gang tvang sig selv til at slippe. Det var jo heller ikke ligefrem meningen, at han ville gøre skade på hende, eller slå hende ihjel, for det var noget af det sidste, som han var ude på. Hendes hænder mod hans bryst, sagde han slet ikke noget som helst til. Han lukkede roligt munden, også selvom han endnu havde blod omkring læberne. Nu var hun hans.. hans ejendom, som han kunne gøre med hvad han havde lyst til. Han hævede hende ganske roligt i sine arme for at få hende lagde hende ned i sengen, da han faktisk godt kunne forstå, hvis det var noget som havde gjort hende svimmel. De yderst få gange han havde markeret nogen som sin, så havde de alle sammen reageret på den samme måde; Med svimmelhed eller noget lignende. Behaget ved et bid, var han kendt med, og det var også grunden til at han ikke gjorde det særlig ofte. Et sted.. bange for, at vedkommende skulle blive afhængig af det i stedet for. Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang. ”Bliv du endelig liggende..” Denne gang, var det en helt anden tone, som han gjorde brug af, end det som han havde gjort frem til nu, så det i sig selv, var heller ikke noget som sagde så lidt. Han lod hånden varsomt stryge mod hendes kind. Et sted af.. bekymring. Det var jo et bånd, som blev skabt mellem dem som bed og dem som blev udsat for det, så det var faktisk en meget stor ting for ham at gøre noget som dette.

[Alice Lairé-Jênan]

Det var sandt, at Alice nok var et forunderligt væsen for det dvasianske folk og ja, endda også for det procianske - måske hørte hun i virkeligheden bare slet ikke til nogle af stederne, men hun tilpassede sig bare? Hun prøvede altid at udtænke lige præcis hvorfor, men oftest kom hun på så mange forskellige grunde der passede, at hun alligevel ikke vidste hverken ud eller ind, så det var ret frustrerende fra tid til anden, når hun endnu engang gav sig til at gruble. Det ville hun nok gøre efter i dag, fordi Alex prikkede til hende, om hun overhovedet var et lysvæsen - det troede hun da hun var. Hun følte sig lys og let, og for ham, så måtte hun da også dufte og smage af lyset? Hun have hørt vampyrer snakke om hvad de fandt bedst og hun var i blandt sammen med engle, hvortil at mørke væsner faktisk havde en bundplacering, så egentligt ville det vel ikke være smart at hun var mørk? Men måske kunne der være noget om, at titlen lysvæsen ikke direkte passede på hende, så måske, hun slet ikke var hvad hun troede, hun havde tilpasset sig ind i en anden ukendt race, der havde den samme sødme som et lysvæsen, men som boede i mørket og var tilpasset der. "Du har ret," svarede hun ham blødt, for det havde han jo, en skulle jo være den første og hvis det endeligt skulle være, så ville hun da godt lægge frontfigur til.
Tænderne der havde været i hendes hals, var virkelig noget der steg hende direkte til hovedet, sammen med den dulmende smerte i hendes hals og nakke, og den svimmelhed som hun følte overmande hele hendes krop - gøre hendes knæ bløde som smør og få det hele til at snurre rundt for hende. Hans tænder var gået så nemt igennem hendes hals, men alligevel så var det et kæmpe ubehag, hvilket hun slet ikke kunne få til at hænge sammen, ja faktisk var han vel også et underligt væsen? Hun var glad for at han holdt fast i hende, for ellers ville hun have dejset om direkte på gulvet foran ham. Selvom han ikke tog meget blod, så føltes det stadigvæk smertende, for lige nu kunne hun kun tænke på de dunkende sår hun mærkede, slet ikke at han faktisk var ret god og tog ganske lidt - men han var vel heller ikke ude på at slå hende ihjel? Hun var hans nu og nu kunne hun faktisk sige at være bundet til ham, så hun kunne og ville følge ham hvor end det skulle være - og omvendt, så ville han vel også passe lidt på hende, ikke? Hun stivnede kort da han løftede hende, men faldt ellers hurtigt ind i hans favn, med den ene arm omkring hans nakke. Det var sødt af ham at løfte hende på den måde og ligge hende blidt på sengen, som hun også gled roligt ned i. Først her åbnede hun øjnene og så på ham, mens han nu bad hende blive liggende, i et helt andet tonelege og hun sendte ham et stille smil. "Det skal du ikke sige to gange," sagde hun i en lavmælt tone til ham og lagde sig tungt og godt til rette, hvor hun faktisk godt kunne lide hans blide kindstrøg. Det var som om, der var noget helt nyt mellem dem. Et bånd og en måde de hørte sammen, ja det var vel en stor ting at markere en anden for en vampyr?

[Deleted]

Lyset stod så tydeligt i Alice, o det var noget som han uden tvivl godt kunne mærke, for det var noget som rev i hans dyr, selvom det ikke rigtigt gav nogen mening at hun fandt den form for tryghed i mørket, når hendes race var så afhængig af dagens lys, og det var vel også det som gjorde ham.. fascineret af hende? For det var ikke noget som man så alle mulige andre steder, og det var uden tvivl noget af det som han også godt kunne mærke. Nu som det var sagt, så havde han ganske vidst aldrig hørt om et mørkvæsen før, men en skulle jo trods alt til for at være den første. ”Det lyder fascinerende.. Et mørkvæsen.. Med baggrund i lyset.. Det kunne faktisk gå hen og blive yderst… interessant,” påpegede han med en ærlig stemme. Det var slet ikke fordi at han var ude på at gøre hende usikker omkring ham eller noget lignende, for det var det på ingen måde. Det var jo bare sådan at det jo egentlig hang sammen.
Han betragtede hende med en rolig mine, som han roligt fik hende lagt tilbage i sengen, for han vidste godt at det nok var kommet lidt bag på hende at han havde bidt hende, men.. han kunne bare ikke lade være, nu hvor han havde fået og haft muligheden for dette. Han lod hånden roligt glide over hendes kind. Ikke fordi at det som sådan var noget som der var nogen betydning bag, for det var der ikke. Han kendte endnu ikke Alice som han ønskede det, men nu hvor han vidste, at han havde skabt et bånd dem imellem, så var der mange ting som hun skulle sættes ind i, selvom han nu vidste at det nok først ville komme til det, når hun havde fået en hvile, for det havde uden tvivl slået hende ud. Han lod hovedet søge let på sned. Han havde endnu blod omkring sin mund, selvom det nu heller ikke var noget som han tog så tungt igen, men ikke desto mindre, så var det hende som han faktisk valgte at sætte først. Det var faktisk også rart for ham at have lidt andre ting at fokusere på, end det som egentlig plagede ham ellers, for det var virkelig rigtig mange ting. Han betragtede hende med en yderst indgående mine. ”Sov lidt.. Så forklarer jeg hvordan det hele vil hænge sammen for fremtiden,” sagde han endeligt, også fordi at han vidste, for hans vedkommende, at der ville komme mange andre boller på suppen, også fordi at han havde valgt at sætte tænderne i hende, hvilket ikke ligefrem havde været hans mening. Igen rettede han sig roligt op, kun for at søge mod døren igen. Hun ville sove, for han kunne mærke det på hende. Bidet var intenst, det var behageligt, og han vidste at det slog benene væk under dem som oplevede det første gang, så hun ville nok have brug for lige at lade nyheden synke ordentlig ind. Han forlod hendes værelse, kun for at søge tilbage til sit arbejde.. Noget skulle han jo lave mens mørket endnu hvilede så tungt over dem.

//Out

[Alice Lairé-Jênan]

Alice vidste at hun havde en lys aura og udstråling, så derfor vidste hun ikke helt hvordan hun egentligt fandt sig så tilpas i mørket, men det gjorde hun nu engang, så det måtte jo bare være sådan. "Ja, det gør det faktisk. En helt ny race, monstro?" bemærkede hun til ham, hvor hun selv fandt det fascinerende, at han talte med ærlighed omkring emnet. Men med det, så var hun heller ikke usikker, for jo flere ord der blev udvekslet mellem den, et lille skridt mere kom de mod en central midte, hvor de kunne sige at 'kende hinanden', men der var et stykke vej endnu. Det at han havde bidt, var faktisk kommet bag på hende alligevel, for han havde vel egentligt ikke ønsket det, hvis han kunne have holdt sig i skindet - men dyret havde faktisk talt for ham, og hans instinkter havde taget kontrol som et dyr, selvom han dog også kunne holde sig i skindet med kun en eller to mundfulde. Hun vidste dog godt, at der ikke var noget dybere bag hans kindstrøg og det hele, det var en del af båndet han havde skabt ved at bide hende, så meget havde hun da hørt fra Valerio, selvom hun langt fra vidste alle detaljer, for hun kunne faktisk ikke sætte sig ind i hvad det egentligt betød i en mere uddybet mening. Nok kendte de ikke hinanden, men de skulle vel nok komme til at kende hinanden lidt bedre, men hvordan det ville være, det anede hun ikke. Selvom han havde blod om munden, så gjorde det hende intet, for det var noget hun da havde set før i det mindste. "Okay," svarede hun ham blot roligt, for det var meget fristende at lægge sig til at sove, for det havde slået hende helt ud, så hun ønskede klart at falde ind i den søde søvn, for hendes krop føltes tung. Hun lukkede øjnene helt i og fandt hurtigt roen, mens hun rullede sig ind i sit tæppe og blev liggende, som han forlod hende igen.

//Out.