How are you doing?

[Deleted]

Det var ved at være sent, og Alexander havde stort set kun lige slået øjnene op. Cassie var endnu direkte vred på ham, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved. Tabet af Carmine havde uden tvivl taget hårdere på ham, end det som han lige havde regnet med, og han havde fået bekræftet, at manden var blandt de omkomne i den store massakre i Dvasias, hvilket var noget som havde gjort ham.. fuldstændig tom og kold indvendig. Cassie trak sig kun mere og mere fra ha, og det var noget som faktisk.. knuste ham noget så voldsomt. Han søgte ned af gangen ned til det værelse, hvor Alice havde fået lov til at hvile og komme til sig selv igen, efter hvad der var sket. Et sted var han naturligvis kun glad for det nu, hvor han ikke rigtigt havde andre at snakke med om ting, men han var nu heller ikke ligefrem kendt for at være den mand som snakket bedst om tingene.
Langt om længe, så nåede han endelig frem til Alicias dør, hvor han roligt lukkede den op. I og med, at han ikke rigtigt bankede på, da det var hans eget hjem, så var han ikke ligefrem den type som værnede meget om andres privatliv, for det havde han aldrig nogensinde gjort. Han havde jo heller aldrig fået værnet om sit eget, så hvorfor skulle han begynde at det overfor andre? Han vendte blikket roligt i retningen af Alice. Stearinlyset brændt lystigt ved hendes sengebord, så hun da var lidt oplyst her i mørket, også selvom han fint kunne se hende af den grund. Der lå jo nogle gode ting i det at være vampyr – en af dem, for der var jo ikke særlig mange ting hvis man spurgte Cassie, men det var ikke hans skyld, at han havde haft det liv som han havde haft, for han havde for pokker aldrig nogensinde bedt om det! ”Hvordan har du det..?” Hans stemme var ganske rolig, men noget så intetsigende, som den nok aldrig nogensinde havde været før. Han havde mistet det eneste, som han nogensinde havde omgjort igennem hele hans liv, hans søn, bror og makker.. Det var et hårdt slag side om side med en mage, som nægtede at se og høre på ham. Det kunne vel heller ikke blive værre for ham, end hvad det var, kunne det?

[Alice Lairé-Jênan]

Alices krop var helet fuldkomment, så der nu kun var nogle små skorper tilbage på sårene og så var hun stadig ret umådeligt træt på nogle underlige tidspunkter af dagen, fordi det tærede på hendes kop at hele sig selv, for meget andet var der jo ikke direkte at gøre ved det, det måtte jo tage den tid det skulle. Da der kun var sårene tilbage, så havde hun også fået den fulde bevægelighed tilbage og det havde gjort at hun var gået i gang med at træne sig selv op igen, for hun var godt nok blevet mindre smidig og hun kunne slet ikke tage det, for det lignede slet ikke hende og hun ville op på sit gamle niveau. Hun var dog stadigvæk ligeså dygtig til at svinge hofterne i ny og næ, hvor hun tog det så lang tid hun nu følte hun havde energi til alt i alt, for det var bestemt ikke nemt når hendes fysiske tilstand havde været så langt nede. For i dag havde hun opbrugt sin dansekvote og hun havde også fået et par timer på øjet, så nu var hun faktisk vågen igen og sad på sin seng, for hun var meget glad for det værelse hun nu end havde fået tildelt, for hun havde haft ro til at komme sig her og det var hun glad for, selvom hendes krop dog sagtens kunne gøre oprør når hun dansede og det var også noget der irriterede hende uden tvivl. Hun sad roligt på sin seng med ryggen op ad væggen og benene strakt foran sig, hvor den ene fod let lå over den anden, så det var udmærket for hende. Hun havde allerede fra start fået en ny kjole af Alexander og der var kommet et par ekstra til undervejs, hvor hun i aften bar den nyeste hun havde fået ind ad døren med en lille seddel på, at det var fra ham. Det var en knælang kjole, let bevægelige og som passede perfekt til hende; og det var også den hun havde danset rundt i tidligere, fordi den havde et let flow omkring benene, hvilket føltes godt når hun svang benet rundt. Hun trak vejret roligt og så op, da døren gik op, hvor hun vendte de lyse øjne mod skikkelsen der trådte ind og minsandten om det ikke var Alexander selv, der kom forbi, og hun kunne ikke skjule et forsigtigt smil, for hun var ham taknemmelig for alt han havde gjort. "Jeg har det virkelig godt, takket være din gæstfrihed," svarede hun ham roligt og nikkede, mens hun let strøg hendes lyse hår om bag øret og så på ham. "Hvordan har du det?" spurgte hun gengældende, for det var trods alt høfligt om ikke andet og han havde faktisk ikke været andet end god mod hende. Hun klappede på sengen ved sin side, som en gestus til at han gerne måtte sætte sig, for hun frygtede ham ikke på den mindste måde.

[Deleted]

Det menneskelige havde Alexander aldrig nogensinde været med på, og han forstod sig ikke på det, hvilket nok også var det som havde ødelagt det hele for ham når det kom til Cassie, for hun havde jo endnu en gang valgt at tage afstand til ham, selvom det nu heller ikke var noget som der kunne komme bag på ham som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han tanker hvilede dog helt andre steder. Efter Carmines død, følte han sig alene for alvor, og det var slet ikke en tanke som han kunne have! Den mand havde altid holdt enden oppe på ham, og nu hvor han virkelig havde brug for ham, så var han.. væk. Det gjorde ondt, selv på ham, at han faktisk havde formået at græde blod, uden at det rigtigt gjorde nogen forskel for hans vedkommende. Tænderne bed han kraftigt sammen. Den tanke i sig selv, var noget som forstyrrede ham hver eneste dag, og han kunne ikke gøre noget ved det. Igennem de sidste dage, havde han selv valgt at tage afstand fra alt og alle, udelukkende for selv at forsøge at finde ud af hvordan han skulle klare alle tingene herfra, for det var bestemt heller ikke fordi at det ville blive nemt for ham. Han åbnede døren ind til Alice, kun for at træde ind. At hun sad vågen og det hele, var en tanke som naturligvis glædede ham, men han ville jo også bare tjekke til hende, nu hvor hun jo nærmest var indlogeret som en gæst i hans hjem. Det kunne måske lette ensomheden bare en smule? For hvis der var noget som han ikke kunne klare eller holde ud, så var det at være alene. Han nikkede til hendes ord. Ikke fordi at det var ment som en bekræftelse, men fordi at han havde hørt hende. ”Det glæder mig,” afsluttede han endeligt, og med den samme ligeså.. tomme stemme som han havde gjort brug af siden han var trådt ind. Han vendte de rødlige øjne mod hende. Han havde det ikke godt, selvom han uden tvivl gjorde sit for at forhindre at folk skulle bide sig mærke i det. Han rystede let på hovedet. ”Hvordan jeg har det, kan være fuldstændig ligegyldigt. Jeg ville bare forsikre mig, at du var på bedringens vej,” sagde han endeligt, også ment som havde det været en tydelig afvisning, for han var slet ikke meget for at fortælle nogen, at han faktisk var ked af det, for han nægtet at vise sig svag, nu hvor han stod med det hele stort set alene, og sådan som Cassie opførte sig, så var han jo trods alt også nødt til at.. gøre et eller andet, for at forsøge at holde det hele på skinnerne, selvom det kun skred mere og mere for ham.

[Alice Lairé-Jênan]

Egentligt var Alice klar over en del ting ved det vampyriske væsen efter hendes tid ved Valerio, for hun havde jo trods alt også været nysgerrige efter de ting han nu kunne fortælle hende om det, så hun kunne prøve at forstå det bedre. Hun havde ikke regnet med at ende fanget og tortureret på nogen måde, så hun havde jo faktisk troet at hun ville være blevet med Valerio et sted, selvom det ikke var sket og at hun vel faktisk… aldrig ville se ham igen, for Alexander virkede ikke glad for ham, så der måtte være noget der. Hun bed sig let i læben og så mod ham med de lyse øjne, mens han egentligt bare stod der lige indenfor døren som en forstenet statue og kiggede på hende med de røde øjne, og hun kiggede bare gengældende ind i hans røde øjne. Da han ikke kom hen og satte sig, så valgte han at rejse sig op og det gjorde hun ved at skubbe sig ud over kanten på sengen og let lande på hendes ben, som hun elegant nu stod foran ham i hans nyeste købte kjole til hende. Faktisk vidste hun ikke, hvorfor der kom flere kjoler, for hun havde jo faktisk nok efterhånden, for hun kunne fint klare sig med 3 kjoler, men nu var hun vel oppe på efterhånden en 5 stykker. Hun lyttede let til hans korte og tomme ord, for der var virkelig ikke meget følelse i det om ikke andet, men det måtte jo være en forsvarsmekanisme fra hans side, fordi der var noget han ikke ønskede at vise hende eller bare vise i det hele taget. "Godt," sagde hun og lagde hovedet let på skrå, hvor hendes hår gled omkring hendes skuldre på en lystig måde. Hun sendte ham et forsigtigt smil, for egentligt gjorde det hende ikke noget at han afviste hende, for det gav hende kun endnu mere lyst til faktisk at finde ud af, hvad det var han prøvede at skjule fra hende. "Jamen jeg er i bedring… jeg er gået i gang med at træne igen," svarede hun ham og nikkede let, mens hun trådte over imod ham, for han stod jo trods alt bare stille der. Hun stillede sig lige foran ham og så ham ind i de røde øjne med hendes egen blå, og der var både smil og varme på hendes læber og i hendes blik. "Men jeg synes nu godt alligevel du kunne fortælle mig, hvordan du har det, Alexander, du behøver ikke være bange for mig," sagde hun blidt og foldede sine hænder foran sig, for hun ville jo heller ikke bare røre ham, det vidste hun ikke om hun kunne tillade sig.

[Deleted]

Alexander havde det virkelig ikke særlig godt, og det var ikke ligefrem nogen hemmelighed, hvis man kendte ham. Cassie afviste ham gang på gang, og hun viste ingen interesse for ham lige nu, samt Carmine var død.. Den mand som han havde haft omkring sig stort set hele sit liv, var revet fra ham, og han vidste at han aldrig ville få ham at se igen. Ja, det knuste ham, når de altid havde været den dræbende duo, som havde spredt meget vrede og foragt rundt omkring – ham som musklerne og Carmine som hjernen, for det havde altid været sådan, så han følte sig faktisk temmelig alene, selvom det var noget som han virkelig forsøgte at skjule. Tankerne omkring Valerio, var slet ikke noget som han ønskede at skænke så meget som en tanke, også mest for sin egen skyld, for det ville absolut ingen af dem få det mindste ud af, når det nu endelig skulle være. Han blev nu alligevel stående og kiggede på hende. Så rolig som hun var omkring ham og hans væsen, så havde han slet ikke nogen grund til at gøre nogen skade på hende. Hun rev heller ikke i dyret i ham på den måde, hvilket han egentlig havde det ganske fint med lige nu. ”Godt,” sagde han med en rolig stemme, som han let betragtede sig af hende igen. At hun så alligevel valgte at rejse sig, så kunne han jo godt se, at hun var i bedring i forhold til hvordan han havde set hende tidligere, hvor hun slet ikke havde været i stand til at komme ud af sengen. Hans røde øjne faldt direkte til hendes skikkelse, som hun stoppede op foran ham. Han kunne høre hendes hjerte banke, som nok også var det eneste som rev i hans dyr og væsen. ”Jeg kan se du er i bedring. Det er udmærket..” afsluttede han ganske kortfattet, hvor han let knyttede næverne. At hun fortsatte med at køre rundt i det, var noget som faktisk kun måtte begynde at irritere ham temmelig voldsomt, og det var bestemt heller ikke noget som man kunne antage som havde det været en god ting. ”Hvordan tror du jeg har det, Alice?” spurgte han med en tydelig utålmodig stemme, for han havde slet ikke tålmodighed til den slags, som det nu var i den anden ende! Slet ikke! Han kneb øjnene let sammen, inden han vendte blikket væk fra hende igen. Det var slet ikke hans mening eller hensigt at fremstå som svag eller noget lignende, men lige nu følte han sig svækket som aldrig nogensinde før, og han brød sig bestemt heller ikke om den tanke!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice trak vejret roligt, for hun var egentligt kommet sig ret godt, og hun kunne for hver dag der gik holde til mere træning, og det var kun det som stod som en glæde for hende, for hun elskede hendes dans. Det var hele hendes liv og hvis det endeligt blev taget fra hende, så ville hun virkelig gå i stykker, ligesom et spejl der blev kastet i gulvet og splitredes hvorefter der fulgte uheld og ulykke. Hun vidste at hun i mange år havde haft sig selv, men hun tænkte ikke på noget så længe at hun dansede, snurrede rundt over gulvet og bredte sig elegant ud, for der var hun helt i et med sig selv og inde i kernen. Hun så mod ham, som han bare stod der som den forstenede figur lige indenfor døren på det gæsteværelse hun havde fået tildelt, hvilket hun også var udmærket tilfreds med, for hun havde det et sted godt her, fordi hun følte at vampyrerne sådan set kunne beskytte hende, hvortil warlockerne var de onde i den sammenhæng. Hendes læber spillede ud i et lille smil, da hun skubbede sig op at stå og hun kunne fornemme at han fulgte hendes bevægelser, hvilket dog ikke gjorde hende noget, han kunne jo så selv se hvor meget i bedring hun var, for i den første tid havde hun slet ikke orket stå på hendes ben. Hun blinkede let med øjnene og så mod ham, da hun nu stod lige foran ham og kunne se ham helt tydeligt og tæt på, for det var klart, at hun var ham taknemmelig over at have ladet hende blive… han kunne jo bare have smidt hende på porten så snart hun kunne gå på sine ben. Det kunne da også være det kom til at ske når hun var 100 procent i form, for hun manglede stadigvæk det sidste om ikke andet. Hun nikkede stille til hans ord, det var godt observeret, tænkte hun for sig selv, men kommenterede det ikke yderligere, det lille nik måtte være nok. Hun fornemmede en lettere anspændthed i hans krop og så let over ham og ned til hans hænder, der nu var knyttede, for hun prikkede jo nok til ham på et punkt han ikke gad, men hun blev bare drevet af sin nysgerrighed til at vide, hvad der plagede ham. Hun så ham ind i øjnene endnu engang, indtil han selv brød øjenkontakten og hun faktisk stod og overvejede hvordan hun skulle fremsige, hvordan hun opfattede at han havde det. "Jeg..." startede hun stille og tog en dyb vejrtrækning, hvor hun trådte helt hen foran ham og yderst forsigtigt lagde begge sine hænder omkring hans ene knytnæve, at han var kold berørte hende ikke. "Jeg tror, der er noget, der plager dig virkelig meget, som du ikke vil vise nogen… Måske endda flere ting, ellers ville du ikke afvise det så stærk," prøvede hun med en blød stemme og gav slip på hans knyttede hånd igen og trådte et lille skridt tilbage, for hun vidste ikke om hun havde krydset linjen?

[Deleted]

Alex kunne sagtens vælge at smide hende ud, men efter det som han selv stod og skulle slås med i denne stund, så var det slet ikke noget som han havde nogen intentioner om, for tanken om at skulle være helt alene nu, var slet ikke noget som han kunne have med at gøre. Det var slet ikke fordi at han følte at han skyldte Valerio noget, men selv et lysvæsen ville for hurtigt blive et offer i denne situation, så det var jo sig selv, ikke noget som hun kunne gøre noget for. Han bed tænderne kraftigt sammen, for alene den tanke om at skulle stå til ansvar overfor nogen når det kom til noget som helst, var mere end hvad han kunne magte i denne stund. Som hun roligt havde rejst sig op, så var han også endt langt mere anspændt end hvad han havde været til nu, og han kunne slet ikke have med den tanke at gøre, og et sted, så var det også noget som gjorde ham en kende hidsig. Som hun tog omkring hans hånd. Hendes varme mod hans kulde, så vendte han blikket direkte i retningen af hende og med den samme direkte alvorlige mine, for det var slet ikke noget som han kunne skjule, da det var en del af ham. Måske at han var et dødt væsen, men selv hans øjne var et indblik i hans tanker og følelser, for man kunne jo ikke ligefrem vove at påstå at han var i besiddelse af en sjæl, for det var han da på ingen måder. Han trak vejret dybt. Ikke fordi at det var nødvendigt, men fordi at han bare måtte abstrahere en smule. Der var sket så meget igennem den seneste tid, og han kunne slet ikke følge med i det mere, hvilket jo næsten var det værste af det hele, selv for hans vedkommende, og han kunne slet ikke have med det at gøre! At hun slap og trådte tilbage igen, gav ham en vis form for ro. ”Du er dygtig,” svarede han blot. Et var jo slet ikke ting som han havde lyst til at snakke om. Han havde aldrig været den snaksaglige type, men en som klarede det hele med handling, og derfor var det vel også bare nemmere for ham at lukke ned og bare komme videre derfra? Det var bestemt ikke fordi at han kunne finde noget andet alternativ, men man var jo trods alt nødt til at gøre et eller andet, også mest for sin egen skyld om ikke andet. ”Jeg har ikke nogen grund til at snakke med dig om de ting som nager mig personligt.. Jeg kommer vel over det. Jeg er død og følelseskold, jeg er et bæst og et monster.. et uhyre vil mange vel kalde det. Jeg klarer mig..” mumlede han blot. Det var da hvad Cassie plejede at kalde ham, og nu hvor han havde det som han havde det lige nu, så var der vel også noget om det? Det eneste som han lystede, var at flå og flænse.. Men han ville ikke. Han måtte finde en anden måde at tackle det på, og lige der, kunne han mærke, at han virkelig manglede Carmine.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice var bare glad for hvad hun havde lige nu, for hvis hun ikke var her hos Alexander, så havde hun nærmest en dødsdom skrevet over hovedet, for hvis ikke en warlock tog hendes liv endeligt, så kunne en anden gøre det, for turen var lang bare til Manjarno og der skulle hun jo også igennem for at nå Procias. Af den grund havde hun for utroligt mange år siden, da hun var endt hos Valerio, valgt at hun ikke skulle tilbage til Procias, men derfor følte hun også at hun havde brug for et sted at være, og der følte hun sig sikker hos vampyrerne. Det at hun følte sig sikker gjaldt så mest med Alexander, fordi hun havde kendt ham lidt fra før, ikke meget men lidt, og han vidste jo også hvem hun var, så det gjorde kun det hele lidt nemmere… ellers ville hun jo aldrig have løbet denne vej. Hun kunne fornemme at han bar rundt på noget, der gjorde ham ekstra anspændt og hidsig, for normalt så stod han jo ikke så anspændt, blot nærmest tom og følelsesforladt. Ligeså kunne hun se i hans øjne, at der var så mange følelser og tanker, som der nærmest var rod i og hun ønskede at kunne hjælpe på en eller anden måde. Hun mærkede hans alvorlige blik, da hun rørte ham og det var også det der gjorde, at hun faktisk slap ham ret hurtigt igen, for hun ville jo ikke overskride en grænse hun ikke havde ret til. Hun vidste godt, at han vel ikke var en der snakkede, både fra de titler han havde men også af sin race og det han skulle lede med vampyrerne. Hun smilede forsigtigt til ham og strøg alligevel lidt genert noget af hendes hår om bag øret igen, mens hun let rettede sig op og trak vejret dybt. At hun var dygtig, tog hun ikke som noget, det var vel hans bekræftelse på at hun var inde på noget af de rigtige. Hun blev stående foran ham og så på ham med de lysende øjne, der let skinnede af det lyse hun egentligt var mest… selvom hun af og til mærkede noget 'rumle' indeni hende, kommet efter hendes fangeskab hos warlockerne. "Du er måske i bogstaveligste forstand død, Alexander, men jeg må være uenig i det sidste, men det er jo vel så bare mig mening," svarede hun ham forsigtigt, for det var klart et slag at han afviste hende så stærkt alligevel, fordi det brændte så meget i hende at hjælpe. Hun trådte igen et skridt nærmere ham og lagde en hånd på hans skulder, for at fange hans fulde opmærksomhed - alt imens hun så ham ind i øjnene, direkte og fuldkomment blidt. "Du har været så god ved mig, at lade mig blive… give mig tøj og mad, samt tid til at hele," startede hun stille, "Så, kan jeg gøre noget for dig, Alexander? Hvad som helst du ønsker, så vil jeg gøre det eller prøve at gøre det på bedste vis om ikke andet," afsluttede hun roligt og pustede let ud, for hun ville gerne gøre noget for ham og hvad end han ønskede, som en slags tak.

[Deleted]

Alex måtte nok give Alice den, for hun var virkelig dygtig. Hvis hun kunne se på ham, at der var noget galt, også fordi at han ikke var typen som viste det åbent og tydeligt på den måde, hvor han primært holdt sig for sig selv, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han blev stående, også selvom han faktisk følte at han kunne slappe af. Det lignede slet ikke de menneskelige væsner at være så rolige omkring væsner som ham og ham mindst af alt, for han vidste jo udmærket godt, at han var et rovdyr, og at der sikkert lå rigtig meget i det som Cassie havde kaldt ham igennem årene, for det var jo nu, at han for alvor kunne mærke det. Han hævede og sænkede brystet en anelse, men det var nu ikke fordi at det var noget som han havde brug for som sådan, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Det var skam ikke fordi at han var ude på at skræmme hende væk fra sig eller noget lignende, men det var bare for lang tid siden, at han havde været i kontakt med nogen som faktisk udstrålede nogen former for varme, og det kunne han uden tvivl godt mærke nu om dage. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han var et monster og et bæst.. Man var vel ikke et rovdyr for ingenting? ”Vil du da benægte, at jeg er et rovdyr, Alice?” spurgte han endeligt. Han vidste godt, at hun måske havde et ganske dybt indblik i hvad der var typisk for det vampyriske samfund udelukkende på grund af Valerio, og han havde endnu ikke fundet ud af, om det var en god eller en dårlig ting, for der foregik rigtig mange ting, som han jo heller ikke ligefrem ønskede, at hun skulle kende til eller noget lignende af den grund. Han kneb øjnene ganske let sammen, også selvom han endte mere.. overrasket ved de følgende ord, for det var slet ikke noget som han havde regnet med at høre. ”Hvad.. du skulle kunne gøre for mig? Noget du tænker på helt specielt? Jeg ved ikke hvad du er ude på, men der er altid bagtanker ved den forespørgsel.. Og det er jeg slet ikke interesseret i.” Man kunne jo ikke ligefrem sige, at han stolede på hende hvad det angik, men det var nok mere fordi, at det ikke ligefrem var noget som han havde regnet med, og når han ikke rigtigt havde nogen at støtte sig op af mere, så var han nok mere.. påpasselig med tingene, end det som han ellers ville have været, selvom det slet ikke lignede ham. Han slap hende endeligt med blikket, kun for at vende blikket let væk og mod vinduet. Han havde det ikke særlig godt, og han forbandede virkelig de lyse væsner for at kunne se det så tydeligt!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice vidste ikke om hun var dygtig, for fagligt der kunne hun faktisk ikke læse eller regne, for hele hendes liv var jo sådan set gået op i dans helt fra barnsben af, men af den grund havde hun også lært mennesker og bevægelser at kende ekstra godt, og det gjorde vel at hun faktisk kunne se på ham der var noget der. Nok var han en meget lukket bog, eller prøvede på at være det, for hun vidste jo ikke hvad der var galt, men hun havde alligevel haft fat i det rigtige, så det var hun kun glad for. Hun ville jo ikke gøre ham hidsig eller anspændt, men hun ville bare gerne give ham igen for sin gæstfrihed, men hvordan vidste hun ikke. Hun var ikke en der direkte farede op over noget, ikke omkring vampyrerne om ikke andet, for hun var aldrig blevet gjort ondt af dem på nogen måde og med hende stærke psyke, så synes hun ikke der var grund til at være bange, når der ikke var noget at være det for. Hun bed sig let i læben ved hans ord, nej det ville hun vel ikke benægte, for i bund og grund var den vampyriske race jo det, men hun syntes da ikke han var både et uhyre og et bæst, han gjorde hende jo ikke ligefrem ondt. Hun rystede dog let på hovedet og lod hendes fingre fumle let med spidserne af hendes hår, der nåede ned under hendes bryst nu om dage og hun sendte ham et forsigtigt smil. "Nej, ikke helt, da det nok er hvad vampyrerne minder mest om," svarede hun for at generalisere lidt, for ikke at virke direkte anklagende på ham på nogen måde, for hvis der var noget der nagede ham, så tog han jo også til sig af alt negativt og frastødte det positive. "Men du er så meget mere end et dyr Alexander," endte hun så, for det mente hun i den grad, for han kunne stoppe sig selv, tænke, gå og selv bestemme, dyr var drevet af instinkter. Hun sank let en klump og smilede til ham ganske blidt og med varme, for det var jo hvem hun var og hun kunne ikke rigtigt skjule det specielt meget. Ved hans ord, så måtte hun rynke let på næsen, hun var overhovedet ikke ude på noget og det fornærmede hende faktisk en smule at han anklagede hende for at have en bagtanke, for hun havde jo ikke tænkt noget med det, men bare tilbudt. Hun kneb øjnene let sammen og svarede: "Det er selvfølgelig nemmest bare at anklage mig for at have en bagtanke, men der var faktisk ingen..." afværgede hun ham hurtigt med en spids tone og slog blikket ned i gulvet, da han selv kiggede væk fra hende og hun trak vejret tungt. Hun vidste ikke hvor det var kommet fra, normalt ville hun faktisk aldrig gå i forsvarsposition på den måde, hun var jo helt igennem lys… var hun ikke? Hun slog blikket op på ham igen og blinkede let med øjnene, mens hun trak vejret dybt og pustede ud igen. "Undskyld… jeg mente ikke… Jeg mener, jeg har ikke tænkt på noget specielt, jeg spørger jo dig, om jeg kan gøre noget for dig… hvad som helst," svarede hun ham mere roligt og sendte ham et prøvende smil igen.

[Deleted]

Dygtighed kunne komme i rigtig mange forklædninger, og det som irriterede Alexander mest hvad det angik, var at hun faktisk formåede at læse ham så kraftigt og så godt, som det hun nu gjorde, for det var jo egentlig noget som i sig selv, gjorde ham en kende hidsig i længden. Han var nu alligevel ganske rolig, for hun havde slet ikke givet ham nogen grund til at hidse sig op eller noget lignende, og det var uden tvivl noget af det som han havde haft mest brug for, når det endelig skulle være – nogen som ikke var bange for ham, var utryg omkring ham eller forlod ham. Ja, han følte sig alene, men han var for stor en mand til at erkende det i længden, også selvom han vidste, at det var farligt. Han vendte de rødlige øjne direkte i retningen af hendes skikkelse. Han var et rovdyr, og det var hvad han altid havde været kaldt og kendt som, og specielt af dem som stod ham nær – såsom Cassie. Han knyttede næverne ganske let. Hendes mening om ham, vægtede han virkelig højt, og det at hun kun måtte se sådan på ham, var noget so faktisk gjorde ondt. Hans blik hvilede stift på hende. ”Hvad er jeg da, andet end et dyr?” spurgte han. En fyrste måske, men det ændrede jo ikke just på hans race eller noget lignende, for der var han hvad han altid havde været, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde den største forskel af den grund. Alexander var slet ikke vant til at skulle tænke på andre end sig selv, og nu hvor han ikke havde Carmine til at tænke for ham, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde sagen meget nemmere eller meget bedre. Det gjorde ham trist derimod, for det gik endelig op for ham, hvor meget den mand egentlig havde gjort for ham. ”Man kan ikke stole på andre i disse dage, foruden en selv, Alice.. Jeg kan jo aldrig vide hvilke bagtanker du gør dig ved den… såkaldte hjælp, du ønsker at give mig,” påpegede han med en ganske sigende og kortfattet mine. Han vendte blikket væk fra hende. At tage imod hjælp var svært for ham, for han var slet ikke vant til at nogen i det hele taget tænkte sådan på ham, og den tanke i sig selv, var faktisk noget som kun formåede at gøre ham yderst frustreret! ”Der er ikke noget du kan gøre for mig.. Der er ikke nogen som kan hjælpe mig med noget som helst.. Ellers tak,” forsøgte han med en næsten.. venlig stemme. Han ville slet ikke have at nogen skulle se ham svag.. for det var uden tvivl sådan at han følte at tingene forholdt sig nu om dage, og han hadede det virkelig.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice havde været god til at se igennem ham, og det var det som hun kunne fornemme irriterede ham og som måske fik ham til at stå mere anspændt. Hun strøg let tungen over sine læber, før hun let bed tænderne sammen om hendes underlæbe ganske kort, inden at hun lod læberne hvile i sig selv igen og hun forsigtigt smilede til ham. Hun udstrålede stadigvæk varme og det lyse, for det var klart 90 procent af hende, hvor hun dog af og til følte nogle ret ukendte følelser såsom had og irritation, som hun slet ikke var vant til. Hun så mod ham, hvor hun faktisk endte med at se at han nu måtte slappe lidt mere af, hvilket egentligt passede hende fint, for han behøvede slet ikke være så anspændt som han havde startet ud med at være, da han var kommet ind ad døren. Hun trak vejret dybt og pustede roligt ud, mens hun stod og betragtede ham, nok var det ikke typisk for mennesker overfor vampyrer, men for hendes vedkommende, så følte hun sig ikke det mindste truet af ham på nogen måde. Hvis han så sprang på hende, ville hun nok hurtigt få kraftig hjertebanken og være nærmere bange, for hun kunne ikke lide at blive taget ved magt på den måde, det satte kun det direkte ubehag i hende. "Du er andet end et dyr, for du kan stoppe dig selv, tænke, tale, omgås mennesker… Du har selvkontrol så at sige," forklarede hun ham stille, så måtte han jo gøre med hendes mening hvad han ville, men sådan så hun i hvert fald på det, for et rovdyr i hendes øjne havde ingen selvkontrol, men det havde vampyrerne jo, jo ældre de blev og jo mere de trænede sig selv i at holde igen. Hun løftede let et bryn af ham, da han sagde det næste og trak let på skuldrene, hun stolede også på meget få, selvom hun nok udstrålede noget andet, men at tro på folk var også noget helt andet, og det gjorde hun. "Af et så lyst væsen som jeg, Alex, så er der ingen bagtanker, for den intention kan jeg slet ikke nå at skabe når jeg tilbyder hjælp," svarede hun ham roligt og sendte ham et forsigtigt smil, for det var jo sandhed, at hun slet ikke nåede at tænke i strategiske baner før hun bare tilbød sin hjælp, fordi det var hende naturligt at spørge, om hun kunne gøre noget for ham. Hun nikkede stille til hans ord og kunne mærke at han prøvede med en stemme, der ikke var direkte tom, men faktisk næsten venlig, hvilket kun gjorde hende lidt glad, for han tøede vel lidt op overfor hende så. "Udmærket, men hvis du kommer i tanke om noget, så sig til," sagde hun blot og vendte let rundt for at gå hen til det lille bord, hvor der stod en kande vand og et glas, hvor hun hældte sig et halvt glas og tog en tår, inden hun vendte sig mod ham igen. Hun drak glasset færdigt og satte det fra sig igen, mens hun satte sig ned på sengen og kiggede hen på ham. "Havde du så måske nogle bagtanker, ved at komme herned?" spurgte hun så og blinkede let til ham med et drilsk glimt i øjet.

[Deleted]

Det var ikke ligefrem nogen hemmelighed, at det knuste Alex at vide, at Carmine var væk, også fordi at det var den eneste som han jo havde haft ved sig, som han kunne stole på. Når alt endelig skulle komme til stykket, så var det jo heller ikke fordi at han havde nogen længere, og derfor følte han sig vel en smule alene, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var noget som man kunne gøre ved lige nu. Han vendte blikket mod hende ved hendes ord. Et dyr var han, og det var jo uanset om han havde selvkontrol eller ej, så var det noget som faktisk kun glippede mere og mere for ham, og det var uden tvivl noget af det, som faktisk måtte være det værste af det hele. Han kneb øjnene ganske svagt sammen. ”Selvkontrol eller ej, så er jeg stadig et bæst og monster, Alice.. Det er ingen hemmelighed, at jeg i denne stund, kan høre dit hjerte slå og hamre.. Jeg kan føle det, nærmest som havde det været mine egne.. og det får mine tænder til at løbe i vand,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. At hun ikke havde nogen intentioner om bagtanker ved at tilbyde sin hjælp, vidste han ikke helt om han skulle tro på eller ikke. Carmine havde altid været hjernen i det hele, så han vidste jo allerede nu, at han havde temmelig store problemer i længden hvad det her angik, selvom det ikke var noget som han kunne tage sig af lige netop nu. Det kunne meget fint være at hun var procianer, men det var jo yderligere en grund til at han ikke kunne stole på hende i længden, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Procianere er da det sidste en som mig, kan stole på, Alice. Jeg har muligvis valgt at åbne mit hjem og min dør for dig, men det er endnu ikke ensbetydende med, at jeg stoler på dig.. For det gør jeg ikke,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. At hun havde valgt at trække sig en smule, var ikke noget som han sagde noget til, for det havde han det jo egentlig ganske fint med, også mest for sin egen skyld. Hovedet lod han søge let på sned. Hvorfor han egentlig havde søgt til hende, vidste han ikke, men det.. var vel bare at tage det som det kom? Han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre, og han brød sig generelt ikke om at være alene, selvom det var noget som han nægtet at fortælle hende. ”Hvorfor jeg søgte herned, er vel underordnet? Jeg ville bare se hvordan det stod til med dig. Rygterne går om, at jeg er ved at fostre min egen aftensmad,” påpegede han med en ganske sigende mine, som han svagt trak på smilebåndet. Tanken morede ham, men lige Alice havde han ikke nogen intentioner om skulle ende som hans aftensmad.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice vidste ikke hvad der gjorde ondt på Alexander eller hvad der plagede ham, så på den måde var de svært for hende at hjælpe ham med det, selvom hun jo faktisk gerne ville. Hun var ikke helt familiær med det at miste, ikke længere om ikke andet, for det var mange år siden hun faktisk havde mistet nogen hun havde holdt af, og det var lidt prallet af under tiden hos warlockerne. Hun havde det meste af hendes liv kun haft sig selv, hun kendte ikke rigtigt til at være forelsket eller holde af nogen på en dybere måde, det havde altid været ret overfladisk fra hendes side, hvilket klart var en frustrerende tanke for hende også, for… fandt hun det nogensinde? Hun så roligt på ham mens hun trak vejret dybt og hun bed sig i læben, da han forklarede, at han faktisk følte sult ved hendes hjerterytme. Nok var han et dyr, men han var mere, det troede hun jo på i det indre, for det stod hun inde for; at tro. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare til hans ord, det gjorde hende et sted lidt mundlam at hans tænder løb i vand overfor hende, for hun var jo aldrig decideret blive bidt og hun vidste at Alexander havde sine tænder lige hvor de skulle være. Hun anede ikke hvordan det føltes at få et sæt vampyrtænder i sig, men en kort tanke slog hende, om han faktisk havde… tænkt sig at gøre det? Hun kiggede mod ham med de lyse øjne og vædede let sine læber, mens hun let nikkede, for det forstod hun jo udmærket, hun stolede vel heller ikke på Alex, men hun troede på ham. "Jeg kan jo kun sige det samme om dig, Alexander, men du har alligevel åbnet dit hjem for dig, og derfor så ror jeg på dig," svarede hun og nikkede, for det var ikke en hård sandhed for hende at han ikke stolede på hende, for hun havde aldrig rigtigt haft det sådan med nogle heller, ikke siden Jasper og det var så mange år siden, det føltes som en historie i en bog. Hun blev siddende på sengekanten med en ret ryg, for det havde hun lært fra barnsben af, at man ikke skulle falde sammen i ryggen, så hun sad altid pænt og rankt, uanset hvad; men det var også nemt for hende, fordi hun var så smidig og stærk i kroppen, selvom det dog lige nu tog tid for hende at bygge det op til det gamle niveau. Hun nikkede bare til ham, måske vidste han ikke hvorfor han var gået herned, det havde han bare tænkt og valgt at gøre? Hun rynkede panden af hans sidste ord, for hun vidste udmærket godt vampyrernes ordbog angående føde; aftensmaden var et offer, der blev spist helt indtil det sidste, hvor vedkommende ville dø fordi de var tømt fuldstændigt for blod og fik suget livet ud af dem. "Det… håber jeg da godt nok ikke," sagde hun stille og igen nærmere mundlam, hun vidste jo godt risikoen ved a være hos vampyrerne, men lige aftensmad det ville hun slet ikke, hun frygtede jo faktisk døden, derfor kæmpede hun jo også så meget imod det psykisk når det var, så det var heldigt hun var stærk psykisk. Hun så på ham med et mere tænksomt blik, for nu fløj tankerne da igennem hendes hoved, og hun prøvede lige at tage sig mere sammen, det var godt hun sad ned allerede. "Hvad siger du selv til det rygte?" endte hun så lettere spørgende og med en lidt nysgerrig mine, for hun vidste jo ikke hvad han direkte tænke omkring det selv, om det faktisk var en tanke han havde tænkt eller om det bare var hans vampyrslæng.

[Deleted]

Det var rigtig mange tanker som Alex gjorde sig, og han kunne slet ikke fokusere eller finde rundt i det, og det var naturligvis noget af det værste af det hele, så det at han var så kortfattet, mørk og bidsk, var egentlig kun fordi at han ikke rigtigt vidste hvordan han ellers skulle reagere, og det var ikke fordi at han ønskede at bruge det som en undskyldning, for det var det på ingen måde. Altid havde han været kaldt et rovdyr og bæst, og det var vel også bare hvad han var? Uden at man egentlig kunne gøre det vildeste ved det, selvom det jo alt i alt, faktisk var en tanke som gjorde ondt, selv på ham, men det var jo heler ikke ligefrem fordi at det var noget som man kunne gøre det største ved af den grund lige nu. Cassie ville ham ikke og Carmine var væk… Det var første gang, han egentlig følte sig alene med tingene, og det var bestemt heller ikke fordi at han følte det behageligt med tanken om det, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var noget som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende. Han sukkede og trak vejret ganske tungt. Han forsøgte om ikke andet. ”Det gør mig da ikke mere menneskelig, end hvad jeg er i forvejen. Selv et dyr er et væsen af tanker og følelser.. Og ikke bare de dyriske instinkter. Jeg ville vel bare ikke have et døende lysvæsen liggende på døren,” påpegede han ganske sigende. Et sted så forsøgte han vel bare at overbevise sig om det som han havde været kaldt igennem alle disse år, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var så lidt igen. Hun var lidt ofr dygtig til at gætte, hvad det egentlig var der generede ham, for der var jo noget, det kunne han jo ikke ligefrem benægte sig, på den ene eller den anden måde. Han stolede ikke på procianere, og nu hvor han stort set var alene, så gjorde han det da slet ikke, for han tog ikke chancen med nogen eller noget som helst, og det var noget som han meget gerne stod fast ved. Rygtet gik om at han husede og fostrede sin egen mad. Tanken var måske morende, men det var slet ikke fordi at han havde nogen intentioner om at spise hende til aften. ”Folk ved udmærket godt, at du er her, Alice.. At deres egen leder lader et lysvæsen vandre frit i hans eget hjem. Jeg har ingen intentioner om at nære mig på dig som min aftensmad.. Men jeg kan ikke benægte en mundfuld i ny og næ, nok kunne friste mig,” svarede han ærligt. Han var ikke en mand som gik op i løgne, for han kunne virkelig ikke fordrage den slags, og det havde han heller aldrig nogensinde gjort. Armene lagde han over kors. Han havde kun set hende trække sig væk fra ham, ligesom alle andre havde gjort, så det var vel heller ikke underligt, at han var en lukket mand? Han havde jo slet ikke nogen som han kunne stole på længere.. og det var faktisk svært for ham at acceptere.