How are you doing?

[Alice Lairé-Jênan]

Alices hjerte hamrede en smule hurtigere, selvom hun forsikrede sig selv ved tanken om at hun ikke ville blive hans aftensmad og derfor så var hun ikke rigtigt nervøs endnu og derfor så slog hjertet heller ikke helt så hurtigt som det kunne gøre, hvis han først bestemt sig for faktisk at gå på hende. Nok var han et dyr, det var den vampyriske race jo bogstaveligt talt, men hun syntes stadigvæk der var mere til dem end som så, selvom han jo faktisk benægtede det… men det måtte have at gøre med hans 'tilstand' så at sige, det der plagede ham fik ham til at tro på det, og måske fordi han også var blevet kaldt et bæst nok gange til, at det var noget han troede på? Hun rullede let med øjnene da han prøvede at undskylde hvorfor han havde taget hende ind og hun skubbede sig op at stå igen, da han tydeligvis bare ville blive stående, selvom det jo faktisk var tilladt for ham at nærme sig hende også, selvom hun måtte gøre det selv; når han ikke gad komme tæt på hende, så måtte hun jo endnu engang gå hen til ham. Hun trak let på smilebåndet, hun frygtede ham ikke som sådan, hun troede ikke på at han ville bruge hende som aftensmad i hvert fald, men ellers vidste hun ikke, om han faktisk kunne finde på at markere hende? Han havde jo sine tænder, og kunne bide hende og gøre 'krav' på hende, noget som Valerio ikke havde haft muligheden for, men hun havde jo følt at hun havde tilhørt ham et sted, med deres lege og at han brugte hende som fødekilde her og der. "Sikker på det ikke bare er en undskyldning for at indrømme, at du faktisk ønskede at hjælpe et 'døende lysvæsen', som du selv siger?" spurgte hun med et hævet bryn og et smil, for hun syntes det var lidt sjovt at prikke lidt til ham, se hvor meget hun kunne spille op til ham uden at han faktisk ville ende sur på hende. Hun gik hen imod ham igen og stoppede op lige foran ham, for hun kunne ganske vist ikke stole på ham, men hun troede på at han ikke ville overfalde hende, så havde han vel gjort det? Hun kunne nok se meget igennem ham, men desværre ikke regne ud i detaljer hvad der gik ham på og han var svær at få til at tage, så hun ville da bare prøve at lede hans tanker et andet sted hen. Hun nikkede stille, hun havde jo mødt en del rundt i huset, eftersom hun havde frit råderum, men de havde nok ikke turde røre hende på grund af rygtet; de ville vel ikke tage deres leders føde? Hun lyttede til hans ord, mens han lagde armene over kors og igen stod hun nærmere mundlam, da han direkte sagde, at han kunne finde på at markere hende, fordi hun fristede ham. Hun tog en dyb vejrtrækning og prøvede at forholde sig mere rolig, mens hendes hjerte afgav nok at hun følte det mere spændende end hvad hun gav udtryk for med ord. Hun åbnede let munden og kiggede bare på ham, mens hun ikke helt vidste hvad hun skulle sige, han havde gjort hende helt mundlam denne gang, så nu stod hun bare en meter fra ham og kiggede på ham med de blå øjne.

[Deleted]

Det hamrende hjerte, var noget som Alexander hurtigt lagde mærke til, og det var noget som kun fik ham til at knytte næverne ganske let, for han kunne jo udmærket godt høre det, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere for hans vedkommende. Det var ved at være lang tid siden at han havde næret sig i det hele taget, så det at hun stod der og var ved at blive .. ubehageligt til mode omkring ham, var noget som uden tvivl påvirkede selv ham, selvom han virkelig forsøgte at bide det så kraftigt i sig. Han vendte blikket let væk fra hende endnu en gang, også mest for at samle sig, for det var uden tvivl noget som han kun måtte sige sig, at have brug for, så det var ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han vendte blikket direkte i retningen af hende endnu en gang, også selvom det var med tænderne blotet. Det var faktisk svært for ham at holde sig i skindet, når han ikke havde nogen til at gøre det mere. Han lod hovedet søge næsten skræmmende langsomt på sned, som han lod blikket glide mod hendes bryst. Det var næsten som han kunne se hvordan hendes hjerte var begyndt at hamre mod hendes bryst. ”Dit hjerte banker, Alice,” påpegede han. Ikke fordi at det var nogen nyhed, men det var næsten bare det eneste som var faldet ham i tankerne lige i denne stund. Det kunne godt være, at det var en til dels hård udmelding at komme med, når han siger, at han godt kunne lade sig friste til en mundfuld i ny og næ, men han ville da hellere være ærlig, frem for at skulle holde hende for nar senere hen, for det var der ikke nogen af dem som ville få det mindste ud af. Han trak svagt på den ene mundvig. Hvis hun havde været sammen med en som Valerio, så kunne det bestemt heller ikke komme bag på nogen, at selv den mand havde siddet i håndleddet eller halsen på hende. Han knyttede den ene hånd ganske let. Det lå slet ikke i hans natur at hjælpe folk, og det var noget som han meget gerne stod fuldkommen fast på, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som han kunne gøre det største ved nu. ”Ligger det til et rovdyr at vogte og beskytte sit bytte, Alice? Det har jeg minsandten aldrig nogensinde hørt om før..” Denne gang var det ham som valgte at tage rolige skridt i retningen af hende. Han var som drevet af hendes kraftige hjertebanken.. Det var så lang tid siden, at han havde stået i nærheden af et væsen, som udviste det på denne måde, og det var uden tvivl noget som han var drevet af, for selv ikke Cassie ønskede at vide af ham lige nu, og det var noget som naturligvis gjorde forbandet ondt på ham, for han brød sig slet ikke om at være alene. Med en vampyrs hurtighed, så var han hurtigt henne ved hende, hvor han lod den ene hånd lukke sig let om halsen – ikke for at kvæle eller noget, men.. være tæt på hende. Han nød af hendes varme.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice kunne ikke kontrollere sit hjerte, hvilket jo så var ulempen ved at være et levende væsen med et bankende hjerte, for det var ukontrollerbart og der skulle ikke meget til før det steg i fart, og til sidst ville nærmest galopere af sted. Hun vidste at han kunne høre det og det var nok også det der frustrerede hende mere, og som hun nærmest prøvede at trække vejret roligt og komme mere ned på jorden, så begyndte det at slå hårdere mod hendes bryst. Hun så på ham med de blå øjne, for hun blev uden tvivl lidt utrolig og hendes tanker fløj af sted dobbelt så hurtigt som hendes hjerte bankede, for det var heldigvis ikke ude af kontrol, det bankede blot kraftigere og hun var nu faktisk meget mere eftertænksom efter udfaldet. Hun prøvede at slå koldt vand i blodet, mens hun prøvede at kigge på hans hugtænder som var det et almindeligt tandsæt, men hun kunne jo ikke komme udenom at hans hugtænder faktisk var utroligt fremtrædende i hans mundvige om ikke andet. Hun fornemmede at han kiggede mod hendes bryst, nærmest kunne han vel se hendes hjerte for sig og hun bed sig i læben. Hun var ikke bange for ham, slet ikke, og faktisk kunne hun ikke helt bestemme for sig selv om hun skulle blive bange eller bare have den spændte og nervøse følelse i maven og brystet, og så bare tage det som det kom, for det var jo ikke første gang nogen havde suget hendes blod. Hun ville dog tro, at hans skarpe tænder ville føles noget anderledes end et minimalt knivstik. "Gør det? Det gør det vist også," sagde hun og så indgående på ham, for hun vidste det jo godt selv, og vidste, at han kunne mærke det med sit dyriske instinkt. Hun vidste at han var ærlig og det gjorde vel også det sidste for hende, for en ærlig mand var altid en hun bedre kunne tro på fremfor en, der stod og løg hende direkte op i ansigtet og så bagefter handlede en anden vej. Alex talte og gjorde af ærlighed, så mere kunne hun vel næsten ikke bede om, når hun havde valgt at søge hertil, for dette var vel uundgåeligt… og hun var da et sted glad for, at det var ham, fordi hun havde en smule kendskab til ham fra før. Hun bed sig i læben og så på ham med et vågent øje, for hun kunne fornemme, at hendes hjerte faktisk drev ham på en måde. "Vogte om… ja, men beskytte… det er nok en anden side af sagen," svarede hun stille, for dyr de vogtede jo over deres bytte og nægtede at dele med andre og det samme gjaldt vel indenfor vampyrerne. Hun så på ham, hvor han, hurtigere end hun nåede at blinke med øjnene, stod foran hende og med en hånd der lagde sig omkring hendes hals; ikke på en ubehagelig måde, men han holdt jo fast et sted. Hendes hjerte sprang direkte over trav og direkte i galop, hvor hendes hjerte hurtigt startede med at banke kraftigere, for han formåede at overraske hende. Hans hånd var iskold mod hendes varme, og et svagt nervøst smil spillede over hendes læber, som hun holdt sine øjne direkte ind i hans. Hun var ikke bange, men… hun kunne ikke helt forklare hvad der fik hendes hjerte til at hamre så meget ellers, men frygt var det ikke.

[Deleted]

Alexander havde måske ikke de største tanker om sig selv længere, men det var nu heller ikke ligefrem noget som han kunne gøre det mindste ved lige nu. Han var ikke i stand til at tænke, og det at han nu skulle tænke det hele igennem af egen hånd, var faktisk tungere end hvad det så ud som, for han var en mand af handling og på ingen måder af tanker! Og den tanke frustrerede ham kun yderligere, og det var noget som uden tvivl formåede at gøre ham en kende hidsig i det store og hele, og han hadede det virkelig, ingen tvivl om det! Hans blik hvilede nærmest på Alices bryst, hvor han nærmest kunne føle hvordan hendes hjerte måtte hamre og slå. Han kunne høre det.. Og det var uden tvivl den bedste af det hele, for det var også ved at være utrolig lang tid siden at han havde indtaget næring i det hele taget, for det havde han stort set ikke gjort siden Carmines død. Han havde ikke rigtigt haft lysten til det, selvom han vidste, at det måske var hårdt sagt, men det var jo faktisk sådan at det forholdt sig for hans vedkommende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hendes hjerte hamrede, og det var som en hypnose for hans del, og det var ikke noget som han oplevede så ofte igen. ”En fantastisk lyd..” sagde han næsten med en dæmpet stemme, da han ikke rigtigt bed sig mærke i hvad hun selv fortalte ham. Det var nærmest som havde det været en form for baggrundsstøj for hans vedkommende. Uden egentlig at tænke over det, så var han hurtigt over ved hende, hvor han havde grebet hende om halsen, selvom det slet ikke havde været for at være ond eller grusom, for det havde det da slet ikke, for han klemte ikke. Det var egentlig bare for at holde hende fast. En tanke slog ham; Det var jo heller ikke ligefrem ofte, at man fik muligheden for at være så tæt på et lysvæsen, som i sig selv, normalt aldrig nogensinde ville færdes på et sted som dette, og naturligvis var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt igen. Han smilede let for sig selv, selv med tænderne tydeligt blotlagt i hans mundviger. ”Jeg har ikke nogen grund til at yde nogen beskyttelse til et væsen som dig.. Jeg er ikke et væsen af tanker og følelser Alice.. Det er ved at være årtier siden, jeg har været så tæt på et lysvæsen, at jeg nærmest har kunne… smage dem..” hviskede han med en rolig stemme, idet han langsomt bevægede sig nedover hende i stedet for. Han vendte blikket i retningen af hendes smukke hals, hvor han indåndede hendes duft, som selv måtte hvile der. Han elskede duften af hende.. Den var sød.. Og så let genkendelig, og han måtte i sandhed erkende, at det var noget som han nød forbandet godt af, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Slet ikke!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice syntes det var en skam, at Alexander faktisk helt inderlig troede på at han var et bæst og et monster så at sige, for hun troede på at han kunne være mere, hvis han bare så sig selv hævet som mere. Men lige det var svært at forklare ham, uden at han faktisk ville blive sur over det, for der var ingen pæn måde at sige 'hey, så tag dig dog sammen og tænk dig selv højere hævet'. Hun kiggede kort ned ad sig selv, for hans blik mod hendes bryst fik hende alligevel til at skulle nærmest se efter hans blik, selvom det jo ikke rigtigt gav nogen mening, men det var en vane at kigge efter det samme, som den man stod overfor gjorde. Hun så dog hurtigt op på ham igen, mens han nærmest faldt let hen i sine tanker og faktisk koncentrerede sig om hendes bankende hjerte, der slog lidt hurtigere. Han måtte være sulten, for ellers ville hun alligevel ikke kunne påvirke ham så nemt, ville hun ikke tro, men hun vidste jo alligevel heller ikke hvordan hun duftede i en vampyrs næse. Hun kunne tænke sig til, at hun måtte dufte godt for dem, fordi hun var et så lyst væsen, men ellers så havde hun ingen forstand på det på noget plan. Hun bed sig let i læben da han sagde at det var en 'fantastisk lyd', for det kunne meget vel være han syntes det, men det irriterede hende lidt at det var umuligt at have kontrol over. Hendes hjerte sprang dog direkte til at hamre, da han hurtigt var henne ved hende og holdt fast i hendes hals; det gjorde ikke ondt, han klemte jo ikke til, han holdt bare ved hende, men bare så hurtigt han stod ved hende fik hendes blod til at pumpe rundt i kroppen. Hun vidste ikke hvad der gik igennem hans tanker lige nu, men hun kunne fornemme han var meget optaget af hendes hjerterytme, og specielt lyden af det… hun undrede sig over hvordan det mon lød i en vampyrs øresnegl. Hun så mod ham, hvor hendes øjne flakkede over hans mund hvor han kunne se hans spidse tænder blotlagt i hans mundviger, hvilket kun holdt hendes kraftige og hurtige hjertebanken. "Det beder jeg dig bestemt heller ikke om Alexander… men hvis du markerer mig, så tilhører jeg jo dig," sagde hun med en let blød og dæmpet stemme til ham, for lige det vidste hun faktisk og af den grund, ville han jo et sted vogte over hende og sikre sig at ingen andre tog af hende? Medmindre de selvfølgelig fik særlig lov af ham, men det tvivlede hun alligevel på. Hun bed sig let i læben ved hans sidste ord, for hun vidste det ville ske og det fik kun hendes hjerte til at hamre så hårdt, at hun nærmest følte for at skulle blive blød i knæene. Det lå lige på læben til hende at sige 'så må du jo bide', men hun gjorde det ikke, for hun følte næsten ikke at kunne få det over sine læber og direkte give ham lov, men hun kæmpede jo heller ikke imod ham. Hun fornemmede at han indåndede hendes duft og faktisk kom helt tæt på hende, hvor at han også satte sit blik mod hendes hals, som hun let strakte uden helt at vide det; det lå naturligt til hende, når et hoved kom tæt på hendes hals og hun lukkede let øjnene i, mens hun pustede en dyb vejrtrækning ud gennem næsen.

[Deleted]

Alexander gjorde sig ikke nogen høje tanker om sig selv for tiden, og specielt fordi at han ikke rigtigt… havde nogen mere. Carmine havde altid været der, til at holde hans tanker højt, og nu hvor Cassie ikke gad ham, så var det vel heller ikke underligt? Han var ganske vidst et bæst og et monster, men selv han gjorde sig tanker og følelser om tingene.. Det var bare sjovt, at folk troede at det forholdt sig anderledes. Det var et sted slet ikke underligt, at folk tænkte som de gjorde. De var egoistiske.. Og nu hvor han stod der foran Alice, så kunne han jo kun se det. Hans egne fordomme overfor lyset dukket op stort set med det samme, og han kunne ikke gøre noget ved det. Det var ikke nogen hemmelighed at han nu ikke følte, at han kunne stole på nogen. Hendes kraftige hjertebanken, og det at det bankede hurtigere, var noget som han bed sig mærke i, allerede med det samme. Det var i sig selv, en ganske fantastisk lyd, hvis man spurgte ham, og han elskede uden tvivl at stå og lægge ører til den. Han var hurtigt henne ved hende, for at holde hende fast. Ikke fordi at han var voldsom eller noget, for han var faktisk ganske elegant i hans bevægelser, selvom folk havde en irriterende tendens til at tro, at det forholdt sig anderledes, hvilket jo faktisk var noget som virkelig måtte irritere ham! At hun var klar over reglementet og codexet, forundrede ham slet ikke, hvis hun havde været så tæt på Valerio som det hun havde. Han kneb øjnene let sammen. ”Til tider ville jeg ønske, at codexet ikke var fuldt tilgængeligt.. For mange kender de små veje.. og betydningen ved dette bid. Sjovt.. Det var meningen det skulle styre vampyrerne.. ikke alle udefra,” sagde han morende. Det var jo faktisk det som havde været meningen med det hele, da ham og Carmine havde udtænkt dem tilbage for rigtig mange år siden. Han havde hendes duft i næsen, og ja, det rev virkelig voldsomt i bæstet i ham, for det var ved at være længe siden han havde næret sig. Han havde ikke rigtigt haft lyst.. Jagten var ikke det samme uden Carmine og at dele en flaske, kom heller ikke på tale.. Han var slet ikke god til det med at være alene, og den tanke, var noget som uden tvivl virkelig måtte irritere ham som intet andet overhovedet! Han lod hovedet søge ned mod hendes hals, også selvom han til nu, ikke havde gjort det vildeste i det hele taget. Han sendte hende et ganske let smil, idet han lod den anden hånd ganske let snige sig om hendes talje. Det var jo i princippet ikke nogen jagt, da han ikke havde været efter hende, men.. Han var virkelig, virkelig sulten, og nu overfor et lysvæsen, så var det vel heller ikke underligt, at han ikke kunne sige nej, var det? Han bed tænderne kraftigt sammen, inden han valgte at slippe grebet omkring hendes hals. Han kunne slet ikke få sig til at gøre det, bare sådan! ”Jeg vil ikke..” bed han hende af, idet han vendte blikket væk fra hende i stedet for. Han havde det bestemt ikke godt for tiden.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice fornemmede at han så ned på sig selv, i og med, at han jo sådan troede helt igennem på at han var et bæst og sådan, så det gjorde det heller ikke nemmere for hende at hjælpe ham på nogen måde, for han sad alligevel tungt på den mening om sig selv og et sted syntes hun det var en skam. Normalt syntes vampyrer vel sig selv hævet over alle andre, men det gjorde han måske også og så bare så sig selv som bæstet indenfor vampyrernes rækker? Hun kunne ikke helt sætte fingeren på det, men hun ville ønske at hun kunne hjælpe ham, selvom det ikke ville blive i dag… måske først en dag, hvor han stolede på hende… hvis den nogensinde kom. Hun sukkede indædt, for hun ville ikke lukke det ud foran ham, men det at hendes hjerte hamrede så hurtigt fik det hele til at snurre rundt og med så dybt vejrtrækninger hun måtte tage, hurtigere end normalt, så kom der også nogle små suk med ud når hun pustede ud; hun håbede dog bare ikke at han lagde for meget mærke til det, det ønskede hun da ikke og få ham til at tvivle på den måde. Men han var vel for optaget af lyden af hendes kraftige hjertebanken, så det i sig selv var ganske fint for hende lidt på det punkt, for hun vidste at han lagde mærke til det og at han vel nød lyden. Han var meget elegant i sine bevægelser og det morede hende lidt i det indre, for et sted var de vel lige elegante i deres bevægelser og udstråling. Hun valgte ikke at kommentere hans ord, for hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare til det, for hun ville jo heller ikke være fræk og svare ham igen på en måde, selvom det lå på tungen at sige 'så måtte du jo beskytte det bedre'. Hun trak vejret dybt og pustede ud, mens hun selv fornemmede at han endnu ikke bed hende, hvilket både glædede hende men også irriterede hende en smule, for han behøvede ikke få hendes adrenalin op at køre og få hende til at tro, han ville… og så ikke gøre det. Men på den anden side, så ville hun også fortsat være fri, selvom… hun vel ligeså godt kunne tilhøre en af vampyrerne, når hun var her, for hun gjorde sig ingen forhåbninger om at vende tilbage til Procias, der var for langt til grænsen. Hun åbnede øjnene da han sagde, at han ikke ville og hendes hoved faldt tilbage i almindelig stilling, hvor hun fornemmede at han faktisk… slap hende? Hun blev stående på pladsen hun var blevet holdt af ham og kiggede på ham, hvor han let bed sig i læben. Uden at tænke over det, så lagde hendes hånd sig på hans kind og hun søgte hans øjne, ved at prøve at vende hans ansigt mod hendes, samtidigt ordene røg over hendes læber: "Hvorfor ikke?" Hun så på ham med de blå, lyse øjne.

[Deleted]

Det var ikke nogen hemmelighed, at vampyrerne altid havde set sig selv som højere hævet og alle andre, og dette var bestemt heller ikke noget undtag, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket mod hende. At stole på en procianer, kunne han ikke, uanset hvor hårdt det var. Cassie gjorde ham ondt, også selvom han faktisk fandt sig i det. Hun var hans mage.. Det var meningen at de skulle være sammen, men hun gjorde det virkelig forbandet svært, og det var en tanke som udelukkende formåede at gøre ham frygtelig hidsig, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen når det endelig skulle være. Med de frygtelig mange tab, som han selv havde lidt, så var han måske også blevet langt mere indelukket, og han brød sig ikke om det, for han vidste jo udmærket godt, at det var noget som uden tvivl satte hans eget liv i lidt større fare, end hvad det jo faktisk var i forvejen. Det eneste som han havde øje for lige nu, var hendes kraftige hjertebanken, for den gik direkte i hans øregang, og det drev virkelig dyret frygtelig meget frem i ham, at det næsten føles ubehageligt, for han havde slet ikke følt det så kraftigt igennem frygtelig mange år. Han bed tænderne kraftigt sammen, inden han vendt sig væk fra hende og slap. Han ønskede ikke at sætte tænderne i hende, også fordi at det tvang ham i forpligtelse, som han ærlig talt slet ikke vidste om han magtede lige nu.
Alices hånd mod hans kind, gjorde ham fuldstændig anspændt og helt stiv i kroppen, også selvom han vendte det tomme blik direkte mod hende, da hun nærmest bød ham til det, ved at lade hånden glide mod hans kind. Han knyttede næverne ganske kraftigt, også selvom han ikke gjorde noget yderligere end det – for nu om ikke andet. De røde øje gled direkte i hendes egne, også selvom hans var langt mere gennemborende, end det som godt måtte være, men han kunne virkelig ikke gøre for det. Han kunne ikke hjælpes.. Han ville ikke hjælpes, og det var noget som han stod fuldkommen fast å, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han knyttede næverne ganske kraftigt. Han knyttede næven let, idet han slap hendes øjenkontakt, og lod blikket i stedet for glide mod gulvet.”Ønsker du da at jeg skal bide dig, Alice..?” spurgte han endeligt. Lige hvad han selv skulle besvare hendes spørgsmål, foruden med et nyt, vidste han ikke, for han nægtede jo trods alt at fremstille sig selv som svag eller lignende, for det ønskede han slet ikke!

[Alice Lairé-Jênan]

Alle racer så nok sig selv hævet over andre, men Alice var vel et sted en undtagelse i alt det, for selvom hun var glad for at være et lyst væsen, så var hun ikke låst på at kunne kalde sig for 'lysvæsen', for i og for sig, så betød racen ikke noget for hende og hun var ikke knyttet til en gruppe af lysvæsener, hun havde jo bare sig selv. Hun havde altid lagt under andre, så derfor var det vel også der hun måtte høre til - uanset så var hun jo bare en person, der hægtede sig på sin dans og levede og åndede for det, hun hægtede sig ikke på sin race. Men når hun lå under andre, så skulle det også siges, at hun ikke ville trædes på - hun ville ikke kontrolleres, hun ville være sin egen eller give tilladelse til hvad der skulle ske, for andet det fandt hun sig ikke i. Hun fornemmede igen, at det som stod i vejen for ham, det var den indre fortvivlelse og det der plagede ham, for hvis han nu ikke følte det han gjorde, så ville han hurtigere have bidt hende, det vidste hun. Hun vidste ikke om hun ønskede det, eller hvorfor hun tænkte i de baner, egentligt burde hun prise sig lykkeligt for at være fri og det gjorde hun jo også et sted… men hun savnede jo faktisk den leg som hende og Valerio altid havde haft, og måske hun kunne genoptage den med Alex? Ligeså så havde hun den tanke, at han ville beskytte hende et sted, hvis han bed hende og hun kom til at tilhøre ham.
Hun bed sig let i læben, da hun fornemmede at han blev stiv og anspændt, da hun rørte ham. Hun strøg derfor hånden over hans kind, mens hun trak hånden til sig og let foldede hænderne foran sig, mens hun kiggede på ham, nu hvor han kiggede mod hende. Hun holdt øjenkontakten indtil han selv brød den og bed sig i læben, mens han spurgte, om hun ønskede at han skulle bide hende… det vidste hun jo ikke, hun var ret forvirret lige nu, alt var lidt mærkeligt for hende og hun måtte puste hurtigt ud, mens hun prøvede at få hendes hjerte til at banke i en mere normalt rytme, selvom den stadigvæk hamrede derud af. Hun fjernede selv blikket og trådte let tilbage fra ham, hvor hun lagde armene mere omkring sig selv og trak på skuldrene. "Det gør jeg vel ikke," sagde hun, hvilket også tydede på den usikkerhed hun havde omkring spørgsmål, mens hun fortsat bare stod og holdt blikket ned i gulvet. Hun endte med at bakke hen til sengen og glide ned at side, mens hendes hjerte stadig hamrede, for hun følte slet ikke hun kunne stå.

[Deleted]

Hvad Valerio havde gjort med denne kvinde, vidste Alex ikke, men selv for ham, var det tydeligt, at hun slet ikke var bange for ham, hvilket et sted også gjorde ham temmelig.. frustreret hvis man skulle sige det mildt. Han var vant til at sprede død og ødelæggelse for frygtelig mange, og med den race som han repræsenterede, så havde han slet ikke tid til at skulle sidde og ynke på den her måde, også selvom det heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hans vedkommende. Han vendte blikket ganske sigende mod hende. Hun var virkelig en mærkelig af slagsen, for han havde godt nok aldrig nogensinde set et lysvæsen trives i mørket og omkring vampyrer på denne måde tidligere, og det var nu alligevel noget som gjorde ham en smule nysgerrig, for der var noget ved denne kvinde.. noget som hun var nødt til at finde ud af på den ene eller den anden måde, og ikke noget som han bare kunne lade gå for sig af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var.
At sætte tænderne i Alice, var slet ikke noget som han ønskede, for han vidste hvad det var for en forpligtelse som næsten automatisk fulgte trop, og det var noget af det sidste som han ønskede sig, og det var noget som han uden tvivl godt kunne stå fast ved. At hun direkte havde valgt at røre ved ham, var noget som satte en voldsom sitren i ham, for normalt var det kun Cassie som fik lov til det, men siden den kvinde slet ikke ønskede at være omkring ham længere, eller ville have noget med ham at gøre, så kunne man jo heller ikke ligefrem sige, at det var noget som han lige havde været forberedt på. Han vendte blikket mod hende, som hun valgte at trække sig. Hun virkede usikker og forvirret.. Hvad havde hun at være usikker og forvirret over? Han lod hovedet søge en anelse på sned. ”Du virker forvirret, Alice,” bemærkede han med en ganske sigende mine, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var en løgn som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han trådte denne gang mod hende. Det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var nogen hemmelighed, at han var fristet til at bide hende, for det var han jo.. Han hungrede efter at få lov.. Det gjorde han virkelig! Han hævede hånden, som han let lagde mod hendes kind. Hun var så dejlig varm at røre ved, og han kunne jo tydeligt mærke det. ”Du frygter mig dybest set… Frygter hvad jeg kan finde på at gøre ved dig..” hviskede han med en dæmpet stemme, nu hvor han var endt med at stå så tæt på hende. Han ønskede ikke just at gøre hende ubehageligt til mode eller noget lignende, men selv han havde brug for nogen klare svar.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice var dybest set nok ikke klar over den påvirkning som Valerio havde haft på hende og at det førte til, at mørke væsner også måtte undres over hvordan et så lyst væsen nærmest ikke visnede i mørket, som så mange andre ville have gjort… ja, måske var hun vel slet ikke så lys, som hun selv gik rundt og troede eller følte, måske var det faktisk mørke der var ved at tage over, selvom det direkte var en skræmmende tanke for hende! Alexander var vel vandt til at hun ville være skrækslagen overfor ham, fordi han normalt kunne sprede død og ødelæggelse med sin race, men i og for sig havde han ikke gjort hende noget, så hvorfor skulle hun løbe skrigende væk? Ingen af dem ville få noget ud af det i sidste ende, for hvis hun løb, så kunne han jo nemt løbe efter, for han ville jo altid være hurtigst… og måske det ville friste ham for meget? Hun vidste det snart ikke, men lige nu følte hun heller ikke for at kunne flytte sig, for hun kunne ikke få sin hjerterytme i ro, for den hamrede fortsat så hun efterhånden følte sig helt svimmel eller høj på, at blodet blev pisket så hurtigt rundt i hendes krop. Hun måtte vel nok være en underligt væsen i Alex' øjne, men hun kunne intet gøre ved det, for hun havde efterhånden levet så længe i mørket, at det måske faktisk gik ind og påvirkede hende… ellers så var der vel bare noget galt med hende, måtte hun jo se i øjnene.
Hun vidste det ville være som en lås imellem dem, hvis Alex direkte valgte at sætte tænderne i hende… det var en forpligtelse for ham, og hun ville være som bundet og ingen af dem kunne gøre så meget ved det, medmindre han selv brød båndet igen. Hun kiggede fast ned i gulvet og nu hvor hun havde sat sig yderst på sin sengekant, så kunne hun også mærke hvordan hendes ben faktisk rystede en smule. Hun var forvirret, men hun vidste faktisk ikke hvorfor… det måtte være hovedet der var noget galt med, så var der måske noget galt med hende… for med forvirringen, så kom tvivlen jo også. Hun trak på skuldrene, da han påpegede meget nøjagtigt at hun virkede forvirret og hun strøg en hånd igennem det lyse hår, som hun bare sad tom for ord, for hvad pokker skulle hun svare? Hun kunne fornemme, at han kom tættere, for han trådte ind i hendes synsfelt. Det sitrede helt i hende, da han lagde en hånd på hendes kind og nærmest per automatik, så rejste hun sig op igen og stod nu lige foran ham, lidt fanget mellem ham og sengen. Hun bed sig i læben og så ham ind i øjnene, mens hun mærkede hans iskolde hånd mod hendes kind, der sendte en kuldegysning igennem hele hendes system. Det gjorde hende nu intet, for den kolde hånd var faktisk rar og mindede hende et sted om Valerio, selvom hun ikke ønskede at tænke på det, for det var et kapitel i hendes liv, der aldrig kom igen. Hun løftede en hånd og lagde den let mod hans ene skulder, så hun fandt en slags støtte mod ham. "Hvis det er hvad du synes, kan vi da godt sige det," hviskede hun blødt til ham, nu hvor de faktisk stod ganske tæt, ja faktisk det tætteste nogensinde.

[Deleted]

Alexander var en hård mand, det vidste han godt, og hvis det skræmte hende så meget at hun ville løbe fra ham.. Ja, det træk ville uden tvivl nok blive hendes sidste, for han var et rovdyr og et af de ældste som var i Dvasias med hans høje alder, og alt det som han havde været igennem, så var det vel heller ikke så underligt igen, at hans instinkter og reaktioner nærmest ad ude på tøjet? Vampyrernes codex, var udelukkende for at holde vampyrerne under kontrol og indenfor en vis grænse som de kunne bevæge sig frit indenfor, og det var noget som de fleste uden tvivl havde vist sig at have det fint med, og de få som havde været modstander af dette, var ikke længere at finde på denne jord, hvilket også passede ham fint. Inkluderet i dette, var Vladimir.. En mand som han dog havde holdt kær igennem frygtelig mange år, og en som han ikke havde slået ihjel for hans modstand. Det var ikke nogen hemmelighed at Alice var et besynderligt væsen i hans øjne, for det var hun uden tvivl, og specielt fordi at hun havde det syn på vampyrer, som hun havde, hvilket på ingen måder kunne siges, at være naturligt for en af hendes kaliber, og det gjorde også sit for hans eget vedkommende. Det var nu alligevel noget som formåede at gøre ham nysgerrig, også fordi at han vidste at Valerio havde udvist en temmelig stor interesse for denne kvinde, og nu hvor han var der og omkring hende, og lærte hende at kende, så kunne han faktisk godt forstå hvorfor, for hun var da virkelig noget for sig selv – En tanke som selv han måtte finde ganske fascinerende.
Det var ikke ligefrem nogen hemmelighed, at Alice virkede forvirret, for det var en af de følelser som han faktisk kunne genkende, så det var ikke noget som sagde så lidt. Hver en bevægelse som hun gjorde sig, jo mere fulgte han med, også mest for sin egen skyld, for han stolede ikke på nogen. Han følte slet ikke at han kunne stole på nogen, og da specielt ikke et væsen fra Procias. Hånden havde han roligt ladet stryge mod hendes kind, hvor han nu heller ikke sagde noget til at hun lagde hånden mod hans skulder, for det i sig selv, var jo heller ikke ligefrem hvad man kunne definere som nogen truende adfærd, og det passede ham jo faktisk ganske glimrende. ”Jeg kan se det i dine øjne, og jeg kan høre det på dine hjerteslag, Alice.. Jeg er et rovdyr, hvor du er mit bytte.. Jeg kan gøre med dig hvad jeg vil.. Slå dig ihjel, om det er hvad jeg er fristet til.. Det må da skræmme dig..” Han stirrede på hende med intense øjne. Et sted forsøgte han vel at.. skræmme hende bare lidt på afstand, selvom det ikke rigtigt så ud til at ville gå helt som det han selv havde lyst til at det skulle.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice vidste godt at Alex var en hård mand, men det hang jo sammen med den titel han havde og at han var toppen af den vampyriske race, så det sagde vel heller ikke så lidt i sidste ende. Han var ganske vist et rovdyr og derfor havde hun heller ikke tænkt sig at løbe, for det kunne vel sagtens slå klik for en mand som ham, selvom han egentligt prøvede at holde sig ved sans og samme, selvom det også tydeligt stod ud af ham hvad han var. På samme måde holdt hun jo heller ikke igen med hvad hun var, for lyset stod jo altid ret tydeligt ud af hende, selvom hun faktisk havde tilpasset sig i mørket efterhånden, og faktisk opgivet håbet om nogensinde at se Procias' lande igen, for det havde hun… hun ville ikke vide hvordan hun skulle komme hjem. Chancerne for at hun ville dø, var større fra Alexanders hjem til grænsemuren end hvad den var indenfor murerne i hans hus, så det i sig selv gjorde jo også, at hun mest havde lyst til at blive her, selvom det måske var underligt i nogens øjne. Codexet var hun blevet introduceret til af Valerio, så det hjalp hende jo også lidt på vej til at forstå vampyrerne bedre og alt gjorde jo sit for, at hun ikke følte for at frygte dem, medmindre de faktisk viste hende en direkte truende adfærd, hvilket de færreste gjorde. Hvordan vampyrerne så hende fuldt ud det vidste hun ikke, for hun havde jo faktisk kun Valerios synspunkt på det plan og det ville hun ikke hægte sig for meget i, for hun vidste jo ikke hvor han var og hun ville ikke hænge i fortiden, for det gjorde for ondt, så meget havde hun da lært - det var faktisk en ting hun havde lært i Dvasias, det var at give slip. Let vædede hun sine læber, som hun nu stod så tæt på ham og med en hånd hvilende mod hans skulder, for at hjælpe sig selv til at stå oprejst. Hans hånd var kold, men det gjorde hende faktisk ikke det mindste. Hun sank let en klump og trak vejret dybt, mens hun prøvede at få kontrol over det hjerte, for det blev ved med at slå hårdere end normalt, selvom det efterhånden ikke direkte galoperede derudad mere. "Hvis du så mig død, Alex, så er jeg sikker på du allerede ville have slået mig ihjel eller kastet mig for et par sultne vampyrer… Du må synes om mig et sted eller finde mig interessant," svarede hun ham roligt igen, for det var vel sandheden i bund og grund, at fordi han fandt hende speciel, så slog han hende ikke ihjel. At han så kunne gøre hvad han ville med hende, var nok den mest skræmmende tanke, så derfor ønskede hun også at holde sig på den rigtige fod med ham. "Det er ikke nyt for mig at være et bytte… Det der skræmmer mig mest, er nok dine tænder," sagde hun, hvor det sidste faktisk var en kæmpe indrømmelse for hende, selvom hun slet ikke fik det til at lyde sådan; hun skjulte det godt.

[Deleted]

Alexander var en forbandet hård mand, og det erkendte han gerne, men det var nu og da en del af de opgaver som han havde som fyrste, men også som greve af landet her, for det var bestemt heller ikke småting som han havde at tage sig af, og derfor var det vigtigt, at han kunne opretholde den hårde skal og det hårde ydre, og samtidig holde sine vampyriske instinkter i kraftig snor, selvom det på ingen måder var nemt altid, og bestemt heller ikke for et væsen som ham, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han stod overfor et lysvæsen, og det som han havde mest lyst til, var at sætte tænderne direkte i hende og komme videre derfra, men.. han kunne ikke. Han ønskede det ikke, også fordi at han vidste at Valerio for længst ville have gjort det, hvis han havde haft sit tandsæt på plads i munden, men det havde nu ikke været tilfældet alligevel. Han var langt mere anstrengt, nu hvor Alice stod så tæt på ham, også fordi at han kunne høre hendes hjerte, og for ham, så var det nærmest som en trance, og det som han havde det største fokus på. Endnu en gang måtte hun ramme sømmet på hovedet ved sin udtalelse. Det var på jo heller ikke ligefrem ofte, at man faldt over et væsen af hendes slags, som faktisk… fandt tryghed omkring et væsen som ham. Det var fuldkommen unaturligt. ”Jeg kan ikke benægte, at der er noget ved dig, som jeg ikke har set i nærheden af de andre lysvæsner som jeg har færdes omkring. Dengang I var mange flere om ikke andet. Nok en ældre herre, men nysgerrig.. Nysgerrig på hvad du finder trygt og attraktivt i mørket, for jeg kan se og mærke på dig, at der er noget..” Han var måske ikke den bedste til følelser, men hvad han kunne se, var som regel ganske tydeligt, og det var ikke ofte, at han tog fejl.
At det var tænderne der skræmte hende, fik smilet nærmest til at brede sig på hans læber, så tænderne endnu en gang meldte sig i hans mundviger. Ja, han var lange og skarpe. Frygtelig skarpe endda. ”Det er sandt.. Valerio havde ej sine tænder, da han husede dig, havde han? Ikke et vidunder at det er dem som skræmmer dig mest..” Han blev nu stående og kiggede på hende. Han havde virkelig lyst til at bide, og samtidig, var der noget i ham, som sagde, at det var en yderst dum idé, og det var tydeligt også noget som måtte forvirre ham, og det irriterede ham kun grumt! Hovedet lod han søge langsomt på sned, hvor blikket igen gled til hendes hals. ”Tænderne er skarpe.. De kan flå og flænse.. sågar holde fast, hvis offeret står.. som du gør nu..” Det var ikke nogen hemmelighed, at han virkelig var fristet, og at det kunne være en kamp uden lige, at skulle stå imod.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice trak vejret roligt foran ham, for hun prøvede at falde lidt til ro, for det virkede ikke som om han ville bide hende - hvis det skete, var det mest fordi at han ikke kunne holde sit dyr inde, fordi hendes hjerte nærmest hypnotiserede ham og gjorde, at han ikke kunne tænke klart. Hun vidste godt at han var nødt til at opretholde en facade med sine titler som vampyrfyrste og greve, for de var jo trods alt i Dvasias om ikke andet, så hun kunne jo godt forestille sig det, på det punkt. Hun studerede hans ansigt nu hvor de stod så tæt, for han var da en flot mand måtte hun tænke for sig selv. Hun vidste godt i sit stille sind, at hvis Valerio havde haft sine tænder, så havde han bidt hende rigtigt, men sådan var det ikke blevet og hun ønskede ikke at tænke for meget på ham, for et sted savnede hun ham jo, selvom hun bestemt ikke troede det samme om ham, for hun havde flere gange været i en blind forelskelse. Hun smilede skævt, da hun igen ramte rigtigt med ham, for hun kunne alligevel ramme nogle ting rigtigt, så det var hun da kun tilfreds med. Hun nikkede stille til hans ord, for sandt var det at hun fandt tryghed ved mørket og vampyrerne, men det var jo også halvdelen af hendes liv hun havde været her i Dvasias. "Jeg ved ikke engang om jeg kan forklare dig det… det er en følelse, jeg har. Halvdelen af mit liv har jeg tilbragt her i landet, og jeg har vel bare tilpasset mig, for at jeg kan leve og ånde og ikke går til," prøvede hun og anede ikke om det gav mening overhovedet, eller om det besvarede lidt af hans spørgsmål om hvorfor hun fandt vampyrer trygge. Hendes artsfæller, hvis der var nogen tilbage, ville hun dog faktisk tro ville være fuldstændig uforstående og udstøde hende, hvis det kunne være. Hendes øjne faldt direkte på hans spidse tænder da han smilte, for han var jo højere end hende og hendes øjne var omtrent ud for hans mund og næse. Hun bed tænderne sammen, for de skræmte hende lidt og hun måtte flytte sin hånd fra hans skulder, fordi de var ukendte for hende. Hun stod dog bom stille foran ham og rystede på hovedet for at svare 'nej, han havde ikke sine tænder', men hun fandt ikke nogen ord lige til start og hendes hjerte hamrede igen lidt kraftigere; nu var hun ellers lige faldet lidt til ro! Let sank hun en klump, som hun strøg lidt af hendes hår om bag sit øre, mens hun igen rørte let ved spidserne med hendes fingre. Nu kiggede han på hendes hals igen, hvilket skræmte hende en smule måtte hun indrømme, for hun anede jo ikke hvordan det føltes og hun vidste det var et skarpt våben. Hun var let anspændt i kroppen, som hun rettede sig op let og så mod ham med de blå øjne.