Feels like home

[Lestat De Lochér]

Nu stod Lestat der endeligt, lige foran Jacquelines hus og parat til at flytte ind, for det var dagen, rettere sagt natten, hvor han skulle bosætte sig sammen med den nyfundne kærlighed i sit liv; Jacqueline. Et smil spillede over hans læber, på trods af at han for kort tid siden var stødt på Kimeya i Dvasias, fordi han skulle finde en gave til Jacqueline, der var endt mindre heldigt. Han samlede sin kuffert op med de få værditing og ejendele han havde tilbage, for han havde også opsagt sit lejemål, opsagt sit job og nu skulle han bruge alt sin tid på det fantastiske væsen, han nu var ved at flytte ind hos. Han begyndte at gå ned mod det store hjem som hun var i besiddelse af alene med få stuepiger, mens månen endnu stod højt på himlen, for det var klart det bedste tidspunkt for ham at færdes ude, når det endeligt skulle være. Nu ville han dog kunne tilbringe en masse tid med Jacqueline i hendes hjem, nu hvor de faktisk havde viet deres tid til hinanden som de havde lovet hinanden sidste nat, hvilket virkelig havde været den bedste nat i hans liv i utroligt lang tid. Han kiggede mod dørene og gik afmålt, for han kunne vel bruge det ekstra minut, så han ikke virkede så direkte ivrig over at komme op til huset igen, som han egentligt følte indeni. Der var dog en tanke der nagede ham i det indre; Kimeyas ord angående noget med angst, hvilket han stadigvæk ikke forstod eller regnede ud, men han frygtede at det skulle betyde noget, der kunne komme i vejen for hans lykke, hvilket det sikkert var når det kom til Kimeya. Deres forhold havde altid været et fjendtligt broderforhold med had indblandet, og nærmest i ekstremerne, specielt fra Kimeyas side, når han så sådan ned på ham som væsen, fordi han var vampyr. Han nåede endeligt døren og bankede på, hvor han blev modtaget af den samme stuepige som sidst, så hun lukkede ham bare ind og fortalte at Jacqueline var oppe i soveværelset, hvilket dog ikke forundrede ham, for hun vidste jo han ville komme med ting såsom tøj og små ejendele såsom eventuelle smykker og diverse, og ligeså at hun faktisk måske havde det bedre med at være der? Egentligt ville han dog tro, at hun faktisk sov, for det var sent om ikke andet, og han havde det også lidt skidt med at skulle vække hende, men hun havde vel intet imod det. "Jacqueline, min kære?" kaldte han roligt på vej op ad trappen med sin kuffert, for han følte sig allerede mere hjemme end han havde gjort i længe ligeså, alt med hende var nogle gamle nyopdagede ting. Han åbnede døren ind til soveværelset hvor han satte kufferten og bare glædede sig til at se hende, mens han lige mærkede efter om ringen var i hans lomme; det var den.

[Deleted]

Det var ved at være sent på aftenen, så Jacqueline var stort set faldet i søvn. Efter Lestat havde indvilget i at flytte ind hos hende, så hun heller ikke var alene mere, så var det noget som tydeligt påvirkede hendes humør betragteligt. Hun var jo allerede begyndt at smile igen, og det var noget som tydeligt påvirkede den lille tjenestestab som var tilbage på stedet, og det var noget som allerede bare i løbet af dagen, havde givet hende en utrolig følelse af overskud og glæde, som hun ikke havde følt siden Giovanni var gået bort, og nu hvor hun faktisk følte at hun kunne tilbringe tiden på soveværelset, uden at bryde sammen i tårer, så følte hun sig samtidig også.. fri. Lestat havde virkelig formået at sætte hende fri på en underlig måde.
Tjenestepigen tog mere end glædeligt imod Lestat og henviste ham til soveværelset, hvor Jacqueline skulle være. Hun var som sagt stort set faldet i søvn, men ikke helt. Hun manglede hans favn at ligge i, så hun lå egentlig og vendte og drejede sig, i stedet for bare at gå rastløst og hvileløst rundt i det store hjem. At høre ham komme op af trappen, var noget som fik hende til at slå øjnene op, hvor hun roligt vendte sig i retningen af døren, idet at den gik op. Som hun kunne se Lestat stå der med hans kuffert og det hele, så var det hende som slet ikke kunne lade være med at smile, for hun var virkelig glad for at han ville være der sammen med hende og for hende for den sags skyld, for det var uden tvivl noget af det bedre af det. Hun slog dynen til side, kun for at rejse sig op. At han havde hentet sine ting, vidste hun skam godt, men hvad der var hændt udover det, var hun faktisk ganske uvidende om, og det at han havde mødt sin kære bror, Kimeya, var hun selv ganske uvidende omkring, for hun havde jo aldrig rigtigt blandet sig i hans familieforhold af den slags, hvilket hun egentlig havde det fint med. Han fortalte det vel, når han følte for det? Det lange hår hvilede over hendes ryg. Denne gang havde valgt ikke at sætte det op, men bare.. være lidt sig selv og med en løs natkjole som egentlig kun tydeligt afslørede hendes ellers meget tynde figur. Lidt for tynde, men man skulle jo trods alt starte et sted, og det samme var noget som hun agtet at gøre – med Lestat ved sin side, for en bedre støtte, kunne hun bestemt heller ikke få, hvad det angik.

[Lestat De Lochér]

Lestat smilede for sig selv hvor han kunne ane hende henne i sengen, men endnu så var der ikke noget der ændrede sig fra Kimeyas magi han var blevet tvunget til nærmest at sluge, selvom han ikke forstod tanken bag, selvom han tidsnok skulle finde ud af det, selvom det dog var ukendt for ham på nuværende tidspunkt. Han havde mærket en god stemning fra tjenestepigen og det gjorde ham også kun glad i det indre, at det allerede så ud til at lysne herhjemme og blive bedre, fordi at Jacqueline fik mere ro i sjælen. Han vædede let sine læber og smilede, mens han gik over til en komode hvor han satte sin kuffert foran, hvor han dermed også vendte siden til hende et øjeblik, for han ønskede slet ikke at skulle stille det midt ude i det hele, så hun kunne falde over det, for hun var jo ikke god til at se i mørket som han selv var. Han kunne høre at hun slog dynen til side, hvilket også kun gjorde ham glad, for så havde hun rejst sig op for at komme nærmere ham og så de kunne de mødes på vejen, for det ville klart også være nemmest at holde om hende stående og hilse hende ordentligt. På samme måde var det også nemmest at få hende med sig, så han kunne fri til hende hvor hun også kunne se, for det ville han ikke gøre i det komplette mørke, de havde jo stadigvæk en del nattetimer, for han var rolig i det indre, uroen kom når daggryet nærmede sig. Han drejede let rundt og gik hurtigt hen til hende, hvor han løftede en hånd for at stryge hendes løse hår om bag øret, så han kunne kysse hende; han nåede dog slet ikke så langt, for hans hånd stoppede i luften da hans øjne ramte hendes ansigt. I det samme var det som en bombe der sprang i det indre og en angst og panik uden lige ramte ham som en ubehagelig uro og allerede nu så forstod han hvad Kimeya havde ment med sine sidste ord, inden han havde forladt manden i Dvasias, med et ønske om ikke at se ham i den nærmeste fremtid. Han trak hånden til sig og bakkede et godt stykke væk fra hende mens panikken stod malet i hans ansigt og han nærmest pustede ud, fordi det føltes så ubehageligt i hans bryst og krop, og han anede slet ikke hvor det kom fra. "J-j-jeg," stammede han og satte sig ned med et bump med krydsede ben og strøg hænderne igennem håret på en frustreret måde, for han forstod slet ikke hvad der skete, den akutte angst og panik havde virkelig bare ramt ham som et anfald. Han stønnede og rokkede sig en smule frem og tilbage, for han kunne slet ikke forstå det, og han blev nødt til at kigge op mod hende igen, hvor han direkte måtte vende siden til og lukkede øjnene, hvor han faktisk så fandt den ro når han ikke så på hende, hvor han tog armene ned fra sit hår; hvad var det dog Kimeya havde gjort?!

[Deleted]

Det var en helt anden stemning som hvilede over det store hus nu, hvor Jacqueline ikke længere var alene. Selvom hun måske ikke havde kendt til Lestat igennem særlig lang tid – ikke på det personlige i hvert fald, så var hun virkelig glad for at de havde taget de skridt sammen, for det var noget som virkelig betød ufattelig meget for hende. Hun var ikke længere alene, der var en til at holde om hende om aftenen, og en til at hjælpe hende med at komme tilbage til sig selv igen, for hun var endnu blot en skygge af sig selv, for hun havde jo stort set ikke rigtigt spist siden Giovannis bortgang, men selv det var jo begyndt at komme nu. At Lestat nu var kommet hjem.. Alene tanken om at han var kommet hjem til hende, var en tanke som klingede frygtelig godt i hendes øre, og det var noget som hun uden tvivl rigtig godt kunne lide! Hun smilede let for sig selv. ”Det er godt du endelig er her,” sagde hun mildt. Det var vel ikke for meget at erkende, at hun faktisk havde savnet ham i den tid han havde været væk? Selvom det jo i sig selv, ikke havde været lang tid? Selv nu brød hun sig jo stadig ikke om at være alene hjemme, for hun vidste slet ikke hvad hun skulle give sig til, og med hele familien spredt for vilde vinde eller død.. hun vidste det jo faktisk ikke, så skulle der jo stadig ikke særlig meget til, før hun for alvor følte sig alene.
Idet at deres blikke mødes, kunne Jacqueline hurtigt se at der var noget rivende galt. Smilet falmede mindst lige så hurtigt, som det var kommet på hendes læber, hvor hun blinkede let med øjnene. ”… Lestat..? Lestat hvad er der?” spurgte hun næsten panisk, idet hun søgte i retningen af ham. Det lignede ham da slet ikke at reagere sådan når han så på hende! Hun vidste godt, at hun så gyselig ud, men.. det ville han vel heller ikke dømme hende på? Som han sad der og vuggede frem og tilbage og slet ikke kigget på hende, så vidste hun da slet ikke hvad der foregik, men en ting var sikker – det lignede i hvert fald ikke ham at reagere på den måde! Hendes hjerte hamrede fast mod hendes bryst, at det næsten føles som om at det var mere end nok til at gøre hende svimmel. ”H-har jeg gjort noget forkert..?” Næsten automatisk så hun ned af sig selv i stedet for, og med en tydelig usikkerhed i minen. Det gjorde hende virkelig usikker, når han reagerede på den måde, som han nu gjorde! Blikket gled mod hans skikkelse endnu en gang, og tydeligt usikkert. ”Lestat…” forsøgte hun igen.

[Lestat De Lochér]

Det havde været tydeligt for Lestat at mærke stemningen allerede var løftet og han kunne ikke andet end at blive glad, for han følte sig delvist medskyldig i det, fordi at han følte han nåede ind til Jacqueline, som hun jo også nåede ind til ham og det i sig selv var en betryggende tanke, for han elskede at gøre dem han holdt kær glade og sikre omkring ham. Selvom han ikke havde kendt hende så tæt på i længe, så var han nu alligevel glad for det havde taget det første skridt sammen, for det gjorde kun det hele bedre for begge parter at de faktisk var sammen, det kunne de jo mærke på hinanden når de var sammen. Han hørte hendes ord, men kort tid efter så ramte angsten ham i det indre og han kunne slet ikke få følelsen væk, hvilket gav et stort ubehag i hans krop og han kunne først finde ro, da han faktisk stoppede med at kigge på hende, så det var helt klart magien fra Kimeya som han havde slugt og fået i sig og det gjorde ham et sted også vred, selvom den følelse ikke rigtigt kunne komme til udtryk igennem panikken. Han bed tænderne sammen og stoppede med at rokke frem og tilbage, men sad bare og gloede ned i gulvet foran sig, for han turde da slet ikke kigge på hende, når han følte det ubehag og det irriterede ham virkeligt. Han prustede let over det og lagde hænderne foran sine øjne, og lænede sig let fremover så albuerne hvilede mod hans knæ. Han kunne høre hendes hjerte hamre og han blev ked af, at han var skyld i det på en eller anden måde, for når han reagerede sådan så hørte han også det usikre i hendes stemme. "Du har ikke gjort noget, Jacqueline, det har min bror," svarede han hende mere roligt, for nu forlod panikken og angsten ham da han faktisk ikke kiggede på hende, så det var da lidt nemmere at snakke til hende. Han kravlede over til sin kuffert, mens han stadigvæk ikke kiggede på hende og han fik den åbnet, hvor han fandt et sort tørklæde, som han bandt foran sine øjne så han ikke kunne komme til at se på hende ved et uheld og mærke angsten brede sig igen, for det gjorde ham faktisk ked af det. Han vendte nu hovedet mod hende hvor han kunne høre hendes hjerte og skubbede sig op at stå. Han rakte en hånd frem imod hende, forsigtigt, men han ønskede ikke at gøre hende mere bange, for hun var jo usikker nok i forvejen og når han så reagerede sådan.

[Deleted]

Der skulle egentlig ikke særlig meget til, før Jacqueline igen kunne smile, og nu hvor Lestat havde fundet ud af hvor hendes problem var, og det at han var villig til at hjælpe hende, flytte ind og være der for hende, for hun kunne sagtens hjælpe ham med at få lidt standard tilbage i hans liv, for hun havde mere end penge nok til dem begge, og specielt med det liv som hendes familie havde haft igennem så frygtelig mange år. Tungen strøg hun let over sine læber, også selvom det at han reagerede sådan, nærmest var noget som rev glæden fra hende, lige så hurtigt, som den var dukket op, og hun kunne bestemt heller ikke lide det! ”Lestat..” hviskede hun med en dæmpet stemme. For det gjorde hende bange at se ham bakke væk fra hende og så hastigt, at han næsten faldt over sine fødder, for.. væmmes hun så meget ved synet af ham? Det var jo slet ikke noget som hun kunne lide! Hun slog armene omkring sig, næsten som havde det været et forsøg på at skjule sig lidt, for det var uden tvivl noget som hun havde brug for, for hun brød sig slet ikke om at se ham på den måde! At hans bror havde gjort noget ved ham – Kimeya altså, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hende. ”Jeg… jeg forstår ikke..” hviskede hun dæmpet, som hun så til at han trak sig væk fra hende og hen til sin kuffert. I første øjeblik, var hun sikker på at han tog den for at rejse videre, men det at han åbnede den og fiskede et klæde op, som han bandt for sine øjne, fik hende til at kigge forundret efter ham, for hun vidste og forstod da virkelig ikke hvad noget af det her betød. Hendes hjerte hamrede som en sindssyg mod hendes bryst. Det var ikke ligefrem den hjemkomst hun havde regnet med at skulle opleve, nærmest som om at han havde væmmes ved synet af hende, for hun vidste, at hun så hæslig ud, men han havde jo alligevel ligget der med hende. Hun rejste sig varsomt op, kun for at vende sig mod ham. At han ikke kunne kigge på hende, uden at få det sådan, havde hun det virkelig skidt med. Hun tog varsomt omkring hans hånd, som han rakte hånden mod hende. ”Jeg… jeg troede det var mig.. Undskyld,” sagde hun endeligt. Det lignede hende slet ikke at være så stille og så usikker, men lige når det kom til det her, så var hun faktisk bange for at gøre noget forkert, og det var slet ikke en tanke som hun kunne lide, for det var faktisk grumt nok som det var i forvejen. Hun stillede sig i hans favn. Det havde faktisk gjort hende bange at se det på den måde, og den tanke var altså slet ikke noget som hun kunne lide.

[Lestat De Lochér]

Lestat var inderligt ked af det, at han sådan uden videre havde reageret sådan, men han kunne slet ikke styre det og det var noget som virkelig også måtte irritere ham, for han ønskede jo ikke at gøre hende bange. Han kunne høre på hendes hviskende stemme at hun var bange og det havde han jo ikke ment, det måtte også være Kimeyas skyld det hele, nu fortrød han også, at han overhovedet var gået hen for at hilse på manden. "Undskyld," sagde han stille til hende, mens han famlede rundt efter sin kuffert og fandt tørklædet, for han ville ikke have de angstanfald, han ville i det mindste kunne holde om hende, uden at løbe chancen og komme til at se på hende og opleve det samme igen. "Vi havde et meget intenst møde tidligere, mens jeg var rundt og klare de små ting jeg skulle inden jeg kunne komme her… Jeg fik ham gjort så irriteret, at han bruge en eller anden besværgelse på mig… den magi må gøre, at jeg fik det… anfald over at se dig," forklarede han til hende, eller han prøvede om ikke andet, for han forstod det jo heller ikke helt, men Kimeyas ord til ham var da faldet på plads og det gjorde ham tvær i det indre, for det skulle manden bøde for! Han lyttede til hendes hjerte, men han forstod jo godt at hun måtte være urolig, han håbede bare han kunne få hende beroliget igen og de kunne få den gode sammenflytning i nat, som han havde håbet på. Han smilede forsigtigt til hende, og kunne godt lide at hun tog hans hånd om ikke andet. Han trak hende ind til sig og lagde armene omkring hende, for at vugge hende lidt i sine arme og holde hende tæt ind til brystet, for at berolige hende. "Ikke sig undskyld, det er ikke din skyld, det har slet intet med dig at gøre," tyssede han roligt på hende og holdt hende ind til sig, med armene godt omkring hendes ryg. Han følte sig handicappet over slet ikke at kunne se, men hvis det var løsningen, så måtte det være sådan, for han ville næppe kunne finde en warlock, der ville fjerne magien fra ham.

[Deleted]

Jacqueline var i første øjeblik panisk bange for, at det var hende som havde forårsaget det næsten paniske anfald som han havde været ramt af, selvom det bestemt heller ikke gjorde det meget bedre. Hendes hjerte begyndte igen kraftigt at hamre mod hendes bryst, som hun blev siddende på gulvet, da han kravlede hen til sin kuffert, hvor hun kun for et kort øjeblik, var sikker på at han ville tage fra hende igen, hvilket slet ikke var en tanke som hun kunne bære. ”Det er okay..” sagde hun dæmpet, idet hun vendte sig mod ham. At han så bare fandt et tørklæde frem, glædede hende et sted, for så vidste hun da, at han ikke ville tage nogen steder, og det var nok det som hun havde været mest bange for i længden. At det var Kimeya som havde stået bag det hele, var et sted en tanke som lettede hende, for så var det ikke hende som havde gjort det, og nu hvor det jo så til gengæld var noget som forhindrede ham i at kigge på hende, så var det jo heller ikke ligefrem en tanke som hun kunne lide! Hun vendte blikket lettere usikkert i retningen af ham endnu en gang, som hun let bed sig i læben. ”Hvor gøre sådan noget ved dig, Lestat? Jeg… jeg forstår det altså ikke..” sagde hun med en dæmpet stemme, idet hun roligt tog omkring hans hånd, kun for at komme tæt ind til ham, hvor hun slog armene omkring ham. At mærke ham tæt på sig igen, var noget som bragte hende en lettelse, selvom det virkelig gjorde hende ked af det, at han ikke kunne se på hende, uden det skulle gå galt, for det kunne hun altså slet ikke lide! ”Vi… vi må gøre noget ved det, ikke? Jeg… du skal da kunne se på mig uden at.. væmmes..” sagde hun med en varsom stemme. Hånden lod hun let glide mod hans bryst, som hun strøg ganske let. Tanken om at hun slet ikke kunne være omkring ham, når han så på hende, gjorde hende faktisk ked af det, for det var slet ikke noget som hun brød sig om det mindste. Hun sukkede let, inden hun roligt greb omkring hans hånd, så hun kunne få ham med over i sengen i stedet for. ”Kom med over og læg dig sammen med mig..” bad hun endeligt. Hun var faktisk… ked af det.

[Lestat De Lochér]

Lestat måtte sukke let, for han følte at have en sten i sit bryst der tryggede hele stemningen og han følte nærmest at det hele var ødelagt, med at skulle give hende ringen som gave og det hele, så det ville han om ikke andet vente lidt med til de havde klaret dette og han havde fået hende til at falde til ro. Han holdt hende tæt ind i favnen, mens de nu bare sad halvvejs nede, med hinanden i favnen, for han ønskede ikke at gøre hende mere bange, så derfor havde han også taget sikkerhedsforanstaltningen med bindet for øjnene. Kimeya stod virkeligt bag dette og han ville nok blive nødt til at opsøge manden og falde på sine bedende knæ, for at fjerne det, selvom han allerede kendte svaret, så det fik ham også til at tvivle. Han lyttede til hendes hjerte og ventede på at det faldt til ro igen, for det ønskede han i hvert fald for hende, han ville ikke have at hun skulle være bange og frygte det, selvom han et sted også var det, for gjorde magien mon mere end dette? Det håbede han bestemt ikke, for dette var alvorligt nok som det var, for han elskede at se på hende og holde øje med hende, hvilket var meget svært lige nu. "Han er en af de mest stolte warlocks jeg kender, og jeg er vampyr… racerne har generelt had, men Kimeya har aldrig respekteret eller accepteret mig og min levevej, vi har altid hadet hinanden. Og jeg kan trykke så meget på hans knapper til, at han bliver irriteret og går amok," fortalte han hende roligt, selvom han ikke vidste om det opklarede noget for hende eller ej, men det var nu sådan det var om ikke andet. Han holdt armene tæt omkring hende, mens hun slog armene omkring ham og han trykkede hende ind til sig, for det var lettende at have hende tæt. Han nikkede let mod hendes skulder og kyssede forsigtigt hendes kind, for det var virkelig frustrerende at have det sådan her, men det kunne de ikke ændre ved lige nu. "Jeg væmmes ikke Jacqueline, det må du slet ikke tro, men jeg mærkede bare… et angstanfald, og det var nøjagtigt de sidste ord Kimeya sagde til mig, ikke direkte at det ville påvirke os, men noget med at… hvis jeg ikke gik ville han slå mig ihjel, ellers ville panikken og angsten, nok fordi jeg ville føle mig så ensom igen uden dig," hviskede han mod hendes øre, dog alligevel tydeligt til hende, så hun kunne høre det. Han ønskede at kunne gøre noget ved det, men han vidste virkeligt ikke hvad og tanken var så hårdtslående, at det gjorde ham trist. "Og jeg ville ønske vi kunne gøre noget, men jeg ved ikke hvad, jeg tror næppe Kimeya vil fjerne det," sagde han dæmpet og sukkede, hvorefter hun tog hans hånd og han rejste sig op sammen med hende. Han gik varsomt bag hende da hun førte ham over til sengen hvor han let mærkede sig frem til hvor han kunne sidde og så satte han sig, hvor han også hurtigt fik skoene af inden at han trak sig op på selve sengen.

[Deleted]

Jacqueline havde slet ikke nogen anelse om hvad Lestat egentlig gemte i sin lomme, for hun kunne ærligt erkende, at det slet ikke var den slags, som hendes hjerne, var indstillet på, for det var det virkelig ikke. hun var mere.. bekymret for hvad dette ville komme til at have af betydning for dem, for hun ønskede da slet ikke, at han skulle rammes af anfald, så snart han kastede et blik på hende! Hendes hjerte hamrede kraftigt mod hendes bryst, også selvom det selvfølgelig var rart at stå i hans favn igen, så var det samtidig også betryggende for hende at vide, at han faktisk var der. Tanken om at det muligvis havde været hende, som havde revet det frem i ham, var næsten det som var hende det værste af det hele. Hun bed sig svagt i læben, kun for at vende blikket op mod ham endnu en gang. At han var der, var noget som fik hende til at falde til ro, for hun havde jo aldrig ønsket at han skulle væmmes ved at kaste et blik på hende, også fordi at hun vidste, at hun så direkte gyselig ud, hvilket jo nærmest måtte være det værste af det hele. Hun sukkede dæmpet. Hvorfor skulle de absolut rammes af problemer? Hun kunne da ikke være omkring ham, hvis han ikke kunne kaste så meget som et blik på hende, uden at skulle gribes af panik! ”Det er vidst mere held end forstand, at han ikke slog dig ihjel, Lestat.. Jeg.. jeg vil bare ikke have at du skal komme galt af sted,” forsikrede hun ham. Som de kom hen til sengen, så satte hun sig på den, kun for at hjælpe ham med det samme, for denne gang var det jo trods alt også ham, som slet ikke kunne se noget som helst. At han ikke væmmes ved hende, glædede hende naturligvis, for hun kæmpede virkelig for at komme tilbage til hægterne igen, for det havde hun uden tvivl også brug for, så det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om i den anden ende. ”Det letter mig at høre. Jeg forstår bare ikke hvorfor han har valgt at gøre det mod dig… mod os..?” Hendes ord var lidt håbefulde, for om der i det hele taget var noget dem, vidste hun jo ikke engang endnu. Hun lod ham fjerne sine sko, så han kunne komme ordentlig op i sengen, hvor hun roligt trak sig hen til ham, igen kravlede under dynen og lagde sig ved hans skikkelse. Hans arme om hende, gjorde hende rolig, og det kunne sikkert også høres på hendes hjertebanken. At Kimeya ikke ville fjerne det, var nok det som der var størst sandsynlighed for, hvilket faktisk gjorde hende trist. Hånden lagde hun stille mod hans bryst. Der var vel.. en mulighed et eller andet sted? Det håbede hun i hvert fald. ”Nej… Det vil han nok ikke..” hviskede hun en kende trist.

[Lestat De Lochér]

Lestat glemte ringen for nu og ville vente til at bedre tidspunkt, hvor de måske kunne lave en smule sjov med hvad der skete nu, for nu var da slet ikke tidspunktet, hvor han selv sad med en følelse af at være ked af det og Jacqueline var urolig og bange. Han bed sig svagt i læben, for det havde været en frygtelig følelse at føle et sådant anfald over at se på hende, for hun var jo virkelig smuk i hans øjne og han ønskede ikke hun skulle tro anderledes. Han vidste ikke om hun kiggede mod ham, men det ville han næsten tro at hun gjorde, selvom han dog for nu ikke kunne se det, men han kunne bare føle sig handicappet, men det gjorde han gerne for hende. Han ønskede at kunne holde om hende og være tæt på hende, uden at blive grebet af den følelse igen, for han ønskede jo ikke at flygte fra hende, som den magi fik ham til. Det var slet ikke ham, det var noget andet indeni ham, noget der ikke var en del af ham men som alligevel styrede den lille del, andet måtte hun bestemt ikke tro. Han syntes det var tragisk at de allerede skulle rammes af en slags problemer, for det følte han jo et sted han bragte med sig, fordi han så ofte mistede når det kom for godt i gang, derfor følte han sig også allerede overbeskyttende overfor Jacqueline. "Det er det nok, ja… Jeg ønsker da heller ikke at komme til skade Jacqueline," svarede han stille til hende, mens han mærkede at hun satte sig ned på sengen sammen med ham, som han fik skoene bakset af. Han væmmedes slet ikke ved hende og det måtte hun ikke tro, for hun var virkelig smuk i hans øjne, et fantastisk betagende væsen med det lyse hår og de blå øjne. "Og jeg mener det virkeligt… Jeg, tror han har det svært efter at være kommet tilbage fra de døde, for han var i dårligt humør… Han ønskede vel at jeg skulle blive ensom, som han selv var? Han vil ikke have jeg har det bedre end ham selv," prøvede han at forklare hende, han vidste det ikke helt, "så derfor gjorde han det for at prøve at skille os ad, men det vil jeg ikke lade ske," endte han forsikrende, for det var helt sikkert at han gerne ville have hende til at vide, at det var dem det handlede om, for han mente at de var et 'os' sammen, selvom hun ikke skulle føle skyld for Kimeya på nogen måde. Han rystede let på hovedet og krøb sammen med hende på sengen, hvor han pakkede dynen omkring hende og lagde armene omkring hendes krop. Han smilede forsigtigt og indåndede hendes duft, lyttede til hendes hjerte der stille faldt til ro når hun lå i hans favn og det gjorde ham uden tvivl gladere. Han nød hendes hånd på hans bryst, for det var virkelig et rart kærtegn for ham, uden tvivl. "Så… må jeg jo finde en måde at blive warlock på igen," afsluttede han roligt, spændt på reaktionen til det.

[Deleted]

At de allerede nu skulle rammes af voldsomme problemer, var slet ikke noget som Jacqueline havde regnet med, men det var noget som et sted gjorde utrolig ondt på hende, for hun havde jo slet ikke lyst til at gøre sig de tanker om sig selv, for det gav hende jo faktisk en rimelig dårlig smag i munden, for hun vidste jo på forhånd, at hun endnu var hæslig at se på. Tanken om at han skulle gribes af den følelse hver gang han skulle kigge på hende, gjorde hende ked af det, og det var mere end nok til at ødelægge det hele! Ja, efter alt hvad hun havde været igennem på kort tid, så var hun vel blevet.. skrøbelig? Og hun hadede virkelig den fornemmelse, for hun manglede den klippe som hun kunne klamre sig til, og endnu en gang kunne finde den styrke til at skabe den selvtillid som hun længe havde mistet. Hun vendte blikket op mod ham igen. Han var hendes nye klippe.. Nu skulle hun bare lære at stå ved den, og det var det som hun nok kom til at bruge lidt tid på. ”Vi skal nok find en mulighed.. Der må da være en derude, hvis ikke Kimeya vil ændre det,” sagde hun med en dæmpet stemme, idet hun roligt trak sig op i sengen og lagde sig godt til, da han gjorde det samme. Han kunne måske ikke se hende nu, men det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre, for hun ville jo have at hun kunne se på ham.. Se det glimt i hans øjne, frem for frygten, angst og panik. ”Det giver ham da slet ikke ret til at ødelægge det som du har med mig, Lestat.. Det kan han virkelig ikke være bekendt, uanset hvor ensom han så end er eller ej,” sagde hun en kende mere bestemt, for den tanke, gjorde hende jo faktisk lidt sur! At han omtalte dem som ’os’, var noget som hun virkelig godt kunne lide. Hovedet lod hun glide mod hans skulder og med hånden let vandrende over hans bryst. Han havde jo ikke stoppet hende tidligere, så hvorfor skulle det da stoppe hende nu? Hun sukkede ganske let og lukkede øjnene, kun for et kort øjeblik, inden de for op igen. Warlock? Hun så på ham igen, også selvom hun vidste, at han ikke var i stand til at se hende eller noget lignende. ”… Vil du.. være en warlock igen..?” spurgte hun en kende usikkert. Det var skam ikke fordi at hun havde noget imod det som sådan, da hans velbefindende var hende det vigtigste. Hun frygtede bare, at det ville føre til at Kimeya kom yderligere efter dem, end det som han åbenbart var i forvejen, og hun ønskede fred og ro nu.. sammen med ham!

[Lestat De Lochér]

Problemerne var startet allerede, og selvom han jo 'bare ikke kunne se hende', så var det alligevel en torn i hans hjerte, for det gjorde ondt at han ikke kunne skænke hende et blik for at understrege når han talte sandheden, nu måtte hun kun tage ham på ordet, så han ikke bakkede væk fra hende med panik i ansigtet. Han forstod bedre og bedre hvad Kimeya havde ment med, at angsten og panikken kunne slå ham ihjel hvis ikke han gjorde det, for det gjorde ensomheden så meget større, hvis han ikke kunne holde af én uden at få et anfald. Han ønskede at beskytte hende fremfor dette, for han vidste hun havde brug for en at læne sig op af og hun måtte hellere end gerne gøre det op ad ham, han håbede da bestemt han kunne være hendes støttepæl. "Ingen warlock vil nogensinde fjerne dette, så længe jeg er vampyr, min kære, de to racer er virkeligt i strid," svarede han hende, for det var klart for ham; enhver warlock ville prøve at slå ham ihjel hvis han spurgte om en sådan ting, det samme ville Kimeya, så det var egentligt udelukket. Nu fortrød han bare han overhovedet havde snakket med manden, for så var dette ikke sket og derfor følte han at det var hans egen skyld, hvilket også var det værste af det hele, men derfor måtte han også finde løsningen! Han lagde armene godt omkring hende, for han ønskede at lade hende ligge behageligt hos ham, så hun også kunne finde den komplette ro, så de kunne få en god nat at flytte sammen i trods alt, selvom det var blevet kompliceret med den… forbandelse han bar rundt på. "Det kan vi meget hurtigt blive enige om min kære, men… han gjorde det stadig, og jeg føler delvist skylden, jeg skulle bare have gået," svarede han hende, for han var klart enig i det, for det skulle ikke gå ud over dem, når de var blevet et 'os', for han ønskede bestemt også hun skulle se dem som 'os'. Han smilede mens hun lagde hovedet mod hans skulder og strøg hans bryst fortsat, for han følte selv en ro og fred ved at hun gjorde det, så det var kun dejligt. "Når jeg ikke kan få nogen til at fjerne det… så må jeg jo gøre det selv," afsluttede han, for det var sådan han måtte se på det, for så ville Kimeya måske også lade ham være hvis han faktisk blev warlock igen, men alt i alt skulle han bare lade vær med at støde på ham.

[Deleted]

Lestat havde sikkert ret i sin udtalelse, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde sagen meget bedre for Jacquelines vedkommende, for tanken om at hun ville.. miste ham, var slet ikke en som hun kunne bære. At striden racerne imellem var så store, var slet ikke noget som hun havde styr på, men det ville hun nok heller aldrig nogensinde få. Bare tanken om at hun end ikke kunne se på ham, når han snakket til hende, var næsten det værste, for det var jo heller ikke meningen at han skulle rende rundt med et tørklæde på hele tiden, for den tanke var kun direkte dræbende, så… så ville hun hellere holde afstand til ham. ”Den krig er jo bare dybt tåbelig, Lestat… Er der ikke nogen muligheder hvorpå at man kan få dem til at indse det?” Denne gang var det uden tvivl frustration som trådte tydeligt til i hendes stemme, men også fordi at hun var blevet en anelse mere.. anspændt, og det var egentlig ikke rigtigt noget som hun tænkte over. Hun bed sig svagt i læben, inden hun alligevel valgt at sætte sig op i stedet for. Hun ville slet ikke have at han skulle have det på den måde, og specielt ikke fordi at hans bror var jaloux på det som de havde! Eller.. var i færd med at opbygge.. Hun var egentlig ikke sikker, men det eneste som hun vidste, var at hun slet ikke lystede at skulle miste det. ”Det er da ikke din skyld, at han er jaloux på hvad vi har med hinanden, kære.. Det er da hans. Det er da ikke noget som du skal undskylde for. Det.. det er jo slet ikke din skyld.” Det glædede hende naturligvis, at det ikke var en reaktion på hvordan hun så ud, som havde gjort at han havde reageret på den måde som han nu havde gjort. At han så overvejede at blive warlock igen, var noget som alligevel påvirkede hende. Nu vidste hun hvor højrøvede de væsner havde en tendens til at blive, og det var jo slet ikke noget som hun havde i sinde, at skulle miste ham på. Hun tog stille omkring hans hånd, som hun let knugede omkring. Hun blinkede let med øjnene. Det var ikke fordi at hun ikke troede eller stolede på ham, for det gjorde hun virkelig, men det var jo en kæmpe ofring som han havde i sinde at gå med. ”Ved du hvordan det vil komme til at foregå? Jeg vil jo ikke have at du skal komme til skade… på grund af det her, på grund af mig..” sagde hun med en dæmpet stemme. Det var jo slemt nok som det var i forvejen, og hun kunne ikke lide det.. Alene tanken om at nogen faktisk gjorde dem ondt på den måde, var noget som virkelig formåede at gøre hende, ikke bare vred, men også ked af det.

[Lestat De Lochér]

Striden mellem warlocks og vampyrer var blevet stor og Lestat var sikker på, at den nok skulle blive større, for når Kimeya fandt ud af hvordan det egentligt stod til med vampyrerne, deres regler og at de havde deres helt egen by i Dvasias, så ville han nok få et ekstra stort flip, så han ønskede bestemt ikke støde på manden efter han gjorde det, for det skulle nok koste ham livet ud fra Kimeya rene frustration. Det ønskede han dog slet ikke, så han ville holde sig væk fra Dvasias hvis han kunne komme til det og om ikke andet, så bare blive her hos Jacqueline, for han havde jo gaven til hende, han skulle bare finde det rette tidspunkt at give det til hende på. Han kunne ikke se hende når de snakkede, så derfor sad han tilbage med en følelse af at være ked af det. "Fortæl mig om det, jeg går heller ikke op i det… Men det gør Kimeya og alle andre warlocks," svarede han hende og bed sig tænksomt i læben, for han troede ikke ligefrem det kunne hjælpe at prøve at gå i krig mod nogle af dem, for det ville ende ud i at de så ville gå i krig med hinanden og det ønskede han da ikke at starte på nogen måde. "Det tror jeg næppe, min kære," sagde han så, for han kunne høre frustrationen i hendes stemme og han forstod den jo også udmærket, hvortil han også kunne føle hun faktisk blev anspændt; så ville han da slet ikke fortælle hvor dæmonracen lå i forhold til warlockernes egen tankegang, for de lå også i bunden vidste han, på trods af at Kimeya faktisk havde været gift og fået børn med en dæmon. "Nej men jeg gik over til ham, jeg skulle være gået," sagde han igen, for han følte virkeligt det var hans skyld. Han skubbede sig op at sidde sammen med hende, nu hvor hun også havde sat sig op og han tog hendes hånd, for at holde den blidt, for han ønskede virkeligt ikke at miste hende, nu hvor de faktisk have givet sig hen til hinanden. Han lod hende bare knuge hans hånd igen, for hvis hun havde brug for det, så lod han hende bare, det gjorde jo alligevel ikke ondt på nogen måde. Han rystede let på hovedet og vendte hovedet frem for sig, hvor han let bøjede sine ben og satte sig i skrædderstilling ved siden af hende, nu hvor de sad op. "Jeg har… ingen anelse, kære, men jeg bliver nødt til at gøre det for din skyld, jeg vil kunne se dit kønne ansigt," sagde han blidt og smilede til hende, selvom han ikke var helt sikkert på om hans hoved overhovedet var vendt imod hende.