Feels like home

[Deleted]

Kampen væsnerne imellem havde stået på, og selv Jacqueline vidste, at dæmonerne også var trukket ind i den, så var det aldrig en som hun selv havde været nogen større del af, hvilket jo egentlig var noget som passede hende fint. Blikket gled stille i retningen af han skikkelse. Hun kunne jo selv mærke på ham, at han var ked af det, og det var noget som næsten automatisk var noget som gjorde hende trist. ”Den kamp har foregået i årevis, og kommer nok aldrig nogensinde til at stoppe,” sagde hun dæmpet. At han ikke tog del i den, var noget som hun naturligvis var glad for, selvom det nok også var derfor at han havde den samme holdning, ellers ville de nok heller ikke kunne ligge der, som de gjorde lige nu, og den tanke i sig selv, var naturligvis noget som hun var glad for. Hun sukkede ganske let. Kimeya skulle selvfølgelig blande sig, men det var jo heller ikke lige nemt når man faldt så godt til i det sammen med en af den familie, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at Marvalo var ukendt, og det at det var Lestats bror, var faktisk svært at forestille sig, for de var jo som nat og dag.. der var intet til sammenligning i den forstand. ”Det er der sikkert ikke..” sagde hun med en dæmpet stemme, inden hun igen vendte sig i retningen af ham. At han selv kom op og sidde, sagde hun ikke noget til, men det gjorde hende vred, ked af det og ikke mindst frustreret, at se og fornemme ham på den måde, for hun kunne da slet ikke lide at det var sådan at det var. Hun ville dog ikke give ham skylden, for det var vel bare naturligt at ville snakke med sin familie? Uanset hvor uønsket man var? Den tanke kendte hun om ikke andet, så kun alt for godt. Blikket gled mod hans skikkelse endnu en gang. At han ville ændre race for hendes skyld, var noget som kun tydeligt fik smilet til at brede sig på hendes læber, også fordi at hun slet ikke følte sig køn eller noget lignende, men tanken om ikke at kunne være omkring ham og se ham i øjnene.. Den var virkelig forfærdelig, og hun kunne slet ikke have med den at gøre i det hele taget. ”Du har allerede gjort så meget for min skyld, at du næsten burde gøre noget.. også for din. Det frustrerer mig, at jeg ikke kan fjerne det fra dit blik og se dig i øjnene..” Hun vendte sig mere mod ham, inden hun varsomt hævede sin hånd og strøg hans kind. Han kunne jo slet ikke se noget når hun var omkring, og hun kunne ikke lide det. ”Jeg støtter dig naturligvis i det.. Jeg.. jeg vil bare gerne have, at vi får det til at fungere,” tilføjede hun varsomt.

[Lestat De Lochér]

Med så mange væsner, så var Lestat også sikker på, at der altid ville opstå gnidninger, for når folk både var forskellige personlighedsmæssigt men også racemæssigt, udseendemæssigt mv. så kom der flere og flere ting at kæmpe over, og det gav også udbrud til de had, der var mellem bestemte racer, fordi de simpelthen var for forskellige. Det at hun var trist, gjorde også at han følte sig mere ked af det, fordi han ville jo ikke påvirke hende i en negativ retning, han ville få hende til at smile. "Aldrig nej, ikke når den først er begyndt," svarede han kortfattet, for det var jo en sandhed man måtte se i øjnene, når man havde levet i alle lande og oplevet den form for uro, der så nemt kunne opstå. Han ville ikke selv tage del i den, for han syntes det var tåbeligt at skændes over at man var forskellige racer, men det var vel også fordi han aldrig havde gået efter at finde en race der matchede ham men en personlighed, så kunne personen være ligegyldigt hvem, af race, rang og hvad ellers folk de kunne gå op i, som han ikke gik op i. Han var selv gået fra konge til bartender igennem sit liv, så det sagde bestemt ikke så lidt om hvordan han så på tingene i et helt stort perspektiv i forhold til mange andre, der kendte til mindre. Han og Kimeya var sandt som sort og hvid, for de mindede ikke om hinanden, men om ikke andet, så var de alligevel brødre, også selvom de ikke lignede hinanden mere - ikke efter de gange han havde skiftet race, hvor de blå øjne havde fulgt med ham fra hans englerace. Let rystede han på hovedet til hendes dæmpede ord og fornemmede, at hun vendte sig mod ham, fordi han holdt hans hånd og hun flyttede lidt på sig. Han smilede forsigtigt til hende, for han ønskede at lette stemningen og bare arbejde sig lidt videre, selvom dette ikke ligefrem var måden han havde troet de skulle flytte sammen, men de skulle nok komme over det bump i vejen, det var han sikker på. Han ville ændre sin race for hendes skyld, for han ønskede at kunne se på hende, og han gjorde det for sin egen skyld, så han et sted kunne beskytte sig selv bedre… men der var flere ting der også ville gavne ham i forhold til hende, så hun var klart en medspiller. Han løftede en hånd og fandt hendes kind forsigtigt, med en hånd, der gled fra hendes skulder op ad halsen til kinden. Han strøg den forsigtigt og lod sin tommel stryge hendes mundvig ganske let. "Smiler du?" spurgte han med en let sød stemme, for han ønskede da at vide om han kunne lægge lidt plaster på det sår han følte at have skabt mellem dem, på grund af magien fra Kimeya. "Så gør jeg det for vores skyld, min kære, jeg ønsker at kunne se på dig og at du kan se på mig… Jeg er fast besluttet, jeg må finde vejen til at blive warlock igen," sagde han og nikkede lettere bestemt, inden at hendes kind lagde sig på hans kind og han smilede blidt. Han strøg gengældende hendes kind. "Tak… jeg er sikker på vi skal få det til at fungere," endte han.

[Deleted]

Det var bestemt ikke i denne forfatning Jacqueline havde regnet med at hun skulle få Lestat hjem, også fordi at hun ikke var helt sikker på, hvor det faktisk ville efterlade hende, såvel som ham, for.. når de ikke kunne se på hinanden, uden at det skulle gå galt, hvad skulle de så kunne stille op? Tanken frustrerede hende faktisk, selvom det jo var så typisk, at det hele skulle gå galt bare sådan uden videre, og det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre, for hun ønskede jo slet ikke, at de skulle være ramt af kampene og krigene på denne måde. ”Jeg forstår det virkelig ikke, Lestat..” hviskede hun tydeligt frustreret. Hun havde måske været udenfor samfunds land og ret i mange år, fordi at hun havde siddet hjemme og stort set kun passet børn, som hun slet ikke vidste hvordan havde det mere, men selv hun havde brug for at vide, at det som hun gjorde, faktisk var noget som hun gjorde rigtigt, og at der ikke var fejler og mangler ved dette. Hun sukkede dæmpet og vendte blikket stille ned mod deres hænder. Det var hende ikke en byrde at være på soveværelset mere, for den havde han allerede lettet hende for, og det var hun virkelig taknemmelig for, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. At han lod hånden stryge over hendes skulder og hals, for at finde vejen til hendes kind, var noget som svagt fik hende til at lukke øjnene. At han strøg hendes mundvige, og endda kommenterede hendes smil, så kunne hun da slet ikke lade være med at smile mere, for det var jo bare den effekt som han havde på hende sådan pludseligt. Hun vendte blikket mod ham igen. ”Jeg kan jo ikke andet, når du kommentere det, eller er her, min kære, men… jeg ville ønske, at jeg kunne se dig i øjnene,” sagde hun dæmpet. Hun trak sig op og satte sig tæt ind mod ham. Hun ønskede også, at han skulle gøre ting for sin egen skyld, mere end hvad hun ville ønske, at han gjorde det for hendes, for.. hun var da ikke alt. Så tætte havde de jo trods alt heller ikke været endnu. Armene slog hun let omkring ham. At mærke ham sidde der ved hende, og endda uden at væmmes ved synet, glædede hende og gjorde hende rolig. ”Jeg vil bare gerne have at vi finder ud af det. Jeg.. jeg føler slet ikke at jeg kan undvære dig. Selv på den her tid, har du givet mig så meget, og.. jeg kan lide det.. Jeg ønsker du skal blive her,” sagde hun dæmpet. Det var i sig selv, yderst sjældent, at hun gav udtryk for hvad hun ville have, for hun var jo vant til bare at pynte på tingene og på facaderne, for det var stort set hvad Giovanni havde brugt hende til.

[Lestat De Lochér]

Det at det var hændt Lestat i den tid han valgte at tage til Dvasias, det bekræftede bare at han burde holde sig væk for det land, for det var ærlig talt der, han havde følt sig mest uheldig igennem tiden og der hvor alt ulykke virkelig blev skabt omkring ham. Men et sted var det det samme i Procias, for det var de to lande alt var gået galt: de to der stod stærkest inde for henholdsvis mørket og lyset, for han var langt bedre til faktisk at bo allerlængst væk fra det hele og derfor var Imandra også stedet, for der havde han ikke haft problemer, så hvorfor han absolut havde søgt til Dvasias alligevel, der syntes han bare at han var en idiot så at sige og at det hele var hans skyld. "Det gør jeg heller ikke, min kære Jacqueline," svarede han i en mere rolig tone end hende, for han forstod det ikke med sig selv, selvom han godt kunne sætte sig ind i andres situation, men han havde altid hvilet halvvejs lige hvad det angik, han prøvede ikke at være hverken for eller imod, og derfor var han som regel fanget imellem alle. Først nu var han rigtigt trådt ud af center samfundet, for inderst inde følte han sig virkelig bedst tilpas som den nu arbejdsløse hengivne kæreste til Jacqueline, fremfor at stå som konge af et land eller leder af en gruppe mennesker. Han ønskede ikke at stå over folk men være en del af folk fremfor alt, for det var klart det bedste syntes han selv, for han ville altid stå side om side med andre uanset hvor han selv stod. Han mærkede efter da hendes kind bevægede sig under hans tommel og mærkede at hun faktisk smilede mere, så det var han kun glad for at han fik hende til, for han ønskede at lette det hele. "Det er jeg glad for, for jeg kan lide at være her… sammen med dig," sagde han med et lille smil selv og strøg tomlen over hendes kind ganske blidt som et lille kærtegn, nu hvor han havde sin hånd på hendes kind. "Jeg ville endnu mere ønske, jeg kunne se dig i øjnene, kære," endte han dæmpet og med et lille suk, for det irriterede og ikke mindst frustrerede ham, at han ikke kunne kigge på hende, men han ønskede heller ikke at flygte fra hende trods alt. Han lagde armene omkring hende da hun kom tættere og flyttede sin hånd fra hendes kind ned til hendes talje i stedet for. Han trak hende ind til sig, for han syntes det var rart at sidde så tæt med hende, også selvom de jo egentligt var i første eller andet stadie af det at være et par, som han anså dem som… et 'os' imellem dem. Han kunne høre på hende at hun også var faldet til ro og det gjorde ham blot lidt mere tryg på, at det hele nok skulle gå nu alligevel. "Vi vil finde ud af det her, min kære, jeg vil slet ikke undvære dig… så du skal ikke frygte for at undvære mig. Du aner ikke hvor meget du giver igen og jeg vil… virkeligt gerne blive," sagde han roligt til hende og trykkede hende let ind til sig, for han kunne fornemme det var nyt for hende at sige og han glædede sig over, at det var til ham.

[Deleted]

Hvordan det var i de forskellige lande, var Jacqueline i princippet ganske ligeglad med, for hun havde aldrig rigtigt været en del af det. Jovist var der dengang hun havde været i Procias på en opgave, men da hun ikke havde formået at leve op til den til den standard som Giovanni havde ønsket af hende, så havde hun jo været direkte tvunget til at sidde hjemme stort set lige siden, og.. her var hun jo så. Hun havde siddet hjemme og passet børn, og nu hvor hun havde så mange ting som faktisk var svært for hende at finde ud af, og det var bestemt heller ikke fordi at det var synderlig nemt for hende. Kampen mellem vampyrer, dæmoner og warlocks, var slet ikke en som hun kunne se nogen mening i, men det var nu bare sådan at det var. Hun sukkede ganske let og vendte blikket en anelse væk fra ham igen. ”Det ødelægger jo kun mere end det gavner, Lestat, og den tanke er faktisk utrolig.. frustrerende.. Jeg vil ikke mene, at vi har gjort os fortjent til noget af det her,” sagde hun med en tydeligt frustrerende stemme. At han kommenterede hendes smil, var noget som kun fik hende til at smile mere bredt, for det var jo trods alt bare den effekt som han havde på hende, og det var uden tvivl noget som gjorde hende så frygtelig glad for.. det var rart, at man ikke følte sig alene om tingene mere. Tungen strøg hun let over sine læber, som hun let lod hovedet søge på sned. Selvom han måske ikke kunne se på hende nu, så trøstede hun sig med, at det nok en dag skulle blive muligt for ham igen.. Ellers måtte hun holde sin afstand til ham, så han kunne bevæge sig bare en smule frit igen. ”Jeg kan også rigtig godt lide at have dig her. Du.. du gør mig nemlig glad,” sagde hun med en dæmpet stemme, også selvom den var ganske forsigtig. Det frustrerede hende uden tvivl, at hun var så forsigtig, for det var jo slet ikke noget som lignede hende at være! ”En dag, skal du nok få den mulighed for at gøre det igen. Du.. du må jo sige til, hvis du har brug for at fjerne det, og bevæge dig lidt frit, ikke? Huset er jo trods alt.. stort, heldigvis,” sagde hun med en rolig stemme, som hun let lod blikket glide i hans retning igen, som hun lagde sig ind mod ham. Hun ønskede slet ikke at miste ham, og frygten for at han en dag ville være væk, var faktisk noget af det som stod stærkest ved hende, og det var ikke noget som hun kunne glemme bare sådan uden videre. Hun sukkede let, og vendte blikket væk fra ham igen. ”Jeg har heller ikke lyst til at se dig rejse væk, for jeg har virkelig set frem til at du skulle komme her i aften og.. bo sammen med mig.. Jeg har slet ikke lyst til at du skal tage af sted..” Varsomt tog hun omkring hans hånd, kun for at lægge den ved hendes bryst og hjerte. Det var hans skyld stort set, at det stadig bankede. Det havde jo endelig fået noget at banke for.

[Lestat De Lochér]

Lestat var i dag stadig bevidst om de forskellige lande og deres grund situation, men hvordan det stod til lige i den tid de levede i, det var ikke direkte noget han kunne sætte sig ind i og ej gad han, for han ville ikke have noget med det at gøre. Han ville hellere være neutral her i Imandra og bare leve sit liv… og sammen med Jacqueline, for han satsede alt på hende og dem, for hun havde allerede rørt hans indre så meget at han umuligt kunne forlade hende. Nok ville ingen direkte bifalde deres forhold, men det kunne han ikke være mere end ligeglad med, for han ville faktisk ofre alt for Jacqueline, selvom de kun kendte hinanden så meget de nu gjorde. Han fornemmede at hun kiggede væk, for han kunne mærke, nu hvor de sad tæt, at hun drejede hovedet. "Igen kan vi blive enige, Jacqueline… jeg ved det er frustrerende for dig, det er det også for mig," svarede han hende med en rolig stemme, for det var klart irriterende at sidde med den følelse af at være hjælpeløs og faktisk ikke have noget forsvar. Han havde intet direkte forsvar overfor warlocks som vampyr andet end hurtighed og styrke, men hvis en warlock var virkelig snu til magi, så var de jo overlegne. Det havde han ikke rigtigt tænkt på før nu, hvor han egentligt stod med behovet for at blive warlock igen, men egentligt var warlocks med stærk magi bedre end vampyrer med deres hurtighed, for en warlock kunne jo forsvinde med magien. Han sukkede let, for det var faktisk frustrerende at sidde med de tanker, men uanset hvad, så var han i hvert fald sikker på at han blev nødt til at blive warlock igen, selvom han følte sig godt tilpas som vampyr. Han smilede ved hendes ord, det var rart at få bekræftet at han faktisk gjorde hende glad! "Du er fantastisk, min kære," røg det ud af ham og han bed sig i læben bagefter og sænkede hovedet, for det var ikke noget der var røget ud af ham sådan uden videre før, han vidste slet ikke hvad hun dog gjorde ved ham. Men uanset hvad så kunne han lide det, for han følte sig bare tilpas og som sig selv sammen med hende. Han nikkede stille til hendes næste ord. "Når jeg kan trække vejret igen og du kan høre hvor meget du får mit hjerte til at banke," sagde han med en øm tone, for det var i hvert fald sandheden som han følte det, for han var sikker på at hans hjerte ville slå ligeså hurtigt omkring hende, som hendes gjorde overfor ham. "Men jeg har ikke lyst til at bevæge mig rundt uden dig… og ellers, hvis jeg skal hente noget til dig, så kan jeg jo tage bindet af, kære… du skal slet ikke tænke på det," sagde han stille og nikkede let, mens han bare trak hende ind til sig, da hun lagde sig mod ham, for han elskede at holde omkring hende, hun passede godt i hans favn. "Jeg vil ikke tage af sted, så… du… du vil måske med mig, når jeg skal ud og søge efter måden at blive warlock på igen?" spurgte han hende, for de kunne jo lave en tur ud af det, for han ønskede ikke at hun skulle sidde her alene og ikke vide hvornår han kom hjem igen og… om han overhovedet kom hjem? Han lod hende tage hans hånd og mærkede mod hendes bryst, hvilket næsten fik hans hånd til at sitre. Han kunne både mærke og høre hendes bankende hjerte og han måtte smile. "Du har et stærkt hjerte, kære," hviskede han stille til hende, inden at han flyttede hånden op til hendes kind igen. Han trak hendes hoved tættere på sit eget, inden at han placerede læberne direkte på hendes og skænkede hende et ømt kys.

[Deleted]

At ulykkerne allerede skulle være efter dem, var slet ikke noget som Jacqueline kunne forstå, for det var slet ikke noget so hun følte, at de havde fortjent. De var ved at lære hinanden at kende, og de havde begge stort set trukket sig fra alt der hed samfund og socialt – hun havde i hvert fald, for hun havde faktisk haft temmelig mange og temmelig store problemer med den slags, og det var noget som uden tvivl måtte frustrere hende som intet andet. Hun havde jo ikke haft noget som helst foruden Giovanni, og nu hvor hun slap for at tænke på ham, men i stedet for, kunne vende fokus i retningen af Lestat, så var det også noget som faktisk kun måtte glæde hende. Hun sukkede let, som hun stirrede i modsatte retning end ham. Det gjorde hende frustreret, og det gjorde hende faktisk ked af det, når det foregik på denne måde. ”Jeg ved det godt, men det gør det ikke mindre retfærdigt af den grund, at vi nu skal sidde her.. og du ikke engang kan se på mig, på grund af din brors jalousi..” sagde hun dæmpet og med et tydeligt næsten opgivende suk. Hun magtede ikke alle de kampe, for hun havde brug for at vide, hvad hun skulle forholde sig til, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hendes vedkommende. Hans ord, var dog noget som ramte hende med en varme uden lige. Fantastisk? Det var hun godt nok ikke kaldt igennem frygtelig lang tid. Hun rystede på hovedet. ”Hvad er der da så fantastisk ved mig..?” spurgte hun med en rolig stemme, inden hun igen vendte blikket i retningen af ham. Det gjorde faktisk ondt på hende, at han ikke kunne se på hende, for det var virkelig noget som hun havde brug for.. Hun havde brug for at vide, at hun ikke var væmmelig, for hun vidste, at hun ikke var særlig smuk af sig, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde sagen meget bedre for hendes vedkommende. Hvilke tanker og følelser som hun egentlig satte i ham, vidste hun ikke. Det eneste som hun jo faktisk vidste, var hvilke han satte i hende, og det var noget som hun alt sammen, var frygtelig glad for. ”Jeg ved ikke hvilke tanker og følelser jeg sætter i dig.. Så må du jo prøve at forklare mig det,” opfordrede hun med en rolig stemme, idet hun roligt vendte blikket i retningen af ham igen. Hans hånd tog hun roligt omkring, kun for at lægge den ved sit bryst og ved hendes hjerte. Hun kunne godt lide at have ham tæt på, og dette var jo en måde, hvorpå at hun kunne gøre det på en ordentlig måde. ”Det gør jeg nu alligevel, for det er jo heller ikke ligefrem meningen, at du skal gå rundt med det bind på øjnene.. bare fordi at jeg er her.. Du skal selvfølgelig have lov til at bevæge dig uden..” sagde hun med en dæmpet stemme, for det var jo ikke ligefrem fordi at det var en løgn i den anden ende. Hun sukkede ganske tungt og rystede så endelig på hovedet igen. At han gerne ville have hende med, forundrede hende dog en hel del. ”Du… du vil have mig med..?” Hun vendte blikket spørgende mod ham. Ja, hun var slet ikke vant til at blive spurgt om noget som helst. Kysset gengældte og besvarede hun selv med den største glæde. ”Det er din fortjeneste, at det banker, min egen,” sagde hun lettere forfjamsket.

[Lestat De Lochér]

Ulykkerne var allerede én for mange efter Lestats mening, for det var en prøve for dem, men som han også ligeså ønskede at de skulle igennem… sammen, selvom de kun lige ved at lære hinanden at kende. Han havde trukket sig fra samfundet og socialheden, fordi han kunne bedre lide at nærmeste putte sig med én enkelt og så faktisk stifte en lille kernefamilie, der ikke skulle komme alt for langt ud over grænserne, for det ønskede han da slet ikke. Han søgte ikke længere noget med magt, ja det havde han jo aldrig gjort, det var nærmere dumpet ned foran ham og det hele, så det at han faktisk selv skulle finde måden at blive warlock igen kunne blive noget af en udfordring for ham. "Det bliver ikke mere retfærdigt, det ved jeg godt min kære… Men vi skal nok finde en måde," sagde han og lød ekstra optimistisk da han sagde et vi, fordi hun gjorde ham jo faktisk stærk på en plan og var som en usynlig drivkraft i ham. Han lyttede til hendes stille suk, han forstod udmærket at hun ikke gad de kampe, han ønskede jo også selv at de skulle kunne leve i fred, men sådan skulle det åbenbart ikke starte ud for dem, det var noget de skulle hige efter. Han smilede ved hendes ord og svarede: "Du er et sødt, stærkt væsen… du er så sød omkring mig, tilbyder mig at bo her, du er utroligt smuk," remsede han stille op hvad han lige kunne komme på, for det hele var jo sandt fra hans synspunkt, han syntes jo bare fantastisk dækkede alle de små ting han synes så godt om ved hende. Han glædede sig faktisk til at hans hjerte kunne slå igen, for det ville kunne sætte den følelse af behag i hans krop, fordi han vidste det var for hende. "Je-jeg… jeg ved næsten ikke hvordan jeg kan forklare, men du giver mig bare en følelse af at jeg er i gode hænder her, jeg føler mig sikker sammen med dig, du giver mig styrke og du gør mig bare så… glad," prøvede han forsigtigt, mens han lod sin hånd placere mod hendes bryst endnu engang, hvor det direkte sitrede i hans fingre, for han var jo egentligt utroligt følsom med sine skærpede sanser. Han smilede skævt og hvor de spidse tænder let kom frem, hvor han lod hovedet falde lidt, så det ikke var ligeså tydeligt, for han ønskede ikke at vise tænder af hende direkte, når de sad så tæt. "Det gør mig intet, kære, bare jeg er sammen med dig… Hvis jeg skal gå rundt, så må vi jo koordinere," sagde han blidt og lod munden lukke sig, selvom smilet lå der endnu og han nikkede, hvor han løftede sig hoved igen. "Jeg vil have dig med… du gør mig stærk min kære, som sagt," sagde han og nikkede let. Han skænkede og holdt kysset med hende på en øm måde, for at gøre det så intimt og kærligt som muligt, for han ønskede at bygge båndet op nedefra og ikke være krævende på nogen måde, og han gjorde det fordi han blev glad over at kysse hende. Han lo blidt over hendes sidste ord og nikkede let til hende. "Det samme vil du opleve når vi har fundet måden at gøre mig til warlock på," endte han.

[Deleted]

Kampene var kun Jacqueline en frustration uden lige, og det gjorde hende faktisk ked af det, at de allerede nu skulle rammes af dem, selvom hun virkelig forsøgte at bide det i sig, så var det bare ikke rigtigt noget som gik som hun ville have det, men hvad kunne hun da gøre ved det? Ikke rigtigt noget, og det vidste hun. Hun brød sig generelt ikke om familien Marvalo, for de havde haft en sjov tendens til at blande sig i ting, som de slet ikke skulle blande sig i, og den tanke gjorde hende uden tvivl utrolig hidsig. ”Det håber jeg godt nok. Jeg beder til at der er nogen derude, som vil hjælpe i hvert fald,” sagde hun dæmpet. Det var slet ikke meningen at hun ville ødelægge den allerede så trykkede stemning, for hun kunne jo ikke engang få lov til at se ham i øjnene, og det var uden tvivl noget som bragte hende en utrolig irritation, og hun kunne ikke rigtigt gøre noget ved det. At det var sådan han så på hende, var noget som svagt fik hende til at smile, for det lettede hende faktisk at høre. Sådan var hun dog ikke beskrevet før – end ikke af Giovanni. ”Du får mig til at føle mig mere tryg end hvad min egen ægtemand gjorde da han var i live, Lestat.. Jeg er dig taknemmelig,” sagde hun roligt. Hovedet lagde hun mod hans skulder. Det var virkelig rart at have en som kunne se sådan på hende, og som samtidig kunne gøre hende rolig og komfortabel omkring det hele. Igen begyndte hendes hjerte at hamre mod hendes bryst som intet andet, for det var rart at blive beskrevet på den måde. Det føles.. utrolig rart. ”… Mener du virkelig det? Det.. det er jo sådan selv jeg har det,” sagde hun dæmpet. Omkirng ham, kunne hun jo kun beskrive sig med en direkte glæde. Og det var virkelig en rar fornemmelse! At han sådan gerne ville have hende med sig, så gjorde hun det mere end gerne, hvis det var det. Hun smilede let for sig selv, som hun lod hånden stryge ham let over brystet. ”Jeg.. jeg tager gerne med dig, når vi skal nogen steder. Jeg er vel bare.. vant til at sidde herhjemme, og pynte på en facade. Det beklager jeg,” sagde hun med en varsom stemme. Kysset gengældte hun mere end glædeligt, og det var utrolig rart at det faktisk foregik på den måde! Smilet var slet ikke noget som man skulle tage fejl af – slet ikke, og det var alt sammen takket være ham. Hånden tog hun roligt ved sit bryst og hjerte, kun for at lade hele hans hånd falde om hendes bryst, idet hun roligt vendte blikket mod ham. ”Du ved slet ikke hvilken styrke du allerede har skænket mig. Jeg har været så tæt på at give op og.. og nu.. nu er du her,” sagde hun sigende.

[Lestat De Lochér]

Lestat sank let en klump, for han sad selv med en frustration over det samme, men han ønskede bare at arbejde forbi det sammen med hende om ikke andet, komme videre og så finde ud af det, så de kunne få den start han havde håbet. For nu ville han dog vente med forlovelsesringen til hende, for nu var stemningen trykket og han ville kunne se hende i øjnene, når han spurgte hende om det. Men han syntes faktisk det var fint at vente, på trods af det, for så kunne de kende hinanden endnu bedre når han faldt på knæ for hende for at tilspørge hende om hendes hånd i ægteskab. "Også jeg… også jeg," sagde han dæmpet og nikkede let til hende, hvor han bare snart håbede at det ville passere, selvom det var svært på aftenen hvor det var hændt selvfølgelig. Når Jacqueline havde sovet og de stod op igen sammen, så kunne han også sige sig at være nået det skridt videre og faktisk være klar til at søge ud og så bare være sammen med hende. Han smilede ved hendes ord, for han følte det klart så rart at bare kunne lette sine tanker og at han så faktisk også fik hende til at føle på samme måde. "Jeg er glad for, jeg kan gøre dig mere tryg… Men du behøver ikke gøre noget som tak, bare det at være her hos dig, gør mig tryg" endte han til hende, for det var jo sandt om ikke andet, også selvom det alligevel var lidt utroligt han kunne gøre hende mere tryg end hendes ægtemand, men vel ikke underligt hvis han havde været den mand hun beskrev? Han smilede til hende, som han egentligt mærkede glæden i det indre og han måtte næsten føle en glæde eksplodere da hun fortalte, at hun havde det på samme måde. "Jeg mener det virkeligt, min kære, helt og aldeles så kommer det fra mit døde hjerte… Det glæder mig virkelig at høre ud føler det samme!" sagde han med en glæde uden lige, for hans stemme gjorde kun at det blev endnu mere klart at han talte sandt og at han var glad, ja nu hvor det hele havde eksploderet i ham, så kunne han snart ikke klare mere af denne glæde på samme tid. Han sitrede let under hendes hånd for det føltes virkelig godt, når hun skænkede ham det kærtegn over brystet. "Men det ændrer vi fra nu af… Vores os skal være 50/50," svarede han hende med et smil, for han vidste at hun var vant til det andet, men hun skulle vende sig til dette i stedet for, for det ønskede han for hende. Han strøg drilsk sine fingerspidser over hendes bryst da hans hånd landede der og trak så hånden lidt kejtet til sig, for den nærkontakt var længe glemt for ham, han havde ikke haft seksuel eller så intim kontakt siden før Maggies fødsel. "Så det godt du kan læne dig op af mig nu… for du er stærk," sagde han varmt til hende og smilede til hende, mens han lagde sin hånd mod hendes talje i stedet.

[Deleted]

Lige hvad Lestat havde haft i tankerne at gøre i denne aften, vidste Jacqueline ikke, så hun var vel lykkelig uvidende i stedet for alt det andet? Hovedet lod hun stille glide mod hans skulder, hvor hun faktisk fandt den tryghed, selv på trods af den evige frustration som hun følte ved dette, for hun kunne slet ikke have med det at gøre i den anden ende. Hun sukkede ganske let, og lagde armen let om ham. Han gjorde hende mere tryg end hvad Giovanni havde gjort igennem de sidste mange år, og det var noget som hun uden tvivl ønskede at han skulle vide, for det var jo alt sammen hans fortjeneste, så det var jo i sig selv, heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Det er næsten en skam, at jeg ikke har mødt dig noget før, Lestat.. Det betyder meget for mig, at det er sådan du har det.. selv omkring mig,” sagde hun med en dæmpet stemme, som hun roligt vendte blikket i retningen af ham endnu en gang. De tanker som han gjorde sig, var noget som hun uden tvivl var i stand til at genkende, og det var virkelig en fantastisk fornemmelse, uden tvivl! Smilet bredte sig pludselig stort på hendes læber, for det glædede hende virkelig, at han ikke afviste hende på det område om ikke andet. ”Jamen.. Det.. det gør jeg virkelig. Jeg er blevet rigtig glad for dig.. Og jeg ønsker selvfølgelig og naturligvis, at du skal have det godt..” sagde hun med en dæmpet stemme. Den røde farve meldte sig i hendes kinder, også selvom det hurtigt falmede igen, da han fjernede sin hånd fra hendes bryst. Det var skam ikke fordi at hun lagde op til noget som helst, men hun havde vel bare brug for at vide, at hun var god nok, og at hun kunne berøres og uden at der var væmmelse involveret? Hun slap ham varsomt, som hun let bed sig i læben, kun for at lade armen glide omkring ham i stedet for. Hun havde ikke rigtigt noget at støtte ved, men.. hun var vel ikke fin nok der endnu? Hun blev liggende ved hans skulder i stedet for. At der var noget ’dem’ og ’os’ var noget som hun godt kunne lide, selvom det virkelig var noget som hun skulle vænne sig til, og det var faktisk temmelig svært for hende i længden. Ingen tvivl om det. ”Så stærk er jeg dog heller ikke endnu. Det kommer måske, men.. ikke endnu. Ikke endnu.” Hendes stemme var ganske varsom, men uden at lægge yderligere i det. Hun kyssede roligt hans hals, inden hun igen lagde sig til rette. Det kom måske med tiden når han var der, men lige nu ønskede hun bare den mulighed for at han kunne.. kigge på hende, og uden at blive skræmt eller fik anfald.

[Lestat De Lochér]

Det var klart for Lestat, at hun faktisk var så frustreret over det, for det var et irriterende emne at komme ind på, men det var nu sådan det måtte være under omstændighederne. Han ville ønske han kunne se på hende, bemærke hendes mange udtryk, men for nu måtte han støtte sig til det han kunne høre i hendes stemme, spørge ind til eller fornemme på hendes kropssprog nu hvor hun faktisk sad så tæt ved ham. Han ønskede at gøre hende tryg, og det at han havde beroliget hende så hurtigt efter det chok de havde fået over hans anfald, det var klart også det der gjorde det bare den ene procent nemmere end ellers. "Så kunne det jo ikke ske som det gør nu… så havde jeg måske været i et andet stadie end at være klar… her du ved, til at tage imod dig med åbne arme… lige her tror jeg faktisk på skæbnen," hviskede han blidt til hende og smilede stort, for han mente faktisk det var hans rene held at have mødt hende, det følte han i hvert fald. "Det glæder mig virkelig… at vi føler på samme måde, er jo bare fantastisk, jeg er blevet så glad for dig," sagde han stille, mens hans hånd faldt til hendes talje i stedet. Han vidste godt hun nok ikke lagde op til noget, men han lod hende også mærke at han var der, for han blev jo ved med at holde mærke på hende med en hånd, for hun var bestemt god nok, men lige det intime, der ville han kunne se hende. Han lagde sig let ned igen sammen med hende og pakkede hendes dyne omkring hende, for han ønskede at lade hende være tryg om ikke andet og derved holde omkring hende på den måde, det var bare fantastisk. Han mente klart det var både et 'dem' og 'os' mellem ham og hende, for han syntes virkelig at hun var fantastisk og stærk ligeså, selvom hun nok ikke selv kunne se det. "Tæt på," hviskede han blødt til hende, mens han modtog hendes kys mod hans hals og de nu bare kunne ligge her, hvor hun vel også snart måtte være træt? Hun lå i hvert fald i hans favn natten ud og dagen ud, indtil de næste morgen kunne gå i gang med at planlægge at finde måden for ham at blive warlock igen.

//Out.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi Jacqueline ønskede at lægge op til noget, og da slet ikke efter det chok som hun havde været udsat for, for det havde uden tvivl kommet frygtelig meget bag på hende, at han slet ikke havde været i stand til at se på hende, uden at skulle gå direkte i panik, for det var slet ikke en tanke som hun kunne lide! Hovedet lod hun stille glide mod hans skulder, som hun langsomt og hen af vejen, faktisk måtte falde til ro igen, for uden tvivl var det noget som hun havde haft brug for. Hun sukkede tydeligt og tungt til hans ord. Han havde nok ret, selvom det ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende af den grund. ”Muligvis. Men jeg kunne have sluppet for se sådan ud som jeg gjorde, hvis jeg bare havde kendt dig dengang.. Skæbnen har ment det her for os begge… og så beder jeg til, at det lykkedes,” sagde hun med en let varsom stemme, for det betød faktisk utrolig meget for hende, at det hele gik som det nu skulle, og at han ikke ville ende med at forlade hende igen. Hun var allerede nu, blevet frygtelig glad for ham, ikke at det kunne være nogen hemmelighed. De gik begge rundt med de samme tanker og samme følelser og.. hvem vidste? Måske det faktisk udviklede sig til noget godt? ”Det betyder meget for mig, at høre dig sige det,” sagde hun endeligt. Selvom han havde valgt at trække hånden til sig, og ikke havde ment det som en afvisning, så tog hun det lidt som en, også fordi at hun ikke kunne gøre for det. Øjnene lukkede hun stille i, som hun ellers bare blev siddende ind til ham. Hvor lang tid der egentlig gik, før hun faldt helt til ro, vidste hun faktisk ikke, men den søvn overmandede hende frygtelig hurtigt. Det var jo heller ikke underligt, når man tænkte på, at hun slet ikke var inde i hans døgnrytme endnu, selvom hun var overbevist om, at det nok skulle komme – specielt hvis de stod i den situation, at han nu også skulle til at være warlock igen – en beslutning som hun uden tvivl støttede frygtelig meget op om.

//Out