Longing for you

[Deleted]

Aftenen var mørk. Månen havde erstatet den lyse sol. En blid vind hærgede let, ruskede dog ikke i bladene på træerne eller det græs som lå for fødderne. Jorden var dækket af et efterhånden tykt lag sne, smukt og glinsende. Fra husets tage hang de store istapper oplyst af den smukke måne. Det var kun kort tid siden Melody var vågnet fra hendes søvn, stået ud af den store seng der til tider kunne føltes irriterende tom uden en mand til ligge ved hendes side som hun altid havde været vant til det. Siddende i vindueskarmen, med blikket hvilende mod det som skete udenfor det mange snefnug som kun blev ved og ved at skulle falde over jorden, længtedes næsten efter det. Hun huskede ikke hvornår hun sidst havde stået i et værd som dette, det eneste hun havde set på denne tid af fåret ved duftende lys, en stor seng og en ny mand ved siden af hver nat. På trods af hun til tider kunne savne tilværelsen, udelukkende på grund af selvskabet og opmærksomheden i det, så havde hun den seneste tid tænkt meget over hvad hun havde beskæftet sig liv med, og jo mere hun tænkte jo mere kom taknemligheden til Marius for at have hevet hende væk fra det, nogle gange var det frastøende tænke på hvor mange hun havde ladet røre og bruge hendes krop som de ville uden der aldrig havde lagt en eneste følelse i det. Ensomheden var begyndt at melde sig lidt. HUn elskede sit job i stalden det kunne hun ikke komme uden om, hun elskede at ære i nærheden af Marius trods hun ikke hade set specielt meget til ham siden krigen var statret måske det også var derfor hun den seneste tid havde haft så lang tid til at tænkke, men over hvad var hun end ikke selv klar over et sted. Melody savnede ham.. Det var ham som hvilede i hendes tanker konstant, og et sted så var det skræmmende, tanken om at det efterhånden stod klart som blæk for hende.. Hun følte for Marius mere end det som hun havde gjort i starten. Han var den frøste mand hun havde været tæt på mere eller mindre hele tiden uden så meget som nogensinde kysset ham. De slanke fingrer løb gennem de lange kulsorte lokker der blidt lod indramme hendes ansigt, for falde over hendes skuldre og ryg i blide bølger. En sandfarvet kjole i silke hvilede om hendes krop,indrammede den perfekt. Et suk strøg forbi hendes rosa læber, hun slog vinduet stille op, rakte hånden næsten tøvende frem mod snefnugene der landede derpå for derefter smelte inden for få sekunder. Smilet bredte sig en smule blidt og næsten lykkeligt, det glimt som trådte i hendes funklende øjne som havde hun set det smukkeste nogensinde. De næste sekunder gik næsten alt for stærk, hun lingede sig over kanten hoppede ned på den kolde jord, fordleen ved at ens værelse var blevet placeret på nederste etage. Kulden fra seen omsluttede straks hendes fødder lammede dem på få sekunder og alligevel var hun frygteig ligeglad. Hun trådte lettere ud i haven hvor hun netop kunne føle det frosne græs under hendes fødder. Snefnuggene lod fange i det sorte hår noget som kun gjorde det langt mere tydeligt, lod fanges i hendes lange øjenvipper som havde det været en fælde.Tænderne klaprede på hende, hun skælvede af nattens kulde og følte sig alligevel så heldig.. Som var hun et lille barn igen, noget som lå så frygtelig mange år væk. Hun stoppede op. Så ud over hrsisonten, hvidt så langt øjet kunne se. Armene faldt om hendes slanke skikkelse, hun lod blikket glide i jorden, lod en nynnen bryde hende læber. Intet huskede hun af versene fra den sang hendes moder havde sunget for hende da hun var barn lige ud over en enkelt sætning der havde sat sig i hendes sind ".. Forever I am holding you close.." sang hun stille for sig selv, i de blide melodiske toner der brød luften som englesang, hendes store passion, vel de drømme og den som havde ladet hende overleve de mange års frivillig misbrug? Hvad der egentlig var sket i løbet af hendes barndom var noget hun holdte så tæt til kroppen at hun næsten selv tiltider var ved at glemme det, en skræmmende tanke. Tungespidsen strøg i en forførende bevægelse oer hendes fyldige læber, blot af vane et sted. Hun sukkede tungt, fortsatte den stille nynnen for sig selv, sålænge siden hun næsten hade glemt hvordan hendes egen stemme lød.

[Marius Amalani Darcy]

Krig og bryllup.. Marius havde virkelig haft ekstremt meget om ørene i det sidste og det i sig selv, havde virkelig ladet Marius sidde med en helvedes masse at lave. Og det var virkelig ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Lige her til aften havde han endelig fundet en tid hvor han kort sagt bare havde sagt sig selv, at han nægtet at røre ved noget som kunne minde om noget som helst arbejde på alle tænkelige måder. En ting var jo selvfølgelig, at han havde fået Melody i hus, Junior som nu var kronet til landets konge, hvilket havde lettet ham noget frygteligt. De gyldne regler var endnu en gang gået i glemmebogen og han havde selv en klar tilladelse til at blive og det samme med hans udkårne – nok at hun ikke havde nogen anelse om det endnu, men igen.. han havde jo lukket hende så tæt på sig og ind på herregården af en grund og ikke bare den tanke om at skulle have reddet hende fra det liv i helvede som hun havde siddet med til nu. Han var stået op, han havde klart vænnet sig til det lille faktum, at han ikke skulle være oppe om dagen, selvom det klart havde været noget så frygtelig besværligt for ham, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han svang kåben tæt omkring hans krop, blottet fra livet og op og et bar bukser som han hurtigt lige havde fået taget på inden han havde forladt værelset. Tjenestefolket sov jo om natten, opsøgte ham på værelset kun hvis det var allerhøjst nødvendigt, alt i alt, for at skulle kunne holde det så mørkelagt for ham såvel som for Melody som det var dem overhovedet muligt.. en klar og stærk ordre som de havde fået.. ellers gik det hele jo som det altid havde gjort det og det var virkelig kun noget som han virkelig kunne være så ekstrem glad for også, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. han nåede stille hendes dør, hvor han ganske forsigtigt måtte banke på, selvom der ikke kom så meget som et eneste svar? Var hun overhovedet tilstede lige i øjeblikket? Med en flaske blod i hænderne, det var jo kun noget som de begge havde tydeligt brug for, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. ”Melody?” kaldte han forsigtigt i og med, at han åbnede døren ganske forsigtigt, i tilfælde, at hun jo stadig sov, så ville han da heller ikke vække hende. At hun arbejdede i stalden, var virkelig ikke en tanke som han nød meget af, men igen, så havde hun jo brug for et eller andet at tage til sig og hun så virkelig også ud til at skulle trives noget så frygteligt med det arbejde alene, det var så også kun det eneste som afholdt ham fra at tvinge hende derfra. Det åbne vindue var noget af det første som fangede hans opmærksomhed. Lige i aften ønskede han at dele måltidet med hende.. bare det at tilbringe den tid sammen med hende.. og kun hende. Camryn var jo på slottet og sammen med Junior som det sidste han havde hørt, sandt at sige, at det virkelig havde været den smukkeste vielse som han nogensinde havde set, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Det var virkelig smukt, på alle tænkelige måder. Han så ud af vinduet, selv med det blide smil som måtte passere hans læber. Sandt at han nu var en del af mørket, selvom det havde været på hans eget ønske og befaling til hende. At hun så havde indfriet det ved at lade tænderne synke i hans hals, var han virkelig kun taknemmelig for. En evighed sammen med hende var kun noget som han ville ønske kunne vare ved og ganske så frygtelig længe, det var ikke noget som han ønskede at lægge det mindste skjul på overhovedet. Han hoppede roligt op i vindueskarmen og ud i sneen som tydeligt knasede under hans fødder, han vendte blikket stille mod hende. Koldt var det, selvom det nu ikke havde den samme virkning ind på ham som det havde haft i tidligere liv og livsstik. Han gik hende i møde langsomt og roligt, inden han stille og forsigtigt lod den ene arm falde om hendes slanke liv og trykkede hende stille ind til sig. ”Og her finder jeg dig.. af alle tænkelige steder,” hviskede han stille mod hendes øre, hvoraf han ganske blidt måtte kysse hendes kind. Han holdt virkelig af hende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han ønskede at beskytte hende, uanset hvad det skulle gå hen og koste ham i den anden ende.

[Deleted]

Melody var udemærket klar over at Marius selv havde haft sit at se til, at der i det store og det hele havde været en god grund til hun næsten ikke havde set ham den seneste tid. Selv var bryllupet mellem hans 'datter' og kronprinsen noget som havde stået højt på hans liste, intet hun kunne bebrejde ham, for på trods hun selv og ganske bevidst havde holdt sig i baggrunden, hun ville så nødig ende med at gøre ham forlegen også en af grundene til hun ikke var taget med, det var jo ej heller længe hun ligefrem havde boet i procias, bange for folk endnu ikke ville se hende som en Procianer men mere som den hun et sted i virkeligheden var - En lille horetøs fra Dvasias, ude af stand til hverken stavem læse eller regne, bange for man ville tro hun kun gik efter Marius' pengepung noget som slet ikke var tilfældet! Melody vidste at tilladelsen til at forblive her var i hus, noget som kun lettede i virkelig høj grad, føle sig velkommen i det mindste på herregården, det liv som hun havde levet hun afskyede sig selv for det, og lige der var manden endnu engang hendes helt. Han var anderledes.. Den eneste som ikke var ligeglad med hvor mange hun var sammen med om dagen, den eneste som ikke var ligeglad med hvordan hun følte det, den eneste som havde formået tilbringe flere timer med hende uden noget som helst behøvede at ske, det var noget hun værdsatte så meget mere end han nogensinde ville finde ud af, det var helt sikkert. Hvad han følte for hende var hun så ganske udviddende om, det var noget hun havde spekuleret på mens hun blot havde set mod den sne som faldt uden for hendes vindue og som hun nu stod i, med de helt samme tanker. Det blev efterhånden mere og mere klart hvad hun selv følte for ham, på trods følelser var en ting hun aldrig havde kendt til, hun havde altid blot leget legen. De funklende øjne hvilede et sted ud i natten, næsten med det drømmende glimt, forundret over dne sne som faldt, som var det noget hun aldrig før havde oplevet. Et lille suk forlod hendes rosa læber. Sulten var hun måske et sted og et andet så var det noget hun valgte at bide en smule i sig. Det at Melody tidligere havde ladt de sylespidse tænder synke i ham, var noget som hun til dels kunne fortryde på alle måder, også selvom det havde været på eget ønske, og så alligevel, nu kunne de dele den evighed sammen om de begge ønskede det. Stille lod hun hånden søge mod hende sbryst knugede den næsten til sig. Sneen frembragte så mange lykkelige billeder, så mange følelser hun ikke kunne beskrive, følelser der sagde hende så meget, en underig glæde der måtte bruse i hendes årer. Luften var isnende, sneen som omringede hendes nøgne fødder og kun lammede dem et sted, endnu kunne hun til dels føle kulden blot på en helt anden måde. Armen som tog om hende, skabte hende den samme følelse af tryghed, især ved den velkendte stemme så varm, noget som kun tvang hendes hjerte i gang, lod sommerfugle svæve et sted i maveregionen, en virkelig forvirrende følelse fra hendes del og alligevel end som gav hende spænding, den lille sitren af nervøsitet der måtte opstå på trods han intet kendte til det "Det er så smukt" udbrød hun med endnu et suk, lænte stille den lette vægt forsigtig mod ham som hu valgte at skulle lade hendes hænder finde vej mod hans arm omkring hende, kun for holde ham tættere til sig. Tonen så blid og forundret, som havde hun næsten været overrasket over det som faldt over hende, landede i det lange sorte hår. I en rolig bevægelse vendte hun sig stille i hans favn, lod blikket falde i hans, studerende den samme varme som havde mødt hende dne første gang de havde talt, hvor hun jo i starten faktisk havde håbet på ham som en kude. Nu var han så langt mere end det, skulle de endelig nå hinanden så tæt ville penge ikke være det som hun ville tænke på, men noget nærmere de mange drømme og tanker omkring ham som til tider kunne skræmme selv hende "Det er længe siden jeg har set dig" påpegede hun med et sigende blik, dog uden at lade det blide smil falme som blidt havde lat sig over hendes læber, uden at lyde bebrejende på nogen måde, for sur var hun bestemt ikke, han havde forhåbenlig sine grunde..

[Marius Amalani Darcy]

Deres tilladelse til at blive, var i hus, udelukkende ved at sætte Junior på tronen, noget som kun havde glædet Marius noget så voldsomt, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom på noget som helst tidspunkt overhovedet. Ikke bare, at han selv havde kendt til risikoen ved at bede Melody om at sætte tænderne i ham, det ville give dem en evighed sammen, men havde samtidig også sat hans egen tilværelse i Procias i fare. Brylluppet havde stået og det samme med kroningen og han måtte virkelig stå ved, at hans datter havde klaret det fantastisk godt. Han var nu ganske sikker på selv, at de skulle blive et stort regentpar, de havde så sandelig også noget at skulle leve op til med hensyn til Elanya og Lestat i sin tid, selvom det nu var ved at være en del år siden. Han vidste, at han på grund af alt dette, virkelig ikke havde haft tid til Melody, noget som faktisk var ham en tanke som måtte gøre ondt.. det var selvfølgelig noget som han i den grad ville lave om på nu. Han ønskede virkelig at være mere sammen med hende, igen at sidde sammen med hende i timer og bare snakke, sidde i favn og bare.. hygge sig som ganske normale folk ville have gjort det. Hun var noget ganske særligt for ham, også selvom han vidste at Angelique og Camryn ikke brød sig om hende, så var han virkelig fuldkommen ligeglad. Dette var hans beslutning og så store som de var, så måtte de virkelig bare bide det i sig. Han blev stående med den ene arm omkring hendes slanke krop og med det blide smil på læben. Han kunne virkelig ikke gøre andet når han stod med hende så tæt på sig, som det han gjorde lige i øjeblikket, det kunne han så sandelig heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Han lod hende tage om hans arm som stadig måtte hvile trygt og beskyttende om hende. Han vidste udmærket godt hvad han følte for hende, han tvivlede virkelig ikke på det længere. Selv lille Rachel havde dengang hun var lille, fundet ud af det. Der måtte jo ligge noget i det, det var han ganske så sikker på nu. ”Det er det minsandten min kære.. dog ikke så smukt som dig,” påpegede han med en rolig hvisken mod hendes øre. Han lod hende vende sig i hans arme og lod blikket falde til hende. Den selv smukke tøs som han havde fundet dengang. Han tænkte slet ikke på alle dem som hun havde været så tæt på.. det var hende som var vigtig for ham.. det var hende og ikke nogen anden som havde den form af betydning. Han nikkede stille til hendes ord og lod begge armene falde omkring hendes slanke liv. Den ene hånd stadig godt lukket omkring den flaske med blod. Næringen skulle de jo begge have, det havde virkelig også været det som han havde været tvunget til at skulle slås mest med – netop det at skulle nære sig på andre væsner, det var stadig noget af en tilvænningssag for hans vedkommende, det kunne han så sandelig heller ikke komme udenom. Han nikkede til hendes ord. ”Det beklager jeg virkelig.. der har været meget at se til.. kroningen, vielsen af det nye regentpar.. samt sikre os at vi kunne blive..” Han hævede den ene hånd og lod den ganske blidt stryge hendes kind. Så smuk og så perfekt som hun var i hans øjne, en så uvurderlig skat - en diamant som alle havde passeret og han havde samlet op, usleben og uberørt, foruden af ham selv så klart. ”Det er en masse tid mistet.. og meget at rette op på.. hvis du vil lade mig gøre det i aften?” Han hævede sigende det ene bryn, lænede sig frem og kysset blidt hendes kind. Han elskede hende virkelig, hun var virkelig også den eneste kvinde som han bare ikke kunne få ud af hovedet. Hun havde stået i stalden længe, gjort det mens han havde haft alt det andet og se til, og han havde ikke engang givet sig tid til at skulle se hende, det var i den grad en fejl set fra hans side af ,og det var noget som han så sandelig agtede at lave om på, det kunne bare ikke være rigtigt! ”Du er vel sulten? Jeg tog en flaske med.. hvis det behager,” tilføjede han med et stille smil på læben, samt med den tydelige henkastning til at tilbringe resten af denne aften sammen med ham. Alt af arbejde havde han så fint kastet fra sig i aften, lige nu var det virkelig kun hende som han havde i tankerne og hende so han ønskede at tilbringe tiden sammen med.

[Deleted]

Et sted var det en utrolig stor lettelse for Melody at hun kunne blive her, det var et sted hun følte hun hørte til det kom hun ikke uden om, og det var på trods der egentlig ikke rigtigt foregik noget socialt for hende her, ud over de mange timer hun som regel tilbragte i staldene med hestenene også selvom hun vidste hun egentlig ikke behøvede bruge så lang tid der, så nød hun det fuld ud. Til tider måtte hun da gå til bekendelse med hun savnede en mands nærhver, følelsen af at være prinsessen, den styreende, følelsen af næsten være en gudinde for blot de timer en sådanne ting kunne vare, selovm hun afskyede sig selv for hvad hun var gået igennem, så kunne hun virkelig savne opmærksomheden, en lille længsel som måtte fæste sig et sted i maveregionen i tide og utide, vel som en form for hjemvé, hun havde trods alt levet hele sit liv i hore huset bogstaveligt talt. Hvad de kongelige stod for skulle Melody gerne erkende hun ikke ante, de royale havde aldrig rigtigt været hendes stærke side, det var ikke ligefrem som hun havde haft muligheden for at følge med i noget som helst, altid travlt beslæftiget med andet, kun for at kunne servere et måltid hver dag. Marius havde haft sine grund eog hun vidste det og det var selvom hun følte det savn til ham,s elv nu hvor han stod netop foran hende. Det varme smil prydede hendes rosenrøde læber. Hun var udemærket bekendt med hans børns mening om hende, og hun vidste at mange faktorer måtte spille ind, et sted bebrejdede hun dem virkelig ikke på nogen måde, hun ville så gerne gøre det godt for alle, men måske det bare var.. For sent? Selvom det var en tanke som måtte gøre helvedes ondt, når nu hun holdte så meget af Marius, ønskede at vise ham hun kunne tilpasse sig, at det nye liv han havde skænket hende ikke var forgæves på nogen måde og at hun kunne udfylde det. Armene faldt roligt om hans nakke, hun betragtede de røde øjne som et tydeligt kendetegn og dog så varme at se i. Hans kompliment varmede hende som aldrig før, ikke at hun aldrig havde hørt det før mænd sagde det tit for piske en stemning op, men det var noget særligt når det kom fra hans læber det var det som tvang hendes hjerte igang og lod det banke vildt mod hendes bryst "Hvis jeg ikke vidste bedre Marius, ville jeg have troet at det var smirg" påpegede hun i en sød intens hvisken mod hans ører, mere af ren vane det var svært ligge fra sig til tidere, det forførende væsen hun havde levet for at være "Du skal ikke beklage, kære jeg ved du har haft meget at se til, det er heller ikke hver dag ens datter bliver gift"påpegede hun med et sigende blik, lod blidt læberne berøre hans kind i et engleblind kys. Hånden som faldt mod hendes kind hvor hun kun lod kinden søge mod næsten i en spinden "Du kan rette op på det når du lyster, Marius.. Men i aften lyder perfekt" påpegede hun i en varm tone, lod sneen falde over deres skikkelser. Melody elskede ham for hendes egen del herskede ikke længere nogen former for tvivl. Et sted lystede hun at sige sandheden at hun var sulten men ikke efter blod, hun endte mod med fremtvinge det bede smil "Jeg ville med glæde nyde aftenens måltid med dig... Så lang tid der ingen forstyrrelser vil være i aften* hviskede hun blidt kun sm hentydning til deres mødersom regel blev afbrudt af hans arbejede, igen kunne hun ikke bebrejde ham, men i afte.. Var det hendes eneste krav..

[Marius Amalani Darcy]

Marius var udmærket godt klar over, at de havde så meget, at de måtte tage op for tiden. Han havde virkelig haft travlt, at han slet ikke havde haft tid til bare at sætte sig ned og slappe af for bare nogle minutter. Deres værende i Procias var sikret og det havde virkelig været det som havde været noget af det mest værdifulde for ham. Selvfølgelig havde det næsten været en nødvendighed at beholde Marius i Procias, men nu var det også bekræftet, at Melody fik lov til at blive og det var virkelig også noget af det som var det mest vigtige for ham, det kunne han så sandelig heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Et stille smil passerede roligt hans læber og uden at han så det mindste væk fra hende. Han kunne ikke og han ville ikke.. han var efterhånden slet ikke i tvivl om sine følelser.. det gjorde jo direkte ondt, at skulle undvære hende, selv for de timer hvor de havde hver deres opgaver at se til og i aften, havde han selv valgt at skulle smide det hele til side, kun for at være sammen med hende.. det var da efterhånden også på tide for dem, at skulle tilbringe bare en anelse tid sammen, nu hvor det var så længe siden sidst. Han vidste, at dette var så meget anderledes end det arbejde som hun var vant til, at lade mænd komme til hende.. tage hendes krop som en ejendom for en aften.. bare det at han havde set det, var noget som kunne gøre ham så voldsomt rasende. Dette var meget bedre for hende.. betydeligt bedre end det liv i hore som hun havde levet til nu, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om i det hele taget, det kunne han også gerne stå helt og holdent fast på. Ikke at han var greve og med magt i besiddelsen, så var der jo så ekstremt meget andet, som også måtte spille ind i den her situation. Han havde en meget god fod inde ved de kongelige.. ikke bare som den nuværende Dronnings kære far og kongens svigerfar.. han var nu ganske sikker på, at de nok skulle finde ud af det hele sammen. Det blide smil passerede stille hans læber. Han tog imod hendes kys. ”Et smukt bryllup var det virkelig..” sagde han med en rolig stemme. For hende, kunne han klart lade de hårde facader falde bare en anelse fra.. at være sig selv, uden at skulle tænke eller frygte for noget som helst i det hele taget – det var virkelig en glædestanke som han bare ikke kunne slippe. Han lod hovedet søge let på sned og skænkede hendes kind et kærligt og blidt kys. Sandt at både Camryn og Angelique ikke kunne fordrage hende.. udelukkende fordi hun havde gjort ham til Spide på hans eget ønske. Han ønskede den evighed med hende.. han ønskede at være der sammen med hende og for hende.. det ville han aldrig nogensinde kunne gøre som den animagus han havde været før.. et sted hvor han jo også håbet, at det var noget af det som Angelique ville føre videre når det kom så langt. .at det ville være tid for ham, at skulle trække sig tilbage i sit bedste vel. ”Det glæder mig at vi er af samme mening min kære.. i aften er perfekt.. snefyldt.. ingen vind.. og bare dig og mig..” Han hævede sigende det ene bryn da han tildelte hendes pande et blidt kys. Han holdt virkelig af hende.. han elskede hende faktisk og det kunne han heller ikke komme udenom.. og i aften ville han virkelig gerne fortælle hende absolut det hele. Han slap et let grin. ”I aften er der ingen forstyrrelser.. selv en som mig har brug for en aften fri eller to.. og vil gerne tilbringe dem sammen med dig.” Han lod hovedet søge let på sned, betragtede sig af hendes så smukke blik. Hun var virkelig værdifuld for ham.. noget af det som han holdt som det kæreste i hans liv. Han lod hånden roligt lukke sig omkring hendes og uden at smilet ville falde det mindste af hans læber. ”Kom.. tag en runde rundt i haven med mig,” opfordrede han med en rolig stemme. Han lod hånden stile tage omkring hendes ene, hvor han sammenflettede deres fingre og trykkede blidt om den. Her ville hun være i sikkerhed.. her sammen med ham.. og kun ham.

[Deleted]

Melody bebrejede ham virkelig ikke, hun vidste jo at han havde sine udemærket grunde og at det var en travl periode, alt hun gjorde var at passe sit job i staldene og så bare få det bedste ud af det, selvom hun tydeligt begyndte at mangle det selvskab hun havde været vant til siden hun havde været en lille pige, hun holdte sig dog alligevel på måtten, ikke mindst fordi følelser var dukket op noget som hun aldrig havde troet skulle blive muligt og så for hendes bedste ven. At hun fik lov at blive var noget som virkelig lettede, et sted så følte hun at dette var hende shjem og ikke det samme værelse hver aften i horehuset, hun nød at være her, hvor hun kunne være sig selv, også selvom hun virkelig havde sine egne bekymringer at slås med, især med hensyn til Marius. De funklende øjne hvilede i hans, hun ville ikke se fra dem. Smilet som måtte pryde hendes rosenrøde læber og sneen som måtte falde ned over dem, udenrigtig at være kold mere brændende mod hendes blege hud. Efterhånden var hun virkelig ikke i tvivl om hvad hun et sted ønskede, at hun ville komme tættere på Marius end det som hun i forvejen var, spørgsmålet var jo så bare den om han ønskede det samme? Mænd var de som hun altid havde ladet komme tæt på hende, så tæt på som kun elskende burde være det, indtage hendes krp uden at skulle forsvare sig, lade dem udnytte og træde på hende hver eneste nat, næsten aldrig den samme, omme tider kunne hun ligefrem afsky sig selv ved tanken om hvor mange mænd som egentig havde haft et tag om hendes krop, et sted ville hun vel altid være kendt som den horetøs hun i virkeligheden var, men hun var ligeglad med hvordan folk så på hende så længe hun selv vidste bedre end som så og så længe Marius gjorde det, hans syn på hende var frygtelig vigtig, at arbejde i stalden her var virkelig langt bedre på alle måde. Melody valgte bevidst ikke at kommentere på brylluppet, hun måtte vel indrømme hun var imod den form for ægteskaber på trods hun vidste det var en del af den virkelige verden. Men hvorfor ægteskab hvis ikke hjertet var med i det? verfor hende ønskede hun virkelig bare at han skulle være sig selv som hun var overfor ham. De havde evigheden sammen men det havde kostet dem begge så frygteligt, hun var klar over han børn ikke ligefrem brød sig om hende, det var det som bekymrede hende hun var ikke kommet for at skulle ødelægge noget som helst. Hun lo blidt ved hans kommentar, kunne ikke holde en mindre rødmen tilbage som de satte varmen i hende. Det var det som gjrode hende usikker på hvor de stod. Enhver fristund blev tilbragt sammen, han holdt om hende, de kunne gå hånd i hånd, og flirte uden lige vel men det var som om de gik og gik men ikke rigtig kom nogen vejne, msåke det snart var på tide tage det første skridt? "Bare dig og mig.. Det lyder godt" medstemte hun med et sigende nik. De lange mørke lokker indrammede blidt hendes ansigt, svajede let i vinden og hvor også sneen let måtte falde og hvile som havde det fungeret som et net. At høre ham le..Som et englekor i hendes ører "Ingen forstryrrelser så er jeg ganske tilfreds" endte hun med det sigende nik. Hånden lod hun blidt sammenflette med hans nikkede rolgit som for tage imod hans indvitation "Det vil jeg meget gerne" endte hun blidt, lod tungespidsen stille glide over de smalle læber, gengældte det blide klem kun for skulle gøre klar til at gå.

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste hvad han ønskede dybest set. Hvad ungerne så måtte synes, var han efterhånden lidt ligeglad med, selvom han jo bare kunne håbe på, at de ville kunne acceptere hans valg af handlinger og det som han ønskede af hjerte og sind. Nu havde de evigheden sammen.. han ville ikke falde og ligge for døden mens hun ikke ville se en dag ældre ud, bare den tanke alene, var virkelig deprimerende.. den eneste som faktisk havde accepteret Melody, det var Rachel og den pige, havde han heller ikke set i ekstremt lang tid efterhånden. Han måtte jo ærligt indrømme, at han savnede hende, men hun var jo blevet stor.. hun havde vel sit eget liv derude et sted, noget som han bare havde valgt at skulle acceptere. Han vendte blikket mod Melody og med det samme blide smil på læben. Han kunne da ikke komme udenom, at han virkelig holdt af hende, selvom han aldrig nogensinde selv havde skænket hende de store ord. Deres bekymringer var væk. Med Junior på tronen, så kunne de blive og de var i sikkerhed og tryghed.. med andre ord, så havde de slet intet at skulle tænke på. Han havde hende ved sig og mere end det ville han slet ikke kunne få sig selv til at skulle tænke på i det hele taget. Disse dage havde virkelig taget så voldsomt meget af hans tid.. ikke bare brylluppet som var endt med den største succes som han overhovedet kunne tænke sig til, men også krigen havde krævet hans opmærksomhed. Han måtte jo også sende sine egne små styrker ud, også selvom det virkelig havde været noget af det værste som han havde gjort til nu.. end ikke det at opgive sit forrige liv for at blive det som han var nu, kunne måle sig med det på nogen som helst måde overhovedet. Den horetøs som hun havde været, var slet ikke det som han så på – han så på den mest fantastiske kvinde som han nogensinde havde mødt, den eneste som virkelig var kommet så tæt på ham. Måske at hun arbejdede på gården her, men alligevel, så var hun anderledes.. hun kunne slet ikke sammenlignes med nogen af de andre som arbejdede her.. tvært imod, så var det hende som han ønskede at tilbringe tiden sammen med.. det var hende som havde rørt hans hjerte og sind på denne måde. Det næste skridt havde Marius tænkt ekstremt meget over.. det var vel kun på tide, at få det bragt ud til livet? Det var i hvert fald de tanker som han havde gjort sig meget af i det sidste og specielt med bryllupsplanlægningen og det hele. ”I aften er det kun dig og mig.. ingen forstyrrelser.. ingenting.. det kan jeg trygt love dig,” sagde han med det stille og blide smil på læben. ”Er du tilfreds.. jamen så er jeg,” medstemte han med et stille smil på læben. Han lod deres fingre sammenflettes og trykkede omkring hendes hånd og med det samme blide smil. Han kunne virkelig ikke lade være når han først sad der sammen med hende, det kunne han virkelig heller ikke komme udenom. Han begyndte stille at gå, roligt og stille med hende ved sin side.. haven var jo enorm og med sin egen ganske særlige skønhed selv i løbet af en iskold vinter som i den grad havde ramt dem i dette øjeblik. Marius vendte blikket stille mod hende. Han plantede et forsigtigt kys mod hendes pande. ”Jeg er ked af, at jeg ikke har haft så meget tid i det sidste.. vi har virkelig meget at tage op,” sagde han med en rolig og fattet stemme.. han havde i hvert fald ekstremt meget han meget gerne ville fortælle hende og han ønskede og han agtede at lade hende vide det hele i aften.. nu hvor de endelig havde tiden til det og de havde hinanden.

[Deleted]

Der var for Melody's vedkommende ingen tvivl om hvad hun følte for ham og hvilken vej hun øsnkede at det skulle gå, selv på trods kærlighed ikke var noget hun nogensinde havde kendt til, desuden så tvivlede hun et sted på han ville kunne elske hende med henblik på det liv sm hun havde levet før han kom og reddede hende væk fra de gader, mand efter mand der havde udnyttet hendes krop, brugt hende som et stykke legetøj en y mand i hendes seng hver eneste nat, hun kunne afsky sig selv så meget nu hun tænkte tilbage på det, ville han nogensinde tro hvis hun sagde at hun elskede ham? og hans familie.. Hun vidste hvor meget de unger betød for ham, og hvor meget de ikke brød sig om hende, hun var virkelig ikke kommet for at ødelægge familieidylen, vel også grunden til hun som oftest brugte mere eller mindre alle timerne i staldene, gøre det arbejde hun faktisk elskede, være i nærheden af de flotte dyr, knokle for noget godt, frem for andres nydelse. Melody følte sig rlig i hans selvskab. Var selv gået igang med at skulle begynde at gå, stille elegante skridt rundt i den smukke have, mens sneen måtte dale ned over dem ligge sig i det sorte hår. Hånden hvilede endnu i hans, hun ville ikke slippe den om hun kunne blive fri. Han var den som fik hende til at føle sig så levende, så ren selvom alt ved hende var beskidt, så mange som m¨tte afsky hende, og alligevel tog han hende til sig? Havde givet hende et hjem, varmt mad på bordet og et arbejde på trods hun ikke var i stand til hverken at læse eler skrive "Såbliver det uden tvivl en fantastisk aften" svarede hun stille, den blide tone som hun virkelig ikke kunne andet end at gøre brug af overfor ham, og med et smil som spillede roligt omkring de rosenrøde læber, der til den blege hud og især i sneen virkede ekstremt røde. Hun vidste at hun snart burde lade ordene flyde, tage det næste skridt, men hun frygtede at skulle skubbe ham fra sig, han var den hun holdte af og elskede hvordan sagde man overhovedet sådan noget? "Jeg ved det.. Jeg forstår du har haft tralvt, Marius.. Du er en stor mand med store pligter" påpegede hun mede t sigende blik dog uden den mindste smule af brebrejdelse hvilende i stemmen. De havde alt for meget at skulle tage igen, deres møder det seneste havde været tilfædlige og korte før han måtte videre, med brylluppet kongeskiftet og så videre, hun havde trods alt klaret sig fint lidt ensomt, især taget i betragtning af hun var vant til selvskab hver eneste aften blot af den forkerte slags, skænke af sig, lade mænd tage bidder af hende på trods der ingen følelser lå i det, hun vidste at det var forkert, det var slut nu, hun bed det bare i sig, tog en dag af gangen og underholdte sig selv, hun behøvede ham jo ikke omkiring sig dag og nat, hun nød bare hans selvskab. Hun trykkede blidt om hans hånd som de sammen - Hånd i hånd gik stille hen over den yderst smukke have hvor sneen var faldet over de smukke vinterblomster som endnu måtte blomstre, det satte uden tvivl en stemning i hende. Blikket gled i jorden, hun blev stille, kombinerede diverse ord for at skulle afsløre hvad hun følte for ham, men alt der kom ud af det var kun ord som lød dumt selv i hendes sind, flere gange hvor hun endelig tog sig sammen åbnede munden kun for at lukke den igen som ordene blev kvælt.. Hvorfor skulle ord være så svære?

[Marius Amalani Darcy]

Marius gengældte i den grad Melodys følelser for ham, hvis han da bare havde vidst, at de egentlig ville være der, hvilket jo for øjeblikket, var ham så frygtelig ukendt og på alle tænkelige måder, det var der heller ikke nogen tvivler om. Det var virkelig alt for længe siden, at de havde været sammen, bare de to og nu ville han i det mindste helst nyde en sådan fri stund sammen med hende. Alt det med det kongelige byt i Procias og det bryllup som havde stået efter bedste vel, kunne han langt om længe få lov til t puste bare en anelse frit igen og tage det forsømte op med alt det som var sket på denne måde, det var der heller ikke nogen tvivler om overhovedet. Han ville i den grad nyde det, ligesom han altid havde nydt at skulle rende rundt i hendes selskab og det var noget som han i den grad stadig måtte gøre. Han havde savnet det, han havde savnet hende og hendes nærhed. Han holdt godt fast i hendes hånd og nægtet mildest talt, at skulle slippe den igen. Han elskede hende virkelig.. der var jo en grund til at han var gået imod alt det som han faktisk gik ind for, for at lade hende komme til dette sted, at måtte overbevise de store autoriteter om, at hun ikke var nogen trussel for dem og at han ville holde hende her på herregården, da det ikke var noget positivt, at en spide skulle få lov til at rende rundt i lyset, men så længe hun var sammen med ham, så kunne det vel aldrig nogensinde gå helt galt vel? Han kunne i det mindste håbe på, at hun var lidt hen af den samme opfatning som det han selv var i den sag, selvom det nu alligevel var de mange små detaljer som han ikke ville indvie hende i.. de skulle nok komme når det blev aktuelt. Hun var ved ham, hun var fri af gaden og det liv som hun havde levet dengang og det var virkelig også det som for hans vedkommende i den grad også måtte være det vigtigste, det var heller ikke nogt som han kunne komme udenom. Han holdt virkelig for meget af hende, til at lade hende blive udnyttet på den måde og endda for hvad? En mulighed for en overlevelse for en dag eller to, for at skulle igennem det hele endnu en gang.. Han kunne give hende det hele og mere til og det var i den grad også det som var ham selv det vigtigste ved det hele, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Det håber jeg virkelig at du synes min kære.. det er jo trods alt dig, som gør den fantastisk og komplet," påpegede han med et stille smil på læben. Selvfølgelig var det hans børn som betød meget for ham, men igennem hele deres barndom, var det deres mening som havde været det vigtigste for ham.. nu var de voksne, de havde deres eget selvstændige liv og det var egentlig ganske lidt de indviet ham i. Ikke at det gjorde ham det mindste for øjeblikket. Nu var det vel også på tide for ham, at skulle tænke lidt på det som han selv havde lyst til? Det gjorde han.. han vidste lige hvad det var at han havde mest lyst til i øjeblikket og det var kvinden som gik stille ved siden af ham. "Snarere en lille mand med alt for meget arbejde," påpegede han med en drilsk mine. Ikke fordi at han var af den højeste type.. lidt under det som man ville kalde et gennemsnit for en mand af hans bygning og på hans egen alder. Han strøg roligt over hendes håndryg med sin tommel, så ganske roligt og blidt, det var ikke noget som han direkte ønskede at skulle skjule for hende. Han holdt virkelig af hende og i aften, ville han virkelig også lade hende vide det hele, så snart at han følte, at den tid ville være rigtigt for det. Han vendte blikket stille mod hende, lænede sig stille mod hende, hvor han forsigtigt plantede et stille kys mod hendes tinding. "Hvis du bare vidste hvor meget du virkelig betyder for mig, Melody," begyndte han stille, næsten som et forsøg på at lede hende ind på det som han også ville lade komme senere, også mere for at se hvordan hun eventuelt ville tage det som han faktisk havde på hjerte.. ikke en byrde, men det var alligevel noget som tunget ham en hel del og det var noget som han ønskede at lade komme frem.. hvis hun var klar til det selvfølgelig, det var jo i den grad også det som var alt afgørende for hans vedkommende.

[Deleted]

Det var helt og aldeles ukendt for ham at de følelser måtte hvile et eller andet sted, hun nærede dem uden tvivl for ham, men hvordan førtalte en kvinde som hende egentlig sådan noget til en mand? Hele livet var gået i deres selvskab men altid under en dyne på de mest næsten makabre måder, hun var ikke vant til at skulle dele følelser med dem det var noget som hun kunne og måtte gør med Marius før eller senere, hun kunne vel ikke lade det ligge hemmeligt i evigheder? Det føltedes som en svighed siden hun sidst stod med ham her, og det var en tanke som rent faktisk gjorde ondt, hun foretrak at skulle holde sig lidt tilbage, ikke kun på grund af hans mange pligter men hun vidste jo også hvordan hans unger så på hende, og hun var langt fra kommet for at ødelægge noget som helst det var jo det som hun et sted var bange for, men at sige nej til muligheden for at blive fjernet fra et sådanne liv kun for at skulle være så tæt på Marius som muligt, hvem kunne ærligt sige nej til noget sådan? Ihvertfald ikke hende. Måske ja at Melody var af en race der holdte til i mørket mens hendes hjerte var mere uskyldigt end en engels, hun gjorde alt for hendes egen overlvelse sandt nok, men der var intet ondt i hende hun ønskede ikke at udrette skade på nogen måde, i så fald ville hun vel være ligeglad med Marius og hans liv? Noget som hun i den grad ikke var, hun ønskede virkelig kun det bedste for ham. Hun knugede om hans hånd, sneen dalede ned over deres skikkelser blev så tydeligt i hendes kulsorte hår. Dette var virkelig noget som hun havde savnet. Der var så mange ord der lå og hvilede, som virkelig burde blive sagte, og alligevel så følte hun de små sommerfugle i maven når hun hver gang åbnede munden for skulle lade ordene falde og så igen ende med at skulle fortryde, og bare klappe i igen kun fordi hun frygtede for hans reaktion, hvad nu hvis ikke han følte det samme? hvordan ville det efterlade hende? Hans ord lod virkelig kun smilet finde vejen frem over hendes læber, det som automatisk endte med at skulle pryde så snart han var i nærheden, noget som til hendes egen ærgelse ikke skete specielt ofte mere. Sneen dalede ned over hendes blege hud, hun så den smelte, han var den eneste som til nu formåede at skulle sætte en mental form for varme i hendes sind, så mange mænd gennem hele hendes liv og han var den eneste der virkelig var gået hen go blevet noget særligt, livet på gaden var slut og kun fordi han valgte at skulle trække hende ud give hende et varmt værelse, rent tøj og mad på bordet, for hende var det langt mere end hun nogensinde turde drømme om, bare tanken om en varm seng at kunne søge til hver eneste nat. Han fuldendte hendes aften såvel som hun fuldendte hans det var der ingen tvivl om, hun var frygtelig glad forat se lidt til ham igen det var noget som hun uden tvivl havde savnet "Den holdning kan jeg godt lide" påpegede hun med den drillende undertone, rynkede let på næsen samtidig med hun måtte skænke hans hånd et blidt klem. Det var på tide at tage hendes egen valg, drømmene var altid mange, ved alle kvinder var der vel den lille prinsessedrøm om at finde prinsen på den hvide hest? Selv ved hende, på trods nysgerrighed og det at være målrettet efter at skulle finde ud af hvem som i sin tid tog hendes mor fra hende, det var noget som holdte hende fra den søgen efter ham, og alligvel så var hun ganske sikker på at det var ham som gik ved hendes side nu, hun elskede ham jo? Hun var ihvertfald ganske sikker på at det var kærlighed frem for noget andet,også selvom det aldrig var noget som hun før havde haft æren af at skulle opleve "Mhmm Men er det ikke lidt det samme?" påpegede hun med en let fnisen. Sneen var det som malede alt omkring dem vidt, det var smukt. Flere gange havde hun passeret en edderkop's spind der var blevet vådt og derefter rosset til is, i glimtet af månelyset var det virkelig et fantastisk syn, ikke mindst fordi det var noget som var en del af hende. Det blide kys formåede virkelig kun at varme hende yderligere, de blide ord og hans strøg over hendes håndryg, de ord.. Det var næsten lettende med tanken.. måske han rent faktisk bar lidt hen af det samme? "Så forklar det for mig.. Så vil jeg måske vide" opfordrede hun med et stille smil, og et lille glimt i de funklende øjne der kun lyste op under lyset af månen. Hun stoppede roligt op, de var nået om til den større baghave. Stille vendte hun sig mod ham kun for at lade blikket møde hans, et sted vel med nysgerrighed? Hun kunne trods alt være heldig endelig finde et svar på hendes lille søgen? Var det kun hende, eller lå der mere i det end som så?

[Marius Amalani Darcy]

Marius var udmærket godt klar over hvad han måtte føle omkring hende. Han følte sig et sted så utrolig komplet. Rachel havde allerede fundet ud af det dengang hun havde været lille, Camryn kunne nu acceptere hende og det eneste som han manglede lige for øjeblikket, det var at Angelique ville kunne acceptere ham lige så, selvom det virkelig ikke så sådan ud. Ikke at det var noget som han ville blande Melody ind i. Han ville virkelig ikke tilgive sig selv, hvis han skulle gå hen og miste hende på den måde. Han holdt stadig fast omkring hendes hånd og fulgte hende igennem haven. Lige nu ønskede han virkelig bare, at han ville have hende alene, så de kunne finde ud af, hvorvidt dette egentlig måtte føre hen. Det var virkelig også alt for længe siden, at han havde haft hende ved sig, og det var noget som han udmærket godt kunne mærke, det var der ikke nogen tvivl om. Der havde virkelig været så meget andet i vejen for hans vedkommende, at det virkelig havde taget hele hans tid og det havde i den grad heller ikke været meningen, at det skulle gå udover hende. Han havde givet hende noget at holde fast i i hendes dagligdag, og det var virkelig også noget af det bedste ved det hele. Hun var lykkelig med tingene som de var, hun havde mad på bordet, tag over hovedet og en varm seng.. Det var en drøm for mange, men ikke noget som han ville være i stand til at skulle opfylde for alle og enhver.. Sidst han havde prøvet, var det jo trods alt også gået helt galt og det var ikke noget som han ville igennem endnu en gang. Melody var virkelig en som han ønskede skulle blive, også selvom han udmærket godt var klar over, at det havde lange udsigter udelukkende på grund af hendes race, erhverv og oprindelse og det var nogen af de tråde som han faktisk kæmpede med at skulle få redet ud for hende, så hun ikke ville ende med at skulle blive kastet på port. Han ville virkelig ikke tilgive sig selv, hvis der skulle ske noget som helst med hende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun fik ham til at smile og hun fik ham til at le, som noget af det eneste igennem hans liv og tilværelse, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han betragtede hendes kønne skikkelse ved siden af ham, trykkede omkring hendes hånd og med det varme smil på læben. "Den holdning? Det er jo bare sandhed," påpegede han drilsk og med det varme smil på læben. Hun gjorde ham virkelig i så forbandet godt humør, at man skulle tro, at det var løgn. Et lys i hans mørke tilværelse, alt sammen i den samme rutine og nu hvor børnene var så store og skulle til at gå deres egne veje, så ville han også have lov til at vælge sit liv.. vælge dens om han ønskede, at skulle leve med, hvis hun da ville selvfølgelig, det var jo lige en helt anden side af sagen trods alt. Han elskede hende, det var han ikke i tvivl om, selvom han nu var ganske usikker på hvordan hun følte det omkring ham. Ved første øjekast ville han dog gætte på, at hun følte tryghed.. han kunne næsten fornemme det når de endelig var sammen og det var i den grad også noget af det bedste ved hele denne situation, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun havde virkelig et så forbandet lyst sind, at man næsten skulle tro, at hun var en født procianer ligesom han selv var det og det var også noget af det som han var faldet for dengang han havde set hende.. bare den aften på baren, hvor hun stod med den næste.. og endda en som han kendte og med kone og børn hjemme, var virkelig grænsen for ham. Nok levede han i den velstående ende af den store skala og hende i den stik modsatte, så var det vele også i en situation som denne, hvor man kunne våge at påstå at de forskellige drages mod hinanden? Han stoppede ved siden af hende og med blikket hvilende i hendes blik. Han var virkelig ikke bange for at skulle lade hende vide det, det eneste som han virkelig var bange for, var jo at hun ville blive så forbandet usikker, at hun ville rejse fra ham i den anden ende, det var virkelig den eneste tanke som han faktisk i sindet kunne frygte lige nu.. hans døtre var en helt anden bekymring som han ikke rigtigt ville indvige hende i. Det var hans kamp og det skulle han nok selv sørge for. Glimtet i hendes øjne og hendes smil og den opfordring var noget som han ikke rigtigt kunne se bort fra. Han sendte hende det varme og så blide smil. Han slap hendes hånd og førte de roligt op til hendes kind som han strøg ganske så roligt og blidt. Han lod hovedet søge let mod den anden skulder. Hun virkede nysgerrig, det var virkelig som man kunne læse det i hendes blik. Han lagde måske mere i det, men han havde til nu formået, at skulle holde det så frygtelig diskret som det havde været ham overhovedet muligt. Han stod stille i et lille øjeblik, tænkte over hvordan pokker han skulle få det sagt. "Følelser er ikke en ting som jeg er god til at forklare.." undskyldte han som det første. Han valgte mere eller mindre bare at skulle kaste sig ud i det. "Jeg så dig på baren i Manjarno, Melody.. Så hvordan du lod manden udnytte din krop. Jeg vidste ikke hvad der gik af mig. Jeg følte bare for at stoppe det. Det gjorde mig vred - Vred over at en mand som jeg kender, som kunne gøre det, selvom jeg ved at han har en umådelig smuk kone og 2 unger hjemme som venter på ham. Jeg var bange for at du kom noget til.. bange på dine vegne. Jeg tog dig med mig og jeg har aldrig nogensinde fortrudt, at jeg gjorde det. Gav dig et liv som jeg føler, er dig mere fortjent end det som du har haft til nu.." Han sukkede dæmpet og rystede på hovedet. Det at forklare sig, var han virkelig ikke den bedste til, men man måtte vel bare gøre det? "Sagen er den, Melody.. Jeg holder af dig. Jeg tror.. jeg er ganske sikker på.." Han rystede på hovedet igen. Han følte sig virkelig som en lille knægt som skulle stå overfor sin første kærlighed og indrømme det hele. "Jeg er forelsket Melody.. Jeg ønsker ikke, at skulle miste dig. Jeg elsker dig.." afsluttede han roligt og alligevel med en klar stemme som kun måtte tyde på ren og skær ærlighed.

[Deleted]

For Melody var det virkelig ukendt hvad han måtte føle for hende, hun havde virkelig ingen idé om den lille pige og hendes mange gæt på det tidspunkt var hun jo stadig på gaden stadig i færd med at skulle tilfredsstille enhver mand som end måtte bede om hendes krop og hun kunne ikke sige nej udelukkende fordi hun var nødt til at tjene penge og det var virkelig begrænset hvad man kunne begive sig ud med når man som hende hverken var i stand til at læse skrive eller for den sags skyld regne. Nu gik hun i staldene blandt hans mange heste, hun var virkelig faldet for det dyr, flere gange måtte hun vel også indrømme at hun tog sig en tur ud, specielt den ene var en som hun havde fået en ganske stor glæde for. Det var en af de yngre heste englehvid og med en manke der var mere sort end natten. Den var blevet fundet vildt for blot et par måneder siden og det var stadig umuligt for mange at skulle nå ind til den hun havde egentlig fået forbud mod at nærme sig den, men til tider var hun henne og berolige den kun fordi hun hadede at høre den vrinske som en besat i dens bås, det var tydeligt at hun nød det som han nu havde givet hende muligheden for ikke blot arbejdet i staldene som hun kunne tage når det passede hende, men også de ting som så mange andre bare tog som en selvfølge sådan som mad, rent tøj og en seng at sove i alt for mange vidste virkelig ikke hvor heldige de var, at et liv på gaden var hyppigt for ekstremt mange efterhånden og det var langt fra guld og grønne skove man var frygtelig heldig hvis det lykkedes bare at skulle finde et nogenlunde varmt sted at tilbringe natten, det var uden tvivl en stor gave som Marius skænkede hende, det var hun ham dybt taknemlig for hun var bare ikke rigtigt klar over hvordan pokker man viste sådanne ting. Melody var klar over at intet varede evigt, hun havde altid været indstillet på at hun ikke ville blive for evigt ikke mindst på grund af den race hun var af og af hendes oprindelse født og opvokset i Dvasias og endda i et horehus hun tvivlede på at de royale bifaldt det, specielt når de ikke kendte hende, der var intet ondt, hendes hjerte var mere eller mindre af de pure lys, hun ville mildest talt aldrig kunne gøre den mindste skade mod nogen i dette land, det eneste hun egentlig ønskede var at blive her med Marius. Følelser var intet de var specielt gode til nogle af dem, noget som kun skabte den usikkerhed som hun valgte at ignorere, det var hun efterhånden blevet god til selv på trods af alt hun igennem livet måtte gøre for at skulle overleve så havde hun altid formået at skulle bevare sindet positivt. Aldrig ville hunvende ryggen til ham og bare rejse, dette var blevet hendes hjem, ikke mindst i nærheden af ham hvor hun kunne føle sig tryg, og desuden så langt mere værd det var vel en form for afvænning ingen mænd ud over ham og ham ville hun ikke søge til bare sådan han var langt mere betydningsfuld end som så, til tider måtte hun dog erkende at savne den form for selvskab, det var vel bare noget som man med tiden endte afhængelig af når man hver dag måtte begive sig ud på det punkt i så mange år. Blikket hvilede i hans, en voksende forventning steg i det indre, hun slap stadig ikke hans hånd. Usikkerheden var tydelig men igen hun kendte selv følelsen alt for godt det var den selv samme hun stod med hver enste gang hun prøvede at fortælle ham hvad som hvilede på hendes hjerte, hun plejede altid at sige præcis hvad der faldt hende ind og være ærlig men lige dette var en undtagelse det var frygtelig stort. Hun nikkede roligt til hans bekræftende ord, at han virkelig fandt det svært. Hun lyttede til hans ord. Billederne kørte næstenf ro hendes blik på samme tid, og dog uden at smilet på noget tidspunkt formåede at skulle falme. Hun huskede tydeligt at han havde fundet hende bag kroen med den mand han uheldigvis kendte i færd med at dominere hende ekstremt, det havde været tydeligt at han var blevet vred og hun var blevet flov ent ing var jo at vide hvad pokker hun lavede en anden var at se det, lige der huskede hun jo selv på det faktum at det var lykkedes hende at lokke Marius med sig op på hans værelse i sin tid, kun fordi planen var lidt ekstra side job, noget som endte i ren og skær hyggesnak. De sidste ord sendte en direkte varme igennem hende, det var som en kampsten der faldt fra hendes bryst. Hun var ikke kun den eneste som følte det? Pludselig blev hendes blik igen frygtelig opmærksomt og med det glimt i øjet af ren og skær julelys "Jeg er stadig frygtelig ked af at du skulle ende med at finde mig i den position, men det var mit job det var hvad jeg plejede at gøre, jeg blander mig ikke i hverm mændene er eller om de har familie, det lyder hårdt men det er sådan det er at skulle overleve jeg var aldrig på noget tidspunkt bange selvom jeg vidste det kunne gå galt hvornår det end skulle være.. men jeg er virkelig kun glad for at du bekymrede dig, at du endte med at tage mig væk derfra, hvad du har givet mig er langt mere end jeg nogensinde har turdet drømme om, Marius" hun klemte blidt i hans hånd den ærlighed hang tydeligt ved ordene var måske en smule hårde, men man måtte gøre hvad det måtte kræve for at skulle overleve, og nu prøvede hun virkelig kun at fortælle at hun ville være ham evigt taknemmelig for at han var den som havde valgt at tage hende væk fra det "Jeg er heller ikke god til følelser.. Og jeg aner ikke hvad alt det her er. Men jeg har troen på at man ikke er i tvivl hvis man elsker en person på den måde, og jeg er ikke i tvivl.. Jeg håber virkelig virkelig at du vil tro mig når det kommer fra mine læber Marius, selv på trods af min fortid selvom du ved hvor mange mænd som vandre ud og ind af mit liv hver eneste nat, du er den eneste der har fjernet benene under mig, den eneste som aldrig var ligeglad, selv da jeg lå nøgen foran dig i den seng i kroen så du i mitblik frem for noget andet og taltetil mig som et menneske, noget som du altid har gjort.. Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg er forelsket" afsluttede hun roligt. Smilet bredte sig en smule, det var tydeligt at hvert et ord var sandt, det kunne virkelig ikke falde hende ind nogensinde at skænke ham en løgn.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde virkelig en utrolig tillid til Melody selv efter denne ganske så korte tid. At han havde fundet hende på kroen med en af hans egne nære venner, var noget af det som for alvor havde slået ind i ham, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han havde aldrig nogensinde fortrudt, at han havde taget hende med sig hjem også selvom det klart måtte kræve meget fra hans side, overhovedet, at skulle holde hende i Procias hvor han som oftest, skrev de mange breve til kongehuset, så de var kendt med hendes tilstedeværelse, og at han forsikrede dem, at hun absolut ikke var til fare for nogen som helst, så længe, at han havde hende ved sig på herregården og til nu, så stolede de dog på hans ord, hvilket han var yderst tilfreds med. Han betragtede hende med et roligt og stille blik, selv uden at skulle se det mindste væk fra hende overhovedet. Han kunne virkelig ikke få sig selv til det. Han havde set hende nøgen og dog, var det hendes blik som han var betaget af.. ikke hendes krop på den samme måde som mange andre sikkert havde været det. Der var han måske et undtag, men det var nu end bare en ting som han havde fra sin opdragelse inden han havde mistet begge forældre. Hans far fundet død ude på marken og hans mor som man sagde døde af ren og skær knust hjerte. Man kunne heller ikke sige, at han havde været den mest heldige.. Mange var ude efter hans penge frem for ham, og det var udelukkende af den grund, at han ikke havde fundet en som han ville leve sammen med.. Var han først i tvivl, så var der ikke noget at gøre, så kom tøsen virkelig heller ikke tættere på ham end en god veninde og det var virkelig også bare det. At de var fra hver deres ende af den store skala, det var næsten det som faktisk gjorde det hele så meget anderledes. Han havde set hende ude i staldene, set hvor meget hun elskede at være der og set hvor tæt hun var kommet på den vilde hingst som han havde valgt, at skulle tage ind i staldene på den her måde. Hun var virkelig fantastisk omkring dyr og han var også helt sikker på, at hun ville blive en fantastisk kvinde omkring hans børn, selvom de nu efterhånden var blevet ganske store, det var han slet ikke i tvivl om. Nu hvor han havde valgt, at skulle lade ordene blive sagt for hende, så var der ikke noget andet at gøre end at vente. Han havde virkelig ikke været andet end ærlig overfor hende som han var lige i øjeblikket. Hun fortjente virkelig, at skulle vide og kende til den rene sandhed og det var det som han agtede og som han i den grad også ønskede at skulle skænke hende. Han sendte hende det varme smil. Dette var virkelig ikke det som han var bedst til, han havde jo heller ikke haft brug for at skulle åbne sig op for nogen på denne her måde i årevis efterhånden. Hun var virkelig den første og så var han virkelig bedøvende ligeglad med hvem hun var og hvad hun var, det var virkelig ikke hvad der var vigtigst for ham, det var i den grad den person som hun var på indsiden og det var virkelig kun alt det gode som han kunne se. Hun havde formået at overleve med de midler som hun havde at gøre brug af, og det var jo der, hvor man meget fint kunne sige, at han var født med en guldske i munden og altid haft det som han havde haft brug for, og det samme var jo det som han havde givet videre til hendes børn. Han holdt hånden godt lukket omkring hendes og uden at skulle se væk fra hende det mindste, da hun selv valgte, at skulle tale. Om han kunne føle det helt rigtigt, så var det næsten som om at hans hjerte måtte slå mod hans bryst. Følelsen var virkelig ubehagelig og alligevel var det bare ren lettelse endelig at få lov til at sige det til hende. Hendes reaktion var virkelig bedre end ventet, han havde virkelig været mest bange for, at hun bare ville trække sig væk, sige nej og bare fordufte. Det var i det mindste det som han havde drømt i ganske mange dage og det som han havde brugt tiden på at skulle forberede sig på nok kunne gå hen og blive realistisk.. Bare det, at skulle se de julelys i hendes øjne, var en ren og skær lettelse, det gjorde virklig mere end det som hun nok ville gå hen og skulle tro. Han lod hovedet søge let på sned og med det samme smil på læben. Hendes ord gjorde ham virkelig glad. Bare det at se hende smile, var virkelig al den tak som han havde brug for. Hun var lykkelig og det havde virkelig også været noget af det vigtigste og det bedste for ham. Så var hans lykke gjort, bare det at han var i stand til at hjælpe andre. "Det er nu end en tro vi begge besidder min kære.. Føler man det, så er man slet ikke i tvivl om det." Han førte hendes hånd til sine læber, hvor han skænkede den et ganske roligt og blidt kys. Det at vide, at han ikke var den eneste som sad med disse følelser var virkelig en lettelse uden lige for hans vedkommende, det var der slet ikke nogen tvivl om. Han ønskede at hun skulle blive der sammen med ham. "Er du her, så er jeg lykkelig Melody.. Dit blik har altid fascineret mig så meget mere end din smukke krop. Din fortid er fortid.. vi står i nutide og kan møde fremtiden sammen.. Jeg holder virkelig af dig.. aldrig ønsker jeg, at noget ondt skal ske med dig.. aldrig," endte han med en rolig og dæmpet stemme, dog alligevel emd den så klare ærlighed som han overhovedet formåede, at skulle lægge i det. "Jeg er forelsket.. og i kvinden som står overfor mig.." Han blinkede let til hende og med det tydelige glimt i de ellers så rødlige øjne. Han elskede hende..det var virkelig kun hende som han ville have.

[Deleted]

Melody ønksede virkelig et sted at skulle åbne munden og erkende de følelser som hun bar for ham, men det var som om at hver gang hun besluttede sig for atnu skulle det være, så havde han enten ikke tid, eller også kom der ikke så meget som et ord ud over hendes læber, hvordan skulle hen tøs som hende sige sådan noget til en mand som ham? Et sted var hun faktisk bange for at han ikke ville tro hende, kun fordi han havde set hende med andre mænd før, hun havde jo selv prøvet sig på ham i sin tid, noget som bare var endt i en masse hyggelig snak som kun bragte hende tæt til ham første gang og absolut intet var sket, han behandlede som en af de få mand som et levende væsen frem for en dukke til egen udnyttelse og det var der respekten virkelig bundede, han så ikke ned på hende, og allugevel måtte hun sidde med den frygt i en afvisning i det hele taget. Hånden forblev hvilende i hans, hun var frygtelig glad for at hun kunne få lov at blive i landet og omkring ham, hun ville virkelig ikke være nogen trussel overhovedet hun kunne jo næsten end ikke dræbe når det gjaldt, og der skulle frygtelig meget til at vælte ud over hendes grænser, det eneste hun så måtte sige sig at være bange for var at de folk i landet ville kigge skævt til hende, og dermed at hun ville være skyld i et dårligt ry for Marius, det ønskede hun ikke, hun var ikke kommet for at ødelægge, hverken hans ry og forhold til den øvrige beffolkning, eller for den sags skyld forholdet til hans børn som hun vidste at han elskede så højt, hun ville ikke komme i vejen det var ikke hendes intention på nogen måde. Hendes blik hvilede i hans.. Hun holdte virkelig i ham han skænkede hendes absolut alt, men hun behøvede virkelig intet ud over hans dejlige personlighed. Hun var væk fra gaderne alligevel måtte hun tænkte tilbage på den ene gang hvor han havde set hende i fuld færd med en af hans bekendte fra dette land, hun huskede hvordan han var flippet ud og hendes samvittighed nagede, det var noget hun havde været nødt til at gøre for egen overlevelse, hvis hun ønskede blot en enkel kjole at gå i, hvis hun ønskede lidt mad i hverdagen, eller hvis hun var rigtig heldig et sted at sove, hun havde været nødt til at sælge sig selv og hver gang kun for en ganske lille sum penge, det var slut nu,kun takket værre ham og selvom hun til tider måtte savne den anerkendelse fra en mand, så ville hun være ham evig. Nu stod han og alørede netop alt det som hun ikke havde turdet drømme om? At han følte for hende som hun følte for ham? Ord havde hun aldrig været god til at tackle hun var en kvinde af handlinger uden tvivl, en ting måtte dig lette hende, at de kunne gøre dette hånd i hånd, der var ingen afvisnign kommet. Stille lænede hun sig frem, blikket hvilede i hans hele vejen, hun ville give ham chancen for at trække sig om han ønskede det, hun ville ikke gå for hurtigt, men for hende hvad var så for hurtigt? Stille gled hovedet let på sned, som hun nærmede sig hans læber, blikket gled i, i det samme sekund de endte med at skulle mødes, kun som en bekræftelse på det hele et sted vel. For sekunder valgte hun blot at smage på hans læber, ligeså kolde som hendes. Hun elskede ham, selvom det var en underlig følelse som hun aldrig i livet havde troet hun skulle opleve. Ganske roligt valgte hun at trække sig igen med et lille træk i mundvigen "En dag skal jeg nok sørge for du vil være ligesp fascineret af min smukke krop" hviskede hun lettere drilsk kun med et kærligt glimt i øjet. Hun slap hans hånd, lod begge arme falde omkring hans nakke og hun måtte stille trække sig ind til ham. Der fandtes ingen anden i verden hun ønskede sig, ingen af de mange mænd som vandrede ind og ud af hendes seng, for dem var hun blot et stykke legetøj og de blot en mulig udvej, for hende var Marius så meget mere, mere end ord ville komme til at beskrive.