Losing my temper

[Cressida Marvalo]

Cellen var afliggende, hvilket Aliyah var frygtelig glad for, hun ønskede ikke at komme i nærheden af mændene i de andre, for hun vidste allerede hvad det ville fører til, og hun nægtede at bruge sin krop på den måde! De grønne øjne hvilede på hendes kære bedstefars skikkelse, som han stod der og så temmelig stram ud. Det havde slet ikke været en del af hendes planer, at nævne for ham hvem som skulle være hendes mage.. det ville uanset aldrig blive en realitet. Et kort øjeblik bed hun sig i læben og håbede at informationen havde undsluppet hans hørelse, men det lod desværre ikke til at være tilfældet. Hun rystede på hovedet og bed sig lidt usikkert i den bløde underlæbe. ¤Nej han ved det ikke.. hvis han vidste det ville han fatte mistanke og det ville gøre både mig og ham til grin, hvilket jeg ikke ønsker. Han skal aldrig vide det, bedstefar,¤ endte hun en kende bestemt og så næsten bedende på ham, for hun kendte ham nok til at vide, at han ellers kunne finde på at dele det med manden. Hun strøg sin ankel blidt og så ned på det hårde gulv. Hun håbede virkelig ikke at hun skulle sidde der længe endnu, det var slet ikke et behageligt sted at sidde. Det gjorde ondt at vide hvad Mattheus lavede oven på mens hun sad hernede og ikke kunne tænke på meget andet end ham. Hun hævede et forundret øjenbryn og så op på ham. #Selv mig? Undskyld mig men hvad skal det sige? Jeg ved at jeg begik en fejl men det gør mig ikke ringere a den grund, jeg vil bare gerne.. væk herfra,# endte hun og sukkede frustreret. Det var ikke hendes mening at farer op på den måde, men hun var vant til at blive talt ned til på grund af handicappet men ikke fra sin bedstefars side, det var helt sikkert! Idet det gik op for hende at han søgte hendes blik, så hun op og fugtede læberne. Hun havde måske altid været en fornuftig ung kvinde, med hjertet på det rette sted og med både humor og godt humør til alle, men det var efterhånden længe siden hun sidst havde følt for at smile, det gik langt tilbage i forhold til dette. #Jeg ville blive frelst fordi de er bange for dig.. og for Faith ikke fordi jeg ville være et stort tab. Man har forsøgt at skille sig af med mig siden jeg var lille, og jeg har gjort alt tænkeligt for ikke at være en byrde for nogle.. jeg kan tage mig af mig selv, og jeg udfører et stykke arbejde og kræver vitterligt ikke meget for det, men i virkeligheden er det kun familien som ville bemærke hvis jeg var borte,# påpegede hun lidt bittert.. det gjorde ondt at hun ikke havde nogle mere.. personlige venner eller noget i den retning.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ville kun få et flip, dersom Aliyah var endt i en celle med en af mændene som sad dernede, for det var jo kun tydeligt, hvad der ville være sket, hvis det havde været tilfældet, og det var slet ikke noget som nogen af dem ville få noget ud af. Aliyah var nu noget af det sidste som han havde, og derfor ønskede han naturligvis at hjælpe hende, for det at lade hende sidde der, var under ingen omstændigheder et alternativ i hans bog. Han lyttede. At det så skulle vise sig, at det var Mattheus som var hendes mage, forundrede ham dog ikke.. Hun lignede sine forældre mere end hvad hun vidste af, og selvfølgelig ønskede han at støtte hende i det. #Jeg skal ikke fortælle ham noget, det lover jeg dig.. Men du gør ikke dig selv til gavn, ved at bide det i dig.. Din mor gjorde præcist det samme,# påpegede han med en ganske sigende mine. At se hende sådan ønskede han ikke, og det at tale ned til ham, var nu heller ikke ligefrem noget som han kunne sige, at han ønskede, for det gjorde han slet ikke. #Du behøver ikke fare op på den måde. Prøv bare at se på bedstemor og jeg.. Selv vi har begået mange fejl. Mange siger vi ikke har fortjent hinanden, og nu står vi i den situation, at de muligvis har ret. Du fortjener bedre end at sidde i en celle. Du er jo trods alt mit barnebarn, ikke?# Han betragtede hende med en ganske sigende mine. Han skulle nok få hende ud derfra, for han nægtede at lade hende sidde der, dersom det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vidste at Marvlo og Jaceluck vagte frygt og skam, og det havde uden tvivl sine fordele. Han genkendte virkelig ikke sit barnebarn, sådan som hun talte om sig selv og tingene. ”På grund af et valg taget på kongens vegne? Så kan du umuligt fortjene at gå døden i møde på den måde, og om jeg skal gå ind og rikke lidt i dem, så gør jeg det. Du har aldrig været en byrde for nogen, så de tanker skal du ikke gøre dig. Jeg er temmelig sikker på, at flere vil savne dig, end hvad de giver udtryk for, og ikke bare familien. Du overlevede den nat i Arenaen, selvom selv Nathaniel havde spået at du ikke ville.. du er stærk, og selvfølgelig skal du nok også komme igennem dette.# Han strøg hendes kinder ganske let, inden han valgte at slippe hende. Selv han havde brug for, at hun kunne holde hovedet hævet mere end hvad hun gjorde til nu, for det andet, var slet ikke noget som ville gavne nogen som helst i det hele taget, og det vidste han jo trods alt udmærket godt.

[Cressida Marvalo]

Aliyah gjorde hvad hun kunne for at bevare sin kvindelige værdighed og derfor var hun glad for, at Mattheus alligevel havde besluttet sig for at hun skulle sidde selv. Hun så op på Kimeya. Måske hun ikke tog en rigtig beslutning ved ikke at fortælle kongen om hendes bange anelser, men det ville ikke gøre en forskel. Det ville kun gøre mere ondt hvis hun ikke var hans, hvilket hun ikke regnede med, og desuden ville det fratage hende den eneste ven som hun nogensinde havde haft. Hun sukkede dæmpet. ¤Han er den eneste ven jeg nogensinde har haft, Kimeya. Hvis han ved hvordan jeg har det så risikere jeg at miste det og det ønsker jeg ikke. Desuden var mor og far anderledes, han var ikke et dyr,¤ påpegede hun sigende. Han havde haft et valg, det havde hun ikke og det havde Mattheus ikke, og eftersom han havde taget sig en direkte elskerinde efter alle de år, så måtte hun være noget særligt. #Du og Faith er ment for hinanden, det ved alle. Uanset hvordan situationen er nu, så skal i nok finde hinanden igen.. det gør i altid også selvom I ikke er præget af dyriske instinkter.# svarede hun hurtigt og så op. Det bekymrede hende at han lod til at være ved at give op, for de to skulle nok få hinanden igen. Hun nikkede. Hende sbedstefar ville aldrig lade hende sidde og rådne i en celle, hvilket hun priste sig lidt lykkelig for. Hun var ikke længere så meget værd, det gode humør og evige optimisme var svundet bort, og hun var begyndt at se tingene på en helt anden måde. Efter alle de år ville Aliyah mene at hun virkelig havde gjort hvad der havde stået i hendes magt for at leve et normalt liv og hun var stolt af sig selv. Med ansigtet mellem hans hænder så hun op på ham med tårer i øjnene. Det gjorde hende ked af det, for hun vidste at familien ville savne hende, men for alle andre var hun ukendt. #Det har intet med Mattheus at gøre, det var et valg jeg tog.. jeg har været så.. bidsk på det sidste og under sidste fuldmåne var jeg tæt på at slippe ud, jeg frygtede at jeg ville gøre ham ondt. Desuden.. bare fordi jeg overlevede dengang så betyder det ikke at jeg er meget mere ønsket,# påpegede hun også selvom hun hurtigt fortrød at ordene overhovedet var kommet over hendes læber. Det var nu engang de tanker hun havde gjort sig også efter at hendes mor og far var gået fra hinanden og hun havde opdaget Mattheus som sin mage.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne slet ikke genkende sit kære barnebarn, sådan som hun var i denne stund, og han erkendte gerne, at han ikke kunne lide det. Det glædede ham naturligvis at hun havde taget et valg, på baggrund af frygten for at skade andre, men dette havde tilsyneladende skadet mere end hvad godt var. #Hvor meget kendt er du med dine forældres historie, om da de fandt sammen da de var unge og flyvske, Aliyah? I er ikke meget anderledes. Din far er din mors mage og alfa. Han havde alverdens med kvinder ved siden af, og valgte alligevel alle dem fra for din mor.# At se hende så opgivende, var han slet ikke vant til, og nu hvor han selv følte sig opgivende på grund af Faith, så var et jo kun fordi at de denne gang stod overfor en situation, som nærmest tvang dem til at starte forfra, og det i sig selv, var ikke den tanke som han brød sig mest om, for ham kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det, når hun ikke kunne huske ham eller alt det som de havde været igennem for og med hinanden. Han sendte hende et svagt smil. #Det er der mange som siger. Faith er tilbage, ligesom jeg selv. Hun husker bare intet af hvad vi har gjort med og for hinanden. Denne gang ved jeg ikke om det er det endelige.. For jeg tvivler ærlig talt på, at vi kommer igennem det denne gang.# Som Aliyah var ærlig overfor ham, så var han uden tvivl også ærlig overfor hende. At det så skulle vise sig at selveste kongen af mørket skulle være hendes mage, så forstod han faktisk godt problematikken, men hun fik absolut intet ud af det, dersom hun ikke gjorde noget ved det, og at sidde og bare vente på at dommen faldt, tillod han sig bestemt heller ikke! Han nægtede at lade hende sidde der, så han skulle nok finde ud af det hele med slottet, og det at få hende med sig hjem og ud herfra. De sidste ord var dog noget som fik ham til at stramme grebet omkring hendes kinder. ”Vov aldrig på at udtale de ord igen, Aliyah! Selvfølgelig er du ønsket. Selv på trods af komplikationerne som opstod omkring din fødsel, skal du endelig ikke tro at du ikke er elsket af nogen, for det er du. Du er stærk, du er opmuntrende og jeg nægter at lade dig sidde her, hvor du gør dig de tanker, min pige. Jeg snakker med kongen om at få dig hjem, så jeg kan huse dig i stedet. Du bliver vanvittig af at sidde her og bare vente,# påpegede han ganske sigende. Han hævede blikket ved lyde i trappen og vagten kom ned med noget som var langt mere spiseligt. Det duftede da sådan. Han satte en større bøf foran cellen, også selvom de andre fanger omgående begyndte at brokke sig over at de fik grød, hvor hun fik en bøf. Kimeya himlede med øjnene, inden han slap hende for at hente den, kun for at vende tilbage til Aliyah igen. #Bare spis lidt,# bad han.

[Cressida Marvalo]

Aliyah måtte erkende at hun blev skør af at have alt den tid til at tænke. Den seneste tid havde hun følt sig, måske ikke direkte uønsket, for hun vidste at der var dem som elskede hende, men hun havde følt sig.. overflødig på en måde. Måske fordi at hun ikke var i stand til at tjene den ene mand, som hun rent dyrisk længtes efter at tjene. Det drev hende til vanvid og hun frygtede stadig at det en dag ville gå galt. #Bare fordi mine forældre gjorde det umulige, betyder det ikke at jeg kan gøre kunsten efter. Min far elskede min mor i lang tid inden de tog det skridt.. jeg er bare Kongens tjener,# påpegede hun og slog blikket en kende trist ned. Det irriterede hende at han sammenlignede dem, for det kunne det ikke! Hendes far havde ikke været bundet af et dyr selvom hendes mor havde.. både hende og Mattheus var bundet af det. Et sted så følte hun lidt et pres eftersom hun altid havde været den optimistiske som holdt enden op på alle andre, men hun var tilsyneladende ikke i stand til det i denne situation. Tanken om at se sine bedsteforældre hver for sig virkede ligeså forkert som hendes forældre.. nogle var født som sjælevenner og sådan var det med dem, hun ville ikke høre tale om andet. #I kommer igennem det.. det gør i altid. Uanset hvor langt I har været fra hinanden, så er det altid lykkes jer at finde tilbage til hinanden og det vil også ske denne gang.. det ved jeg,# fastholdt hun bestemt og så op under sine øjenbryn på hans skikkelse. Det gav hende næsten ondt i maven da han sagde at han ønskede hende med sig væk derfra.. det betød væk fra Mattheus men det var nok til alles bedste. Som han strammede grebet så hun lidt trodsigt op og rev kæben ud af hans greb. Måske hun lyttede til sin kære gamle bedstefar, men det betød ikke at hun havde tænkt sig at underlægge sig på alle måder. #Jeg går ikke i troen på at jeg ikke er elsket. Men du har været væk i mange år bedstefar. Efter mor og far gik fra hinanden og I døde.. så har der ikke været nogen familie. Dette har været mit hjem og jeg har forsøgt at skabe respekt gennem det men uden held,# svarede hun en kende irriteret og så væk. Tanken om at skulle væk fra Mattheus gjorde hende på samme tid panisk og lettet. Blikket faldt på den store bøf som blev serveret for hende, også selvom hun betragtede den som var det hendes fjende. Hun tog imod den tallerken han gav hende og tog lidt tøvende fast om bøffen for at nippe til den, udelukkende for at stille ham tilfreds, det sidste hun havde lyst til var mad.

[Kimeya Marvalo]

At se Aliyah på den måde, var slet ikke som at se sit barnebarn, for det virkede bare.. forkert for selv Kimeya. Han havde måske været væk i mange år, men han havde virkelig svært ved at forestille sig, at tingene kunne ændre sig så meget og så markant, at så frygtelig mange ting, slet ikke var til at kende igen. Nu hvor hendes forældre havde formået at finde sammen, selv på trods af hvor stædigt Cayla havde stået på sit, så var han selv temmelig overbevist om at hun nok skulle finde ud af det hele ligeså. #Hvor meget kender du til din mor og fars tid, før de for alvor fandt sammen, min pige?# spurgte han. Han vidste skam godt, at der var rigtig mange ting som spillede ind hvad det her angik, og specielt med henblik på dyret, som han var klar over, at både Mattheus og Aliyah var præget af. #Og nu vil jeg ikke mene, at du skal dømme dette som umuligt på forhånd. Jeg ved det kan se sort ud, når du sidder på et sted som dette,# tilføjede han med en rolig og ganske sigende mine. Med henblik på Faith, så vidste han ikke, om der i det hele taget var noget som han kunne forvente sig noget af for denne omgang, og det var noget som et sted gjorde ham usikker på det hele. Det var som at starte helt forfra, og det vidste han slet ikke om ham og Faith i det hele taget kunne. Ikke sådan som hun var lige nu. #Det er lige så en hård kamp for os. Hun husker intet, og jeg har fået kastet det hele tilbage i ansigtet.. Hvis jeg skal kæmpe for det som jeg føler er rigtigt, så skal du gøre det samme, Aliyah. Jeg ægter at se dig sidde her og give op,# tilføjede han med en ganske bestemt tone. Vagterne trak sig med det samme væk fra buret igen. Selv var han ikke i tvivl om at de frygtede hende, og det var noget som han uden tvivl fandt morende. Elsket havde hun altid været, og det var slet ikke noget som hun måtte tro anderledes om, for det ville han slet ikke høre om! #Visse ting kan end ikke døden forandre, min kære. Vi har måske ikke været en familie igennem rigtig mange år, men der kommer andre boller på suppen nu, og denne gang har jeg ingen intentioner om at stille træskoene. Jeg lader ikke dig sidde her, og hvis jeg kan hjælpe, så gør jeg det, og jeg skal jo starte et sted.. Spis,# bad han, som han så til at hun tog sin tallerken og spiste lidt om ikke andet. Han lod hende trække sig væk fra ham, selvom han nu var ganske tilfreds med at hun tog en lille bid. #Jeg vil fremlægge mit forslag for den unge konge, og så vil jeg tage dig med mig hjem, Aliyah.# Ikke fordi at han ville rive hende fra den unge konge, men fordi at han slet ikke ønskede at hun skulle sidde her og gøre sig de tanker.

[Cressida Marvalo]

I øjeblikket virkede det hele ret sort, og hun var ikke den som plejede at sidde opgivende tilbage. Hvordan hun skulle tackle situationen med at holde landets konge så tæt på sit hjerte uden at være i stand til at slippe ham, var svært at finde ud af. Det forundrede hende lidt at Kimeya var opsat på at få hende til at snakke om sine forældres fortid. #Jeg ved tilstrækkeligt.. jeg ved at han var en konge, gift og frygtelig kvindeglad – en Mattheus med andre ord og jeg ved at det aldrig var mors plan at forelske sig i ham,# fortalte hun også selvom det var en kende uengageret.. det havde jo ikke noget med noget at gøre! Aliyah bed sig fast i den bløde underlæbe og bed smerten i sig da hun bed hul med den sylespidse tand. #Om jeg sad hernede eller ej.. han er Konge, Kimeya. Han er på nippet til at indgå et ægteskab, han har elskerinder nok til at have en ny hver dag de næste 1000 år og mere til, desuden har han ikke vist nogen interesse for mig på den måde, og jeg bebrejder ham ikke, men lad være med at sig at det er mig som er negativ,# bad hun lidt bidsk for det gjorde hende lidt hidsig. Hun ønskede ikke at få nyt håb om noget som helst, for hun vidste at hun blot ville blive skuffet. Hans ord fik hende til at himle med øjnene også selvom hun modvilligt så op. Ganske vidst havde hun altid været mere rolig end resten af familien, men når først hun blev vred var der ikke meget at gøre. #Hvad er det præcis du vil have mig til?# spurgte hun lidt mere roligt. Det var rimeligt at de begge kæmpede deres kampe. Vagterne bed hun sig slet ikke fast i lige nu, det var ikke vigtigt, men hun gik næsten ud fra at de andre fanger ikke var tilfredse med at det luksuriøse måltid hun fik. Hun stirrede på det med afsky og følte den kvalmende fornemmelse jo mere hun valgte at indtage, det var slet ikke med det behag som hun plejede. Hun brugte hans ord som en undskyldning til at sænke bøffen lidt. #Det kommer til at kræve mere end blot din tilstedeværelse at samle, familien… jeg er virkelig ikke sulten,”# forsøgte hun igen og stirrede lidt opgivende på maden. Faktisk fik hun det kun værre. Aliyah vidste allerede at Mattheus ikke ville forsøge at modsige Kimeya, så hun regnede med snart at vende hjem til Marvalo Mansion. #Det lyder godt,# erkendte hun hvilket både var løgn såvel som sandhed.

[Kimeya Marvalo]

Selv Kimeya havde brug for sit opmuntrende barnebarn, for selv i disse tider, var det svært selv for ham at holde sig over vande, men det var tydeligt for ham, at selv hun havde brug for det. Hans mine forblev direkte intens, som han stirrede i hendes øjne. Hun havde fat i meget af det rette, men der var så mange ligheder mellem hendes kære forældre, og hende og Mattheus, og det var det som han naturligvis ønskede at hun skulle se. Han lyttede til hende, og han kom med sin ærlige mening, som det naturligvis også var gengældt i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. #Kan du se nogen forskel i det? Mattheus fremstår som konge, er frygtelig kvindeglad, og af hvad jeg ved, ved at arrangere sit nye kommende ægteskab. Det var aldrig mors plan at falde for din kære far, det ved jeg. Hun fulgte sit hjerte, og det er da kun på tide, at du gør det samme.# påpegede han med en ganske sigende mine. Visse ting, ville de da aldrig nogensinde blive enige om, og specielt når det gik sådan for sig. Det var nok den hidtil største problematik han stod ansigt til ansigt med, når det kom til Faith. Hun huskede intet, og nu hvor han kunne, så gjorde det jo ikke ligefrem problematikken meget nemmere for dem. Hendes ord fik et let smil til at brede sig på hans læber. #Det er jo dig der er negativ, Aliyah. Jeg genkender det glimt i en mands øje når jeg ser det, og jeg tror at han har vist større interesse for dig, end hvad du giver udtryk for.# Det var måske en hård udtalelse at komme med, men det ansigt som den unge konge havde vist ham, da han havde passeret ham i trappen. Han betragtede hende sigende, som hun så op fra sin bøf. Han ønskede uden tvivl at se hende spise bare lidt. #Hvis du mener at Faith og jeg, er ment for hinanden, og at det er noget som jeg skal kæmpe for, selvom det virkelig ser dødt ud, så ønsker jeg ikke at se dig sidde der. Du er en utrolig flot og smuk kvinde, Aliyah. Vend tilbage til det opmuntrende og det smilende.. Det andet klæder dig på ingen måde.# Han vendte blikket kort i retningen af trappen igen. Han regnede ikke med at kongen ville komme ned her mere, nu hvor han selv var til stede. Familien ønskede han uden tvivl sammen igen, også selvom han vidste, at det ble et helvede uden lige. #Jeg er ikke bange for at give mig i krig med det. Vi er ikke mange tilbage, og med alt det som vi har været igennem til nu, så må jeg jo gøre mit,# afviste han ganske kortfattet. Han ønskede slet ikke at se hende sidde her alene i mørket, så hellere huse hende hjemme. #Udmærket. Jeg ved jeg river dig væk fra ham, men for nu, og under omstændighederne, så er det for det bedste.#

[Cressida Marvalo]

Aliyah vidste at hun normalt plejede at give sin bedstefar lidt udfordring.. at når han stirrede på hende på den måde, så var det fordi han pressede hende og hun havde nok brug for det i øjeblikket, men hun var ude af stand til at leve op til det lige nu. Smerten ved sin viden om at hun aldrig ville være i stand til at få sin mage, var langt større end tanken om at, som det stod nu, gik døden i møde. I stedet for at se i hans øjne, slog hun blikket ned og følte igen tårerne samle sig i øjenkrogen og hun ville ikke have at han skulle se hende sådan. #Nogle gange, Kimeya.. går det ikke til som det gjorde med mor eller far eller dig og Faith for den sags skyld.. nogle gange er tingene som de er og er ude af stand til at ændre. Min far havde et valg, det har hverken Mattheus eller jeg,# endte hun tydeligt irriteret. Hun knyttede hænderne så knoerne blev endnu blegere end de var fra før af. Hun havde mistet troen og lysten til at smile efter mange år hvor hun altid havde været den som bad andre om at gøre det. Selvom han fandt hende smuk, så vidste Aliyah at det var noget han skulle sige.. der var aldrig nogle ud over familien som havde givet hende de ord, ligesom der aldrig var mænd som havde vist hende nogen rigtig interesse, og nu var hun blevet gammel nok til at lade sig plage af det. #Han er bekymret for mig.. jeg er hans ven men mere er der ikke i det,# fastholdt hun med et dæmpet suk og stirrede ned på bøffen. Den var ikke særlig fristende, men hun havde da fået en bid eller to hvilket var mere end hun havde fået gennem de sidste par dage. Selvfølgelig ønskede hun at han skulle kæmpe for Faith! De to var ment var hinanden og det var hun overbevist om. #Det er ikke fordi at jeg ikke er glad for at du siger det men.. det tæller ikke rigtigt når det kommer fra familie, desuden er det lige meget om jeg er køn eller ej, det gør ingen forskel. Hvad angår Faith så ved jeg at du vil kæmpe for hende.. som altid,# tilføjede hun og så langsomt op på ham med tårefyldte øjne. Hun ville ikke lade dem falde, det så, så makabert ud. #Du får altid din vilje.. det skal nok lykkes,# konkluderede hun og trak lidt på smilebåndet også selvom det mere endte i grimasse. Hun bed sig i læben og så næsten længselsfuldt ned af gangen med tavst håb om at kongen ville komme ned, også selvom hun vidste bedre. #Det er til det bedste,# medgav hun med et lidt tomt blik.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kunne skam godt se, at det ikke var lige nu, at han skulle lægge pres på hans kære barnebarn, for han ønskede jo at se hende smile og være glad, som hun altid havde været dengang hun havde været yngre. Det lignede hende slet ikke at være så negativ, og det vidste han udmærket godt, og det var et sted e tanke som lige så også måtte irritere ham temmelig voldsomt. #Intet valg? Det ligner ikke dig at tænke begrænset, men derimod åbent og løsninger, Aliyah,# påpegede han med en ganske sigende og yderst kortfattet stemme. Kongen var uden tvivl bekymret for hende, og selv var han temmelig sikker på, at der hvilede mere i det, selv fra kongens side, eftersom det var sådan at han reagerede på det hele. #Det er jeg ikke i tvivl om at han er. Men jeg tvivler på at der kun er venskab i billedet. Også fra hans synspunkt,# påpegede han ganske sandfærdigt. Han vidste selv, at han var nødt til snart at tage videre, dersom han skulle i gang med de forhandlinger med kongehuset om at få hende forflyttet, for han vidste, at det også var noget som ville komme til at kræve sit for hans vedkommende, for det var jo en sag om personlig interesse trods alt. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han sagde det ikke fordi at han stod som hendes bedstefar, og at det var noget som han skulle sige. Ingen tvivl om det. Han sagde det, fordi at han mente det, og han havde altid været en mand som gav udtryk for sine holdninger og meninger – altid. ”En ting er at genoptage hvor tråden er tabt, en anden er at gå hele vejen tilbage til start. Du ved vel hvordan hun er, når hun er vred? Bitchy? Det er ikke nemt at arbejde med, så om jeg vil få min vilje i denne situation, ved jeg faktisk ikke. Jeg ønsker alligevel at du skal genvinde dit sande opmuntrende og smilende jeg, for det klæder dig langt bedre end med tårer i øjnene.# Det kunne vel ikke rigtigt forundre nogen, at han faktisk var bekymret for hende, for det var han! Han gik endnu en gang hen til hende og lagde hånden mod hendes hage og kæbe, for at få hendes blik vendt mod sig endnu en gang. Han var kendt bedre med mage og alfa-tingen, end det som de fleste nu var, og det var egentlig også noget som passede ham selv særdeles fint. #Næppe denne gang, hvis jeg skal være helt ærlig.# Han så ikke nogen grund til at skulle skjule tingenes sande omfang for hende. Det var uden tvivl bedst, at få hende med sig væk herfra, så hun ikke kunne overbevise sig selv om de negative tanker! #Det er det nemlig, så jeg tager den snak med kongehuset. Forhåbentlig, vil det meget snart løse sig. Hold dig ved godt mod, Aliyah, og forsøg nu at få noget at spise,# bad han med en rolig stemme, inden han let kyssede hendes pande, og derved slap hende igen.

[Cressida Marvalo]

Det var begrænset hvor meget Aliyah kunne håndtere lige nu, men hun forsøgte om ikke andet at holde enden lidt op på sig selv. Den mørke kælder lukkede intet lys ind, det eneste selskab hun havde i løbet af en dag var glubske mænd der håbede på at hun snart ville blive klædt nøgen og hun var slet ikke så heldig at finde søvn. Det var et mareridt men det gjorde det kun værre at vide, at når hun selv sad der og led tavst så lå Mattheus fuldkommen ligeglad og nød godt af en anden kvinde, og hun burde slet ikke tænke sådan, men det var blevet en vane. En smule eftertænksomt lod hun neglene danse let hen over det kolde gulv som var det eneste morskab hun rigtigt havde. Hvis man kunne kalde det, det. Hun skævede kort til Kimeya. #Der er ingen løsninger når det kommer til dyret. Det tager en beslutning som vil vare livet igennem.. og derefter,# påpegede hun lidt irriteret for løgn var det jo ikke. Det gjorde ondt at han snakkede om Mattheus på den måde, som om hun kunne tillade sig at gøre sig en form for håb. #Med forlov. Du kender ham ikke som jeg gør.. bare vær sød at klappe kaje lidt,# bad hun irriteret. Det var ganske vidst en hård udtalelse at komme med til sin egen bedstefar, men han burde kende hende godt nok til at vide, at der ikke var ment noget alvorligt eller personligt med det, hun havde det bare svært. Hans ord fik hende alligevel til at trække lidt på smilebåndet igen. Faktisk huskede hun kun Faith som bidsk og autoritær men hun havde altid været glad for hende og set op til hende, netop på grund af hendes styrke. #Hun er lidt af en strigle, den vil jeg godt give dig. Men du ved også hvordan hun langsomt knækker under tvang,# påpegede hun sigende. Faith havde altid skulle tvinges i den kvindelige rolle, og hvem var bedre til det end en mand som havde brugt et helt liv på at tilegne sig magt? Hendes ansigt faldt igen i hans hænder. Hun hævede blikket og lod den blodrøde tårer stryge ned over hendes kind. Han tvang hende væk fra Mattheus, men det var for alles bedste. Jo længere væk des bedre selvom hun nok ville længtes endnu mere end hun gjorde nu. De var ikke gode for hinanden. #Det skal jeg nok,# lovede hun og lukkede øjnene en smule da han kyssede hendes pande til han slap igen, hvor hun blot skubbede sig tilbage i sit lille hjørne.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var bekymret for Aliyah, også fordi at hun var det som han havde nærmest ind på livet, som det stod til lige i øjeblikket, og sådan som hun havde det, var han slet ikke vant til at se, og han brød sig ikke om det. Det lignede hende slet ikke at gøre sig tanker på den måde, og han erkendte gerne, at han slet ikke kunne genkende hende, sådan som hun havde det lige nu. #Det ligner slet ikke dig at tænke i de baner, Aliyah,# påpegede han med en ganske sigende mine. Han tog det nu ikke personligt, når hun reagerede som hun gjorde i denne stund, for han vidste at hun ikke havde det særlig godt, og det kom i den grad også til udtryk, og det bekymrede ham uden tvivl. #Jeg ramte vidst en nerve.. Jeg beklager,# påpegede han med en ganske sigende mine. Han ønskede slet ikke at diskutere det med hende, for det fik ingen af dem noget ud af, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han strøg den ene hånd mod hendes kind. Hvad angik Faith, så måtte han jo bare tage det som det måtte komme, for det var jo ikke fordi at han havde noget andet valg, når det nu endelig skulle være, hvilket naturligvis var en tanke som frustrerede ham, når han så brændende lystede at trække hende til sig, skænke hende de store ord, og vide at alt var i orden, men det var jo ikke ligefrem tilfældet for ham denne gang, for det var bare ikke i orden bare sådan uden videre. #Det er nemmere, når hun kan huske hvad vi faktisk har været igennem for hinanden, i stedet for at hun intet kan huske om mig.. Dig, sågar vores børn og vores familie. Intet af det siger hende noget,# påpegede han ganske sigende, inden han slap hende. Han kyssede roligt hendes pande. Han havde brug for at hun holdt sig ved godt mod, også selvom han var overbevist om at det hele nok skulle løse sig før eller siden – han håbede i hvert fald. #Hold dig ved godt mod, Aliyah. Det er overstået før end du aner det,# sagde han endeligt, idet han roligt forlod cellen. Vagterne var hastigt derhenne, for at få ham lukket ud og låst efter ham, så Aliyah ikke kom nogen steder. Med rolige skridt, forlod han kælderen, kun for at søge op og efter Mattheus eller Jaqia. Lige hvem, var han i princippet fuldstændig ligeglad med, bare der var en af dem, som kunne hjælpe ham med at få Aliyah ud derfra.

//Out

[Cressida Marvalo]

Aliyah vidste at hun ikke helt var sig selv. Man blev skør af at sidde på et sted som dette og hun var umådelig rastløs. Hvad hun ikke ville gøre for at have et eller andet at rydde op eller gøre rent, det andet var bare.. kedeligt også selvom hun nok uanset ikke ville have kræfter til det andet. Hovedet lagde hun ind mod væggen dog uden at tage blikket fra sin bedstefar. Hans bekymring var tydeligt at se. #Visse ting forandrer sig,# påpegede hun lidt kortfattet og greb fat om tæppet kun for at lægge det om sig igen. Hun var måske et dyr men ilden boede i hende, og hernede var koldt o klamt så hun frøs faktisk efterhånden, det lang tid på et sted som dette. Mattheus var et ømt punkt og det havde han nok fundet ud af på den hårde måde, desværre var der ikke så meget hun kunne gøre ved det andet end at give slip på den del af hende før eller siden. Efter sidste forvandling tude hun uanset ikke at gennemgå endnu en i frygt for at hun skulle slippe ud og dermed ende med at tage endnu flere uskyldige liv. Som et dyt kunne hun høre på Kimeyas hjertebanken og se længslen i hans blik når de talte om Faith.. det var det samme glimt hun ville dø for at se i Mattheus’ øjne, men modsat dem så var hun ikke i tvivl om at de to var ment for hinanden.. de skulle nok ende med at finde sammen igen. #Tab ikke modet, det skal nok løse sig. Hvis ikke hun husker dig, må du blot sørge for at gøre sådan indtryk på hende, så hun ikke vil glemme dig nogensinde, igen,# tilføjede hun lidt sigende og lukkede øjnene. Hun var virkelig udmattet efterhånden, og havde brug for søvnen. Det eneste hun kunne håbe på denne gang, var at den latterlige fange ville lade hende være i fred frem for at holde hende i en vågen tilstand. #Det håber jeg,# endte hun endnu med lukkede øjne. Måske hun bare føjede ham lidt for at få lidt fred, hun havde været glad for at se ham, men nu havde hun brug for fred.. bare for en stund også selvom hun faktisk regnede med at der ikke ville gå lang tid før hun ville blive ført til Marvalo Mansion. Nu hvor freden alngt om længe havde sænket sig, så gik der ikke lang tid før hun faldt helt til ro go gled ind i den dybe søvn., som var det eneste sted hvor de mange bekymringer og tanker ikke kunne nå hende.

//Out