Losing my temper

[Cressida Marvalo]

Fangekælderen henlå fuldkommen stille. De fleste af fangerne var faldet i søvn, dog var der en som sad og nynnede og trommede på væggen i et forsøg på at provokere de øvrige fanger. Aliyah havde skulet til ham flere gange. De fleste der sad dernede var mænd, lige foruden hende vel og mærke, der var nok en mening med at hun var blevet placeret lidt afsides i forhold til de andre. Hun puttede sig under et tæppe som Enrico havde været nede med til hende, for der var ikke megen varme i de klamme kældre og selvom det ikke ville slå hende ihjel, så ville hun helst også undgå enhver form for sygdom. Efter at have siddet i kælderen i.. ja det måtte vel nærme sig en uges tid, så var hendes hård blevet fedtet også fordi hun ikke havde fået et bad siden massakren hvilket fik hende til at ligne noget katten havde slæbt med ind. Hendes tænder klaprede, uanset hvor meget hun puttede sig i hjørnet af cellen. En vagt havde en time tidligere været nede med en kål grød der langt fra virkede appetittelig og den stod endnu også urørt foran hende selvom hendes mave havde rumlet i flere dage. Enrico så hun i ny og næ men han arbejdede på højtryk for at få hende ud af suppedasen også selvom hun ikke regnede med at det kunne lade sig gøre i det hele taget. Hovedet hvilede op af væggen. Hun havde hele aftenen forsøgt at falde i søvn, men den irriterende trommen på væggen havde forhindret hende, hvilket kunne ses på de mørke rander hun havde under øjnene. Hun kvalte et gab. Hvad tid på døgnet det var eller hvad dag for den sags skyld, havde hun ingen idé om. Hernede var der ingen som snakkede med mindre de blev bedt om det, hvilket som oftest skete i takt med at fangerne blev hevet op for at afsone fysisk straf i form af tortur. Hun havde set nogle af dem når de vendte tilbage, og det skabte næsten en om muligt større frygt i hende, og flere gange havde hun gjort sig tanken om at hun næsten hellere tog galgen end pisken. Lige som hendes tanker langt om længe var ved at glide hen, lo den irriterende fange en næsten lumsk latter inden han gav sig til Tromme på væggen, hvilket hun kunne føle. Hun spærrede øjnene op som et dyr der netop havde hørt et bytte nærme sig, og hun farede op uden at tænke over det og lukkede sine fingre omkring tremmerne med blottede tænderne. Det gik først op for hende da en af vagterne slog hen over fingrene med et tungt rør. Hun slap omgående og bakkede væk med tårer i øjnene. Benene skælvede under hende, for hun havde virkelig ikke meget energi tilbage og så lang tid kunne der næppe være gået. Igen dumpede hun ned på det hårde, kolde gulv og pustede på sine ømme fingre efter slaget. Det eneste hun kunne tænke på, var hvor meget hun ønskede at komme hjem i sin egen seng hvor der var trygt og fredeligt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ved at være sent, også selvom det for Mattheus var en temmelig tidlig aften. Igennem de seneste dage, havde hans søvn været manglende, og slet ikke til stede, for roen kunne han ikke finde. Selv det at holde Enrico i sengen havde vist sig at være svært. Noelle havde fået besked omkring hele ulykken, men det så slet ikke ud som om at det var noget som bed sig fast på den kære mand, som selv kæmpede for at finde de huller i lovværket som kunne være med til at redde Aliyahs liv, for der var jo heller ikke ligefrem nogen som ønskede at hun skulle gå galgen i møde, for det var jo det som hun stod til lige nu. Kellan var underlagt den hårde træning, og han måtte jo kun erkende, at hun virkelig gjorde det godt, og det var noget som han godt kunne lide at se, for sammen med hende, så var han slet ikke i tvivl om at de ville fremstå som et stærkt og mægtigt kongepar, men Mallorie..? Ja, den kvinde havde han stadig en anelse svært ved, men af den grund, så havde hans interesse og nysgerrighed for hende, slet ikke falmet det mindste. Han vidste ikke hvad det betød, men det var.. forvirrende selv for ham.
Kælderen var kold og den var mørk, selvom han sagtens kunne se, så var det slet ikke noget som han tog så tungt igen. Han havde foldet hænderne roligt over ryggen. Det var ikke ofte, at han selv satte sine fødder dernede, men det var lidt noget andet, når det nu var Aliyah det gjaldt, for de var jo stort set alle bekymret for hende og ingen ønskede at det skulle gå så galt, og det ønskede han bestemt heller ikke. Han trak jo trods alt tiden ud af en grund. Vagterne rejste sig hastigt fra deres dovne plads, da de så at det var Mattheus som var kommet derned. ”Deres Højhed,” hilste de næsten overrasket. Han fnøs af dem og passerede dem blot, for at komme ned til Aliyahs bur. Efter at han havde fundet hendes nøgne skikkelse i Den Dansende Flamme, som i sig selv, var et syn som nærmest havde brændt sig ind på hans nethinde, så var det jo faktisk et syn som nærmest havde skræmt ham. Han stoppede op foran buret. De andre fanger begyndte at tigge og bede om nåde og tilgivelse, selvom dette var noget som han ignorerede fuldstændig, og kun med hans fokus på Aliyah. Han lod hænderne roligt søge ned langs hans side. Han var indebrændt.. Frygtelig mange frustrationer. Han begyndte sit arbejde med hænderne. #Hvordan har du det?#

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde ikke den mindste idé om hvad der foregik hverken uden for slottet eller oven på. Det eneste hun så efterhånden var udslidte mænd som blev tvunget til tortur temmelig jævligt. Hver gang hun så det fik hun en knude i maven i frygt for at det næste gang ville være hende. Hun dumpede igen ned på den kolde jord og trak den slidte kjole godt om sig hvorefter hun pustede til sine ømme knoer der efterhånden var helt røde efter de mange slag hun havde modtaget. Hovedet lod hun dæmpe træt ind mod væggen igen og så fangen som sad og smilede veltilfredst. Det var ikke rimeligt! Hun hadede det her sted! Også selvom hun vidste at det udelukkende var hendes egen skyld Mattheus havde haft ret i at hun burde være blevet på slottet. Det gav hende en knude i maven at tænke på ham, for hun havde ikke set ham siden han havde båret hende hjem og ført hende ned i kælderen, hvor længe det var siden nu turde hun næsten ikke at gætte på. Hun vidste at han næppe skænkede hende en tanke, hun var trods alt blot hans kammerpige, også selvom hun nok gerne.. ville være mere end det?
Døren gik op, og det var ikke noget som hun ænsede det mindste, ikke før vedkommendes skikkelse viste sig i den lange gang med celler på begge sider. Hendes hjerte sprang et slag over for det var ikke Enrico. Sjovt som det begyndte at regne når man tænkte på solen. Hun tvang sig selv tilbage på skælvende ben, glad for at den slidte kjole skjulte det, og nejede dybt for ham selvom det krævede sin balance. Jo tættere han kom på, des stærkere blev duften af en fremmed kvinde. Hun blottede tænderne for et øjeblik men forsøgte at skjule det, for omkring ham skete det bare, hvilket var frustrerende. De grønne øjne faldt på hans hænder idet han begyndte at snakke. Han skulle ikke se hende som svag, hvilket igen nok var et dyrisk instinkt overfor en flot han som havde flere hunner at vælge imellem. ¤Jeg overlever,¤ besvarede hun med de røde og sårede hænder og skulede for et kort øjeblik bag ham mod den irriterende fange. Hun havde lyst til at sige ikke så pæne ting, men beherskede sig. Hun så tilbage i hans blik. ¤Og Enrico? Hvordan har han det?¤ spurgte hun lidt nervøst, for hvis der skete den mand noget kunne hun aldrig tilgive sig selv, det var i forvejen svært. Hvorfor han var kommet vidste hun ikke, men det gav hende en større knude i maven særligt fordi han stank og hun kunne ikke tillade sig at påpege det. Blidt strøg hun en flammerød lok bag øret uden helt at vide hvad hun skulle sige.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Man kunne ikke ligefrem sige, at tingene over kælderen her, var lykke frem for hvad det ville betyde at være i en kælder som denne, men selv Mattheus havde valgt at tage sig den frihed og så kigge til hende, for han havde tænkt meget på hende, og specielt igennem de sidste dage. Der blev kæmpet hårdt for at finde den ene vej ud af lovværket, men til nu havde det ikke lykkes dem at finde det, og det var noget som kun gjorde ham mere og mere frustreret. Duftene af hende i hans gemakker var efterhånden ved ar forsvinde, og det var kun noget som påvirkede ham yderligere. Der var faktisk ved at være temmelig mange påvirkninger omkring ham, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende.
At se Aliyah sidde i sin egen celle, var egentlig noget som passede ham fint, for vagterne havde overvejet at flytte hende mange gange, selvom han havde truet med at slå dem ihjel bare for at foreslå det. Hans mine var kold og meget intetsigende, hvilket vel tydeligt indikerede et misbehag af den ene eller den anden slags? Han havde det ikke godt for tiden, og det frustrerede ham jo kun mere end hvad godt var. Kellan var en udmærket trøst og støtte indenfor alt det kongelige, men det var bare ikke nok! Han manglede.. Aliyah.. Og det var noget som han efterhånden var begyndt at erkende for sig selv i hvert fald. Hun havde allerede fået slag over knoerne, og det var tydeligt at se, hvilket han bestemt heller ikke bifaldt! Han nikkede mod hende, også selvom der ikke rigtigt var noget smil at finde. Han havde ikke noget imod at snakke med hende med hænderne, hvor han også fandt det som en oplagt mulighed til fuldkommen at ignorere de andre fanger, som tilsyneladende kun ønskede at få deres nåde og deres frihed, selvom det slet ikke var op til ham at give dem det. ¤Enrico har det bedre.. Det er bare umuligt at holde ham i sengen. Han arbejder på højtryk ligesom vi andre gør.¤ forklarede han hende. Han sukkede tungt. De andre øredøvende råb og skrig, var faktisk noget som irriterede ham. ”Få dem til at holde mund!” udbrød han med en fast tone. Vagterne begyndte ihærdigt at forsøge at få vagterne til ro i fangerne, selvom det slet ikke så ud til at være en nem opgave i sig selv, hvilket tydeligt måtte irritere ham. Han vendte igen blikket mod Aliyah. Han havde brug for at blive abstraheret lidt. ¤Du hvæser af mig, Aliyah.¤ tilføjede han med en ganske sigende og kortfattet mine.

[Cressida Marvalo]

Hele slottet var anspændt hvilket Aliyah kunne mærke selv herfra, ligesom hun havde kunnet mærke det på Noelle, men hun var gået lidt ud fra at det havde noget med Noelle at gøre. Nu stod det dog også klart at Mattheus var frustreret, hvilket bekymrede hende. Hun var glad for at se ham.. også selvom hans duft gjorde hende virkelig hidsig. Hun bed tænderne fast sammen og bed det i sig, for hun kunne bestemt ikke tillade sig at sige noget som helst til det. At hun så var kommet til at hvæse af ham.. mere end en gang, var jo ikke noget hun selv bed sig fast i eftersom hun ikke kunne høre det. Hun blev stående på de vaklende ben og lænede sig en smule op af væggen for at finde støtte uden at tage blikket fra ham. Dødsdommen hang over hendes hoved, og det forundrede hende lidt, at han alligevel tøvede med at slå hovedet af hende, for.. så kunne hun vel heller ikke være helt ligegyldig? På trods af de ømme hænder så var det nu engang den form for kommunikation hun fortræk, også fordi de andre ikke kunne følge med i hvad de snakkede om. Det var som at have et privat kodesprog. Det var blevet vanskeliggjort af de mange slag, hvilket irriterede hende nu. ¤Du er frustreret,¤ konkluderede hun og lagde hovedet på sned. Man kunne vel roligt sige at hun havde lært hans signaler at kende? Desuden var det ikke nyt for hende at kaste sine egne frustrationer bort for at lytte på ham. Dog trak hun let i mundvigen ved tanken om Enrico. Det var om ikke andet rart at vide, at der var nogle som kæmpede. ¤Det undre mig ikke. Jeg bad ham om at blive i sengen sidst han var der, men det nægtede han selvfølgelig. Jeg er glad for at høre at han er i bedring, men det gør mig bekymret at se, at det er du ikke,¤ påpegede hun lidt sigende. Fangernes tiggen og beden var hun fuldkommen upåvirket af, for om ikke andet så kunne hun ikke høre dem.. det havde til tider sine fordele. Lidt forsigtigt vovede hun sig tættere på, og sørgede for at bide tænderne hårdt sammen for ikke at hvæse af ham, når duften blev stærkere. Hun knyttede hænderne og næsten prustede i et forsøg på at binde temperamentet lidt. Ved hans ord endte hun med at bide sig lidt skamfuldt i læben. ¤Gør jeg? Det beklager jeg. Det må være træthed,¤ løj hun dæmpet. Det var ikke trætheden men sandheden var uaktuel og det var en som hun måtte bide i sig. Han var det eneste hun havde haft som mindede om en ven, og på trods af deres mange kontroverser, var det ikke noget hun ønskede at miste.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ikke nogen hemmelighed at Mattheus var frustreret og med alt det som var sket på slottet igennem den sidste tid, for det var bestemt ikke småting. Man kunne vel sige, at han var tvunget til at vokse med opgaven? For det var jo heller ikke ligefrem fordi at han havde noget andet valg, hun som det var sådan at det hele skulle foregå i længden. Han betragtede hende, også selvom han tydeligt kunne se, at hun ikke ligefrem blev behandlet særlig godt, hvilket var en tanke som gjorde ham arrig. Han havde aldrig været ligeglad med hende, og hun havde allerede nu fået en utrolig stor betydning for ham, og derfor ønskede han selvfølgelig heller ikke at hugge hovedet af hende! Slet ikke! At hun havde formået at lære at læse ham så godt, som hun havde, var noget som et sted irriterede ham, men han var vel bare.. meget udagerende? ¤Det kan jeg vidst ikke ligefrem benægte..¤ Han var bestemt ikke meget for tanken i sig selv, men der var ikke rigtigt noget som han kunne gøre ved det af den grund. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang og med den samme beslutsomme mine. Han ville ikke se hende gå i døden. Det var derimod noget af det sidste, som han ønskede sig, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Enrico havde de fået til sengs, selvom det bestemt ikke havde været nemt. ¤Manden er bekymret for dig, mere end hvad han er bekymret for sig selv, Aliyah. Jeg tror han har fået halve bibliotekets bøger med lovværker med sig i seng.¤ Hovedet lod han søge let på sned som han roligt betragtede sig af hende. Han gik hen til tremmerne som udgjorde cellen som hun var i, kun for at gribe ud efter hendes hånd i stedet for. Han kunne jo tydeligt se på hende, at de hænder slet ikke havde det særlig godt, og tanken om at de faktisk havde slået hende, var en tanke som gjorde ham hidsig, for han havde jo på sit kraftigste bedt dem om at behandle hende ordentligt! Hun hvæsede af ham, hvilket et sted morede ham. #Du ligner også en som kunne bruge en ordentlig seng at sove i.. Jeg er ked af, at det ikke er noget som jeg kan skænke dig, for jeg ville virkelig gerne,# sagde han endeligt. Denne gang gik han over i tanker i stedet for. Vagterne var langsomt begyndt at få fangerne til ro, også selvom det havde krævet temmelig mange slag efterhånden, men så lang tid der kom ro og fred på det, så var han tilfreds, for han kunne jo for pokker ikke engang høre sig selv tænke!

[Cressida Marvalo]

Nu hvor Aliyah så Mattheus med egne øjne, så kunne hun tydeligt se at han var frustreret. Gennem de sidste mange år, havde hun haft rig mulighed for at lærer hans mønstre at kende, også for at vide hvornår hun kunne være der og hvornår det var bedst at hun blev væk. Et sted havde hun dårlig samvittighed fordi hun havde gjort ham vred under deres sidste møde, også selvom hun ikke vidste hvorfor. Det bekymrede hende at se ham på den måde, for han havde fået en betydning for hende.. der var aldrig nogle som havde behandlet hende som han gjorde. Hun nikkede stille. Det kom slet ikke bag på hende. ¤Er det noget du har lyst til at snakke om?¤ spurgte hun roligt. Et sted forsøgte hun også at holde ham der, for det var ikke meget selskab hun fik og selvom hun var vant til at være alene, så begyndte hun mildest talt at blive skør i hovedet. Om ikke andet var hun lettet ved tanken om at Enrico var kommet i seng, så måtte han jo bruge tiden på at læse. Hun åndede lidt lettet op. ¤Det er smigrende. Jeg holder af ham og jeg vil ikke have at han skal lide mere på grund af mig, hvilket du godt må hilse ham og sige. Jeg respektere hvilken end for en straf der må komme til mig,¤ svarede hun og sank en klump. Hun havde hverken lyst til tortur eller offentlig halshugning hvis hun skulle være ærlig.. nu hvor livet for en gangs skyld gik lidt som hun ville, så skulle hun opgive det? Et dæmpet suk brød hendes læber, også selvom hans berøring hurtigt rev i hende. Hun så ned på deres hænder og lukkede blidt sin om hans. Hun stolede på ham og bare det at han var kommet for at se til hende, varmede hende. Så kunne han vel heller ikke være så vred på hende? Panden lod hun møde tremmerne, hvor duften af en anden var stærk. Hun rynkede på næsen og fik tårer i øjnene, hvilket hun skjulte ved at slå det ned. Det var ikke holdbart i længden men hun trak det så langt som muligt, fordi hun ikke ønskede at give slip hverken på sin stilling eller på ham. #En blod seng og varm dyne ville jeg ikke dø af, det erkender jeg gerne, men det er i orden. Jeg ved godt at du ikke kan gøre mere for mig end du allerede har. Jeg er bare glad for at jeg ikke skal sidde sammen med de glubske mænd,# erkendte hun med et lille skuldertræk og svarede ham selv gennem tankerne, for det var efterhånden også blevet naturligt for hende. Det var heller ikke fordi hun var krævende, men at sidde sammen med mænd som ikke havde haft kvindeligt selskab i årevis.. de kendte begge enden på det. Blikket faldt på mørket på hans hals som hun dvælede ved et øjeblik. Fanden tage hans overbevisningsevner.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus tænkte egentlig ikke rigtigt over hvor udagerende han var, men han vidste at han var det. Han brændt inde med frygtelig mange frustrationer, og lige for tiden, var det virkelig… ekstremt. Denjarna var væk, hvilket han kun var frygtelig glad for, for den kvinde havde bestemt ikke været noget værd at samle på, men man kunne jo så sige, at hans kære moder havde haft ret, når det kom til hende. Magen havde hun heldigvis ikke vist sig at være.. Det var virkelig rart at se hende igen, og det stod han mere end gerne ved, men.. det at se hende under disse omstændigheder, var dog heller ikke noget som han kunne sige sig, at bryde sig synderlig meget om. ¤Der er ikke rigtigt noget at snakke om.¤ Måske det ikke var helt sandt, men han følte ikke rigtigt for at diskutere og snakke med hende om den slags, også selvom det var hvad han altid havde gjort. Han trådte roligt hen til cellen som hun sad i. Fangerne opførte sig pludselig meget eksemplariske, men det var jo egentlig ikke noget som kom synderlig meget bag på ham som sådan. Han sukkede ganske let, idet han tog omkring hendes hænder i stedet for. Hun var kommet til skade, og han brød sig slet ikke om at se hende under disse omstændigheder, for det var så forkert, som det overhovedet kunne være. #Jeg kan forsikre dig om, at vi gør hvad vi kan for at holde manden i sengen. Du kender ham og den stædighed som selv han kan give udtryk for, så det er til tider sværere end hvad man lige tror. Hvad angår straffen, så ønsker ingen af os, at se dig komme mere til skade end som så. Efter tabet af familie, vil jeg næsten påstå at du har lidt nok,# påpegede han sigende. Blikket gled roligt i retningen af deres hænder, hvor det jo faktisk glædede ham, at hun ikke gav slip og afviste ham på det grundlag, for det kunne jo meget nemt være sket. Han vendte igen blikket i retningen af hende, også selvom det egentlig var med en form for… ro. Det var næsten som om at det var en følelse som hun skænkede ham allerede med det samme, og det var utrolig rart selv for ham. ”Jeg ønskede dig i din egen celle, netop for at undgå de glubske mænd i cellerne ved siden af. Jeg håber om ikke andet, at det så hjælper lidt på det..# Han strøg roligt over hendes håndryg. Hvor meget af dette vagterne så, var han i princippet ligeglad, for de vidste jo alle, at han altid havde haft et utrolig godt forhold til Aliyah, også fordi at han heller ikke ville dømme hende på hvad der var sket. Han havde dog alligevel ønsket at hun havde valgt slottet for den fuldmåne i stedet for det andet.

[Cressida Marvalo]

Man skulle næppe være professor for at bide sig fast i når Mattheus var sur eller frustreret, det stod jo langt ud af hans blik, og det var noget af det første hun bed sig fast i. Hun var glad for at se ham, men omstændighederne og hans duft gav hende kun en yderligere knude i maven end hun havde fra før af. Idet han afviste hendes opfordring til at dele det med hende, sukkede hun dæmpet men nikkede accepterende. Hun ville ikke tvinge ham til noget, men det gjorde ondt, for han plejede at dele meget med hende. #Jeg forstår,” svarede hun blot. Vagterne tog sig helt anderledes ud, når først kongen var i loaket, det var tydeligt at se, et sted gjorde det hende hidsig, også fordi hun bestemt ikke altid havde fortjent den behandling. Ja hun farede op når en idiot prøvede at forhindre hendes søvn som var det eneste sted hun kunne finde ro for tiden, men ellers var hun nok den mindst farlige fange der overhovedet var der. Aliyah kunne stadig føle maven snører sig sammen når de begav sig ind på hvad der var sket den aften. Hun havde slået flere uskyldige ihjel deriblandt sin egen bedstemor og oldemor, hvilket var forkasteligt! I lange sekunder stirrede hun på deres hænder også for at han ikke skulle se tårerne i hendes øjne. Det var den første menneskelige kontakt hun havde haft i lang tid, det var virkelig rart at der var nogle som bekymrede sig om hende, for hernede kunne man hurtigt føle sig glemt. #Jeg ved at han er stædig, men om du beordre mit hoved afhugget eller om Noelle gør det der er værre, hvis det koster ham sit liv, det går lidt op i det samme. Desuden tager jeg hellere en bøddel end jeg tager hende,# påpegede hun sigende, for de kendte alle Noelles ry og rygte. #Jeg er ikke krævende, men jeg er taknemmelig for at du om ikke andet har skånet mig for at skulle finde mig i.. hvad de nu end kunne finde på, og Mattheus?# afsluttede hun og tog en dyb indånding mens hun denne gang hævede blikket og lod det falde i hans. #Jeg er virkelig ked af at jeg ikke lyttede til dig den aften. Jeg troede vitterligt at jeg gjorde både du og jeg en tjeneste ved at lade mig forvandle et andet sted, og jeg tog noget så grusomt fejl,# erkendte hun stille. Hun ønskede ikke at have den konflikt liggende i luften, og hun var nok omtrent den eneste af hendes navn som faktisk havde stolthed og værdighed nok til at sige undskyld når hun havde gjort noget forkert, og vidste at hun havde gjort det. Hun ville bare ikke have at han skulle være vred på hende og slet ikke hvis dette var nogle af hendes sidste timer.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde egentlig ikke lyst til at fortælle Aliyah om de mange frustrationer, for han vidste godt, at det var noget som han før eller siden, også skulle lære at handskes med på egen hånd. Han betragtede hende med en rolig mine. Han havde tænkt meget på hende igennem den sidste tid, for det bekymrede ham faktisk at se hende sidde dernede. Han nikkede med en rolig mine til hende. ¤Jeg skal nok selv finde ud af det hele, kære Aliyah¤ Han var frustreret, og det var nok heller ikke ligefrem nogen hemmelighed. Han lod hendes hånd roligt hvile i sin egen. Han var bekymret for hende, ligesom så mange andre var, for selv ikke Enrico blev i sengen i frygten for hvad der ville ske med hende. Han betragtede hende med en sigende mine, inden han roligt lod sin tommel stryge over hendes hånd og med en rolig mine. Han mente ikke at gøre hende ked af det, ved at nævne hendes familie, men han havde jo trods alt bedt hende om at forvandle sig i hans kælder, hvor han vidste, at han kunne have styret og kontrolleret det, som han havde gjort igennem det sidste stykke tid, men nok om det.. Man kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det nu. #Døden ønsker ingen af os at du skal møde, Aliyah, så vi kæmper alle for at sørge for a det ikke er noget som skal ske. Det kommer uanset ikke til at koste Enrico livet. Han kan holde ud til at stå ude af sengen og han ser ud til at være ved bedring,# begyndte han roligt. Han blev stående tæt ved hende. #Du skal ikke sidde i celle med dem. Det kan godt være, det er en fængselscelle, hvor alt skal være afstraffelse, men vilkårene har stadig en standard som skal holdes,# sagde han endeligt. At hun faktisk ville undskylde, var mere end hvad han lige havde regnet med, men det var slet ikke noget som han havde noget imod, for han havde jo ønsket at hun ville blive der under forvandlingen, så var det aldrig sket. Han slap hendes ene hånd, som han roligt lod den stryge mod hendes kind. Sur var han ikke, men mere.. frustreret over, at de nu stod i denne situation som de nu gjorde, hvor han virkelig søgte efter muligheden for at få hende til at slippe. #Der er ikke noget at gøre ved det nu.. Vigtigst er at dig og Enrico kommer vel igennem det, og jeg kan trygt love dig for, at vi gør hvad vi kan,# lovede han endeligt. Det kunne godt være at han halvvejs stod der og kærtegnede hende, som havde hun været hans kæreste, men hun havde allerede fået en meget vigtig betydning for hans liv, og derfor ønskede han jo heller ikke ligefrem at miste hende.

[Cressida Marvalo]

Alle vidste at den kære konge gjorde sit bedste for at håndtere sine problemer på egen hånd, men hun ville gerne lytte til ham og om ikke andet lette ham lidt for byrden. #Jeg accepterer at du ikke ønsker at snakke om det, men du skal vide at jeg gerne lytter,# svarede hun roligt. Når man sad alene hernede så blev man jo også nærmest desperat efter nogle at snakke med uanset hvilken form for snak det var. Måske hun var den som levede det miserable liv lige nu, men hun ville hellere snakke med ham. Hånden lod hun hvile i hans, de stille lidt diskrete strøg gjorde hende rolig. Næsten lettet åndede hun op. Hvilken betydning hun havde for kongen, vidste hun ikke men hun turde at gå så langt som at påstå at de havde et form for venskab, hvilket kun blev bekræftet af at han ikke ville se hende gå i døden. #Jeg værdsætter jeres omtanke, Mattheus, men uanset hvad der sker, så ved jeg at du er Konge og dermed har et ansvar. Hvis det betyder at det skal koste mig livet, så vil jeg lade dig vide, at jeg tager imod det uden bebrejdelse. Det eneste der betyder noget lige nu, er at Enrico overlever,# erkendte hun med et nedslået blik. Det var ikke fordi hun ønskede at gå i døden, men hun var jo selv uden om det og man lå som man havde redt. Hun blev stående så tæt på tremmerne som det var hende muligt, med andre or dså tæt på ham som muligt. #Det er jeg glad for og jeg kræver bestemt ikke mere,# svarede hun sandfærdigt. Alligevel måtte hun erkende at hun savnede sin varme, bløde seng hernede var bare koldt, klamt og mørkt. Sagligt lod hun blikket glide i ved hans blide kærtegn. Vagterne så underligt på dem, men det kunne hun ikke tage sig af, hun holdt jo af ham. Idet hun vendte kinden mod hans hånd for at søge kærtegnet ramte den fremmede duft hende dog som en kniv i hjertet. Hun trak sig med en skarp væsen og bakkede så hurtigt bagud at benene ikke kunne følge med og hun i stedet endte med at falde på enden. Det gik op for hende at alle stirrede på hende. Flere vagter var hurtigt kommet hen for at se om hun havde gjort ham noget, hvilket ikke var tilfældet. ¤Undskyld, jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det,¤ erkendte hun frustreret. Og skubbede sig lidt i baggrunden så han ikke skulle føle sig det mindste truet, hun var ikke ude på at gøre ham ondt. Hvorfor skulle det forbandede dyr også være så stærkt pludseligt?!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste godt, at han var nødt til at lære at håndtere sine egne problemer, for ellers gik det da for alvor galt, og det var slet ikke noget som han ønskede. Aliyah havde altid været en trøst for ham i det øjemed, for han havde jo delt frygtelig mange ting med hende igennem årene. #Jeg værdsætter din omtanke Aliyah, men visse ting, er jeg bare nødt til at tage mig af på egen hånd,# endte han stilfærdigt. Det var skam ikke fordi at han havde nogen intentioner om at skulle afvise hende eller noget lignende. Han blev stående med hendes hånd i sin. Han holdt af hende, og han ønskede hende jo kunne det bedste, hvor det jo også efterhånden var ved at gå op for ham, hvilken betydning hun havde for ham, også selvom det ikke just var noget som gjorde det bedre, for han ville aldrig nogensinde kunne få hende ved sig, hvilket nok heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre. Han trykkede varsomt omkring hendes hånd. Hun havde jo taget imod mange slag, hvilket var en tanke som i sig selv, var noget som gjorde ham direkte hidsig. #Jeg ved jeg har mit arbejde, og et ansvar at leve op til, men ingen af os ønsker at du skal gå i døden på grund af en situation som har været fuldstændig udenfor din kontrol. Enrico skal nok overleve, og det er noget som jeg trygt kan love dig. Kan han komme ud af sengen og nærmest springe tilbage i arbejde, så tvivler jeg på at det skal gå så galt,# forsikrede han med en rolig mine. Han lod hånden let stryge mod hendes kind, hvor han også bevidst valgte at ignorere vagterne fuldstændig, for lige nu, var det kun hende som han så og ikke alt det andet, for det var næsten det som gjorde at ham rolig. Selv han havde brug for det mere personlige at fokusere på, frem for altid at skulle kæmpe med det alvorlige arbejde, for det var jo noget som i sig selv, sagtens kunne drive ham direkte til vanvid, og det var slet ikke noget som han var det mindste ude på, på nogen måde i det hele taget. Som hun igen kraftigt hvæsede af ham og trak sig, fik ham til at se direkte forfærdet mod hende, idet han trak hænderne til sig. Ikke fordi at han frygtede at hun ville gøre ham noget, men det var nærmest bare en reaktion. Han vendte blikket let forvirret mod sine hænder. Jo… der hvilede en anden duft i dem. Var det det som gjorde det? Han knyttede dem, inden han vendte blikket mod vagterne. ”Tilbage på Jeres post,” beordrede ham med en fast tone, hvilket fik vagterne til at stoppe, men de trak sig ikke. Han vendte sig igen i retningen af Aliyah, som denne gang havde valgt at trække sig helt væk fra ham. #Aliyah hvad foregår her?” spurgte han med en mere bestemt tone.

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde den største respekt og forståelse for at Mattheus ønskede at tage sig af sine problemer selv, men hun kunne alligevel ikke lade være med at føle sig lidt afvist, taget i betragtning af at han ikke havde været bange for at dele disse ting med hende før. Havde han mistet tilliden til hende? ¤Jeg forstår,¤ svarede hun bare og slog blikket ned. Det var ikke nemt at være omkring ham og den tanke irriterede hende mere end noget andet! Det eneste hun ønskede var at se ham smile lidt, for det klædte ham! Desværre var det et sjældent syn, og hun vidste jo at han var frustreret stort set hele tiden, hvilket bekymrede hende. Et dæmpet suk brød hendes læber. Hun var om ikke andet glad for at han havde valgt at kigge til hende, for hun havde virkelig tænkt meget på ham gennem de sidste dage, forsøgt at overveje hvorfor hendes dyr var begyndt at reagere så stærkt, og un havde sine bange anelser, hvilket efterlod hende i en ret uheldig situation. Kongen var uopnåelig.
De grønne øjne faldt på hans skikkelse. #Det er det vigtigste for mig i øjeblikket. Men jeg er glad for at I er mange som udviser den bekymring, jeg vil bare ikke have at det skal være en stressfaktor for dig, Mattheus, så hvis du bliver nødt til det, så er det sådan det er,# fastholdt hun. Han skulle ikke forsøge at bøje reglerne og få et værre ry som konge på baggrund af hende, det var hun heller ikke værd. Den skarpe duft som ramte hendes næsebor fik hende til at hvæse kraftigt af ham og denne gang var hun ikke i tvivl om at hun havde gjort det. Hun bakkede bagud og gled tilbage på det kolde gulv. Hånden holdt hun for munden idet hun så op på ham. Det havde virkelig ikke været meningen! Hun bandede og svovlede i sit eget sind over ikke at kunne kontrollere det. Blikket faldt på vagterne der stod klar med deres våben hævet, til de endte med at trække sig. Hun skammede sig over at blive så vred på ham. #Mattheus jeg er ked af det.. Jeg ville inderligt ønske at jeg kunne fortælle dig det, men jeg ved ikke meget mere end du gør, det eneste jeg ved er at…# hun tav et øjeblik og slog blikket i jorden. #.. Du stinker. Jeg ved ikke af hvem, jeg ved ikke engang om det er derfor, men du stinker og jeg ved ikke hvorfor det påvirker mig. Det eneste jeg ved.. er at du lugter,# afsluttede hun frustreret. Det var ikke pænt at sige til en konge, men hun mente det ikke på den måde. Tårerne fyldte hendes øjne. Hun så ned uden helt at vide hvor hun pludselig skulle se hen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste skam godt, at han før eller siden, ville være nødsaget til at finde ud af tingene selv, for ikke at glemme, at han udmærket godt vidste, at det at få Aliyah så tæt ind på livet, ikke bare var noget som man kunne gøre, selvom det virkelig var noget som kun førte til yderligere frustration. Han vendte blikket i retningen af hende. Nu hvor han vidste at selv Kimeya var her for at kigge til hende, så kunne han heller ikke tillade sig at sætte sig ned og bare snakke om alle sine problemer, selvom det var hvad han havde mest lyst til at gøre. Han nikkede mod hende og med et ganske svagt smil. Et sted varmede det ham, at hun kunne læse ham så let, når der var andre som ikke kunne se det på ham, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han blev nu alligevel stående der med hende, kun for at gøre hende beroliget. De kæmpede stort set alle sammen for at finde en mulighed, netop for at undgå døden til følge, for det var slet ikke noget som nogen af dem kunne vide sig det mindste tryg ved.. Han ønskede det ikke, og det samme gjorde Enrico og hendes forældre og familie det bestemt heller ikke. #Jeg kan trygt garantere, min kære, at du ikke er en stressfaktor for mig, men derimod har været noget som kan få mig til at slappe af.. Og tror du virkelig jeg ønsker at skulle skille dit hoved fra din krop? Vi skal nok finde et hul i lovværket.. Bare du holder ud lidt endnu,# begyndte han roligt, idet han ville hæve hånden for at stryge hendes kind, også selvom hun trak sig, længe inden, han i det hele taget fik den mulighed for at gøre noget som helst. Vagterne kom hastende til med deres våben hævet, selvom han hastigt fik dem stoppet, for de skulle slet ikke have lov til at gøre noget yderligere ved hende, end hvad de allerede havde gjort! Han gjorde denne gang direkte krav på at høre hvad der var galt, også selvom det ikke ligefrem var det som han havde regnet med at høre. Han blinkede let med øjnene, inden han utilfredst vred på næsen, kun for at kigge ned af sig. Det måtte være Mallories duft.. Han havde jo været omkring hende ikke lang tid før han havde søgt herned. Han nikkede. #Jeg skal nok lade være med at berøre dig, hvis det påvirker dig i den forstand, Aliyah. Det er heller ikke min hensigt at gøre det værre, end hvad det i forvejen er. Jeg ønsker bare ikke at se dig på den måde.. Og så frustreret.# Han slap tremmerne, kun for at søge en kende væk fra dem. Han sendte vagterne en fast mine, inden de roligt trak sig tilbage på deres post.

[Cressida Marvalo]

Hvis Kongen selv ønskede at finde ud af det, så var det også noget som Aliyah havde en dyb forståelse overfor, men det forvirrede hende lidt når han plejede at fortælle hende det uden at tøve. Det var jo kun et tegn på at hun havde brudt hans tillid, hvilket gjorde hende ked af det, for hun havde ikke haft kontrol over noget som helst! At han egentlig var kommet ned for at meddele et besøg, havde hun ingen idé om, også selvom hun efterhånden ville give alt for at få lov til at se sine forældre. Han var det eneste selskab hun havde haft i dage og stilheden og ensomheden begyndte at drive hende til vanvid, hvis hun skulle være ærlig. Ved hans kælenavn kunne hun ikke lade være med at trække lidt på mundvigen. Det var dumt at komme for tæt på ham, for de ville aldrig nogensinde kunne trække den længere end de allerede havde gjort, hvilket hun godt vidste, ikke nok med det så var han omringet af utallige smukke kvinder, som hun slet ikke kunne hamle op med. Hun sukkede dæmpet og sendte en kort tanke til sin bedstefar som hun virkelig godt kunne have brugt lige nu! ¤Det siger du, men jeg kan de og mærke på dig at du er frustreret, med andre ord har du langt bedre at give dig til end at forsøge på at redde min ende. Jeg er glad for din omtanke, det er jeg virkelig, men jeg acceptere også dine forpligtelser,# endte hun dæmpet o blev siddende på jorden. Hun magtede ikke at forsøge på at rejse sig derfra igen efter at være faldet. Hun var ked af at hvæse af ham, og hun var endnu mere ked af at han havde tænkt sig at lade være med at berøre hende. Det var nok uanset til det bedste, men alligevel så gjorde det frygtelig ondt at høre. Det var hårdt for hende konstant at lyve for ham.. spille dum og lade som om hun i det mindste ikke havde en idé om hvad der foregik, for det havde hun.. Dyret ville kun reagere så stærkt på sin mage, det var problematisk. ¤Det må være kælderen.. det ordner sig sikkert,¤ svarede hun med hænderne og sendte ham et smil der endte temmelig stift fordi hun virkelig kunne føle tårerne trænge sig på, hvilket hun selvfølgelig ikke kunne lade ham se. #Jeg føler mig lidt sløj, Mattheus.. kan vi snakke senere?# spurgte hun og kravlede tilbage til det faste punkt på gulvet i hjørnet, hvor hun pakkede tæppet om sig og lænede sig lidt op af væggen. Hun kunne snart ikke holde det inde mere, men hun kunne vitterligt ikke lade ham se hende så svag!