Losing my temper

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Kunne Mattheus, så havde han glædeligt sat sig ned og bare snakket om alt det som plagede ham, for det var jo trods alt også det som han plejede at gøre, men hvor han vidste, at hun havde besøg på vej, så kunne han jo heller ikke ligefrem tillade sig at trække tiden mere ud end hvad han havde gjort i forvejen. Han var uden tvivl frustreret, men han kunne jo ikke ligefrem gøre andet end bare at bide det i sig, og gøre noget ved det selv, selvom han virkelig ville ønske, at tingene forholdt sig bare en smule anderledes, men så heldig, havde han så heller ikke ligefrem lov til at være. Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang. Hun havde ret, og et sted så frustrerede det ham uden tvivl, at hun kunne sige sig, at kende ham så godt. #Jeg ved skam godt, at jeg har mit ansvar og mine forpligtelser, men af den grund, så er jeg ikke mere menneskelig, end at jeg gør mig tanker, som samtidig kan frustrere mig, Aliyah. Visse ting, må jeg bare håndtere selv, og visse nægter jeg at tage til mig, hvis jeg kan blive fri og finde andre veje.. Som i denne situation. Jeg ønsker ikke at se dig gå i retningen af galgen, og det er der mange andre som heller ikke har,# påpegede han ganske sigende. Han stod selv fast på at dødsdommen var en frygtelig hård pris, og slet ikke en som hun havde fortjent at skulle betale.
Som hun havde valgt at trække sig, så gjorde Mattheus det samme. Han vendte blikket kort i retningen af trapperne, hvor han kunne høre trinene. Han sukkede indædt og rystede så endeligt på hovedet, inden han igen vendte blikket mod Aliyah, selvom hun allerede havde taget imod tæppet og havde lagt sig til rette på gulvet. End ikke der ønskede han at se hende ligge der på den måde. #Jeg håber ikke at du er for dårlig, Aliyah, for du får besøg nu. Jeg trækker mig og kommer ned igen på et senere tidspunkt..# Han vendte sig i retningen af vagterne, som uden tvivl allerede havde fået øje på hvem det var, også selvom de stadig tog det ganske professionelt – fint for ham. ”Luk manden ind til hende.. Det er ikke dem som vi skal gøre os uvenner med. Forstået?” sagde han med en ganske kortfattet stemme. De nikkede sig til enighed, for det forstod de derimod til gengæld godt. Mattheus passerede Kimeya på vejen op af kælderen, kun for at komme tilbage til arbejdet. Hans frustrationer havde dog ikke lettet sig på nogen måde. Tvært imod!

//Out

[Cressida Marvalo]

Det frustrerede Aliyah han var så afvisende overfor hende, også selvom hun ikke kunne bebrejde ham. De havde skændtes og hun havde begået en fejl, en som meget vel kunne koste hende livet. Hun sukkede tungt og så ned på sine ømme hænder. Vagterne slog hende når det dyriske blev for stærkt og hun farede op, det var rimeligt, de anså det vel for at være selvforsvar? Hun nikkede stille. #Jeg er glad for at det er din holdning til det hele. Det er ikke fordi at jeg nærer en dødsønske,# svarede hun roligt så igen ned. Tæppet pakkede hun godt omkring sig og satte sig halvt op af væggen hvor hun kunne hvile lidt. Det var selvfølgelig rart at vide at der var mange som kæmpede for hendes sag, at hun havde gjort indtryk på nogle, men når det var sagt, så begyndte hun at få en større og større fornemmelse af at den næste tid uanset ville blive frygtelig hård, særligt hvis hendes bange anelser om at kongen skulle være hendes mage, viste sig at være rigtige. Aliyah så forundret op på ham. #B-besøg? Jeg troede ikke at jeg måtte få besøg?# spurgte hun også selvom det var for sent og Mattheus allerede havde vendt ryggen til hende. Hun så længselfuldt efter ham Vagterne så direkte forfærdede ud, hun forstod ikke hvorfor men det måtte være noget han sagde til dem. Hun hævede tæppet en smule så ingen udefra ville kunne se hende. Tårerne trillede let ned over hendes kinder – blodrøde hvilket var en anden ting som havde ændret sig i takt med at dyret i hende var blevet langt stærkere end det havde været før. Hun tog dybe indåndinger, forsøgte at sikre sig at ingen ville høre hende hulke også selvom det var svært når hun var døv og ikke havde nogen idé om noget som helst. Det var heller ikke fordi hun ville sidde og have ondt af sig selv, men lige nu følte hun at alting var ligeså sort som fangekælderen og hun var ikke i stand til at lyse det op.. Det var hun ikke sikker på at nogle var. Tårerne tørrede hun bort med håndryggen hvilket blot tværede blodet ud i mere eller mindre hele hendes ansigt. Hun lignede noget katten havde slæbt med ind efterhånden, hvad hun dog ikke ville gøre for et bad og en varm seng eller bare et trygt sted at være. Et sted vidste Aliyah allerede hvad hun måtte gøre hvis hun ønskede at leve videre uberørt af kongens tilstedeværelse og det var noget som hun mindst af alle, havde regnet med nogensinde skulle ende med at ske. Om det overhovedet var muligt vidste hun ikke, men det var vel noget som hun måtte snakke med Enrico om?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var efterhånden ved at være træt af at vente på at kongen fik snøvlet sig færdig, at han nu havde taget valget mest for sin egen skyld, for han var nødt til at se til sit kære barnebarn. Han havde endnu kongehuset hvor han ville have det, da ingen rigtigt turde at modsætte sig ham, da hans ønske nok heller ikke ligefrem var af den større kaliber, for det var vel ikke sværere end at man gerne ville se sit kære barnebarn? Han passerede roligt Mattheus på vejen, uden egentlig at skænke ham så meget som et blik. Vagternes reaktion derimod, var næsten noget af det som morede ham mest, for det var tydeligt, at de heller ikke ville komme ham på tværs – hvilket jo i sig selv, også ville være yderst dumt. ”Hvor er hun?” Hans stemme var iskold. Vagterne sagde ikke rigtigt noget, men pegede ned mod en celle, som næsten kunne se tom ud. Kimeya rynkede let i panden, selvom han nu alligevel søgte derned. Tanken om at det var hans eget lille uskyldige barnebarn som stod bag den store massakre som havde fundet sted på Den Dansende Flamme –et sted som han jo faktisk altid havde sat stor pris på, forundrede ham uden tvivl, for det var slet ikke den lille pige som han kunne huske. Han havde ganske vidst været væk igennem temmelig mange år, og nu ville han gøre et stort comeback.
Kimeya vendte blikket tomt i retningen af vagterne og med en direkte fast mine i ansigtet. Han var ikke den som man skulle løbe om hjørner med. ”Lås op,” nærmest beordrede han med samme intense mine. Den ene vagt trådte roligt frem, og uden så meget som et ord, andet end en protesterende mumlen, så fik han Aliyahs celledør op. Han sendte vagten en direkte dræbende mine, hvilket hurtigt fik ham til at trække sig, inden han roligt trådte ind i cellen. Bylten under tæppet havde han allerede lagt mærke til, og et sted så var der ikke rigtigt tvivl om at det var Aliyah. Han kunne skimte det røde hår. #Hvilken måde er det at tage imod sin kære gamle bedstefar på?# Hans stemme ville komme til at runge og lyde i hendes hoved. Han havde ikke rigtigt meldt sin tilbagekomst overfor familie, andet end det som han lige havde stødt på hen af vejen, for det var først nu her, at han var begyndt at kunne finde sig til rette med det hele igen. De mørke øjne hvilede på hans skikkelse. Hvilket kaos som havde hersket i alle disse år han havde været væk, vidste han ikke, men ud fra omstændighederne, så kunne han jo tydeligt se, at der var sket frygtelig, frygtelig meget.

[Cressida Marvalo]

Aliyah blev siddende under sit tæppe, skjulte sig for at skjule de tårer som løb ned over hendes kinder. Det gjorde ondt at hun var tvunget til at aflægge den afstand til Mattheus, når han var den eneste på sin egen alder som hun kunne snakke med. Det var ikke fordi hun følte for at have besøg, hun gik næsten ud fra at det var hendes far, men ham havde hun jo forbud mod at se, desuden skulle han ikke se hende sådan.. han ville ikke forstå det alligevel. Et sted vidste hun ikke hvad der var værst – at hun sad nede i en kælder dømt for massakre eller at Mattheus ikke så hvad pokker der foregik lige ofr næsen af ham. Opgivende slog hun hovedet mod væggen. Hvis hun do bare snart kunne få lov til at sove lidt, så ville det nok hjælpe en hel del på at gøre tankerne lidt klare igen. Hun sad mere eller mindre i sine egne tanker da stemmen i hendes hoved, fik hende til at stoppe sin gråd og i stedet bare stirrer tomt frem for sig i lange sekunder. Hun genkendte den selv efter alle de år.. hendes bedstefar? Langsomt fjernede hun tæppet efter at have forsøgt på at tørrer tårerne væk hvilket kun havde resulteret i at hun endnu engang var smurt i blod. De grønne øjne faldt på den høje, velkendte skikkelse som stod og så lidt strengt ned på hende. Pludselig skammede hun sig over at sidde og gemme sig på den måde, for hun vidste at det ikke lignede hende. For en stund rystede hun på hovedet overbevist om at det var noget hun bildte sig selv, men han forsvandt ikke på noget måde. #Bedstefar?# spurgte hun forvirret og pludselig underligt blev. Ved hjælp fra væggen kom hun langsomt på benene, hvilket bestemt ikke var nemt sådan som de skælvede under hende og havde gjort længe. Uden varsel trådte hun mod ham og slog begge arme omkring hans liv, kun for at trække ham ind til sig. Hun havde aldrig i sit liv været så lettet over at have ham omkring. Lige i disse tider havde han været den eneste som hun ønskede havde været der, og nu fik hun sit ønske opfyldt? #Hvad pokker laver du her?# spurgte hun forvirret og uden at trække sig det mindste fra ham. Hun havde brug for trøst, brug for at blive holdt om for en gangs skyld, der var jo grænser for hvor meget selv hun kunne holde til i længden, hun var stærk men bestemt ikke urørlig!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde virkelig svært ved at forestille sig, at det var Aliyah som skulle stå bag den store massakre, som folk gik og snakkede om, men han vidste jo derimod også, at han havde været væk igennem mange år, og at meget måtte være sket af en grund. Som det nu var sagt, så bekymrede det ham faktisk lidt at se hende sidde der, for han huskede kun den lille og muntre pige som stormede igennem hele Marvalo Mansion og fik alle til at smile og le, og nu sad hun der og nærmest gemte sig i et gammelt og laset tæppe på gulvet. Ja, ha kunne ikke undgå at føle en snert af skuffelse ved at se hende sidde der. Vagterne lod dem sidde, hvilket var noget som egentlig passede ham ganske fint, så han kunne have fuld opmærksomhed på hans kære barnebarn i stedet for. At hun så derimod langt om længe, skulle reagere på at han var der, var noget som egentlig passede ham ganske fint. At det så endelig gik op for hende, at han faktisk stod der, var noget som svagt fik det ene smil til at passere hans tynde læber. Et sted var det vel også første gang siden.. ja, hans bryllup, at han havde sluppet et smil, så det var ved at være rigtig mange år siden. ”Så gik lyset endelig op for dig,” sagde han endeligt, som han lod hende rejse sig, inden han mere end glædeligt tog imod hende, kun for at trække hende direkte ind i hans favn. Han knugede hende direkte ind mod sig. Endelig noget velkendt, som faktisk ville vedkendes ham! Han sukkede ganske let, idet han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. #Jeg hørte rygterne om hvad der var sket på Den Dansende Flamme, samt at mit barnebarn skulle stå bag det. Jeg ville bare aflægge dig en visit,# svarede han roligt, inden han hævede hånden, kun for at stryge den over hendes kind. Hun havde jo blod stort set i hele ansigtet, og sådan her, var han jo slet ikke vant til at se hende på, hvilket jo et sted bekymrede ham. Den lille pige, som stormede igennem hytten og gjorde alle muntre og glade, og med hendes evige optimisme, selv efter warlockerne havde haft fat i hende, og nærmest havde taget livet af hende, så havde hun formået at holde sig munter. Han lagde armene om hende, kun for at give hende den følelse af tryghed. #Det har sine fordele, med et kongehus, som ikke ønsker fjendtlighed, Aliyah..# afsluttede han med en dæmpet stemme. Uden tvivl var det en god ting i denne situation, for han ønskede slet ikke at hun skulle sidde her alene.

[Cressida Marvalo]

Der var mange som ikke havde troet på at hun skulle have stået bag massakren og Aliyah skulle gerne være den første til at erkende, at hun selv var blevet overrasket da hun var vågnet blodig og nøgen ved siden af en næsten død Enrico. Hun skammede sig over at lade Kimeya se hende på den måde, for han havde været med til at opdrage hende som en stærk ung kvinde, det var blandt andet takket være ham, at hun ikke kunne få sig selv til at græde foran dem alle sammen. Det var ikke til at tro at han stod der, men det lod til at være virkelig nok. Hun endte med at komme på benene kun for at slå armene omkring ham. Hvis der var noget hun havde brug for i øjeblikket, så var det noget velkendt og tryg. #Undskyld, jeg sad i mine egne tanker,# endte hun stille, for han skulle ikke have lov til at tro en masse om hende. Det forundrede hende ikke at han havde hørt om hvad der var sket, for hvem havde dog ikke det efterhånden? Det indikerede næsten kun at han alligevel havde været omkring i et godt stykke tid. #Hvordan pokker er du kommet igen?# spurgte hun uforstående. Hun lod blikket glide i for en stund og indåndede den velkendte duft. Hvilken lettelse! Ganske stille og lidt tøvende endte hun med at slippe ham, kun for at lade grønne øjne falde på hans ansigt. Vagterne skænkede hun ikke en tanke ej heller selvom de virkelig holdt øje med dem. #Jeg er bange for at de ting du har hørt er sande. Jeg slap ud af buret og angreb stedet, tog livet af mange deriblandt Moniqe og Camille,# endte hun og slog blikket ned. Det var med største sandsynlighed de ting hun følte for Mattheus der havde medvirket til at hun havde reageret som hun gjorde, og hun frygtede hvor mange flere ofre det ville tage før det ville løse sig. Derfor vidste hun allerede nu at dyret var noget hun måtte opgive. ¤Du har ingen idé om hvor glad jeg er for at se dig,¤ endte hun og hoppede over til at arbejde med hænderne hvilket var lidt lettere. Hendes hår var fedtet, hun var blodig og lugtede ikke synderligt godt, desuden havde hun ikke sovet i dage hvilket havde givet hende mørke rander under øjnene. Maden rørte hun ikke, hvilket allerede kunne ses på hende, men der var jo ikke så meget at gøre ved det, ikke før hun kom ud fra dette rådne sted vel og mærke.. hvis det da nogensinde ville ske. Hun sukkede tungt og så på den åbne dør bag dem. Hvor kunne det dog være fristende at flygte fra det hele.. forsøge om ikke andet.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde været omkring for et stykke tid nu, men han havde jo ikke været i stand til at huske noget som helst, da det var noget som først var kommet for ganske kort tid siden, og da det var gået op for ham at det var hans eget barnebarn som havde været involveret i sagen, så var han taget af sted, også selvom det var en kaotisk tid for ham, så havde han altid tid til sit barnebarn. Ingen tvivl. Han havde altid været en familiær mand. Eller.. det var han blevet, efter at han havde været i stand til at huske tingene omkring ham. #Det gør vi alle sammen til tider, specielt på et sted som det her.# Efterhånden havde han selv siddet rigtig meget i kældrene her, så han kendte dem ganske godt, og derfor var han naturligvis glad for, at det ikke var ham som sad der, selvom han på ingen måder kunne fryde sig ved tanken om at hans eget barnebarn skulle sidde der, og ingen kunne fortælle ham hvilken skæbne som ville møde hende, for døden ville under ingen omstændigheder blive alternativet, og det skulle han nok sørge for! Han rystede let på hovedet. #Hvis jeg kunne forklare det, eller vidste det, så havde det været nemmere for mig at fortælle. Jeg har vel bare snydt døden atter en gang.# Han sendte hende et svagt smil, inden han roligt slap grebet omkring hende. Han var der, og det var sikkert også en overbevisning som hun nu ville sidde inde med. At hun så kun måtte bekræfte rygterne for ham, var noget som kun fik ham til at stirre meget sigende på hende og med den samme alvorlige mine. Det var jo en yderst alvorlig situation som hun havde placeret sig selv i! #Jeg håber du har en rimelig god forklaring på hvad der foregår,# påpegede han ganske alvorligt, idet han lod hende trække sig. Omstændighederne omkring hans liv, var naturligvis også noget som berørte ham. Liya var død, hans børn var gravlagt og Faith ville ikke vedkendes ham. Ja, det var hårde odds, når han var vant til at de alle var der, og nu stod han med det hele alene sådan pludseligt. At hun brugte hænderne, var ham ikke noget besvær for ham, for det var han van til. Sådan havde det jo været siden hun havde været lille, også selvom… han godt kunne mærke forskel, for hun var hurtig i forhold til hvad han var vant til. ¤Jeg er også glad for at se dig igen, Aliyah.¤ Selvom det var lettere prøvende, så måtte man jo forsøge sig frem på den ene eller den anden måde. ¤Jeg er måske lidt rusten. Jeg har ikke udøvet det her siden du var lille.¤

[Cressida Marvalo]

Det forundrede direkte Aliyah at se ham stå der efter hun havde set ham og Faith dø lige for øjnene af hende. Hun havde set ham falde og var endt med at løbe på hans befaling, hvilket nok havde været med til at sikre hende overlevelse… Dengang vel og mærke, hun var i tvivl om hvor vidt hun også ville overleve denne gang. Hun nikkede stille. Det var et forfærdeligt sted og det eneste man kunne give sig til var at sove og spise hvilket gjorde hende rastløs, hun var vant til at være i gang i løbet af dagen på Mattheus’ kammer. Hun vidste ligeså at hendes kære bedstefar havde siddet i disse celler op til flere gange og dermed var kendt med det. ¤Der er ikke andet at give sig til,¤ erkendte hun og trak lidt på skuldrene. Det selskab hun fik i dag var mere end hun havde fået i årevis stort set, hun havde virkelig savnet ham. Hun trak let på smilebåndet og himlede lidt med øjnene. ¤Det er du efterhånden blevet mester til,¤ påpegede hun lidt sigende. Hun håbede at hun ligeså ville være i stand til at gøre det igen, for dengang i arenaen havde det jo været meningen at hun skulle dø.. det var et mirakel at det ikke var sket. Som han slap hende gled hun igen ned på gulvet og satte sig op af væggen med et træt blik. Det var for krævende at stå op, hun havde ikke energien uden mad eller hvile til at gøre det i det hele taget. Som han bad om en god forklaring bed hun sig let i læben. ¤Jeg har en forklaring men jeg er hverken sikker på at den er god eller fuldendt,¤ forklarede hun roligt. Hvis der var nogle hun vidste at hun kunne være ærlig overfor, så var det sin bedstefar, desuden havde hun efterhånden brug for at komme af med sine mistanker og få det enten be- eller afkræftet. Det morede hende lidt at han var blevet rusten efter alle de år, men det gjorde også at hun valgte at sætte farten lidt ned så han alligevel ville kunne følge med hende, han skulle jo også gerne have en forståelse. ¤Sig til hvis det går for størkt så, jeg tænker ikke rigtigt over det mere,¤ erkendte hun. Skålen med det vamle grød var blevet kold og stod ved siden af hende, hun havde ikke rørt det, for det havde på ingen måde været særlig delikat eller appetitteligt og sådan havde det været mere eller mindre siden hun var kommet herned. Det var dog rart at han var dukket op, så slap hun for at tænke mere på Mattheus for denne gang.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde gjort hvad han kunne igennem rigtig mange år, for at beskytte sin familie, og det var uden tvivl hvad han endnu agtede at gøre, og derfor opsøgte han hende nu. Faith huskede ingen af dem uanset, og Cayla og Junior have vidst mere end rigeligt at tage sig af i forvejen, af hvad han vidste og havde hørt om, og derfor gik han et sted ud fra at Aliyah godt kunne bruge en som kunne stå med en vis form for rygrad? Ligesom han kunne stå med lige nu. Han sendte hende et smil. Selvom hun måske var ganske erfaren med hænderne, så var det ved at være lang tid siden at han selv havde gjort brug af det, og derfor var lidt rusten, så at hun ville sætte farten lidt ned, var faktisk noget som glædede ham. ¤Jeg kan godt huske det.. Jeg tror det er selv samme celle, som jeg altid er placeret i¤ Han så sig omkring. Jo, tog han ikke meget fejl, så er det hans egen celle, som hun var placeret i. Lige hvad der var gået galt, siden hun var gået fuldstændig amok i Rimshia. #Nogen kan jo bare det der, ikke sandt?# endte han med en ganske sigende mine. Han holdt jo af hende som den familie som hun var, og han ønskede naturligvis at hjælpe hende så meget som det nu var ham muligt, for hun var jo hans barnebarn og at se hende sidde der, brød han sig ikke om. At hun have en forklaring på hvad der var sket, var bedre end slet ikke at have nogen, og han lyttede meget gerne til den, så han kunne finde ud af helt præcist hvad pokker der foregik! #Jeg lytter gerne, Aliyah. Tiden kan man vel godt sige, at jeg har massere af,# tilføjede han roligt. Han ville gerne høre helt præcist hvordan hun havde det med de ting, for det var noget som han faktisk selv ønskede at få svar på, nu hvor det endelig skulle være i den anden ende. ¤Tænk ikke over det, min kære. Jeg skal nok lære det. Døden frarøver desværre en hel del, men mon ikke det kommer igen, ligesom alt det andet, forhåbentlig.¤ Denne gang med hænderne, også for at bevise for hende, såvel som ham selv, at han stadig godt kunne, og at det ikke var noget som han havde tabt helt og holdent, selv på trods af alt det som var sket. Han vendte de mørke øjne mod hende, inden han vendte blikket mod skålen med grød ved hendes side, inden han vendte blikket mod en af vagterne. ”Få noget føde herned, og det skal være spiseligt. Nu!” beordrede han. Vagterne kiggede skiftevist på hinanden, inden den ene vendte om og forlod kælderen. Kimeya ville de stadig ikke komme på tværs af.

[Cressida Marvalo]

Aliyah var virkelig glad for at Kimeya havde insisteret på at få lov til at se hende, men det morede hende lidt at han fik lov på trods af at hun intet besøg måtte få. Der var tilsyneladende ikke mange som turde sige ham imod. Hun skulle nok sørge for at tage hensyn til de mange år hvor han ikke havde gjort brug af hænderne. Det morede hende lidt at hun var blevet placeret i samme celle som hendes bedstefar var blevet placeret i gang på gang. Det var en af de mindre, og eftersom den var i enden af lokalet så var den i forkus hvilket var træls, men det var bedre end at sidde sammen med de øvrige fanger som primært var mænd. ¤Det må være skæbnen der taler i så fald,¤ svarede hun og forsøgte sig med et smil også selvom det var stift. Det var længe siden hun havde haft gang i de muskler selvom det normalt lå ret naturligt til hende. Hans ego.. hans person det var alt sammen som hun huskede det, hvilket løftede hendes humør for første gang i flere dage. ¤Det ligger til familien,¤ påpegede hun sagte og kunne ikke lade være med at smile, for de havde jo stort set alle gjort det på et tidspunkt. Smilet falmede langsomt. Det var rart at have en som hun kunne betro sig til og som forhåbentligt ikke ville bebrejde hende for de tanker hun gjorde sig om landets konge.. hun havde brug for at der var en som vidste det og kunne hjælpe med at holde hende rolig. ¤Så slå røven i jorden, for det kommer til at tage tid, og det er kun teorier, men jeg tror at det skyldes.. magen. Mit dyr er blevet stærkere for hver dag. Jeg gennemgår fuld forvandling ved hver måne nu og jeg farer op så snart en duft er forkert eller jeg føler mig truet, det begynder at blive anstrengende,¤ erkendte hun frustreret. Der var mange som anså hende for at være den høflige, søde pige, men overfor ham kunne hun give los, være ligeglad med hendes sprog og tunge, hvilket faktisk var rart og særligt i fisse tider. Hun sendte ham bare et lille smil. ¤Det skal nok komme igen,¤ medgav hun sigende. Hun kunne jo se hvor hurtigt Mattheus faktisk havde fået det i fingrene igen. Idet han henvendte sig til vagterne hævede hun et slankt øjenbryn. ¤Hvad sagde du til dem?¤ spurgte hun lidt nysgerrigt. Uanset hvad det var, så var vagterne allerede begyndt at stokke rundt som tosser efter et eller andet. Det var i de tilfælde at det var upraktisk at mangle hørelsen.

[Kimeya Marvalo]

Et sted var det måske temmelig ironisk at det var i denne celle Aliyah var endt, for selv Kimeya var altid blevet holdt væk fra de andre, udelukkende fordi at det altid havde lagt op til problemer i den forstand at Kimeya altid havde formået at piske en stemning op i kælderen, og det var uanset hvem eller hvad der havde været dernede. Kælderen havde han efterhånden temmelig stor kendskab til, men det have derimod også kun været Jaqia som have turdet at sætte ham ned i den, hvilket han faktisk havde respekten for. Han håbede vel bare et sted at hendes kære søn havde samme nosser som hende til at gøre noget ud af sagerne? #Det er lige før de burde skrive vores navn på cellen her. Vi har åbenbart altid en eller anden siddende hernede,# påpegede han med et let og stille smil på læben. Selvom det måske var en temmelig alvorlig ting. Med henblik på det at snyde døden, var noget som stort set var meget almen kendt i deres familie, for det var bestemt ikke første gang at det var sket, så der var ikke rigtigt nogen tvivler om det i længden. Han trak let på skuldrene. #Kan du modargumentere for den?# spurgte han med en endelig stemme. Han vendte blikket mod hende. Hos ham behøvede hun slet ikke pakke tingene ind, og sådan havde det altid været. At hun opfordrede ham til at sætte sig, havde han egentlig ikke særlig meget lyst til, for det var ikke ligefrem fordi at gulvet var synderlig pænt, og lidt forfængelig havde han vel altid været? ¤Jeg står fint her, ellers tak. Hvis magen er indvolveret, så har du bare at hoste op og fortælle mig det hele.¤ Han vendte blikket mod hende. Hun havde det ikke særlig godt, men det at se hende smile lidt, var noget som han faktisk var glad for. Om ikke andet, så var det jo faktisk noget som han kunne genkende, og det var uden tvivl noget af det bedste af det hele. At hun gik forvandlingerne igennem, var noget som bekymrede ham, for det vidste han udmærket godt, at hun ikke gjorde før. Selv nu hvor han havde sendt vagterne ud efter noget spiseligt til hende, så var det tydeligt, at de ikke turde arbejde imod ham, hvilket passede ham fint. Han blinkede let til hende. ¤Jeg bad dem simpelt om at finde dig noget spiseligt, Aliyah. Du ligner en som ikke har spist i uger¤ Han var bekymret for hende, også fordi at hun i princippet var noget af det sidste som han havde tilbage, og derfor heller ikke ønskede at se hende på denne her måde.

[Cressida Marvalo]

Nu hvor Aliyah vidste at det var den selv samme celle som Kimeya havde siddet i, så var hun overbevist om at der var en hvis form for skæbne i det.. og en dyb ironi, men det morede hende kun. På sit vis gjorde det næsten også cellen mere hjemmelig uanset hvor dumt det så end lød. Det eneste hun var glad for, var at hun havde fået en celle for sig selv, hvilket ikke passede vagterne. Hun var ret sikre på at den eneste grund til at de ikke brød sig om hende, var at de ikke forstod hende. ¤For min skyld måtte du ellers gerne beholde den. Jeg savner min seng,¤ erkendte hun og rynkede på panden. Hvad hun dog ikke ville gøre for bare at se solens stråler igen, hernede var der intet andet end mørke. Hun sukkede indædt og rystede på hovedet. ¤Desværre ikke,¤ tilføjede hun ærgerligt. Efterhånden var det gået op for hende hvad der foregik også selvom hun hadede tanken. Hun havde ørt de mange skrækhistorier om hvad der skete når dyret blev afholdt fra sin mage og nu var hun selv en del af et. En kende nervøst strøg hun sin arm som han bad om hele forklaring. Hun kunne vel ligeså godt bare være ærlig? ¤Jeg er bange for at jeg har mødt min mage. Siden jeg mødte ham er dyret blot blevet værre. Desværre er han.. en uopnåelig mand som har en svaghed for det kvindelige køn. Jeg reagerer på hans dufte med vrede. For noget tid siden fik han mig overtalt til at sætte mit mærke i ham, hvilket jeg gjorde men han nåede ikke gengælde det. Siden har en voldsom vrede og frustration bygget sig op, fordi jeg på sit vis har følt at han.. vanæret mærket, dets betydning… og mig. Den aften havde vi et skænderi om hvor jeg skulle tage min forvandling. På slottet eller hjemme hos mor og far, og jeg tog desværre den forkerte beslutning, hvilket resulterede i.. dette,¤ afsluttede hun lidt sigende og slog blikket ned. Det var bevidst hun ikke valgte at sætte navne på, og det var måske en lidt rodet forklaring, men hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle gøre det. At han ikke ville sætte sig undrede hende ikke, han havde altid været ret forfængelig, men hende som var vant til skidt i øvrigt var virkelig beskidt i øjeblikket selv, kunne ikke tillade sig at være kræsen. Kort skulede hun mod skålen med grød. Hvem kunne spise den slags? Det var heller ikke fordi hun havde haft en stor appetit siden. ¤Det sidste jeg spiste var legemsdele og indvolde, Kimeya.. mange fra folk jeg holdt af. Mad har ikke været det jeg har haft mest lyst til,¤ erkendte hun ærligt. Hun var ikke så sulten, faktisk havde hun konstant kvalme, men hun ville ikke bekymre ham yderligere.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya genkendte kun cellen alt for godt, og specielt nu hvor han faktisk også stod i den. Et sted var det egentlig en ganske underholdende tanke, men ikke noget som han kunne gøre det største ved, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede mod hende. Han var nu glad for, at han ikke skulle sidde i den, for det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen måde. Han selv havde siddet i den så mange gange, at han selv ville blive vanvittig af det. #Jeg er hellere fri, kære Aliyah. Jeg er sikker på, at det er begrænset hvor lang tid du selv skal sidde her.# Han selv ønskede slet ikke at se hende under disse omstændigheder og specielt ikke i denne forfatning. Han nikkede mod hende. Det var en familie som skulle stå op til rigtig meget, og sådan havde det været igennem temmelig mange år. Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang, også selvom han nægtede at sætte sig, for det var virkelig for beskidt. Som hun gav sig til at forklare om sin mage, som en uopnåelig mand, så gik det temmelig hurtigt med tegnene, men han var nu alligevel ganske sikker på at han fik de fleste med i hvert fald. Nok til at skabe sig en sammenhæng i det. #Jeg ved ikke om jeg fik det hele med, men hvis denne mage er så uopnåelig, at du er så.. påvirket af hans tilstedeværelse. Jeg formoder du tog forvandlingen hjemme ved dine forældre? Det er trods alt kun menneskeligt at fejle, og derfor nægter jeg at tro på, at de kan dømme dig forfærdelig hårdt på hvad der er sket.# Han lod hende snakke som hun nu havde lyst til, også selvom han vidste, at der var mere i det, end det som hun måske lige valgte at fortælle ham, så var det jo egentlig ikke noget som rigtigt var kommet bag på ham. Uanset hvad, så var hun nødt til at spise, om han så skulle blive der, til hun havde fået noget ned. Han lod armene roligt søge over kors. Selvom han ikke rigtigt vidste hvordan det hang sammen for det at være et dyr som hun var, men uanset hvad, så var hun nødt til det. #Jeg har ikke nogen intentioner om at diskutere det med dig, Aliyah. Du kan ikke sidde her uden at spise noget som helst.# Han trådte roligt mod hende, idet han lod hånden glide let under hendes hage, for at vende hendes blik op mod sig. Han holdt jo af hende, og hun var jo stort set.. det eneste og sidste som han havde tilbage. #Jeg har mistet stort set alle omkring mig, og jeg har ikke lyst til at miste dig.#

[Cressida Marvalo]

På en eller anden underlig måde, gjorde det cellen mere hjemmelig at også Kimeya havde sat sin tid der. På trods af det ville hun nu alligevel gerne snart ud derfra.. hjem i en varm seng med nogle omkring hende. Hun var uanset ikke sikker på at hun ville være i stand til at vende tilbage til slottet efter dette. For det første ville hendes ry være ødelagt.. igen og derudover så var hun bange for at det ville være for farligt at være mere omkring Mattheus end højest nødvendigt, det gjorde hende om muligt kun endnu mere frustreret. ¤Jeg håber ikke det er lang tid endnu,¤ erkendte hun og så op på ham. Et sted så sørgede hun også for at skabe en ordnetlig samtale, for hun ville ikke have at han skulle gå, hun ville ikke være alene igen også selvom den tanke var ynkelig. Kimeya havde altid været en hårdfør mand, men det var det som hun havde været vant til så det var ikke fordi det generede hende. Hun bed sig let i læben og slog blikket ned, et sted glad for at han ikke bad hende om at navn, for selvom han var nemmere at åbne op for, så vidste hun allerede at han ikke ville bifalde det. ¤Jeg er påvirket af ham.. selv når han ikke er til stede,¤ erkendte hun og følte igen tårerne trænge sig på. Hun håbede på at han havde ret i at hun ville blive dømt til døden men nu vidste hun jo også at Mattheus ikke ønskede at hugge hovedet af hende, hvilket om ikke andet var lidt lettende. #Jeg tog forvandlingen hjemme ved mor og far selvom han frarådede det, men jeg var for pokker bange for at skulle ende med at bryde ud og gøre skade på Mattheus i stedet for,# udbrød hun uden at tænke videre over det. Hun tog sig til hovedet. Det var så umådelig frustrerende og hun følte sig for afkræftet til at være oprevet lige nu. Det va pænt af ham at han havde bedt vagterne om at hente noget spiseligt, men hun havde virkelig ikke lyst til mad. Kvalmen havde påvirket hende siden den aften og hun var ikke sikker på at den ville forsvinde bare sådan. #Jeg lover ikke at jeg kan holde det i mig,# svarede hunbare og kunne ikke lade være med at føle sig en smule irriteret også selvom hun vidste at han gjorde det for hendes bedste. Blikket hævede hun langsomt til hans. Hun forstod godt at han ikke ville miste hende, mor og far ville også være knuste, det var slet ikke fordi hun havde planer om døden. #Jeg ved det godt.. og jeg håber ikke at det kommer til at ske,# svarede hun med et stille nik.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde efterhånden siddet i denne celle temmelig mange gange, også fordi at den var afliggende fra alle de andre som også var der, så han formodede faktisk at hun sad der af samme grundlag, som han selv havde gjort i sin tid. Han vidste jo trods alt også at Marvalo og Jaceluck desuden var temmelig vigtig for slottet og kongehuset, og derfor var det bestemt heller ikke den familie som man skulle pisse af, dersom man kunne blive fri for dette. Hans mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Lige her, var nok det sidste sted han havde regnet med at skulle høre om hans kære datter, men han kunne jo ikke gøre andet ved det, end at forsøge at holde hovedet over vande, og true slottet nok til at de ikke ville tage hende fra ham. #Jeg kan love dig for, at det ikke er for lang tid, min pige,# sagde han endnu en gang og med den samme bestemte tone, for det lignede hende slet ikke at være så nedenfor. Selvom han måske ikke havde bedt om noget navn, så havde han en sjov fornemmelse af, at hun nok skulle få det fortalt til ham på den ene eller den anden måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han smilede let for sig selv, som hun alligevel endte med at afsløre det for ham. At det så var Matheus Angleráx – Kongen af Dvasias, som skulle være grunden til dette kaos, forundrede ham dog, og dog.. hun lignede i sandhed sine forældre på frygtelig mange måder. #Ser man det. Jeg er sikker på, at end ikke Mattheus er kendt med omstændighederne, til at du tog forvandlingen hjemme frem for her, for hans skyld?# Han gik mod hende, inden han lagde begge hænderne mod hendes kinder, som han strøg ganske let. Måske at han var en hård mand i det ydre, men når det kom til hans familie, og dem som han holdt af, så kunne han slet ikke drømme om at lade hende sidde der alene, for et ønskede han slet ikke. Mad skulle hun have, også fordi at det uden tvivl var ham en.. bekymring, at hun ikke ville spise noget som helst. #Lidt er jo trods alt bedre end ingenting, og jeg lader dig ikke sidde her under disse omstændigheder, Aliyah. Selv du fortjener bedre end det,# fastholdt han med en yderst bestemt mine. Han strøg hendes kind ganske let, inden han forsøgte at fange hendes ansigt med sit igen. Han ønskede at se hende i øjnene. Ingen ønskede at miste hende, for hun havde jo altid været humørbomben i familien, og det var vel også det som de havde brug for? #Det tør de ikke.. Uanset hvor meget de truer med det, så er tabet dem for stort,# lovede han endeligt. Tanken om at se hende gå mod galgen, var en tanke som gjorde ham vred.