It seems to be a.. good night?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus kogte så meget, at han nærmest stod og rystede. Shalio skulle uden tvivl være glad for at Mallorie nu havde valgt at gå ind mellem, for det var jo sandt hvad han sagde – han kunne bede og beordre hende til hvad han ville, for det var jo indbegrebet af at være hans, for det var hun! Hans elskerinde ganske vidst, men stadig noget som var ham nært. Han måtte gå offentlig ud med det i stedet for, for det ville da uden tvivl kun gøre sagerne meget nemmere for dem alle sammen. ”Hvor vover du at tiltale mig på den måde?!” hvæsede han denne gang med de spidse tænder fuldt ud synlige. Det var yderst sjældent at det skete, at han reagerede så kraftigt og på den måde, som han gjorde det lige nu, og det var jo slet ikke meningen at det skulle gå ud over Mallorie, for hun havde jo slet ikke gjort noget forkert! Han vendte blikket mod hende. Vrede og nærmest mordlyst skinnede ham langt ud af blikket, også selvom han virkelig forsøgte at beherske sig. Han var hurtig, og han kunne med lethed slå den necromancer ihjel, og så ville det jo være et problem ude af verden! ”Rolig..” forsøgte han beroligende til hende, også selvom det nok var et meget tamt forsøg, for han var virkelig oppe i det røde felt, og Shalio gjorde bestemt heller ikke sagen bedre for nogen som helst! ”Hvilke kræfter du besidder? Kontrollen over de døde? I er måske ikke mange, men jeg ved jo at ringene breder sig i vandet, ikke sandt? Truer du virkelig med at gå mod mig, Shalio? Vægter du ikke dit liv højere end det..?” nærmest hvæsede han. At Mallorie blev stående ved ham, havde han ikke noget imod, for det hjalp om ikke andet på at holde sig lidt i skindet, for det havde han virkelig brug for lige nu. Han trak vejret direkte dirrende. For hans vedkommende var de færdig – før han endte med at slå den mand ihjel, for at gøre ham yderligere vred, for lige nu, skulle der bestemt heller ikke meget til! Han slap roligt grebet og taget omkring Mallorie, idet han vendte de rødlige øjne direkte mod Shalio igen. Skøge? Ja, det ord kom bestemt ikke fra hans mund! ”Jeg vil på mit kraftigste anbefale dig, at pakke dine skeletter sammen og forsvinde fra slottet, før jeg personligt ender med at slå dig ihjel!” Igen trådte han faretruende mod ham endnu en gang. Han var virkelig i kogepunktet!

[Deleted]

Shalio kunne godt se, at Mallorie var bange. Det ville have gjort ham mere vred på kongen, dog vidste han, at det var primært hans skyld det hele. Han hjalp hende på ingen måde, på nuværende tidspunkt. Det var ikke kongen, som var den onde længere, det var ham. Tanken føltes som et slag i maven. Tingene var gået som de skulle, dog fortsatte han. Han blev ved med at køre stemningen op, der var ingen grund til det. Alligevel reagerede han,som han gjorde. Mallorie var en stærk pige, hun burde godt kunne klare sig selv. Nu var hun tilgivet og derfor kunne han godt forlade slottet.
Shalio havde været ydmyg og formel i starten, dog fik vreden ham til at glemme alt om De og du. Faktisk kunne han ikke være ligeglad med, hvordan man tiltalte kongen. Tankerne fløj rundt i hans hoved, han vidste ikke hvordan han skulle få vendt denne situation. "Når kampen er igang, er De og jeg begge to bare individer, i kampens hede har vi ikke titler, kun navne" sagde Shalio mere roligt end før, dog stadig med noget vrede i stemmen. Kommentaren ville højst sandsynligt ikke hjælpe noget, da han lige havde sammenlignet kongen med sig selv. Det billede kongen havde af ham, var ikke det bedste på nuværende tidspunkt. Shalio vidste godt, at det var en rigtig dum idé at true kongen. Det havde bare været en refleks for, at få ham til at gå tilbage. Kontrollen over de døde, var ikke just nogen dårlig kraft at have. Dog blev han nødt til at træne mere, hvis han ville have noget håb om stå længere end to minutter mod kongen, hvis han var blid. "Du kan slå mig ihjel på stedet hvis du ville, du ville kunne fjerne problemet nu og her, men som du selv siger, så spreder ringene sig i vandet. En oprørsk Necromancer nu, to imorgen, fem inden ugen er omme og det fortsætter, vi er få, men vi hører også rygter" sagde han og så kongen i øjnene. Han var ikke sikker på, om dette ville ske. Det kunne også være, at de andre Necromancere ville være fuldstændig ligeglade med ham. Han vægtede sit liv meget højt, derfor håbede han på, at dette ville holde kongen væk fra ham. Han hørte kongens anbefalingen og var rimelig enig med ham. Det var nok på tide, at han gik nu hvor han havde chancen, før kongen rent faktisk slog ham ihel. De tre skeletter som stod mellem kongen og ham, sænkede deres parrader og vandrede over mod bunken af skeletter. Tre skeletter mere rejste sig og de begyndte alle seks, at tage så mange knogler som muligt i favnen.

[Deleted]

Mallorie var stadig ræd, men det blev gemt en smule væk, da hun mærkede Matt næsten ryste at vrede. Det var første gang hun havde set ham på denne måde, men hun frygtede, at det ikke ville blive sidste gang. Hun prøvede virkelig på at få ham til at falde til ro, men det gik ikke helt godt for hende, da hun var for bange til faktisk at gøre noget drastisk, som nok skulle til, for at det ville virke noget som helst. Hun forsøgte at komme på et eller andet. Noget som kunne få ham til at stoppe med sin vrede. Hun var hans og det var ikke noget, som hun kunne eller ville ændre på. At han nogen gange godt kunne behandle hende som en genstand, det var en helt anden side af sagen. Noget, som ikke kom andre ved. Den måtte de tage privat. Som Matt kiggede ned på hende igen og kom med sit meget… dårlige forsøg på at berolige hende, der kunne hun ikke lade være med at komme med et smalt smil. Bare et lille et, fordi det var så dårligt et forsøg. Hun kunne se mordlysten skinne igennem ham. Dog blev hun stående ved siden af ham, indtil han besluttede sig for at slippe hende og træde over mod Shai igen. Hun overvejede et kort sekund at gå ind foran ham igen, men af frygt for at blive skubbet væk, tog hun i stedet hans hånd i sin og trak ham en smule tilbage. ”Matt…” hviskede hun bedende, som hun holdt fast i hans hånd, men ikke gjorde mere end det. Hun stod stille ved siden af ham og kiggede op på ham, uden så meget som at ænse Shai et blik.
Dog vendte hun hovedet mod ham igen, da han snakkede og blev rolig over hans tone. Hun var ikke længere bange for, at der skulle ske noget drastisk, da hans skeletter begyndte at pakke sammen. Hun åndede lettet ud, men slap ikke sit tag i Matt. Faktisk så vendte hun sig og pressede sig ind mod hans brystkasse. Hendes hjerte hoppede af sted og ikke på den gode måde. Hun var virkelig bange. Bange for der skulle ske ham noget, hvilket var en helt ny følelse for hende. Hun begyndte hurtigt at ryste over hele kroppen og hvis hun prøvede på at sige noget, så ville hendes stemme knække.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia havde i timer været tvunget til at sidde med et dybt ubehag som hun allerede vidste skyldtes at Mattheus på en eller anden måde havde fået rodet sig ud i noget skidt. Hun havde langt om længe forladt sit kontor, for i første omgang havde hun ønsket at han skulle klare det selv, han var trods alt en stor dreng, men nu var der gået for længe. De lange, blonde lokker var bundet i en høj, stram fletning som faldt yndefuldt ned over hendes halvnøgne ryg. Som sædvanlig var hun iklædt et mørkt korset og et par tætsiddende bukser i læber som kun fremviste hendes kvindelige former og viste rimelige mængder med bar hud. Hun havde aldrig klædt sig som en dronning, men de fleste genkendte hende og havde respekt for hende selv på trods af at hun ikke længere bar den royale titel. Hendes hæle slog høje smæld ned af de tomme gange hvor hun passerede intet andet end vagter på vej ned til tronsalen.
Det gik hurtigt op for hende at noget var galt eftersom dørene var brudt op. Hvor hun dog hadede forstyrrelser! Uden tøven trådte hun ind foran den ødelagte dør og lod kolde isblå øjne falde på hele scenariet. Skeletterne ved siden var det første som faldt hende i blik, det kunne næppe tyde godt, og måden den unge tøs stod og knugede sig ind til Mattheus på fik hende blot til at sukke opgivende. Hvor var det typisk den knægt at skabe postyr over en kvinde. ”Jeg bryder mig ikke om forstyrrelser, så hvorfor forstyrre I mig?” spurgte hun med en følelseskold, hård tone. For et kort øjeblik så hun hen på Mattheus som lignede en der var ved at eksplodere af raseri, hvilket hun ikke ville nyde noget af igen. ”Hvad er problemet?” spurgte hun med en stemme der krævede svar, og der var ikke noget at diskutere! Selve scenariet brød hun ikke yderligere ind i, hun var ganske sikker på at hendes tilstedeværelse nok ganske hurtigt ville fange deres interesse. Hvad angik den unge kvinde, så havde hun kun set hende et par gange af navn var hun ukendt, men ikke desto mindre så var det da et bedre valg en Denjarna. Bag hende hørtes en tydelig knurren hvorefter et stort, pelset dyr kom til syne ved dørene og endte med at søge hen mod hende blot for at knurrer lidt faretruende. Hun hævede blot en finger og dyret satte sig pænt ned ved hendes side, om ikke andet til hun ville bede den om andet, spørgsmålet var om det ville blive nødvendigt?

[Deleted]

Shalio kunne mærke, at kongen betød meget for Mallorie og omvendt. Derfor var det bedst at det sluttede sådan her. Han ville nok ikke komme til at se hende igen, men han var heller ikke i tvivl om, at hun ikke gad at se ham mere. Hans opførsel havde været uansvarlig. Så længe de var glade sammen, så ville han være glad. Dog var han kommet i tvivl angående kirkegården. Han tvivlede stærkt på, at kongen ville gøre dette for ham nu. Faktisk regnede han med det modsatte. Vampyrene ville sikkert være konstant på nakken af ham nu. Det ville ikke komme til at blive behageligt, de kommende dage efter dette.
Han kunne høre ekkoet fra fodtrin i gangene. Hvad var nu det? Eller, hvem var nu det? Han var jo på vej ud, hvem ville komme nu? Det ville sikkert ikke hjælpe på kongens humør. Med mindre det så var hans mor. Hun stod pludselig der, hvor døren burde have været lukket. Shalio sank en klump, dette så ikke særlig godt ud. Hvordan skulle han forklare det her? Det var sådan set ham som havde brudt døren ind, fået kongen op og køre og startet kampen. Der var ikke rigtig noget der tydede på andet. Fandens skeletter, afslører alt for meget, det er ikke så let at rydde op. Han startede dog med at bukke for hende, det var i det mindste en start. "Jeg... Jeg beklager... Dette er mit rod" fik han fremstammet. Hvis man syntes kongen var hård, så ville man ikke ønske at møde hans mor. Shalio havde dog aldrig mødt hende, hun hørt rygter. Han syntes allerede kongen havde været slem, men hvis hun tog hans parti, så kunne Shalio se frem til resten af sine dage i slottets kælder. "Jeg skulle snakke med kongen, men vagterne ville ikke lukke mig ind, så jeg ehm... Brød døren op?" mens han snakkede, kunne han godt høre hvor dumt det lød. Der havde ikke været nogen grund til det. Hun ville sikkert også mene, at hans grund til det var dum og irrelevant. Shalio sank endnu en klump. Han ville ønske, at han var gået med det samme.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var virkelig vred, også selvom Mallorie uden tvivl formåede at holde ham lidt på rigtig sted, for han ønskede slet ikke at hun skulle være bange for ham. Han havde blotlagt tænderne. Skeletterne var truende overfor ham, og han brød sig slet ikke om at stå i den truende situation, for ikke at glemme, at han heller ikke fandt sig i at Shalio skulle snakke til ham på den måde! Han hvæsede fast af ham. ”På slagmarken er vi måske to individer, men jeg kan trygt love dig for, at det ikke er mig du ønsker kamp mod, Shalio! Jeg sværger på, at jeg nok skal slå dig ihjel, hvis det bliver mig nødvendigt!” hvæsede han med en fast og intens tone, idet han søgte i retningen af ham, men blev stoppet. Mallories greb omring hans hånd, forhindrede ham nærmest at komme tættere på knægten, hvilket vel egentlig også var for sit bedste, for ellers var han virkelig bange for, at han endte med at tage livet af ham, for det var uden tvivl det som han havde mest lyst til lige nu! ”Slip mig, Mallorie..” sagde han med en kortfattet tone, også selvom hun endte i hans favn, inden han nåede at gøre noget yderligere.
At Jaqia skulle dukke op, var bestemt ikke noget som han havde regent med! Han følte sig truet af de skeletter, og det at Shalio truet med at vende necromancerne mod ham, var bestemt heller ikke noget som han fandt sig i! Han bukkede hovedet mod hende, også selvom han allerede faldt betydeligt mere til ro når hun var der. Det var en irriterende effekt hans kære moder havde på ham, også fordi at han vidste, at det ikke ville kræve meget af hende, for at få styr på situationerne. ”Moder..” hilste han endeligt, idet han tvang sig selv til at slippe Mallorie. Han strøg hendes kind kort som et tegn til at der ikke var noget at være bange for, for han ønskede slet ikke at hun skulle stå der og være bange. Han vendte blikket kort i retningen af Shalio, inden han foldede hænderne over ryggen, kun for at gå tættere på sin mor i stedet for. Bange for hende, var han bestemt ikke, også selvom det nok et sted var en facade, for han brød sig ikke om at hans moder var sådan over ham hele tiden. ”Jeg kan godt selv tage kontrollen over det her mor. Bare søg tilbage til arbejdet. Shalio var netop i færd med at pakke sammen og gå,” sagde han endeligt, som han vendte sig advarende i retningen af ham.

[Deleted]

Mallorie kiggede overrasket mod dørene til tronsalen, da en kvinde kom ind igennem de ødelagte døre. Det var… okay. Hun havde ingen anelse om hvem det faktisk var, men hun kunne hurtigt regne det ud, da hun begyndte at tale. Den ældre kvinde kom hen til den meget mærkelige trio, som var omringet af skeletter. Hun kiggede mod hende og ville ikke rigtig sige noget. Hun havde ikke noget at skulle have sagt i denne situation. Nu var hun ”blot” kongens elsker og havde sådan set heller ikke noget magt eller ord at komme med. Hun havde brudt ind i deres samtale for at komme ind og underholde Matt en smule, men det havde ændret sig til en meget grim situation, hvor der faktisk kom vold med ind i billedet. Hun sukkede, stadigt stående i hans favn, med blikket mod hans bryst. Shai’s forklaring sagde en del. Hun havde tænkt en smule over, hvorfor pokker døren var blevet brudt op på den måde. Det kom til at koste ham dyrt at erstatte. Hun trak på skulderne over sin egen tanke. Det var sådan set lige meget for hende, da det ikke kom hende ved. Da en knurren lød, hoppede hun næsten en meter op i luften og kiggede meget… overrasket over på panteren ved hendes side. Hvad i? Hun nåede ikke at tænke længere, før Matt strøg hende over kinden og slap hende. Mor? Når så det var Hertuginden. Mall trådte derefter nogle skridt tilbage og lod ham snakke med dem uden at hun forstyrrede. Hun trådte dog alligevel med ham over til hans mor. Det var første gang hun havde mødt hende officielt, så hun kunne ligeså godt gøre det ordentligt, når hun skulle hilse på hende første gang. Hendes frygt, der stadig rummede i hendes sind gjorde også, at hun ikke havde nogen problemer med at opføre sig eksemplarisk. Selvom dyret ved hendes side var nok til at sætte hendes hjerte i gang med at banke og hendes hjerne i gang med en forsvarsmetode, tvang hun alligevel sig selv til at gå tættere på. Hun greb fat omkring skørtet på sin kjole og nejede pænt, inden hun vendte blikket mod hende igen. ”Hendes kongelige højhed. En fornøjelse endelig at møde Dem” sagde hun forsigtigt og prøvede på at skjule det faktum, at hun var ved at dø af skræk.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Ganske som ventet formåede Jaqia hurtigt at fange alles opmærksomhed hvilket passede hende fint, hun brød sig ikke om at blive overset. I både Shalio og unge kvindes øjne kunne hun spore frygt, hvilket kun morende hende, også selvom hun ikke gav udtryk for nogle følelser i det hele taget. Hun nød den magt hun havde over folk, også fordi hun mere eller mindre bar behøvede at være der. I lange sekunder stirrede hun med et gennemborende blik på manden som tilsyneladende var en af de få necromancere som var tilbage, og han lod ikke til at være tilfreds. ”Hvem har bedt dig om at tale?” spurgte hun hårdt. Hun satte en hånd mod hoften og så skiftevis på dem alle som en moder der stod og skældte sine børn ud efter et skænderi. Panteren ved hendes side tog hun sig ikke af. Efter de to andre var gået bort, havde hun været nødsaget til at anskaffe sig en ny, men den kendte dens plads. ”Og hvilken opførsel er det at udvise overfor sin Konge? Jeg havde halshugget dig for mindre,” svarede hun og mente det skam i ramme alvor, men hun blandede sig ikke i det, for det måtte være op til Mattheus, han var trods alt konge.
De isblå øjne faldt på Mattheus’ skikkelse. Hun ønskede ikke at underminere hans autoritet, så hun svarede ham ikke igen. ”Drop løgnen, Mattheus. Det var umuligt at arbejde i den larm. Få styr på det,” bad hun fast. Først da Mattheus sammen med den unge kvinde trådte mod hende, lod hun et blik falde på hende, og lod det søge vurderende ned over hendes skikkelse. Køn var hun, det var ikke svært at se hvorfor hun interesserede Mattheus.. hvad der dog slog hende var at hun var.. menneske? Et slankt øjenbryn skød i vejret. ”Jeg går ud fra at du er den som er skyld i hele balladen? I det mindste er du køn,” konkluderede hun uden at tage samme høflige tiltale i brug. Denjarna havde vist sig ikke at være Mattheus’ mage, men med alt det ballade over et menneske, kunne det vel meget vel vise sig at være hende? ”Skal du ikke introducere mig?” spurgte hun henvendt til sin søn. Kort skævede hun over mod Shalio. ”Få de skeletter af vejen omgående,” endte hun lidt korfattet, han var lidt lige meget i hendes øjne, hvis han ikke så grund til at tage livet af ham, så stolede hun skam på at det var den rette beslutning.

[Deleted]

Shalio lyttede til kongens ord. Han havde fuldstændig ret, Shalio ville helst ikke møde ham på slagmarken. Shalios største svaghed i kamp var fart. Kunne han ikke følge med modstanderen, så var hans skeletter ubrugelige. Kunne hans modstander komme tæt på ham, så var der ikke meget han kunne gøre. Han var ikke trænet til nærkamp, derfor ville de fleste kunne dræbe ham. Dog skulle de først forbi en masse skeletter, det var han dog ikke i tvivl om at kongen kunne. Dog ville han måske kunne få såret ham, det ville Shalio ikke have noget imod. Bare for at lukke munden, på den højtstående vampyr. Det ville dog ikke være hans liv værd, så han valgte bare at holde sin mund.
Hertugindens ord overraskede ham. Rygterne talte sandt, hun var ikke særlig snaksagelig overfor fremmede. "Jeg beklager deres excellence" sagde han og bukkede for hende. Det gik op for ham, at hans undskyldning også var at tale. "Jeg mener, undskyld. Vent jeg!" han holdte sig selv for munden, for ikke at stoppe med at snakke. Et tungt suk slap gennem hans hænder. De kongelige var så forvirrende. Da hun nævnte det med halshugning, gned han sin hånd mod sin hals. Bare for at sikre sig at den stadig var der. Han ville helst ikke halshugges, han kunne faktisk godt lide sin hals. Den holdte et godt bånd mellem hans hoved og hans krop. Han havde ikke behandlet kongen med respekt, det vidste han godt. Dog mente han selv, at folk som har fortjent respekt, skal have den. Han mente dog ikke at kongens opførsel, havde fortjent ham respekt. Jalousi var en slem ting, hvilket nok også var derfor Shalio havde reageret som han gjorde. Han var nok selv jaloux. Hertugindens ordre var klar og tydelig. Shalio fik sine skeletter til at samle de sidste knogle og forsvinde. De bevægede sig ud af døren og fortsatte ud af slottet. Shalio kunne blot se sine skeletter forsvinde. Hans eneste håb, hvis han skulle have en chance for at forsvare sig, væk. De var lige gået ud af døren. Han var bestemt heller ikke glad for den panter, som stod ved dronningen side. Han syntes den sendte ham et sultent blik.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ønskede slet ikke fortsætte med at diskutere sagen med Shalio, for han mente selv, at han handlede ret, når det kom til dette. Han vendte blikket med en fast mine i retningen af ham endnu en gang og med en samme dræbende mine. Mallorie var bange, også selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre det største ved af den grund. At møde ham på slagmarken ville bestemt heller ikke blive særlig sjovt for nogen parter, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han kneb øjnene fast og direkte dræbende sammen, for den måde som Shalio tiltalte ham på, var noget som gjorde ham vred, og de skeletter som stadig stod der, var noget som han nærmest antog som en trussel, for han brød sig slet ikke om at de var der!
I og med at hans kære moder havde valgt at melde sin ankomst, var kun noget som bragte en helt anden stemning med sig. Mattheus bed tænderne fast sammen. Det var jo også bare typisk hans mor at skulle blande sig i tingene! Han slap roligt Mallorie og trådte mod hende, også mest for at understrege, at han havde styr på det, selvom det nok var en dårlig løgn, for han havde slet ikke styr på Shalio, også selvom manden tydeligt viste hans mor respekten, så var det noget som kun frustrerede ham yderligere! Han knyttede næverne let. ”Jeg forsikre dig om, at jeg udmærket godt selv kan håndtere tingene,” fastholdt han. Han vendte blikket mod Mallorie, som kom dem i møde, hvor hun nejede for hende. Et sted glædede tanken ham naturligvis. Det var dog altid lettende, at Denjarna ikke havde vist sig at være hans mage, selvom han efterhånden var ved at finde ud af hvem, det faktisk var. ”Mor, det er Mallorie.. Mallorie, det er min moder. Den forhenværende dronning af Dvasias, Jaqia,” præsenterede han dem roligt. Det var jo heller ikke fordi at han som sådan havde noget andet valg. At Shalio havde fået pakket sammen og havde søgt videre, var egentlig noget som han havde det ganske fint med. Han vendte blikket mod Shalio og denne gang med den samme faste mine. ”Jeg formoder at vi er færdige her?” spurgte han endnu en gang.

[Deleted]

Mallorie kiggede på Hertuginden og klappede med det samme i som en østers, da hun hørte hendes kolde tone. Hun trådte derefter et skridt bagud og vendte blikket mod jorden. Hun lagde godt mærke til den hårde tone overfor Shai og han lukkede også arret med det samme. Det var nok også det klogeste. Hun havde ikke rigtig nogen anelse om, hvad pokker hun skulle gøre. Hun turde ikke engang kigge på Matt. Hun trak vejret dybt og fortsatte med at kigge stålfast mod jorden. Hendes vejrtrækning var det eneste der beviste, at hun stadig var i live, da hun stod bomstille. Hendes hænder var foldet over hinanden og lå ved hendes mave. Ikke på noget tidspunkt kiggede hun op. Som Hertuginden fortsatte med at snakke og derefter direkte til hende, tvang hun sig selv til at kigge op igen. Frygten var stadig i hendes blik, men den var ved at blive erstattet med vrede. Hvordan var det, hun snakkede til hende? Hun turde dog ikke sige noget igen til hende. Kun med Matt kunne hun tillade sig det. Ikke altid, men det meste af tiden gik det i hvert fald. I det mindste er du køn? Hvad skulle det lige betyde? Hun gjorde dog intet ved det. Hendes vejrtrækning forblev det eneste der kom fra hende.
Hun bemærkede dog, at skeletterne rykkede sig ud af tronsalen og han nu stod forsvarsløs tilbage derinde. Heldigvis kom Matt hende til redning og præsenterede de to kvinder for hinanden. Hun nejede endnu engang og vidste ikke helt, om det var smart at sige noget til hende. Dog blev hun enig med sig selv om, at en eller anden form for ord måtte komme ud over hendes læber. ”Mig en ære, hendes majestæt” sagde hun stille og kiggede kort på hende, før hun igen vendte blikket mod Matt. Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre. Hendes kommentar omkring, at alt dette postyr skulle være hendes skyld, anede hun ikke rigtig, hvad hun skulle sige til. Det hele var nu ikke hendes skyld, selvom man godt kunne tro det. Hun sendte ham et spørgende blik, som bevis på, at hun ikke rigtig vidste, hvad hun nu skulle gøre.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia ville gerne tro på at Mattheus havde styr på situationen men hun kunne mærke at det ikke var tilfældet. Hun forsøgte for pokker at lade knægten klare det selv, men desværre havde han for mange ord og for lidt handling, noget som han tilsyneladende havde fra sin far. Hun sendte ham et advarende blik. Den sidste han skulle forsøge at lyve overfor var hende, hun fandt sig ikke i det! Det lod til at de alle var mere bange for panteren ved hendes side end hende, hvilket morede hende. Så lang tid de behandlede hende pænt, så ville der skam ikke ske noget. ”Så bevis det,” svarede hun kortfattet idet hun igen vendte sig mod Shalio, som tilsyneladende havde fået travlt med at få skeletterne til at forlade slottet. Hun nikkede sigende. ”For fremtiden vil jeg råde dig til at udvise respekt for Kongen, vi skulle nødig have at du blev dømt for landsforræderi, vel?” spurgte hun med en kontrolleret og dog kold tone. Hendes læber fortrak i et køligt og glat smil. Det var tydeligt at kønne Mallorie så hjælpeløst på hendes søn og ikke vidste hvordan hun skulle forholde sig til hende. Det var morsomt og hun nød at hun efter alle de år endnu havde samme respekt og rygte som før. ”Selvfølgelig er det en ære,” svarede hun med et tilfredst glimt i øjet. ”Mød mig i morgen aften i pejsestuen, miss Mallorie, der er noget vi er nødt til at få styr på,” meddelte hun og bukkede med hovedet mod hende. Det stod ikke til at diskutere, det var nærmere en ordre. Det lod til at hun var brugt ind i alt det sjove hvilket næsten ærgrede ende, hun havde brug for lidt morskab efterhånden! Et dæmpet suk brød hendes læber. ”Jeg tror du har ret min kære. Lad os gå hver til sit, Enrico leder også efter dig,” påpegede hun til Mattheus, inden hun vendte sig mod Shalio en kende afventede. Hun havde ikke tænkt sig at gå nogle steder før den mand havde forladt slottet, hun måtte hellere holde et øje på ham for fremtiden, han lod kun til at være ude på ballade. ”Pil af,” endte hun fast og med en tydeligt advarende mine, han skulle ikke begynde at diskutere med hende under nogle omstændigheder! Hvis ikke han ville gå frivilligt, så måtte hun jo finde en måde hvorpå hun kunne få ham ud!

[Deleted]

Shalio vidste godt, at han ikke skulle fortsætte diskussionen med kongen, især når hans mor nu var der. Shalio frygtede dem begge to, dog ikke så meget kongen som hertuginden. Hun var skræmmende. Især det med halshugning. Shalio ville nødigt komme i vejen for hende. Faktisk var han ikke sikker på, at der var nogen som havde overlevet, at gå i vejen for hende. Shalio så på Kongen, da han henvendte sig til ham "Det kommer vel an på, om vi stadig har en aftale?" spurgte han roligt. Efter hvad der var sket, så var Shalio langt fra om de havde en aftale eller ej. Han ville bare være sikker, for ellers ville han nok holde sig skjult i noget tid, indtil at kongen måske havde glemt episoden. Han var bange for, at kongen ville pudse vampyrene på ham. Måske var han en af få, dog var der stadig andre end ham. Han havde dog besluttet sig for, ikke at gå ned uden kamp, hvis kongen ville have ham død, så ville han gøre hvad der stod i hans magt, for at tørre smilet af hans læber. Shalio kiggede kort på Mallorie, mens kongen snakkede med hertuginden. Han vidste godt, at han skulle afsted. Dette ville dog blive sidste gang han så hende, så han sendte hende et kort undskyldende smil. Det ville sikkert ikke gøre noget, men det var det bedste han kunne gøre på nuværende tidspunkt. Han vendte hurtigt hovedet igen, så kongen ikke skulle opdage det.
Han bukkede for hertuginden "Javel, det vil ikke ske igen, deres Excelence" sagde han kort og rejste sig igen. Han kunne godt mærke, at han ikke var velkommen længere. Især da hertuginden bad ham om at forsvinde. Hendes ord fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Shalio. Den måde hun talte på, det var så koldt. Hendes ord fik hans blod til at fryse til is i hans årer. Hun behøvede i hvert fald ikke at sige det to gange. Shalio gik hen hvor bunken af skeletter havde været. Der var helt tomt, bortset fra et kranie. Han samlede det op og så lidt på det. Et smil bredte sig på hans læber og han indgraverede et tegn i panden på det. "Hvis De vil have kontakt med mig angående døren, så ved De hvor De kan finde mig" sagde han med et smil og kastede kraniet hen til kongen, hvorefter han begyndte at gå ud af slottet.

//out