It seems to be a.. good night?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ved at være en sen aften og den store måne lyste halv på den mørke himmel over dem. Mattheus stod badende i skæret af den smukke måne og stirrede ud over sit rige. Han vidste godt, at han burde lade nyheden om kongens bortgang gå ud, men det gjorde selv ham en smule usikker, for han frygtede for konsekvenserne ved at lade den nyhed glide ud, også fordi at Kellan var og kæmpede med at få lært den finesse som det krævede for at være dronning af et land som dette, og han måtte erkende, at hun virkelig gjorde det utrolig godt. Han stod med hænderne roligt foldet over sin ryg og med et svagt træk på smilebåndet. Jo længere tid der gik, jo mere sikker blev han i sin gøren, også selvom vejen endnu var frygtelig lang for ham at gå.
De mange audienser, havde der ikke været særlig mange af lige i aften, også selvom dem som havde været der, gav udryk for bekymring for den kære konge som de ikke havde set skyggen af længe, selvom Mattheus havde forsikret dem, at det hele var under kontrol. Det var måske ikke ligefrem en løgn, men det var bestemt heller ikke en sandhed, for han trøstede sig selv med at han havde skænket emblemet videre til Aliyah, selvom hun nu var bosat nede i kælderen og afventede sin straf. Det var frygtelig mange menneskeliv som var gået tabt i Den Dansende Flamme under fuldmånen blot nogen nætter tidligere. Han sukkede let.. Nu hvor han igen måtte skænke Aliyah sin tanke, så var det kun noget som vækkede en følelse af frustration, for han vidste jo selv godt, at han intet kunne gøre for at hjælpe hende med noget som helst af det som skete.
Foreløbig så det ud til at være en ganske rolig aften. Den sidste audiens var overstået bare nogle minutter inden, og det gav selv Mattheus muligheden til at bevæge sig lidt mere frit i tronsalen. Det var hans plads frem til solen ville stå op, for arbejdet skulle jo trods alt passes, og det tog han yderst alvorligt, for han gjorde jo trods alt hvad han kunne, og det var ikke altid at det bedste var godt nok, hvilket han vidste, men hvad kunne man mere forvente af den unge konge, som stadig var i gang med at finde sig helt til rette i rollen?

[Deleted]

Shalio kom løbende gennem slottet. Han vidste godt, at han var for sent på den, men han havde haft travlt hele aftenen. Sandheden var nok, at han havde sovet over sig, men det var en anden side af sagen. Han stormede mod den store dør til tronsalen. Der stod to vagter foran døren. "Jeg beklager, men de er for sent på den, de bliver nødt til at vende om" sagde den ene vagt, da Shalio nærmede sig. Shalio hørte ikke hvad vagten sagde, han fokuserede bare på, at komme ind til kongen. Hans plan var, at bare brase ind, så kongen ville blive opmærksom på ham. Dog blev han grebet af vagterne, før han overhovedet fik muligheden for at røre døren. Det var ikke en del af planen. Han prøvede at vride sig løs "slip mig! Jeg skal snakke med kongen, det er meget vigtigt!" sagde han irriteret og prøvede at kæmpe mod vagterne greb. Dog var han ikke specielt stærk, så vagterne kunne uden problemer holde ham. "Så kunne du være kommet til tiden, ligesom alle de andre" sagde vagten bestemt og smed ham ned på gulvet igen. Shalio så vredt på dem, det var vigtigt, at han fik snakket med kongen.
Han havde været på kirkegården som han plejede. Denne gang var det dog anderledes. Han blev overfaldet af vampyrer, ikke fordi det var første gang, men denne gang havde de ventet på ham. Han havde fået nogle slag og en trussel, hvis han viste sig på kirkegården igen, ville de slå ham ihjel, for det var deres territorium. Shalio havde hørt rygter om, at det var kongen som havde givet vampyrene magten over kirkegården, hvilket han var meget uenig i. Som necromancer, havde han brug for at være i nærheden af sine skeletter. Hvis han ikke kunne være på kirkegården, så kunne han ikke træne med sine skeletter, han kunne ikke pleje sine skeletter, han kunne stort set intet med sine skeletter og uden sine skeletter, var han et let offer i Dvasias. Derfor blev han nødt til at snakke med kongen. Dog vidste han ikke helt hvordan han skulle komme forbi de store vagter. Han kunne prøve, at råbe efter kongen? Nej, det ville sikkert ikke virke. Han kunne prøve at kæmpe mod vagterne? Nej, de ville sikkert kalde på forstærkninger. Så kom idéen til ham. Der lød en kort rumlen og pludselig blev døren brast ind. Vagterne væltede ind på gulvet, i en bunke af knogler. Shalio havde brugt dem som rambuk og han kom listende ind. "Undskyld deres højhed, det var ikke min mening at forstyrre, men jeg er nødt til at snakke med Dem" sagde han og bukkede for kongen, mens han afventede svar. Vagterne lå og ømmede sig lidt, efter de var blevet stormet. Dog kom de hurtigt på benene og skulle til at gribe Shalio.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

For mange var det måske ved at være sent, men for Mattheus, ås var det næsten som midt på dagen. Selv han måtte erkende, at han virkelig nød af freden og roen, som havde skænket sig over slotte. Det hele virkede til at gå i den rigtige retning for en gangs skyld, hvilket var noget som passede ham særdeles fint. Selvom han kunne høre det rumsterede ude på den anden side af døren, hvilket var noget som fik ham til at spidse ørene lidt, bare for at følge lidt med, selvom han på ingen måder valgte at gribe ind for nu. Det lød til at han skulle til at tage imod endnu en til audiens? Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget, for i det humør som han var i lige for nu, så var det jo ikke ment som nogen negativ ting, for der skulle bestemt meget til for at ødelægge det som han havde det lige nu. ”Interessant..” mumlede han let for sig selv, idet han roligt vendte blikket i retningen af vinduet endnu en gang og med den samme ganske stilfærdige mine som tidligere.
Det gav et voldsomt sæt i Mattheus, da døren nærmest blev brast op og vagterne kom ind nærmest ridende på en bølge af skeletter og knogler, hvilket var noget som hastigt fangede hans opmærksomhed. Han vendte sig hastigt i retningen af den unge Necromancer som kom ind, hvor han blottede tænderne i den ene mundvig i ren og skær utilfredshed, for han fandt sig bestemt heller ikke i det. Han knyttede hænderne fast. At det var så vigtigt, at døre og fred skulle forstyrres på den måde, så håbede han da noget så inderligt, at det var så vigtigt, som han fremstillede det som! ”Jeg håber så sandelig for din skyld, at du har noget alvorligt at snakke med mig om, siden du kommer brasende på denne måde.. Necromancer,” endte han med en yderst fast og næsten dræbende stemme. At han bukkede, gjorde det om ikke andet, så lidt bedre igen, og det var noget som passede ham fint. Han vendte blikket i retningen af vagterne, som var i færd med at rejse sig efter den entré ind i tronsalen. ”Jeg tager mig af dette. Forlad os,” bad han med en fast tone. Vagterne nikkede, bukkede og forlod stedet, så han kunne snakke med denne mand i fred. Hvem han var, havde han ingen anelse om, men han håbede godt nok, at han havde en god grund til at smadre det hele med den entré. ”De døre er dyre, Necromancer… Sig frem,” sagde han med en yderst kortfattet og bestemt tone.

[Deleted]

Shalio var godt klar over, at det ikke var den bedste måde at lave entré på. Dog mente han, at han intet andet valg havde. Han mente, at det var aldeles vigtigt, at få snakket med kongen om dette. Nok en meget egoistisk tanke, men det valgte han at se bort fra. Da vagterne skulle til at gribe ham, var han klar på det, men han rettede sig ikke op. Dog kunne man se på ham, at han åndede lettet op, da vagterne blev bedt om at gå. Så slap han for at blive smidt ud fra slottet og det betød også, at kongen ville lytte til hvad han havde at sige. "Endnu engang, jeg beklager meget deres Højhed, det var ikke min mening at forstyrre Dem, men dette omhandler kirkegården. Jeg har hørt rygter om, at de har givet magten over kirkegården til vampyrene. Dette er jeg stærkt imod, da jeg som Necromancer, har brug for kirkegården, til at træne med mine skeletter. Hvis ikke jeg kan være i nærheden af dem, vil jeg være et let bytte for alle de rovdyr, som går rundt i denne by" sagde han så hurtigt som muligt, før det blev uinteressant for kongen. Han vidste godt, at tiden var knap, hvis han skulle have mulighed for at tale ud. Han rejste sig igen. "De må forstå deres Højhed, vi har alle en plads i denne by. Min plads er på kirkegården, uden den er jeg ikke særlig meget, med den kan jeg forholdsvis meget, som de kan se" sagde han og nikkede over mod bunken af knogler. Kongen vidste sikkert allerede dette, men han ville bare lige være sikker på, at han forstod det hele. Ikke fordi Shalio troede kongen var dum, det var bare så der ikke opstod misforståelser. Det gik op for ham, at han slet ikke havde præsenteret sig endnu. Han bukkede kort for kongen igen "Mit navn er Shalio! Shalio Dre Demarcio" sagde han og rettede sig op igen. Hans mor havde lært ham, at man skulle være høflig, især over for højtstående folk. Han kendte ikke så meget til kongen, dog brød han sig ikke specielt meget om ham, på nuværende tidspunkt, da det var hans skyld, at Shalio blev jagtet væk fra kirkegården. Alligevel forholdte han sig ydmyg og venlig, da kongen var stærkere og han havde en hær til rådighed, som sagtens kunne lave Shalios skeletter til mel.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Necromancerens entré var ikke noget som man kunne sige, at Mattheus brød sig synderlig meget om, også selvom han lod vagterne gå, så ville han nu alligevel give denne mand den enestående mulighed for at forklare og snakke sin sag, og det var tydeligt og ikke mindst oplagt for ham, at det var en klage, som denne mand havde ønsket at komme med. Han lod armene let søge over kors, som han lod manden snakke først. Det var ved at være mange år siden vampyrerne havde fået kontrollen over Corvento og derved kirkegården, for det var jo faktisk noget som hans kære moder havde gjort og arrangeret med Alexander Imirachi tilbage i sin tid, så det var faktisk ikke fordi at det var nogen nyhed i dette. ”Det er ikke ligefrem en nyhed at Vampyrerne har fået magten over Corvento. Det har de haft igennem mange år, så det forundre mig lidt, at du først vælger at komme og skænke mig din klage i denne stund,” påpegede han. Hvorvidt om disse skeletter havde en stor betydning for denne mand, var han slet ikke i tvivl om, sådan som han virkede til at tage det yderst alvorligt. Han vendte blikket direkte i retningen af denne necromancer endnu en gang. Tanken om at han var en af de yderst få her til lands, som faktisk kunne styre de døde, gjorde også, at han måske var langt mere påpasselig, end hvad han ville have været ellers, men han var jo nødt til at vide sig sikker. ”Hvis du ønsker at være på kirkegården, kan jeg anbefale dig at gøre det i dagstimerne, hvis du frygter for deres væsen. Kirkegården valgte min kære moder at skænke til Vampyrerne i en form for gave af tillid,” fortalte han ganske kortfattet. Selv stolede han på at vampyrerne passede sig selv, som de altid havde gjort.
At Shalio – som manden hed, valgte at bukke for ham igen, var noget som egentlig passede ham selv ganske fint, hvor han let nikkede i retningen af ham, som en respektabel hilsen, og specielt med tanke på den entré som han havde gjort, som faktisk ville koste ham temmelig dyrt, for de døre var bestemt ikke af den billige slags. ”Shalio.. Jeg skal nok mindes det navn, når regningen for mine dobbeltdøre skal betales,” påpegede han med en ganske sigende mine. Han tog det nu ikke så tungt igen, for det var ikke just en alvorlig sag som denne Shalio havde valgt at fremlægge for ham. Han havde derimod forventet sig en stor problematik som måtte løses lige nu og her.

[Deleted]

Denne gamle nyhed havde ikke nået Shalios øre, før for nogle få uger siden. Dog havde vampyrene heller ikke gjort det helt store ved det, før for lidt tid siden. Han vidste ikke helt hvad grunden kunne være. "Jeg beklager deres Højehed, denne nyhed er ikke så gammel i mine øre" sagde han stille. Han ville nødigt kede kongen med sit snak. Dog var det noget, som påvirkede ham. Han elskede sine skeletter, dog ikke nok til at være en del af dem allerede. Han lyttede til kongens ord. Ja, han kunne godt være der i dag timerne, dog var han som vampyrene mest et nattemenneske. Folk blev tit påvirket af hans skeletter. Derfor gjorde han det for det meste når der ikke var andre. Derfor var natten et udmærket tidspunkt. Der kom ikke specielt mange mennesker på denne tid af dagen. "Jeg er ikke normalt ude om dagen. Kan du ikke gøre noget ved det? Jeg er trods alt en af de få Necromancere, som stadige er tilbage" sagde han, med en lidt mere næsvis attitude. Det var ikke meningen, at det skulle lyde sådan, men det kom det dog til. En hver person ved sine fulde fem, ville trodse en konge. Dog var Shalio ikke helt ved sine fulde fem. Ikke fordi Shalio tænkte på at trodse ham, han kom til at formulere sig forkert en gang imellem. Han var dog ikke enig i, at vampyrene ville passe sig selv. Der var noget galt, de var efter ham. Han vidste ikke hvorfor, han vidste ikke hvordan, han vidste bare at de prøvede. Det med døren havde heller ikke været hans intention. Han blev bare nødt til at snakke med kongen om det. Det var vigtigt for ham, han havde ikke set andre muligheder. Han ville selvfølgelig betale udgifterne som han fik, det var der ingen tvivl om. Han så op mod kongen igen "jeg ved godt, at en Necromancer ikke betyder så meget, men der er ikke mange af os tilbage. Det betyder meget for mig, kan jeg intet gøre for dem? Måske vække den døde konge til live igen?" spurgte han hastigt, uden at tænke over sine ord endnu engang. Det var en respektløs efterspørgsmål. Kongen skulle hvile i fred, uden forstyrrelser. Han ville heller ikke komme til live, det var bare resterne af ham. Shalio var rimelig sikker på, at kongen ikke ville være glad, hvis Shalio begyndte at bruge kongen som undersåt.

[Deleted]

Efter noget tid på slottet havde Mallorie allerede vendt sig meget godt til de mange gange og det var blevet en del nemmere at finde rundt. Hun kunne nu vade rundt på gangene uden så meget som en tøven omkring, hvor hun faktisk skulle hen. Alle tjenestepigerne og vagterne kendte hende også efterhånden. Selvom hun ikke helt var så høflig, som hun kunne være endnu, så var det da godt på vej. Hun nejede da for kongen nu, efter… Hvor mange dages tvangs øvelse? Det anede hun ikke engang, men det var i hvert fald mange dage hun var blevet tvunget til at neje for ham flere gange om dagen, så den faldt helt på plads. Lige nu havde hun lige færdiggjort sine pligter som tjenestepige og havde ikke rigtig andet at lave, så hun tænkte, at hun ville smutte forbi den kære konge og se, om han manglede et eller andet. Hun var jo ikke blevet kongelig elskerinde for ingenting.
”Kongen sidder i møde. De har ikke tilladelse til at gå derind” sagde en vagt, som tydeligvis ikke havde været der længe nok til at kende hende. Hun løftede blot det ene øjenbryn og fik skubbet ham til side, så hun kunne komme ind i tronsalen. ”Jeg har. Du derimod, har ikke” sagde hun i forbifarten og gik forbi ham. Et syn af den anden verden mødte hende, da hun kom ind i tronsalen til ham. Han var ikke alene, hvilket hun heller ikke ville have troet, men alligevel så var det ham af alle mennesker. Et grin kom over hendes læber, som hun gik forbi ham og over til Matt. Hun lod hans hånd køre omkring hendes liv, da hun kom helt derover og kiggede op på ham med et smil. ”Hey” var det eneste, der kom over hendes læber, imens hun prøvede på at holde masken. Inden længe ville hun være nødt til at sige et eller andet. Hun vendte sig, så hun stod lænet op af Matt’s brystkasse og kiggede over mod Shai. Hun sagde ikke noget, men man kunne se i hendes ansigt, at hun var ved at dø af grin. Hvis Matt kendte hende godt nok, hvilket han efterhånden gjorde, så kunne han se på hende, at hun havde været sammen med ham på en af sine fri aftener.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var i godt humør, så han var måske til at snakke med, hvilket skam også var noget som passede ham selv helt fint. Han lyttede dog til Shalios ord, også selvom man ikke ligefrem kunne sige, at det var en ny nyhed, som denne mand valgte at skænke ham, men derimod noget som hans moder havde stået bag, for frygtelig mange år siden. En gave til vampyrerne, også som en tak for det samarbejde, som faktisk havde stået stærkt, også igennem de følgende år. ”Ny er den ikke, kan jeg fortælle dig, Shalio. Jeg beklager, at det er noget som er gået dig forbi,” påpegede han med en ganske sigende og næsten bestemt mine. Mulighederne var jo der. Han kunne søge til skeletterne om dagen, for selv han vidste, at kirkegården nok ikke ligefrem var det mest besøgte sted og heller ikke om dagen, for folk flest, var jo faktisk bange for at møde op. ”I er måske ikke mange tilbage..” Der havde manden jo trods alt fat i noget, men han kunne ikke rive Kirkegården fri bare sådan på grund af et enkelt individ! Vampyrfyrsten var ham en vigtig spiller i spillet om et godt og stærkt Dvasias, og manden ville næppe bifalde at stedet blev taget fra ham, når han vidste at manden huste rigtig mange vampyrer på det sted. Døren skulle betales, og det var noget som han agtet at lade Shalio gøre, da han selv havde valgt at ødelægge den. Hans mine ændrede sig fuldstændig, da han omtalte den nu så døde konge, for det var ikke en nyhed som han havde ladet forlade slottet endnu. Han knyttede næverne, som han roligt lod dem falde ned langs hans side. ”Hvorfra er du kendt med den nyhed, Shalio?” nærmest vrissede han. Leonardo var gået bort på grund af sygdom, og derfor fandt han det uden tvivl bedst, at lade manden forblive død.
At Mallorie valgte at gøre sin entré – Som kun Mallorie kunne gøre, var noget som hurtigt fangede hans opmærksomhed, og derved afbrød den kommende vrede. Tanken om at nyheden om den døde konge allerede var kommet ud var ikke noget som han bifaldt. Han himlede let med øjnene. Han var midt i en vigtig samtale, og derfor havde han virkelig ikke tid til at tage sig af hende samtidig. Armen gled omkring hendes slanke liv, kun for at lade hende stå tæt ved ham. Han kendte hende efterhånden, men selv så godt, ville han nødigt sige, at han kendte hende endnu. ”Det er virkelig ikke rette tid, Mallorie, jeg er midt i en vigtig samtale,” påpegede han med en ganske kortfattet mine. Hans humør havde allerede taget et mindre styrtdyk.

[Deleted]

Shalio vidste godt, at dette ikke kunne lade sig gøre. Vampyrene var mange flere, så hvis Dvasias kom i krig, ville de kunne byde mere, end en simpel Necromancer. Det virkede heller ikke som om, at kongen var villig til at skifte mening, dog var det stadig forsøget værd. Han havde ikke brast den dør ind for ingenting. Nu hvor han også skulle betale den, var der en endnu større grund, til at prøve at overtale kongen. Shalio overvejede nogle muligheder, så de måske kunne gå på kompromis. Det ville dog bare være dumt, hvis vampyrene skulle have den 4 dage i ugen og han de resterende 3. Dette var ikke et pædagogisk valg, dette var virkeligheden. "Deres Højhed, måske vi kunne finde ud af noget, så jeg måske havde en lille del af kirkegården, eller noget i den retning" sagde han, dog tænkte han stadig over en bedre løsning. Han vidste godt, at det ikke var det bedste forslag. Da de ikke bare kunne lave en streg om et område og så sige, dette er dit område og dette er mit område. Kongens reaktion overraskede Shalio, da han ikke tænkte over hvad han selv havde sagt. Shalio var ikke klar til at møde kongens vrede, så han kiggede desperat rundt. Måske et vindue, eller en anden udvej, hvis det blev nødvendigt, han vidste det ikke helt. "Du ved... Man... Man... Man hører ting ude i byen" stammede han, mens han panisk prøvede at finde på noget bedre at sige. Han ærgede sig over, hvad end han havde sagt. Det var ikke meningen han ville gøre kongen vred, han ville jo bare forhandle med ham. Det havde tydeligvis ikke virket. Dog rettede han sit blik, da en dør bag ham åbnede. Man kunne se på hans blik, at han blev utrolig overrasket, da han opdagede at det var Mallorie. Han havde ikke troet, at han allerede skulle se hende igen, og så endda her. Først blev han overrasket over kongens reaktion, derefter blev han overrasket over det nye besøg, kunne der komme flere overraskelser? Der måtte han så blive overrasket endnu engang. I det Mallorie gik hen ved siden af kongen og lod sig flette ind i hans arme. Shalio var trods alt ikke dum, så han kunne godt lægge to og to sammen. Hun var sammen med kongen. "Hej Mallorie" sagde han stille, mens hovedet var rettet ned mod gulvet. Han prøvede stadig at finde de sidste ender af denne underlige drejning, som mødet pludselig havde taget.

[Deleted]

Mallorie havde ingen anelse om, hvad det var de to herre diskuterede, hun havde det sjovt nok med at se Shai’s ansigt, da hun trådte ind af døren. Havde hun fået nævnt det overfor ham, da de var sammen nogle dage forinden? Det troede hun i hvert fald ikke på, at hun havde. Hendes entre havde ikke overrasket Matt, hvilket hun sådan set heller ikke havde troet på det ville, men alligevel blev hun en smule irriteret over, at han ikke sagde mere til det. Om det var en vigtig samtale eller ej, så kedede hun sig og ville have et eller andet at lave. Hun vendte hovedet mod Matt, efter hans lettere kolde tone og kom med et suk, efterfulgt af et drilsk, lille smil. Hun havde bøjet nakken bagover, så hun kunne se på ham og lagde derefter hovedet en smule på skrå. ”Du plejer da ellers at blive glad, når jeg træder ind til dig uden at blive inviteret først” sagde hun med en kortfattet mine og sendte ham et smil. Han så ganske vidst ikke ud som om, at han var synderlig glad for hendes entre, men alligevel, så havde han stadig armen omkring hende, så hun tog det som om, at hun gerne måtte blive der. Det havde hun i hvert fald tænkt sig.
Hun vendte endnu engang hovedet mod Shai, som han snakkede til hende og vidste ikke helt, hvordan det ville blive godtaget. Hun havde stadig ikke hilst på nogen i selskab med Matt på samme tid og hvordan han ville have hende tiltalt, det var faktisk ikke gået ind i hendes hoved endnu. Hun sendte ham dog et meget drillende smil og blinkede derefter til ham. ”Hey” sagde hun og brød ud i endnu et fnis. Hun ville stadig ikke sige noget, da hun faktisk ikke anede, hvordan Matt ville tage det, men han ville nok regne det ud før eller senere, så det var bare om at vente på øjeblikket. Hun vendte dog kort hovedet mod ham, imens hun lod sine fingre stryge over hans håndryg. Hun havde en underlig trang til at kysse ham, men vidste, at det nok ville være en temmelig dårlig ide, når der var andre i nærheden.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus kunne ganske rigtigt ikke ændre hele aftalen med Alexander på grund af et simpelt og enkelt individ, men han havde dog fat i noget, for selv Necromancerne, var et folkefærd, som han havde godt af at have tæt ind på livs, og derfor var det måske også en dum idé at gøre sig for stor uvenner med dem? Han vendte blikket direkte i retningen af ham. At dele kirkegården op i den forstand, at Shalio skulle have den for den halve tid, kunne han slet ikke, for kirkegården og de mange mausoleer var et hjem for frygtelig mange af vampyrerne, og dem kunne han ikke bare jage væk. ”Hvad foreslår du af løsninger, Shalio? Uanset, er det jo forslag som jeg skal forelægge ved Vampyrfyrsten, før jeg kan give en endelig respons, da han står som hersker på stedet. Om muligt, kan jeg give dig et eget område af kirkegården til dig og dine skeletter, dersom det kunne friste?” spurgte han endeligt. Dørene skulle betales, og det var tydeligt for ham at Shalio var en mand, som ønskede at få noget ud af dette, hvilket han skam godt kunne forstå, og specielt hvis det var noget som betød så meget for ham, som han nu også gav udtryk for. At han havde hørt om Leonardos bortgang, var noget som gjorde ham.. vred et sted, for han havde ikke ladet den nyhed undslippe slotte endnu! Det ville så sige at nogen på slottet, havde ladet det slippe ud! ”Hvem har ladet det slippe til dig?” spurgte han fast.
At Mallorie nu var kommet ind, var et sted en tanke som irriterede ham, for dette var faktisk en vigtig samtale! Hvis han kunne skabe en forening med necromancerne, var noget som han uden tvivl gerne ville have, for der var bestemt ikke mange af dem tilbage. Han sukkede tungt, og med en tydelig irriteret mine, som hun endte i hans favntag. De rødlige øjne vendte han direkte mod hende. ”Ikke når jeg ikke står i en alvorlig samtale, Mallorie.. Jeg vil anbefale dig at gå,” sagde han kortfattet. At Shalio kigget ned og hilste på hende, og det at hun fniste, satte dog alligevel lidt tanker i hovedet på ham. Han rynkedel et i panden og vendte blikket skiftevis i retningen af dem begge. ”Kender I hinanden..?” spurgte han endeligt, og nok mere med en spørgende tone, end det som det var vred eller klandrende. Hvem vidste..? Det kunne jo være, at de bare var venner. Den slags havde de begge vel også derude et sted?

[Deleted]

Hendes drillende smil sendte en varm følelse igennem ham. Hans kinder blev lidt røde, men han prøvede at skjule det. Han var ikke glad for, at hun stod ved kongen. Selvom hun havde sagt det til ham, så havde han fået lidt følelser for hende. Det ville dog ikke gå, især ikke hvis hun var sammen med kongen. Den møde hun rørte ham på, kørte hænderne op og ned af ham. Shalio prøvede så godt han kunne, at ignorere det. Det havde ikke været så lang tid siden, han havde mødt hende. Dog havde han savnet hende lidt. Hun var en dejlig pige og han forstod godt, at kongen ville være sammen med hende. Han havde dog accepteret hendes valg, da hun havde advaret ham. Så det var hans egen skyld og det vidste han godt, derfor viste han ikke noget tegn på sine følelser. Det ville bare være værst for dem begge.
Da kongen kom med sit forslag nikkede Shalio ivrigt. "Hvis De ville gøre det for mig, deres Højhed, så ville jeg være dem evigt taknemmelig" sagde han med et smil på læberne og bukkede endnu engang for kongen. Denne nyhed gjorde ham glad. Hvis han kunne være i sikkerhed på kirkegården, så kunne han leve det gode liv, uden at skulle frygte et overfald. Han var dog stadig ikke glad for vampyrer, men han kunne sagtens overleve med det. Så længe han ikke skulle til, at arbejde sammen med dem. Kongens pludselige toneskift overraskede ham endnu engang. "Jeg... Jeg... Jeg kender ikke navnet på ham, jeg hørte det nede på kroen, deres Højhed" sagde han og så ned i gulvet. Han havde hørt en mand snakke om det, han vidste ikke hvem han var, eller hvor han kom fra. Dog havde han fortalt folkene ved bordet om det, han havde dog snakket så højt at de nærmeste borde også kunne høre det, inklusiv Shalio. Da kongen spurgte til deres kendskab til hinanden, nikkede Shalio kort. "Vi var sammen for ikke så lang tid siden" sagde han og sendte hende et lille smil. Han ville ikke prale med det, men han var lidt stolt over at have været sammen med en pige som hende. Det havde været en stor sejr for ham. Nok ikke så meget for kongen, da han sikkert kunne få hvem han ønskede.

[Deleted]

Mallorie var sådan set kold over, hvad de havde gang i at snakke om, da hun alligevel ikke havde opfanget halvdelen af samtalen. Hun fortsatte i stedet med at kærtegne Matt’s ene hånd med sin, selvom han ikke reagerede på det på samme måde, som hun gerne ville have ham til. Hun rykkede sig en smule fra hans favn, da den irriterede tone kom på banen og kom blot med et lille suk, inden hun skulle til at svare ham. Dog nåede hun ikke længere, før han havde startet på et helt nyt samtaleemne. De kendte hinanden… Temmelig godt faktisk. Hun nåede dog ikke at sige noget, før Shai allerede havde svaret og et chok gik igennem hende. Hun havde ikke tænkt så langt, at han faktisk ville sige det ordret til Matt. Hun håbede da i hvert fald ikke på, at han var for uopmærksom til at opfange det. Så ville der være et eller andet helt galt. Han burde meget gerne kunne opdage det. Især fordi han sagde det på den måde og så smilede på samme tid.
Med det samme vendte hun sig om mod Matt, så hun stod med front imod ham. Ganske vidst havde han ikke nået at reagere endnu, men desværre så havde hun en ganske grim følelse af, hvordan det ville komme til at gå. ”Kære… tag det roligt… Jeg kan forklare...” bad hun stille og så op på ham, imens hun bed sig i læben. Hun slap taget omkring hans hånd, da hun faktisk var reelt bange for ham lige nu. Eller i hvert fald bange for, hvad han kunne gøre ved dem begge to. Hun havde ganske vidst ikke fået ordret af vide, at hun ikke måtte være sammen med nogle andre, men hun kunne da ikke tro andet, end at han ikke ville være ret glad for det. Med et suk kiggede hun mod Shai og sendte ham et uroligt blik. Dette ville ikke gå godt. Hvorfor kunne han ikke bare have sagt ja og så lade hende forklare resten? Det var jo som om han var stolt over at have været sammen med kongens elskerinde. Ohh god. Siden hun havde fået den titel… Hun måtte nok hellere til at passe lidt bedre på.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At der var følelser i billedet når det kom til sagen mellem Mallorie og Shalio, var slet ikke noget som Mattheus egentlig ønskede at blande sig i, for han havde jo endnu ikke gjort hendes titel og plads officiel ved hans side, så det var jo ikke fordi at der var gjort noget forkert af den grund. Han vendte blikket skiftevis fra den ene til den anden, også selvom Shalio var tydeligt udagerende, så var det nu alligevel den slags ting, som Mattheus ikke havde den store forståelse for, for det var jo trods alt.. følelser, og det var en utrolig forvirrende ting. Han rystede de tanker ud af hovedet for nu. Han kunne sikkert godt få arrangeret med Alexander om at give Necromanceren et lille hjørne af kirkegården, som han kunne kalde for sit, for så var han også sikker på, at det ikke var en mand, som han havde gjort sig uvenner med. ”I det tilfælde, så tror jeg skam, at vi er nået til enighed, Shalio. Jeg vil fremlægge mit forslag i samarbejde med Dem overfor Vampyrfyrsten og tilbagevende med svar,” sagde han kortfattet. Lige nu var det måske ikke lige det som han havde den største fokus på. Men det faktum at de kendte hinanden, hvor det var tydeligt, også på hendes måde at reagere på, at der var noget.. lidt mere i det, end bare et venskab, og det var tydeligt også det som selv måtte påvirke ham. ”Jaså..” Hans tone var langt mere kortfattet. Han kunne selvfølgelig ikke bestemme over hendes liv, da han ikke havde taget den magt fra hende endnu om ikke andet, men det var jo heller ikke til at sige, om det var noget som ville ske, og specielt hvis han stod i en situation som denne. ”Du kan forklare..? I mine øjne, er der vidst ikke noget at forklare..” Han endte langsomt med at slippe hende. Det var ikke fordi at han havde magten til at gøre det ene eller det andet, og det vidste han jo trods alt også godt, og det var nok også lidt hans egen skyld, men.. noget måtte han jo gøre. Han vendte blikket direkte fast i retningen af Shalio. Noget sagde ham, at det var ganske for nylig, men han kunne jo aldrig vide sig sikker. ”Hvordan kender du hende, Shalio?” spurgte han, hvor han direkte valgte at ignorere Mallorie ved hans side, som havde hun været ren luft. Han bifaldt ikke tanken!q

[Deleted]

Shalio brød sig stadig ikke om, at kigge på Mallorie kærtegne kongen. Derfor valgte han at rette blikket ned. Ikke fordi han havde så meget imod det, han følte bare ikke lige for at se de to hygge sig. Han havde trods alt være sammen med hende, for ikke så lang tid siden. Hun havde givet ham en rigtig god følelse i maven. Som en masse sommerfugle der fløj rundt der inde. Hun havde gjort ham glad, men han ville ikke rode mere med det. Han havde fået nok af tanken. Han så op mod kongen igen "Hvis De holder dem på plads, så vil jeg gerne være med til det" sagde han roligt. Han kunne mærke, at kongen ikke var tilfreds med svaret. Han kendte dog hverken navn eller udseende på manden. Han var ikke sikker på, om han ville kunne genkende ham. Han havde kun hørt det, ikke set det. Hvilket var problemet. "Hvis jeg kan hjælpe Dem med noget, deres Højhed, så må De endelig sige til" sagde han og bukkede endnu engang for kongen. Han prøvede at gøre det godt igen, efter at have sagt det med kongen. Kongen spørgsmål angående Mallorie, forstod Shalio ikke helt. Hvorfor var det interessant for kongen? "Jeg tror det er to eller tre dage siden" sagde han undrende og så på kongen. Havde der været et problem med det? Da han opdagede Mallories urolige blik, begyndte han også at blive nervøs. Havde han sagt noget forkert igen? Pokkers! Kongen var i forvejen ikke glad for ham. Mallories ord, som blev undgået af kongen, gjorde ham endnu mere sikker på, at et eller andet var gået galt. "Deres Højhed, det var ikke min mening, hvis jeg har gjort noget forkert" sagde han nervøst. Han vidste ikke hvad der ville ske, han vidste heller ikke om hans næste idé var lige så god end idé. Han var klar med bunken af knogler, han kunne i hvert fald få 5 skeletter ud af det. Han håbede dog på, at dette ikke ville blive nødvendigt, da han ikke var sikker på, hvad der ville ske med ham.